DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 1
Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen FNs folkedrabskonvention Spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder Hensigten med denne artikel er at give et historisk overblik over den internationale folkedrabslovgivning 60 år efter vedtagelsen af FNs folkedrabskonvention. Artiklen søger at finde svar på følgende spørgsmål: Hvorfor blev ingen af de tyrkiske gerningsmænd bag det armenske folkedrab retsforfulgt af en international domstol efter Første Verdenskrig? Hvorfor blev de tyske gerningsmænd bag Holocaust retsforfulgt efter Anden Verdenskrig? Hvilken betydning fik vedtagelsen af FNs folkedrabskonvention i 1948 for folkeretten? Hvorfor satte Den Kolde Krig denne nyvundne internationale retsorden ud af spil? Hvor vidt kan den nye verdensorden, herunder oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol i Haag i 1998, betragtes som et stort fremskridt i bekæmpelsen af folkedrab? Svarene på disse spørgsmål kan udledes af det spændingsforhold, der eksisterer mellem staters suverænitet og de universelle menneskerettigheder. Det nationale suverænitetsprincip har været den afgørende styringsmekanisme for det internationale system siden den westfalske fred i 1648 og var således også den grundlæggende byggesten, da FN blev oprettet i 1945. Ikke desto mindre udviklede FN i sine første år et større menneskerettighedsparadigme, hvor FNs folkedrabskonvention fra 9. december 1948 og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra den 10. december 1948 udgør to milepæle. Disse tiltag har bevirket, at det internationale system i dag bygger på to sideløbende og i princippet modstridende styringsmekanismer: den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder. Det stille brud en udfordring af landenes suverænitet Ved Den Westfalske Fred i 1648 etableredes begrebet den suveræne nationalstat, hvor efter befolkningen var lig staten, dvs. et internationalt system med uanfægtet suverænitet inden for staternes eget territorium. Den eneste begrænsning for denne frihed var, hvis en stat handlede på en måde, som forhindrede en anden stat i at udøve suverænitet. Et stille brud med denne suverænitetstankegang opstod i kølvandet på Første DEN NY VERDEN 2008:2 FNs folkedrabskonvention 105
DEN NY VERDEN 2008:2 Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen 106 Verdenskrig, hvor det internationale samfund lagde pres på Verdenskrigens tabende parter, Tyskland og Tyrkiet (Det osmanniske Rige). Den nye tankegang var i stedet, at det ikke længere kun var stater, men også individer, der kunne retsforfølges. I denne forbindelse blev det pålagt både Tyrkiet og Tyskland at straffe deres egne krigsforbrydere. Resultatet blev imidlertid, at der blev afsagt milde domme ved både Istanbul-domstolene 1919-21 og Leipzig-domstolene i 1921-22. Dette kan ses som et udtryk for, at henholdsvis den tyrkiske og tyske regering var modstandere af det udenlandske pres for at straffe deres egne krigsforbrydere og dermed udfordre landenes suverænitet. Udfaldet var på ingen måde overraskende, idet det ikke kan forventes, at stater kan dømme upartisk i sager, der med stor sandsynlighed har været styret oppefra eller med magthavernes viden herom. Dette satte fokus på nødvendigheden af, at et sådant internationalt pres skulle følges op i praksis (Maogoto 2003). Den manglende indgriben fra det internationale samfunds side havde i bagklogskabens lys nogle uheldige konsekvenser. I 1939 udstillede Adolf Hitler den værste af dem, da han under et hemmeligt møde med sine senior-værnemagtskommandanter inden angrebet på Polen udtalte sig om muligheden for at slippe af sted med folkedrab: Når alt kommer til alt, hvem taler så i dag om tilintetgørelsen af armenierne? (Fein 1993, 2). Den manglende internationale retsforfølgelse af tyrkernes overgreb på det armenske folk under Første Verdenskrig i 1915 og den begyndende forfølgelse af den jødiske befolkning i Tyskland fra 1933 og frem blev de to afgørende inspirationskilder til forskning i folkedrab. Folkedrabsforskningens begyndelse Historien om folkedrab er lang, men forskningen herom og selve begrebet er forholdsvist nyt. Folkedrabsforskningen blev startet af den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der ikke alene var pioner inden for forskningen, men også ophavsmand til selve begrebet folkedrab. Allerede i 1933 forsøgte Lemkin på en international konference i Madrid at få indført en lovgivning mod, hvad han dengang kaldte barbariets forbrydelse. Lemkins vedvarende indsats bundede i en foragt over, at de tyrkiske gerningsmænd undgik at blive retsforfulgt for deres overgreb på det armenske mindretal i 1915, samt den stigende jødeforfølgelse, som også hans egen familie var udsat for. Efter hans mening kunne den manglende beskyttelse af udsatte grupper skabe en ubalance i Europa med en uhensigtsmæssig masseudvandring til følge. Forslaget havde dog ingen politisk opbakning på daværende tidspunkt eller i årene, som fulgte. I en tale i 1941 kaldte Winston Churchill det, vi i dag forstår som folkedrab, for forbrydelsen uden navn, hvilket skulle appellere til, at folkedrab burde opnå særstatus inden for den internationale strafferet. Snart blev også forbrydelsen over alle forbrydelser en eufemisme for folkedrab. Efter
Churchills tale og den dermed begyndende politiske opbakning fremkom Lemkin med begrebet genocide (folkedrab) i sit banebrydende værk Axis Rule in Occupied Europe (1944) omhandlende nazisternes besættelse af Europa. Heri sammensatte han det græske ord genos (race eller slægt) med det latinske ord cide (at slå ihjel eller drab) (Lemkin 1973, 79). Under Anden Verdenskrig ærgrede Lemkin sig atter over, at loven ikke var blevet indført, da man dermed lettere ville kunne retsforfølge tyskerne efter krigen. En lov kunne være et effektivt instrument til at straffe krigsforbrydere fra den igangværende verdenskonflikt (Lemkin 1973, 92). Derfor var han i den grad også fortaler for, at man burde indføre dette instrument efter krigen. Nürnberg-processen fremgang eller tilbageskridt? Med de negative retslige erfaringer fra Første Verdenskrig in mente og i kølvandet på jødeudryddelsen før og under Anden Verdenskrig blev de sejrende stormagter enige om at gennemføre et internationalt retsopgør Nürnberg-processen mod de nazistiske ledere. Hermed udviklede det stille brud sig til et banebrydende brud i international retspraksis. Tilhængere af Nürnberg-processen fokuserer på det paradigmatiske brud, som domstolen medførte for det internationale system. Med Nürnbergprocessen fastslog man, at individer havde rettigheder såvel som forpligtelser, uafhængigt af de enkelte staters anerkendelse af folkeretten. Således kunne magthavere nu blive holdt ansvarlige for deres handlinger, uanset om de anerkendte folkeretten eller ej. Denne beslutning blev et vendepunkt i moderne historie angående forholdet mellem individ og stat. Det internationale retsopgør udgjorde et betydeligt brud på staternes suverænitet som styringsprincip i det internationale system. Nürnbergprocessen omhandlede forbrydelser, der ikke havde et bestemt geografisk tilhørsforhold, men ligesom pirateri og slavehandel faldt ind under hostis generis humanis [fjender af alle folk], der var underlagt universel jurisdiktion. Indtil domsafsigelsen i Nürnberg havde det kun været de nationale domstole, der kunne retsforfølge for forbrydelser begået i de pågældende stater. Således begrænsede doktrinen om universel jurisdiktion omfanget af national suverænitet, mens den udvidede omfanget af folkeretten. En gennemførelse af universel jurisdiktion så derfor ud til at blive en vital arv fra Nürnberg (Maogoto 2003). Nürnberg-processens retslige grundlag byggede på naturretten, som er en grundidé, der fremkom i 1600-tallet. Den bygger på forestillingen om, at naturen ikke staten har garanteret alle mennesker en række evige og ufravigelige rettigheder. Det er idéen om, at disse er naturgivne vilkår, som mennesket ikke kan gøre noget ved, snarere end noget mennesket selv har skabt. Naturretten har gennem tiden haft mange kritikere, som blandt DEN NY VERDEN 2008:2 FNs folkedrabskonvention 107
DEN NY VERDEN 2008:2 Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen 108 andet har sået tvivl om dens rigtighed og universalitet samt understreget, at rettigheder snarere er et udtryk for de kulturelle og sociale forhold, der er knyttet til hvert enkelt samfund. Omkring Første Verdenskrig var der stort set heller ingen teoretikere, der ville forsvare menneskets rettigheder ud fra naturretten. Ikke før fremkomsten af Nazityskland og dets fald slog ideen om de universelle naturlige rettigheder igen an. Dette skyldtes, at mange af de overgreb, som blev begået under naziregimet, officielt var lovlige ifølge de nazistiske love (f.eks. Nürnberg-lovene 1935). Derfor blev flere og flere nu overbevist om, at bestemte handlinger var fundamentalt forkerte, uanset omstændighederne. Ved retsopgøret mod de nazistiske ledere ved Nürnberg-domstolen i 1945-46 anvendte de sejrende magter fra Anden Verdenskrig (USA, Sovjetunionen, England og Frankrig) den glemte naturret som et spinkelt retsligt grundlag til at få dømt de nazistiske forbrydere. Dette skyldtes et juridisk behov for, at en række universelle rettigheder måtte gå forud for nationale lovgivninger. Da naturretten ikke er en nedskreven lov, men en filosofisk tankegang, skulle de ledende nazistiske embedsmænd og militærfolk under Nürnberg-processen straffes med tilbagevirkende juridisk kraft for en række forseelser. De 24 anklagede (heraf tre fraværende) blev sigtet efter følgende anklagepunkter: 1. Sammensværgelse med henblik på at begå forbrydelser mod freden 2. Planlæggelse, iværksættelse og udførelse af aggressiv krig 3. Krigsforbrydelser 4. Forbrydelser mod menneskeheden Heraf var de to første punkter særligt kontroversielle i juridisk forstand. Sovjetunionen havde i 1939 indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland, herunder en hemmelig aftale om delingen af Polen, som Sovjetunionen invaderede fra øst, kort efter at Tyskland havde angrebet fra vest. Nu stod Sovjetunionen selv som anklager og dommer i denne sag. Juridisk set burde det skabe store legitimitetsproblemer, men disse blev negligeret af realpolitiske grunde. Man var således mere interesseret i hurtigt at få gennemført en effektiv retssag mod de tyske ledere end i at retsforfølge samtlige forbrydelser under krigen. Af kritikere er dette efterfølgende blevet kaldt for sejrherrernes retfærdighed. Under Nürnberg-processen blev de nazistiske topledere primært dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Begrebet folkedrab blev løseligt anvendt under selve retsopgøret, men udgjorde ikke et selvstændigt anklagepunkt. Raphael Lemkin rettede derfor en hård kritik mod retssagens indhold. Ifølge ham var der et kæmpe smuthul ved Nürnberg-processen, hvis denne skulle danne præcedens fremover. Smuthullet bestod i, at efter Nürnberg-processen kunne forbrydelser mod menneskeheden stadig kun medføre straf, hvis de foregik som et led i en krigshandling, og altså ikke i fredstid eller som et internt anliggende. Dette betød reelt set, at Hitler og andre ledende nazister ikke kunne blive tiltalt for de forbrydelser, som
de begik internt i Tyskland, men først for dem, som de havde begået, efter at de havde overtrådt anerkendte internationale grænser startende med Polen i 1939 (Power 2003: 49). Netop folkedrabsbegrebet skulle bruges til at lukke dette hul, og Lemkins hårde arbejde for at få nedskrevet en international lovgivning mod folkedrab lykkedes i december 1948, hvor FNs folkedrabskonvention blev underskrevet. Konventionen fremhævede, at folkedrab kunne foregå i fredstid såvel som krigstid, hvilket havde været Lemkins helt store kritikpunkt af Nürnberg-processen (Power 2003: 58). FNs folkedrabskonvention never again? FNs folkedrabskonvention fra den 9. december 1948 blev det første tiltag i et større internationalt menneskerettighedsparadigme. Dagen efter vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Samtidig udgjorde konventionen en afgørende prøvelse for, om FN som nyoprettet organisation kunne træde ud af dens forgængers Folkeforbundets ineffektive skygge. Der var derfor en stor signalværdi i hurtigt at få foretaget en samlet international afstandstagen til holocaust, hvor Winston Churchills velkendte frase never again [aldrig mere]) skulle følges op såvel juridisk som moralsk. Folkedrabskonventionen udgør et omfattende retsligt grundlag, idet den blandt andet indeholder en fælles fordømmelse af folkedrab, herunder en forpligtigelse for FNs medlemslande til at skride ind og forhindre igangværende folkedrab samt at straffe disse gerninger (artikel I), en juridisk definition af folkedrab (artikel II og III) og en bestemmelse om, at anklagede skal straffes ved en kompetent domstol i det land, hvor forbrydelserne blev begået, eller af en international domstol, som har fået jurisdiktion af medlemslandene (artikel VI). Umiddelbart fremstår konventionen harmonisk og uproblematisk, og juristen William Schabas fremhæver endog den dag i dag, at den har bestået testen over tid (Schabas 2004: 37). Undersøger man derimod de forarbejdet til konventionen, konkrete artikler og den 60-årige periode, hvori den har været i anvendelse, kan man male et andet billede. Artikel I - forpligtigelse eller blankocheck? Efter Anden Verdenskrig var der konsensus blandt FNs 58 medlemslande om, at folkedrab skulle forebygges og straffes. Hvordan det helt konkret skulle defineres og udøves i praksis, var der straks større uenighed om. En overordnet kritik af de multilaterale menneskerettighedskonventioner, herunder FNs folkedrabskonvention, går således på, at de reelt ikke har den store indflydelse på staternes ageren. Således underskrev flere lande konventionen udelukkende af den grund, at de ikke havde noget at tabe ved det. Derfor har selv lande, som har DEN NY VERDEN 2008:2 FNs folkedrabskonvention 109
DEN NY VERDEN 2008:2 Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen 110 åbenlyse problemer med at overholde de basale menneskerettigheder, underskrevet konventionerne (Goldsmith & Posner 2005: 120). FNs folkedrabskonvention kan netop kritiseres for at være vagt formuleret med hensyn til, hvordan og hvem som skal skride ind, hvis dens bestemmelser bliver krænket. Alt hvad der fremgår af konventionens artikel I er, at medlemslandene bekræfter, at folkedrab, hvad enten det er begået i fredstid eller krigstid, er en forbrydelse under folkeretten, som de skal påtage sig at forebygge og straffe en forpligtigelse, som har vist sig at være mere undtagelsen end reglen, hvis man skal evaluere de første 60 år af konventionens levetid. Cambodja i 1970erne, Irak i 1980erne, Rwanda i 1990erne og Darfur-provinsen i Sudan i det nye årtusind taler deres tydelige sprog. Måske som en konsekvens af dette blev det på FNs generalforsamling i verdensorganisationens jubilæumsår i 2005 endnu en gang understreget, at medlemslandene og i sidste instans FN er ansvarlige for at forhindre og straffe folkedrab Artikel II - det omdiskuterede gruppebegreb Den juridiske definition af folkedrab er formuleret i konventionens artikel II og III. Artikel II omhandler blandt andet hvilke grupper, som skal beskyttes af konventionen. Artikel III omhandler hvilke gerninger, der er omfattet af folkedrabskonventionen. Konventionsforhandlingerne tog udgangspunkt i Lemkins arbejde og en FN-resolution om folkedrab fra 1946. I denne resolution, United Nations General Assembly Resolution 96 (I) The Crime of Genocide, blev der gennemgået eksempler på grupper, som skulle beskyttes mod folkedrab: Folkedrab er nægtelse af retten til eksistens for hele grupper af mennesker, ligesom drab er nægtelse af retten til livet for individuelle mennesker Mange eksempler på sådanne folkedrabsforbrydelser er opstået, når racemæssige, religiøse, politiske og andre grupper er blevet ødelagt, helt eller delvist. Straf for forbrydelsen folkedrab er et internationalt anliggende. Generalforsamlingen bekræfter derfor, at folkedrab er en forbrydelse under folkeretten, som den civiliserede verden fordømmer, og for hvilken gerningsmænd og medvirkende hvad enten det er private individer, offentlige embedsmænd eller statsmænd, og hvad enten forbrydelsen er begået af religiøse, racemæssige, politiske eller enhver anden grund er straf skyldige. (Uddrag fra FN-resolution 1946). Det er således værd at bemærke, at politiske grupper blev inddraget under grupper, som resolutionen ønskede at beskytte mod folkedrab. I forhandlingerne op til vedtagelsen af konventionen var politiske grupper også det mest omdiskuterede punkt. Faktisk vedtog et flertal, at politiske grupper skulle medtages, men denne beslutning blev i de afgørende forhandlinger bragt til afstemning på ny, hvorefter politiske grupper blev forkastet
(FNs Økonomiske og Sociale Råd 1948, 115). Dette skyldtes, at Polen og Sovjetunionen havde truet med ikke at underskrive konventionen, hvis politiske grupper var med. Den primære årsag til dette var, at flere grupper, såsom kulakkerne i 1930erne, var blevet forfulgt af politiske grunde, og den sovjetiske regering ønskede ikke, at en international lovgivning skulle åbne op for interne retssager. I sit arbejde havde Lemkin afgrænset folkedrab til at være overgreb på nationale, religiøse eller racemæssige grupper. Til gengæld var hans definition af måden, hvorpå folkedrab kunne udføres, meget bred, idet handlinger, der havde til hensigt at underminere grundlaget for gruppers overlevelse, var tilstrækkelige til at blive karakteriseret som folkedrab. Hermed medtog han også kulturelt folkedrab ødelæggelsen af en gruppes kultur, men ikke nødvendigvis drab på dens befolkning (Lemkin 1973, 79f), som eksempelvis aboriginals i Australien eller indianere i USA. Kulturelt folkedrab blev diskuteret, men forkastet under forhandlingerne i 1948, idet primært den amerikanske regering frygtede, at det kunne åbne op for interne retssager (Churchill 1997, 410). I FNs folkedrabskonvention blev gruppebegrebet endeligt afgrænset til at omfatte nationale, etniske, racemæssige og religiøse grupper. En væsentlig forklaring på denne udvælgelse af bestemte grupper var den omstændighed, at udryddelsen af seks millioner jøder var dybt forankret i beslutningstagernes bevidsthed. Der blev ligeledes argumenteret for, at de medtagne grupper i modsætning til politiske og kulturelle grupper var permanente, og dermed kendetegnet ved at være fællesskaber, som individet ikke umiddelbart kunne træde ind i og ud af ved eget valg. Derfor blev de i de endelige forhandlinger fremhævet som objektive kriterier for hvilke grupper, der skulle beskyttes. Med de to verdenskrige in mente var beslutningstagerne interesserede i at straffe gerningsmændene for sådanne forbrydelser begået mod netop disse såkaldt objektivt definerede grupper. Om denne argumentation er tidssvarende, kan diskuteres, men det ligger uden for nærværende artikels sigte (for mere om dette, se evt. http://www.diis.dk/sw35828. asp). Artikel VI - fraværet af en domstol Under forarbejdet til konventionen fremkom den franske delegation med et forslag om at oprette en international domstol til at straffe folkedrab. Den franske repræsentant udtrykte behovet for en international domstol, idet det typisk var de siddende magthavere, som styrede de nationale domstole, hvorfor det var umuligt at få retsforfulgt gerningsmændene, så længe de stadig sad ved magten. Staternes suverænitetsprincip skulle derfor vige for overholdelsen af de internationale menneskerettigheder (FNs Økonomiske og Sociale Råd 1948, 146). Forslaget om oprettelsen af DEN NY VERDEN 2008:2 FNs folkedrabskonvention 111
DEN NY VERDEN 2008:2 Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen 112 en international domstol og specielt med universel jurisdiktion skabte voldsomme reaktioner hos flere af stormagterne, idet de ikke ønskede deres suverænitetsprincip brudt. På dagen for vedtagelsen af FNs folkedrabskonvention anerkendte FNs Generalforsamling dog officielt behovet for at etablere en international domstol for folkedrab, hvilket skete i FN-resolution 260 (III) den 9. december 1948. Derfor blev den internationale lovkommission opfordret til at vurdere en eventuel etablering af et internationalt juridisk organ til retsforfølgelse af personer anklaget for folkedrab. Eksperterne var positivt stemt. FNs Generalforsamling nedsatte herefter en forberedelseskomité til at komme med et konkret forslag til oprettelsen af en sådan domstol. I 1951 kom komitéen med udkast til en statut. Men den optimisme, som prægede starten af processen, stilnede langsomt af i takt med det politiske pres, der blev lagt for at begrænse domstolens jurisdiktion og dermed sikre de enkelte staters fortsatte suverænitet (Bassiouni 1998, 13). I 1954 blev afgørelsen om oprettelsen af en domstol endeligt skrinlagt af tre politiske grunde: For det første kunne man ikke nå til enighed om definition af forbrydelsen aggression. For det andet var der vanskeligheder med at definere jurisdiktionen for den internationale domstol, og for det tredje var der ikke længere politisk vilje til at udvikle den. Udfaldet blev derfor, at man fortsat straffede folkedrab ved de nationale domstole, men at der nu skulle dømmes efter den internationale lovgivning. Den internationale domstol blev således ikke oprettet i forlængelse af disse forhandlinger, hvorfor der i et halvt århundrede eksisterede en lov uden en kompetent domstol til at udføre dens bestemmelse i praksis. Sat på spidsen kan man hævde, at en international lovgivning uden en effektiv og pålidelig international domstol ikke var mere end blot gode intentioner på et stykke papir (Kuper 1981, 175). Hermed var sikkerhed i realiteten lig med statssikkerhed, hvilket var et kendetegnende træk ved den internationale politik under Den Kolde Krig. På trods af flere potentielle folkedrab begået i denne periode faldt der derfor ingen domme herfor (Harff 2003, 59f). Den internationale domstols endelige gennembrud Det var ikke før hen mod slutningen af 1980erne og i begyndelsen af 1990erne, at debatten om en international domstol for folkedrab atter kom tilbage på den internationale dagsorden. Dette skyldtes, at der i forbindelse med Den Kolde Krigs ophør skete en betydningsfuld strukturel forandring af det internationale system. Desuden var der en stigende konsensus om den franske idé om en humanitær droit d ingérence, hvilket betyder retten til at intervenere, når basale menneskerettigheder bliver krænket. Under Den Kolde Krig havde fred og sikkerhed
været forbundet med statssikkerhed, men nu skulle det internationale samarbejde opgraderes ved hjælp af international sikkerhed hovedsageligt gennem FN. Den Kolde Krigs bipolære magtbalance var udset til at skulle erstattes af en pluralistisk magtbalance, hvor FN i højere grad skulle være et vigtigt samlingspunkt. I starten af 1990erne skulle FN således som både fredsskaber og fredsbevarer indtage en bredere rolle ved at agere vagthund over for internationale konflikter. Denne ændrede sikkerhedsopfattelse skyldtes en erkendelse af, at staten ikke altid tjente som individets bedste vogter, men i nogle tilfælde snarere udgjorde den største trussel mod sine egne borgere. I forlængelse heraf kom en rettighedsdiskurs op til overfladen, hvor bløde værdier som udvikling, demokrati og menneskerettigheder blev centrale punkter på FNs dagsorden. På en generalforsamling i FN i december 1989 fremsatte Trinidad og Tobago forslag om en fælles kamp mod den internationale narkotikahandel og i den forbindelse oprettelsen af en permanent, international domstol. Forslaget udviklede sig til at gælde andre forbrydelser, såsom folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Der var derfor et behov for en permanent, international straffedomstol, som skulle supplere Den Internationale Domstol i Haag (International Court of Justice), således at det ikke længere kun var stater, som kunne bringe sager for en domstol. Stater havde rettigheder, men det havde individer også. Dette blev startskuddet til oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol. Sideløbende med de indledende forhandlinger vedrørende oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol nedsatte FNs Sikkerhedsråd to ad hoc-domstole for folkedrabene i henholdsvis eks-jugoslavien og Rwanda. Disse ad hoc-domstole kunne ses som milepæle i det paradigmeskifte, der kulminerede med oprettelsen af den permanente, internationale straffedomstol i 1998, som skulle markere enden på, at realpolitiske forhold kunne blokere for juridisk retfærdighed i sager vedrørende folkedrab. Konklusion Der er ingen tvivl om, at det internationale samfund med vedtagelsen af FNs folkedrabskonvention i 1948 og oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol i Haag i 1998 er kommet langt i bekæmpelsen af folkedrab. I hvert fald når der er vilje fra national og/eller international side til aktivt at forhindre og straffe folkedrab. Retsopgørene mod Augusto Pinochet, Charles Taylor og Slobodan Milosevic fra slutningen af 1990erne og i starten af det nye årtusind har vidnet om, at indsatsen mod folkedrab er begyndt at virke, og det er derfor uomtvisteligt, at de internationale retsprincipper har indtaget en mere fremtrædende DEN NY VERDEN 2008:2 FNs folkedrabskonvention 113
DEN NY VERDEN 2008:2 Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen 114 rolle i det internationale samfund. Men om man dermed kan hævde, at det internationale system har udviklet et nyt styringsprincip, hvor de universelle menneskerettigheder går forud for staternes suverænitetsprincip, er tvivlsomt. Litteratur Kristian Gustavussen er pædagogikumstuderende ved Christianshavns Gymnasium og tidligere forskningsassistent ved Dansk Institut for Internationale Studier Louise Capion Hansen er psykologistuderende ved Københavns Universitet Bassiouni, M. Cherif. 1998. The statute of the International Criminal Court a documentary history. New York: Transnational Publishers Inc. Churchill, Ward. 1997. A little matter of genocide holocaust and denial in the Americas 1492 to the present. San Francisco: City Lights Books. Fein, Helen. 1993. Genocide A sociological perspective. London: Sage Publications Ltd. FN resolution. 1946. United Nations General Assembly resolution 96 (I) the crime of genocide. Resolutions adopted by the General Assembly during the second part of its first session from 23 October to 15 December 1946, Lake Success, New York, 1947. FNs Økonomiske og Sociale Råd. 1948. Sixth Committee summary records of meetings 21 September 10 December 1948, Official Records of the third session of the General Assembly. Goldsmith, Jack L. & Eric A. Posner. 2005. The limits of international law. New York: Oxford University Press. Harff, Barbara. 2003. No lessons learned from the holocaust? Assessing risks of genocide and political mass murder since 1955. American Political Science Review, vol. 97, no. 1. Kuper, Leo. 1981. Genocide its political use in the twentieth century. Reprint edition. New Haven: Yale University Press. Lemkin, Raphael. 1973. Axis rule in occupied Europe: laws of occupation - analysis of government - proposals for redress. Reprinted. New York: Howard Fertig. Maogoto, Jackson Nyamuya. 2003. state Sovereignty and international criminal law: Versailles to Rome. New York: Transnational Publishers Inc. Power, Samantha. 2003. A Problem from Hell America and the age of genocide. New York: Harper Perennial. Schabas, William A.. 2004. An introduction to the International Criminal Court, Cambridge: Cambridge University Press.