Nu skal danske bygninger gøres energieffektive Af specialkonsulent Jonas Møller, Dansk Byggeri En omfattende reform af energispareindsatsen i bygningsbestanden er i al stilfærdighed blevet vedtaget og står foran at skulle realiseres. Potentialet er stort, og det offentlige skal med sine egne bygninger gå forrest i indsatsen. Net- og distributionsselskaberne skal i samarbejde med byggeerhvervet udvikle et marked for en helt ny type ydelser, kaldet energitjenester. Uden de store forudgående politiske sværdslag er der gennem de sidste par år truffet forberedelser til en særdeles ambitiøs reform af energispareindsatsen i Danmark. Reformen består af en række nationale og fælleseuropæiske tiltag, der gensidigt understøtter hinanden. På EU-niveau trådte direktivet om Bygningers energimæssige ydeevne i kraft den 1. januar 2006. Direktivets formål er især at synliggøre det energiforbrug, der er forbundet med de enkelte bygningers udformning og benyttelse. Desuden skal direktivet sikre, at ejere og brugere tilskyndes til at forbedre den enkelte bygnings energimæssige ydeevne. Direktivet er i mange henseender inspireret af den danske mærkningsordning fra 1997 men er mere vidtgående end disse. Kort før jul blev der opnået enighed mellem Europaparlamentet og de europæiske energiministre om et nyt Energitjeneste-direktiv, der skal fremme udviklingen af et marked for energibesparelser. Det forventes offentliggjort i EF-Tidende i april 2006, hvorefter der vil gå 2 år, før det træder i kraft. Direktivet har til formål at fjerne eksisterende hindringer for at markedet for energitjenester kan udvikle sig, og markedet for energitjenester betegnes som et hovedindsatsområde i de kommende års energispareindsats. Direktivets formål er at skabe såvel et øget udbud som en øget efterspørgsel efter energitjenester. EU's begrundelse for den intensiverede indsats er først og fremmest et ønske om at blive mere uafhængig af fossile brændstoffer, hvoraf over halvdelen importeres fra områder uden for EU. Folketingets Handlingsplan for en fornyet energispareindsats blev vedtaget den 10. juni 2005 af alle partier undtagen Enhedslisten. Den fastsætter, at der skal ske årlige besparelser 1,5 % i perioden 2006-13. Der skal sættes fokus på en omkostningseffektiv og markedsorienteret besparelsesindsats. Som konsekvens af direktivet om bygningers energieffektivitet har Danmark med virkning fra 1. januar i år gennemført en række skærpelser af Bygningsreglementet bl.a. et krav om en reduktion af energiforbruget i nybyggeri på 25 % samt krav til eksisterende bygninger ved større renoveringer Desuden er energimærkningsordningen for bygninger blevet strammet op ligeledes med virkning fra årsskiftet.
Reformen er omfattende og kørt igennem det politiske system uden større offentlig debat. Til gengæld kan implementeringen forventes at rejse en lang række problemer og uafklarede spørgsmål. Det betyder, at både myndigheder og energileverandører får travlt med at finde løsninger, hvis reformen skal leve op til sine egne målsætninger. Et potentielt marked for milliarder Mellem 40 og 50 % af det samlede danske energiforbrug er knyttet til brug af bygninger. Spørgsmålet om, hvor meget der kan spares på markedsvilkår, beror på, hvad det koster at opnå besparelserne, dvs. hvor store bygningsinvesteringer, der skal til for at opnå en given besparelse og hvor lang en levetid, de pågældende bygningsdele har. I takt med at renten er faldet og energipriserne er steget, er der i de senere år givet stadig mere optimistiske bud på størrelsen af det samlede energibesparelsespotentiale i bygningsmassen. I analyser fra DTU og SBi skønnes der at være mulighed for at reducere forbruget med 40-50 % over en 20-årig periode - alene ved at gennemføre energirenoveringer, der er rentable for forbrugerne, dvs. ved at gennemføre bygningsinvesteringer, der tjener sig selv hjem inden for en kortere årrække. Det store sparepotentiale ligger i den eksisterende bygningsbestand. 75 % af alle bygninger er opført før 1979, hvor den første skærpelse af bygningsreglementets isoleringskrav trådte i kraft. Erfaringer fra den hidtidige energimærkningsordning viser, at der i 75% af de energimærkede bygninger er fundet oplagte besparelsesmuligheder med tilbagebetalingstider på 8 år eller mindre uden at ret mange af disse besparelser dog er blevet realiseret. I Folketingets handlingsplan fra juni 2005 anslås det samfundsøkonomiske potentiale frem til 2015 at være 24 % af det nuværende forbrug, mens det privatøkonomiske potentiale i samme periode anslås at være 16 %. Ifølge det nye bygningsreglement er foranstaltninger rentable, når besparelse gange levetid divideret med investering er større end 1,33. Med de nuværende priser for energi og det aktuelle renteniveau (5,7 % for 30-årige realkreditlån) kan der investeres ca. 20 mia. kr. for hver mia., der kan spares i de årlige energiudgifter idet der forudsættes årlige prisstigninger på energi på 3 % og almindelige prisstigninger på 2 %. 2 af 7
Beregningen forudsætter selvsagt også, at energirenoveringstiltagene har en levetid på over 30 år (hvilket ofte er tilfældet), og at denne makroberegning hænger sammen i de enkeltstående husprojekter (hvilket også ofte er tilfældet). Se forudsætningerne for beregningerne i notatet Rentabilitetsberegninger for energiinvesteringer på www.danskbyggeri.dk/barometer. Se ligeledes notatet Rockwools inspirationsprojekt for rentabiliteten af isoleringstiltag i en C5 energimærket villa. En halvering af det nuværende forbrug på ca. 40 mia. kr. altså en besparelse på 20 mia. kr. årligt vil, i hvert fald teoretisk, gøre investeringer for flere hundrede mia. kr. rentable i den danske bygningsmasse. Det offentlige går forrest Ifølge EU-direktivet om energitjenester skal det offentlige selv gå foran som et godt eksempel og fastsætte et sparemål for den offentlige sektors bygninger på mindst være 1,5%. Danmark tog allerede før direktivets ikrafttræden de første skridt til at leve op til disse krav. I foråret 2005 udsendte Transport- og energiministeren et cirkulære om energieffektivitet i de bygninger, som benyttes af staten uanset om de er ejede eller lejede. Dels skal det faktiske forbrug samt den gennemførte energimærkning med ledsagende rådgiverrapport om rentable energirenoveringer offentliggøres på institutionens hjemmeside og dels bliver hver enkelt institution forpligtet til at realisere besparelsespotentialer med tilbagebetalingstider på 5 år eller derunder. For at sikre, at sagen ikke syltes, skal der skal udpeges en energiansvarlig person i hver institution Som et led i Folketingets handlingsplan skal cirkulæret for statens bygninger udstrækkes til også at omfatte kommuner og regioner. I den sammenhæng har kommunerne i henhold til en særlig bestemmelse i Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse fået en automatisk adgang til at optage lån, hvis formålet er at realisere energibesparelser, som er anbefalet i mærkningen. Med energimærket i den ene hånd og låneadgangen i den anden kan kommunerne dermed opnå gevinster på deres driftsbudgetter. Tilsammen benytter offentlige institutioner ca. 8 % af den samlede bygningsbestand. Endnu er den offentlige indsats dog beskeden. Som et konstruktivt eksempel på synliggørelse af energiforbruget er der i Århus Kommune blevet sat fokus på de kommunale skolers forbrug. Energirådgiver Ole Søgaard har har udviklet et benchmarkingsystem, som gennem et samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, er blevet gjort landsdækkende. Systemet er internetbaseret og gør det muligt for alle at gå ind på den offentlig hjemmeside, www.tjekskoleforbrug.dk og følge, om en skoles forbrug af el og varme har været faldende eller stigende, se skolens energimærke - og se hvordan skolen ligger i feltet sammenlignet med andre skoler pr. elev og pr. m2. Det er også muligt at få 3 af 7
konsekvenser af forskellige energiløsninger tjekket på hjemmesiden og se, hvad der kan spares på en given skole ved for eksempel at skifte til energiglas i vinduerne. Ole Michael Jensen, seniorforsker på SBi, har været med til at tilrettelægge systemet og ser mange muligheder i systemet, som det umiddelbart er muligt at overføre til mange andre områder. - Ikke blot den offentlige sektor kan få nytte af en sådan offentlig karakterbog på energiforbruget. Princippet kan overføres til brancher som hoteller og butikskæder. Man kan også forestille sig en benchmarking af sammenlignelige parcelhuse direkte på nettet, siger Ole Michael Jensen. Standardiserede energisparepakker skal udvide markedet En energitjeneste (energy service) består ifølge det nye EU-direktiv af effektiv udnyttelse i slutanvendelser med ydelser som termisk komfort, varmt brugsvand, køling, belysning og mekanisk drivkraft. Der er dermed lagt op til, at brugeren skal betale et samlet beløb for den brugte energi og den tilhørende teknik. Der er således tale om full-service-pakker med forudsigelige og fastlagte økonomiske konsekvenser. EU anser udviklingen af et marked for energitjenester for at være et hovedindsatsområde i de kommende års energispareindsats. Direktivet pålægger medlemsstaterne at tilvejebringe de incitamenter samt de økonomiske og juridiske rammer, som er nødvendige for at ophæve de nuværende markedsbarrierer og markedsimperfektioner på et marked for energitjenester. Bl.a. skal der tilvejebringes mulighed for tredjepartsfinansiering, præstationskontrakter og lign. og medlemsstaterne kan etablere fonde, der yder tilskud til tiltag, der fremmer markedet for energitjenester. Energitjenester introduceres i Folketingets handlingsplan som pakke- og standardløsninger. Pakkebetegnelsen indebærer, at ydelsen både kan omfatte såvel den nødvendige energirådgivning, gennemførelsen af bygningsændringer som finansieringen heraf. Energitjenester overskrider således den traditionelle adskillelse mellem anlægs- og driftsudgifter i byggeriet, ligesom de lægger op til helt nye alliancer og samarbejdsformer mellem forskellige aktører. Barrierer for pakke- og standardløsninger Både på kunde- og leverandørside findes der i sagens natur en række barrierer, som gør, at pakkeløsninger næppe oversvømmer markedet i den nærmeste fremtid. For at pakkeløsninger kan blive udbredt, må de for kunderne være bedre eller billigere løsninger end ydelser, der i dag udbydes. Samtidig må de være profitable for virksomhederne. Der er givet mange og gode forklaringer på, at bolig- og ejendomsejere ikke allerede i dag gennemfører energirenoveringer, der har en høj rentabilitet. 4 af 7
For det første adskiller energirenoveringer sig fra andre renoveringer ved at være rent økonomisk betingede. Mens funktionelle og æstetiske renoveringer betyder øget brugsværdi, medfører energirenoveringer kun, at måleren løber langsommere. Det eneste synlige resultat er en lavere energiregning. Da vi befinder os i en periode, hvor købekraften er stor, er der ikke status i at spare penge på sin energiregning. Folk foretrækker synlige forbedringer i form af nye køkkener, badeværelser - frem for lavere energiregninger. For det andet er det endnu kun 25 % af alle enfamiliehuse, der er energimærkede. Selvom loven fra 1997 gjorde ordningen obligatorisk, er det stadig langt fra alle handlede ejendomme, der er mærket. Da ordningen i 2001 blev evalueret, var det kun 60 % af alle solgte enfamiliehuse, der rent faktisk var blevet energimærket. Desuden er der tale om en ordning for småhuse, som fortrinsvis omfatter boliger, men ikke de mange andre bygninger under 1.500 m2, fx mindre erhverv. Hertil kommer, at mange købere ifølge SBi ikke tillægger mærket værdi eller bruger mærkningens anbefalinger til rentable besparelser i nævneværdigt omfang. For det tredje gør der sig en række økonomiske barrierer gældende. For boligejere er der normalt betydelige transaktionsomkostninger forbundet med at finansiere og gennemføre energirenoveringer. I udlejningsejendomme har ejerne kun delvist et incitament, idet de ikke kan opkræve betaling for ikke-forbrugt energi. Selv i kommunerne er det - ifølge ELFOR Dansk Eldistribution - kun de færreste, der er bevidste om den automatiske låneadgang til energibesparende tiltag. Hvad den videnmæssige motivation angår forventes den nylige opstramning af energimærkningsordningen og kravet om en langt mere udbygget og detaljeret information fra energiselskaberne til kunderne om deres forbrug at medføre ændringer. Udbudssiden er ligeledes præget af en række barrierer. For det første er markedet ikke tilstrækkeligt kortlagt. Det gør det vanskeligt for de professionelle aktører at fastlægge, hvilke typer energieffektiviseringer og hvilke markedssegmenter, man i første omgang skal satse på. Det er og vil fortsat i en årrække være et problem, at arten og omfanget af faktisk gennemførte indgreb i den eksisterende bygningsmasse ikke kendes og at det landsdækkende Bygnings- og Boligregister (BBR) ikke rummer tilstrækkelige oplysninger. Noget tyder også på, at selvom der i kraft af energimærkningsordningen er blevet indsamlet et stort erfaringsmateriale i ordningens sekretariat, har der ikke været afsat de tilstrækkelige ressourcer til at sammenfatte de registrerede data. Ifølge direktivet om energitjenester skal selskaberne fremover fremlægge historiske og aktuelle data om forbruget hos slutbrugere, de forskellige kundesegmenter samt kundernes geografiske placering med henblik på at der kan udarbejdes programmer og strategier for salg af energitjenester. 5 af 7
For det andet forudsætter energitjenester ændrede organisationsformer i byggeerhvervet. Der vil skulle skabes en direkte kobling mellem netselskaberne, ejernes energimærkningsrapporter, byggevirksomheder og långivere. Der vil skulle udvikles nye virksomhedstyper og samarbejdsformer mellem byggeerhvervets virksomheder og energileverandørerne. I den forbindelse er man begyndt at rette opmærksomheden mod den såkaldte ESCO-model (Energy Service Company), som kendes i udlandet. Det er virksomheder, der lever af de besparelser, som kunden opnår evt. gennem præstationskontrakter. ESCO kan stille garanti som grundlag for et lån, selv finansiere indsatsen eller få en tredjepart til at betale. ESCO er blevet aktualiseret af de senere års stigende energipriser (en fordobling på 2 år). En aftale med en ESCO indebærer, at ESCO en identificerer og evaluerer energibesparelsesmuligheder og anbefaler kunden en pakke af besparelsesmuligheder, som finansieres af de opnåede besparelser. ESCO en garanterer, at besparelserne modsvarer eller overstiger investeringerne i besparelserne sædvanligvis med en kontraktperiode på 7 til 10 år. Efter kontraktperioden tilfalder besparelsen kunden. Der lægges op til, at flere forskellige parter kan optræde som udbydere af energitjenester. Det drejer sig om net- og distributionsselskaber, energirådgivere og udstyrsinstallatører m.fl. Der forudsættes at være så fri en konkurrence som muligt mellem de forskellige typer af aktører. Netselskaberne tillægges i direktivet en helt central rolle. Det forudses ligefrem, at selskabernes profitmaksimering fremover i højere grad vil ske ved at sælge energitjenester end ved at sælge energi. Ifølge Folketingets handlingsplan om en fornyet energispareindsats får selskaberne hovedansvaret for de årlige besparelser på 1,5 %. Det sker gennem 3-årige aftaler mellem Energistyrelsen og el-, naturgas- og fjernvarmeværkerne. På hvert område aftales der efter udenlandsk forbillede faste mål i energienheder for, hvor store besparelser selskaberne skal realisere. En sådan målstyring giver selskaberne klare incitamenter til at effektivisere indsatsen. Til gengæld får selskaberne stor frihed til at gennemføre de besparelser, der kan opnås til den billigste pris. De tre områder skal hvert år dokumentere de realiserede besparelser og dokumentationen skal være verificeret af en uafhængig verifikator. Samlet får selskaberne en indtægtsramme, som er fastsat af Energitilsynet. Inden for disse rammer får de pålagt nogle opgaver, bl.a. at opnå bestemte energibesparelser. De får ingen særskilte midler til at løse opgaverne. Det økonomiske grundlag for selskaberne består i, at mange af el-selskaberne er blevet velpolstrede efter at de har solgt deres ELSAM-aktier og efterfølgende fået tilladelse til at indregne salgsindtægterne i deres frie egenkapital og slippe for beskatning, såfremt pengene bruges til energibesparende formål. Derudover vil selskaberne fortsat kunne opkræve den øreafgift, som hidtil er blevet betegnet som PSO-midler (Public Service Obligations) og som er blevet anvendt til forskning, rådgivning og information på energiområdet. 6 af 7
I den samlede kæde af medvirkende leverandører af energitjenester gør en række organisatoriske og procesmæssige forhold sig gældende. Net- og distributionsselskaberne har udtrykt en vis skepsis over for konceptet i de aftaler mellem regeringen og selskaberne, som ifølge Folketingets handlingsplan skal indgås. Især Dansk Fjernvarme, som er brancheorganisation for ca. 400 decentrale fjernvarmeværker, forudser, at der er problemer forbundet med, at organisationen skal indgå en aftale, der forpligter dens mange og forskellige medlemmer. På den ene side kan der forventes at blive indgået samarbejdsaftaler mellem selskaber og virksomheder i byggesektoren om udbud af standardiserede ydelser til selskabernes kunder. Sådanne aftaler vil kunne være til gavn for begge parter. Selskaberne vil kunne fungere som markedsføringskanal for byggeriets virksomheder, mens byggeriets virksomheder vil kunne specialisere sig i bestemte typer energirenoveringer. Denne fremgangsmåde forventes især anvendt af de mange mindre fjernvarmeværker. På den anden side kan der forventes eksempler på, at nogle af de store net- og distributionsselskaber inden for el og naturgas ønsker at etablere egne byggevirksomheder således som naturgasselskaberne allerede i enkelte tilfælde har gjort det inden for VVS-området. Dette vil af mange af byggeriets virksomheder kunne opfattes som konkurrenceforvridende, idet selskaberne kan anvende deres egenkapital og de tidligere PSO-midler til at udvikle og udbyde ydelser på områder, som normalt varetages af private virksomheder. Den planlagte energisparereform stiller såvel bygningsejere som byggeriets virksomheder og alle de andre parter, der er beskæftiget med energileverancer, långivning m.m. over for en række nye udfordringer. Pakkeløsninger kan være et af flere forskellige midler, som kan sætte skub i energirenoveringer. Men det vil formentlig tage tid, før pakkeløsninger bliver udbredt. Klimaskærme Installationer Typiske pakkeløsninger Facadeisolering (indvendig, udvendig eller hulmursisolering) Lofts- og tagisolering Fundament- og gulvisolering Vinduesudskiftniger (fx udgør vinduestabet i det typiske parcelhus fra 1960 erne 45 % af opvarmningen) Kedeludskiftninger Energisparepumper til cirkulation Varmegenvindingsanlæg i forbindelse med ventilation (hvorved 80-90 % af ventilationstabet kan genvindes) Teknisk isolering (rør m.m.) Tilslutning til kollektive eller vedvarende energikilder 7 af 7