Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen
ROMERRIGET REPUBLIKKENS BLODIGE UNDERGANG Mordet på Cæsar den 15. marts 44 f.kr. kaster den romerske republik ud i en blodig magtkamp. Det er selve republikkens fremtid, der er på spil. Alliancer opløses hurtigere, end de bliver indgået, og selv små fejltrin kan koste livet. Marcus Antonius oppiskede en voldsom folkelig vrede med sin fremragende ligtale for Cæsar. Og det var netop meningen. Cæsarmorderne måtte flygte ud af byen, mens Antonius greb magten. BRIDGEMAN 30 Historie 5 2009
Tre mænd kæmpede om magten Billedet er udeladt a.h.t. copyright Antonius og Octavian gik begge efter den absolutte kejsermagt. Cicero gav sit liv i forsøget på at stoppe de to rivaler og bevare den romerske republik. Cicero Romersk senator, eks-konsul og forfatter (106-43 f.kr.). Ledede senatets kamp. Antonius Hærfører (83-30 f.kr.). Cæsars ambitiøse højre hånd fik Cicero dræbt, da han øjnede chancen. Octavian Cæsars adoptivsøn (63 f.kr.-14 e.kr.). Sejrede i magtkampen og blev kendt som kejser Augustus. GRANGER COLLECTION & AKG-IMAGES ROM/44 F.KR. Cæsars diktatur er forbi. Tyrannen ligger myrdet på gulvet, og alt tegner til, at republikken nu ROM atter kan fungere, som den har gjort det i næsten 500 år. Sådan kommer det ikke til at gå. Nye diktatorer lurer på en chance og på hinanden. Historie 5 2009 31
ROMERRIGET ulius Cæsar, Romerrigets selvudråbte diktator, går ikke op i sin personlige sikkerhed. Han har intet gjort for at beskytte sig, da han den 15. marts år 44 f.kr. tager til et møde i senatet, hvor op mod 60 sammensvorne senatorer, gamle fjender såvel som tidligere ven- Jner, venter på at slå ham ihjel. JDe bliver anført af Marcus Brutus og Gaius Cassius, der begge kan takke Cæsar for deres valg til prætor dette år. Da Cæsar ankommer, slår en gruppe sammensvorne ring om ham, tilsyneladende blot for at hilse ham, men så lyner daggerterne, som har været gemt under togaerne. Voldsomt blødende synker Cæsar sammen, dræbt af 23 stik. Den ophidsede Brutus står over den døde med sit blodige våben i hånden. Hans mund former et råb: Cicero! Som svar på tilråbet rejser Cicero sig og hylder befrierne. AF MIKKEL LARSEN Cicero hadede eneherskere Det var ikke uden grund, at Brutus kaldte på netop Marcus Tullius Cicero. Den store taler var kendt som en konsekvent tilhænger af den republikanske statsform. Han var ikke på forhånd blevet indviet i komplottet. Måske fordi de sammensvorne ikke stolede helt på den aldrende, noget selvglade og snakkesalige politiker. Men alle vidste, hvor Cicero stod i forhold til Cæsars diktatur. Under alliancen mellem Cæsar, Pompeius og Crassus kaldet første triumvirat var Cicero blevet tvunget i baggrunden. Han lod sine politiske frustrationer få afløb i breve og i de bøger, han havde skrevet i sit ufrivillige otium. Her havde han ikke lagt fingrene imellem, og han var flere steder kommet med utilslørede antydninger af, at tyrannen burde skaffes af vejen. Cæsar havde i begyndelsen vist stort mådehold. Efter hans endelige sejr i borgerkrigene mod rivalen Pompeius havde det set ud til, at de blodige magtkampe, der havde hærget Rom i et halvt århundrede, endelig var ovre. Den store hærfører skånede og tilgav selv sine værste fjender og indledte en række tiltrængte reformer af republikken. Men de forhåbninger, han dermed gav anledning til, blev hurtigt gjort til skamme og brast endeligt, da Cæsar i februar 44 f.kr. lod sig udnævne til diktator på livstid. Det betød reelt, at Rom igen havde fået en konge efter næsten 500 år med republikansk styre. Cæsars handling slog ned i de øverste politiske kredse i Rom som en bombe. Valget til statens øverste embeder havde i århundreder været de noble familiers privilegium. Med ét slag var vejen til magtens tinde nu blevet lukket for dem. Det skulle ikke gå ustraffet hen. Med mordet på Cæsar fulgte adskillige års magtkamp med talrige døde, før en ny enehersker stod sejrrig tilbage. Morderne stod uden plan Cicero blev inviteret med til rådslagning, da de sammensvorne efter mordet trak sig tilbage til Kapitolinerhøjen i Roms hjerte. Intet tyder på, at attentatmændene havde en plan for, hvad der skulle ske efter drabet. Lederne havde tilsyneladende blot regnet med, at den republikanske styreform ville genetablere sig af sig selv, når Cæsar var væk. De havde glemt at indregne Marcus Antonius, Cæsars højre hånd og konsulkollega. Cicero opfordrede de sammensvorne til straks at indkalde til et senatsmøde, så mordet på diktatoren kunne lovliggøres og den gamle samfundsorden gen- Cicero var i sit rette element, når han som her talte til senatet. Den gamle politiker havde store retoriske evner og kunne på gode dage skabe historie med sine ord. BRIDGEMAN
UDEN FRIHED ER FRED MENINGSLØS Cicero i et brev til Brutus, april 43 f.kr. indføres. Han var samtidig fortaler for, at også Antonius skulle dræbes. Mordet på Cæsar var en skøn handling, men den er kun halvt færdig, som han udtrykte det i et brev kort efter. Med begge konsuler døde ville de næste i rækken, prætorerne Brutus og Cassius, nemlig automatisk blive ophøjet til nye konsuler, og staten ville være i deres hænder, så de kunne beskytte den republikanske styreform. Trods Ciceros anbefaling valgte Cæsarmorderne at indlede forhandlinger med Antonius. Denne tøven gav ham muligheden for at gribe initiativet. I timerne efter drabet sikrede han sig i al hast Cæsars formue og private papirer. Da han to dage senere indkaldte til et senatsmøde, foreslog han et forlig: De 60 Cæsarmordere ville få amnesti, hvis senatet til gengæld stadfæstede Cæsars love og dekreter også dem, der endnu ikke var offentliggjort. Forslaget blev vedtaget. Det blev samtidig besluttet, at Cæsar skulle have en statsbegravelse. Igen havde Antonius tænkt længere end de sammensvorne. Han kendte folkets store sympati for Cæsar, og det udnyttede han intelligent. Under sin gravtale på Forum holdt han Cæsars blodige toga op for den ophidsede folkemængde og viste på en voksfigur hvert af de 23 stik, der havde dræbt den folkekære diktator. SHUTTERSTOCK Cæsar kom på kant med eliten Den sidste etruskiske konge blev fordrevet fra Rom i 509 f.kr. Derefter blev den romerske republik skabt. Hovedideen var, at magten ikke skulle ligge hos én enkelt person, men tværtimod deles. Den lovgivende magt kom til at ligge hos folket, der trådte sammen og stemte på folkeforsamlingen, mens den udøvende magt blev varetaget af valgte embedsmænd. Den 3. magt senatet var en parlamentslignende forsamling af tidligere embedsmænd. Alle våbenføre romerske mænd kunne stemme på folkeforsamlingen, men afstemningsproceduren afhang af formue, så de rige bestemte langt mere end de fattige. At blive valgt til et embede var den eneste vej til en politisk karriere, magt og status. Derfor kom Cæsar voldsomt på kant med den romerske elites interesser, da han kortsluttede det politiske system ved at udråbe sig selv til diktator på livstid. Det var et utilgiveligt brud med næsten 500 års tradition. SHUTTERSTOCK Cæsar ville have al magten i et samfund, der byggede på magtdeling. Det kostede ham livet. Historie 5 2009 33
ROMERRIGET SHUTTERSTOCK JEG HAR ALTID HÆVDET, AT STATEN SKULLE BEFRIES FOR MONARKIET, IKKE BARE FOR EN MONARK Tumulter bredte sig hurtigt efter begravelsen. De sammensvorne måtte flygte, og Antonius sikrede sig kontrollen med byen. Da Cicero indså, at der ikke var mere, han kunne gøre i Rom, valgte også han at forlade byen og trække sig tilbage til sine landsteder. Kort efter fik han de første foruroligende nyheder fra magtens korridorer: Antonius var begyndt at misbruge Cæsars dokumenter til at gennemføre love, der tilgodeså ham selv: Han var i færd med at sætte sig i Cæsars sted. Den manglende reaktion fra især Brutus side fik Cicero til at overveje, om mordet på diktatoren havde været en fejl. Det er efterhånden en tåbelig trøst, vi kan finde i tanken om den 15. marts. Vi har udvist mandsmod, men, tro mig, fulgt en barnlig plan, skrev han til vennen Atticus i midten af maj måned. 18-årig går efter magten I begyndelsen af april var en ny aktør overraskende gået ind i magtkampen. Cæsars kun 18-årige grandnevø, Gaius Octavius, studerede i Apollonia i det nuværende Albanien, da han fik nyheden om Cæsars død. Han trodsede alle advarsler og drog straks til Italien. Her fik han at vide, at han i testamentet var blevet adopteret af Cæsar og udnævnt til hans hovedarving. Han tog nu navnet Gajus Julius Cæsar Octavianus (af eftertiden kendt som Octavian) og begyndte en rejse rundt i Italien for at søge opbakning, så han kunne efterfølge sin adoptivfar som Roms leder. Cicero var en af de første, han opsøgte. Selv om den garvede politiker var på vagt over for den unge mand, blev han Cicero i et brev til Brutus, april 43 f.kr. BRIDGEMAN smigret over at blive spurgt til råds, og han udviklede sig i hvert fald i egne øjne til en slags mentor for ham. Octavian blev hurtigt en seriøs rival i kampen om Cæsartilhængernes gunst. Han fik mange af adoptivfarens gamle soldater over på sin side, og allerede i juni 44 f.kr. havde han rejst en hær på 3000 loyale soldater. Nu kunne han begynde at gøre krav på sin arv. Det lagde nyt pres på Antonius. Hen over sommeren blev han mere og mere egenrådig. Han sad tungt på det politiske liv i hovedstaden og gik nu bevidst uden om senatet. Han fik således gennemtrumfet, at han selv skulle have posten som guvernør i den eftertragtede norditalienske provins Gallia Cisalpina, der ellers var blevet tildelt Decimus Brutus, en slægtning til Marcus Brutus. Det var efterhånden svært at se, hvor hjælpen til genoprettelsen af republikken skulle komme fra. Marcus Brutus og Senatorer færdedes med stor værdighed i det offentlige rum. Relieffet her viser en gruppe senatorer uden for Jupitertemplet. Gaius Cassius var effektivt skubbet af vejen, og de drog til de østlige dele af riget for at mobilisere modstand mod Antonius. Cicero selv følte sig for gammel til at gå ind i politik igen, og det var derfor hans plan at fjerne sig mest muligt fra det spirende diktatur i Rom. Han begyndte at planlægge en rejse til Grækenland for at se til sin søn Marcus, der studerede i Athen. Cicero kaster sig ind i kampen Cicero begyndte rejsen i juli 44 f.kr., men nåede ikke langt, før han vendte om. Han hørte nemlig, at Antonius var ved at bløde op, og at han selv var savnet i Rom, hvor nogle var begyndt at kritisere hans fravær. Da den ærekære politiker så oven i købet fik at vide, at en kollega for første gang havde taget til genmæle mod Antonius på et senatsmøde, vidste han, at det var tid til at tale. Han ankom til Rom den 31. august og blev modtaget som en helt af en stor folkemængde ved porten til byen. Ved senatsmødet den 2. september, hvor Antonius ikke var til stede, holdt Cicero den første af 14 taler mod Antonius. Senere gav han selv disse taler navnet De Philippiske Taler inspireret af grækeren Demosthenes' taler mod den makedonske konge Philip 2. Den professionelle soldat Antonius tog angrebet fra den intellektuelle Cicero meget ilde op. Han svarede igen med en harm, meget personlig tale ved et senatsmøde den 19. september, mens Cicero denne gang var ude af byen. Forholdet mellem Cicero og Antonius var nu under frysepunktet. I løbet af efteråret år 44 f.kr. blev kløften mellem Antonius og Octavian også dybere. Octavian havde held til at lokke to af Cæsars trofaste legioner bort fra den nu svækkede Antonius. For at samle ny styrke drog konsulen til Norditalien for at overtage sin provins før tiden. Men den oprindeligt udnævnte statholder, Decimus Brutus, nægtede at udlevere provinsen til ham, og Antonius måtte indlede en belejring af byen Mutina, hvor Decimus opholdt sig. Politisk kamp på liv og død Da Decimus meddelte senatet, at han ville holde stand, blæste Cicero til åbent angreb. Den 20. december holdt han sin tredje philippiske tale. Denne gang var der ikke noget, der holdt ham tilbage, og han heglede Antonius igen- 34 Historie 5 2009
GRANGER COLLECTION & MARY EVANS Den romerske karrierestige Senatet var romernes parlament, men medlemmerne var ikke valgte som vor tids politikere. Folkeforsamlingen valgte i stedet embedsmændene. Efter et års tjeneste blev de hentet ind i senatet, hvor de kunne sidde på livstid. KVÆ S T O R Antal: 20 Funktion: Kvæstorerne administrerer statsfinanserne eller tjener som regnskabsførere i provinserne. Embedet er lavest på rangstigen. Alderskravet er 30 år. FOLKETRIBUN Antal: 10 Funktion: Folketribunerne er en slags ombudsmænd og har vetoret over for alle politiske beslutninger selv beslutninger truffet af en konsul. Tribunerne skal være plebejere (ikke-adelige), da deres opgave netop er at sikre den brede befolknings interesser. PATRICIERE OG PLEBEJERE Rom er et standssamfund med en historisk opdeling mellem patricierne, som er den gamle adel, og plebejerne, som er alle ikke-adelige romerske borgere, rige såvel som fattige. De to grupper deler magten i republikken. ÆDIL Antal: 4 Funktion: Ædilerne har ansvar for Roms vedligeholdelse, handlen, kornforsyningen og den offentlige sikkerhed. De arrangerer desuden gladiatorkampe og andre folkelige forlystelser. Et vigtigt trin på karrierestigen. Folkeforsamlingen Consilium plebis Kun for plebejere Vælger samtlige folketribuner og to af ædilerne Stemmer om love PR Æ T O R Antal: 8 Funktion: Prætorerne tjener især som retsformænd ved de civile domstole, men kan også indkalde senatet. De passer desuden konsulernes opgaver, når disse er ude af byen. Comitia tributa Repræsenterer 35 distrikter Vælger kvæstorer og to af ædilerne Stemmer om love CENSOR Antal: 2 Funktion: Censorerne er typisk tidligere konsuler. De vogter moralen og har kompetence til at ekskludere medlemmer af senatet. Desuden står de for statens kontrakter og fører skattelisterne. KONSUL Antal: 2 Funktion: Konsulerne indkalder og leder møder i senatet og andre politiske forsamlinger. I krigstid optræder de som militært øverstbefalende og kan udnævne sig selv til diktatorer i op til seks måneder. Konsulerne står på magtens tinde To konsuler Konsulerne bestrider det højeste embede. Valgperioden er et år. Valgt af folkeforsamlingen Fungerer som statschef Hærens øverstbefalende i krigstid Senatet Senatet er romernes parlament. Her foregår den løbende politiske debat og beslutningstagning. Styrer udenrigspolitikken, udskrivningen af soldater og udkommanderingen af hærene Kontrollerer statskassen Udpeger provinsguvernører og militære ledere Foreslår love Alle frie romerske borgere kan møde op og stemme i folkeforsamlingen, der er opdelt i flere afdelinger med hver deres funktioner. Comitia centuriata Har det sidste ord i sager om krig og fred Vælger konsuler, prætorer og censorer Stemmer om love MARY EVANS
ROMERRIGET Decimus havde desuden tøvet med at forfølge Antonius, som var sluppet væk over Alperne og havde indledt forhandlinger med en anden af den afdøde Cæsars generaler, Lepidus, der var statholder i Gallia Transalpina (Sydfrankrig). Samtidig begyndte Octavian for alvor at hævde sig. I slutningen af juni krævede han at blive valgt til enekonsul i de to afdødes sted. Og det selv om han stadig var langt under den fastlagte aldersgrænse på 42 år. Han fik afslag af senatet i to omgange. Nu sad Cicero virkelig i en klemme. Selv om han fra starten havde fornemnem. Samtidig droppede han alle sine forbehold over for Octavian og opfordrede senatet til at godkende hans private hær og indgå en alliance med Octavian og Decimus. Senatet gav sit samtykke. Over de kommende måneder gjorde Cicero sig til leder af den republikanske fløj. Han krævede, at senatet skulle erklære krig mod Antonius, og at han og hans følge skulle erklæres for statsfjender. I tale efter tale sammenlignede han Antonius med Roms forhadte konger og en række af den romerske histories mest ryggesløse personligheder. Cicero afviste enhver form for nåde og mildhed over for Antonius. I løbet af de første måneder af 43 f.kr. fik Cicero senatet til at sende to nyudnævnte konsuler med statens legioner og Octavians hær til Mutina for at bekæmpe Antonius. I samme tidsrum havde Cæsarmorderne Marcus Brutus og Gaius Cassius langt om længe fået fodfæste i øst og samlet en stor hær. Da nyheden om konsulernes og Octavians sejr ved Mutina nåede Rom den 20. april om aftenen, syntes republikanerne at være godt på vej mod den endelige sejr. Det var kulminationen på Ciceros succesfulde tilbagevenden til politik, og han lod sig hylde i gaderne uden blusel. Sejren blev aldrig fulgt op Det var dog for tidligt at glæde sig. Få dage senere indløb meddelelsen om, at begge konsulerne var døde af de sår, de havde fået under kampene. Cicero var rig. Her ses badeværelset i Ciceros villa ved Gaetabugten, hvor han tøvede et par minutter for længe og døde af det. AKG-IMAGES met faren ved Octavian, havde han troet, han kunne styre ham. Det gik kun langsomt op for Cicero, at han var blevet narret. Den unge mand havde udnyttet den aldrende talers ego for at profitere af hans indflydelse og talegaver, så han kunne bringe sig i position til at gribe magten. Stadig mere desperat bad Cicero igen og igen Marcus Brutus om at komme til Italien med sine tropper. Men Brutus kunne eller ville ikke længere komme republikken til undsætning. Cicero, der kort forinden havde styret senatet med sine talegaver, måtte se de barske realiteter i øjnene. Ord kunne ikke længere redde republikken. Magten ligger nu i voldsanvendelse og våben, skrev han til Brutus. Brutal jagt på hoveder og penge Kort efter måtte ordet helt bogstaveligt vige for sværdets logik. I august 43 f.kr. sendte Octavian en delegation på 400 soldater til Rom for at forhandle en tredje gang med senatet om hans valg til konsul. I starten prøvede soldaterne at tale om sagen, men da de så, at de ikke kom nogen vegne, pegede lederen på sit sværd og sagde: Det vil gøre arbejdet, hvis I ikke vil. Cicero svarede ironisk: Når I spørger på den måde, så får han sikkert sit konsulat. Et kækt svar, der kom til at koste Cicero dyrt. Octavians hilsen til sin tidligere allierede var mere end kølig, da han holdt sit indtog i hovedstaden senere på måneden. Ind imellem de hårde politiske kampe trak Cicero sig tilbage til sin villa for at hvile ud i landlige omgivelser. Her ses han i samtale med en flok venner. GRANGER COLLECTION
TYRANNIET LEVER, SELV OM TYRANNEN ER DØD Cicero i et brev til vennen Atticus (tyrannen er Cæsar, men tyranniet lever videre i Antonius) Som sin første handling efter udnævnelsen til konsul fik Octavian gennemtrumfet, at Cæsarmorderne blev erklæret fredløse. Han ophævede samtidig de dekreter, der havde udråbt Antonius og Lepidus til statsfjender. Og så drog han nordpå med sin hær for at mødes med dem. I slutningen af oktober 43 f.kr. mødtes de tre feltherrer på en lille ø i den norditalienske flod Renus. Her forhandlede de intenst i to dage og to nætter. Resultatet blev en aftale om et triumvirat et tremandsvælde der skulle give dem uindskrænket magt i Romerriget i de næste fem år. Efter mødet på øen havde Romerriget ikke bare én, men hele tre selvbestaltede diktatorer. Som en del af deres aftale havde de lavet en liste over modstandere, som skulle dræbes og have konfiskeret al ejendom. For at besegle deres pagt skulle hver af triumvirerne desuden ofre én person, som stod dem nær. Antonius skrev sin onkel på listen. Lepidus sin bror. Octavian vægrede sig til det sidste, men bøjede sig så for Antonius og føjede Ciceros navn til de dødsdømtes. Listen med de mere end 300 senatorer og rigmænd, der skulle ofres for den nye samfundsorden, var udarbejdet med et helt særligt mål for øje: Triumvirerne havde et akut behov for penge til at betale deres godt 200.000 soldater og jord til opfyldelse af de løfter, de havde givet Cæsars veteraner. Dødslisten blev slået op på offentlige pladser og udråbt fra talerstole i byerne rundt om i Italien. De følgende uger jog grupper af soldater og dusørjægere gennem landet på jagt efter de ulykkelige. Mange af dem nåede at flygte til Brutus og Cassius i øst. Derfor kom der ikke penge nok i kassen i første omgang. Det problem løste triumvirerne ved at be- slaglægge 18 af de rigeste byer i Italien og overdrage dem til veteranerne. Cicero døde for republikken Så snart Antonius havde fået Ciceros navn på dødslisten, sendte han sine folk ud efter ham. Cicero havde mulighed for at flygte, men tøvede for længe. Den 7. december 43 blev han indhentet på vej ned til en båd, der ventede ud for kysten ved hans villa i Mellemitalien. Den græske historiker Plutarch beskriver Ciceros sidste minutter således: Soldaten Herennius løb ned ad stierne i skoven. Da Cicero hørte ham, beordrede han slaverne at sætte bærestolen ned, hvor de var. Så fæstnede han blikket på sine mordere, med venstre hånd på hagen, som han havde for vane, hans hoved snavset og uredt og hans ansigt så hentæret af ængstelse, at de fleste af dem, der stod nær ved, dækkede deres ansigter, da han blev dræbt. For han strakte sin hals frem fra bærestolen og blev dræbt, da han var i sit 64. år. På Antonius ordre huggede Herennius hans hoved af og også de hænder, han havde skrevet De Philippiske Taler med. Ciceros afhuggede hoved og hænder blev i hast bragt til Rom og naglet til den offentlige talerstol på Forum, hvorfra Cicero havde tordnet mod Antonius. Ved nyheden om Ciceros død erklærede en begejstret Antonius fra selvsamme talerstol, at udrensningerne nu var afsluttede. Republikkens sidste store fortaler var død. Og med triumvirernes magtovertagelse var det reelt også slut med den romerske republik. LÆS MERE: Tom Holland: Rubicon, Anchor Books, 2005 Thomas Weidemann: Cicero and the End of the Roman Republic, Bristol Classical Press, 2001 Harriet Flower: The Cambridge Companion to the Roman Republic, Cambridge University Press, 2004 www.roman-empire.net/republic/rep-index.html SHUTTERSTOCK Octavian blev til Augustus Den unge Octavian var en genial taktiker, der tog sine fjender en ad gangen. Efter udrensningerne, og den endelige sejr over Cæsarmorderne Brutus og Cassius i slagene ved Philippi år 42 f.kr., satte tremandsvældet sig tungt på magten. De tre begyndte dog hurtigt at strides indbyrdes. Først kørte de to andre Lepidus ud på et sidespor. Så vendte Octavian og Antonius sig mod hinanden. Den 2. september år 31 f.kr. slog Octavians flåde Antonius og den egyptiske dronning Kleopatras i et søslag ud for det vestgræske Kap Actium. Den 32-årige Octavian var nu reelt enehersker i det enorme romerske imperium, en stilling, han beholdt i næsten 40 år. I år 27 f.kr. fik han ærestitlen Augustus, der betyder den ophøjede. Snu, som han var, opretholdt han de traditionelle institutioner i en slags skinrepublik, som han kontrollerede ved hjælp af hæren. Han lod sig også år efter år vælge til de vigtigste embeder. Først da stedsønnen Tiberius overtog magten efter Augustus død i 14 e.kr., droppede man maskespillet, og det romerske kejserdømme var en realitet. Med sejren over Antonius og Kleopatra endte Octavian den lange magtkamp. Nu bestemte han alt. MARY EVANS Historie 5 2009 37