ApS Årsberetning 2002 Karlslunde Rødovre
Forord Denne årsberetning nr. 7 informerer om Øfeldt Centrets baggrund, udvikling og aktiviteter i 2002. Øfeldt Centret har siden 1976 behandlet lægehenviste patienter med sygesikringstilskud og blev fra 1. marts 1991 ændret fra en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab. I dag behandler Øfeldt Centret patienter fra hele landet og udgør med sin nuværende kapacitet på 30.000 årlige behandlingstimer en væsentlig bestanddel af det danske sundhedsvæsen. Patienterne henvises ofte som en sidste mulighed efter, at traditionel behandling er forsøgt. Derfor er Øfeldt Centrets patienter generelt tunge fysiurgiske patienter. Øfeldt Centret havde i 2002 i alt 34 medarbejdere og behandlede i gennemsnit 308 patienter om måneden. Pr. 31. december 2002 har Øfeldt Centret behandlet i alt 4.263 muskellidende patienter og 1.469 handicappede patienter. Den ulønnede bestyrelse består af professor, dr. med. Jens F. Rehfeld (formand); professor, dr. med. Steen Stender; advokat Kjeld Thørup samt Teddy, Alex, Dorthe og Vera Øfeldt. Jens F. Rehfeld Bestyrelsesformand Teddy Øfeldt Centerleder 3
Indholdsfortegnelse Øfeldt Centrets mission i sundhedssektoren Side 5-6 Øfeldt Centrets historie Side 7 Behandlingsprincipper Side 8-13 Karakteristika for den Øfeldtske rygbehandling Side 14 Dokumentation Side 15 Den klinisk kontrollerede undersøgelse Side 16 Ydelsesoversigt Side 17 Diagnosefordeling Side 18 Tidligere forsøgte behandlingsformer Side 19 Ny afdeling (anneks) Side 19-20 Projekter Side 20-21 Træningsterapeutuddannelsen Side 21-22 Regnskab Side 22 4
Øfeldt Centrets mission i sundhedssektoren (af afgået bestyrelsesmedlem departementschef Per Loft) Da jeg nu er blevet 80 år, synes jeg, at tiden er inde til at træde tilbage fra bestyrelsen på Øfeldt Centret. Dette giver mig anledning til at tænke tilbage på årene, der er gået siden Centrets begyndelse. Jeg har jo været med næsten fra starten og fulgt udviklingen snart på nærmere og snart på lidt fjernere hold, alt eftersom hvordan mit arbejdsliv er forløbet. I 1974 blev jeg i min egenskab af chef for Sikringsstyrelsen ringet op af daværende social- og indenrigsminister Jacob Sørensen, som fortalte mig om en yderst ihærdig person, Teddy Øfeldt, der havde behandlet en række handicappede patienter med stor ildhu og succes. På Jacob Sørensens opfordring kontaktede jeg daværende medicinaldirektør Søren K. Sørensen med henblik på at få en lægefaglig vurdering af Teddy Øfeldts behandling. Det stod hurtigt klart, at Teddy Øfeldts behandling adskilte sig fra den almindelige fysiurgiske behandling ved dels at være mere intensiv og målrettet og dels ved at have bedre resultater. Øfeldt kunne fremvise flere filmoptagelser af kørestolspatienter som, efter at være blevet opgivet af det almindelige fysiurgiske behandlingssystem, kom i behandling hos Øfeldt, og blev i stand til at gå på albuestokke. Grundige journaler underbyggede hvert enkelt sygeforløb. Den store udfordring var dengang at sikre, at en betydelig større kreds af patienter kunne få glæde af denne nye og effektive behandlingsform. Den umiddelbare løsning, at indføre en ny sundhedsuddannelse, var udelukket, idet der på dette tidspunkt ikke forelå en sådan systematiseret uddannelse. Denne uddannelse blev først etableret senere. Den eneste mulighed for at etablere en tilskudsordning, og dermed sikre flere patienter Øfeldts behandling, var at etablere en aftale, som blev bundet op omkring Teddy Øfeldts person med vægt på Øfeldts enestående behandlerfærdigheder, herunder Øfeldts særlige ildhu og muskelforståelse. Aftalen blev etableret i 1976, og Øfeldt Centret (det daværende Optræningscentret i Karlslunde) har siden befæstet sin position og udgør med sin nuværende kapacitet på 30.000 årlige behandlingstimer en væsentlig bestanddel af det danske sundhedsvæsen. Ved selskabsdannelsen i 1991 etableredes en ulønnet bestyrelse, som naturligt kom til at omfatte de fleste fra den personkreds, som oprindeligt var med til at danne det lovmæssige grundlag for optagelsen af Øfeldt Centret i den tilskudsberettigede del af det danske sundhedsvæsen, det vil sige bl.a. forhenværende socialminister Eva Gredal og forhenværende medicinaldirektør Søren K. Sørensen. Øfeldt Centrets fremtid lå altid Eva Gredal meget på sinde, hvorfor hun umiddelbart før sin død i 1995 udtrykte et særligt ønske om, at jeg skulle overtage hendes rolle i bestyrelsen, hvilket jeg med glæde takkede ja til. Bestyrelsens vision har fra starten 5
Øfeldt Centrets mission i sundhedssektoren været at etablere det fornødne faglige grundlag for en egentlig udbredelse af Øfeldts behandlingsprincipper til den øvrige del af sundhedssektoren. Den mest oplagte model til en sådan udbredelse af behandlingsprincipperne er at søge den nuværende træningsterapeutuddannelse på Øfeldt Centret optaget på lige fod med de øvrige anerkendte sundhedsuddannelser inden for sundhedsvæsenet. Det faglige grundlag for en sådan sundhedspolitisk beslutning søges tilvejebragt ved den igangværende klinisk kontrollerede undersøgelse af behandlingen af rygpatienter med og uden bensmerter, som for tiden gennemføres i samarbejde med Glostrup Amtssygehus. Sideløbende med denne ønskværdige udbredelsesproces finder bestyrelsen det vigtigt at tilvejebringe tilsvarende dokumentation for behandlingseffekten for de øvrige større patientgrupper på Øfeldt Centret. Øfeldt Centret står således over for en samfundsmæssig meget væsentlig opgave i de kommende år, i form af tilvejebringelse af og deltagelse i en kæde af klinisk kontrollerede undersøgelser. Disse meget spændende opgaver vil jeg imidlertid nøjes med at følge på afstand, men det vil jeg også gøre. Per Loft Fhv. departementschef i Socialministeriet 6
Øfeldt Centrets historie I1971 begyndte Teddy Øfeldt og en medarbejder at behandle lægehenviste handicappede patienter. Et nært samarbejde indledtes derefter i 1973 med professor, dr. med. Preben Plum fra Rigshospitalet, der iværksatte grundige funktionsundersøgelser og journalføring. Behandlingsresultaterne var imidlertid dokumenteret ved filmoptagelser siden 1971. Fra 1975 begyndte Teddy Øfeldt at behandle lægehenviste patienter med rygsmerter og smerter andre steder i bevægeapparatet. At byde muskulaturen arbejde i den akutte smertefase, var et banebrydende princip, som brød med den daværende opfattelse. Samtidig var Øfeldt Centrets behandling for handicappede betydelig mere målrettet, intensiv og langvarig. Efter en forsøgsordning fra 1976 til 1981, hvor Øfeldt Centret behandlede handicappede med tilskud fra det offentlige, indgik Sygesikringens Forhandlingsudvalg overenskomst med Teddy Øfeldt. Aftalen var og er stadig speciel, fordi den alene hviler på dokumenterede behandlingsresultater, frem for på autoriseret uddannelse, og fordi den er indgået med en enkelt person. I 1987 blev overenskomsten udvidet fra at omfatte dele af Sjælland til hele landet. Alle amter, bortset fra Nordjyllands- og Ringkøbing Amter, har valgt at yde tilskud til behandlingen på Øfeldt Centret. Samtidig kom overenskomsten også til at omfatte patienter med muskellidelser i ryg, skulder og nakke samt patienter med tennisalbue. Denne udvidelse var en konsekvens af omfattende dokumentation samt opgørelser over Centrets behandlingsresultater af Preben Plum og Jens F. Rehfeld. I 1991 blev overenskomsten udvidet til at omfatte muskellidelser i hele bevægeapparatet, og Øfeldt Centret blev tilskudsmæssigt sidestillet med fysioterapeutisk behandling, således at patientgrupper, der havde været berettiget til vederlagsfri fysioterapi, også blev berettiget til vederlagsfri behandling på Øfeldt Centret. Tilsvarende blev de resterende patienters tilskud hævet til 40% fra ligeledes 25%. Ved samme lejlighed blev Øfeldt Centret omdannet til anpartsselskab. Øfeldt Centret har gennem årene modtaget afgørende støtte fra en række fremsynede personer, ikke mindst fra den tidligere chef for Sikringsstyrelsen, departementschef Per Loft, medicinaldirektør Søren K. Sørensen og socialminister Eva Gredal, der alle som pensionister indtrådte i Øfeldt Centrets bestyrelse. Ligeledes har en stor skare patienter gjort en betydelig indsats for at forbedre tilskudsmuligheder samt kendskab til Centrets behandling. 7
Behandlingsprincipper Øfeldt Centrets behandling er intensiv og målrettet. Det sikres bl.a. ved, at hver behandler kun behandler én patient ad gangen. Vedrørende handicappede patienter Handicappede patienters nedsatte eller manglende funktion kan have flere årsager, jf. fig. 1 (Årsager til bevægelseshindringer). De fleste handicappede patienter har imidlertid det fælles problem, at nogle muskelgrupper fungerer væsentligt dårligere end deres antagonister (modparter). Et sådant indbyrdes forskelligt styrkeforhold eksisterer også hos raske, som følge af musklernes forskellige funktion i dagligdagen, men hos raske sørger hjernens styring for, at musklernes indbyrdes spændingsforhold (tonus) afpasses, så leddet indtager en hensigtsmæssig (hvile-) stilling. Ved skader i centralnervesystemet kan denne harmoni ødelægges, så de potentielt dominante muskelgrupper vinder over deres fra naturens side svagere modparter således, at leddene indtager fejlstillinger, som senere kan udvikle sig til kontrakturer. Denne udvikling vil medføre, at patientens funktion i reglen bliver mere indskrænket, ligesom gangfunktionen kan mistes. Det vil igen medføre, at vigtige muskelgrupper ikke længere aktiveres, med risiko for inaktivitetsbetinget atrofi. Samtidig kommer de pågældende led til at opholde sig unaturligt længe i uhensigtsmæssige stillinger, og grundlaget for nye fejlstillinger er skabt, idet en muskel med tiden indtager en længde, som svarer til leddets normale opholdsstilling. Denne forskudte muskelbalance bevirker, at de handicappede, såfremt de under øvelsesbehandling udfører bevægelserne alene (er også tilfældet ved handicapidræt), primært vil bruge de muskelgrupper, som fungerer bedst, ligesom bevægelserne vil blive præget af de ofte udbredte fejlstillinger, hvorved muskelbalancen kan forrykkes yderligere, hvilket kan give nye fejlstillinger. Behandlingen af patienterne bør derfor iværksættes hurtigt og indeholde effektive udstrækningsøvelser af dels de potentielt stærke muskelgrupper og dels de muskelgrupper, der i kraft af indskrænket bevægelighed og unaturlige opholdsstillinger, får mulighed for at blive for korte. fig. 1 Årsager til bevægelseshindringer. 1. Manglende forstand, forståelse eller vilje. 2. Sygdom i hjernen (f.eks. blødning, iltmangel, gulsot). 3. Beskadigelse af rygmarven. 4. Skade på rygmarvsceller (f.eks. polio). 5. Sygdom i nerver (f.eks. nervebetændelse). 6. Sygdom i musklen (f.eks. muskelsvind). 7. Skade på led eller knogler. Fejlstillinger. Kilde: Spastikeren, Styrketræning ved cerebral parese Preben Plum 1984 2. Hjerne 1. Vilje 3. Rygmarv 5. 6. 4. 7. 8
Behandlingsprincipper Derudover skal de svage muskelgrupper trænes med henblik på at øge styrken - navnlig hvis disses antagonister udviser tegn på forkortelse eller erfaringsmæssigt vil forkorte sig således, at fejlstillinger modvirkes. Behandlingen bør tilrettelægges således, at der indledes med udstrækningsøvelser for de for korte muskler for derved at skabe optimale arbejdsforhold for den efterfølgende træning af den muskulatur, som er forlænget (antagonisten). Denne muskulatur vil da kunne opnå en større sammentrækning under træningen end ellers. Behandlingen på Øfeldt Centret er baseret på bodybuildingens ældgamle princip, idet dette princip udgør den mest effektive og målrettede form for styrketræning. Allerede i 1920 erne beskrev en svensk læge J. Arvedson, hvordan man ved hjælp af denne type træning kunne påvirke den enkelte muskels hvilelængde. Arvedson uddybede dette med, at en muskel naturligt vil forkorte sig, hvis denne over længere tid arbejder i kort stilling, det vil sige fra delvist kontraheret (sammentrukket) stilling og til fuldt kontraheret stilling. Omvendt beskrev Arvedson, at muskelarbejde i udstrakt stilling, det vil sige fra udstrakt stilling og til kun delvis kontraheret stilling, ville virke forlængende for muskulaturen. Som eksempler herpå nævnte han (de nu efterhånden uddøde erhverv): kuske og minearbejdere, som efter mange års virke ofte udviklede kuskhænder og fremadkrummet rygsøjle (henholdsvis forkortede underarmsbøjemuskler og forlængede rygstrækkere). Derved er denne træningsform det mest effektive redskab til opnåelse af harmoni i musklernes indbyrdes styrke- og længdeforhold. Øfeldt Centret satser derimod meget lidt på gangtræning (i gangbarre) og koordineringsøvelser, idet træning af disse funktioner anses for at være af sekundær betydning, i forhold til den nødvendige og grundlæggende styrkelse af muskulaturen. Det skyldes, at handicappede kun får ringe udbytte af at træne alle de muskelgrupper, som ikke fungerer normalt under gang, samtidig. Derimod er der betydelig bedre chancer for at opnå effekt, såfremt den enkelte muskelgruppes styrke og muskelkontrol trænes isoleret, målrettet og med den nødvendige fiksering. Dette forhold er fremhævet af professor Preben Plum. 9
Behandlingsprincipper Endvidere er kredsløbsbelastningen betydeligt større under gang (for den dårligt gående), end når de enkelte muskelgrupper trænes isoleret, ligesom hofter og knæ kan overbelastes, såfremt muskulaturen ikke er stærk nok til at beskytte leddene. Derudover har Øfeldt Centret erfaret, at koordineringsevnen påvirkes bedre ved intensiv og isoleret træning af hver af de involverede muskelgrupper, end ved ( kollektive ) koordinationsøvelser. Først når den ønskede styrke er opnået, bør der bruges tid på koordinationen imellem de enkelte muskelgrupper, idet der ved for tidlig satsning på koordinationstræning kan indøves fejlbevægelser, med deraf følgende øget risiko for udvikling af fejlstillinger. Generelt skal behandlingen rettes mod den muskulatur, som har mest behov for træning/udstrækning. Dette sikres ved, at hver behandler kun behandler én patient ad gangen, i modsætning til ved holdtræning, samt ved at øvelserne foregår på specifikt konstruerede redskaber, med mulighed for at fiksere patienten med remme således, at patienten udfører den ønskede bevægelse så optimalt som muligt. Samtidig er den handicappedes muskelkontrol og -styring i reglen betydelig dårligere, end tilfældet er for raske, hvorfor deres muskulatur kun kan styrkes ved intensiv træning. Rammerne for en sådan intensiv træning skabes ved, at behandleren assisterer og styrer patientens krop eller ekstremiteter under de mange tusinde gentagelser af øvelsen samtidigt med, at patienten registrerer, hvilken muskelgruppe der trænes, og prøver at medvirke. Den mangelfulde muskelbevidsthed gør det imidlertid ofte svært for disse patienter at medvirke under øvelserne, idet det er vanskeligt for dem at sende signal fra hjernen til den rette muskulatur. Ved brug af vægtbelastning under øvelserne, sker der et træk i de pågældende muskelfibre, som i mere eller mindre grad formidles videre til hjernen, via de afferente (= indadgående) nervebaner. Med den ydre påvirkning og den deraf følgende afferente nerveimpuls, får hjernen nemmere ved at pejle den muskulatur, som ønskes aktiveret. 10
Behandlingsprincipper Denne form for cerebral pejling gør det muligt for hjernen at lokalisere muskulaturen og retningsbestemme impulsen til denne. Specielt apoplexi-patienter mærker en virkning af vægtbelastning under øvelserne, idet de i starten af deres træningsforløb ofte kun er i stand til f.eks. at strække albuen aktivt, såfremt dette foregår imod en vægtbelastning. Det er derfor af afgørende betydning, at der generelt benyttes vægtbelastning under øvelserne. Princippet med vægtbelastning under øvelserne, som har til formål at lære hjernen, hvor impulsen skal sendes hen, kan forstærkes ved sideløbende at yde et let, men beslutsomt ryk i muskulaturen nær leddets yderstilling, det vil sige umiddelbart før muskelfibrene er helt udstrakte. Derudover kan behandleren udnytte, at lammede patienter ofte har lidt intakt muskelfunktion, hvis deres muskulatur blot får lov til at arbejde i udstrakt stilling. Det kan bl.a. lade sig gøre ved at ændre lejringen i Øfeldt Centrets hofte- og benstrækkemaskine således, at knæflexionen mindskes under bevægelsen, hvorved patienten kan bøje maximalt i hoften, med deraf følgende maximal udstrækning af hoftestrækkemuskulaturen. Denne øvelsesopstilling bevirker i reglen, at en eventuel beskeden muskelfunktion i hoftestrækkemuskulaturen kan udnyttes og efterhånden bedres, ligesom muskelaktiviteten med tiden ofte vil forplante sig til patientens knæstrækkemuskulatur, selvom der ikke umiddelbart kan registreres muskelfunktion i denne til at starte med. Endelig kan man, ved behandling af sådanne patienter, ofte med fordel benytte P-maskine (hjælpevægt), til at gøre kroppen eller benene næsten vægtløse, idet behandleren da får mulighed for at give en meget præcis hjælp. I den situation opdager nogle patienter til deres store overraskelse, at deres forsøg på at medvirke får en udslagsgivende effekt på bevægelsen. Bevidstheden om en sådan smule intakt muskelfunktion virker meget motiverende på patienten. I tilfælde hvor patienten er i stand til at deltage aktivt i bevægelsen, men blot ikke selv kan føle dette, 11
Behandlingsprincipper kan behandleren med fordel benytte et spejl under øvelsen således, at patienten kan se, hvordan tempoet (på bevægelsen) øges, hver gang han/hun forsøger at medvirke. Ved behandling af sådanne diagnoser, hvor muskelbevidstheden er nedsat, er det ekstra vigtigt, at behandleren er tilbageholdende med tempoet under øvelsen, idet patienten ellers ikke kan nå at registrere, om det er den rette muskulatur, som aktiveres under øvelsen, hvorved der opstår risiko for, at patienten indøver et forkert bevægelsesmønster. hjernen affotograferer alle bevægelser, både de rigtige og de forker- Spastic Hemiplegia 42 3834 30 26 22 Nov. 83 18 sec. fig. 2 60 cm 40 20 60 cm 40 20 Man kan generelt sige om behandlingen af handicappede, at denne består af forskellige øvelser for muskelgrupper, der ikke fungerer normalt på grund af afkortning, nedsat kraft, manglende koordinering eller spasticitet. Den enkelte muskel trænes med størst mulig belastning i et nærmere defineret tidsrum for at opnå større styrke og udholdenhed samt bedre funktion. Fælles for øvelserne er, at patienten hele tiden støttes af behandleren med henblik på at sikre, at øvelsen udføres korrekt og i fuld udstrækning. Der er tale om hjernemuskeltræning, idet patientens gentagne forsøg på at sende impuls fra hjernen til den enkelte muskel, forbedrer forbindelsen (synapser) imellem hjernens celler (og andre nerveceller), hvorved det ofte med tiden bliver muligt at udføre korrekte bevægelser, fig. 2 (Bevægelseskurve for albuebøjning). Forudsætningen for denne indlæringsproces er imidlertid, at træningen sker over et langt tidsrum, og at den består af målrettede, repetitive og nøje styrede bevægelser. Dette skyldes, at 34 30 26 22 1814 10 sec. Sep. 84 te, så patienten kan risikere at indlære et uhensigtsmæssigt bevægelsesmønster. Scoliose-patienter vænner sig eksempelvis ofte til deres skævhed, hvorved holdningskorrigerende øvelser i reglen føles forkerte. Patienter med komplet tværsnitslæsion af rygmarven, hvor der ikke registreres forbindelse fra centralnervesystemet, har det problem, at den perifere nervestump degenererer, fordi den ikke, som tilfældet er for den proximale stump, har forbindelse til cellelegemet. Nervetrådene i den proximale stump kan imidlertid gro ud og reinnervere deres område i periferien. Denne restitution kan blot tage lang tid, idet regenererende nervetråde kun vokser 1-2 mm pr. dag. Behandlingen af sådanne patienter svarer til den ovenfor beskrevne, idet disse nøje styrede og repetitive bevægelser anses for at være hensigtsmæssige til at stimulere væksten af nervetrådene. Behandlingsprincippet er således grundlæggende ens for de forskellige Bevægelseskurve for albuebøjning med belastning. Underarmens bevægelse overføres fotoelektrisk til en skriver, som optegner kurven (fra højre til venstre). En patient med en erhvervet halvsidig lammelse frembragte i november 1983 med 3 1 /2 kg s belastning den øverste kurve. Efter 10 måneders intensiv træning var bøjemusklerne blevet stærkere og hurtigere, som det ses på den nederste kurve, udført med samme belastning. Kilde: Spastisk lammelse, Træning af muskler og hjerne Preben Plum 1986 12
Behandlingsprincipper diagnosegrupper. Det er imidlertid den indledende funktionsundersøgelse, der afgør, ud fra den enkelte patients symptomer, hvilken muskulatur der bør trænes/udstrækkes. Tilsvarende kan der under optagelsen af sygehistorien fremkomme oplysninger, som nødvendiggør en tilpasning af behandlingen. Uden en sådan grundig undersøgelse, arbejdes der i blinde. Det er derfor ikke muligt at beskrive behandlingen for den enkelte handicappede patient specifikt, da denne bestemmes af de individuelle fund ved funktionsundersøgelsen. Der er imidlertid i reglen et klassisk symptomforløb knyttet til de enkelte diagnoser, herunder svækkelse/tab af særlige funktioner, hvorfor det er vigtigt, at behandlingen fra starten tager hensyn til disse, det vil sige allerede, inden symptomerne (erfaringsmæssigt) opstår. Eksempelvis kan nævnes cerebral parese (spastisk lammelse), som udover forstyrrelser i muskelbalancen i armene, medfører typiske fejlstillinger i hofte, knæ og fod, jf. fig. 3. Vedrørende muskellidende patienter Behandlingen består af øvelser rettet specifikt mod smertende muskelgrupper. Netop smertende muskulatur er ofte for svag til daglige opgaver. Princippet er at styrke muskulaturen for at opnå varig aflastning af knogler, led og ledbånd samt bedre blodgennemstrømning i muskulaturen. Mangel på balance mellem muskulaturen på kroppens for- og bagside samt dagligdagens ensidige brug af kroppen bevirker, at ryg- og sædemuskulaturen udtrættes og overbelastes. (Se afsnittet: Karakteristika for den Øfeldtske rygbehandling). Kontrakturer optræder sjældent, men f.eks. korte hoftebøjemuskler nødvendiggør udstrækningsøvelser. Endvidere er der hyppigt smerter ved instabilitet i sacroiliacaområdet (f.eks. efter bækkenløsning), hvorfor øvelser for hoftens udadroterende muskler også benyttes. Øvelserne for muskellidelser er også individualiserede og foregår på særligt konstruerede redskaber. Behandleren indtager ligeledes her en aktiv rolle under behandlingen. fig. 3 for kort for lang for lange muskler for korte muskler Fejlstillinger af hofte, knæ og fod. Nogle af de hos spastisk lammede almindeligt forekommende ændringer af musklernes længde omkring hofte, knæ og fod og de deraf fremkaldte fejlstillinger. Disse muskelog ledforandringer kan udvikles i løbet af de første få leveår. Kilde: Spastisk lammelse, Træning af muskler og hjerne Preben Plum 1986 for lang for kort 13
Karakteristika for den Øfeldtske rygbehandling Preben Plums og senere Jens F. Rehfelds anbefaling i Ugeskrift for Læger af Øfeldts behandling af rygsmerter mødte først betydelig modstand. Imidlertid gennemførte andre kontrollerede kliniske forsøg i slutningen af 1980'erne, som viste, at effekten af en modificeret Øfeldtbehandling var traditionel fysioterapi overlegen. Herefter ændredes den almindelige rygbehandling i retning af en mere aktiv behandling. Den Øfeldtske behandling adskiller sig imidlertid stadig fra den almindelige rygbehandling ved følgende kendetegn: 1) Træningen er alene rettet mod rygsidens (smertende) muskler, fordi hverdagens ensidige fremadbøjning af kroppen forlænger og udtrætter netop rygmusklerne, med deraf følgende fremadkrumning af rygsøjlen. Denne fremadkrumning bevirker, at indholdet af diskusskiverne (diskuskernen) presses bagud, hvilket øger risikoen for diskusprolaps hos disponerede individer (se skitse). Bug- og hoftebøjemuskulatur trænes derfor ikke, og udstrækning af ryg- og sædemuskulaturen undlades, da det kun forrykker muskelbalancen og derved fremmer den uheldige påvirkning af rygsøjlen. 2) Øvelserne indebærer fuld extension af rygsøjlen i den udstrækning, patienternes bevægelighed og smerter tillader det. Det vil sige, at patienterne bøjer ryggen forbi 180 0. Denne form for bagoverbøjning betegnes ofte som hyperextension, hvilket er forkert. Den fulde extension sikrer, at træningen, udover at styrke rygog hoftestrækkemuskulaturen, også forkorter og opstrammer, så hverdagens uheldige påvirkning modvirkes. Samtidig sker der en hensigtsmæssig påvirkning af diskusskiverne, idet bagoverbøjningen medfører, at indholdet af diskusskiverne (diskuskernen) presses fremefter, hvilket mindsker risikoen for diskusprolaps (se skitse). 3) Behandleren er aktiv og assisterer patienten under øvelserne ved at løfte den del af kropsvægten, som patienten ikke kan klare selv. Uden hjælp vil patienten ofte forsøge at svinge sig op, da der mangler kræfter i den sidste del af bagoverbøjningen. Da smerterne hænger sammen med en utilstrækkelig rygmuskulatur, vil øvelser uden hjælp fra behandleren resultere i overbelastning af patientens rygmuskulatur. 4) Behandlingen monitoreres med inklinometer ved behandlingens start og undervejs i behandlingsforløbet. Inklinometeret måler, hvor langt bagover patienten selv kan løfte kroppen og benene, og dermed i hvor høj grad patienten kan udnytte sin bevægelighed i rygsøjlen. Længden af patientens ryg- og hoftestrækkemuskulatur bestemmer denne udnyttelsesgrad, idet undersøgelser har vist, at muskulaturen kun kan kontraheres til 60% af normallængden. Øvelser med fuld extension af ryggen medfører en forkortelse af rygmuskulaturen. Inklinometeret giver således et objektivt mål for, hvor stor en stramning/forkortelse, der har fundet sted som følge af behandlingen. Denne stramning er en nødvendighed, for at kunne modstå den moderne tilværelses fremadbøjende påvirkning af rygsøjlen. Tværsnit af rygsøjle set fra siden. Placering af nucleus pulposus (diskuskernen) i diskusskiven ved normal, foroverbøjet og bagoverbøjet position af rygsøjlen Normal Flexion (foroverbøjning) Extension (bagoverbøjning) Grafik: Backache and Sciatic Neuritis Lewin 1943 14
Dokumentation Inklinometeret, som blev udviklet i 1993, giver et objektivt mål for ændringen i bevægelsesudslaget under genoptræningsforløb af ryggen, idet apparatet automatisk registrerer, hvor stor vinklen er, når patienten enten bøjer ryggen tilbage i testen kropløft bagover. Før blev vinklen aflæst med det blotte øje. Funktionsundersøgelser Behandlingen af patienter begyndes efter grundig funktionsundersøgelse, hvor muskelstyrken i samtlige store muskelgrupper samt bevægeligheden i de fleste af kroppens led gennemgås. Muskelstyrken om hvert enkelt led afgør, hvilke øvelser der iværksættes for de handicappede patienter. Dog tages der hensyn til hverdagens belastning af patientens muskulatur, når behandlingsprogrammet udarbejdes. For patienter med muskellidelser baseres behandlingsprogrammet på smerternes lokalisation samt ovennævnte iagttagelser omkring funktionsundersøgelsen. Undervejs i behandlingsforløbet undersøges alle patienter med henblik på evaluering af behandlingsresultatet. Endvidere revideres behandlingsprogrammet, såfremt lægen vurderer, at behandlingen af patienten bør fortsættes. Videooptagelser Der foretages filmoptagelser af patienterne før, under og efter behandling for at dokumentere ændringer i patientens fysiske færdigheder. Klinisk database Øfeldt Centrets kliniske database, SPINA (= Strength Progress In New Aspects) har siden april 1994 omfattet alle muskellidende patienter med rygsmerter. De relevante undersøgelsesdata registreres ved hver undersøgelse i databasen, og patienterne modtager efterfølgende en ny og opdateret patientrapport, efter professor Steen Stenders princip. Ved udgangen af 2002 var der udskrevet i alt 2.527 patientrapporter. Patienterne angiver forud for hver undersøgelse deres smerte- og funktionsniveau, på en skala fra 0 til 10 i spørgeskemaer. Ryg- og sædemuskelstyrken måles (som muskulaturens maksimale sammentrækningsevne), med et af Øfeldt Centret udviklet elektronisk inklinometer (se foto). Den kliniske database bruges endvidere til at følge behandlingens kvalitet. Blandt de 67%, som indtil nu er blevet undersøgt 2. gang, er rygmuskelstyrken (evnen til bugliggende at løfte kroppen bagover) forbedret med 15. Selvvurderede smerter og funktion er gennemsnitligt bedret med 1,5 point (0 til 10 skala), og halvdelen af patienterne har nedbragt/ophørt deres forbrug af smertestillende medicin. Sammenfattende angiver 70% deres tilstand som bedre/meget bedre. Resultaterne er beskrevet nærmere på Øfeldt Centrets hjemmeside (www.ofeldt.dk). 15
Den klinisk kontrollerede undersøgelse En sammenlignende undersøgelse af effekten af 2 forskellige rygbehandlingsmetoder - behandlingen på KAS Glostrups rygcenter over for (Øfeldt-behandlingen), som den praktiseres på Øfeldt Centret. For at finde ud af, om Øfeldt-rygbehandlingens metode giver bedre, lige så gode eller dårligere resultater end den rygbehandlingsmetode, der gives på Glostrup Sygehus, blev der i januar 2002 påbegyndt en klinisk kontrolleret undersøgelse. Patienterne undersøges (af en blændet læge) umiddelbart før behandlingens start og dernæst efter 3 måneder, 6 måneder, 12 måneder og 24 måneder. 5. undersøgelse finder således sted 2 år efter 1. (indledende) undersøgelse. Pr. 22. maj 2003 er 235 patienter indrulleret i forsøget. Undersøgelsen forventes endeligt afsluttet i år 2005. Steen Stender Undersøgelsen har været under forberedelse i hele år 2001 med protokoludfærdigelse, godkendelse fra diverse myndigheder og mange ansøgninger om den nødvendige finansiering. Hele den forberedende fase har været styret af speciallæge Charlotte Lundsgaard og læge Ninna Dufour, afdelingsledelsen på fysiurgisk/reumatologisk afdeling U, KAS Glostrup samt professorerne Arne Astrup og undertegnede. Alle de praktiske og finansielle forhold er indtil videre bragt i orden - sidstnævnte med hjælp fra Apotekerfonden, Helsefonden og Sundhedsministeriet. Undersøgelsen er planlagt til at omfatte 2 x 143 patienter, der rygbehandles enten på afdeling U på Glostrup Sygehus eller på Øfeldt Centrets anneks i Rødovre i løbet af år 2002 og 2003. 16
Ydelsesoversigt Øfeldt Centret behandler 2 grupper tilskudsberettigede patienter: Vederlagsfrie patienter 2002 20012000 1999 Ydelsestimer i alt 22.268 20.951 21.155 21.347 Antal patienter 312* 269 292 310 Ydelsestimer pr. patient** 71,4 77,9 72,4 68,9 *O = 45%, P = 55% Tilskudsberettigede muskellidende patienter 2002 20012000 1999 Ydelsestimer i alt 4.955 2.544,5 1.670 1.008 Antal patienter 276* 134 113 68 Ydelsestimer pr. patient** 18 19 14,8 14,8 *O = 49%, P = 51% * * Ydelsestimer = behandlingstimer + undersøgelsestimer Hver behandling varer 1, 1 1 /2 eller 2 timer for handicappede patienter og 1 time for muskellidende patienter, men i nogle tilfælde henholdsvis 2 1 /2 og 1 1 /2 time. Hver undersøgelse varer 1 1 /2 og 1 time for henholdsvis handicappede og muskellidende patienter. Undersøgelserne af de handicappede- og muskellidende patienter finder normalt sted med intervaller af henholdsvis 4-6 og 2-3 måneder. Dermed behandlede Øfeldt Centret i alt 290 patienter med muskellidelser i 2002. Patienternes diagnosefordeling fremgår af følgende side. Fra gruppen med handicappede patienter er i 1999, 2000, 2001 og 2002 henvist henholdsvis 67, 53, 16 og 14 patienter på grund af nakkeog rygsmerter, idet den henvisende læge har vurderet, at lidelsen var at betragte som varig eller som vidtgående fysisk handicap som følge af ulykkestilfælde. 17
Diagnosefordeling Blandt patienter behandlet på Øfeldt Centret i 2002 Cerebral parese (12%) (spastisk lammelse) Læsion af medulla spinalis (2%) (rygmarvsbeskadigelse) Muskeldystrofi (3%) (muskelsvind) Contusio cerebri (3%) (hjernekvæstelse) Apoplexi (15%) (slagtilfælde) Muskellidelser 1) (51%) Diss. sclerose (7%) Andre handicap 2) (7%) 1) Primært Rygsmerter, herunder bl.a. low back pain (lændesmerter) og diskusprolaps Nakkesmerter, herunder diskusprolaps og whiplash-læsion (piskesmæld) Tennisalbue Kold skulder Knæproblemer 2) Blandt andet Encephalitis seqv. (følger efter hjernehindebetændelse) Polio seqv. (følger efter polio) Myelomeningocele seqv. (følger efter rygmarvsbrok) Polyradiculitis seqv. (følger efter nerverodsbetændelse) Morbus Bechterew (gigtsygdom) Parkinsons sygdom (rystelammelse) Scolioser (skævhed af rygsøjlen) 18
Tidligere forsøgte behandlingsformer Blandt muskellidende patienter behandlet på Øfeldt Centret 100 90 80 70 Figuren viser, hvilke behandlingsformer muskellidende patienter har forsøgt forud for behandling på Øfeldt Centret. 60 50 Procent 40 30 20 10 0 Fysioterapi Kiropraktik Blokade Akupunktur Zoneterapi (N=703) Sengeleje Træning Ingen behandling Opgørelsen er baseret på samtlige muskellidende patienter, som var omfatttet af Øfeldt Centrets kliniske database - SPINA, fra marts 1996 til udgangen af 2002. Ny afdeling (anneks) For at nedbringe Øfeldt Centrets venteliste, blev det i forbindelse med overenskomst 2000 med Sygesikringens Forhandlingsudvalg aftalt at forøge behandlingskapaciteten midlertidigt ved etablering af et anneks til lokalerne i Karlslunde. Annekset skulle være beliggende i københavnsområdet, dels for at spare patienterne for unødig transport og dels for at muliggøre gennemførelsen af en klinisk kontrolleret undersøgelse. Sidstnævnte hænger sammen med, at undersøgelsen ville være inkonklusiv, hvis de 2 grupper patienter, udover at modtage hver sin behand- 19
Ny afdeling (anneks) lingsform, også adskilte sig ved, at den ene gruppe patienter skulle have en betydelig længere transport til og fra behandling. Annekset skulle være i økonomisk, organisatorisk, faglig og arbejdsmæssig sammenhæng med Øfeldt Centret i Karlslunde. Det aftaltes endvidere, at den midlertidige udvidelse af behandlingskapaciteten skulle løbe til og med 2004, men at kapaciteten kan øges yderligere undervejs, hvis ventelisten ikke nedbringes. Ventelisten vil være bestemmende for, om udvidelsen af behandlingskapaciteten skal føres tilbage til det oprindelige niveau eller gøres permanent i større eller mindre omfang. Med hjælp fra Rødovre Kommune lykkedes det i oktober 2001 at finde egnede lokaler på Mose Allé 8 (se foto) og efter en vellykket ombygning kunne annekset modtage de første patienter primo januar 2002, herunder patienter fra den klinisk kontrollerede undersøgelse, som Øfeldt Centret gennemfører i samarbejde med Glostrup Amtssygehus (nærmere beskrevet på side 16). Projekter Forskning Øfeldt Centret har siden 1982 haft et nært samarbejde med Force Instituttet om udvikling af elektronisk måleudstyr, som bl.a. har omfattet udvikling af en muskelscanner i 1985 til at måle tværsnitsarealet i rygstrækkemuskulaturen i hvile og efter arbejde, og Øfeldt Centrets første elektroniske inklinometer i 1993 til måling af ryg- og sædemuskelstyrke. I juni 1997 fik Øfeldt Centret leveret et nyt inklinometer, som kunne foretage mange og hurtige målinger, så løftemønstret for hele bevægelsen i de forskellige ryg- og sædemuskelstyrketests kunne kortlægges. Øfeldt Centret har siden foretaget en række målinger, med henblik på videreudvikling af softwaren i inklinometeret, og inklinometeret benyttes p.t. til målinger af patienterne i den klinisk kontrollerede undersøgelse. Manualer I 1997 påbegyndtes udarbejdelse af præcise behandlings- og undersøgelsesmanualer for at sikre ensartet behandling og undersøgelse og for at forberede udbredelse af behandlingen til en bredere kreds af patienter. Disse manualer, som fra medio 1999 er indgået i undervisningen og videreuddannelsen af Øfeldt Centrets behandlere, optimeres løbende, bl.a. ved møder mellem undersøgerne (audit). Henvisningsblanket For at lette arbejdet for de henvisende læger, blev det i samråd med Sygesikringens Forhandlingsudvalg besluttet at udvikle Øfeldt Centrets egen henvisningsblanket, som blev taget i brug januar 1998. 20
Projekter Foredrags-/oplysningsvirksomhed Øfeldt Centret besøges ofte af politikere, læger og andre repræsentanter inden for sundhedssektoren. Derudover modtager Øfeldt Centret praktikanter fra både folkeskoler og gymnasier. Endvidere afholder Øfeldt Centret på opfordring foredrag om behandling af handicappede og patienter med muskellidelser. Hjemmetræning I tilfælde, hvor det er muligt, anbefaler Øfeldt Centret, at patienterne varetager deres træning i hjemmet, med hjælp fra et familiemedlem. Forud for dette sker en grundig og intensiv oplæring, ofte understøttet af videooptagelser eller fotos, således at familiemedlemmet rustes fagligt til at behandle netop denne patient, ud fra det individuelle behandlingsprogram. Ved regelmæssige kontrolundersøgelser på Øfeldt Centret sikres, at behandlingsprogrammet hele tiden er tilpasset patientens aktuelle behov. På denne måde er patienten mere uafhængig og optager ikke behandlingskapacitet på Øfeldt Centret. Øfeldt Centrets træningsterapeutuddannelse Formålet med uddannelsen er at give eleverne et teoretisk og praktisk kendskab til bevægeapparatets almindelige lidelser og til Øfeldt Centrets behandlingsprincipper. Siden 1976 har Øfeldt Centrets behandlere modtaget undervisning i anatomi, fysiologi og sygdomslære af en række læger, specielt Jan-Henrik Probst, som har bidraget væsentligt til at systematisere uddannelsen. Uddannelsen er udviklet yderligere, bl.a. i samarbejde med professor, dr. med. Erik Andreasen og senest lægerne Jens Peter Gøtze og Jonas Peter Eiberg, som i dag varetager undervisningen. Uddannelsen lægger hovedvægten på at optimere tekniske og praktiske færdigheder i behandling af patienterne. Det sker ved, at eleven undervejs i det 3-årige uddannelsesforløb stifter bekendtskab med stadig sværere diagnoser, under tæt supervision af seniorassistenter, der har betydelig erfaring med Øfeldt Centrets behandlingsprincipper. I denne periode når eleven bl.a. at udføre ca. 1/2 million gentagelser af de forskellige rygøvelser, der benyttes på Øfeldt Centret. I starten sker dette ved behandling af handicappede patienter, som ikke har smerter og derfor er mindre følsomme overfor nuancer i størrelse af bevægelsesudslag og belastning under behandlingen. Senere bliver eleven fortrolig med de præcise og rolige bevægelser, der er nødvendige under behandlingen af rygpatienter. Derudover lærer eleven præcist at afpasse hjælpens størrelse 21
Øfeldt Centrets træningsterapeutuddannelse og kende tidspunktet for dennes iværksættelse, samt hvor stort bevægelsesudslaget skal være hos den enkelte patient. Den teoretiske undervisning i behandlingsprincipperne varetages af udvalgte medarbejdere på Øfeldt Centret. Derudover benyttes i videst muligt omfang anden relevant undervisning, foretaget af speciallæger, herunder blandt andre neurologer og neurokirurger samt regelmæssige besøg på Panum Instituttet og Patologisk Institut. Efter det 3-årige uddannelsesforløb fortsætter behandlerne med at indvinde erfaring og vil kunne lære at undersøge patienter og udarbejde individuelle behandlingsplaner over, hvilke af Øfeldt Centrets mere end 450 øvelser den enkelte patient vil have gavn af. Behandlernes forståelse for patofysiologien og den funktionelle anatomi, i relation til behandlingsprincipperne, hænger således uløseligt sammen med den omfattende praktiske erfaring. Regnskab 2002 2001 2000 1999 Omsætning 11.915.916 9.984.834 9.706.813 9.271.670 Personaleudgifter -8.361.029-6.325.556-6.874.988-6.809.401 Øvrige udgifter -2.867.036-1.747.726-1.631.017-1.932.279 Afskrivninger -368.945-608.250-943.422-1.083.981 Resultat før renter 318.906 1.303.302 257.386-553.991 Renter netto -429.379-384.039-457.613-464.433 Resultat før ekstraordinære poster -110.473 919.263-200.227-1.018.424 Ekstraordinære poster 80.706-175.780-75.279 134.310 Resultat før skat -29.767 743.483-275.506-884.114 Skatter 22.113-359.723-56.295-20.044 RESULTAT -7.654 383.760-331.801-904.158 Kommentarer til regnskabet Regnskabet i 2002 er præget af etableringen af den nye afdeling i Rødovre, hvorfor det mindre underskud må betegnes som tilfredsstillende. Der arbejdes fortsat på bedre udnyttelse af behandlingskapaciteten. 22
Layout og produktion: Design&Direction Øfeldt Centret ApS v/ Teddy Øfeldt Bjælkevangen 23 2690 Karlslunde Telefon: 4615 2428 Fax: 4615 5160 Mose Allé 8 2610 Rødovre Telefon: 3670 6405 Fax: 3670 6406 www.ofeldt.dk