Søkongerne ved Nordvandet -

AF ANDERS MOSBECH, KASPER LAMBERT JOHANSEN, THOMAS ALEXANDER DAVIDSON OG PETER LYNGS Søkongerne ved Nordvandet - en lille fugl med stor økologisk betydning RESUMÉ På de nordvestgrønlandske kyster ved Nordvandspolyniet yngler mere end 30 millioner søkonger. Det er den mest talrige havfugl i Nordatlanten, og det skønnes, at mere end ¾ af bestanden yngler ved Nordvandet. Selvom søkongen er en lille fugl, er den et vigtigt fangstdyr, der fanges med ketcher (ipoq) i kolonierne af både mænd og kvinder, unge og gamle. Fuglene henter deres føde på havet og transporterer dermed store mængder næring fra havet til land og til søer i nærheden af kolonierne. Gødningen fra fuglene giver en meget frodig vegetation. Vores undersøgelser viser, at i kolonierne kommer mere end 85 % af kvælstoffet i landvegetationen og ferskvandsorganismerne fra søkongernes klatter. Søkongerne fodrer deres unger med en særlig stor og næringsrig højarktisk vandloppe, som de fanger på havet op til 100 km fra ynglekolonien. Vores undersøgelser viser, at et typisk måltid for en unge består af 900 vandlopper, som de voksne fugle i fouageringsområderne kan fange i løbet af ca. halvanden times intensiv dykning ned til ca. 30 m dybde. Vi prøver at forstå søkongekoloniernes historie i forhold til ændringer i klimaet ved at undersøge kerner fra bunden af søer og fra tørvelag, der er påvirket af næringstilførsel fra søkonger. De foreløbige resultater tyder på, at søkongekolonierne i den sydlige del af Nordvandsområdet er ca. 4200 år gamle. Anders Mosbech, ph.d., er seniorforsker og forsknings- og rådgivningschef ved Aarhus Universitet, Institut for Bioscience og det Arktiske Center (ARC). Anders har mere end 30 års erfaring med undersøgelser af havfugle og andre miljøundersøgelser i Grønland. Kasper Lambert Johansen, cand. mag, er akademisk medarbejder ved Aarhus Universitet, ARC. Kasper har en baggrund som arkæolog, men har de seneste 10 år arbejdet med GIS og rumlige analyser, især af havfugle i Grønland. Peter Lyngs har forsket i havfugle i Grønland og på Christiansø i en menneskealder. Peter er leder af Christiansøs Naturvidenskabelige Feltstation (CHNF) og har en særlig forkærlighed for alkefugle og fotografering. Thomas Davidson, ph.d., er forsker ved Aarhus Universitet, ARC. Thomas er ferskvandsbiolog og palæoøkolog, og han har de sidste 15 år forsket i effekterne af globale forandringer på ferskvandssystemer i tropiske, tempererede og arktiske egne. Tidsskriftet Grønland 1/2017 13

bestanden yngler på de nordvestgrønlandske kyster ved Nordvandspolyniet. Her udnytter søkongen de enestående rige forekomster af store, fede vandlopper i havet til at fodre deres unger, og de bringer dermed mængder af næring ind på land. Søkongen er en karakterart ved Nordvandspolyniet og en af fokusarterne i NOW-projektet, hvor vi prøver at forstå betydningen af søkonger i økosystemet og betydningen af søkonger for mennesket i et langtidsperspektiv. Figur 1. På den grønlandske side af området med Nordvandspolyniet bor der ca. 900 mennesker og mere end 30 millioner søkonger. Søkongekolonierne er angivet med rødt. (Illustration: NOW-projektet). Figur 2. Søkongerne yngler på stenskrænter. De har rede dybt nede mellem stenene, hvor de er beskyttet mod polarræve og måger (foto P. Lyngs). Introduktion Søkongen er en lille havfugl, på størrelse med en solsort, der lever af vandlopper og andet dyreplankton. Det er den talrigeste havfugl i Nordatlanten og mere end ¾ af Antal, fangst og kulturel betydning Søkonger lever det meste af året på havet langt fra kyster, men i yngletiden søger de til kolonierne i store sværme. I Nordvestgrønland dækker kolonierne samlet set en strækning på ca. 400 km (Boertmann & Mosbech 1998), og de findes kun langs de grønlandske kyster af polyniet (figur 1). Søkongerne ankommer som forårsbebudere i området, når de indtager fjeldet i begyndelsen af maj, og man taler lokalt om de syngende fjelde. De har deres reder på fjeldskrænter dybt mellem store sten, hvor de er i sikkerhed for ræve og måger (figur 2). Fordi de yngler skjult mellem sten, er det meget vanskeligt at finde ud af, hvor mange par der findes. Men da de yngler tæt, kan kolonierne ses på lang afstand, og koloniernes udbredelse er blevet kortlagt fra fly og skib (figur 3a og 3b) (Boertmann & Mosbech 1998). Ved at kombinere udbredelsen af kolonierne med skønnede tætheder af rederne i kolonierne er det blevet anslået, at der yngler omkring 30 mio. par langs de grønlandske kyster af Nordvandspolyniet (Egevang et al. 2003). Vi har, ved videooptagelser af ungefodringer i perioden lige før ungerne forlader kolonien, fundet ud af, at der i områder med høje tætheder yngler ca. 1,6 par søkonger per kvadratmeter. De store antal og de høje tætheder gør, at søkonger er et yndet og traditionelt fangstdyr, selvom der ikke er meget kød på en enkelt fugl. Søkongerne cirkler ofte i luften over kolonierne, og da fanges de, 14 Tidsskriftet Grønland 1/2017

Figur 3. Koloniernes udstrækning er kortlagt fra skib (a, øverst) og fra fly (b, nederst). (Foto: P. Lyngs). Tidsskriftet Grønland 1/2017 15

Figur 4. Søkongerne fanges med ketcher (ipoq), når de kommer lavt over fjeldet. (Foto: A. Mosbech). når de kommer flyvende lavt (figur 4). De fanges traditionelt med en særlig ketcher, en ipoq, fra skjul bygget op af sten i kolonien (figur 5). Der er ikke ejendomsret til fangstskjulene, som må benyttes af alle, og en dygtig fanger kan fange mere end 20 søkonger i timen. Vi regner med, at der fanges omkring 40-50.000 søkonger om året. Ligesom polarlomvien og andre alkefugle reproducerer søkongen sig langsomt. Et par får kun én unge om året, og af og til er der et pauseår, når forholdende er vanskelige, f.eks. hvis der har været for lidt mad om foråret. Men den store bestand gør, at det kun er en lille og dermed bæredygtig del af bestanden, der fanges. Selvom fangerne sidder med ipoq i de samme skjul mange gange gennem sæsonen, fanger de fugle fra et stort område, fordi fuglene cirkler rundt i hele kolonien. Fangsten af søkonger er især populær, når de ankommer om foråret og er særlig ved, at både mænd og kvinder, unge som gamle, deltager i fangsten. Dette åbne fangstmønster er helt anderledes end fangsten af havpattedyr, der traditionelt er mandens arbejde og også kræver dyrt udstyr som båd eller hunde. I yngletiden har fangsten af søkonger været en sikker ressource, som alle kunne ty til, hvis havisen drillede, og man ikke kunne komme ud til havpattedyrene. Traditionelt har man lagt søkonger i stendepoter både som friske og som spæksyltede. Sidstnævnte regnes nu for en særlig delikatesse, som helst skal være på bordet ved familiefester. For at spæksylte søkonger skal skind med spæklag krænges af en sæl. Skindet fyldes derefter op med et til to hundrede søkonger og lægges til lagring i et stendepot i nogle måneder. 16 Tidsskriftet Grønland 1/2017

Figur 5. Fangst af søkonger i skjul bag stenvæg på fjeldet. (Astrid Oberborbeck Andersen). De hvide og grønne dale I det højarktiske landskab er vegetationen normalt meget sparsom, men i kraft af deres klatter transporterer søkongerne store mængder næring fra hav til land, og der opstår en særdeles frodig vegetation omkring kolonierne. Når man rejser i Nordvandsområdet, fremstår søkongekolonierne derfor som grønne oaser i et ellers goldt landskab (figur 6, næste side). I selve redeområderne er stenene for store til at planter kan gro, men stenene er ofte helt hvide af fugleklatter. Den frodige vegetation findes nedenfor kolonien i dennes dræningsområde og på de arealer, som fuglene flyver henover, når de pendler frem og tilbage mellem kolonien og deres fourageringsområder til havs. Vegetationen består ofte af mosser og græsarten polarrævehale, som også findes i beboede områder, der gødes af efterladenskaber fra mennesker og hunde. Næringsstoffer fra havet kan spores via en særlig isotopsammensætning, og vi har på denne baggrund forsøgt at kortlægge, i hvilket omfang organismer fra landjorden og ferskvandssystemer er understøttet af gødningen fra søkonger. Her har vi fundet ud af, at mere end 85 % af biomassen af landvegetationen og en lang række forskellige ferskvandsorganismer i koloniområderne bygger direkte på næringsstoffer fra gødning fra søkongerne (González-Bergonzoni et al., i tryk). På landjorden betyder den frodige vegetation, at søkongekolonierne danner levested for et stort antal moskusokser, gæs og harer bestande der udnyttes fangstmæssigt af lokalsam- Tidsskriftet Grønland 1/2017 17

Figur 6. Frodige skrænter i en søkongekoloni. (Foto: P. Lyngs). fundene i området (figur 7). I ferskvandssystemerne stimulerer næringsstofferne fra søkonger også en stor biologisk produktion, men her leder urinsyren fra fugleklatterne til en forsuring, der faktisk betyder, at biodiversiteten reduceres. I søer nedenfor søkongekolonier har vi mål ph-værdier ned til 3,4, og under disse forhold kan fisk og andre hvirveldyr ikke leve (González-Bergonzoni et al., i tryk). På den måde kan søkongen betegnes som en ingeniørart. Den transporterer store mængder næring mellem økosystemer, og den ændrer fundamentalt de modtagende økosystemer, såvel på landjorden som i de ferske vande. Og dette i en massiv skala. Hvis man lagde alle Nordvandets søkongekolonier i forlængelse af hinanden, ville de dække en strækning på ca. 400 km (Boertmann & Mosbech 1998), og da kolonierne ofte ligger et stykke inde i landet, overflyver og påvirker fuglene et betragteligt landområde. På satellitfotos er det også tydeligt at se, hvordan søkongekolonierne skaber frodighed langs store dele af den grønlandske kyst af Nordvandet. Uden søkongen ville livet langs Nordvandet være markant anderledes. Fødesøgning på havet Når søkongerne har unger i rederne flyver de fra kolonien i flokke, finder deres føde i havet og kommer hjem til kolonien med strubeposen fuld af mad til ungen. De lander og hopper lidt rundt på stenene omkring redehullet før de smutter ned og fodrer ungen. Vi har undersøgt føden til ungerne ved at fange fugle i snarer på stenene og tømme deres mund- og strubepose for mad (figur 8, følgende side). Et fuldt 18 Tidsskriftet Grønland 1/2017

Figur 7. Moskusokser græsser i søkongekoloni nær overvågningskamera. (Foto: P. Lyngs). måltid til en søkongeunge består typisk af ca. 900 dyr, og langt de fleste af dem er den højarktiske vandloppe Calanus hyperboreus (Frandsen et al. 2014). Det er den største og mest næringsrige af vandlopperne. Den er rig på fedt, som den opbygger ved at græsse på planteplanktonet om sommeren, før den søger mod bunden på dybt vand for at overvintre. Vandloppen står så i en slags dvale på dybt vand hele vinteren, før den søger mod overfladen igen, når den arktiske forårsopblomstring af planteplankton kommer. Søkongerne bruger vingerne under vandet og dykker ned til ca. 30 meters dybde for at fange føden. Vi har undersøgt søkongernes fødesøgning på havet ved at spore dem med små GPS er (4,5 g) sat fast på ryggen med tape. Sporingerne viser, at de fleste fødesøgningsture foregår indenfor 100 km fra kolonien (figur 9, følgende side). På hver tur har fuglene en eller flere perioder, hvor de dykker intensivt i ca. halvanden time. På de korte ture med kun én intensiv dykkeperiode regner vi med, at der kun hentes mad til ungerne. Men på de længere ture med flyvning mellem de intensive dykkeperioder får de voksne fugle dækket deres eget fødebehov, måske med større fødeemner, før de fanger mad til ungerne i den sidste intensive dykkeperiode. Klimaforandringer og søkongekoloniernes historie Da søkongerne i yngletiden er afhængige af fedtholdige vandlopper, der kun trives i kolde højarktiske farvande, har den globale opvarmning givet anledning til bekymring for søkongens fremtid. Der er tegn på, at vandlopper fra varmere farvande, som er mindre, spreder sig mod nord. Hvis mindre arter kommer til at udgøre en større bestanddel af Nordvandets zooplanktonsamfund i fremtiden, skal søkongerne fange flere vandlopper for at få den samme Tidsskriftet Grønland 1/2017 19

Figur 8. Søkonge der er ved at blive fanget i snare for prøvetagning af føde. Søkongen slippes straks fri igen efter prøvetagning. (Foto: P. Lyngs). energi og dermed arbejde mere for at skaffe føden. Det er ikke sikkert, at ynglebestande af den størrelse, som vi kender i dag, kan trives. En anden bekymring er, at fisk som f.eks. lodde, der også æder vandlopper, vil sprede sig mod nord som konsekvens af opvarmningen. Det kan betyde, at søkongen i fremtiden vil blive udsat for en langt større konkurrence om føden i yngletiden. Samtidig vurderes mulighederne for, at søkongen kan ekspandere sit nuværende yngleområde mod nord i takt med ændringerne, som værende begrænsede. Studier fra Grønlandshavet har dog vist, at søkongen har en stor tilpasningsevne. Det gør det vanskeligt at tegne et klart billede af søkongens fremtid på baggrund af fremskrivninger. Vi har derfor valgt også at benytte en anden tilgang til problemstillingen, nemlig ved at se på fortiden. Også i fortiden har der været store klimaændringer i Højarktis, og ved at undersøge hvordan søkongebestandene har været påvirket af disse, er det måske muligt at sige noget om deres modstandsevne i forhold til de nuværende klimaforandringer. Ud fra satellitfotos lykkedes det os at lokalisere et antal mindre søer, der lå lige nedenfor store søkongekolonier. Disse søer modtager gennem hele ynglesæsonen store mængder næringsstoffer i form af fugleklatter og udvaskning fra kolonierne. Det betyder, at algeproduktionen i søerne er meget høj, og at der hvert år aflejres betydelige mængder organisk materiale på søernes bund. Sedimenterne på søbunden kommer derved over tid til at danne et arkiv, der rummer oplysninger om koloniens udviklingshistorie. Fra to sådanne søer har vi udtaget borekerner på det dybeste sted (figur 10, følgende side), og ved at kulstof 14-datere 20 Tidsskriftet Grønland 1/2017

Figur 9. Sporing med GPS af 30 søkongeruter på havet. På de blå dele af ruten flyver søkongerne, og på de røde dele ligger de på overfladen og dykker efter føde. (Illustration: NOW-projektet). mosser fra landjorden fra udvalgte steder i kernerne, har vi kunnet opstille en ret præcis aldersmodel for sedimentationen. I en række kolonier har vi også udtaget kerner af permafrossen tørv. Tørvevæksten i kolonierne er betinget af næringsstoftilførslen fra fuglene, så på samme måde som søsedimenterne beretter væksten af tørvelagene om koloniernes historie. I søerne var der aflejret mere end 1,5 meter organisk materiale, og det lykkedes os at udtage en tørvekerne med en længde på hele 3,2 meter. Det er en fuldstændig uhørt akkumulationsrate for Højarktis, hvor de fleste systemer er ekstremt næringsfattige, og det er i sig selv med til at understrege den massive påvirkning, som søkongerne har haft i landskabet. Analysearbejdet af sø- og tørvekernerne er endnu langt fra afsluttet. De foreløbige resultater tyder dog på, at søkongekolonierne i den sydlige del af Thuleområdet er ca. 4200 år gamle. Det betyder, at fuglene først indfandt sig i området efter den varmeste periode i denne mellemistid det man kalder det Holocæne Klimatiske Optimum (ca. 6000-3000 Tidsskriftet Grønland 1/2017 21

Figur 10. Til venstre: Borekerne fra bunden af en sø nedenfor en stor søkongekoloni på Salve Ø. Kernen er ca. 150 cm lang, og man ser tydeligt søkongernes ankomst i form af den skarpe overgang fra lysegråt ler til organisk sediment i den nedre del af kernen. Foto til højre viser en kerne, der lige er blevet taget og er ved at blive fragtet i land. (Foto: Thomas Davidson og Ivan Gonzalez-Bergonzoni). 22 Tidsskriftet Grønland 1/2017

Figur 11. Sporing af 43 søkonger udenfor ynglesæsonen ved hjælp af geo-lokatorer. De røde punkter angiver positionerne for søkongerne i august og september måned, hvor de opholder sig i et formodet fældeområde ud for Baffin Island. De blå punkter angiver positionerne for søkongerne i november-februar, hvor de befinder sig i et overvintringsområde ud for Newfoundland. Usikkerheden på de enkelte punkter er op mod 200 km. Det store sorte punkt er den koloni, hvorfra søkongerne er sporet. (Illustration baseret på Mosbech et al. 2017). Tidsskriftet Grønland 1/2017 23

f.kr.). Faktisk synes koloniseringen at svare ret præcist til det tidspunkt, ca. 2500 f.kr., hvor man i kernerne fra indlandsisen kan se, at temperaturen begynder at falde kraftigt efter det klimatiske optimum (Dahl-Jensen et al. 1998). På den måde er søkongekolonierne i Thule knyttet til den såkaldte Neoglaciale periode (ca. 3000 f.kr. - nu), som er den kuldeperiode, vi indtil for ganske nylig stadig levede i, men som nu må betragtes som ophørt på grund af den globale opvarmning. Denne indvandring i Nordvandsområdet er langt senere end den ældste datering fra en søkongekoloni i Østgrønland, som i en søkerne kan følges 7500 år tilbage i tid (Wagner & Melles 2001). Altså synes søkongernes kolonisering af Nordvandet at være sen. Endvidere er der et interessant sammenfald i tid med menneskets første kolonisering af Grønland, som også foregik gennem Nordvandsområdet på netop dette tidspunkt (Gulløv 2004). Måske indikerer dette, at de særlige forhold, som vi i dag forbinder med Nordvandet, først tog sin begyndelse her? Akkumulationsraten og næringsstofindholdet, som kan følges over tid i kernerne, giver umiddelbart indtryk af, at søkongekolonierne har været ret stabile over tid. Det tyder på en stor modstandsevne overfor forandringer, idet den Neoglaciale periode rummer både varmeperioder som Den Middelalderlige Varmeperiode (ca. 1000 e.kr.) og kuldeperioder som den såkaldte Lille Istid (ca. 1550-1850 e.kr.). Men her skal man huske på, at næringsstofferne kan re-cykles i nærområdet gennem lang tid og dermed udviske signaler om bestandsændringer i kolonierne. I kernerne foretager vi derfor analyser af en lang række grundstoffer, som kan knyttes til søkongerne og deres fødeemner, og håbet er, at vi kan lokalisere nogle stoffer, hvis koncentration mere direkte afspejler eventuelle bestandsændringer i kolonierne over tid. Søkongernes trækbevægelser gennem året Søkongerne opholder sig kun i kolonierne i Nordvandsområdet i yngletiden fra midtmaj til midt-august, så det meste af året er de ude på det åbne hav uden at komme på land. I august måned forlader hunnerne først kolonien. Derefter flyver ungen af sted sammen med hannen, og vi ser dem forsvinde mod sydvest. Udflyvningen er en sårbar periode for ungerne, mens gråmåger, falke og ræve har glade dage. Men da ungerne flyver ud om natten, og udflyvningen tilmed er koncentreret på nogle få nætter, er tabene dog begrænsede. Hvad der sker i den efterfølgende periode kan være meget afgørende for udviklingen af bestanden. For at følge søkongerne, og undersøge denne periode, har vi sporet dem med små geo-lokatorer, også kaldet lysloggere. Det er dataloggere, der er så små, at de kan sidde på en ring om benet på fuglen. Hver dag måler de lyset og bestemmer via et indre ur tidspunktet for solopgang og solnedgang. Når søkongerne kommer tilbage til samme ynglested efter et år på havet, genfanger vi dem, dataloggeren afmonteres, og data overføres til en computer. For hver dag kan vi så bestemme breddegraden ud fra dagslængden og datoen, og ud fra tidspunktet for middag toppen af lyskurven kan længdegraden bestemmes. Resultatet af sporinger af 43 søkonger viser, at søkongerne fra Nordvandet først opsøger et område ud for Baffin Island, hvor de opholder sig den første måneds tid efter ynglesæsonen (figur 11, foregående side) (Mosbech et al. 2017). Vi regner med, at det er her, at de voksne fugle efter yngletiden fælder deres svingfjer, og samtidig er det området, hvor ungerne lærer selv at finde føde. Derefter følger søkongerne den koldere Labradorstrøm sydpå hele vejen ned til Newfoundland og Grand Banks, hvor de tilbringer vinteren. Overraskende er det, at de ikke 24 Tidsskriftet Grønland 1/2017

opholder sig i det Sydvestgrønlandske Åbentvandsområde, hvor der ellers er mange søkonger om vinteren. Sporinger af søkonger fra kolonier i Østgrønland, Svalbard og Bjørnøya tyder på, at det især er søkonger fra Bjørnøya, der benytter Åbentvandsområdet (Fort et al. 2013). Referencer Boertmann D, Mosbech A. 1998 Distribution of little auk (Alle alle) breeding colonies in Thule District, Northwest Greenland. Polar Biol. 19, 206 210. (doi: 10.1007/ s003000050236) Dahl-Jensen D., Mosegaard K., Gundestrup N. 1998 Past temperatures directly from the Greenland ice sheet. Science 282, 268-271 Egevang C, Boertmann D, Mosbech A, Tamstorf MP. 2003 Estimating colony area and population size of little auks (Alle alle) at Northumberland Island using aerial images. Polar Biol. 26, 8 13. (doi:10.1525/pol.2003.26.2.8) Fort J, Moe B, Strøm H, Grémillet D, Welcker J, Schultner J, Jerstad K, Johansen K, Phillips RA, Mosbech A (2013) Multi-colony tracking reveals potential threats to little auks wintering in the North Atlantic from marine pollution and shrinking sea-ice cover. Diversity and Distributions, 19:1322-1332, doi:10.1111/ddi.12105 Frandsen M, Fort J, Riget FF, Galatius A, Mosbech A. 2014 Composition of chick meals from one of the main little auk (Alle alle) breeding colonies in Northwest Greenland. Polar Biol. 37, 1055 1060. (doi:10.1007/s00300-014-1491-0) Gonzalez-Bergonzoni I, Johansen KL, Mosbech A, Landkildehus F, Jeppesen E, Davidson TA. 2017.Small birds, big effects: the little auk (Alle alle) transforms high Arctic ecosystems. Proc. R. Soc. B 20162572. http:// dx.doi.org/10.1098/rspb.2016.2572 Gulløv, H.C. (ed.) (2004) Grønlands forhistorie. Gyldendal, Copenhagen. Mosbech A., Lyngs P., Merkel FR & Johansen KL. 2017. Development of monitoring methods for little auk colonies based on photo- and videomonitoring. In: Boertmann, D. & Mosbech, A. 2016. Baffin Bay. An updated strategic Environmental Impact, Assessment of petroleum activities in the Greenland part of Baffin Bay. Scientific Report from DCE Danish Centre for Environment and Energy No. 218. http://dce2.au.dk/ pub/ SR218.pdf Wagner, B. and Melles, M. 2001. A Holocene seabird record from Raffles So sediments, East Greenland, in response to climatic and oceanic changes. Boreas 30: 228-239. Tidsskriftet Grønland 1/2017 25