EU OG DEN DANSKE MODEL

EU OG DEN DANSKE MODEL 27. juni 2014

Indholdsfortegnelse EU OG DEN DANSKE MODEL, PROBLEMFORMULERING... 5 INDLEDNING... 5 UDFORDRINGERNE... 6 1. NY STYRING UDFORDRER DET ØKONOMISK POLITISKE RÅDERUM OG FLEXICURITY, OG HÅNDTERER IKKE DEN SOCIALE KRISE... 8 BAGGRUND... 8 UDFORDRINGER... 8 STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE... 10 LØSNINGSMODELLER... 10 2. EU S STIGENDE INTERESSE FOR OVERENSKOMSTVILKÅR SOM ET MIDDEL TIL AT FREMME EU- LANDENES KONKURRENCEEVNE... 11 BAGGRUND... 11 UDFORDRINGER... 11 STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE... 12 LØSNINGSMODELLER... 13 3. SOCIAL DUMPING SOM FØLGE AF DEN FRIE BEVÆGELIGHED... 14 BAGGRUND... 14 UDFORDRINGER... 14 STRATEGISKE MULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE... 16 LØSNINGSMODELLER... 16 4. DEREGULERING AF ARBEJDSMARKEDSREGLER OG ARBEJDSFORHOLD... 18 BAGGRUND... 18 UDFORDRINGER... 19 STRATEGISKE OVERVEJELSER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE... 20 LØSNINGSMODELLER... 20 5. DEN SOCIALE DIALOG OG PARTERNES INDFLYDELSE ER UNDER PRES PÅ ARBEJDSMARKEDET 22 BAGGRUND... 22 UDFORDRINGER... 22 STRATEGISKE VALGMULIGHEDER FOR DANSK OG EUROPÆISK FAGBEVÆGELSE... 23 LØSNINGSMODELLER... 24

EU og den danske model, problemformulering Indledning Den danske model Modellens grundlæggende ordning er, at lovgivningsmagten overlader det til arbejdsmarkedets parter at fastlægge løn- og arbejdsvilkår i de kollektive overenskomster. Det væsentligste middel for parterne i den forbindelse er deres ret til at danne foreninger til varetagelse af deres kollektive interesser og hermed også til iværksættelse af kollektive kampskridt i forbindelse med forsøget på at indgå kollektive overenskomster. Således har lovgivningsmagten været særdeles tilbageholdende med at lovgive om løn- og arbejdsvilkår. Den arbejdsdeling mellem lovgiver og parter er tydeligt udtrykt i den parlamentariske debat om oprettelsen af den faste voldgiftsret i 1910. Man kan opfatte arbejdsdelingen som en uskreven kontrakt mellem arbejdsmarkedets parter og lovgiver. Da der er tale om en uskreven kontrakt, vil det dog heller ikke være retfærdigt at sige, at der er tale om en fuldstændig konsekvent og uforanderlig arbejdsdeling. Dels kan man hæfte sig ved, at der ganske ofte er gjort undtagelser fra delingen. Eksempler herpå er bl.a. på det helt generelle plan ferieloven, for en stor gruppe funktionærloven, for mindre grupper sømandsloven og landbrugsmedhjælperloven og mere indirekte godskørselsloven. Dels har påvirkningen fra internationale og overstatslige organer påvirket reguleringen. Således påtog staten sig i 1966 at anvende arbejdsklausuler i statslige kontrakter med henblik på at sørge for vilkår på linje med de overenskomstmæssige i forbindelse med offentlige kontrakter. Og Danmarks indtræden i EF og de senere traktatændringer har betydet afgivelse af lovgivningskompetence på delområder indenfor arbejdsvilkår, fx ligestilling, fri bevægelighed for arbejdskraft og sikkerhed og sundhed. Karakteristisk for disse undtagelser er, at parterne meget ofte har haft betydelig indflydelse på den regulering, der er kommet fra lovgiver. Endvidere kan lovindgreb i lovlige konflikter tages som udtryk for, at parterne handler under lovgivningsmagtens tillid til, at parterne tager et samfundsmæssigt ansvar, og at konkrete problemer løses; og lovgivningsmagten anvendes, hvis tilliden ikke indfris. Arbejdsdelingen har undervejs endvidere manifesteret sig i den såkaldte flexicuritymodel, hvor primært overenskomsterne regulerer betingelserne for opsigelse, der efter europæisk standard er lempelige. Til gengæld har staten leveret en social beskyttelse samt en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det er endelig en central del af den danske model, at den ikke kun vedrører reguleringen af arbejdsmarkedet, men også er en model for et bredere samarbejde om udviklingen af samfundet mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere. Udviklingen af arbejdsmarkedet kan ikke tilrettelægges isoleret fra det øvrige samfund, og de politiske rammevilkår er derfor væsentlige for den regulering, der aftales mellem fagbevægelse og arbejdsgivere.

Udfordringerne Hovedorganisationerne står over for en række udfordringer i forhold til EU, bl.a. med hensyn til den øgede regulering af nationalstaternes overordnede økonomi, stigende fokus på løn- og ansættelsesvilkår samt deregulering af væsentlige regler på arbejdsmarkedet og arbejdsforhold. Der kan tænkes meget forskellige scenarier for EU s udvikling de kommende år. En stor aktuel udfordring består i, hvordan social- og arbejdsmarkedspolitikken integreres i det styrkede økonomiske samarbejde i EU. Den øgede økonomiske integration har allerede betydet, at væsentlige forhold af medlemsstaternes lønudvikling, sociale forhold og arbejdsløshed m.v. overvåges i forbindelse med de årlige vækstpakker og arbejdsmarkedsanalyser. Udfordringen for den danske model er, at arbejdsmarkedsforhold, som vi med reference til EU-traktaten indtil nu har anset for rene nationale anliggender, bevæger sig ind i en fælles europæisk styringsmodel. Et scenarie for EU s udvikling er en køreplan, der sætter retningen for et mere vidtgående samarbejde, der kan medføre en traktatfornyelse. Dette indeholder overvejelser om øget demokratisering af de europæiske beslutningsprocesser m.v. samt at de frivillige økonomiske aftaler/diverse økonomiske pagter i det nuværende europæiske semester vil blive indarbejdet i en ny traktat og dermed få en mere bindende karakter. Men et mere sandsynligt scenarie er nok, at EU s udvikling de kommende år vil basere sig på mellemstatslige aftaler med euro-landene som omdrejningsakse. Konsekvensen for fagbevægelsens strategiovervejelser må antages at være ens i de to scenarier: Danmark kan blive presset til at revurdere de realpolitiske muligheder for at opretholde særlige hensyn til den danske arbejdsmarkedsmodel, når/hvis kernen af EU går i retning mod større integration af social- og arbejdsmarkedspolitikken, blandt andet gennem en stigende koordination af arbejdsmarkedsreformer. Tendensen til øget EU-skepsis ved EP-valget indebærer et træk i retning af renationalisering af social- og arbejdsmarkedspolitik. Dette vil om realiseret betyde et mere skævt fokus på EU-niveau, f.eks. manglende social afbalancering af det indre marked. EFS er helt opmærksom på den udvikling. Det forholder sig således, at der i størstedelen af europæisk fagbevægelse er et generelt ønske om at bruge EU til at sikre fx minimumsstandarder for løn, arbejdsvilkår og sociale ydelser Derfor må det forventes, at EFS vil stille nogle krav til modydelser, fx om social dialog og forhandlinger, hvis integrationsprocessen fortsætter. Kommissionen søger pt. at styrke arbejdsmarkedets parters involvering i det økonomiske samarbejde, bl.a. gennem et formelt trepartssamarbejde og ved en forpligtende dialog med arbejdsmarkedets parter om de økonomiske forudsætninger, der indgår i EU s planlægning. Flere sydeuropæiske fagforeninger i EFS støtter aktivt en styrkelse af denne dialog. Denne dialog kan også tænkes udvidet til dialog om andre emner end de økonomiske, fx inden for det arbejdsmarkedsmæssige og sociale område og derved blive en styrkelse af den sociale dialog. Et andet emne, der kan tænkes at komme på bordet fra EFS side, er europæisk mindsteløn, som i de senere år allerede har været drøftet i EFS. I øjeblikket er det kun Italien, Tyskland, Danmark og, Østrig, Cypern og Sverige, der har en (næsten) rent aftalebaseret aflønning, og Tyskland indfører nu lovfæstet mindsteløn. Dansk fagbevægelse overvejer den nye situation, hvor opbakningen i Europa til den aftaleregulerede arbejdsmarkedsmodel er afgørende mindre fra den ene dag til den anden i og med, at overenskomsternes normsættende virkning bliver mere og mere fortid i Tyskland. Denne udvikling kombineret med de stigende problemer med social dumping kan udfordre dansk fagbevægelses holdning til lovgivning om minimumsløn. 6

Styrket koordinering af overenskomstkravene er et tredje emne, der kan komme på tegnebrættet i EFS. Diskussioner om en sådan udvikling kan blive yderligere udfordret af, at det er usikkert i hvilket landeforum, beslutninger om styrket integration i EU vil blive taget. Vil det være i den hårde kerne af eurolande eller i den bredere kreds af EU-lande? Dansk fagbevægelse står således over for den udfordring, at store dele af EU bevæger sig i retning af øget integration, herunder af social- og arbejdsmarkedspolitikken, med bred opbakning inden for EFS. Det vil udfordre den danske arbejdsmarkedsmodel. Hvordan stiller det os? Det er fagbevægelsens udfordring, som i dette notat bliver behandlet med fokus på 5 emner: 1. Ny styring udfordrer det økonomisk politiske råderum og flexicurity og håndterer ikke den sociale krise. 2. EU s stigende interesse for overenskomstvilkår som et middel til at fremme EUlandenes konkurrenceevne. 3. Social dumping som følge af den frie bevægelighed. 4. Deregulering af arbejdsmarkedsregler og arbejdsforhold. 5. Den sociale dialog og parternes indflydelse er under pres på arbejdsmarkedet. Alle 5 emner indeholder en kort baggrundsbeskrivelse fulgt op af et afsnit, der redegør for udfordringerne i den danske model og afslutningsvis er skitseret strategiske valgmuligheder og løsningsmodeller. 7

1. Ny styring udfordrer det økonomisk politiske råderum og flexicurity, og håndterer ikke den sociale krise Baggrund Europæisk økonomi blev hårdt ramt af finanskrisen. Krisen førte til faldende beskæftigelse og stigende arbejdsløshed i de fleste europæiske lande. Frem mod 2010 skiftede krisen karakter. Store offentlige underskud pressede de europæiske økonomier og nødvendiggjorde krisepakker til flere lande. I andre EU-lande indledte EU-Kommissionen henstillingsprocedurer. Det betød, at en række lande blev påbudt at nedbringe de offentlige underskud gennem besparelser og strukturtiltag. De store underskud satte også spørgsmålstegn ved de europæiske økonomiers troværdighed, hvorfor en række sydeuropæiske økonomier kom under spekulativt pres, der førte til væsentligt højere statsobligationsrenter i de berørte lande. Det forværrede krisen. I slutningen af 2011 såede krisen også tvivl om euroen. Det betød, at en række lande, herunder Danmark, indgik en aftale om forstærket budgetdisciplin og økonomisk koordinering (Finanspagten). Man må endelig notere sig, at ECB først relativt sent gav Eurokrisen et modsvar, der kunne have lettet krisepolitikken. Den økonomiske krise førte til krav om store offentlige besparelser Den europæiske håndtering af krisen efter 2010 fokuserede primært på at få styr på de offentlige finanser for at genoprette de finansielle markeders tiltro til europæisk økonomi. Det betød, at EU gennem det europæiske semester introducerede en stram økonomistyring og på samme tid søgte man at håndtere de væsentlige strukturproblemer i de sydeuropæiske lande, mens den umiddelbare jobskabelse kom i anden række. Nogle af tiltagene var nødvendige skridt for at genoprette tilliden til euroen og de europæiske økonomier, men har ikke adresseret den jobkrise, som Europa er i. Faktisk har den stramme styring de senere år mindsket de europæiske landes råderum på et tidspunkt, hvor der var behov for at styrke beskæftigelsen. Om end der i realiteten var råderum til en lempelse i en række nordeuropæiske lande, førte EU-henstillingerne om at nedbringe store offentlige underskud til store offentlige besparelser midt under en lavkonjunktur 1. Finanspolitiske lempelser, der kunne have hjulpet hele Europa ved at styrke efterspørgslen blev ikke gennemført. Sådanne tiltag kunne have understøttet den økonomiske udvikling og bragt optimismen tilbage i europæiske virksomheder og hjem. Erfaringer fra Tyskland har vist os, at et ensidigt fokus på lønkonkurrenceevne indebærer et reallønsfald, og fremtidige vækstinitiativer må derfor medtage denne del af finanspolitikken. Udfordringer I kølvandet på den europæiske statsgældskrise har fokus de senere år i højere grad været at genskabe tilliden til de europæiske økonomier gennem en styrket økonomistyring frem for jobskabelse. Den strammere styring af de europæiske økonomier vil også fremadrettet mindske råderummet i den økonomiske politik. Økonomistyringen er en del af det europæiske semester, som er et værktøj til at kunne samordne medlemslandenes økonomiske udvikling. Det europæiske semester følger landenes budgetsituation, reformtiltag og eventuelle makroøkonomiske ubalancer. 1 IMF påviste i Economic Outlook, efterår 2012, at offentlige besparelser har større virkning på vækst og jobskabelse i den aktuelle krise end normalt, hvilket gør besparelserne mere kritiske. 8

Den økonomiske styringsproces i EU er nu så fremskreden, at den sandsynligvis vil indebære nye lovgivningstiltag og dermed følgelovgivning. Dette vil udfordre den danske model. Den økonomiske krise er en jobkrise Den sociale krise er blevet forværret i hele EU. Flere udstødes af arbejdsmarkedet. Langtidsarbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden har nået nye højder. Den økonomiske krise i Europa er en jobkrise, særligt i Sydeuropa. På samme tid er der sket en væsentlig stigning i antallet af lønmodtagere, der arbejde til lønninger langt under, hvad opretholdelse af et anstændigt liv kræver. Det er vigtigt, at der hersker tillid til europæisk økonomi. Det er også vigtigt, at der er råderum til at investere i vækst og job under dybe og længerevarende tilbageslag. Men hovedudfordringen i den økonomiske politik og den styring, EU foretager, er, at den ikke håndterer den jobkrise, Europa står i lige nu. EU s stats- og regeringsledere bør derfor vedtage en egentlig investeringsplan, der skaber arbejdspladser i EU. Muligheden for at øge midlerne til den europæiske investeringsbank bør afdækkes, da dette vil generere privat kapital til rentable projekter. Ligeledes kan en koordineret indsats, hvor nordeuropæiske lande med råderum lemper finanspolitikken, gavne hele Europa. Disse tiltag kan mindske virkningerne af den omfattende krise og skabe fornyet optimisme. Flexicurity under pres europæisk og nationalt Den stramme økonomistyring udfordrer også flexicurity i Danmark. Det skete fx efter, at dansk økonomi fik en EU-henstilling om at nedbringe det strukturelle underskud med 1,5 pct. af BNP mellem 2010 og 2013. Det udløste den såkaldte genopretningspakke, og heri indgik en halvering af dagpengeperioden, hvilket svækkede tryghedsdelen af flexicurity (security) væsentligt. Til trods for det har EU-Kommissionen og arbejdsmarkedsforskere fremhævet den danske flexicuritymodel som et forbillede for arbejdsmarkedspolitikken i Europa. Desværre er en EU-flexicurity dog i flere lande blevet lanceret som led i sparetiltag. Fokus har primært været på at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, og i mindre grad på tryghedsdelen (security). En væsentlig udfordring for den europæiske fagbevægelse må være, at den europæiske arbejdsmarkedspolitik ikke alene fokuserer på at styrke fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at der tages hånd om de sociale udfordringer, hvorfor introduktionen af flexicurity ikke kun må være en spareøvelse. Således bør den aktive beskæftigelsespolitik og understøttelse af arbejdsløse ikke nedprioriteres. Den stramme økonomistyring er i Danmark gennemført med Budgetloven. Det udfordrer den danske flexicuritymodel, fordi Budgetloven indeholder udgiftslofter, som i et vist omfang også berører udgiftsposter, der har med den aktive arbejdsmarkedspolitik og livslang læring at gøre. Derimod er udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse (tryghedsdelen) ikke umiddelbart omfattet. Således er en væsentlig udfordring for den danske flexicuritymodel at sikre en velfungerende, aktiv beskæftigelsespolitik, som bringer de arbejdsløse hurtigt tilbage i job, efteruddannelser som understøtter livslang læring, så lønmodtagerne løbende opkvalificeres, så de bedre kan håndtere arbejdsmarkedets krav, som kontinuerligt ændres. Det betyder også, at disse tiltag bør kunne få større vægt under en lavkonjunktur, da de automatisk vil understøtte økonomien i dårlige tider. 9

Strategiske valgmuligheder for dansk og europæisk fagbevægelse Hoved- og medlemsorganisationerne bør løbende diskutere fagbevægelsens holdning til den økonomiske politik i Europa og Danmark, herunder de muligheder og bindinger, der fra europæisk niveau pålægges den økonomiske politik i Danmark. Det er særligt vigtigt, at den danske fagbevægelse sammen med vores europæiske samarbejdspartnere søger at påvirke EU s økonomiske politik og mindske skaderne på det danske system. Et sådant arbejde skal understøtte den danske model. Der skal arbejdes for: Koordineringen af den økonomiske politik finans- og pengepolitik i Europa skal understøtte vækst og beskæftigelse for alle lønmodtagergrupper. Den danske arbejdsmarkedsmodel skal respekteres. Det er vigtigt, at EU-lovgivning ikke svækker den danske flexicuritymodel. Den økonomiske politik i EU bør også have større fokus på de sociale udfordringer. Den økonomiske krise i Europa er gået fra at være en finansiel krise til en gælds- og tillidskrise, men har hele tiden været en realøkonomisk jobkrise. Jobkrisen udfordrer både den europæiske økonomi og den europæiske fagbevægelse. Således er en central sigtelinje den europæiske indsats for at skabe vækst og job. Løsningsmodeller Fremadrettet bør der ske en europæisk koordinering af den økonomiske politik, der også fokuserer på at understøtte beskæftigelsen. Det gælder både finans- og pengepolitikken. Vækst og beskæftigelse bør udgøre bindende målsætninger i det europæiske semester Der bør vedtages en europæisk investeringsplan, som fremmer beskæftigelsen på kort sigt og investerer i euro. Det bør overvejes at holde fremrykkede offentlige investeringer uden for de mellemfristede underskudskrav ved dybe og længerevarende tilbageslag. Den nationale lovgivning bør ikke være strammere end Finanspagten tilsiger. Således bør den danske budgetlovs krav om det strukturelle offentlige underskud være på linje med Finanspagtens krav 2. Udgifter til flexicuritymodellen under dybe og længerevarende tilbageslag bør ikke omfattes af udgiftslofterne og bør holdes ude af underskudskravet. 2 De mellemfristede krav til den faktiske offentlige saldo og den offentlige gæld suppleres med et strukturelt saldokrav, om at et strukturelt underskud som udgangspunkt ikke må overstige ½ pct. af BNP, men kravet kan ændres afhængigt af det enkelte lands økonomiske situation. Robustheden af dansk økonomi indebærer, at EU-Kommissionen strukturelle underskudskrav er på ¾ pct., om end den danske budgetlov fortsat har et underskudskrav på ½ pct. af BNP. 10

2. EU s stigende interesse for overenskomstvilkår som et middel til at fremme EU-landenes konkurrenceevne Baggrund Lønudvikling er i udgangspunktet i henhold til EU-traktaten et nationalt anliggende, men samtidig betyder den skærpede globale konkurrence sammen med en europæisk økonomisk integration, at EU reelt i vidt omfang sætter rammerne for lønudviklingen i EU-landene. I 2013 lød de årlige EU-anbefalinger til en række landes økonomiske politik således på at sikre en bedre sammenhæng imellem løn- og produktivitetsudviklingen. For visse lande var der mere specifikke anbefalinger om at begrænse lønudviklingen, fx advares der direkte mod pristalsregulering af løn eller mod en bestemt lønudvikling, der overstiger x pct. Meldingen fra EU-Kommissionen til Danmark lød, at det vigtigste for at beskytte konkurrenceevnen var at sikre en moderat lønudvikling, der ikke bidrog negativt til priser og omkostninger, samt at dansk eksport var fleksibel og at produktiviteten forbedres, navnlig i servicesektoren. EU forsøger således primært via det europæiske semester at påvirke løndannelsen. EU har fokus på løn som en omkostning. EU s økonomiske dagsorden søger at styrke konkurrenceevne og dæmpe inflation ved at begrænse lønudviklingen. Store dele af Europa har de seneste år oplevet en væsentlig lønkonkurrence og deraf nedadgående lønpres. Det har øget uligheden i de enkelte lande og skadet den økonomiske udvikling. For selvom EU-landenes lønkonkurrenceevne i forhold til resten af verden har en væsentlig betydning for kontinentets eksport og import, er der stigende opmærksomhed om, at stagnerende eller faldende lønninger kan holde den økonomiske udvikling tilbage, idet 2/3 af eksporten fra EU-lande er import i andre. Et ensidigt fokus på lønkonkurrenceevne rammer derved efterspørgslen Overenskomstparterne ser typisk løn som en udgift/indtægt, der påvirker konkurrenceevnen. I den makroøkonomiske debat ser arbejdsgiverne løn som primært en produktionsudgift/-omkostning, mens den europæiske fagbevægelse herudover ser løn som en vigtig faktor for efterspørgsel og en retfærdig fordeling af goderne. Udfordringer Ovenstående udvikling sætter den europæiske fagbevægelse og ikke mindst den nordiske/danske fagbevægelse over for tre udfordringer. 1. EU's indblanding i lønfastsættelsen En stor udfordring for dansk fagbevægelse er at tage stilling til, hvordan EU's indtrængen på lønområdet kan stoppes eller i hvert fald begrænses. Der skal tages stilling til, om den europæiske fagbevægelse, herunder EFS, kan få styrket sin indflydelse på den økonomiske og politiske udvikling i EU. Problemstillingen skærpes yderligere af, at holdningerne opsplittes, idet EU måske vil udvikles med forskellige hastigheder fremover (euro, ikke-euro, Nord-Sydeuropa osv.). 11

2. Forskellige holdninger til indførelse af minimumsløn i den europæiske fagbevægelse Der pågår (igen) en livlig diskussion om indførelse af principper for europæisk minimumsløn. Der er forskellige holdninger til spørgsmålet blandt fagforeningerne i Europa og i det hele taget til, hvordan man i den europæiske fagbevægelse skal besvare udfordringen med en løndannelse, der presses nedad i Europa. Ikke mindst en lang række syd- og centraleuropæiske landes fagforeninger er meget pressede og de ser centrale EU-løntiltag som et bolværk mod forringelser. En vigtig udfordring i den forbindelse er, at parternes autonomi fastholdes i forbindelse med indgåelse af nationale/brancherettede overenskomster, herunder ikke mindst i forhold til lønaftaler. En anden særlig udfordring er holdningen til, hvorvidt minimumslønninger kan begrænse social dumping. Forskellige modeller har været foreslået i forbindelse med en (europæisk) minimumsløn: Præcise europæiske kriterier for en minimumsløn (fx 50 pct. af gennemsnitslønnen eller 60 pct. af medianlønnen i hvert enkelt land), generelle principper for en europæisk minimumsløn (fx en retfærdig løn), national fastsat praksis for minimumsløn, der er fair (EFS s politik i dag), erga omnesprincipper for national minimumsløn i hvert enkelt land (fx almengøring af overenskomstens mindsteløn) eller national minimumsløn alene baseret på nationale/brancherettede overenskomster (som i Danmark i dag). 3. Faldende organiseringsgrad EFS og medlemsorganisationerne udfordres af, at deres organiseringsgrad generelt er nedadgående, og i flere lande er der under krisen kun i meget begrænset omfang overenskomstforhandlinger, eller de faglige organisationer bliver overset i trepartsdrøftelser, hvis de overhovedet finder sted. Disse udfordringer giver anledning til, at dansk og europæisk fagbevægelse kommer med et bud på en dansk fagbevægelsesstrategi i forhold til det kildne emne løn- og overenskomstvilkår i EU-regi. Strategiske valgmuligheder for dansk og europæisk fagbevægelse Det er vigtigt at dansk fagbevægelse arbejder på at øge indflydelsen på det makroøkonomiske niveau i EU såvel som på de diskussioner om løn- og ansættelsesvilkår, der uvægerligt vil dukke op de kommende år i EU-regi ikke mindst i europæisk fagbevægelse. I den sammenhæng skal man fra dansk fagbevægelses side arbejde for, at de fælles holdninger, der indgås indenfor europæisk fagbevægelse, afspejler en respekt for de nationale systemer. Spørgsmålet om effektive og fleksible arbejdsmarkeder rejses jævnligt i de forhandlinger, der føres under den sociale dialog og spillede således en stor rolle under forhandlingerne om ungeledighed. Senest er der igangsat en udredning mellem parterne på europæisk plan for at se nærmere på denne problemstilling. For fagbevægelsen er det vigtigt at arbejde ud fra en forudsætning om, at der ikke er en modsætning mellem fleksibilitet og effektivitet på den ene side og beskyttelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder på den anden. 12

Løsningsmodeller Dansk fagbevægelse bør satse på mere indflydelse på den økonomiske politik i EU og en styrket organisering af lønmodtagersiden. Det kan blandt andet gøres ved at arbejde for, at EFS indgår tydeligere i den sociale dialog med EU-Kommissionen for at påvirke dels den generelle makroøkonomiske debat i EU dels det lønmæssige fokus i den økonomiske koordination i det europæiske semester, idet begge dele berører lønudviklingen. Det er i dansk fagbevægelses interesse, at der bliver bedre muligheder for kollektive overenskomster og generelt en forbedret forhandlingsevne blandt Europas lønmodtagere via styrkede faglige organisationer. Der skal arbejdes for en styrkelse af den sociale dialog i EU, som tager hensyn til de nationale systemers forskelligartede karakter og respekterer parternes autonomi. Samarbejde på europæisk plan af overenskomsttemaer kan styrkes gennem erfaringsudveksling, vejledninger eller idekataloger. Endelig er det oplagt, at der på det lange sigt må arbejdes for styrket organisering. Fagbevægelsen bør understøtte politiske tiltag, der styrker arbejdsmarkedet. Vi skal arbejde for fleksible, velfungerende arbejdsmarkeder og samtidig gå imod tiltag, der skaber nye grupper af lavtlønsansatte og såkaldte working poor-grupper. Fagbevægelsen må stå vagt om parternes autonomi og de enkelte medlemsstaters ret til at vælge arbejdsmarkedssystemer. 13

3. Social dumping som følge af den frie bevægelighed Baggrund Danmark Reguleringen af det danske arbejdsmarked er traditionelt hovedsageligt sket ved indgåelse af kollektive overenskomster mellem repræsentative arbejdsmarkedsparter. Hvorvidt en kollektiv overenskomst finder anvendelse for et konkret arbejdsforhold, afhænger i første række af arbejdsgivers forhold, idet den kun finder anvendelse, såfremt arbejdsgiver er medlem af den overenskomstbærende arbejdsgiverorganisation eller selvstændigt har indgået overenskomst med en fagforening. I anden række om det pågældende arbejde falder inden for overenskomstens faglige gyldighedsområde. Således er dækningen uafhængig af arbejdstagerens organisationsmæssige forhold. EU-retligt Reglerne for det indre marked foreskriver fri bevægelighed. I nærværende sammenhæng er primært reglerne om fri bevægelighed for tjenesteydelser og arbejdskraft af interesse. For så vidt angår tjenesteydelserne indebærer reglerne, at det skal være muligt frit at levere tjenesteydelser over grænserne, hvilket betyder, at restriktioner, der hindrer en sådan fri udveksling, som udgangspunkt er forbudte. Den frie bevægelighed for tjenesteydelser indbefatter bl.a., at tjenesteyderen kan anvende ansatte fra hjemlandet i forbindelse med leverance af tjenesteydelser i modtagerlande. Disse arbejdstageres ansættelsesforhold er som udgangspunktet reguleret af hjemlandets lov, hvor værtslandet så tillige skal sørge for, at en afgrænset kerne af forpligtelser og rettigheder efter værtslandets lovgivning tillige finder anvendelse (udstationeringsdirektivet) Reglerne om arbejdskraften indebærer navnlig, at arbejdstagere frit kan tage ophold og beskæftigelse i en anden medlemsstat, og at enhver forskelsbehandling begrundet i arbejdstagerens nationalitet er forbudt. Der er således stor forskel på grundlaget for henholdsvis udstationeredes arbejdsforhold og de vandrende arbejdstageres. EU-faktisk Udvidelserne af EU i 2004 og 2007 betød en stor ændring af den socioøkonomiske balance blandt medlemsstaterne. Der opstod herefter i langt højere grad incitaments-strukturer på baggrund af de socioøkonomiske forskelle. Fx var BNP pr. indbygger i 2011 i Danmark 43.500 Euro, hvor de tilsvarende tal for Polen, Estland, Letland og Litauen var omkring 10.000 Euro. Forskellene førte arbejdskraft og tjenesteydelser fra de nye til de gamle EU-lande. Om størrelsen af de faktiske bevægelser hersker der stor usikkerhed. Udfordringer Disse bevægelser giver den udfordring, at der nu er en ny arbejdsstyrke til rådighed enten direkte (arbejdskraftens fri bevægelighed) eller via entreprise- og vikarforhold (tjenesteydelser). Denne arbejdsstyrke er villig til at udføre arbejde til en betaling og på vilkår, der ligger langt fra, hvad en dansk arbejdstager vil være villig til. 14

Udfordringen for fagbevægelsen består overordnet i at sikre, at arbejde, der udføres i Danmark, udføres på vilkår, der er i overensstemmelse med de repræsentative overenskomster, der gælder for de pågældende faglige områder og således sikre medlemmerne mod den unfair konkurrence, der kan betegnes social dumping. I et system, hvor den primære regulering af det lønnede arbejdsforhold består i privat-retlige aftaler indgået i foreningsretlige rammer, består udfordringen i første omgang i at få de udenlandske aktører omfattet af reguleringen. I det omfang, der er tale om direkte ansættelse i indenlandske virksomheder, svarer den udfordring til, hvad der kendes fra almindeligt fagligt arbejde, og arbejdet vil i mange tilfælde allerede være overenskomstdækket. Dette arbejde har i en overgangsperiode været understøttet af overgangsforanstaltningerne i forbindelse med EU-udvidelsen. De gik groft sagt ud på at indlægge den begrænsning i arbejdskraftens fri bevægelighed, at der blev opstillet en betingelse om, at det pågældende arbejde var på overenskomstmæssige eller udenfor det overenskomstdækkede område sædvanlige vilkår. Det er blevet hævdet, at overgangsforanstaltningerne bl.a. medførte, at arbejdskraftsbevægelserne af den årsag i større grad kom til at ske som led i tjenesteydelser. Omvendt er der ingen tvivl om, at betingelsen om vilkår har modvirket social dumping i regi af arbejdskraftens fri bevægelighed i overgangsperioden. Er der derimod tale om arbejde, der udføres af en udenlandsk virksomhed og således i regi af den fri bevægelighed for tjenesteydelser, må fagforeningen sørge for at få arbejdet overenskomstdækket. Udfordringen består her blandt meget andet i at: De udenlandske virksomheder kommer i ganske stort antal. Overenskomstindgåelse med en dansk fagforening fremstår som noget fremmed, ofte også uforudset og dermed fordyrende i forhold til opgaven. Den udenlandske arbejdskraft på den baggrund kan frygte at miste arbejdet og derfor vil modsætte sig overenskomstindgåelse. Reglerne om fri bevægelighed sætter snævre rammer for overenskomstindgåelsen. Den pågældende virksomhed i mange tilfælde er en enkeltmandsvirksomhed, ofte et camoufleret ansættelsesforhold (arme og ben). I alle tilfælde giver det ikke megen mening at søge at indgå overenskomst med en sådan virksomhed. Ofte er der ikke en person til stede, der har kompetence til at indgå kollektiv overenskomst for virksomheden. Arbejdet tilrettelægges ofte i entreprisekæder, hvorved ansvaret for løn- og arbejdsvilkår skydes ned i kæden ofte til foretagender, der hverken er særligt samarbejdsvillige overfor fagbevægelsen eller solide økonomisk. Når et arbejde er overenskomstdækket, består den næste udfordring i at håndhæve overenskomsten. Vanskeligheder ved håndhævelse Håndhævelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed vanskeliggøres af, at de udenlandske arbejdstagere i meget vidt omfang er svagt organiserede. Det vil som alt overvejende hovedregel være vanskeligt at gennemføre effektiv håndhævelse uden organiserede arbejdstagere. 15

Det samme gælder, når det drejer sig om tjenesteydelser. Hertil kommer, at såvel retlige, kulturelle som sproglige barrierer vanskeliggør gennemførelsen af fagretlig behandling, når fagforening og virksomhed er af forskellig nationalitet. I det omfang arbejdet ikke overenskomstdækkes, findes der nærmest ikke nedre grænser for, hvilke løn- og arbejdsvilkår, der kan gælde. Endelig kan skattemæssige forhold og adgangen til velfærdsydelser indgå som en del af de lønpakker, der tilbydes udenlandske arbejdstagere, og de bliver således en del af konkurrenceparametrene i den unfair konkurrence. Strategiske muligheder for dansk og europæisk fagbevægelse Der er tre hovedspor, eller arenaer om man vil, for at møde disse udfordringer: Det kan overvejes, om det vil være muligt at justere på den lovgivningsmæssige ramme for regulering af løn- og arbejdsforhold for at gøre modellen mere robust i en grænseoverskridende sammenhæng. Der kan på EU-plan arbejdes med regler om lovvalg, tvangsfuldbyrdelse, udstationering samt øvrig arbejdsretlig regulering. Der kan endelig fremsættes overenskomstmæssige krav, der kan gøre det overenskomstbaserede system mere robust i sammenhængen. Dilemmaet i diskussionen om lovgivningsmæssige rammer indeholdende almengøring og lovfastsat mindsteløn består i, at det kan ses som en central løsningsmodel, men at det også er et valg af et lovgivningsspor, som vil indebære væsentlige ændringer i den danske model. Vurderingen er, at de risici, der er forbundet med at lade lovgiver spille en større rolle i forbindelse med fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår, i nogen grad vil demotivere arbejdsgiverne i forhold til at indgå i kollektive forhandlinger og kan have kapacitet til at påvirke adgangen til iværksættelse af kollektive kampskridt i negativ retning. Det er dog væsentligt at holde øje med udviklingen. Fx kan fremblomstringen af et working poor segment eller negativ udvikling i overenskomsternes dækningsgrad føre til, at man må forholde sig til dilemmaet på ny. Løsningsmodeller Hvad angår den lovgivningsmæssige ramme for overenskomstsystemet og lønkonkurrence kan følgende løsningsmodeller tages i anvendelse: En mere effektiv og konsekvent gennemførelse af ILO-konvention 94 (arbejdsklausuler i offentlige kontrakter) for alle statslige myndigheder og offentligt ejede selskaber, og at kommuner og regioner anspores til at anvende tilsvarende arbejdsklausuler. Ændret beskatning af udenlandske arbejdstagere, fx ved opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster, således at det ikke bliver muligt at arbejde i Danmark uden dansk beskatning i samme omfang som i dag. 16

At der for så vidt angår lovbaserede krav i tilknytning til et ansættelsesforhold så som skat og sociale bidrag (ATP og arbejdsmarkedsbidrag) bør vedtages en lovgivning, der foreskriver kædeansvar. Og at dette også bør ske på arbejdsmiljøområdet. Hvad angår det EU-retlige kan følgende tages i anvendelse: Medlemsstaternes gennemførelse og håndhævelse af arbejdsretlige direktiver bør underlægges stærkere kontrol på EU-plan. Adgang til tvangsinddrivelse af fagretslige afgørelser på tværs af landegrænser samt effektive inddrivelsesregler i øvrigt bør sikres. Arbejdsstedet geografiske placering bør få afgørende betydning for fastlæggelse af lovvalget i arbejdsaftaler. EFS forslag til en social protokol med sikring af de faglige rettigheder bør vedtages i forbindelse med optagelse af nye medlemslande. Protokollen foreskriver groft sagt, at grundlæggende rettigheder såsom strejkeretten altid skal have forrang i forhold til de økonomiske friheder i tilfælde af konflikt mellem rettigheder i de to grupper. EFS forslag til ændring af udstationeringsdirektivet bør søges gennemført, når det vurderes politisk muligt. Forslaget indeholder bl.a. en mere præcis regulering af, hvornår en virksomhed er udstationeret, og ophæver den fortolkning af direktivet, hvorefter medlemsstaterne ikke kan kræve arbejdsvilkår på andre områder eller højere niveau end det, der er beskrevet i direktivets såkaldte hårde kerne. Og endelig kan følgende søges fremmet på overenskomstniveau: Forpligtelse til kun at anvende overenskomstdækkede underleverandører. Kædeansvar. Særligt robust fagretlig behandling (eks. 48-timers møde i byggeriet). En mere robust ordning end misforholdsbegrebet eller en styrkelse heraf, når det gælder overenskomstmæssig lønfastsættelse på det satsløse område samt minimallønsområdet. 17

4. Deregulering af arbejdsmarkedsregler og arbejdsforhold Baggrund Igennem flere år har der været forskellige tiltag, der har haft til formål at fremme regelforenkling og afbureaukratisering i EU. I 2007 nedsatte Kommissionen en rådgivende gruppe under ledelse af Bayerns tidligere ministerpræsident, Edmund Stoiber. Gruppens officielle navn er High Level Group on the Reduction of Administrative Burdens i daglig tale Stoibergruppen. Gruppen har siden udarbejdet en lang række forslag og rapporter, der søger at påvise, hvorledes europæiske virksomheders konkurrenceevne kan fremmes ved en række lempelser i forhold til diverse EU-direktiver. Gruppen består af en række enkeltpersoner, der er udpeget direkte af Dr. Stoiber og Kommissionens formand Barroso samt enkelte repræsentanter, der er indstillet af interesseorganisationer herunder EFS. I forhold til den lovforberedende proces er Stoibergruppens rolle speciel, da den får forelagt planlagte direktiver, inden de fremsættes og har mulighed for at kommentere på dem direkte over for kommissærerne. Senest har det store fokus været på særlige lempelser og undtagelser for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV). Definitionen på en mikrovirksomhed er en virksomhed med under 10 ansatte. En SMV kan have op til 250 ansatte. Mikrovirksomheder og SMV udgør mere end 90 pct. af virksomhederne i EU. De fleste forslag til regelforenkling gik i starten på arbejdsmiljøområdet, men i 2011 kom Kommissionen med en rapport, der var en direkte afskrift fra en holdningstilkendegivelse fra Stoibergruppen. Som bilag til rapporten var der en liste med områder, hvor der kunne laves lempelser og undtagelser for små virksomheder. Det drejede sig ikke længere kun om arbejdsmiljøområdet men også om generelle arbejdsforhold. For eksempel arbejdstidsdirektivet, sæsonarbejde, udstationering m.v. Mulighed for at undtage mikrovirksomheder fra nye direktiver Fra juni 2012 skulle mikrovirksomheder som udgangspunkt været undtaget nye direktiver med mindre, der er særlig grund til, at de skal være omfattet. Hvis man undtager mikrovirksomheder for lovgivning, vil det betyde, at hele sektorer stort set ikke vil være omfattet af reguleringen. Det drejer sig blandt andet om landbrug og byggeri, hvor der i forvejen er store problemer med at sikre ordentlige arbejdsforhold og imødegå social dumping. I praksis er mikrovirksomheder dog endnu ikke blevet undtaget fra nogle direktiver, hvilket Stoibergruppen har udtrykt utilfredshed med. I Danmark er der nedsat et særligt forum, hvor man ser på, hvordan man kan lette vilkårene for små og mellemstore virksomheder. Det samme gør sig gældende i en række andre EU-lande, fx England, Sverige og Tyskland. Kommissionen fortsætter overvågningen Siden november 2011 er Kommissionen kommet med flere udspil, høringer m.v. der lægger op til, at der skal ske en regelforenkling og afbureaukratisering i EU. Refit-meddelelsen fra oktober 2013 18

er en af flere i en rullende proces, hvor der løbende følges op på, hvordan indsatsen med regelforenkling skrider fremad. Udfordringer Umiddelbart er regelforenkling og afbureaukratisering gode formål. Problemet er blot, at alle administrative regler, herunder fx også arbejdsmiljøregler, kan anses for at være en byrde. Især små, men også mellemstore virksomheder, udgør imidlertid den store kilde til jobskabelse i EU. Der er derfor ingen tvivl om, at det giver god mening at fremme disse virksomheders konkurrenceevne og gøre livet lettere for de entreprenører, der ønsker at drive virksomhed. Det kan dog i sig selv være problematisk at anvende størrelse som det afgørende parameter for, hvorvidt en virksomhed skal være omfattet af lovgivning eller ej. Under alle omstændigheder kan det forekomme vanskeligt at forene med traktatgrundlaget at stille medarbejdere i små virksomheder ringere for så vidt angår beskyttelse af grundlæggende rettigheder og arbejdsmiljø. Der pågår en debat om overimplementering af direktiver såkaldt gold plating. Det udfordrer hele grundtanken om, at man naturligvis ikke kan overimplementere minimumsdirektiver som eksempelvis arbejdsmiljødirektiver. Bred politisk opbakning til regelforenklingsregimet Uanset politisk farve er der bred opbakning blandt regeringerne i EU til smart og bedre regulering. Det lyder rigtigt, at man skal fjerne unødigt bureaukrati. Her er det en udfordring for fagbevægelsen at overbevise beslutningstagerne i EU og nationalt om, at beskyttelse af grundlæggende rettigheder ikke kan anses for at være en byrde. I en tid med høj arbejdsløshed er det stærkt problematisk, at der ikke sættes fokus på vækstinitiativer, men at lempelser og undtagelser ses som vejen frem. Små- og mellemstore virksomheder udgør over 90 pct. af virksomhederne i EU, hvorfor undtagelser ikke er en meningsfuld vej fremad for at mindske byrder. Som tidligere nævnt har man endnu ikke anvendt muligheden for at fritage mikrovirksomheder fra direktiver. Det såkaldte Impact Assessment Board, der vurderer alle forslag, før Kommissionen fremsætter dem, har i samtlige sager vurderet, at mikro-virksomheder ikke kunne undtages. Det har tydeligt irriteret nogle af dereguleringsentusiasterne. Der er nu flere medlemmer af Europa- Parlamentet, der fremsætter forslag om at nedlægge Kommissionens Impact Assessment Board og erstatte det med en permanent udgave af Stoibergruppen. Der er i den seneste tid kommet en langt mere udfarende tilgang til dereguleringsdagsordenen og Barosso har tydeligt bakket op om den dagsorden, der påpeger, at bureaukrati og for mange regler er den væsentligste hindring for vækst og jobskabelse i EU. Fagbevægelses rolle i den politiske debat Det er en udfordring for den europæiske fagbevægelse, at man nemt kommer til at fremstå som ufleksible og regelforelskede. Fagbevægelsen kan ikke i længden blot blive ved med at afvise alle former for afbureaukratisering og regelforenkling. Der ER eksempler på unødige regler, der vanskeliggør tilværelsen for entreprenører og små virksomheder. Men efter i flere år ikke at have været 19

særligt opmærksomme på problemstillingen, er EFS ved at lægge sig på en linje, hvor man på forhånd afviser alle udspil til regelforenkling og refit. Diskussionen om minimumsdirektiver udgør en selvstændig udfordring. Til trods for, at minimumsdirektiver betyder, at medlemsstaterne frit kan stille højere krav eller have højere standarder, anvendes begrebet gold plating eller overimplementering ofte. Også hvis lande implementerer direktiver over minimumsstandarder. Der er flere tiltag i gang, hvor man fra Kommissionens side vil se på, hvordan direktiverne implementeres i medlemsstaterne blandt andet for at vurdere om nogle lande overimplementerer. I forhold til EFS har dereguleringsdagsordenen især været drevet af de nordiske organisationer, men også briterne er nu meget opmærksomme herpå. Der vil blive rapporteret fra arbejdet i Stoibergruppen på de to årlige møder i EFS-arbejdsgruppen om Indre Marked og Arbejdsmarkedslovgivning, og EFS vil påtage sig at koordinere indsatsen, især i de lande, hvor fagbevægelsen har mulighed for at påvirke regeringerne op til rådsmøder og lignende. Strategiske overvejelser for dansk og europæisk fagbevægelse Det er nødvendigt, at vi i dansk fagbevægelse forholder os til diskussionen om regelforenkling og afbureaukratisering. Det er vigtigt at understrege, at fagbevægelsen ikke er imod at lempe administrative byrder for virksomhederne for dermed at styrke deres konkurrenceevne. For at sikre, at smartere implementering af direktiverne ikke sker på en måde, så det forringer beskyttelsesniveauerne hos de ansatte i små virksomheder, kan der indgås alliancer med miljø- og forbrugerorganisationer, da der også er flere udspil på områder, der vedrører deres interesser. Derudover kan der i flere tilfælde indgås alliancer med UEAPME de små og mellemstore virksomheders paraplyorganisation i EU da de også er meget kritiske over for tilsidesættelsen af den sociale dialog. Løsningsmodeller Det er vigtigt, at fagbevægelsen viser, man gerne vil være med til at fremme konkurrenceevnen hos små- og mellemstore virksomheder i EU; samtidig med, at man sikrer, at regelforenklingen ikke sker på bekostning af beskyttelsesniveauerne. For at nå dette mål er det nødvendigt at arbejde sideløbende ad forskellige spor. Der bør arbejdes for en generel passus om, at regelforenkling ikke må forringe beskyttelsesniveauerne. Man er derudover nødt til at arbejde fra sag til sag alt efter hvilke direktiver, der vil blive underlagt regelforenklingstiltag og eventuelt undtagelser for mikrovirksomheder. Der bør fortsat lægges vægt på de juridiske argumenter i forhold til gold plating og minimumsdirektiver samt hele problemstillingen om, hvorvidt man kan stille arbejdstagere ringere på grund af størrelsen af den virksomhed, de arbejder i. Det bør kræves, at arbejdsmarkedets parter inddrages i tiltag, der vedrører arbejdsmarkedsforhold, og at EFS koordinerer indsatsen i forhold til de lande, hvor fagbevægelsen har mulighed for at påvirke regeringerne. Endelig bør man også italesætte, at social dialog og europæiske aftaler medvirker til at styrke regelforenling og smidighed. 20