Gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Livet bag sløret Af Benedicte Lange Benedicte Lange, 2009-2011 Green House Publishers/ Executive Magazine s Books 1115 København K Denmark Phone: +45 2041 1756 e-mail: bl@benedictelange.dk www.benedictelange.dk Redaktion: Peter Horn Omslag: Mads Kastberg (DJ) Foto: Gitte Sofie Hansen Sats og tryk: Peter Horn & Co. Aps. 2. udgave, 1. oplag, 2011 ISBN n/a En gave fra Benedicte Lange Produceret i Danmark Gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. 1

\Çw{ÉÄwM Forord side 3 Kapitel 1. Skal du gå med slør? side 5 Kapitel 2. Vantro i Allahs hus side 9 Kapitel 3. Den amerikanske drøm side 13 Kapitel 4. Nutidens slaver side 16 Kapitel 5. En tur i Sharia-retten - side 23 Kapitel 6. Kan jeg tage mig en ny kone, doktor? - side 30 Kapitel 7. Kvinder kan ikke være engle - side 36 Kapitel 8. MBA på arabisk - side 43 Kapitel 9. Hvad sløret gemte - side 53 Kapitel 10. Skønhed i pilleform - side 57 Kapitel 11. I Saudi Arabien - side 61 Kapitel 12. Sammenstød mellem kulturer - side 70 Kapitel 13. De farlige kvinder - side 75 Kapitel 14. De fem søjler - side 81 Kapitel 15. Fra beduiner til borebisser og bygherrer - side 83 Kapitel 16. Hoflægen og Den Store Faders død - side 88 Kapitel 17. Livstidsflygtninge - side 91 Kapitel 18. Erhvervskvinde i Mellemøsten - side 94 Kapitel 19. Hallas - side 104 Ordliste - side 108 2

YÉÜÉÜw Jeg er blond, jeg er blåøjet og jeg har tilbragt fem år i Mellemøsten. I de fem år oplevede jeg livet bag sløret som medfølgende hustru til en overlæge, som lægeuddannet leder af en medicinalvirksomheds aktiviteter i Mellemøsten og som MBA-studerende på Zayed Universitetet i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater. Under opholdet har jeg mødt mennesker fra hele verden. Nogle er med høje uddannelser eller store stillinger i erhvervslivet kommet fra vores del af verden. Andre var fra udviklingslande, havde de usleste jobs og drømte kun om at vende tilbage til deres udgangspunkt eller den familie, de forsørgede. Oveni kom den lokale befolkning, hvis livssyn og verdensbillede på nogle områder er meget forskellig fra vores. Og hvor man når sløret faldt - mødte mange hemmeligheder og nogle af verdens mest velplejede kvinder. Når éns mand har mulighed for at tage sig flere koner, handler det om at tiltrække sig hans opmærksomhed ved at iklæde sig skønhed og holde alderens slid fra kroppen. Jeg skylder alle de spændende og meget forskellige mennesker, jeg har mødt på min vej, at videregive indtrykkene af, hvordan man kan leve så forskelligt og alligevel leve. Mennesker fra hele verden har fundet sammen med hver deres version af den sandhed, der er bedst tjent til at understøtte den identitet og det selvværd, de hver især kæmper for at opretholde. Disse mennesker valgte at dele deres livshistorier, synspunkter, svagheder, styrker, sorger og glæder, håb, længsler og drømme med mig. Det skete på trods af de fordomme, konventioner og dogmer, som vi fra etniske, kulturelle og religiøse barnsben er blevet opfostret med. I mødet med mig vovede de ikke alene at kaste sløret, men bidrog også til at fjerne mit eget slør og ændre mit snæversyn til udsyn. 3

Bogen er da også blevet til i ønsket om, at vi i højere grad vil indse, at forskellen mellem os og de andre ofte er langt mindre, end man gør den til. Vi drømmer alle om lykken og det gode liv. Og får vi som kvinder et godt udseende, sundhed og velvære oveni, gør det ikke noget også selv om vi i vores del af verden ikke normalt deler manden i vort liv med andre. Bogen handler ikke kun om de fysiske rammer for kvinder. Den drejer sig også om at beskrive et samfund, hvor avanceret tænkning, teknologi og innovation går hånd i hånd med et middelaldersamfunds ideologi og normer. Ud over at sætte fokus på de kulturelle og sociale aspekter kan bogen også være nyttig for de mange kvinder, der overvejer at rejse ud for at opleve andre lande alene eller med deres partner. Tak til Institut for Mellemøstlige Studier, der gennem litteratur og nyhedsbreve har bidraget med faktuelle oplysninger, familie og venner samt ikke mindst de mennesker, der frivilligt eller ufrivilligt er hoved- og bipersoner i denne bog om at leve på helt andre præmisser men dog leve. Det har været befriende at opleve, at der også findes smil bag sløret. København, 3. august 2009 Benedicte Lange 4

^tñ àxä DM f~tä wâ zü Åxw áä ÜR F ire dage efter den 11. september 2001, dagen, hvor terrorangreb i New York og Washington ændrede den store verden, ramtes min families lille verden også af et tilbud om forandring. Lørdag morgen kom det lokale postbud i Snekkersten med et usædvanligt brev: Et tilbud til min mand om en stilling som overlæge i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Vi kiggede på hinanden, hentede et verdenskort, da vi ikke havde hørt om stedet før og hidkaldte børnene. Sammen studerede vi kortet over Mellemøsten: Saudi Arabien og Irak fyldte det meste. Vi fandt stedet, et mindre ørkenområde med syv emirater grænsende til Oman og Saudi Arabien. Datteren Amalie konstaterede, at der nok ikke var mange andre, der ville tage præcis derhen lige netop i de dage. Det var et tungtvejende argument mod at tage af sted - så vi blev enige om, at det måtte vi prøve. Min mand Christian landede i Abu Dhabi den 1. februar 2002. Jeg fulgte efter med vores to hjemmeboende børn, Philip på 15 år og Amalie på 14 år, i august. Børnene skulle slutte skoleåret, jeg skulle sige mit job op, huset skulle sælges, der skulle pakkes og hunden måtte afhændes. Den ældste søn, Alexander, der læste på andet år på Københavns Universitet, var betænkelig ved situationen: Det er et pænt stykke vej at rejse for at besøge sine forældre, specielt for én, der lider af flyskræk. Det er utroligt svært at melde sig ud af Danmark. Det er også en sund proces. Det går op for én, hvor infiltreret man er i vanebetalinger, når man starter øverst på budgetkontoen og lader fingeren køre nedefter og skal sige det hele farvel: hus til salg, skatter og afgifter, og el, vand og varme samt boligejerforening, kabel-tv, telefon og internet. Mobil, børnenes mobiler og karateklub. Skole, sygeforsikring og hundeforsikring - og og og. Det var en underlig fornemmelse at slette den ene postering efter den anden på listen, men samtidig en kende uhyggeligt. Sådan at melde sig ud af Danmark og efterlade sig - intet. 5

Kollegerne på mit job i en medicinalvirksomhed sagde: Hvordan tør du? Skal du gå med slør? Hvad skal du lave? Skal du gå hjemme i compounden og lakere negle sammen med de andre alkoholiserede fruer? Jeg vidste godt, hvad de mente. Jeg har altid lagt vægt på at tjene mine egne penge og have noget at bestille. Jeg besluttede derfor at forfølge en drøm om at supplere min lægefaglige baggrund med en handelsuddannelse og søgte ind og blev optaget på MBA-studiet på det lokale Zayed Universitet. Samtidig gav min virksomhed mig chancen for at bygge en forretning op i Mellemøsten. Der er altid muligheder, hvis blot man opsøger dem. I månederne op til afrejsen var standardspørgsmålet overalt: Skal du gå med slør? Det var forståeligt, for de færreste kan skelne mellem eksempelvis Kabul i Afghanistan, Saudi Arabien og de Forenede Emirater. Det slog mig, at tanken om at gå med slør var afskrækkende for de fleste kvinder. Jeg fandt det tankevækkende i et samfund, hvor to procent af befolkningen over 100.000 - er muslimer, og hvor tørklædedebatten fik de fleste af dem, jeg omgås, til at mene, at folk da måtte gå med, hvad de ville. De skulle bare have tilføjet: Så længe vi selv slipper. Vores teenagedatter ville vide, om ens hår blev fedtet og fladt af tørklædet. Alt i alt fik alle disse kommentarer mig til at tænke over, hvordan jeg ville have det med at bære slør? Der skulle forhåbentlig mere end et slør til at ryste mig. Min identitet måtte vel sidde mellem ørene, selv om de var dækket af et stykke stof. Det kunne der ikke rokkes ved. Jeg skulle blive klogere. Hvordan tør I?, var et andet spørgsmål. Det kunne jeg ikke rigtig svare på. Vi var næppe blevet bedt om at komme, hvis det var farligt. Vi fik gennem rekrutteringsbureauet, der havde tilbudt min mand jobbet, at vide at der på sygehuset arbejdede andre danskere, som vi kunne kontakte og høre nærmere. De meddelte, at 6

de følte sig mere sikre i Abu Dhabi end i Næstved by night, så vi mente nok, at vi turde kaste os ud i det. Nå, I gør det nok for pengenes skyld, lød en hyppig kommentar. Det var en tungtvejende grund. Det var en ret tillokkende tanke at bevæge sig fra det niveau, hvor det hele bare løber rundt til at skabe en positiv bundlinie - selv for et par livsnydere som min mand og jeg. Det, som overraskede mig mest, var vores to teenagebørn. De glædede sig bare. Punktum. Mange spurgte, hvad børnene sagde til at komme til et land, hvor de ikke kunne drikke alkohol. Var de ikke lige i den alder, hvor man begyndte på det? Kunne de gå ud på disko og til fester? Igen blev jeg dem svar skyldig, Jeg var mere bekymret over børnenes skolegang. De skulle i high school i et amerikansk system, og vi blev enige om, at vi tog et år, og hvis de ikke trivedes, ville vi tage tilbage til Danmark. Så ville de begge kunne starte i gymnasiet. Alting får stærkere farver, når man tager afsked. Aldrig har træerne været grønnere, blomsterne smukkere, vennerne sødere, familien mere tæt end det forår. Vi skulle pakke vores hjem ned i tre bunker: til garagesalg, til flyttecontaineren med destination Abu Dhabi og til opmagasinering. Hvor er det vemodigt at pakke et hjem ned med alle de minder, der er blevet skabt, når man har boet mange år det samme sted: skårede krus fra børnehavens keramikværksteder, bøger fra skole- og studietid og tøj. Det var trist at gøre alene. Vi holdt konfirmation og en bachelorfest, hvor vi fik samlet alle vores kære og børnenes venner, så vi kunne sige pænt farvel. Man skulle tage afsked noget oftere, tænkte jeg i den periode. Min dejlige reservemor Lilly fra Lolland på 87 år græd sine modige tårer ved afskeden. Måske jeg aldrig ser dig igen, hulkede hun, jeg kan jo dø når som helst. Jeg truede hende med bål og brand: Nu har du bare at holde dig i live, til jeg kommer hjem til jul, ellers kommer jeg ikke til din begravelse! 7

I bilen på vej hjem over Farøbroerne var jeg i tårer og tvivl. Hvad havde vi begivet os ud i? Der fandtes modvægt: Dagligt hørte jeg min mands begejstrede stemme i telefonen: Kom nu herned, skynd Jer. Her er så dejligt; der mangler bare Jer. 8

^tñ àxä EM itçàüé TÄÄt{á {âá V i landede i Dubai. Der var utroligt mange indere, pakistanere, filippinere, indonesere, arabere og så vesterlændinge som os, men kun få lokale. De var lette at kende; alle mændene var helt i hvidt, og kvinderne var helt i sort. Både mænd og kvinder bar lange kjortler og tørklæder. Mændenes tørklæder var fæstnet med en lang, tyk, sort snor, der var snoet to gange om toppen af hovedet; den så ud til at sidde godt fast, for de tabte det aldrig, selv ikke i blæsevejr. Senere fandt jeg ud af, at de under tørklædet havde en lille hæklet hue som et fæstnende underlag. Kvindernes tørklæder var åbenbart meget glatte. De brugte en del tid på at rette på disse tørklæder fat i enden, to gange rundt mod uret, trække helt frem over hårgrænsen og ned i panden, to gange rundt med uret og så stikkes endesnippen ind under; efter få minutter om igen. En del gik med burka - det lille stykke stof, der dækker ansigtet fra lige under øjnene og ned. Enkelte havde sorte tørklæder dækkende hele ansigtet, formentlig gennemsigtige, da de bevægede sig rimeligt frit uden hverken stok eller førerhund. Men helt i sort, lidt uhyggeligt; nogle endog med sorte handsker. Man kunne ikke undgå at stirre, selvfølgelig lidt i smug. Udover deres påklædning optrådte de næsten altid i grupper. Flere mænd i flok eller en enkelt mand, der gik 10 meter foran en, to, tre eller fire kvinder, der fulgte trop med alle indkøbsposerne og børn i alle aldre. Mere end 4 koner må man ikke have ad gangen; man kan blive skilt og ægte en yngre kvinde. Man så stort set aldrig grupper af jævnaldrende mænd og kvinder i blandet flok. Det kom jeg først til at forstå senere i dette sexfikserede og sexforskrækkede samfund. Da vi efter langvarig pas- og toldbehandling steg ind i den store patriotblå V8- firehjulstrækker med air condition, læderindtræk og al ekstraudstyret, var der dømt oplevelse. Med en benzinpris på cirka 1 krone per liter og bilpriser på en fjerdedel af 9

det danske niveau havde overlægen fået opfyldt en barnedrøm, og vi kørte gennem Dubai mod Abu Dhabi og bare så på: Smukt arkitektonisk udformede højhuse i glas, stål og beton, kæmpestore indkøbscentre, Thomas Bjørns golfklub, det berømte Burj Al Arab luksushotel - formet som et stort sejl - ude i havet, andre avancerede luksushoteller, bilkøer, dytten, tuden, hektisk byaktivitet, grimme kraftværker og udskibningshavne - og så ørken, hvor kameler i flok vandrede rundt - fra bilen på den bredeste firesporede motorvej. Efter halvanden times kørsel nåede vi Abu Dhabi øen og selve byen, som var en mere fredelig og smuk by med højhuse iblandet store villaer og paladser. Abu Dhabi er en adstadig og velordnet regeringsby med ministerier og ambassader, Dubai et sydende kosmopolitisk forretningscentrum. På den lange vej langs havet, den berømte Corniche, kørte vi ind ad en lille smøge i andet parket bag vandet. Her tårnede fire 20-etages betonsiloer sig op side om side med 40 meters mellemrum Corniche Towers, der husede personalet fra Sheikh Khalifa sygehuset, hvor min mand arbejdede. Vi kørte i parkeringskælderen, fandt en plads blandt de mange andre firehjulstrækkere, tog elevatoren op til lejlighed D 902 og åbnede døren til det, der skulle blive vores hjem de næste fem år. Lejligheden var mørk som et gravkammer, men stor, ny og rummelig. Balkonen var lille; larmen udenfor fra air condition systemet var øredøvende. Indendørs var møblerne deprimerende. Godt at vores eget indbo i den store container var på vej. Ellers falder vi aldrig til, tænkte jeg. Det blev hverdag i D 902, så snart vores indbo var ankommet og alt var pakket ud, køkkeninventaret sat i skabene, fotorammerne med billeder af børn, familie, hunde og venner var kommet op, og de første gode måltider var serveret,. 10

Men kun tilsyneladende. Vi tog fat på et nyt liv. Landet De Forenede Arabiske Emirater blev dannet i 1971 af syv landområder, emiraterne. Det skete efter, at Storbritannien havde trukket sig ud efter tilstedeværelse siden 1820, da området fik navnet Traktatkysten. Vi boede i emiratet Abu Dhabi, som er hovedstaden. Præsident Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan er manden bag landets skabelse og en afholdt og visionær leder. Hans karismatiske blik stirrede på os fra de mange enorme billeder, der hang overalt. Han har 19 sønner og et ukendt antal døtre med et ukendt antal kvinder; bin betyder søn, bint datter og Al sættes foran slægtsnavnet, så ud af navnet kan man se, hvem personen er søn eller datter af og hvilken familie, der er tale om. Det svarer til det islandske navngivningssystem med hhv. son og dottir som også tidligere som søn og datter føjet til fornavnet var udbredt i Danmark, Norge og Sverige. De Forenede Emirater er dobbelt så stort som Danmark, 83.000 kvadratkilometer. Det meste er olierig ørken, med oliereserver til de næste 100 år. Emiratet Abu Dhabi ejer det meste af denne indbringende ørken, og de svimlende store olieindtægter tilkommer Sheikhen som personlig formue. De øvrige emirater har ikke meget olie eller rigdom undtagen Dubai, som arbejder på at blive Mellemøstens svar på Singapore med blomstrende turisme og forretningsliv. Olien udgør godt 25 procent af det samlede bruttonationalprodukt. Indbyggerantallet er omkring 4,8 millioner, og heraf er over 70 procent i alderen 15-64 år expatriates, altså udlændinge, der bor og arbejder her. Dette store antal gæstearbejdere skyldes ønsket om at ændre et beduinsamfund til et moderne samfund på rekordtid. Blandt de 600.000 lokale indbyggere er der stor arbejdsløshed. De lokale får mange børn, og halvdelen er under 20 år. Der er en regeringsstruktur som i EU; den dækker over et diktatorisk feudalsamfund med få ledende sheik-familier, der sidder enevældigt på magten og pengene. Borgerne har begrænset mulighed for indflydelse, og medierne er underkastet stærk kontrol. Lovgivningen er baseret på 11

islamiske Sharia-principper. Dødsstraf anvendes kun uhyre sjældent i modsætning til bl.a. Saudi Arabien. Korporlig afstraffelse i form af piskeslag praktiseres. Umiddelbart gør religionens store synlighed i hverdagen det største og mest tankevækkende indtryk. Vi er som danskere vant til, at religion er en privatsag. Det virker derfor overvældende fem gange om dagen at høre imamerne kalde til bøn fra de talrige moskeer, se mændene smide, hvad de har i hænderne, for enten at begive sig til den nærmeste moske eller lægge sig på knæ, hvor de er, vendt mod Mekka, helt mentalt udmeldt af samfundet i 10-15 minutter. Butikker lukker for næsen af dig, taxaerne sætter kunder af, og alting går i stå. Vi andre, som i muslimers øjne er vantro, så da også vantro til. Indtil også det blev hverdag. Alt i alt var der mange kameler at sluge for en lille dansk familie, for hvem demokrati, lighed for loven og mellem kønnene, ytringsfrihed, religionsfrihed, tolerance og religionsprivathed er nøgleord. Men skik følge eller land fly. Her er ikke plads til kompromiser. 12

^tñ àxä FM WxÇ tåxü ~tçá~x wü Å D er er mange skoler i Abu Dhabi, og de afspejler de mange nationaliteter. Min mand besøgte en del for at finde en skole til vores børn. Det gav sig selv, for det eneste system, der ville tage et par danske gymnasieaspiranter, var det amerikanske. Vi fik af amerikanske kolleger på sygehuset anbefalet en skole, som de anså for at være den bedste. Den var meget lidt arabisk; drenge og piger går i samme klasse, eleverne er næsten kun vesterlændinge, og den akademiske standard er så høj, at universitetsoptagelse i USA næsten er givet på forhånd, hed det i de mange reklame-jingles, der blev sunget af forældre til børn i denne skole. Ens børns uddannelse har høj prioritet, så vi tog mod alle rådene og søgte om optagelse for børnene på The American Community School, grundlagt i 1972 og med sloganet Turning Dreams into Reality. Skolen var barrikaderet som et fort, og ved alle indgange var der posteret soldater med skarpladte maskinpistoler. Den amerikanske ambassadørs bolig lå lige overfor, og skolen betragtedes derfor som et oplagt terrormål. Deres datter skal være velkommen i vores 9. klasse, men Deres søn må nok se sig om efter en anden skole, meddelte skolesekretæren på et bredt Texasamerikansk. Hvorfor dog det, spurgte vi forbløffede og fik at vide, at hans optagelsestest ikke var god nok bl.a. haltede det engelske noget. Her tager vi kun de bedste, forklarede hun med et sigende blik på vores teenagerdreng, der så ud, som om han ville ud så hurtigt som muligt. Jamen, han lærer vel engelsk hurtigt, han skal bare have lidt ekstra hjælp, og vi vil støtte ham så meget, det er nødvendigt, forsøgte min mand. Damen svarede: han kan jo søge igen, hvis han forbedrer sig. 13

Kan De anbefale andre skoler, spurgte vi helt forvirrede. Hun trak på skuldrene: I hvert fald ingen, der har vores standard. Deres datter kan starte, når De har indbetalt de første 15.000 dirhams. Vi gik rystede derfra og passerede på vejen ud plakater på væggene med listen over denne måneds dygtigste studerende, High Honor og Honor Rolls, den bedste basketballspiller, den bedste, hurtigste, stærkeste, klogeste, mest det ene og bedst og størst det andet. Stars and Stripes fandtes i alle varianter og størrelser. Make your dreams come true the American way. 15.000 dirhams, det er 30.000 kr. hvad koster de skoler egentlig! Jeg troede, at sygehuset betalte for børnenes skolegang, men det beløb vi havde fået, dækkede ikke engang 25 procent. Beløbet svarede til udgiften til en lokal arabisk skole. Det kunne vi ikke bruge til noget; vores børn beherskede ikke arabisk og en arabisk studentereksamen kvalificerer ikke til ret mange videregående uddannelser uden for den arabiske verden. Hvilke andre skolemuligheder har du hørt om, spurgte jeg min mand. Hvorfor tager han ikke bare testen igen, svarede min mand; men nej tak, hvis skolen ikke ville have vores dreng, som han var, ville jeg slet ikke have ham til at gå dér. Vores datter var helt klar på, at hun ville på den skole. Jeg skal nok finde ud af det. Der ser hyggeligt ud. Så I deres cafeteria de har friskbagte brownies, sagde hun. Vi fandt en anden amerikansk skole til vores dreng med en varm og tolerant atmosfære, børn fra alle verdensdele og mange arabere. Drenge og piger var adskilt fra 4. klasse, som det sig hør og bør efter lokale regler, og alle bar skoleuniform for at udjævne forskelligheder i klædedragt. Arabisk var obligatorisk fag som 14

fremmedsprogundervisning; man forsøgte at sætte sig ind i det lokale samfund. Det, syntes vi, lød tiltalende. Selvom der var tale om to meget forskellige skoler, var indlæringssystemet ens: man terpede f.eks. et kapitel, og så tjekkedes indlæringen enten ved en quiz eller en test. Man skulle have 60 procent rigtige svar for at bestå. Vores datter havde det fint med det hele. Hun fik hurtigt venner fra hele verden, talte flydende engelsk efter en måned og kom straks på Honor Roll, fodboldholdet og mange andre sportshold, som hun valgte efter, hvor turneringsrejserne gik hen og hvem af hendes venner, der deltog. Drengen, hvis yndlingsbeskæftigelse var at læse historie og geografi i fritiden, havde det sværere. Når test eller quiz blev plantet foran ham og uret tikkede, gik han i stå. Men en del viden fik han tilegnet sig, for hjemme vandt han altid i Trivial Pursuit. Dette meget konkurrencebetonede skolesystem så ud til at afspejle den amerikanske filosofi om at skabe og dyrke vindere. Janteloven kendes ikke, hvilket var en lettelse. Problemet var bare, at hvor vinderne var synlige, blev taberne det også; disse tabere havde det svært i den amerikanske skole. Familier måtte tage hjem på grund af nedbrudte børn. Andre børn blev sendt på militærskole. I 10. klasse sprang en af min datters klassekammerater ud fra skolens tag og døde midt i skolegården. Han opnåede at få dedikeret en hel side i skolens årbog; en drøm, han formentlig ikke ville kunne have realiseret i levende live. 15

^tñ àxä GM aâà wxçá áätäxü H verdagen lignede snart den, vi kom fra. Op om morgenen, børnene i skole og mand på job. For mig med én undtagelse: jeg skulle for første gang i mit liv arbejde hjemmefra; alene, uden kolleger. I starten savnede jeg at arbejde sammen med andre i hverdagen. Det gav selvfølgelig en dejlig fleksibilitet, at jeg selv kunne bestemme over min tid, men det krævede samtidig en høj grad af selvdisciplin; jeg begyndte at sætte mig mål og lave daglige handlingsplaner for mig selv. Min arbejdsopgave var at skabe salg af den farmaceutiske virksomhed Ferrosans produkter i Mellemøsten. Der var allerede indgået aftaler med partnere i De Forenede Emirater, Kuwait og Saudi Arabien. Først skulle vores produkter godkendes af myndighederne, og det ville tage nogen tid. Denne ventetid brugte jeg til at lære samarbejdspartnerne at kende, undersøge markedet, konkurrenterne, skaffe mig viden om mit produkt og lægge planer for, hvordan vi skulle lancere produktet, når det blev godkendt. Jeg begyndte også at studere arabisk, og da jeg startede på at læse på universitetet, havde jeg fået fyldt min hverdag godt op. Når børnene kom hjem fra skole, fik de lidt at spise, hvorefter de ofte skulle til sport. Jeg handlede i mellemtiden ind i de veludstyrede supermarkeder, hvor man kunne få alt undtagen sovsekulør og marcipanbrød, og lavede mad, så vi kunne spise, når alle var kommet hjem. Jeg nød at have mere tid sammen med børnene og satte især pris på vores samtaler, når børnene kom hjem fra skole. Jeg indså, hvor meget jeg var gået glip af mine to store børn. Det kunne dog ikke fylde alt ud. Jeg savnede dagligt at have kolleger, som jeg kunne grine og græde med, og jeg følte mig ofte ensom i starten. Derfor meldte jeg mig til forskellige foredrag, spiste frokost og gik i byen med andre danske kvinder 16

og blev medlem af International Business Women Group, hvor jeg mødte andre i samme situation. Der bor godt en million mennesker i emiratet Abu Dhabi. Der er en klar rangorden. Øverst i hierarkiet finder man de lokale indbyggere, der udgør 200.000 af befolkningen. Næstøverst kommer vesterlændingene, godt 50.000. Det tredje lag består af en blandet gruppe mennesker med en relevant uddannelse. Her finder man mange indere, der ofte arbejder indenfor IT, farmaceutisk industri, som sygeplejersker, sekretærer, læger samt i erhvervslivet. Uddannede arabere fra andre arabiske lande er også i denne gruppe, der er på 150.000 mennesker. Resten af indbyggerne, godt 600.000 mennesker, er bunden af bunden, bærmen, den moderne tids slaver. Det er uuddannede, ekstremt lavtlønnede, hårdtarbejdende mennesker fra bl.a. Filippinerne, Indonesien, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh. Mennesker med seks til syv dages arbejdsuge med 10-12 timers hård arbejdsdag, og en månedsløn på cirka 1.000 danske kroner er langt bedre vilkår, end de kunne håbe på, hvor de kom fra. Disse mennesker sendte stort set alt, hvad de tjente hjem til familien, som de så, når de havde fire til otte uger fri hvert andet år - hvis der var penge nok til flybilletten. For de penge, de sendte hjem, kunne de forsørge hele deres egen familie og ofte hele landsbyer. De arbejdede som bygningsarbejdere, hushjælp, chauffører, kokke, sikkerhedsvagter, rengøringsmedarbejdere, kontorhjælpere, vinduespudsere, taxachauffører, bybude, avissælgere, gartnere, bilvaskere og alt andet, som ingen andre ville røre ved. Rettigheder var der kun få af, respekt fik de sjældent og da slet ikke fra deres arbejdsgivere, araberne, der ofte behandlede dem rystende dårligt. Det var de nu ikke ene om. Der fandtes også vesterlændinge, der havde private oppassere, som de kostede rundt med efter forgodtbefindende. Undskyldningen for at behandle disse mennesker så ringe var, at det var bedre, end hvor de kom fra: Hvis de ikke er tilfredse, kan de jo bare rejse hjem, lød kommentaren. Trods det oplevede disse 17

fattige mennesker Emiraterne og de øvrige golflande som forjættede lande, hvor der var alt at vinde og lidt at tabe. Alle fremmede, der opholder sig i landet, skal være i besiddelse af en opholdstilladelse, som udstedes af en sponsor. Man må kun arbejde for sin sponsor. Enhver lokal mandlig araber har ret til at sponsorere tre personer og kan således udstede tre opholdstilladelser. Tallet på tre er fastsat, fordi enhver lokal med respekt for sig selv har en kok, en hushjælp og en chauffør. Det var der kommet en blomstrende illegal virksomhed ud af. De lokale arabere solgte nemlig disse opholdstilladelser til fattige immigranter for typisk 10.000 kroner. Araberne kunne ofte nøjes med én hjælp i huset, fordi hjælpen blev sat til at arbejde i døgndrift for at varetage alle opgaver i hjemmet. Det gav den lokale araber en ekstra indtægt på 20.000 kroner, og de fattige fik et stykke legitimt papir på opholdet. Imidlertid blev de ofte drevet ud i kriminalitet, fordi de ifølge loven ikke måtte arbejde for andre end den araber, der på papiret var deres sponsor; han ville ikke have mere med dem at gøre efter at have indkasseret sine penge. Andre kom ind i landet som turister. Derfor var der en underskov af mennesker, der arbejdede illegalt. Sådan en illegal medarbejder var nem at have med at gøre for en arbejdsgiver. Man havde ingen forpligtelser, man kunne fyre dem, behandle dem efter forgodtbefindende og lade være med at betale dem deres løn. Disse mennesker havde ingen rettigheder. De levede i en konstant angst for at blive opdaget og sendt hjem. Det skete øjeblikkeligt, når de blev taget. De fik et stempel i deres pas, der umuliggjorde, at de kunne rejse ind i landet igen; sponsoren og den reelle arbejdsgiver fik klækkelige bøder. Selvom man var så heldig at have en sponsor, som man rent faktisk arbejdede for, var man stadig reelt uden rettigheder. Man ankom som oftest i dyb gæld til de mellemmænd, der sørgede for, at man kunne komme til det forjættede land og søge arbejde. Når man endelig var sluppet ind, ventede der en hård og slidsom tilværelse. Særligt slemme var historierne om umenneskelig behandling af bygningsarbejderne, 18

som arbejdede i stegende hede året rundt med kun få pauser og talrige arbejdsulykker på grund af ringe sikkerhed. Næsten endnu værre var den grove udnyttelse af de unge stuepiger eller maids. Det var ikke historier, man kunne læse i de lokale aviser; historierne blev hviskende fortalt i fortroligt forum og suppleret af faktuelle oplysninger af de læger på sygehuset, vi havde omgang med. Stuepiger, der var blevet skubbet eller sprunget ud fra højhuse, eller som blev indlagt med tegn på voldtægt og mishandling; eller stuepiger, der var blevet låst inde uden mad og vand i flere dage og indbragt på sygehuset døden nær. Flere ambassader havde sovesale, der husede stuepiger, der var flygtet fra deres arabiske arbejdsgivere; de kunne ikke komme tilbage til deres eget land, fordi sponsoren ikke ville udlevere deres pas. Unge kvinder blev sat til at arbejde for flere familier, mens de om natten måtte lægge krop til andre ydelser. Historierne var mange. De gik fra mund til mund og var svære at tro på. Jeg oplevede ofte i de store indkøbscentre en lokal kvinde eller flere i flok med en bagtrop af en lille, undseelig stuepige, der slæbte på enten børn, indkøbsvogne, indkøbsposer eller det hele på én gang. At dømme efter udtrykket i denne lille persons øjne var medarbejdertilfredshed og menneskelig respekt ikke begreber, der var en del af hendes dagligdag. Min mand havde allerede ansat en lille indisk dame til at gøre rent, da vi andre ankom. Hun var blevet anbefalet gennem venner, var sød og smilende og kom en gang om ugen. Det var ikke noget nyt for mig at have rengøringshjælp; det havde jeg haft i ganske mange år i Danmark. Det nye var, at hun og jeg overhovedet ikke kunne forstå hinanden. Uanset hvad jeg forsøgte mig med, smilede hun og sagde, Yes Madam ; hun forstod intet af, hvad jeg sagde. Når jeg f.eks. søgte at forklare, at det ville være rart, hvis hun kom lidt mindre Clorox og FloorClean og andre kemikalier i gulvspanden, når hun vaskede flisegulvene, fordi alle gulvene var så klistrede, at vores sko hang fast, og vores allergiske datter fik åndedrætsbesvær, sagde hun Yes, 19