VICTOR SØRENSEN BRATSCH OG VIOLA D AMORE Foto: Marianne Mangaard og Dansk Jernbanemuseum Debutkoncert Onsdag 21. marts 2018 kl. 19.30 Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1 WWW.DKDM.DK
VICTOR SØRENSEN begyndte at spille violin som 5-årig hos Christine Enevold. Senere blev han optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole og holdt samtidig violinspillet vedlige med undervisning af Tobias Durholm i teatrets kælder. Balletskolens årlige eksamen på tredje år klarede han ikke og begyndte derfor i Sankt Annæ Gymnasiums folkeskole i 2001 og sang i Københavns Drengekor. Her besluttede han sig for at blive violinist, og i 9. klasse begyndte han at tage timer hos professor Serguei Azizian og studerede hos ham i to år, inden han flyttede til Falun i Sverige og blev optaget på konservatoriet der. Han fik violinundervisning af Gunnar Crantz, men begyndte at interessere sig meget for bratschen og fik også bratschundervisning af Henry Gammelgaard. I 2009 blev Victor Sørensen optaget på bratsch på Norges Musikkhøgskole og studerede hos professor Lars Anders Tomter og Ida Bryhn i fire år. I 2013 blev han optaget på kandidatuddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Tim Frederiksen, samtidig med at han begyndte at assistere i de københavnske orkestre. Som sit kandidatprojekt lærte han sig at spille viola d amore og har ved flere lejligheder spillet koncert med instrumentet. I 2015 blev han optaget i DKDM s solistklasse, og i 2017 modtog han Léonie Sonnings Talentpris og bestod samtidig sin prøvetid i Odense Symfoniorkester, hvor han nu er fastansat.
PROGRAM D. Sjostakovitj: (1906-1975) Sonate for bratsch og klaver op. 147 (1975) Moderato Allegretto Adagio J.S. Bach: (1685-1750) Chaconne for solobratsch fra Partita nr. 2 i d-mol, BWV 1004 Pause (ca. 20 min) A. Vivaldi: (1678-1741) Koncert for viola d amore og strygere i d-mol, RV 393 Allegro Largo Allegro P. Hindemith: (1895-1963) Trauermusik for bratsch og strygere Langsam - Lebhafter - Lebhaft - CHORAL: Vor deinen Thron tret ich hiermit. Sehr langsam R. Clarke: (1886-1979) Sonate for bratsch og klaver Impetuoso Vivace Adagio MEDVIRKENDE: Linda Dahl Laursen, klaver Susanne Grinder og Jón Axel Fransson, dansere Strygeorkester ledet af Heiðrun Petersen
KÆRE PUBLIKUM Denne aften vil lede jer igennem et utroligt mørkt program. Blandt andet hvordan det lyder når al livsglæde forlader kroppen, hvordan det ser ud når vi mister det umistelige, og hvordan det føles når dæmonerne smiler. Aftenens program vil komme rundt i alle mørke kroge, og, kun helt til sidst, vil I kunne mærke solens lys igen. Vi starter der, hvor DMITRI SJOSTAKOVITJ sluttede, med hans Sonate for bratsch og klaver op. 147, skrevet kun få uger før hans død den 9. august 1975. Musikken emmer af angst og opgivenhed, makaber humor, og, ikke mindst, en længsel efter noget som måske engang var. Der er ikke tvivl om at Sjostakovitj havde en fornemmelse af at dette ville være det sidste han skrev. Sjostakovitj kaldte selv første sats for en Novella (en simpel, kort og dramatisk historie), og den starter meget sart med rene kvinter, der, udover at være den drivende rytme, skaber en meget åben og stemningsfuld klang. Hurtigt finder vi ud af at der er små fejl i kvinterne hvilket skaber små gys i kroppen, samtidig som forpinte melodier begynder at sløjfe sig om hinanden. Satsen bliver pludselig meget passioneret og voldsom, før den afrundes med kvinterne igen, denne gang forvredet og med rytmiske fejl samt en meget mere lukket klang. I anden sats låner Sjostakovitj sin egen musik fra åbningen af operaen The Gamblers, som han skrev 1941-42. Satsen drives fremad af pulsen fra ubarmhjertelige ottendedele, der, på makaber vis, akkompagnerer de store udsving fra pludselige, dæmoniske udbrud til de mest fragile passager. Gennem hele satsen kan man næsten fornemme djævelen stå henne i hjørnet, smågrinende ad dig. Tredje sats springer nærmest ud af anden sats, genbruger små brudstykker fra den, men denne gang uden djævelens latter. Ud af ingenting dukker Beethoven s Måneskinssonate op, og Sjostakovitj fletter på en længselsvis og nostalgisk måde temaet sammen med elementer fra de tidligere satse. Satsen udvikler sig meget dramatiskt til et sammensurium af destruktion og forvredne temaer, før alt igen bliver stille og sonaten afsluttes i ren afklarhed. Sjostakovitj skal efter sigende selv have kaldt sonaten lys og klar. Jeg er stolt af at kunne præsentere jer for premieren på et nyt kunstnerisk samarbejde mellem to kunstarter, der ligger mig varmt på hjerte: ballet og klassisk musik. Med mig på scenen er Kongelige Balletdansere Jón Axel Fransson og Susanne Grinder,
der, på yndigste vis, får følelserne til at sidde helt udenpå kroppen. Johann Sebastian Bachs smukke Chaconne danner rammen om vores audio-visuelle fortælling om hvordan det føles at miste. Chaconne er femte del af BACHS Partita nr. 2 i d-mol for solo violin, BW V 1004, og det siges at han skrev den efter sin første kone, Maria Barbara Bachs, død. Da Chaconne i virkeligheden er navnet for musikformen, hvor den samme akkordrække gentages, moduleres og varieres, for kun at vende tilbage til hvor den startede, afspejler musikken det permanente, ufrakommelige limbo som danserne lever i. Jón bliver trukket gennem hele spektret af følelserer, da han er fanget i en tankecyklus han ikke kan slippe væk fra. Susanne er mindet der gang på gang, forgæves, giver ham håb. Sammen er de dømt til at gennemleve den samme historie om, og om, og om igen. Efter pausen lægger vi ud med ANTONIO VIVALDIS Koncert for viola d amore og strygere og cembalo i d-mol, RV393. Viola d amoren har fået sit navn fra den helt specielle himmelske, elskelige klang som instrumentet skaber ved hjælp af et særligt sæt resosansstrenge, placeret under gribebrættet på instrumentet. For at pointere hvor forførende klang den har, og at dette virkelig er kærlighedens instrument, er sneglen på instrumentet udskåret som et kvindeansigt med bind for øjnene, samtidig med at instrumentet typisk er udført med alle mulige snirklerier og forskønnelser. For eksempel er min egen viola d amore forsynet med et rødt lille hjerte på strengeholderen. Som med så meget andet af Vivaldis musik, kan man gerne lægge sig med en stolt og højtidelig følelse i denne koncert. Brugen af cembalo, hvilket var meget normalt i barokmusik, fører til en utrolig krispet klang hvilket får orkesteret til at lyde både stort og kan, specielt i mol-tonearter, lyde virkelig farligt. Karakteren i første sats er meget højtideligt, nærmest kongelig. Omvekslende spiller hele orkesteret med, og omvekslende spiller viola d amoren solo sammen med et fåtal musikere, og tilsammen placerer de den meget højtidelige sats. Anden sats er nok den mest stolte og ophøjede af de tre, med sin meget bestemte tretakt, men den opleves på en måde også som mere personlig. Man oplever en slags frustration igennem satsen, som dog bliver mildnet af en lidt mere blid dur-passage, men straks bliver sat på plads igen af den stolte frustration. Satsen består af kun to fraser, der begge bliver gentaget. Første gang en frase bliver spillet, spilles den af solisten som den er noteret i noderne, men anden gang er der tradition for at solisten laver sine egne improvisationer. Tredje sats er, ligesom første sats, meget bastant, men er som et vilddyr, meget mere vild og ustyrlig i sammenligning. Musikken starter med at hele orkesteret spiller rytmisk skævt mod hinanden, hvilket udvikler sig til en heftig kamp mellem de lyse og
de dybe stemmer, før det kulminerer i en solo til viola d amoren. Efterhånden sætter orkesteret igang igen og igennem hele satsen får vi denne kamp mellem de lyse og de dybe stemmer, en kamp som ikke kan andet end ende i et stort brag. Derefter vil vi tage et skridt tilbage og slutte os til de sørgende i PAUL HINDEMITHS Trauermusik. Stykket er skrevet til ære for den britiske konge, Kong George V, som døde lige før midnat den 20. januar 1936. Da nyheden om kongens død indfandt sig dagen efter, befandt sig Hindemith i London og var igang med at forberede den britiske premiere af Schwanendreher sammen med BBC Symphony Orchestra og med sig selv som solist. Premieren blev aflyst og i stedet ville man spille noget musik i radioen, men da man ikke kunne finde noget passende, blev det bestemt at Hindemith skulle skrive noget nyt. I timerne op til den live-transmitterede radioudsendelse nåede han, udover lige at komponere musikken, at få kopieret stemmerne til strygeorkesteret, indstudere solostemmen samt prøve det hele med orkesteret. Musikken er udformet som en suite i fire dele, hvor de forskellige dele af suiten har meget forskellige temperamenter. Første del er langsom og sørgmodig; Anden del er, med sin lidt hastige puls, rastløs i udtrykket; Tredje starter meget voldsomt og espressivt og bruger nogle af de samme elementer som den forrige del; før den fjerde og sidste del, baseret på én af J.S. Bachs 18 Leipzig-koraler, Vor deinen Thron Tret ich hiermit, meget afklaret folder sig ud. Sidst på programmet står REBECCA CLARKES Sonate for bratsch og klaver et stykke der, i kontrast til resten af programmet, er fuld af livsglæde og optimisme! Værket blev publiceret 1921, men et par år forinden havde Clarke indsendt sonaten til en konkurrence, der, uheldigvis for Clarke, var sponsoreret af hendes nabo Elizabeth Sprague Coolidge. Fordi, selvom Clarke nåede til finalen, og var en klar juryfavorit, tabte hun, da man var bange for at blive anklaget for inhabilitet. Flere af jurymedlemmerne mente også at navnet Rebecca Clarke måtte være et pennenavn for en mandlig komponist, da man betvivlede at kvinder var i stand til at skrive så imponerende musik. Clarke har på den første side i noderne indsat et citat fra La Nuit de mai (1835) af den franske poet Alfred de Musset, og det citat vil jeg hermed gerne afslutte med: Poet, take up your lute; the wine of youth this night is fermenting in the veins of God. Tak for i aften!
TAK Lad mig starte med at sige tak til alle jer som er kommet her til koncert i aften! Det er en fornøjelse at spille for jer! Derefter vil jeg sige tak til; Lovisa, tack för att du står ut med ett sånt virrhuvud som mig. Du är fantastisk att prata med och du lyssnar alltid; Mamma och Pappa, tack för att ni alltid har stöttat mig i allt jag har gjort. Jag har alltid kunnat räkna med er, och det är jag er evigt tacksam för; resten af min familie, samt alle mine dejlige venner og bekendte og kolleger som jeg har lært kende i årenes løb, tak fordi I er der, jeg nyder at være sammen med jer! Tak til alle mine tidligere lærere; alle dere fra Norges Musikkhøgskole; alla ni från Musikkonservatoriet Falun; og ikke mindst til jer her fra København og som har lært mig op helt fra grunden. Tak fordi I alle sammen har bakket mig op og været en del af mit liv. Det er takket være alle jer at jeg overhovedet kan stå på scenen her idag. Ikke at forglemme alle jer der har stået ved siden af min hovedfagsundervisning, og har hjulpet mig med alt fra hørelære til mental forberedelse. Tak skal I have, det hjalp! Tak for al den finansielle of materielle hjælp som jeg har modtaget gennem årene, fra fonde som Augustinus Fonden, Finn Jensens Legat og Léonie Sonnings talentpris, samt den dejlige viola d amore fra Hans Gammeltoft-Hansen. Dernæst vil jeg rette et stort tak til alle jer der har været med mig oppe på scenen: Linda Laursen, dit klaverspil kan beskrives med et ord: Fantastisk!; Jón Axel Fransson, for al den tid vi har brugt oppe i Gamle B og for alle de thaimiddage, der ligesom bare røg med i farten; Susanne Grinder, du danser simpelthen vidunderligt!; Heidrun Petersen og orkester, det har været en sand fornøjelse at spille med jer! Og sidst, men ikke mindst, tak til min lærer, Tim Frederiksen. Du har pushet og støttet og skubbet og kæmpet og konstant bakket mig op på alle mulige og umulige tidspunkter og på alle tænkelige måder. Selvfølgelig har du også sukket og bandet og kløet dig i håret og kigget ud af vinduet, men der har aldrig nogensinde hersket mindste tvivl om at du altid har troet på mig og været der for mig. Du har altid stillet op når jeg som allermest har haft brug for det, og du har virkelig været en af de aller-allermest betyd-ningsfulde personer for mig i disse år, som jeg har studeret for dig og kendt dig. TAK!!
Rosenørns Allé 22 1970 Frederiksberg C Tlf.: +45 7226 7226 dkdm@dkdm.dk www.dkdm.dk