Vejen væk fra de tyngende tankers undertrykkelse Alle kender hende som den glade og udadvendte Vickie. Men bag charmen og den tilsyneladende selvsikkerhed lurer en navnløs angst. Hjertet hamrer og hænderne ryster, når Vickie kommer i fokus. Frygten for, at nogen skal opdage det, styrer store dele af hendes tilværelse. Indtil hun får diagnosen socialfobi og opdager, at livet kan være helt anderledes. Af Rosa Middelboe, 2008 Vickie von Bülow vokser op i Frederikssund i tresserne. Faderen arbejder i søværnet og senere som ejendomsmægler. Vickie synes, han er flot i sin uniform. Når han kommer hjem fra havet, har han fine gaver med, og om sommeren tager han Vickie med til stranden. Han er af den gamle skole, som så mange andre i tiden: Børn skal ses, men ikke høres. Vickie er et nemt og glad barn, som leger roligt med sit legetøj, når familien er på besøg hos folk. Moderen er bogholder i et revisionsfirma, når hun ikke går hjemme og passer Vickie. Hun er kærlig og beskyttende, men taler ikke gerne om følelser. I tressernes øvre middelklasse er det vigtigt at holde facaden og undgå at blamere sig. Vickie udvikler sig til en køn, dygtig og høflig pige. Hun er flittig i skolen og holder perfekt orden på sit værelse derhjemme. Men hun er stor af sin alder, faktisk den højeste i klassen, og nogle gange driller klassekammeraterne. Når Vickie skal svare på lærerens spørgsmål eller fremlægge for klassen, rødmer hun. Det værste, hun ved, er at være i fokus. Nederlaget 1974 Vickie er 12 år og hendes forældre er blevet skilt. Hun fortæller det til sin sidekammerat Gurli i skolegården. Og indprenter hende, at hun aldrig må sige det til nogen. Vickie, hendes lillebror og deres mor er flyttet fra det store hus med swimmingpoolen til et lille rækkehus, som moderen har lejet i den anden ende af byen. Efter skole cykler Vickie op ad vejen mod sit gamle hjem. Når hun er ude af syne fra skolen, kører hun ad omveje hjem til rækkehuset. Ingen skal opdage, at hun er blevet skilsmissebarn. I bebyggelsen bor også den jævnaldrende Lonnie, der er mere frisk og fremmelig end Vickie. Det er forår, og Vickie har sin lyseblå cowboyjakke på, hvor der står Slade henover ryggen. Hun er vild med René med det lange mørke hår, som bor ovre i det høje etagebyggeri. Hun synes, han er flot og dejlig, og i dag skal hun og Lonnie over til ham. Det er sejt. De skal ryge cigaretter, og René tilbyder Vickie en varm røv så hun kan tænde sin cigaret på hans glød. Vickie er ikke vant til at ryge. Hendes hænder ryster. De to andre betragter hende, mens hun forgæves forsøger at få ild i cigaretten. Til sidst tænder Lonnie for Vickie, som føler sig forfærdeligt til mode over nederlaget. De har garanteret opdaget, at hun var nervøs. Hun hader, når nogen synes, det er synd for hende. Fornemmelsen af at være ynkelig! Hemmeligheden 1982 Vickie uddanner sig til laborant på Roskilde Sygehus. Hun møder tidligere end kollegerne hver morgen. I spisestuen ligger blodprøvesedlerne linet op på to borde. Vickie skal for alt i verden nå frem til hospitalet fra huset i Jyllinge, inden de blå og orange blanketter er taget. Ellers risikerer hun at skulle ind på en afdeling med unge mennesker. Det klarer hun ikke. De blå er de gamle mennesker, de orange er børnene. Dem har hun intet imod. De holder ikke øje med hende, mens hun tager prøven. Her er der ikke noget, hun skal leve op til. De færreste kan lide at tage blodprøver på børnene, men Vickie er blevet rigtig god til det, og hun snakker godt med de gamle. De unge og 1
friske gør hende nervøs. En seksmandsstue med unge mænd er det værste, hun kan forestille sig. Og hun forestiller sig ofte ubehagelige ting om morgenen på vej til arbejde: At hun vil komme til at ryste, og at patienterne vil opdage det. Når Vickie en sjælden gang kommer for sent og får tildelt en afdeling med unge mennesker, skynder hun sig ud på toilettet, sluger en blodtryksnedsættende pille og trækker tiden ud en halv time, til den virker. Selv en ganske lille dosis kan stoppe hendes hjertebanken og holde hænderne i ro. Det bedste er hjerteafdelingen, hvor hun skal udføre EKG. Her er hverken små glas, pipetter eller kanyler. Det værste er ambulatoriet, for her kan hun aldrig vide, hvem der kommer dumpende ind. Nogle gange siger hun, at hun er dårlig og må gå hjem. En dag skal Vickie lave en analyse af en rygmarvsprøve. Hun skal sprøjte spinalvæske ind i en stor maskine. Det haster. Instruktionslaboranten og den selvsikre Anni, der også er elev, er til stede. De kigger på Vickie, mens hun arbejder. Vickie ryster på hænderne. Der er ingen chance for at skjule det nu.»er det ikke sjovt, jeg kan ikke det her, fordi jeg ryster,«siger Vickie forfjamsket og forsøger at lyde som om, det virkelig bare er spøjst og ikke spor skrækkeligt.»jeg ved ikke, om det ligefrem er sjovt...«siger den venlige instruktionslaborant. Hun aner ikke noget om Vickies daglige krumspring for at undgå at blive betragtet, mens hun arbejder. Anni tager over. Hun er sød og hjælper tit Vickie, når hun bliver nervøs. Episoden er hurtigt glemt. Af de andre. For dem er det ikke noget problem, at Vickie ryster lidt. For hende er det hele verden. Hun er altid på vagt og bange for, om der nu kommer nogen og kigger, når hun arbejder. Hun skynder sig at få tingene overstået. Har ligesom ikke sig selv med i sine gøremål. Er ikke rigtigt til stede. Uvidenheden Nogle år senere arbejder Vickie med kvalitetssikring på Novo Nordisk. Når hun skal præsentere noget på et møde, er hun ræd for, at de andre skal opdage, at hun er nervøs og usikker. Hun vil være den glade og selvsikre Vickie. Det er også sådan, hendes nærmeste kollega Susanne og hendes familie og veninder kender hende. Søde, sjove, selvstændige Vickie. Udadvendte, kloge og smukke Vickie. Rolige og afbalancerede Vickie. Ingen kender den rædselsslagne Vickie. Og det skal de for alt i verden heller ikke komme til! Når frokostpausen nærmer sig, begynder tankerne at kværne. Hvad skal hun spise, hvem skal hun følges med, hvor skal hun sidde i kantinen? Det er bedst, hvis hun kan komme til at sidde i hjørnet med ryggen til den store sal. Det er værst, hvis hun af vanvare kommer senere end de andre og må spise efter, at de er færdige. Så har de jo ekstra god tid til at se på hende, mens hun spiser. Og måske stiller de hende oven i købet spørgsmål. Vickie spiser altid sandwich, at bruge kniv og gaffel er udelukket. Hun smager ikke på maden, og nogle gange opgiver hun på halvvejen. Hun sætter de andre i snak for at fjerne fokus fra sig selv. Spørger, om der ikke er noget med, at de har været på ferie samme sted... Vickie går til lægen og fortæller om sine rystende hænder. Hun får en ny recept på blodtryksnedsættende medicin, selvom der ikke er noget i vejen med blodtrykket. Men pillerne hjælper på Vickies hjertebanken og på hendes evindelige rysten. Hun konsulterer en psykolog og en psykoterapeut, men hun har svært ved at formulere, hvordan det er fat med hende. Hun har det bare mærkeligt. De eneste håndgribelige symptomer, hun har, er de rystende hænder og det bankende hjerte. Hverken lægen eller terapeuterne gennemskuer årsagen, og Vickie slår sig til tåls med beskeden om, at hun nok bare er mere nervøs end andre. Det må hun leve med. Diagnosen Sommer 2003 Vickie sidder ved det runde blå køkkenbord på første sal i huset på Nordre Strandvej i Helsingør, hvor hun bor sammen med sin mand, der er ingeniør. Hendes blik falder på 2
en annonce i lokalavisen Nordsjælland. En psykiater i Hillerød søger forsøgspersoner. Han vil teste en nyt præparats virkning mod socialfobi, som også kaldes socialangst. I annoncen er symptomerne listet op: Hjertebanken, rysten på hænderne, rødmen, uvirkelighedsfølelse, følelsen af at være forkert... Vickie er lamslået. Hun søger på nettet på ordet socialfobi og finder adskillige beskrivelser, hvor hun genkender sig selv. Der er blandt andet en beskrivelse af et kantinebesøg, som svarer fuldstændig til Vickies oplevelser i kantinen på arbejdet. Hun er åbenbart ikke den eneste i verden, der er bange for at spise med kniv og gaffel sammen med andre! Første gang, Vickie er hos psykiateren, regner hun med at blive afvist, for hun ligner jo ikke en lille bange mus. Hun har et fint liv med en kærlig familie, godt job og dejligt hus. Han vil sikkert sige, at hun skal fise af.»jeg ved godt, jeg ser helt normal ud,«undskylder hun. I omgangskredsen er hun jo kendt som den glade og udadvendte Vickie. Ingen ved, hvorfor hun tit går tidligt hjem fra familiefester og ofte spiser frokost alene på kontoret. Så hvorfor skulle psykiateren tro på hende, når hun påstår, at hun har det forfærdeligt?»men jeg har altså symptomer,«siger hun og føler nærmest, at hun lyver. I alle årene har hun troet, at det bare var hende, der var underlig. At angsten var en naturgiven del af hendes personlighed. En hemmelig del, som for alt i verden skulle skjules for omverden. Og nu sidder hun her og skal overbevise psykiateren om, at de symptomer, hun har brugt så meget energi på at fortrænge og forsøgt at få til at forsvinde, faktisk er reelle og temmelig opslidende. Psykiateren udspørger Vickie, og hun fortæller om konkrete episoder, hvor symptomerne er opstået. Om frygten for at nogen skal opdage, at hun er et skvat. At de skal synes, det er synd. Eller se ned på hende. At de ikke vil bryde sig om hende, når de opdager, at hun ikke er sej og selvsikker inderst inde. Efter testen konstaterer psykiateren, at Vickie lider af socialfobi i svær grad. Han siger, at han kender hendes type. Den pæne, søde og perfekte pige. Som bag den muntre facade lider af socialangst. Vickie er lettet. Ligesom i eventyret om Rumleskaft, hvor trolden mister sin magt, da pigen gætter dens navn, har Vickies diffuse angst fået et navn. Hendes evige rysten har fået en årsag. Hendes uforklarlige ubehag ved at blive betragtet er blevet kategoriseret. Hun lider af socialfobi, en ikke psykotisk psykisk lidelse, som rammer temmelig mange mennesker. Og hun kan gøre noget ved det. Tvivlen Vickies mand, Martin, er den første, hun fortæller om diagnosen. Han forstår pludselig, hvorfor hun altid hurtigt vil hjem fra fester med hans venner. Han troede, at hun bare ikke gad, men nu går det op for ham, at hun har følt sig forkert, ked af det og bange. Efter at Vickie har deltaget i psykiaterens undersøgelse, hvor hun er i placebogruppen, får hun en recept på Cipramil. Den antidepressive medicin dæmper hendes angst. Den stopper ligesom tankebanerne og gør hende mere afslappet i ubehagelige situationer. Martin bemærker, at Vickie virker mere rolig, og hun er ikke så tit irritabel, når hun kommer hjem fra arbejde. De fysiske symptomer, som den blodtryksnedsættende medicin tog, forsvinder ikke. Men Vickie er ikke så bange for, at nogen skal opdage, at hun er nervøs og ryster lidt. Den følelsesmæssige del af angsten det psykiske ubehag og de dystre tanker om de andres fordømmende blikke er ligesom gået i opløsning. Hun kan ligefrem nyde sociale situationer. Da den første lettelse over at have fået diagnosen har lagt sig, melder tvivlen sig. Vickie er ikke meget for at indse, at hun virkelig har en psykisk lidelse.»så er der jo noget i vejen med min hjerne. Så er jeg psykisk syg,«tænker hun nedslået. Det virker så definitivt, som om der intet er at gøre. Andet end at dulme symptomerne med medicin. Hun kan ikke identificere sig med diagnosen. Hun ser jo ikke sig selv som sådan en lille angst og bange en. Hun synes, det er pinligt. Det ville alligevel være rart, hvis det bare var noget fysisk. Blodtrykket for eksempel. 3
Terapien Forår 2004 Efter et års tid trapper Vickie ud af den antidepressive medicin. Den har været god for hende, men hun kan ikke forlige sig med et liv på piller. Hun vil have det sådan, som hun har det men uden medicin! Hun begynder på Kognitiv Center København, hvor folk med angst og stressdiagnoser går i terapi. Via undervisning i angstens natur og øvelser i at gøre det, de er bange for, lærer deltagerne at forstå og håndtere deres angst. Ved første møde på centret skal kursisterne, som lider af forskellige former for angst, præsentere sig selv. Hjertet banker hurtigere og hurtigere, som turen nærmer sig Vickie. Det føles forfærdeligt. Også for de andre, kan hun mærke. Men hun har betalt mange penge for kurset, og hun vil have noget ud af det.»nu giver jeg los,«beslutter hun. Og accepterer risikoen for at kvaje sig og være fuldstændig ynkelig, når hun overgiver sig til terapien. Hun fortæller om sin diagnose, idet hun dækker sig bag den kliniske distance, hun har fået af at læse om lidelsen. Det er lettere at tale om, hvordan man har det, når man kan bruge termer fra faglitteraturen. Det legitimerer på en måde angsten. En af de andre deltagere er overrasket over, at Vickie lider af socialfobi. Han regnede med, at det var klaustrofobi eller busfobi, for han kan slet ikke se på Vickie, at hun er bange for at være i fokus. Selv bliver hun forbavset, da hun i en af øvelserne ser sig selv på video. Hun regner med at se et rystende espeløv, men ser en næsten skræmmende cool og overlegen kvinde. Erkendelsen En af de sidste gange afslutter gruppen som sædvanlig mødet med afspænding. Vickie har ofte tænkt:»hvad laver du her? De andre er jo mere syge end dig.«hun vil ikke være en af dem. Men i dag er det som om, det hele falder på plads i hendes hoved. Hun erkender dybt inde, at det er rigtigt. At hun er en af dem. Selvom de er vidt forskellige typer, har de samme tankegang. Vickie indser, at hun ikke bare kan sige til sig selv, at hun skal tage sig sammen. Hun kan heller ikke læse sig ud af lidelsen. Og det hjælper ikke, at hendes veninder og familie tusind gange siger, at hun er smuk og klog at høre på, at ingen lægger mærke til, at hun er nervøs, og at alle bliver nervøse ind imellem. Hun må gå mere drastisk til værks. Hun må ændre sine tanker.»jeg bliver nødt til at vinke farvel til en del af mig selv,«tænker hun, rystet i sin grundvold, som hun ligger der på gulvet. Hun ser lyset, men det er ikke positivt. Erkendelsen forskrækker hende. Hun græder og kan ikke holde op. Det vil kræve hårdt arbejde at ændre de tankebaner, som hæmmer hende, holder hende tilbage og fortæller hende, at hun ikke er god nok. Det vil tage lang tid, og hun kan ikke gøre det alene. Om det vil lykkes, ved hun ikke. Løgnen En lørdag i maj holder Vickies veninde Berit 40 års fødselsdag i et selskabslokale på Carlsberg, hvor hun er bryggeriarbejder. Vickie kender en del af de godt halvtreds gæster fra dengang, hun og Berit begge boede i Frederikssund. Tonen er barsk, humoren ironisk, og Vickie bliver hurtigt utilpas. Hun har aldrig rigtig følt sig hjemme i miljøet, men hun holder meget af Berit, som er hjertelig og aldrig jorder folk. Vickie har glædet sig til festen, men hun kan ikke holde ud at være der. Anspændelsen giver hende hovedpine. Hun vil hjem til sin mand og deres trygge bolig i Helsingør. Så snart middagen er overstået, siger hun til Berit, at hun bliver nødt til at køre hjem til sin lille søn, der er ked af det. På hjemvejen græmmer hun sig over, at hun løj for at komme væk.»kan du ikke engang gennemføre en fest? Hvorfor kan du ikke bare have det sjovt som alle andre?«spørger hun retorisk og fortæller vredt sig selv, at hun er den største tåbe. Hun vender og drejer alt, hvad hun har sagt og gjort. Opregner kvajede detaljer. Bebrejder sig selv. I timevis. 4
Berit er skuffet over, at Vickie forlader festen som en af de første, men hun vil ikke være den irriterende type, der udfritter og plager sin veninde om at blive. Da hun senere får grunden at vide, falder der nogle brikker på plads. Berit har aldrig kunnet forstå, hvorfor Vickie har så lavt selvværd, for i Berits øjne er hun perfekt. Smuk og sød og fuldstændig i balance. Selv når hun bliver gal, siger hun bare»ihhh!«, ryster sig lidt og er straks glad igen. Derfor bliver Berit helt chokeret, da Vickie fortæller om angsten.»hvorfor har du aldrig sagt det?!«spørger hun sin ellers så åbne og ærlige veninde. Men Vickie har ikke vidst, hvordan hun skulle sige det. Og hun har haft brug for at kæmpe alene. Processen Hidtil har Vickies mor slået sin datters spage forsøg på at fortælle om angsten i forbindelse med nye jobs og eksaminer hen som naturlig nervøsitet. Men da hun hører om Vickies diagnose, bliver hun ked af det og tænker, at hun må have gjort noget galt i hendes barndom. Senere konkluderer hun, at det nok er arveligt. Hun har selv haft det lidt på samme måde i svære perioder af sit liv, og hendes egen mor har nævnt lignende symptomer. Vickies ældste søn, den halvvoksne Nicklas, mærker intet til sin mors lidelse. Han synes, hun er noget nær den perfekte mor. Kærlig og omsorgsfuld og god til at pjatte med ham og hans venner. Nicklas spejler sig i sin mors udadvendthed og møder tilværelsen med frygtløs nysgerrighed. Han elsker at møde nye mennesker og har intet imod at være i centrum. Da Vickie en dag fortæller om sin diagnose, kommer det meget bag på ham. De taler om, at hun ikke er psykisk syg. At hun bare tænker nogle lidt tossede ting. Og at det nærmest er et overstået kapitel nu. Vickie lærer meditation, yoga og vejrtrækningsøvelser i organisationen Art of Living. Teknikkerne hjælper hende til at håndtere angsten. Lange løbeture får hende til at slappe af, og psykologsamtaler giver hende yderligere indsigt i angstens anatomi. Når de destruktive tanker banker på, kan hun stoppe dem. Spole de tyngende tankebaner tilbage og vælge en anden vej. Hun ligger ikke længere vågen den halve nat efter episoder, hvor hun har været i fokus. Og hun martrer ikke sig selv med gennemspilninger af, hvad hun har sagt og gjort. Hun ved, at ingen formentlig har lagt mærke til de detaljer i hendes fremtoning, som hun selv før i tiden anså for at være iøjnefaldende og pinlige dumheder. Martin oplever, at Vickie er blevet mere sig selv. Hun er blevet mere moden, synes han. Hun tager mere ansvar på sig, og hun tør tage stilling til ting, hun før tvivlede om. Vickie bliver bestyrelsesmedlem og frivillig telefonrådgiver i Angstforeningen, efter at hun selv har talt med telefonpasserne nogle gange og mødt to af foreningens ledende kvinder. Alle mulige mennesker med forskellige angsttilstande ringer ind og fortæller om deres liv og spørger Vickie om hendes erfaringer. Hun genkender sig selv i dem, der ringer, og de spejler sig tilsvarende i hende. Hun kan mærke i sin mave, hvordan de har det, når de fortæller om deres oplevelser. Mange har ligesom Vickie ikke fortalt deres pårørende noget, og det er en stor lettelse for dem at fortælle om angsten til en, der forstår og tager dem alvorligt. I løbet af samtalen kan Vickie ofte mærke, at en fortvivlet person bliver lettere om hjertet og ender med at lyde helt glad. Fordi angsten er blevet afmystificeret, og fordi Vickie ikke siger:»tag dig sammen. Så slemt er det vel ikke!«vickie ved, at det er slemt. Og at man ikke bare kan tage sig sammen, men at man kan gøre noget. Sejren 2005 Vickie er arbejdsmiljørepræsentant på Novo, og på et internt kursus om arbejdsmiljø spotter hun en kvinde, som hun føler sig tryg ved. Hun fortæller hende i en pause, at hun ikke er så vild med at skulle fremlægge, og det viser sig, at kvinden også lider af socialangst og tager medicin. Det er rart at vide, at de er to i samme båd. Desuden er der 5
en god stemning på holdet, og lederen er flink. Vickie har aldrig før holdt oplæg uden beroligende piller. Men pludselig står hun og fortæller om den strategi, hun har lagt, for hvordan hun vil arbejde med arbejdsmiljøet i forhold til ledelsen på arbejdspladsen. Og hun kan lide det. Hun er fuldstændig fokuseret på emnet og ikke på sin egen fremtoning. Hun kan fornemme sig selv, men på en god måde. Hun føler sig rigtig. Det er de færreste i Vickies omgangskreds, der ved, at hun lider af socialfobi. Hendes kolleger, lillebror og flere af veninderne stifter bekendtskab med Vickies angst i et dameblad, som bringer et interview med hende. De bliver dybt forundrede. Hvorfor har de ikke bemærket det? Kunne de have gjort noget? Ingen kan få billedet af den selvstændige, udadvendte og glade Vickie til at passe med det fremmedartede begreb socialfobi. En lidelse, de enten hører om for første gang eller kun har en vag forestilling om, før de læser artiklen. Men Vickie har haft brug for at arbejde alene med sin angst, uforstyrret af andres meninger. Det værste, hun ved, er medlidenhed. Men selvom hun har holdt angsten skjult for sine omgivelser, føler hun sig forpligtet til at fortælle om den i en bredere kreds. Der er nemlig ikke mange, der har lyst til at stå frem og fortælle om deres socialfobi. Et af de mest udtalte træk ved lidelsen er jo frygten for, at nogen skal opdage, at man har den. Angsten for, at angsten skal komme til syne, blæser angsten op. Og tabuet og selvbebrejdelserne slider mere end selve angsten. Derfor har Vickie sagt ja til at sidde i Angstforeningens bestyrelse, og derfor stiller hun flere gange op til interviews. Når man lader djævelen danse på bordet, er den ikke så farlig. Nuet 2008 I dag fem år efter, at Vickie fik diagnosen socialfobi, kan hun stadig få angstanfald, hvis hun for eksempel skal fremlægge på et seminar. Men det sker meget sjældnere, og hun tager dem ikke så tungt som tidligere. For hun kan ligesom se sig selv udefra og nøgternt betragte, hvad der foregår:»aha, et angstanfald,«konstaterer hun og tager det som en oplevelse. Hun bliver ikke længere gal på sig selv, hvis hun bliver nervøs, og hun plages ikke som før af nedtrykkende tanker og selvbebrejdelser i dage eller måneder efter en episode. Hun har indset, at de andre heller ikke går hjem og tænker kritisk på hendes fremtræden. Når hun er ved at lette, og tankerne begynder at hvirvle, ved hun, hvordan hun får jordforbindelse igen. Hvert lille nyt skridt ud af angstens skygge er en sejr. Det sker, at Vickie oplever aspekter af livet som om, hun mødte dem for første gang. Hun kan blive glad over de mindste ting. At tale med en kollega eller en fremmed i bussen. At opdage nye sider af sine veninder. At give sig tid til at tænke over et svar på et spørgsmål uden at spekulere på, hvordan svaret vil lyde i den andens øre. Når hun er sammen med andre mennesker, kan hun nyde og lytte. Før lukkede hendes tankespind hende inde i en osteklokke. I dag føler hun, at hun er til stede i nuet og i reel kontakt med sine medmennesker. Vickie synes ikke, hun har haft et dårligt liv. Men hun har fået et meget bedre liv uden angsten. Og hun har drømme for fremtiden: frivilligt arbejde, foredrag om angst og måske et lederjob. Der er mange muligheder, når de tyngende tanker slipper taget. Artiklen er baseret på interviews med Vickie von Bülow, hendes mand, mor, bror, søster, søn, kollega og veninde. Den er en del af min hovedopgave på DJH, som var et tema om socialangst. 6