Udveksling til (land): Udvekslingsperiode: Navn: Evt. medrejsende: KENYA 22. april 29. juni. Theis L. Smedegaard Annemette Holm Trine Kristiansen Email: Theis_007@hotmail.com el. 140108@viauc.dk Tlf. nr.: 30258294 Hjem-institution: Holdnummer: Værtsorganisation: Praktikplads/hospital: Sygeplejeuddannelsen i Århus (SIA) 10 II D Mellemfolkeligt samvirke (DK) Action Aid (KENYA) Kakamega General Provincial Hospital 1
Hvorfor valgte du at tage på udveksling? At udøve god sygepleje i Danmark er svært, men i Danmark kender vi kulturen, vi ved hvordan man bør opføre sig, hvilke skrevne og uskrevne regler man skal følge. Altså ved man nogenlunde hvor man skal træde, for ikke at falde igennem isen. At udøve god sygepleje i et fremmed land er utrolig svært. Det svarer, i mine øjne, til at gå på tynd is med bind for øjnene. Du har ingen forudsætninger for at vide hvordan man bør agere i den sociale kontekst, og mange af de kendsgerninger som i Danmark er selvfølgeligheder, drages her i tvivl og udfordres på daglig basis. For mig virkede et længere ophold på et afrikansk sygehus, som en umådelig vanskelig opgave, men da jeg er vild med udfordringer, sprang jeg på, så snart jeg fik muligheden for det. Jeg havde en forventning om, at jeg ville blive udfordret på alle fronter ved at tage på udveksling i Kenya, og her ved opholdets afslutning, kan jeg bekræfte, at det er jeg blevet. Fagligt. Socialt. Personligt. Jeg er af den overbevisning, at det er når man bliver udfordret og presset, at man vokser. Og selvom det kan være skræmmende at føle tæppet blive revet væk under en, så er det gavnlig for dig, både som person, men især som sygeplejeske. Hvad det indebærer at være en god sygeplejeske, er en diskussion som vil forsætte til evig tid, men for mig er det vigtigt at man kender sig selv og sine grænser. At kende sine styrker og svagheder er en uvurderlig evne, og noget man bliver utrolig god til ved at tage på udveksling. Når man er på udveksling, skal man stå på egne ben, og man kan ikke bare smide hanskerne i ringen når alting brænder på. Derfor er det vigtigt at lytte til sig selv. Og det er endnu vigtigere at blive god til at sige nej. Jeg synes selv jeg er temmelig hård, men under opholdet her, har jeg flere gange oplevet situationer hvor jeg har været nød til at sige fra. Både fordi jeg ikke kunne stå inde for den sygeplejefaglige behandling, men jeg har også oplevet tidspunkter hvor jeg var nød til at sige fra, simpelthen fordi jeg ikke havde de personlige ressourcer. På det hele personlige plan har jeg længe haft en drøm om at komme til at arbejde for Læger Uden Grænser (MSF) på et tidspunkt, og eftersom MSF oftest operere i Afrika, var det en mulighed for at finde ud af om den type arbejde kunne være noget for mig. Hvorfor valgte du det specifikke sted? Inden jeg begyndte på uddannelsen, har jeg boet og arbejdet syv måneder i Vestafrika. Jeg kan ikke helt beskrive hvorfor, men jeg har på en eller anden måde dårlig samvittighed på de hvide menneskers vegne. Når jeg ser på den tilstand Afrika er i, føler jeg at det er vores skyld. Så hvis jeg kan gøre lidt for at udligne balance er jeg glad. 2
At det lige blev Kenya jeg valgte, var helt tilfældigt. Da vi skulle vælge kunne man i Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) program vælge i mellem Kenya, Uganda og Tanzania. Siden da har Tanzania valgt at sige nej tak til danske studerende. Så valget står reelt mellem Kenya og Uganda, og skulle jeg vælge igen, havde jeg nok valgt Uganda. Tilsyneladende skulle landet være mere udviklet, og det ville fx betyde færre barrierer, og så påstår både kenyanere og ugandasenere at befolkningen i Uganda er høfligere. I Kenya har det fx været problematisk at meget få patienter kunne tale engelsk, og dermed skulle vi konstant have en anden sygeplejeske til at tolke for os. På denne måde var det svært at udøve selvstændig sygepleje, og vi blev til tider mere en belastning end en ressource. Jeg har kun været i Uganda på en weekendtur, så grundlaget for at fortrække Uganda fremfor Kenya er derfor meget snævert. Så hvis du, som læser af dette rejsebrev skal af sted, forslår jeg at du i stedet læser rejsebrevene fra begge lande, og derefter træffer et valg. Din forberedelse til udvekslingsopholdet Da jeg har boet i Afrika i forvejen, følte jeg ikke et særligt behov for at forberede mig på kulturforskellene mellem de to lande. Det betyder dog ikke at forberedelserne ikke har taget meget tid, for det har de. Man kan dele forberedelsestiden jeg har brugt op i to. Det økonomiske forarbejde og de praktiske forberedelser. Som jeg tidligere har skrevet, så måtte jeg bare af sted på udveksling, men det betyder jo ikke at man har pengene til det. Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg er taget af sted, men det er vigtigt at være klar over at et udvekslingsophold i Afrika koster utrolig mange penge. Jeg havde ikke pengene på forhånd, så derfor måtte jeg bruge ekstra tid på at finde dem. Vi mente at MS s pakkeløsning var for dyr, så derfor købte vi kun opholdet igennem dem, og skulle så arrangere transport og forsikringer selv. Vi sparede en masse penge på det, men det krævede en masse tid. Jeg brugte mange timer på at lede efter billige billetter, billige forsikringer, billige bankløsningerne osv., og i perioden op til man skal af sted, er det ofte tid man mangler mest. Jeg er ikke så god til det med at lave budgetter, så jeg ved ikke præcis hvad jeg har brugt, men for praktikopholdet løber det op i ca. 30 35.000 kr. Derudover har jeg brugt omkring 15 20.000 kr. på safari og ferie bagefter. Man styre selvfølgelig selv hvor mange penge man vil bruge, men Østafrika er et dyrt land at holde ferie i. Det praktiske forarbejde bestod i at finde alt det grej, 3 måneder i Afrika kræver, at få de nødvendige vaccinationer, at få pakket og koordineret når man skal til eksamen om fredagen og rejse til Kenya om lørdagen. Vi forsøgte få skolen til at ændre på eksamensdatoerne, men 3
det var ikke muligt. Fagligt udbytte Hvordan arbejdede du med læringsmål? At tage på udveksling i et land, som er så anderledes fra Danmark, betyder at kan ikke kan forvente at arbejde med læringsmålene på samme måde som vi normalt gør. Vi så vejleder ½ time om ugen, og mødet handlede primært om hvilken afdeling vi ønskede at komme på den efterfølgende uge. Han sagde at vi altid kunne komme til ham, men han var en travl mand. Ansvarlig for alle studerende på sygehuset (og der var MANGE) og hen i mod slutningen af vores ophold, blev han endnu mere fraværende, da han skulle deltage i prøveafholdelsen af de kenyanske studerende. Derfor var det op til os selv at arbejde med målene. Måden vi arbejde på hospitalet på, var forskellig, Annemette og Trine valgte at være på sammen afdeling hver uge, og jeg valgte at være alene. Derudover valgte jeg også flere forskellige områder, hvor pigerne valgte at fokusere dybere på færre emner. Vi debatterede en del om hvad der fungerede bedst ift. læring. At være alene på en afdeling betyder at man i højere grad skal stå på egne ben, og dermed også et større behov for at interagere og kommunikere med de lokale sygeplejerske, men hvis man er to, kan man derimod få kontinuerlig faglig sparring, og sikkerheden ved at have en man kender, og stoler på ved sin side. I visse tilfælde betød det at pigerne, som havde hinanden, havde nemmere ved at stå imod den kenyanske arbejdskultur, og iværksætte flere selvstændige projekter end jeg gjorde. Derimod fik jeg et dybere indblik i kenyansk sygepleje, og motivationen bag. I det efterfølgende afsnit vil jeg opremse de læringsmål som er defineret for modulet, og jeg prøve at beskrive hvordan vi arbejdede med målet. Mål er skrevet med fed, og vores arbejdsmetode med normal skrift. Vi har ikke arbejdet med alle læringsmål i samme grad som man gør under det kliniske modul, men her er hvad vi har arbejdet med. Som jeg allerede har skrevet er det ikke muligt at arbejde med læringsmålene i Kenya, på samme måde som vi normalt gør i Danmark, og derfor har jeg bare valgt et par enkelte ud. - At forklare menneskets kulturelle opfattelser og samfundsmæssige forholds betydning for sundhed og sygdom. At udøve sygepleje i Kenya krævede man skulle omstille sig, og indstille sig på at meget af det vi i Danmark anser for at være logisk, ikke nødvendigvis falder så naturligt for kenyanerne. I et samfund for langt de fleste er religiøse i en sådan en grad, at de er indstillet på at gud bestemmer om de skal leve eller dø, kan det være svært at trænge igennem til dem med. I en af ugerne på hospitalet arbejde jeg på en diabetes afdeling. Sygeplejersken og jeg afholdte hver morgen health talks en slags foredrag eller oplæg om div. Emner fx årsagerne til man kan udvikle diabetes, hvad man kan gøre for at begrænse sygdommens omfang, og hvad der kan ske hvis diabetes ikke behandles. Patienterne vi snakkede med, var alle sammen søde og nikkede forstående, men når det kom til stykket, var det tydeligt at de ikke havde tænkt sig at ændre i deres motion og kostvaner. De var fuldstændig overbevidst om at hvis de blev blinde pga, deres diabetes, så var det fordi gud ville det. En anden ting man skulle være meget opmærksom på, var myterne og traditionerne i de forskellige stammer. I en enkelt af dem, måtte man ikke snakke om ufødte børn som 4
mennesker, fordi det ville bringe ulykke. Man kan nemlig ikke vide hvad det er kvinden har inde i maven, det kan, hvis man skal tro deres myter, ligeså godt være en frø eller en hest, som det kan være et menneskebarn. - At reflektere over etiske problemstillinger i relation til patienter/borgere med kroniske sygdomme. På sygehuset havde vi med mange kroniske patienter, men HIV-smittede og diabetes patienter udgjorde de største grupper. Jeg har allerede skrevet lidt om problemstillinger ift. diabetespatienterne. De etiske dilemmaer vi diskuterede meget omkring disse, var hvor langt det er okay at gå for at få patienterne til at benytte den rette behandling. Sygeplejersken var selv meget religiøs, og hun havde fundet på en meget enkelt løsning. Hun fortalte patienterne, at hvis de ikke fulgte behandlingen som anvist, ændrede deres kost og begyndte at dyrke motion, så havde gud fortalt hende at de ville ryge i helvede. Det var en meget effektiv metode, men jeg var splittet. Helliger målet midlet? Det brugte vi lang tid på at diskutere, og vi kom vidst aldrig frem til den rigtige løsning, men det var meget spændende at få et indblik i sygeplejerskens overvejelser. Hun fortalte hun mente at gud havde givet hende dette job, og det var okay at bedrage patienterne, fordi gud havde givet hende opgaven at behandle disse patienter. Koste hvad det ville. - At tilrettelægge, koordinere, udføre og evaluere sygepleje til udvalgte patienter/borgere under hensyntagen til den kronisk syges livssituation. Kenyanske sygeplejersker er meget forskellige. Nogle er meget fagligt dygtige, og andre har store mangler i deres viden. Det mest problematiske jeg oplevede i forhold til dette læringsmål er, at sygeplejerskers dagligdag er fyldt med sådan plejer vi at gøre tankegang, som betyder at de har en bestemt måde at gøre tingene på. Når man prøver at finde ud af hvorfor de udføre plejen på denne måde, er det gængse svar, hverken logisk eller fagligt funderet, men i stedet sådan har vi altid gjort. I begyndelse gjorde det samarbejdet temmelig besværligt, og jeg blev ofte meget frustreret. Det var hårdt ikke at blande sig når man så hvordan rutinerne hang sammen. Først blev der givet medicin, og så der skiftet forbindinger. Med få minutters mellemrum. Jeg forsøgte at diskutere problemstilling med afdelingssygeplejersken, men hun virkede ikke til at kunne se problemet. En dag da jeg var lige ved at gå til af afmagt, bestemte jeg mig for at lave om på tingene. Måske var det en smule uetisk, men jeg henvendte mig til afdelingssygeplejersken endnu engang, og fortalte hende at jeg havde diskuteret situationen med chefsygeplejersken, og at han ikke var glad for hvad han hørte. Så var det pludselig som om at afdelingssygeplejersken blev mere lydhør, og jeg fik lov til at omorganisere arbejdsgangen. Selvfølgelig er ikke godt at lyve, men i mine øjne, betød det at patienterne fik en meget bedre behandling, og jeg tror også at sygeplejerskerne forstod pointen. Ikke den første dag, men efterhånden. Afrunding: Jeg håber det fremgår af min beskrivelse, at man ikke kan vurdere fagligt udbytte i Kenya på samme måde som i Danmark. Derimod har det været utroligt spændende og udviklende ved at have været i Kenya, er at min faglige viden blev sat på prøve hver eneste dag. Det er svært at være uenig med en hel afdeling, hvis ikke man har sit faglige grundlag i orden, og det betød at hver gang jeg ønskede at ændre på procedurerne, hvordan man behandlede patienterne osv., så måtte jeg være stensikker på at jeg havde ret. 5
Kulturelt udbytte Hvis jeg skulle skrive en passende forklaring om det kulturelle udbytte, ville det blive en længere afhandling. Kenya er så forskellige fra Danmark, som jeg kan forstille mig noget land kan være, og derfor bliver jeg nød til at vælge det vigtigste ud. Det betyder også at jeg højest sandsynligt kommer til at forenkle og forklejne visse perspektiver, men skulle du som læser havde uddybende spørgsmål er du altid mere end velkommen til at kontakte mig. Det som gjorde allermest indtryk på mig, er de store forskelle som man finder i Kenya. Forskellene mellem rig og fattige, uddannet og udannet, land og by er enorme, og afspejler en skæv nation med store samfundsmæssige problemer. Især forskellen mellem rig og fattig blev tydeliggjort, når man så på landets sundhedsvæsen. I Kenya findes der privat hospitaler til de rigeste i samfundet. Disse sygehuse er på niveau med dem vi har i den vestlige verden, så har du penge, kan man få en udmærket behandling. Problemet er, at langt den største del af den kenyanske befolkning er ikke rige. De er fattige, og mange af dem er så fattige at ikke engang har råd til selv den mest basale behandling. Det var dagligdagen vi oplevede på de offentlige hospitaler. Selv på de offentlige hospitaler, var der også rigere og fattigere dele af befolkningen. De mest velstillede fattige var alle medlem af NHIF (sygeforsikring), som betød at deres regninger altid ville blive betalt. De fattigste af de fattige skulle selv betale, og når de ikke kunne det, blev de bare ikke udskrevet. Det vil sige at forholdsvis mange sengepladser var optaget af personer som slet ikke burde være indlagt, men som bare ikke blev udskrevet, fordi de ikke kunne betale deres regning. Kenya, og resten af Afrika, er plaget af stor arbejdsløshed. Det har en række konsekvenser, og en af dem er at man ikke vælger job/uddannelse på baggrund af, hvad man har lyst til at lave, men ud fra hvor stor chancen er for at få job bagefter. Denne realitet betyder at mange som slet ikke besidder evnerne til at være en god sygeplejerske, og som heller ikke har lyst til det, ender på hospitalerne rundt omkring i landet. Det er selvfølgelig en sørgelig tendens i alle brancher, men især inden for vores arbejdsområde er det trist. Mange af sygeplejersker har intet til overs for patienterne, og det virker som om empati er et ord de aldrig har hørt før. Om de har været sådan altid, eller om det er et resultat er at være omgivet at så meget elendig hver eneste dag, kan jeg ikke svare på. Men når sygeplejerskerne griner patienterne op i hovedet, og bagatellisere problematiske forhold, og generelt er blottet for alt hvad der ligner medfølelse og empati, så er det rystende at de arbejder på et sygehus. Jeg har oplevet at måtte gå fra en plejesituation, fordi de kenyansk sygeplejerskers behandling af patienten var så forkert i forhold til hvordan vi gør i Danmark. Jeg skulle lave sårpleje på en ung pige, som havde et stort brandsår. Pigens familie havde ikke penge nok til at betale for den optimale forbinding, og derfor var det meget svært at fjerne den anvendte forbinding uden at påføre pigen stor smerte. Jeg gik forsigtig til værks, og brugte lang tid på langsomt at fjerne forbindingen. Sygeplejersken som stod for sårplejen denne dag, mente at det slet ikke gik hurtigt nok, og derfor overtog hun. Hun behandlede pigen meget voldsomt, og påførte den unge pige store smerter. Forståeligt nok kæmpede den unge patient imod, og besværliggjorde sygeplejerskens arbejde. I stedet for at snakke med patienten om det, hentede sygeplejersken fire studerende, så de kunne holde hende arme og ben. Sygeplejersken forsatte herefter behandlingen, og ignorerede at patienten skreg af smerte. Denne behandling strider imod alt hvad jeg har lært, mit virke handler om at mindske 6
patientens lidelse og fremme velvære, så jeg kunne på ingen måde stå inden for sygeplejerskens handlinger, og jeg blev nød til at gå fra situationen. Det er første gang i mit liv, at jeg har fået det fysisk dårligt i mit yrke som sygeplejerske, og det viste mig hvordan man IKKE skal behandle patienter. Social erfaring At komme til Kenya og arbejde som sygeplejerske, når man er hvid, er meget specielt. Jeg ved at jeg har skrevet at meget er specielt i Kenya, og det er det også, men især den måde man ser hvide på, har jeg svært ved at tackle. Jeg ved ikke om det bunder i forholdet mellem hvid og sort tilbage i slave og kolonitiden, men man bliver sat op på et piedestal, og man anses for at være bedre end de lokale. Men det er ikke de hvide i Kenya som gør det, det er de lokale, og det gør det svært at håndtere. Måske er det fordi at man, som hvid, er svær at overse, men når hospitalsdirektøren kommer ind på en afdeling, og hilser på mig som den første, kan jeg ikke lade være med at føle det forkert. Jeg er bare en sygeplejestuderende, ligesom alle de andre 30 studerende på afdelingen, men alligevel vælger direktøren mig først, over både læger, afdelingssygeplejersker og sygeplejersker som har arbejdet på stedet i flere årtier. Derfor kan det være svært at indgå i afdelingens normale rutiner, når man konstant bliver behandlet anderledes. Det betyder ikke at lokalbefolkningen, og især sygeplejerskerne på afdelingerne, har behandlet mig dårligt. Tværtimod. Jeg er blevet taget rigtig godt imod alle steder, og hvis man ser bort fra professionelle forskelligheder, så er de meget nemme at omgås med. Alle steder har jeg følt mig velkommen, og hver gang jeg har mødt nye midlertidige kollegaer, har de været meget interesseret i hvem jeg er, hvordan Dammark er at leve i, hvorfor jeg er kommet ned til dem osv. Men den generelle holdning til hvide mennesker er svært at håndtere, alle tror at man har penge i bunkevis, og de forstår ikke hvorfor man ikke vil købe hvad de sælger, støtte deres sag eller hjælpe dem brødføde deres familie. Ligegyldigt hvor meget og hvor længe jeg har diskuteret med pågældende, virker det aldrig helt som om de forstår hvad jeg siger. Jeg prøver at fortælle dem at jeg er studerende, og ikke har specielt mange penge, men hvis man ser på forskellene kan jeg måske godt forstå dem. Jeg får som studerende i Danmark omkring det dobbelt af hvad en uddannet sygeplejerske gør i Kenya, og når jeg er uddannet får jeg næsten 10 gange så meget. Det sætter livet i perspektiv, kan jeg love for. Vigtige erfaringer gjort under udvekslingsopholdet Jeg ved ikke om det er fordi jeg har været i Afrika før, men jeg synes at 10 uger var lang tid, og måske for længe. Jeg tror ikke at jeg lærte mere fordi vi var der i 10 uger, frem for de fem uger man kan vælge at rejse i på model 13 (valgfaget). Når man vælger at rejse på udveksling skal man være klar over, at det ikke er det sygeplejefaglige som kommer til at være i højsæde. Det kommer i højere grad til at handle om personlig og social udvikling, kulturforståelse og menneskekendskab. Man skal derfor bestemme med sig selv, om ens faglige niveau er højt nok til at blive nedprioriteret i en periode. 7
Det er også meget vigtigt at overveje hvem du rejser sammen med. Oprindeligt var vi fire-fem studerende fra min klasse som gerne ville af sted. Af uransagelige grunde var jeg pludselig den eneste, og det betød at jeg måtte rejse med et par piger fra en anden klasse. Jeg var heldig at komme af sted med et par søde dejlige piger, men det er vigtigt at rejse med nogle gode folk. Du er meget langt væk hjemmefra, og selvfølgelig kan man ringe/skype hjem (når der er forbindelse til det), men det er livsnødvendigt at kunne fungere med dem du rejser med. Når alting brænder sammen, når du savner dem derhjemme, når Afrika bare bliver for meget, så er det ubeskrivelig rart at have nogen ved din side, som gider lytte til dine kvaler. Vores værtsfamilie var utroligt søde, men de kan kun relatere til dine problemer i en vis grad, så dem du rejser med bliver på mange måde som din familie. DU er der for dem, og de er der for dig. Andet du synes andre bør vide om udveksling Når alt det er sagt, kan jeg kun i allerhøjeste grad anbefale at tage på udveksling. Jeg har fået så utroligt mange fantastiske oplevelse med hjem, de er ikke alle lige positive, men de har alle hjulpet mig til at vokse som menneske, og jeg er sikker på at det har gjort mig til en bedre sygeplejerske. 8