Overordnet om møbelindustrien I 1870 stod der stort set kun møbelhåndværkere ved høvlebænkene og lavede møbler. Der var kun få ufaglærte. I 1950 var arbejdet splittet op. Nogle stod stadig ved bænken, mens andre passede maskiner, og en ny gruppe ufaglærte lakerede møblerne med sprøjtepistol. Overgangen fra håndværk til industri er en langstrakt affære. En del andre håndværksfag blev på få år industrialiseret, så svende og mestre måtte tage job på en fabrik eller leve af at reparere. Det skete ikke for møbelhåndværkerne. Deres arbejde blev kun langsomt ændret. Særlige omstændigheder medførte, at møbelerhvervet var vanskeligt at få sat ind i industrielle rammer. Naturproduktet træ er uensartet og kræver stor finesse, så særlig teknologi var nødvendig for at tilpasse det industriel produktion. Carl Erik Andersen: Dansk Møbelindustri 1870-1950, p. 7 Industrialisering går ligeså meget på arbejdsgange og specialisering, standardisering og serieproduktion, som på udvikling af maskinparken, mv. Organisation og overvågning af arbejdet. Eksempel: Pindestolen, se DM 1870-1950, p. 12 På verdensudstillingen i London i 1851 blev der vist møbler og møblerede idealboliger for mindrebemidlede. Og også i Amsterdam i 1869. Indvandring fra land til by og stigende levestandard skaber nye kundegrupper i løbet af 1800-tallet. Særligt i slutningen af 1800-tallet er efterspørgslen stærkt stigende. Den mere velstående del af arbejderklassen, funktionærer og et voksende offentligt marked (institutioner, forsamlingsbygninger, kontorer, butikker, forlystelsessteder) og også øget efterspørgsel hos borgerskabet. (klunketid) Stadig billiggørelse for at gøre tilgængelige for flere. Særligt efter 1920 (funktionalisme) Udnyttelse af industrialiseringens muligheder på møbelområdet: Patentmøbler i 1870erne og specielt 1880erne, hvor flere firmaer i DK kappedes om patenter på pladsbesparende kombinationsmøbler, indstillelige møbler, tekniske forbedringer og institutionsmøbler. Derefter går eksperimenterne i stå (måske publikum for tilbageholdende/konservative, når det gjaldt møblering af hjemmet), først patentmøbler igen i 1930erne.
Tendenser i 1800tallets anden halvdel: a) forlagssystemer (underleverandører, f.eks. C. B. Hansen) b) adgang til mekanisk kraft via kraftudlejning (eks. CBH, der lejede ud til drejer og en billedskærer og RR, der lejede ud til flere bl.a. samarbejdspartneren, billedskærer E. T. Wiese) c) Specialisering (stolefabrik, bordfabrik, riglefabrik, produktion af halvfabrikata (ben, finérsæder, rammer, standardiseret billedskæreri til dekoration (a la stuk) samt ilægning af lyst træ i mahogni, mv.) Se DM 1870-1950, kap. 2 Materialer: De billigste: fyr og gran: hvide møbler eller malede møbler Det meste træ importeret indtil ca. 1880, hvor en opdyrkning af DK, især Jylland skaber grobund for brug af indenlandsk træ. Årsagen til at de hvide fabrikker (der producerede de billige møbler) skød op i stationsbyerne skyldtes ikke kun elektrificering/adgang til billig arbejdskraft, men i lige så høj grad nærheden til jernbanen (transportmuligheder og nem afsætning) + indvindingsområdet (skoven). Decentraliseringen af træsalget var en ulempe for virksomhederne i byerne. Nu kunne fabrikanterne flytte på landet til billigere løn, husleje og træ. Savværker blev i stigende grad trævarefabrikker og herfra var skridtet til egentlig møbelindustri ikke langt. Nogle møbelfabrikker i byerne tog ligefrem konsekvensen og oprettede eget savværk i skoven. (F.eks. Fritz Hansen i Lillerød, bøgetræ til stole) Bøg brugtes især til svære borde og til stole. Egetræ (også mest importeret fra Sverige og Tyskland) kom i årene op til 1885 stærkt i brug igen. Egetræ var uhåndterligt ved at det tørrede uendeligt langsomt og derfor efter flere år kunne kaste sig. Finering af træ har spillet en væsentlig rolle i møbelerhvervenes industrialisering. Næsten al moderne finér er fremstillet ved at skrælle et træ på en høvl. Før opfindelsen af den roterende
høvl i 1890 blev det enten savet eller skåret af mindre blokke. Finérskæring blev tidligt henlagt til specialiserede finérværksteder. Første københavnske finérskæreri opstår i 1820erne. 1 Finér tidligere mest anvendt til ornamentering. Indlægsarbejder med finér en kunstart i sig selv, som ikke er overført til den industrielle produktion. Nu gik udviklingen i retning af finéring af hele flader. Især som krydsfinér fik industriel betydning. I 1860erne blev de første amerikanske patenter på kf udtaget. De tynde, perforerede amerikanske stolesæder blev en udbredt salgsvare, også i DK. Kf blev især brugt skjult bag på spejle, i skuffebunde, mv. Udbruddet af 1. Verdenskrig accelererede udvikling af kf. Stor efterspørgsel til barakker, fly, m.v. betød også forbedring af maskiner til fremstillingen og af limen. Fordelen ved kf var at det ikke splintrede, slog sig eller skrumpede så meget som regulært træ. Det var stærkere (fordi fibrene ligger vinkelret på hinanden) og kunne bruges i større stykker (arbejdskraftbesparelse). Desuden mindre spild end ved udskæring af hele planker. Møbelplader: sandwich af to kfplader + grantræblok midt i. De nye materialer gjorde, at man forlod de gamle ramme- og fyldningskonstruktioner beregnet på at træet skulle kunne give sig og trække sig sammen i takt med luftfugtigheden nødvendigt i tiden før centralvarme. Nu kunne man pludselig lave hele, store overflader, der ikke skrumpede eller kastede sig. Værktøjsmaskiner: Se DM 1870-1950, p. 26ff Kel: rendeformet indhulning (fx. i liste paa dørfylding); False: retvinklet indsnit ell. fordybning langs kanten af et træstykke (dør-, vindueskarm, ramme olgn.), en æske osv., tjenende til anslag for et andet stykke træ, et æskelaag osv. 1 Hyldtoft: Københavns Industrialisering, p. 91.
Arbejdsforhold Overenskomster/priskuranter 1870erne karakteriseret af kampe og forhandlinger mellem svende og mestre om fastlæggelse af løn- og arbejdsretsforhold (Efter næringsfriheden 1857, gennemført 1862). Første fagforeninger dannet 1872. Men først fra 1889 påtager Snedkerlauget (arbejdsgivere) sig en forhandling med fagforeningerne. Forud var imidlertid gået forskellige delaftaler især blandt bygningssnedkere og - mestre. Snedkerlauget i 1897 delt i selvstændige bygningssnedker- og møbelsnedkerafdelinger. Allerede i 1871 forhandlinger mellem svende og mestre i møbelfagene i København og Odense, der udmunder i overenskomster. I København førte partielle strejker til at Severin og Andreas Jensen inviterede en halv snes mestre og 2 svende fra hver af disses værksteder til møde på Hotel du Nord 18.11.1871. Her nå man frem til en aftale, der siden blev nærmere udformet i et fællesudvalg med 3 mestre og 3 svende. Aftalen trådte siden i kraft hos Severin og Andreas Jensen, C. B. Hansens Etablissement og flere andre mestre. 2 Der er tale om de første bestemmelser vedrørende arbejdsforhold, vedtaget i et fællesudvalg af lige mange mestre og svende, som både reelt og formelt er opnået ved ligebyrdig forhandling mellem parterne. Et særskilt tryk af bestemmelserne er bevaret som Værksteds-Regulativ for Severin og Andreas Jensens Værksteder. 3 Fra 1883 skulle værkstedsreglementet indføres i alle møbelsnedker- og stolemagerværksteder. 4 De fleste større virksomheder havde reglementer allerede fra 1860erne præget af at lønstigninger modsvaredes af bestemmelser vedr. ordenen på værkstedet. Reglementerne handlede ikke kun om forholdet mellem svend og mester, men også om de praktiske forhold på værkstedet. Behandling af værktøj, rengøring og orden, falsk anmeldelse, m.v. straffedes med bøde. (se DM 1870-1950, p.33) Priskuranter: Den første priskurant kom til verden i København i 1873, da den nystiftede fagforening arbejdede for at få gennemført en prisforhøjelse på arbejdet, eftersom lønforhøjelsen fra 1871 gik delvist tabt, fordi mestrene forsøgte at skifte modeller. Det medførte nye akkorderinger, så de forhøjede priser kom ud af kraft! 2 Københavns Snedkerlaugs forhandlingsprotokol, 21.11.1871 3 Dateret 1.12.1871. Se Georg Nørregård: Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri 1857-1899, Kbh. 1943/1977. 4 Regulativ for ordning af lønforholdene m.v. på de københavnske møbelsnedker- og stolemagerværksteder, 1896. Det kgl. Bibliotek, Småtrykssamlingen.
I 1896 udføres end ny omfattende priskurant med fortegnelse over gangbare møbler i København. De første priskuranter var dog udarbejdet til håndarbejde og blev derfor hurtigt forældet i takt med den voksende mekanisering. Tiden 1900-1925 Karakteriseret ved en vækst i antallet og beskæftigelsen ved små møbelsnedkerier. 1906 producerede fabrikkerne nyt arbejde for 3,2 mill. kroner (især stole og ordinært eller halvfærdigt arbejde ), mens håndværkerne producerede for 8,4 mill. kroner. De havde beholdt det meste af det polerede arbejde. 5 Fra 1906-1913 steg produktionen til mere end det dobbelte, øget møbelforbrug samt mere fabriksmæssige fremstillingsmetoder, også på de mindre værksteder. Væksten lå hovedsageligt på de helt små snedkerier med 0-10 ansatte, mens de største virksomheder med 21-100 ansatte gik kraftigt tilbage, relativt set. (se figur 5.4, DM, p. 46) I hovedstaden var det især de mellemstore virksomheder, der gik tilbage (DM, kap. 5, note 10) p.g.a. specialiseringen. Her var væksten på de helt små og store virksomheder. (Underleverandører) Ser man på statistikken må det industrielle gennembrud i den danske møbelindustri siges at ligge mellem 1905 og 1915, forstået på den måde at arbejdet nu i markant omfang foregik på fabrikker, hvor snedkere før i en overgangsperiode havde kunnet købe maskinforarbejdede varer i trævarerfabrikker. Ser man på maskinkraft var der i København i 1907 i alt 17 dampmaskiner i møbelindustrien med i alt 161 HK. Eller næsten en tredjedel af den samlede maskinkraft i møbelindustrien. Stolefabrikkerne stod for lidt over halvdelen, både i København og i hele landet. (DM, s. 47-48, 0,4 HK per arbejder, 4 x mere på stolefabrikkerne end på møbelsnedkerierne) Fra 1890erne til 1906 voksede møbelfremstillingen i bredden. Personalet næsten fordobledes (stigning på 86 %) frem til 1906 især i købstæderne og herefter stolefabrikkerne på landet. Samtidig udgjorde møbelindustrien 1/3 mod tidligere ¼ af den samlede træindustris produktion. Af indberetninger til Dansk Industriberetning kan man se, at en stadig større del af produktionen gik fra håndværksvirksomheder til fabrikker. Desuden flere fabrikker grundlagt af folk udenfor faget, f.eks. Magasins møbelfabrik i Landskronagade på Østerbro. Kun Magasins fabrik overlevede, mens de øvrige gik fallit. Magasin du Nords Møbelfabrik, opført 1898, var fra starten landets største for finere møbelarbejde. Mestrene skumlede over den, men svendene og fagforeningen jublede: I 1902 fik man forhandlet en 20 % højere timeløn og en arbejdsdag på 9 ½ time mod normalt 10 med fabrikken. I drift indtil 1924. (se DM s. 50). Kommodeslagteriet (d.o) samt andre ikke-faglige fabrikker, s. 50-51. 5 Jens Warming: Danmarks Statistik, 1913, s. 318-19.
Teknologisk Institut, oprettet 1906, sigter bl.a. mod håndværksmestres uddannelse i brug af maskiner, bl.a. kurser for snedkere. Indførelse af kraftmaskiner, især elmotorer vinder kraftigt indpas under 1. Verdenskrigs gode konjunkturer, i København dog først for alvor efter 1920, hvor en krise indtræffer med stop i eksporten og i stedet voldsomt stigende import af udenlandske møbler. Stolefabrikker bliver presset og begynder en mere bred produktion efter 1925. Andre virksomheder samarbejder også med arkitekter i 20erne og 30erne, se DM, s. 70-71 Alfred D. Chandler: Teknologisk forklaring på den langsommere vækst og industrialisering i møbelbranchen end andre steder: Træindustrien var allerede mekaniseret i 1860erne, men på grund træarbejdets natur kunne gennemstrømningen af træarbejde kun øges ved ansættelse af flere folk og indsættelse af flere maskiner, men uden væsentlig øgning af produktiviteten. Dette forhold begrænsede det enkelte firmas størrelse og produktion. Der var ingen fordel ved at have en stor fabrik i denne produktion, idet enhedsomkostningerne ikke blev væsentligt mindre end i en mindre produktion. 6 Ifølge Chandler er det altså selve arbejdets natur, der forhindrer udvikling af storstilet masseproduktion i træfagene (på dette tidspunkt? IKEA begynder at lave flade pakker og give adgang til lageret i 1950erne og 60erne: se: http://www.ikea.com/ms/da_dk/about_ikea/timeline/1950s.html). Michael J. Ettama supplerer denne forklaring og antager at mekaniseringen var omvendt proportional med møblernes pris. Dyre møbler havde en udsmykning, der var for kompliceret at fremstille på maskine, men dannede samtidigt forbillede for billigere, mindre komplicerede møbler. Efterhånden som flere og simple møbler blev produceret tog brugen af maskiner til. 7 6 Alfred D. Chandler, Visible Hands. The Managerial Revolution in American Business, Cambridge, Mass. 1977, p. 247-99. 7 Michael J. Ettama: Technological Innovation and Design Economics in American Furniture Manufacture of the Nineteenth Century, Winthertur Portfolio 16, 1981.
Design og funktion Fortegninger for håndværkere kendt fra slutningen af 1700-tallet, men på dette tidspunkt kritik af danske håndværkeres kreative evner. De aber bare efter de store mestre, hedder det hos Rawert 1850, p. 93 1837: Snedker-Foreningen til Kundskabens Udbredelse i Professionens Theorie senere Snedkernes Tegneforening stiftet på initiativ for Lasenius Kramp. Foreningen fik kolossal betydning for hovedstadens møbelsnedkere og det voksende miljø. C. B. Hansen og I. G. Lund (hvor Rud Rasmussen var ansat inden han startede eget firma) havde tæt forbindelse med foreningen og fik flere tegninger udgivet. Foreningens funktion var dobbelt: den opdragede de unge snedkere til selv at tegne og kende stil og konstruktion bedre, og leverede samtidig eksemplariske forlæg, ofte af præmierede møbler som de kunne arbejde videre med og kopiere på værkstederne. Desuden voksende samarbejde med arkitekter. Hetsch udgiver fortegninger for Haandværkere i årene 1839-43 og mod slutningen af århundredet er både Vilhelm Dahlerup og H. V. Brinkopff tilknyttet Snedkernes Tegneforening. Først med Thorvald Bindesbøll kommer imidlertid en arkitekt, der for alvor bryder med vante forestillinger om møbler. Han blev den førende kunstnermøbeldesigner i landet omkring år 1900. Men også andre faggrupper som kunstmalere designer, dog fortrinsvis til sig selv og bekendte. (bl.a. Joakim Skovgaard og Johan Rohde). På foranledning af RR og S & A Jensen fremstilles nogle af Bindesbølls møbler også som serievarer. Samarbejderne kan ses som forløbere for det udbyggede samarbejde mellem designere og møbelværksteder fra midten af 20erne og frem. Funktionalisme (Miehe van der Rohe): Løsninger skal være økonomiske, æstetiske og frem for alt logiske. Enhedsmøbler udvikles af Franz Shuster (bl.a.) som svar på 20ernes standardiseringstendenser og bygning af ensartede sociale boliger, der var mindre og derfor ikke passede til de traditionelle middelklassemøbler. Enhedsmøbler gør køberen i stand til at tilfredsstille en stor variation af møbleringsbehov med et lille antal grundelementer, hvoraf han kan udvælge og føje til rummets møblering, som han vil. Og det befrier ham fra møbelsætternes tyranni, da hvert møbel kan anvendes til mange forskellige praktiske formål. (efter Karl Mang: History of Modern Furniture, p. 124-25. Schuster arbejdede med følgende elementer: kasse, skuffe, hylde og sokkel. De tre første kunne udføres af møbelplade, det sidste af massivt træ. Kaare Klint hentede inspiration til sit reolsystem hos Schuster (tydeligt!). Funktionalismen ikke kun stil, men også krav til lys og rum, tid og hygiejne, samt sociale hensyn. Alle disse elementer påvirkede og havde afsmittende effekt på møbelproduktionen i videste forstand. Mindre dimensioner, afskaffelse af møbelsættere til gengæld for individuelt indkøbte møbler, der matchede. (Fra slagtersæt til enkeltmøbler). Heri lå en opfordring til etablering af fælles standarder for materiale- og farvesammensætning. Ikke dystre,
men lyse, lette og gerne lidt kølige farver. Desuden skulle konstruktionen frem i lyset. Møblerne skulle være ærlige. Færre stuepiger, mv. betød at hjemmene skulle være rationelt, så husmoderen kunne klare renholdelsen selv. Der foretoges ligefrem beregninger af, hvilke støvmængder man undgik ved enkle konstruktioner. Møblerne skulle desuden være billigere for at tilgodese det voksende sociale byggeri. Stiller samtidig krav til at rationalisere produktionen på møbelfabrikkerne. Snedkerlaugets Møbeludstillinger fra 1927-67 Den permanente 1931- Kaare Klint frem for alt betydning i forhold til standardisering som forudsætning for serieproduktion. Knirkende stil, ifølge DM, p. 92. Funktionalismens krav om enkeltmøbler frem for sæt stillede krav til kvaliteten, fordi man ikke længere solgte hele sæt til møbelhandlerne og mulighed for serieproduktion. Tendensen slår først for alvor igennem efter krigen og mindsker forskellene mellem specialfabrikker og traditionelle møbelværksteder, idet behovet for faglærte snedkere til at udføre finish på møblerne vokser på førstnævnte. Udstillingsaktiviteten og opmærksomheden på kvaliteten (ny forbrugerbevidsthed) pressede produktionen af møblerne. FDB satser fra 1942 på fremstilling af gode og formålstjenlige møbler til overkommelige priser. De hyrer Børge Mogensen som leder af en ny møbeltegnestue efter anbefaling fra Steen Eiler Rasmussen. I forsøgslejligheder udviklede man enkeltmøbler tilpasset en gennemsnitsfamilies behov. Både klassiske møbler, som pinde- og windsorstole, og byggemøbler inspireret af Klint. I 1947 køber FDB Tarm Stole- og Møbelfabriks nyopførte bygninger fra 1944 (efter en brand). Nye medarbejdere blev ansat, men arbejdet var stadigt meget håndværksbaseret. Man udviklede dog en maskine til at lave alle 10 huller i pindestolen på en arbejdsgang. Den virkede først da man lidt senere fik trykluft og stærkere bor. Efter 2. verdenskrig begynder man overalt at industrialisere møbelindustrien. Man kunne købe mange nye snedkermaskiner, men så snart en specialisering indfandt sig, måtte man selv udvikle maskiner. Både maskinelt og hvad modeltyper angik, stod man i et vadested. Hos FDB lavede man f.eks. i starten en række forskellige modeller, for at have noget for enhver smag, men indså efterhånden at lagerudgifterne blev for store og skar ned på antallet af modeller. Først i 1950erne rationaliserer man for alvor og fra 1962 indføres samlebåndsekspedition. Fritz Hansen i 1950erne: Succes med myren. Ny fabrikshal opføres med 3 hovedafdelinger: I den ene produceres stålrørsdele, i den anden lamineres og i den sidste foretoges afsluttende behandling: sprøjtelakering, tørring, efterslibning, montering og pakning. Samtidig forbedredes
effektiviteten med nye maskiner. En kopifræser kunne f.eks. fræse 3 ryglæn til stolen ud af gangen. Herved sparede man 20 arbejdsgange. Det tog 12 minutter. Eksportgennembrud i 1953, hvor eksporten fordobles og stiger gennem de følgende år. En blanding af held og forberedelse. Den amerikanske møbelindustri var ikke fulgt med ovenstående udvikling og her fandtes et marked for kvalitet og designede møbler. I de krigsførende lande tænkte man i første omgang på udvikling af andre typer produktion og derfor kunne danske møbelfabrikanter tage teten. På Snedkerlaugets Møbeludstillinger toppede Hans Wegner, Finn Juhl og Børge Mogensen i 1949 og samtidig dukkede formbøjede Myren og AX-stolene op. Den nordiske opmærksomhed på dansk møbeludvikling blev nu suppleret med en amerikansk, formidlet af prominente journalister og der arrangeredes udstillinger. 1951 import af teaktræ til møbelindustrien, der herefter hurtigt bliver det foretrukne: I 1952 var halvdelen af møblerne på Sn. Mø. af teak, året efter 2/3. Samtidig forskellige mere eller mindre vellykkede initiativer for eksport til amerikansk marked. Eksporten stiger fra 9,8 mill. kr i 1953 til 257,7 mill. kr. i 1964 eller fra 0,5 til 3,5 % af den samlede eksport. Samtidig forsvandt mange små virksomheder og antallet af ansatte faldt fra 14.055 til 12.233. De københavnske møbelhåndværkere mærker presset og er splittet mellem forskellige strategier: satsning på unikamøbler, fabrikation af små håndlavede serier eller modelværksteder for den stigende fabrikation af møbler.