Efter sådan en tur kan man ikke være racist 9. klasse fra Vester Skerninge på studietur til Marokko 126 9. klasse på Vester Skerninge Friskole var fra den 29. januar til den 6. februar på en rejse, der for første gang førte en afgangsklasse fra skolen uden for Europas grænser. 21 elever, to lærere og fem forældre tog til Marokko, hvor de skulle bo privat i landsbyen Lahamadat og bl.a. møde eleverne fra Faycal Ibn Abdelaziz School i Agadir. Kontakten til skolen skulle etableres med henblik på et fremtidigt samarbejde mellem den danske friskole og den marokkanske skole. Forinden havde forældre og elever sparet 34.000 kroner sammen, for det normale rejsebudget rakte ikke. Som ofte i friskoleverdenen kom idéen ikke af, at nogen udefra havde fundet på, hvad der skulle ske. International orientering og globalisering er temaer alle vegne; men anledningen, valget af land, kultur og konkret geografisk sted blev til ved en blanding af heldige sammentræf, engagerede mennesker, konkrete kontakter og familiære relationer. Vester Skerninge Friskole har et forældrepar med familiære rødder til en landsby i Marokko. Moderen, Marianne Elallafi Leth, er dansk, mens faderen, Abdelkabir Elallafi, er marokkansk. Et kulturmøde havde allerede fundet sted, og det gav nogle særlige og vedkommende muligheder. Den danske 9. klasse sammen med deres marokkanske værter efter besøgene i deres hjem. Programmet Abdelkabir Elallafi og Marianne er forældre til tre børn på Vester Skerninge Friskole og har et hus i Agadir i Marokko ud over det på Villabakken i Vester Skerninge. Huset i Marokko ligger sammen med Abdels søsters hus omkranset af en fælles mur. De danske friskolelever boede privat i Abdels og Mariannes hus eller hos hans søster Sadir og svoger Cheguer. Husene ligger i landsbyen Lahamadat. Nogle af eleverne sov under åben himmel. Sadir og hendes hjælpere sørgede for mad til de måltider, de spiste i landsbyen. Det var en kulinarisk oplevelse i sig selv. Formålet med turen var at besøge et muslimsk land, møde en fremmed kultur og religion og komme tættere på hverdagen på et andet kontinent. Måske kunne oplevelsen nuancere det billede, som medierne bringer? Transporten i Marokko foregik i lejede biler, hvor forældrene var chaufører I løbet af ugen blev det til vandreture i bjergene, besøg på markeder, en heldagstur til Taroudant, besøg i et badehus, kamelridning og meget mere, men lige så spændende var alt det, der ikke var programsat, men som bare skete. Abdel fungerede på turen som stedkendt guide.
Privat indkvartering Friskolebladet har talt med tre af eleverne, der var med på turen, for at høre om deres oplevelse af mødet med det fremmede. Det var Maren Kirstine Bjørnholt Larsen, Andrea Larsen og Lynge Hauser. Hvordan var det at bo privat hos Abdels familie? Lynge: I begyndelsen skulle vi lige vænne os til, hvordan vi nu skulle spise. Det var lidt et kulturchok. Andrea: Da vi ankom, blev vi straks budt på mad, hvor vi skulle spise ved nogle små borde helt nede ved gulvet og vi skulle spise med fingrene. Det var lidt anderledes. Man tog et stykke kød op, tog en bid, og så skulle man lægge det ned i fadet igen. Vi spiste af samme fad. Man må ikke stikke det ind i munden med venstre hånd. Hvordan var det at færdes i landsbyen? L: Vi kunne trygt bevæge os rundt, som vi ville. Der var ikke noget at være bange for. En anden handelskultur Klassen oplevede både en souk, et marked, i landsbyen og i den større Agadir. Hvordan var det? Maren: Der var nogle, der var rimeligt pågående, og det kunne blive for meget. Andrea: I starten troede vi, den store opmærksomhed skyldtes, at de bare var hjælpsomme, fordi vi var turister, men senere fik vi at vide, at de havde en aftale med butikkerne, som tog en overpris af fremmede og betalte dem, der skaffede kunder til butikken. Det var lidt irriterende. M: Man kunne ikke bare få lov til at gå og kigge. Lynge: Vi skulle vænne os til at prutte om prisen. Det er vi jo ikke vant til fra Danmark. A: Også fordi man ikke ved, hvad den rigtige pris er. L: Hvis man siger en pris, der går meget under, kan de gå helt amok. A: O, no, no, no! råber de. Og fortæller, at de har så og så mange børn derhjemme, en bedstemor og en svigermor, og så kan de ikke få mad osv. Men bortset fra det, så får man også lynhurtigt en god kontakt med folk. De handlende var nysgerrige efter at høre, hvor vi kom fra, og var behjælpelige med at vise os til rette og fortælle, hvor vi kunne købe mad. Man blev hurtigt venner. Andrea Larsen, Maren Kirstine Bjørnholt Larsen og Lynge Hauser foran Vester Skerninge Friskole. På shoppingtur. 127
128 L: En aften var vi var ude at gå en tur. Vi endte på en mark for at se et argan-træ, som kun gror i Marokko. Det producerer dyre olier. Vi gik ind på marken og hen til træet, og så kom der én cyklende på den vej, vi var gået væk fra. Vi blev nervøse, for vi var jo gået ind på hans mark, og det bliver landmændene i Danmark sure over, men det gjorde han ikke. Han vinkede os ind til vejen, og selv om han lige havde fået fyraften, så skulle vi se, hvor han arbejdede. Han arbejdede på en farm, hvor de dyrkede appelsiner og peberfrugter. Han var elendig til engelsk, men det blev alligevel en dejlig og hyggelig tur. Vi fik den helt store rundvisning og smagte de mest vidunderlige, søde appelsiner. A: Vores lærers motto: Vi har aftalt det her i dag og så snakker vi i aften om, hvad der egentlig er sket. Der skete nemlig altid noget uventet. På marokkansk skole Friskolen havde i forvejen aftalt et besøg på en skole, og det var både et mere storslået og mere officielt indslag, end de var forberedte på. Der var en repræsentant fra Undervisningsministeriet, taler hvor også Maren Bjørnholt Larsen måtte improvisere én til gengæld. Andrea: Før vi kom, skulle myndighederne have vores forældres navne, inden vi kunne tage til Marokko, og for at vi kunne få lov til at komme ned på skolen. De skulle snakke med politiet. Maren: Da vi kom, blev vi først sat ved et bord i midten. Alle de marokkanske elever sad udenom, og vi fik te og kager. Det følte vi os lidt underlige ved. I hvert fald i starten. Vi sad bare der, og alle sad bare og kiggede på os. Lynge: Det var stort. Det havde de gjort meget ud af. Senere plantede vi træer for fremtidigt venskab, malede et fælles vægmaleri og dansede. Andrea: De spillede noget marokkansk musik, og så var der bare nogle af drengene, der begyndte at danse, og så hev de os op. Kunne I finde ud af det? L: Nej! A: De viste os, hvordan vi skulle gøre. L: Det var sådan meget klap, klap, klap. A: Så dansede vi bare, og så var alting lige meget. M: Efter besøget på skolen blev vi fordelt mellem nogle af eleverne og kom med hjem til deres familier. Kunne I tale engelsk sammen? A: Jja, men flere gange måtte vi høre det flere gange for at forstå det, for de talte dårligere engelsk end os. Hvad talte I om? L: Vi talte om, hvad vi lavede i vores fritid. Vi blev
vist rundt i deres hus, mødte deres familie og fandt ud af, at familierne var meget større end i Danmark. Der kunne være 12 personer i huset. A: Når man ser, hvor lille huset er, og der så bor 12 personer og hos os bor der måske 3-4 personer i et stort hus. A: De mente alle sammen, vi kom fra Frankrig! L: De troede mere, det var Norge og Sverige, jeg ved ikke hvorfor. Sagde man, man kom fra Danmark, troede de, det var Oslo eller Stockholm, vi kom fra. Teselskab og dansk reservation Lynge: Man kunne gå ude på gaden, og så blev man inviteret på te hos vildtfremmede mennesker. Alle havde et lille sted, hvor man kunne invitere forbipasserende på te. Gjorde I det? L: Det gjorde jeg tit. Kom vi et par stykker gående, blev vi pludseligt af en fremmed mand inviteret på café, hvor vi skulle hilse på hans venner. Han fik os til at tage billeder og bad mig sende nogle af dem ned til ham. Har du så fået gjort det? L: Nej, det kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Andrea: Vi kan ikke læse, hvad de skriver. Maren: Vi fik også en masse telefonnumre, så vi kunne ringe, når vi kom hjem. Og det har I så gjort? Alle: Nej. Har I så givet nogle telefonnumre den anden vej? Alle tre: Nej. L: Men en masse e-mailadresser har vi givet dem. Har I så hørt fra dem? A: Ja! Så snart vi var kommet hjem og fået os logget på nettet og Facebook og den slags, så lå beskederne der: Hej, kan du huske mig, kan du huske mig? Har du det fint, hvordan har du det. Det kommer konstant, Går der bare et par dage, inden man svarer, så modtager vi Are you there, er du der? Vil du ikke skrive med mig? Kan du ikke lide mig? Så utroligt irriterende! A: I starten var det sjovt, men nu er det M: Men de vil vel bare gerne snakke med os. Hvorfor er det irriterende? M: De bliver ved! L: De kan være lidt påtrængende. A: Skriver jeg, at jeg ikke har tid lige nu, får jeg svaret: Kan du ikke lide mig? Du må ikke gå! Jeg vil snakke med dig. Jeg elsker dig! I har kun været sammen en enkel dag? A: Præcist! You are my best friend. Du er den flotteste i verden! Vil du være min kæreste? Lærer Lene B. Vestergaard med repræsentanter for skole og myndighederne. Musikalsk underholdning, som fik de unge på dansegulvet. 129
Nej! Det vil jeg ikke! Jeg aner ikke, hvem det er, der skriver til mig. De starter med at skrive: Du er min bedste ven. Hvem er du? Her er der kulturforskel. Det kan være, de opfatter jer som kolde og afvisende? M: Ja, det tror jeg, de gør. En forskel i mit hovede Har turen til Marokko ændret ved jeres forhåndsopfattelse? Lynge: Efter den her tur kan man ikke være racist. Det kan man simpelthen ikke. Andrea: Vi har jo ikke haft fordomme på den måde, men det har gjort en forskel inde i mit hoved, selv om jeg ikke kan sætte præcise ord på det. L: Pia Kjærsgaard skulle tage derned! Hvad ville hun opleve ved det? Maren: Deres gæstfrihed og hvor søde de egentligt er. Når jeg har mødt muslimer før, har jeg ikke tænkt på dem som åbne. A: Jeg opfattede ikke muslimer som åbne mennesker, før jeg kom derned, men sådan er de. Hvad har det gjort ved dig? M: At man kan være lidt mere åben. Vi var på et marked, og da vi mødte den samme mand for anden gang, kom han hen og gav os et kram. Og han præsenterede os som hans venner over for hans andre venner på pladsen. A: Man kommer til at tænke over, hvor lidt der tit skal til, for at man kan blive venner. I Danmark synes vi jo, at vi skal kende hinanden ret godt, før man er venner. Måske er vi danskere lidt reserverede? Claudi Clausen Søsteren Sadir stod sammen med et par medhjælpende piger for bespisningen. 130