Mundtlig beretning foråret 2008 Der skal to til en tango der skal mindst to til et godt slagsmål og der skal i hvert fald to til en aftale. Måske snarere tre når det gælder vores kommende overenskomst centralmagten har meldt sig på banen. Der skal også mindst to til at fremsætte krav overfor hinanden og vores side var egentlig kommet i godt drev ikke mindst på grund af et godt og produktivt repræsentantskabsmøde i november. Bestyrelsen havde samlet op på repræsentantskabets udmeldinger og var klar til sammen med regionerne til at gå videre i processen. Men som I ved er processen sat i frigear på et tidspunkt hvor behovet for løsninger trænger sig mere og mere på timeglasset er måske ikke ved at rinde ud men helt fyldt med sand er det nu ikke. For præcis et år siden blev vi af ledende politikere beskyldt for at være fodslæbende og ikke villige til at være med til noget det huskes og man undres over den langmodighed og trippevals vi er blevet vidner til både i forhold til kravudveksling og ikke mindst i forbindelse med mange planer og kommissioner der nu nok engang skal endevende almen praksis. Men vi er jo tålmodige folk vi er fra dagligdagen vant til at lytte er der ikke noget der hedder en reflekterende samtale det tror jeg og vi reflekterer selvfølgelig over det vi hører. Vi hører at man rent udviklingsmæssigt vil nedsætte et udvalg - det hørte vi i juni 2007 og nu efter 9 mdr. har vi kommissoriet hvoraf det blandt andet fremgår at udvalget skal beskrive og analysere rammerne for en hensigtsmæssig organisering i mere bæredygtige enheder i almen praksis Endvidere mulighederne for specialisering, fleksibilitet og opgaveoverførelse samt mulighederne for regulering af antallet af patienter pr. læge eller praksisenhed skal beskrives og analyseres
Vi går ind i udvalgsarbejdet sammen med DSAM med det klare formål at påvirke konklusionerne med vores synspunkter. Vores dvs. PLO synspunkter fremlægger vi for repræsentantskabet i dag i form af vores handlingsplan på sidste repræsentantskabsmøde diskuterede vi og vedtog et oplæg om sikret efteruddannelse og i samarbejde med DSAM vil vi også se på en dansk model for kvalitetsudvikling for almen praksis der kan kombinere det bedste fra udenlandske modeller med mere danske elementer selv om der er mange ligheder mellem f.eks. den engelske og den hollandske model er der også forskelligheder. Men helt centralt står spørgsmålet om hvordan almen praksis skal bevares som en attraktiv arbejdsplads der kan rekruttere nye kolleger fastholde de ældre og bevare og styrke arbejdsglæden hos alle midt imellem. Store enheder er blevet næsten et mantra i den sammenhæng svaret på alle vores bønner. Og jeg tror da også at tendensen til at arbejde tættere sammen i et kollegialt fællesskab vil styrkes men at tro at det er løsningen på alle de betydelige problemer vi står overfor vil være naivt. Tag for eksempel hele spørgsmålet om det stigende misforhold mellem antallet af patienter og læger i realiteten ville det jo være mest effektivt at have en hel masse solopraksis hvor man ikke skulle besvære sig med kolleger og konferencer men udelukkende kunne bruge tiden på at have konsultationer m.v. Det kunne blive hylende effektivt en praksis manager der sørgede for alt det praktiske og så et par tusinde i Randers 3.000 patienter som man så helligede al sin tid. Det ville være voldsomt effektivt men det er bare ikke det vi vil. Vi vil også diskutere med kolleger udvikle os fagligt konferere vanskelige patienter osv. osv. Nogle vil gerne have sine patienter for sig selv men evt. sidde i et lokalefællesskab med andre eller sidde helt alene for den sags skyld nogle vil sidde i kompagniskaber med 3-4 kolleger nogle blot 2 og endelig enkelt i helt store kompagniskaber.
Det der giver den største arbejdsglæde og dermed den største produktivitet er at man finder den praksisorganisation man trives bedst i og det er præcis det mål vi som tillidsmænd skal sætte os for øje at skabe rammerne for at vores medlemmer får de optimale betingelser og det gælder både kommende og nuværende hvis det så i lange stræk kan forenes med de ønsker der fremkommer fra stat, region og kommuner skal vi jo kende vores besøgelsestid. Tidligere på måneden udgav DSI Dansk Sundheds Institut en rapport om små og store lægehuse hvor fordele og ulemper ved forskellige praksisformer blev omtalt og lad mig citere fra konklusionen: Da der er fordele og ulemper ved samtlige praksisformer og ikke alle praktiserende læger kan antages at trives i store forpligtende samarbejder med andre praktiserende læger, synes der at være grund til at opretholde flere forskellige praksisformer. Dette kan fx ske ved dannelse af store lægeklinikker, hvor de praktiserende læger frit får mulighed for at organisere sig i solo, - samarbejds og kompagniskabspraksis. Studiet giver hverken anledning til at forvente en øget lægefaglig subspecialisering eller en automatisk forbedret behandlingskvalitet i fremtidens store lægeklinikker. Men det danner basis for en forventning om gode muligheder for samarbejde om ledelse og administration, ansættelse af specialiseret praksispersonale, løbende faglig opdatering samt deling af omkostninger til udstyr. Citat slut. Dette er DSI det er ikke helt det samme som Danske Regioner men når vi i vores handlingsplan siger - ja til større lægehuse men det skal ske med frivillige aftaler med lægerne og understøttes økonomisk og på anden måde af kommuner og regioner så ser vi jo frem til en mere konkret og virkelighedsnær tilgang til det end det vi har været vidne til. Det handler ikke kun om regionerne men i lige så høj grad om kommunerne og de gode eksempler står jo ikke ligefrem i kø. Vi havde aftalt med KL at vi skulle være positive og finde de gode eksempler som andre kommuner så kunne tage ved lære af jeg er bange for eftersøgningen stadig pågår.
Gode eksempler på hvordan man i regionerne søger at løse de problemer som lægemanglen giver, bliver det desværre også tiltagende svært at få øje på. Jeg må komplimentere vores regionale praksisudvalg for et kæmpe arbejde med at skabe løsninger de steder der er problemer der udfoldes stor kreativitet og vilje til at håndtere de lægeløse patienter. Så meget desto mere skuffende er det at se at regionerne stiller sig fornærmet an hvis man gør dem klart at ingen løsninger er gratis. Skuffelsen forvandles til undren når man så ser at der vælges løsninger fra vi tilbyder til fordel for vikarer fløjet ind fra London næppe billigere end vores udspil og i hvert fald ikke løsninger der har hjemmel i overenskomsten. Vi har strakt hånden frem men fastholder samtidig vores ret til at lukke for patienttilgangen på normtallet. Vi har ikke insisteret på at normtallet er stationært i alle tilfælde men netop vist vilje til at øge det i områder med bekneb for læger men en betingelse er frivillighed for det eneste udbytte man får ud af at tvinge pensionsnære kolleger til mere arbejde er at fremskynde deres pensionsalder. Det er da at slukke bål med benzin om noget er. Men vi er villige til at gå ind i centrale aftaler om principper for øgning af normtallet i udsatte områder - så må vi se om modparten har det på samme måde. Lad mig citere fra Henrik Dibberns meget grundige fremstilling af normtalsproblematikken bragt i Dagens Medicin: Et krav om øget normtal for praktiserende læger vil altså blive afvist af PLO, fordi det repræsenterer et tvangsindgreb i lægens arbejdstilrettelæggelse, fordi det selektivt påvirker en gruppe læger som har nået deres maksimale arbejdsevne, og for øvrigt fordi det ikke løser de lægemangelproblemer vi står overfor Ligeledes inviterer vi til forhandlinger om fastholdelsestiltag i form af goodwill-garantier der og det har vi jo allerede set vil have en positiv effekt i relation til at udskyde pensionsalderen. Men det kræver altså mere end gode viljer.
Andre elementer i handlingsplanen handler om rekruttering og her inviterer vi til forhandling om 2 områder. Dels om at skabe rum til ansatte læger vi tror ikke der bliver tale om en stor gruppe men hvis der findes en reserve af yngre almene medicinere der ønsker ansættelse og der findes ubesatte ydernumre må vi se på muligheden af at eksisterende praksis suger disse ydernumre op for at besætte dem med ansatte læger. Muligvis også på flere matrikler såkaldte satellitpraksis. Og så delepraksis ja invitere til forhandling er måske så meget sagt hvis regionerne fastholder en meget restriktiv politik overfor tildeling af delepraksis vil det virke som en negativ rekrutteringsfaktor det får ikke læger til yderområderne. Citatet fra DSI strejfer også indirekte nogle af de kerneværdier i almen praksis som skal bevares nemlig almen praksis som stedet hvor almen medicin og lægen som generalist er i centrum. Formaliseret subspecialisering er ikke en løsning og - hvad er problemet. Mere uddelegering af sygehusopgaver?? Har vi ikke stort set overtaget det vi skal fra sygehusene det tror jeg. Bevares hvis man i en praksis deler opgaver internt imellem sig fint i en anden praksis gør man det på en anden måde men vi skal ikke have sekundaspecialister indenfor andre fags specialer Vi skal bevare vores status som generalister inden for et stadig mere specialiseret sundhedsvæsen det er til gavn for hele sundhedsvæsenet og for patienterne. Og lige for en sikkerheds skyld frit lægevalg og fri og gratis adgang til lægen er stadig en central værdi for almen praksis det er den forsikring vi kan tilbyde. Og forsikringer er der jo mange der tilbyder de står jo nærmest i kø. I kø for at løse de nemme opgaver og opgaver er der nok af også i almen praksis. Løser vi de rette?? Det tror jeg vi gør i store træk men vi skal løbende overveje om der kunne være andre der kunne varetage ting som på en eller anden måde havner på vores bord. Det er ikke så nemt der er mange også inden for egne
rækker der syntes vi skal klare det hele. De nye HPV-vaccinationer f.eks. kunne skolelægerne ikke lige så godt have taget dem det syntes jeg men ikke alle er enige. Men det bliver jo så os. Vi må også sparke kommunerne i gang mange af opgaverne omkring kronikeromsorg kan uddelegeres til kommunale aktører. Og endelig er det jo ikke en naturlov at opgaveglidningen kun sker fra sygehuse til praksis det må vi se kritisk på. Og lad mig udfordre repræsentantskabet når man i Holland f.eks. har normtal der ligger over 2000 uden de store problemer skyldes det jo bl.a. at store dele af den opgaveportefølje vi har ikke findes i almen praksis der. Børneundersøgelser og vaccinationer bliver foretaget i kommunalt regi det gør de vist i øvrigt også i England attestarbejdet f.eks. i forbindelse med sygemeldinger foregår hos bedriftslægen. Det har været hellige køer skal de på slagtebænken?? Jeg bekender mig som vegetar på dette område men hvad siger repræsentantskabet?? Der kommer også bestandig nye screeningstiltag sidst for depressioner skal alle opgaver nødvendigvis løses i vores konsultationslokaler eller venteværelser. Endelig må vi også se i øjnene at der er betydelige regionale forskelle opgaveporteføljen specielt hvad angår akutarbejdet er jo vidt forskellig fra Østerbro til Øster Jølby på Mors. Og den kan næppe og skal næppe ensrettes fuldstændig men det stiller jo så forskellige krav til logistikken bemeldte steder. De patienter vi servicerer, skal vi have mulighed for at yde en ordentlig service både når det gælder udredning og behandling. Hvad enten det er akut eller elektivt.det kræver hurtig og nem adgang til diagnostik det kræver en overenskomst og en økonomi der gør at vi kan anskaffe det apparatur der er nødvendigt og ansætte det klinikpersonale der fordres.
Og så er vi tilbage ved kravene vi skulle have udvekslet. Hvis man mener som man siger at almen praksis skal oprustes både bygningsmæssigt og personalemæssigt skal der en betydelig ressourcetilførsel til ellers bliver der ingen oprustning. De 12.8 % der er udgangspunktet handler jo blot om at holde trit skal vi foran skal der lægges procenter til. Til gengæld er vi hvis vi møder den indstilling villige til at gå ind i en konstruktiv debat om hvordan man kan sikre almen praksis i fremtiden - det kræver at man fastholder de læger der ellers ser pensionen lige foran sig -det kræver at man gør rekrutteringen af yngre kolleger til yderområder attraktiv - det kræver at man faciliterer ordentlige rammer hvad angår bygninger og -det kræver at man tilfører en økonomi der kan bære et større personale end det nuværende Det var så modpartens krav. Nej spøg til side men i virkeligheden er det ikke vores krav det er en konstatering af hvad der skal til for at opretholde systemet almen praksis. Vores krav skulle jeg jo have spillet ud med her til diskussion og forbudt er det da heller ikke at tale om dem men de skal ses i ly set af den handlingsplan som jeg har forsøgt at belyse dele af her i min mundtlige beretning.. Vi vil sammen med jer inden næste repræsentantskabsmøde finde ud af hvor vi skal lægge vores krav om økonomitilførsel skal det være på ydelser eller på basishonorar lovgivningskrav om kvalitetssikring og
akkreditering kræver også økonomitilførsel og som vi diskuterede på sidste repræsentantskabsmøde er der også områder der kræver justering forløbsydelse lægevagt etc. Men alt det får vi altså ½ år ekstra til. Den køreplan som i går blev konfirmeret i RLTN en køreplan vi aftalte med Danske Regioner i forrige uge indebærer af kravudvekslingen finder sted umiddelbart efter udvalget om almen praksis har afsluttet sit arbejde dog senest 19. december 2008. Forhandlingerne pågår første halvår 2009 med forventet afslutning 1. juni 2009 og tiltrædelse 1. januar 2010. Der er enighed om at honorarforhøjelser kan gennemføres med tilbagevirkende kraft og at reguleringsordningen fra 1. april 2009 normaliseres dvs. alle honorarer reguleres efter de retningslinier der står i overenskomsten. I indeværende periode har vi jo handlet med reguleringen det har ikke været ubetinget positivt nogle honorarer er blevet skævvredet men lad os dog glæde os over at konsultationshonoraret som følge af det stiger med 5,- på mandag. Og så lad os i øvrigt beholde arbejdstøjet på sove med støvlerne på og fastholde det tætte samarbejde bestyrelse og regionspraksisudvalg imellem som har været frugtbart i perioden siden sidste repræsentantskabsmøde.