Transkønnedes identitetsproblematikker i en kønsdetermineret virkelighed. Bilag. Indholdsfortegnelse

Transkønnedes identitetsproblematikker i en kønsdetermineret virkelighed Bilag Indholdsfortegnelse BILAG... 1 TRANSKRIPTION AF INTERVIEW MED MALENE... 2 TRANSKRIPTION AF INTERVIEW MED ASKE... 29 TRANSKRIPTION AF INTERVIEW MED CECILLIA... 71 TRANSKRIPTION AF INTERVIEW MED SEBASTIAN... 106 TRANSKRIPTION AF INTERVIEW MED MADI... 128 MENINGSKONDENSERING... 151 1

Bilag 1 Transkription af interview med Malene Navn Alder Stilling Uddannelse Bopæl Civilstatus Malene Andreasen 57 år Projektkoordinator Typograf, Datamatiker Frederiksberg Ugift I: Interviewer IP: Interviewperson O: Observatør 2

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 I: Først så har vi jo bare sådan et at du måske bare kunne fortælle sådan lidt grundlæggende. Bare om din alder din hjemstavn, hvordan du definerer dig selv og familie, venner og arbejdsliv. Sådan noget ting. IP: Jeg vil sådan begynde grundlæggende lige og ridse op; jamen hvem er jeg? Hvad er min baggrund? Hvordan har jeg gebærdet mig i livet. IP: Det starter selvfølgelig med der hvor jeg er barn. Jeg ved ikke hvornår jeg havde øh, fornemmelsen af det, men altså ret tidligt får man fornemmelsen af: jeg.. øh, der er noget galt. Jeg ville hellere være født som en pige end den dreng jeg er. Jeg er nu født ind i en dejlig kærlig arbejderfamilie som ikke var.. har opdraget mig meget kønsspecifikt og som egentlig var meget åbent og kærlig øh, så for personlig udfoldelse var der det rum.. øh. Men det går jo op til puberteten, jeg er en tolv år. Der finder jeg ud der begynder puberteten jo at gå ind og man skal til at finde ud af sit jeg hvem er jeg og sit køn kommer også på det tidspunkt og der finder jeg ud af der er noget galt, ikk? Jeg ER ikke som de andre, jeg er ikke den jeg reagerer ikke som de andre børn gør. Øhhh. Jeg ved ikke, jeg kan ikke rigtig sætte ord på hvad det er fordi jeg har opfattelsen af at nu er jeg jo ikke født som pige ikk, det kan jeg jo ikke blive. Det er jo naturen, den kan man ikke lave om på. Øhm, så den kører jo hele tiden det der naturen er sådan, men hvordan kan jeg være mig? Fordi man vil jo gerne passe ind i et fællesskab og kunne spejle os med andre mennesker, men det der spejl er jo svært, fordi det er lidt forskelligt for mig, fordi jeg kan ikke spejle mig i det at være en dreng heller ikke i det at være forskellige drenge. Der er noget, der ikke stemmer overens der. I: Du føler ikke der var plads til det? IP: Nej, men det er noget med at opfatte sig selv og andre. Altså, det kan.. Man kan jo fremhæve nogle ting som stereotyper, altså jeg er ikke jeg er ikke den, der skal prøve som dreng at være den, som skubber til hinanden og holdsport det er egentlig ikke mig, der hvor man kommer i kontakt og skal kæmpe mod hinanden øhhh, egentlig så synes jeg sportsmæssigt, at sport hvor jeg kæmper mod mig selv er bedre øh. Den her pubertet, her som tolvårig, der når min mor ikke er hjemme, for jeg ved godt at det er, at have det sådan, det er altså forkert. Altså det er forkert i forhold til naturen, i forhold til hele opfattelsen af, jamen hvem er jeg. Jeg skal jo gerne ind i det ligesom alle andre i den her periode og finde mig selv øhh, så det her med at jeg ville gerne have være født som pige, det kværner jo inde i hovedet, så derfor, så prøver jeg tøj når min mor ikke er hjemme. I: Din mors tøj? 3

33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 IP: Ja ja. Min mor og min søsters og hvad der ellers kunne passe mig og prøver mig foran spejlet, for at prøve at se, jamen hvad er det jeg er? Jeg ved jo godt at det jo ligesom ligger her. Man har jo det her igen, altså det kan man jo ikke være. Jeg må være nødt til at prøve at være den her lidt anderledes person, kan jeg være det? Og det er hele tiden en konflikt, for det kan jeg ikke være. Min mor kommer selvfølgelig hjem og får afsløret mig og jeg bliver jo ganske flov og skamfuld over at have det sådan. I: Du fortæller din mor du har det sådan? IP: Nej nej, hun afslører mig med pigetøj på. I: Hvordan reagerer hun på det? Kan du huske det? IP: Hun reagerer på den måde at hun øhh, hun ved jo heller ikke hvad der sker. Der er ikke noget, altså nu snakker vi om (19)67-68. ja, det er jo det. IP: Der er ikke nogen information om at have det sådan, så hun tænker på: det her det er noget, der går. Det er sådan en eller anden fase. Men samtidig med at hun ved ikke rigtig hvad der sker og hun puuh ha ikk? Men hun har opfattelsen af, at jeg er jo ikke et galt menneske, så hun kunne jo ikke i sin vildeste fantasi finde ud af at der var noget galt, at jeg skulle til psykiater. Men jeg lukker jo også ned, jeg lukker det inde i mig selv det her. Jeg lukker ned. I: Efter den her oplevelse? Ja. Og min mor tænker også at det går over og snakker ikke om det. Vi snakker ikke om det. Der går det der med at jamen jeg skal prøve at være den, jeg skal prøve at finde det der jeg i forhold til andre og det kværner jeg rundt med og er lukket ned omkring det der med konflikter ((tlf. ringer og Malene griner af forstyrrelsen)) med at det konflikter med mig. Det jeg i puberteten prøver at være mig, som den jeg er, som den personlighed jeg er. Jeg skal lige Du indleder en rigtig vigtig øh noget rigtig interessant nu, men bare lige for at, vi skal lige høre hvor gammel er du? Jeg er 57. 57 og du er født hvor? På Frederiksberg fødeklinik ((griner)) Okay, men du har boet her hele dit liv? 4

65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 Nej det har jeg ikke. Jeg har boet i Hvidovre. Øh, vi har boet først på forskellige steder helt da jeg var lille. Der hvor vi boede, der hvor jeg kan fornemme, for jeg kan ikke fornemme de andre steder, men der hvor jeg fornemmer der boede vi på Gasbæksvej, ja og havde så kolonihavehus i Hvidovre vi boede i om sommeren og min familie kommer egentlig fra Hvidovre egnen der, så hvad hedder det nu. Det skete også, da min søster kom til, at hun fik lidt allergi af den her by, så mine forældre ville ud hvor der var lidt mere lys og luft i Hvidovre. Så der fik vi en lejlighed der, så en del af min sene barndom og ungdom har jeg boet i Hvidovre, hvor jeg så har, hvad hedder det nu, sådan socialt været en del af den der blomsterbarns hippietid i 70 erne der, starten af 70 erne. Jeg var med i en organisation, der hedder HIPS Hvidovres ikke politiske samling der arrangerede musik, der hvor de her danske beatorkestre sang på dansk. Øh, og vi arrangerede musik og kultur ellers og snakkede sammen. Det var også den der idé med kollektiver, der kom op. Vi var jo arbejderbørn, så vi var faktisk realistiske, så der var ikke rigtig nogen kollektiver derude der var bofællesskaber. Det var jo en måde at bo sammen på og kunne snakke og være tæt på hinanden. Øhhh, eksperimentere med hinanden i en ny kollektiv samfundsform. Vi var jo øh.. børn af de hersens.. mange familier derude var jo arbejderfamilier, der havde fået parcelhus og det var lidt parcelhuskvarter derude og det var det et oprør imod. Øhhh, så det er sådan min baggrund. Så flyttede jeg så til Valby og nu er jeg så havnet på Frederiksberg. Ja igen. Hvordan ser din familie ud, bare for at få et billede af det udefra. Jeg har en mor, en far og en lillesøster. Sådan ser min familie ud ja. Min far er her ikke mere, min mor lever stadigvæk. Hun er 86. Og hvor gammel er din lillesøster? Hun er fire år yngre end mig (griner), så hun er 53. Okay, men så har vi sådan noget, mere grundlæggende, altså det her med at være transkønnet. O: Må jeg sige noget inden det? At vi vil gerne sige til dig at, hvis der noget, som du synes vi kommer for tæt ind på eller.. (Afbryder) Jamen det her.. Spar jer det her. I må godt komme meget meget tæt ind på. O: Når men det er godt, for eller må du jo gerne du er i din gode ret til at sige til. Ja, men jeg er fuldstændig åben. O: Det er godt. Det lyder rigtig godt. I må spørge om ALT. 5

97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 (Griner) Det er da fantastisk. Altså nu er det jo ikke alt jeg kan svare på, for jeg er ligesom ikke Jeg har måske ikke bearbejdet nogle ting nok, så jeg ligesom kan fortælle og forklare et eller andet, men man altså meget meget tæt må I gerne komme. Det lyder godt. Men så der her med at være trans, vi var lidt inde på det før, også for at få noget grundlæggende information, altså hvad har du?.. Du sagde du havde fået en operation, altså I Thailand? Jamen nu vil jeg lige Jeg vil lige prøve at gennemgå, lige først, den der lidt xxx hvordan er det nu, med nogle timinger ikk? I mit liv, for det er noget grundlæggende i forhold til hvordan jeg har gebærdet mig. Ja, op igennem denne hersens ungdom kæmper jeg med det her. Øhhh, der er forskellige ting, der sådan Jeg indikerer En af mine klassekammerater, jeg er hjemme hos en pige og vi sidder sådan og snakker. Og fra den her snak jeg tænker puuh ha det var rart, fordi det var her blev jeg ikke betragtet som dreng af hende, men nærmest som veninde. Øh, det var en fornemmelse af at puuh ha, her er der noget, der passer til mig. Jeg var også her inde her var kvindebevægelsen startet og der var en eller anden kvinde, der fortalte mig at hun.. der i Hvidovre, der var et kvindehus, en basisgruppe og det havde hjulpet hende frygtelig meget og i min (griner) naivitet sagde jeg, EJ det lød jo godt og så prøvede jeg at sige til hende om jeg ikke kunne komme med, for jeg har jo også brug for noget. Jeg prøver at forklare hende hvad der skete inde i mig og prøvede at lukke lidt op og det var første gang jeg egentlig sådan begyndte at lukke lidt op. Hun forstår ikke en skid af det her, fordi kvindebevægelsen er jo meget sporet ind på det fysiske køn man er født med. Og jeg er jo født som mand, så jeg kan jo ikke være med i det her. Der er ikke noget sporing af at der er nogen, der kan have øh ligesom kan være født med en anden identitet, at feminismen den måske også kunne være i mænd ikk? Det er jo først noget, der er kommet senere. Det forstår hun ikke og jeg bliver også flov der og lukker ned igen. Når jeg prøver nogle ting, så lukker jeg ned, jeg får de her nederlag i forhold til at kunne lukke op og prøve at analysere mig og min det naturlige, der er i mig. Når, jeg siger jamen. Jeg vil gøre noget ved det. Der er jo denne her trang i os alle, forplantningstrangen, at vi skal lave en familie og få nogle børn for at føre denne verden videre.. Øh.. Og den har jeg jo også og den sætter jeg min lid til at det var noget, der måske kunne øh.. hvor jeg kunne finde ud af meningen med mig selv og livet og sådan noget. Så det 6

129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 får jeg på et tidspunkt. Finder en kone, der kan, åbenbart godt kan lide alligevel det her feminine, der er i mig. Øhm.. fordi jeg får jo antydninger af, også at jeg er øhh.. Jeg er lidt piget. Det har jeg jo også igennem, egentlig også i barndommen fået af vide lidt, også igennem ungdommen, at jeg er. Så får jeg kone og børn og så bryder det hele sammen, for det var nemlig ikke det, der løste (griner) det her. Og det er så første gang jeg prøver at sætte et navn på altså hvem er jeg, hvad er det? Jeg prøver at finde informationer og det er ligesom det.. Det jeg først kan sætte ord på, det må jeg sige jeg må være transvestit. Og jeg finder en telefonbog og finder en adresse på en transvestitforening og kontakter den. Og første gang møder jeg så et menneske, hvor jeg siger puuh ha, jeg er ikke alene. Altså for mange transkønnede og også for mig, der er det puh ha, det er et meget personligt problem, det er øhm og er med i den her transvestitforening i nogle år. Jeg prøver at få min kone til at forstå hvad der foregår i mig og det forstår hun ikke. Du er stadig sammen med din kone på det her tidspunkt? Ja ja. Øh.. og det forstår hun ikke rigtig. Jeg er i den her transvestitforening. Der sker jo også noget med at finde ud af hvem er jeg. Men der var jo også mange der, som egentlig var nogle, der var nogle mænd, som følte accepterede deres fødte køn, men fortalte at det andet køn måske også var noget i dem. De havde i hvert fald behov for at udtrykke det, det feminine. Øh.. og det gjorde de, kunne de gøre mere eller mindre. Nogle gjorde det hver eneste dag og nogle gjorde det en gang om måneden til de her arrangementer. Øh. Så fandt jeg ud at det var, for mig var det noget mere grundlæggende i forhold til hvordan det var, for min tanke om at jeg hellere ville være født som pige, den var der jo stadigvæk. Og den der overvejelse om at er det fordi jeg er en pige? Den der overbevisning at naturen kan jo godt tage fejl (griner). Det er jo det man måske overbeviser sig selv om, at naturen kan tage fejl. Øhh, og det er en proces, som jeg.. bruger mange år på og egentlig mange år hvor jeg så vælger at leve alligevel Jeg har jo valgt at få kone og børn, så jeg gør af det grund, at så begynder jeg med min kone at leve et praktisk liv. Hun forstår mig ikke, men hvis jeg kan udtrykke mig en gang imellem, så kan jeg øhh, så kan jeg tage presset af mig, selvom jeg så fungerer sådan udadtil som mand i dagligdagen. Men hun vil jo heller ikke vide af det, så vi lever det der dobbeltliv lidt, hvor vi har noget sammen og så har vi noget ikke sammen. 7

159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 Må jeg spørge om noget indtil det? Fordi vi er meget interesseret i det her med anerkendelse og også anerkendelse af en selv, men følte du i denne her proces at det ligesom var, at din kone have svært ved at anerkende øhh at du ikke nødvendigvis var mand. Det er jo sjovt, der er det her forhold mellem det der hedder anerkendelse og acceptere. Og her kommer jeg ind på et punkt. Jeg har ikke øh, da jeg begynder at leve det her dobbeltliv og da hun ikke forstår det, er det ikke noget vi har siddet og fordi hun forstod det ikke. Såå.. og accepten var der heller ikke. Så.... vi har ikke snakket så meget om det.. andet end at gå over i det mode at leve et dobbeltliv. Der var nogle praktiske ting og vi havde jo også noget sammen de her børn og sådan noget og det kunne man.. Det er jo også dejligt i sig selv. Jeg fortryder ikke at jeg har fået de børn. Øhh, så det er jo også en proces i sig selv at være sammen om det der ikke er involveret i om man er et køn eller noget andet, så der er jo mange processer i sådan en hverdag, hvor man godt kan snakke sammen og have noget øh og være fælles om at arbejde for. Men hele det der grundlæggende, det accepterede og forstod hun ikke. Og ville ikke. Så det er svært for mig og ligesom sige, hvad er det der har rørt sig i hende fordi det har vi ikke snakket om. Men du føler i hvert fald ikke, at der var accept? Nej nej. Der var overhovedet ikke noget accept og der var overhovedet ikke noget forståelse. Eller vilje til forståelse. Det er heller ikke sikkert at det er jo svært at forstå og vi siger man behøves heller ikke forstå det, men der skal være en vilje til at forståelse og der skal være en accept. Men forstå det gør man ikke, for man vil altid tænke ud fra egne præmisser og det er helt misvisende, fordi det kan man ikke, for det er nogle helt andre præmisser for os, der er transkønnede og tænke ud på, så det kan man ikke egentlig sammenligne med, fordi det er simpelthen så grundlæggende i at ens kønsidentitet er forskellig i forhold til det fysiske køn man er født med. Hos transkønnede kan det arte sig meget forskelligt. For mig artede det sig i at prøve at være den mand, alligevel med den personlighed jeg har, men nogle transkønnede prøver at leve op til samfundets normer i forhold til det køn de er født som. Helt principielt har jeg ikke gjort det (19.20). Nej. Du har ageret feminint, selvom du Ja, men jeg har ageret min personlighed i visse henseender udadtil end at prøve og leve op til en eller anden øhhh.. Et ideal? Selvfølgelig har jeg levet op til noget, men altså sådan grundlæggende kan man jo så sige. 8

191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 Men føler du at det også har været det der måske.. har været det der måske har gjort at du har fået de her nederlag at du har prøvet at leve anderledes end de normer der nu engang er for at være en mand. At du har prøvet at vise den hvem du er, tror du det har medvirket til. Jamen der er to pres ikk? Der er det pres med sig selv, med at overbevise sig selv at naturen har jo taget fejl her. Det er nummer et og så er der presset udefra at vi er sociale mennesker, at vi vil have en accept af andre mennesker og når man ikke får det i forhold til den måde man har det indeni, så øhhhh.. så er det klart, så er det et pres og så er det et spørgsmål om ens psyke er hvordan man psykisk er. Og det her pres har sagtens kunne udbrede sig i hvis man havde bare psykisk, været en psykisk svagere person, så kunne det godt ha indflydelse på den måde ens psyke er. Og så har jeg været et stærkt psykisk menneske, så jeg har kunne undertrykke mig selv i forhold til det. Men alligev jeg har haft konflikten. Altså jeg har haft den samme konflikt med dem, hvor det går galt for og de bryder sammen, så har jeg haft det samme pres (21.02). Men jeg synes det er rigtig interessant med det du siger, så du føler at du har kunne undertrykke dig selv? Ja Så er det korrekt forstået at du har måtte undertrykke dig selv for at kunne håndtere undertrykkelsen udefra? Øhh.. Nej. Du undertrykker dig selv for at kunne alligevel leve i en eller anden. Prøve at leve i en eller anden, optage en eller anden norm med at være i forhold til køn man er født med blandet med den personlighed man har og der har været konflikter som som man som normalt menneske bearbejder og kan finde meningen med. Det har jeg kunne finde inde i mig meningen med, men skulle sige skulle overbevise mig om jamen man kan ikke lave om på naturen. Det er jo en daglig altså en ja hvad kan man sige, en daglig trommerum med at overbevise sig selv, at man kan ikke lave om på naturen. Men med den her Altså op til denne her operation, det er det jeg er interesseret i, altså du får en operation så? Jamen jeg Først sker der det at jeg bliver 50 år, mine børn er blevet store øh, blevet voksne. Min mission er sådan set.. altså med de der børn, finder jeg ud af, den begynder at være overstået fordi nu skal de jo ud og være selvstændige. Øhh, og det der 50 år, de gør et eller andet. Den der tal indikering halvdelen af 100. Så der finder man ud af at her må jeg tage mit liv op til revision og finde ud af, jamen hvad er det jeg er? Er det meningen jeg skal leve sådan 9

223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 hele mit liv her. Nej, det er ikke meningen. Jeg har faktisk, min ven har faktisk sådan et armbånd, hvor der står på og det vidste jeg ikke dengang, men det er nok det der har tricket mig: Jeg har pligt til at få det optimale ud af mit liv. Jeg har ret til at blive mødt, som den jeg er. Og det er nok noget jeg, på det tidspunkt, begynder at tænke på og sige fandeme nej jeg bliver nødt til at acceptere at.. (griner)..at naturen kan spille et puds. Og det er sådan en, det er lidt en proces i at gå ind og acceptere sig selv. Man skal jo vende alt i sig selv og sige hvordan er jeg?. Altså hele den her forventning også udefra.. altså jeg skal jo agere i en rolle, jamen hvad er jeg som kvinde. Det skal jeg også til at spekulere på. Et eksempel jeg giver, det er at jamen jeg har jo været meget imponeret af teknik og sådan være meget teknisk. Min far har lært mig at være viden begærlig og at være håndværker. Af min mor har jeg lært det sociale og det følelsesmæssige. Det kan man sådan dele op, det er de kvaliteter jeg har fået fra mine forældre. Og jeg var sådan meget teknisk interesseret og det har jo været sådan at bruge hænderne, så det skulle jeg også vende. Altså jeg skulle vende det, at vende bunden i vejret på en opvaskemaskine, var det maskulint eller feminint? (griner). Hvor jeg kommer til konklusion at det, nej, det er intetkøn. Ikk, altså? Det illustrerer, hvor meget der ligesom skal vendes i én, for at acceptere sig selv. Og mere end alle mulige andre mennesker, eller også har de taget Andre mennesker har måske taget det hen af vejen, hvor jeg lige pludselig skulle til at tage stilling til en masse. Og det er sådan en proces med at finde ud af, jamen det er helt okay at være mig. Altså, jeg skal være mig, jeg skal og jeg er fuldstændig ligeglad med hvad i siger. Det der er vigtigt det er ligesom at fortælle jer min personlighed. Det er jo det, at hvis man signalerer en eller anden svag personlighed, så bliver man også mødt med skepsis, men hvis man signalerer en stærk personlighed ud, så får det mere folk til at reflektere over det og det er sådan et eller andet meget brugt Og det skal man gøre og for at få denne her stærke personlighed ud, det er at man skal acceptere sig selv. Øhh.. og det er selvære, det der med at acceptere sig selv, at få den selvære. Vores selvære den har været meget dårlig på grund af det pres jo, vil jeg sige, at jamen man kan ikke gå imod naturen (26.08). Øhh, så på det her tidspunkt går jeg så i gang og så siger jeg jamen jeg har jo Puha (overvældet), jeg fik jo hjælp af denne her transvestitforening ved at møde andre mennesker, selvom jeg ikke, efter noget tid, ligesom ikke havde brug for dem, fordi de udfyldte ikke hele det, der var min.. øh, det jeg tænkte inde i mig, fordi det var ofte nogle, der havde deres plasticpose med og optrådte som kvinder sådan udadtil, men når de sad ved bordet så var der mange der snakkede mandesnak.. Øh, fordi det ikke var.. Det var det, der var anderledes for 10

255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 mig, det var at det var hele min personlighed. For dem var det ikke hele personligheden som var drevet, men en del af deres personlighed, der var drevet af det. Så det var at acceptere det at sige, jamen fandeme der er brug for viden og informationer. Også der tilbage med min mor. Der er brug for viden og information, der er brug for.. og der er brug for synlighed. Der er brug for at folk i samfundet ser at, jamen det er ikke fordi, det er ikke fordi vi er skøre, det er ikke fordi vi er.. Det er ikke på grund af noget socialt eller opdragelsesmæssigt eller noget, vi findes i alle samfundslag og vi findes også med forskellige styrker af forskellige psykiske styrker af mennesker. Så det var jo ligesom at gøre det klart, at.. Ligesom jeg havde brug for før, det der med at sige: puha, jeg er ikke alene (lettet), det var der jo brug for. Se på det her tidspunkt der havde Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, de havde åbnet for transpersoner. Så tænkte jeg, jamen det er der jeg skal gå ind. Det er de erfaringer. Det er jo ligesom det samme, det er det her med at have det lidt anderledes i forhold til andre mennesker, at undertrykke sig selv og finde ud af at få lidt mod til at sige nej fandeme nej, jeg bliver nødt til at leve som det menneske jeg er og ligesom sige, jamen.. Det kan man også sige at det er naturen der må have spillet mig et puds i forhold til en eller anden opfattelse af at en familie er mænd og kvinder og børn, så på.. Så er der jo der på det seksuelle område, for mig der jo kønsidentiteten og det er jo to forskellige ting, fordi når man så går ind i det og blander Det her behandlingssystem, der er i dag det blander seksualitet og kønsidentitet sammen og psykiske sygdomme og puhh.. det kører sådan her i en trunkel ikke? og det får de en eller anden pølse ud af, ikke og det de skal lære, det er at skelne tingene ad ikk, fordi det er jo frygteligt, altså, for det har ikke noget med, det har ikke noget med min seksualitet at gøre. Altså jeg kunne have en hvilken som helst anden seksualitet, men det er min opfattelse af mig som køn. Øhh, men jeg går ind i den her forening og der er nogle stykker der og de ville indkalde mig til møde og der sker ikke rigtig noget. Jeg fiser lidt rundt. Der er så en, der hedder Erik, der skulle holde et oplæg for nogle udenlandske LGBT personer, der sådan en gruppe i (uklart. Måske den norske kommune: Rælingen). Og der går jeg og der møder jeg jo for første gang en, der er modsat mig; der er to år yngre, har to drenge, jeg har to piger, og puha, vi for sat os ned og sige, jamen hvad er det der er brug for. Der er brug for, fordi Erik har også det der med jamen der er brug for at vi snakker sammen. Det er ikke fordi der er brug for at vi skal ud og fortælle hvordan det er, fordi vi kan være meget forskellige.. øh, hvordan det er at være rigtig Men fortælle hvordan vores egen historie, det er jo det vigtigste for at kunne analysere og definere sig selv og ikke i forhold til hvad samfundet eller hvad andre 11

287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 personer er, men i forhold til dem vi selv er. Og det er klart, når man så fortæller sin historie, så kan andre reflektere i den der historie fordi mange af de der refleksioner er jo det samme. Jeg kan huske Caspian, der var 15 år, kom hjem til mig efter at have været der to gange, hvor vi havde siddet og snakket, han havde ikke sagt så meget, så kom han hen til mig og så sagde han: vi tænker på samme måde. Og i første omgang tænkte jeg, en 15 årig dreng, og jeg var jo 53, arg nu må du holde op.. øh, men det er rigtig nok, det var jo lige præcis denne her tankegang om Puha, det var de der refleksioner han havde fået. Altså selvom jeg var en kvinde, men det var denne her undertrykkelse af sig og den der med at acceptere sig selv, at få det selvære og mod til at sige jamen sådan er jeg (31.25). Øh, Så lavede jeg denne her t- gruppe sammen med Erik, som nu har fungeret her i fem år. Der skete jo det at.. når jeg får, så er det noget med at oparbejde den der med at sige, jamen fandeme nej, det er mig, der er sådan her og det må i lære i samfundet, nu skal jeg hjælpe jer med at lære det. Men det jo.. hvordan går jeg så ud og indikerer andet end jeg kan indikere med at fremstå som kvinde, som er mere i overensstemmelse med hvordan jeg har det indeni. For mig har jeg også behov for fysisk at fremstå, fordi så kan man jo sige.. også i det fysiske kommer seksualiteten ind i det, hvor jeg siger, jamen jeg kan ikke være sammen med nogen nu, hvor jeg er blevet så sikker på mig selv, så må jeg også have det fysiske i forhold til mig, så jeg kan sammen i et forhold og være seksuel sammen med andre personer. Så.. hvad hedder det nu, det første man gør det er at man tager sig et navn. Nu har jeg heddet Malene, der hed jeg.. helt tilbage fra den tid jeg kom i den her transvestitforening, der fremstod man jo som kvinde og så påtog man sig et kvindenavn og jeg kendte en meget stærk kvinde, som jeg så meget op til, som jeg havde arbejdet sammen med i Valby der i min ungdom, som hed Malene. Så det var klart, det var jo det navn. Øh.. nogle af de her transkønnede de spørger deres forældre, hvad de skulle have heddet, hvis de nu var et andet køn og det er jo smart at gøre det.. Men jeg kan jo ikke tage navnet Malene, fordi vi har sådan to lister; en drengeliste og en pigeliste, og der må man tage navne fra og de er så afhængig af personnummeret, om det er lige eller ulige om hvilken liste man må tage navne fra. Der er så også en unisexliste, hvor der er nogle navne, der indikerer meget kønsspecifikke Lykke kaldte jeg mig og det lyder meget.. Det lyder jo ikke som et drengenavn, men det er en unisex navn. Øhh, Gry I: Kim? IP: Ja jeg kender så på drengesiden Kim, Bo, Lee. Det er jo nogle, der indikerer sådan meget drenge- noget, hvor at Lykke, Gry, Jenny.. det er sådan nogle, der indikerer øhh, hvad hedder 12

319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 det nu.. Nu har jeg sgu glemt det, der er et kendt et Inge! Det er der 30.000 kvinder i Danmark, der hedder og 33 mænd.. Og det omvendte i Norge (Griner). Det er lige omvendt i Norge, der Jeg ved ikke hvor mange der hedder det, men der vil jeg også gætte at der er 33.000 drenge, der hedder Inge i Norge. Det er et meget kendt drengenavn i Norge. Så påtager man sig det navn til også at signalere ud til omverdenen, hvad er det køn jeg opfatter mig selv som. Jeg går til min praktiserende læge Ej, det skal sige sig at jeg undersøger ligesom hvad der er. Der er noget, der hedder sexologisk klinik. Jeg har aldrig beskæftiget mig med psykiatere og psykologer og den slags. Jeg har sgu ikke brug for dem. Jeg har brug for alle andre transkønnede i den der proces, jeg har sgu ikke brug for at nogle skal fortælle mig hvem jeg er. Jeg har brug for at acceptere hvem jeg selv er og jeg har brug for samfundet til at gå ud til at sige, forsøge mig i at sige, jamen sådan er jeg. Og så.. det er jo en refleksion, det er man jo ikke kun i kraft af at man er som man er, det er man jo også i kraft af at være sammen med andre mennesker i samfundet på forskellige måder. Så får man også reflekteret til sig selv ikk, jamen er det okay at være sådan eller skal jeg ændre mig lidt og er det okay med mig? Det er sådan noget man lærer jo igennem tiden. Det er jo sådan noget man også kan lære. Det er, det gør jeg så.. Så finder jeg ud af at sexologisk klinik, for min ven Erik der, han har gået på sexologisk klinik. Han Det er noget frygteligt noget fordi han laver jo nogle tiltag, han bekoster selv fjernelsen af sine bryster i en operation, han går udenom og får hormoner. Så på det tidspunkt er der en hel del, der går derinde, som egentlig trodser deres system og ligesom laver indikeringen i.. De går derinde alligevel, men presser jo systemet til at sige, jamen der er noget galt i jeres syn. Altså, hele synet på transkønnede har ændret sig frygtelig meget i forhold til systemet. Da det startede, så kunne man ligeså godt opgive, hvis man havde fået børn fordi så havde man jo brugt sit kønsorgan og så kunne man sgu godt leve med det. Øhh, de så bort fra den her naturlige drift, der er i os, altså igen betragter de os som underlige, syge mennesker, og ikke bare betragter os som almindelige mennesker, der selvfølgelig også har en forplantningsdrift. Det er jo så naturligt som alt mulig andet ikk? (38.14)., så du kunne ikke få hjælp i Danmark? IP: Øh.. Det kunne jeg godt, hvis jeg indvilgede i det, men jeg nægtede at få andre til at bestemme hvem jeg er, så skulle jeg jo leve op til en forestilling inden for nogle.. psykiatere, sexologer, eller hvad de var derinde, som havde en forestilling om hvad jeg skulle gøre for at godkende mig. Eller acceptere at jeg tog hormoner eller acceptere.. Næ, det er der sgu ikke andre, der skal finde ud af, det skal jeg selv finde ud af. Øhm, så jeg gik jo så, når jeg nu på et 13

351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 tidspunkt havde erkendt at nu måtte jeg fysisk også være mig, så gik jeg til min praktiserende læge og fortalte ham, hvordan jeg var og jeg gerne ville starte i en hormonbehandling. Så siger han at det kunne han jo godt forstå, for han var jo en læge, der brugte sin sunde fornuft i stedet for at bruge et eller andet: uhh, jamen her var der en der var syg og årrrh du må vidst hellere, så brugte han sin sunde fornuft og sige, jamen han kunne ikke hjælpe mig med det der, men så sagde han, og det vidste jeg jo godt, men han kendte navnet på en gynækolog, som kunne hjælpe mig. Og så sagde han, jamen han er også fantastisk dygtig, så det kunne han godt forstå og jeg fik en henvisning til gynækologen. Og op til gynækologen og fortælle hvem jeg er og alt sådan noget. Og jeg får information og jeg får af vide hvad en hormonbehandling indeholder. Jeg øh, han spørger mig om jeg har tænkt mig at.. få en kønsskifteoperation. Så siger jeg til ham at det vil jeg nok, men jeg siger: det har jeg ikke besluttet endnu fordi det jeg er i, det er en proces, så det første jeg beder om nu her, som du skal tage stilling til, det er en hormonbehandling. Og det er modsætningen til hvis man vil søge hjælp på sexologisk klinik. Der skal man tage stilling til det hele. Der skal man ville en kønsskifteoperation for at starte der. Eller ikke for at starte der, for de vil gerne have at man har samtaler og sådan noget, men hvis man kom sådan bevidst og sagde, jamen jeg er transkønnet, eller som det klinisk hedder transseksuel, det går vi lige væk fra, eller det kommer vi ind på bagefter, der.. hvad er det nu det hedder, så skal jeg tage stilling til en hel pakke og ikke en proces. De skal så sørge for, eller de sørger for de skal analysere at jeg er eller lever op til de grundlæggende principper i at være transkønnet. Og så skal de se om det er vedvarende og det er et spørgsmål om at trække den meget langt og se om folk bliver trætte af det efter fire, fem, seks, syv år stort set. Det det har jeg altså ikke lyst til, fordi jeg er altså et almindeligt menneske, et normalt menneske, jeg er ikke spor syg nu må I stoppe. Jeg opsøger dem jeg har brug for. Jeg har brug for en gynækolog, jeg har brug for information og jeg har brug at sige jamen hvad indebærer denne her hormonbehandling. Og det bliver jeg orienteret med, jeg har brug for selv og ikke at en gynækolog eller en eller anden psykiater tager stilling til det. Jeg skal selv tage stilling til det. Ja, jeg kan få hormonbehandling, det kan bla bla indvirke noget psykisk, det giver de her fysiske virkninger og bla bla sådan er det. Så jeg kan jo.. i løbet af et par måneder, så kan jeg stoppe og så er der ikke mere ved det, hvis jeg føler at det ikke er det rigtige. Der sker så det efter de her par måneder, så begynder brysterne at vokse og det forsvinder ikke. Så der vil jeg altid, hvis jeg så holdte op med hormonerne, så ville jeg så altid have bryster. Øhh, og det er jo noget jeg tager stilling til og siger, jamen det vil jeg gerne være med på. Og jeg starter i en 14

383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 hormonbehandling og finder ud af, jamen det passer godt. Jeg har ikke de store psykiske virkninger måske andet end det der indirekte, jamen jeg vil godt på indlægssedlen have skrevet medvirkninger, fordi de medvirker til at, i forhold til min balance, så passer det. Det tror jeg også er det der er psykisk, at jamen på det her tidspunkt var jeg jo også helt parat til at gøre det og det passede til min psyke, så for mig var det meget naturligt. Jeg sagde til min, eller spurgte min søster om jamen hvad var der forandret ved mig. Så sagde hun: du er blevet et gladere menneske. Øhm og det er klart, det er jo fordi man begynder at have mere harmoni med sig selv. Så er jeg igennem to år i denne her hormonbehandling og så øhh, så beslutter jeg mig for en operation. Øhh, på det tids.. så skal jeg selv betale den her på det tidspunkt og jeg kan ikke få en operation herhjemme, for det er igennem sexologisk klinik og et udredningsforløb og alt det. Så jeg.. men jeg bruger jo netværket ikk? Netværket er også til her. Du kan ikke spørge rigshospitalet om kønsskifteoperationer. Men man kan spørge netværket, de ved noget om kønsskifteoperationer, fordi der er jo flere af dem, der har fået nogle operationer og kender nogle erfaringer fra andre, der har. Jeg prøver jo på nettet at se hvad det er og der er nogle forskellige muligheder i forhold til nogle klinikker, prøver at se på deres hjemmeside. Man bruger netværket til at finde ud af jamen der er en kvinde der er blevet opereret på en klinik der, som fortæller om det og fortæller at jamen hun har oplevelsen af at det var godt, udmærket det der sted der og så beslutter jeg mig for denne her klinik, og jeg kommunikerer med denne her klinik. De gør jo ligesom læger gør, de informerer hvad det her indebærer.. Øhm, der er også en masse informationer på denne her hjemmeside, så.. også hvad er der af informationer og hvad indebærer det at få en operation. Og jeg har kommunikeret med dem her og siger ja til denne her operation. Og så er der.. Så skal jeg jo igennem.. det her med i forhold til den store operation, så skal jeg sende nogle blodprøver til dem og forskellige ting i forhold til operationen og betale nogle penge. Det koster omkring 60.000 kr. og så udover det, så har jeg brugt rejse og hotel og sådan noget for 20.000, så er jo så et budget på en 80.000, det har kostet. Øhm.. jeg har så kun fået en kønsskifteoperation. Jeg har så valgt i forhold til den alder jeg har, og sådan noget. Hvis jeg var yngre, så ville jeg måske nok have ændret mit ansigt lidt og få skrabet min strube her (peger på halsen). Det kan man gøre. Med hensyn til brysterne (griner), der, hvad er det nu.. da jeg fortæller min mor at jeg er gået i hormonbehandling. Hun går jo ind, når jeg fortæller hende det, jamen det gør jeg også sent. Min søster vidste godt lidt før, fordi jeg havde fortalt hende det der med det dobbeltliv jeg egentlig levede, så hun vidste noget, men min mor fortæller jeg her og hun referer jo straks 15

415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 tilbage til den episode, da jeg blevet grebet der, i starten af puberteten og siger, det kommer ikke bag på hende. Og så får vi snakket omkring det der at, jamen.. Ideelt set skulle vi have snakket om det dengang. Ja, men det skulle vi også, men det er svært når der ikke er nogen informationer og jeg selv lukker i fordi det er simpelthen så langt væk, fordi der er ikke de her informationer. Så jeg.. det er jo nok svært at kunne snakke om det, også på den måde jeg selv lukkede ned. Hvis nu jeg havde åbnet noget mere, så kunne det også være jeg havde åbnet noget for hende. Så det er egentlig også initiativet, der også skulle komme fra mig selv. Øhm.. så kom hun med bemærkningen, hvor jeg siger at nu tog jeg jo.. skulle jeg jo fysisk være mig, så jeg var begyndt på hormoner, så kommer det sådan stille og roligt fra hende: Du skal ikke være så ked af det, du får ikke så store bryster, for det er der ikke tradition for i familien. Og der var jeg jo ved at tude.. Den ene datter jeg har og min søster, og nej, vi har ikke store bryster (griner). Så ja ja. Så da jeg kom tilbage i foreningen der på netværksmødet: det kan du da få lavet. (alle griner) Nej, er du tosset. Man skal følge sin mor. Når min mor har sagt, så må jeg jo tage at lære og leve med det som min ene datter og som min søster gør ikk? Så må jeg jo leve med det, ja. (griner). Og nede på en cafe jeg kommer på, der var også en pige, der sagde: du skal ikke være ked af det, mænd kan godt lide små bryster (griner). Så, hvad hedder det nu, når men det var de der refleksioner, som der er fra samfundet, som jeg jo ligesom skal indhente. Det er jo sjovt ikk, men også sådan lidt frustrerende en gang i mellem fordi jeg er jo blevet lidt teenager på nogle måder (griner) (47.48)., for det har der ikke været plads til før at du kunne være? IP: Nej nej, det har der jo ikke været plads til før til de der refleksioner. I: Men igen, jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om, med omverdenen, f.eks. det her med hvordan, altså når du f.eks. både før og efter både hormon og operation, altså i hvem du er? Når du har mødt omverdenen med hvem du er, om det så var tilbage til dengang du var ung eller nu, i dag for den sags skyld, altså hvordan har du så.. hvordan har mødet med omverdenen været f.eks. med den nære familie og med f.eks. kollegaer eller fremmede? Har der været stor forskel på tingene og hvordan har det typisk været? IP: Jeg var egentlig lidt inde på det der i barndommen, der hvor jeg finder ud af, jamen jeg var ikke.. der fornemmede jeg, jamen jeg var ikke den der dreng, der skulle prøve de der kræfter af og var på den måde. Og bliver mødt som værende, selvfølgelig lidt anderledes, men jeg har.. jeg er jo et socialt menneske, jeg har lært sådan alligevel at være social, så jeg kan jo godt alligevel på min lidt kejtede måde omgås andre mennesker og får noget respons fra det. Så.. 16

447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 (tænker) Altså i forhold til det, kan jeg alligevel få lidt, men jeg holder alligevel.. der er problemer i forhold til at jeg holder alligevel en hel del af min personlighed for mig selv. Det er ligesom at kunne leve.. man kan leve lidt halvt eller lidt trekvart eller.. I: men altså hvordan kan det være? Er det fordi du er bange for hvordan omverdenen møder dig? IP: Jamen det er fordi omverdenen ikke ved at det er en del af mig og af min personlighed. I: og så er du bange for reaktionen? IP: Øhh.. Ja, ja. Altså fordi at, den passer ikke noget. Den er imod naturen. Altså.. (tænker) Igen denne her omverdenen, den forstod jo ikke, hvis jeg optrådte som kvinde. Så forstod den jo ikke. Hvis jeg signalerede ved hjælp af mit tøj f.eks. hvad jeg følte indeni, så er det jeg siger, jamen det forstod de ikke og det var jeg jo bange for, at få nederlag på det. Så det undgik jeg. I: Var der så forskel på, hvordan du, altså hvordan du opførte dig i henhold til når du var sammen med nære venner og familie eller når bare f.eks. var, du bare mødte nogen på f.eks. en café eller når du var på arbejde og sådan? Altså i nære relationer, følte du at du kunne være mere dig selv og var mere anerkendt af dem, eller at du i hvert fald turde mere måske end du gjorde sådan ellers ude i mere fjerne relationer? IP: Nej. Altså ikke.. Jeg har jo ikke.. jeg har.. Altså på nær de her ting, har jeg været et meget åbent menneske. Så jeg.. Vi kan jo være forskellige som mennesker, men jeg har været meget åbent på det stadie, så der har ikke været noget forskel, andet end jeg har lukket ned for den anden del af mig. Og den har jeg ikke signaleret ud, den har været i konflikt med mig og min personlighed fordi man vil gerne signalere ud det man er. Men har sagt, jamen det duer ikke, det ville jeg få nederlag på og det er jeg presset på. Det er sådan med halvdelen, halvdelen kunne jeg godt signalere ud og leve med og være med og leve som menneske, men den anden halvdel den var jo lukket ned. Øhm, så det har jeg egentlige ikke.. det har jeg ikke prøvet på, jeg har ikke prøvet på at leve op til egentlig at det der udefrakommende, andet end det man vil gøre i refleksion. Når jeg nu reflektere ud i dag ved hjælp af tøj at signalere ud at være mand. Selvfølgelig er der noget refleksion for det også. I: forsøger du ikke at, du siger du prøver ikke at leve op til kønsidealer, der er, men nu hvor du, altså efter din operation og du er kommet mere i harmoni med dig selv udadtil, føler du så ikke at du prøver at leve op til de sådan mere kvindelige idealer? (52.30) IP: Jo jo, altså ligesom alle andre kvinder gør. I: Så du kan alligevel ikke se dig fra de der 17

479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 IP: (afbryder) kan du gøre det? I: Det siger jeg ikke nej. IP: Kan i gøre det? Er der nogen, der kan gøre det? Ja vi kan det selvfølgelig mere eller mindre som menneske. Det har noget med vores personlighed at gøre. Det har noget med den måde vi lever på og er blevet reflekteret og vores egen analysering af tingene. Og det er jo almindelighed og vi er også forskellige som mennesker, det er.. er meget forskelligt om vi gør det mere eller mindre eller.. får reflekteret sådan, at det skal i fandeme ikke bestemme eller får reflekteret, jamen det kan godt være jeg lige skal finde ud af noget her. Det er jo lidt forskelligt som mennesker, men ikke mere end den balance, der er i at jeg er jo et almindeligt menneske, så jeg har den samme refleksion i dag. Det er klart, fordi man kan jo ikke sige.. jamen alle andre rager mig en høstblomst, fordi det er løgn ikk? Fordi man bliver påvirket af det udefra, men man er i stand til som menneske at analysere det og bruge.. Ja og nogle gange kan man bruge det hensigtsmæssigt og nogle gange kan man ikke bruge det hensigtsmæssigt, men så kan man analysere at det her var altså fjollet og så ændre nogle ting. De refleksioner er der jo selvfølgelig stadigvæk, men presset er der ikke. Min harmoni med mig selv, den er der nu. Den var der ikke før, der måtte jeg undertrykke den harmoni. Nu er jeg fri. Derfor er det også.. der kan man sige, det er derfor jeg sige, at nu føler jeg mig som et helt menneske. Når man lever som et halvt menneske, der er halvdelen i det, den lever som almindeligt menneske, den anden halvdel lever ikke som et almindeligt menneske, så der er ikke den der balance. Nu er den kommet op, så nu lever jeg i balance. Der er selvfølgelig nogle ting i at jeg har ikke udtrykt mig, jeg har ikke fået det sådan over hele mit liv. Jeg får nogle ting nu lidt forsinket. Øhh, men ikke det hele vel? Kun en del af det lidt forsinket og det skal jeg jo forholde mig til og det kan være lidt frustrerende. Men til gengæld er jeg så i en alder, hvor jeg måske, i forhold til hvis man var ung, mere kan håndtere det, fordi jeg har nogle andre erfaringer, livserfaringer og det kan jeg godt mærke (55.10). I: Altså har du, i mødet med omverdenen, har du så nogensinde, nogen gange følt dig diskrimineret eller har du oplevet måske hate crimes eller sådan noget? Jeg har.. helt tilbage fra skolen.. der var nok en episode jeg kan fortælle om. Øhm, jamen der prøver man at drille hinanden. Jeg tror også jeg har været med i at drille nogen. Det er jo sådan et eller andet man gør, at man lige skal finde ud at der var nogle, der, kan jeg huske, på et tidspunkt tog min hue. Det.. synes de var sjovt at rende rundt med den og kaste til hinanden og sådan noget. På et tidspunkt så prøvede jeg at ignorere det lidt først, men så blev jeg altså 18

511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 lidt sur over det og så fandt jeg ud af, jamen hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke tæve dem, men jeg var hurtig, så jeg røg på en af dem og var ved at.. Jeg tror sgu jeg var ved at slå ham ihjel, jeg kunne have kværket ham, så han blev blå i hovedet. På det der tidspunkt, så viste jeg noget af mig, som de egentlig ikke havde set før. Så der må jeg sige.. (griner) det gav altså respekt, så rørte de mig altså ikke mere på den måde, for de tænkte ups. Det var alligevel så alvorligt, så der havde jeg markeret mig. Jeg siger også noget med den der sin.. jeg har noget med.. jeg har signaleret.. selvom at jeg har levet det der dobbeltliv, har jeg alligevel signaleret noget ud.. Øh, med at jeg var en stærk person. Altså jeg har givet de signaler, at jeg var en stærk person. Så har folk svært ved at angribe én. Jeg har også signaleret det sociale ud, jeg har lært, ved at acceptere andre mennesker. Det er nemlig også nogle signaler. Så der er to ting jeg har kunne signalere ud; at jeg er et stærkt menneske og har kunnet signalere den der anerkendelse af andre mennesker ud. Så jeg har ikke mødt, jeg har ikke mødt det sådan I: Du er ikke blevet råbt af på gaden eller? IP: Nej, ikke mere end almindelige mennesker. Man skal jo skelne mellem.. det har vi alle sammen gjort på et eller andet tidspunkt, men altså sådan mindre. Nej. Der er nogen.. man kan godt gå forbi nogle mennesker, der er meget meget småt begavede, men det kan man jo.. det er jo lige meget hvordan man er. Trods alt har jeg haft en oplevelse af.. og det er igen det med at analysere, for måske.. Jeg var på et tidspunkt, også jeg levede dobbeltliv, var jeg nogen gange alle mulige steder i byen. Alle mulige mærkelige steder (griner), så det.. jeg undgik jo ikke, men jeg havde en eller evne til det der med socialt at acceptere andre og egentlig være sikker. Men det gav jo at der lige engang var at der var én, der umotiveret sparkede mig i ansigtet, så der kan man godt sige, at jeg har været det. Og så analysere jeg, at jeg var nok måske lidt fuld og lidt aggressiv der, der var jeg lidt i ubalance på det tidspunkt og fik sagt noget til dem, hvor min analysering af det er at det gik jo imod det der sociale, så det skal man ikke bruge. Hvis man ikke synes om folk, skal man jo ikke prøve at råbe efter dem, for at lave om på dem, så skal man sige, jamen det kan jeg ikke nu og så må, skal man trække sig. Og der trak jeg mig ikke helt, og så reagerede de uhensigtsmæssigt. Det lærte mig, i forhold til at håndtere det, nogle af de der ting. Så nej, jeg har ikke været udsat for sådan decideret.. øh.. Men altså, det er på grund af, at jeg har kørt nogle af de her signaler ud. I: Nu har jeg så et spørgsmål der hedder, men det kan jeg næsten fornemme at du ikke har, det her om du har svært ved at møde nye mennesker? IP: Nej nej (Griner). 19

543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 I: Det fornemmer jeg på dig, at du ikke har. IP: Det har jeg ikke svært ved, det har jeg let ved. I: Men føler du f.eks. at accepten fra omverdenen eller sådan generelt, altså ikke det her med at komme ind i dig selv, for der har det helt klart haft en indvirkning med dine behandlinger og din operation, men har det også betydet noget for hvordan omverdenen har set på dig? Er det ligeså meget at du er kommet i harmoni eller fuldent på et eller andet plan? Føler du også at andre ser det sådan? (01.00.18) IP: Der er lidt forskellige planer her. Øhh.. Det hænger lidt sammen med informationer og også viden. Jeg har helt klart haft nogle signaler, jeg har signaleret noget til omverdenen. Derfor har jeg på.. Jeg er uddannet typograf, typografisk trykker, øhh.. Det betyder jeg har været på trykkerier, mandearbejdspladser. Og der har jeg ofte fået pige- øgenavne; Sonja fra Saxogade. Jeg havde krøllet hår og briller og snakkede meget. I: Og det var kærligt? IP: Hva? I: og det var kærligt, eller? IP: Ja ja.. Det var sådan kærligt.. øh, ja ja, det kan man sige, fordi ikk, en gang.. Det har jeg jo ikke noget imod. Jeg snakker også meget og jeg har.. det er ikke sikkert alle folk.. folk må gerne sige fra, når jeg snakker meget og det tager jeg ikke personligt. Der er nogen der har svært ved det ikk, og så bliver de mere irriteret over det, men med mig skal de bare sige fra (griner). Jeg kan godt tåle at folk siger: Ej nu.. nu holder du din kæft (griner). Det kan jeg godt tåle. Men det var en serie, der var i fjernsynet, der hed Sonja fra Saxogade den skal i se. Der var jeg.. noget af det der var hendes personlighed, det kan jeg jo godt se, det har lidt af mig. Så derfor blev det ofte det der Sonja i forhold til det gamle.. Her, for mig, var det også en proces, der måske.. måske også igennem tiden er blevet mere og mere tydelig. Jeg har arbejdet på Berlingske Tidende for femten år siden eller sådan noget.. (tænker)..ti, arh ja, det er nok ti- femten år siden. Der sidder vi ved den nede der i, der arbejdede jeg på trykkeriet på Berlingske Tidende, der sad vi dernede en aften, jeg tror måske der var operation på den, vi sad lige og snakkede sammen. Så er der én, der siger til mig sådan helt umotiveret: Du er transvestit (griner). Det var så en eller anden, der havde luret mig. Øh.. og jeg har jo ikke, vi går i blåt arbejdstøj og jeg ved ikke hvad og jeg havde ikke signaleret noget.. øhm, andet end at jeg havde prøvet at signalere den jeg er. Men det var jo en der ramte plet.. I: Og hvad sagde du så til det? 20