DANIEL BOYSEN RØNTGEN Digte 2015
Daniel Boysen: RØNTGEN Redaktør: Ole Perregaard Omslagsmaleri og illustrationer: Susser Vincentz Fotografier: Daniel Boysen Bogen er sat med Garamond Udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag Det Poetiske Bureaus Forlag og Daniel Boysen, 2015 www.detpoetiskebureau.dk Printed in Denmark 2015 Trykt hos SDPtryk A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93347-01-4 Af samme forfatter: Forudsat, at du har lyst til at fortsætte, roman, 2013 Efterhånden blot dages genklang, noveller, 2013 ALT KAN SAM L E S IGEN, digte, 2015
Til min far
I MIN verden, som blomstrer, bærer jeg de verdener, som slog fejl. RABINDRANATH TAGORE
I
SOMMERSTORM
Livet er; at forandre ridserne i bjergene eller undergang kun to ting er sikre: at leve, at dø der vil altid være en slags sommerlys i dine øjne fordi de altid er nye det har været en god dag at synge 11
En krop bag det slørede vindue to fødders bevægelse i vandet dråbernes blide kærtegn på den anden side af mørtel og mursten står du nøgen måske venter du på mig * Årstidens pensler laver spiraler i træerne jeg tænker kun på dit hår når du danser du er et nyt hovedspor i mine tanker bladene falder 12
I en søvnløs feber ser jeg noget gøre sig fast i sprækkerne gule pletter bløder bag solen der er fest i etagen nedenunder deres stemmer lyder milde dine bryster slår mod min kind jeg fortsætter min rejse ud over havets puslespil * Ethvert kys er et vulkanudbrud sådan kan nye øer opstå med bjerge, regnskove og liv og en flod i retning mod havet 13
Smagen af livet skyerne på himlen hulemalerier dybe vande bag dine læber træerne bærer os vi ser hinanden vi mangler bjerge dit koralrev er ude af balance afstanden vokser til din bred 14
Problemet ved at elske er at jeg skal bruge en nat mere mindst bankende vildnis mellem mine ribben en fornemmelse af at blive forladt efter berøringen jeg vil bruge den nat på at finde mit hukommelsestab og så vil jeg elske dig lidt 15
Nu står vi på cementryggen tæt ved det flerfarvede øje lidt herfra er Ringgadebroen stadig fyldt med lys og sus nattens dissonans lyder som en symfoni og dufter af kakao rytmer og sved møder øjne, næse hår og læber kan du høre skridtene der danser ude på gulvet de er et vidnesbyrd om at der er håb 16
Da du tager tøjet af slutter fortidens brøl hvis jeg dør af det her skal du begrave mig nøgen og elske så intensivt igen jeg tegner dine systemer fra hjertet til brystet til hjernen til kraniet til nerverne til huden til kroppen til sindet til kaos og orden der falder en glød på dine læbers konturer du står som et hologram 17
Under strålevinde lyser knoglerne da de havde hud ville de være himlen men alt ældes dét kan intet ændre tanken dæmpes videnskaben vil aldrig kunne forny solen der sidder og venter på at blive en anden et mørke her står jeg ved mit vindue folder skabelsen ud og tør finde 18
Havet der slår mod kanten buskene der huser insekter bygninger fyldt med fremmede der tør elske vejenes fastlagte retninger med farver og børn søvnløse på vandring parkerne med hjemløse og os andre græsset i mellemrummet der forsvinder lygternes klare lys med varme og nat lyden af andres åndedrag dine fingre med deres list 19
Et bølgende sommervejr af olie og metal driver på tværs af ruden lidt herfra et gult hus med stråtag mellem træerne nogle børn løber med køerne på marken hopper af ved det forkerte stop 20
Alt er fortabt er den første stensætning der skal brydes ned efter tordenskyens ophør tordenskyens ophør 21
Først udforsker jeg tyngdekraften det er ikke meningen at vi altid skal være over jorden eller se vulkaner udslukkes i skoven faldt engang en meteor der satte byen i gang måske og en andens tyngde er stadig på mine skuldre fra nedslag til udryddelse til fiskeler til krater mellem tidsaldre til en samlet verdenshistorie fra en klint et sted i Danmark til en halvø et sted på den anden side af Atlanten måske faldt alle sten gennem universet 22
vores navne bærer en flig af disse gyldne søm jeg tror jeg lægger mig som et fossil et sted og venter på en portal til min fødsel der er blå streger 23
I går drømte jeg om rødlysende stier vi fulgte dem i fællesskab først op ad klippevægge skudt op i den sidste istid tynde skove valgte at fylde vores lunger med ilt og mineraler vi måtte vandre ind i isen til vi fandt grotterne at lytte til en tunnel viste sig ned til kilderne vi forsvandt i mørket én efter én og vendte tilbage ved stiens begyndelse genfødte 24
Nu venter jeg på at solen går ned og når de sidste stråler er ved at forsvinde stjæler jeg dem og kommer dem på flaske i morgen vil jeg bruge dem til at vække jer andre fra dvalen 25