FOGH ANGRIBER VORES VELFÆRD - FORSVAR DEN

FOGH ANGRIBER VORES VELFÆRD - FORSVAR DEN af Jakob Nerup Indhold Velfærdskampen er i gang 5 Hvad går Foghs velfærdsreform ud på? 11 Der er råd til velfærd i Danmark 18 Nyliberalisme i Danmark, Europa og globalt 23 Modstand mod nyliberalisme i Europa 28 Velfærdskampen skal tages fuldt ud 32 Side

Side

Velfærdskampen er i gang Efter Foghs velfærdsreform bliver velfærden alvorligt truet som et gode for de mange. Her er nogle fiktive personer, som alle repræsenterer den konkrete virkelighed for de 3 millioner arbejdere og studerende i Danmark, der rammes af forringelserne: Ali er 17 år og det yngste offer for Foghs velfærdsangreb. Han havde planer om 10. klasse, derefter på teknisk skole og så ud på arbejdsmarkedet. Det kan han godt glemme alt om. Ali skal i ungdomsklasse og herefter på en teknisk skole, hvor der kommer både trindeling og niveaudeling. Når Ali modtager SU, så skal han gennemføre uddannelsen, ellers skal den betales tilbage. Vibeke er 22 år og i gang med sin uddannelse til biolog. Hun har rejst i Amazonas for at modne sine studieindtryk og arbejdet i børnehave for at tjene penge. Derfor har hun været væk fra studierne i 3 år og vil afslutte flot med et kvalificeret speciale, som vil tage 1 år. Det kan hun godt glemme for SU en udbetales kun for normeret tid og specialet i ½ år. Karen er 28 år og arbejder på fabrik. På grund af den globale konkurrence flyttes hendes job til Kina og hun bliver arbejdsløs. Hun får kun ½ dagpenge og udsat for uretfærdig kontrol og tvang til at tage job. Mikael er 44 år og pædagog. Han synes, at jobbet med børn er dejligt, men også hårdt og stressende, fordi børnetallet og kravene stiger. Derfor så Mikael frem til at gå på efterløn som 60-årig. Det kan han ikke længere og skal arbejde mindst til han bliver 63, og til den tid har politikerne med garanti fjernet efterlønnen helt. Fatima er 50 år og flygtning. Hun vil gerne arbejde og have sin familie til Danmark. På grund af virksomhedernes diskrimination har hun ikke noget job og skal i fremtiden tvinges til at være løntrykker. Hendes familie er fattige og har dårlig skolegang. De kan ikke komme til Danmark, fordi kravene til sprog og økonomi strammes. Ida er 56 år og fyret fra sit job som kontorassistent på grund af aldersdiskriminering. Hun kan i dag fortsætte en værdig tilværelse med forlængede dagpenge indtil hun kan gå på efterløn. I Foghs fremtid skal hun tvinges på tvangsaktivering og siden kontanthjælp, indtil hun kan få folkepension som 67-årig. Side

Udfaldet af den kamp om velfærden, der finder sted lige nu, bliver afgørende for retningen i Danmark de næste mange år Fremtiden afgøres nu Foghs velfærdsreform er det største samlede angreb på velfærden i Danmark i årevis. Over en bred kam skal vi tvinges til at arbejde tidligere og længere, samtidig med at de arbejdsløse og indvandrerne skal presses yderligere. Fogh lægger sig hermed på linie med andre nyliberalistiske regeringsledere i Europa, hvor arbejdere og studerende skal betale for de multinationales konkurrenceevne på verdensmarkedet. Det er ikke bare, fordi Foghs velfærdsangreb rækker langt ind i det 21. århundrede, at modstand er vigtig. Det er også et åbent brud med årtiers forsigtig nyliberalisme, hvor nedskæringer, privatiseringer og markedsgørelse er kommet drypvis. Nu er der en samlet pakke, hvor en af hjørnestenene i vores velfærd, efterlønnen, angribes frontalt. Om Fogh får flertal i Folketinget for et angreb på velfærden, er hævet over enhver tvivl. Om han kan gennemføre det, er alene et spørgsmål om, at flertallet i befolkningen giver ham lov. Udfaldet af den kamp om velfærden, der finder sted lige nu, bliver afgørende for retningen i Danmark de næste mange år. Hvis Fogh og hans flertal i Folketinget vinder uden store sværdslag, så vil det medføre to brutale forandringer. For det første, at de borgerlige og erhvervslivet vil komme med yderligere forringelser af velfærden og skattelettelser til de rige. For det andet vil den spirende tro på, at vi kan slås mod nyliberalismen, og at arbejderklassen og dens organisationer vil gå i forsvar for velfærdssamfundet, vil lide et knæk. På den baggrund er der al mulig grund til at sætte alle sejl til for at mobilisere, argumentere og aktionere mod Foghs velfærdsangreb. Velfærdsreform er klassepolitik Det borgerlige Danmark har - desværre bistået af Socialdemokraterne - lagt op til en velfærdsreform, der skal finansiere fremtidens velfærd og regeringens globaliseringsstrategi. På almindeligt dansk betyder det, at man forringer velfærden for at bevare den, hvilket svarer til at amputere benet på en rask med løfte om, at så vilman lade være med at amputere det andet, når hun bliver gammel. Angrebet på velfærden skal betale for to ting og skabe en tredje. Det skal betale for regeringens globaliseringsstrategi, der betyder eliteuddannelse og gratis forskningsmidler til de multinationale. For det andet skal det betale for de store skattelettelser til de rige, som de borgerlige planlægger i Side

fremtiden. Og for det tredje, så skal det skabe en endnu større gruppe af fattige arbejdsløse, studerende og indvandrere, der er tvunget til at konkurrere om lønnen og dermed fungere som løntrykkere. I årevis har direktørerne, anført af Dansk Industri (de multinationale danske virksomheders lobbyorganisation), agiteret for gennemgribende angreb på velfærden. De forlanger efterlønnen afskaffet. De forlanger lavere understøttelse og kortere tid på dagpenge. De forlanger mindstelønnen afskaffet og endnu lavere løn for unge og nyuddannede. De forlanger privatiseringer og brugerbetaling. De forlanger offentlige besparelser og skattelettelser til de velhavende. Nu leverer Fogh et større angreb som et første svar på deres bønner. Villige medier har adopteret denne dagsorden og skabt en stemning af, at Danmark vil bukke under for ældrebyrden, velfærdsydelser og globaliseringen, hvis ikke der angribes. På europæisk hedder det nyliberalisme. I hele Europa er regeringerne og direktørerne i gang med at angribe velfærden og arbejderklassens arbejdstid i særdeleshed. De konkurrerer om at skære ned på pensioner, på at forlænge tiden på arbejdsmarkedet, på at øge arbejdstiden, på at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Nyliberalisme i Danmark handler om 25 års konstante nedskæringer på det offentlige, privatiseringer af offentlig service, markedsgørelse af uddannelsessystemet og racistisk syndebukkepolitik. Det nyliberale dogme om, at velfærden skal angribes, er desværre også officiel socialdemokratisk politik. Nyrup og Lykketoft startede angrebet på efterlønnen i 1998 med at indføre egenbetaling og gøre ordningen bedre for de, der blev længere på arbejdsmarkedet. I dag vil Socialdemokraterne tage 2 år fra efterlønnen og gøre det umuligt for sygeplejersker, lærere, pædagoger og politibetjente at få efterløn, fordi de stiller et krav om 38 års arbejde. De radikale vil endnu længere. De vil helt afskaffe efterlønnen og samtidig indføre brugerbetaling på lægebesøg og skadestuebehandling. Alt sammen for at finansiere yderligere skattelettelser for de velstillede. Fra vugge til grav uanset fag og farve Medierne fremstiller ofte velfærdsspørgsmålet som en generationskamp, hvor den rødvinsdrikkende 68-generation tvinger de unge til at betale for deres fede alderdom med golfkøllen i hånden. De studerendes liv fremstilles som et driverliv med udlandsrejser, sabbatår, ørkesløs specialeskrivning og SU en som cafepenge. De fremfører også påstanden om, at hvis blot indvandrerne arbejder, så er velfærdsproblemerne løst. Alle tre forestillinger er ideologiske konstruktioner med det enkle formål at skabe splittelse mellem de forskellige grupper. Men det enkle faktum er, at unge og gamle, arbejdere og studerende, indvandrere og danskere, har fælles interesser. De unge bliver dem, der betaler den største pris for Foghs velfærdsangreb. De skal hurtigere gennem uddannelsessystemet; deres understøttelse halveres; de kan ikke få efterløn og skal først pensioneres som 67-årige. De unge bliver mærkeligt nok også gamle, og selv om det opleves som totalt langt ude i fremtiden at Side

snakke om efterløn for en 20-årig, så kommer de til at betale den største pris med et forlænget arbejdsliv på i alt 10 år og en garanteret tidligere død. De gamle skal betale prisen for et langt arbejdsliv med tvangsaktivering og kontanthjælp, hvis de bliver arbejdsløse, efter de er fyldt 55 år. Og de skal nok komme til at mærke presset fra de mange nye, ufrivillige løntrykkere, som arbejdsgiverne vil ansætte i stedet. De studerende bliver selv arbejdere eller arbejdsløse efter endt uddannelse. Kun et lille mindretal af de universitetsstuderende får de fede job og har rige forældre, som kan brødføde dem med lejligheder og studiepenge. Langt det overvejende flertal af alle studerende som skolelærere, pædagoger, sygeplejersker, biologer, sprogfolk og handelsskolestuderende bliver almindelige lønmodtagere. Deres interesser som studerende står derfor ikke i modsætning til en kontorassistent eller smed. Og deres fremtidige status som lønmodtagere gør, at de bør interessere sig lige så meget for angrebene på de arbejdende som for angrebene på deres egen SU. Indvandrerne betaler i forvejen den største pris for nyliberalismen gennem udstødning og racisme. Langt hovedparten af indvandrerne er arbejdere eller studerende, og flertallet laver fattigt. De bliver ramt og udpeget som syndebukke af Fogh, så der er al mulig grund til, at de er med i kampen og at fagforeninger og de studerende tager deres krav om ligestilling til sig som et vigtigt krav. Indvandrerne betaler i forvejen den største pris for nyliberalismen gennem udstødning og racisme - fx ved at indespærre aylsøgere i årevis i umenneskelige lejre Side

Indvandrerne som syndebukke Regeringen og Dansk Folkeparti vil også bruge et velfærds angreb til igen at gøre indvandrerne til syndebukke. Uanset den konkrete form, så bliver en lavere løn for indvandrere en rambuk for at smadre mindstelønnen på længere sigt. Den bygger på den racistiske antagelse, at indvandrere er mindre tilbøjelige til at skaffe sig et job, når bistand og understøttelse er næsten lige så høj. Det enkle i dette argument er at indvandrerne selv gøres ansvarlige for den racistiske diskrimination, de er udsat for, når de på grund af deres navn, hudfarve og religion udelukkes fra arbejdsmarkedet af arbejdsgiverne. Den anden effekt af et sådant angreb er påstanden om at fremtidens velfærd skal løses af indvandrerne. Hvis de kommer i arbejde, så kan vi alle få velfærd. Hvis ikke, så er det deres skyld, at der skal skæres ned. Regeringens racistiske klassepolitik understreges af det faktum, at rige og højtuddannede indvandrere kan få arbejdstilladelser i fremtiden, mens fattige indvandrere, som desperat har brug for job og penge, holdes ude. Samtidig kan fattige indvandrere ikke få deres familier til Danmark, fordi deres familiemedlemmer skal aflægge prøver i dansk sprog og kultur på danske ambassader til høje priser. En umulig mur at komme over for de fattigste og lavt uddannede. Fogh nye forringelser af erhvervsskolerne med trin- og niveaudeling vil yderligere parkere unge indvandrere på B-hylden. I forvejen dropper op mod 60 % af de unge indvandrere ud af erhvervsskolerne, bl.a. fordi de ikke kan få praktikpladser og på grund af de enorme besparelser på lærertimer. Og her hjælper statens halvering af antallet af praktikpladser siden 1998 heller ikke. Ydermere vil den kommende tvangsindskrivning af unge på de tekniske skoler, hvoraf indvandrerne vil være mange, ikke hjælpe på denne udvikling. Tværtimod vil der opstå massive disciplin- og motivationsproblemer, som yderligere vil forstærke marginalisering og billedet af utilpassede unge. Og medierne vil næppe fortælle at det hele fører tilbage til Fogh og Folketingets nedskæringer. Vi har fælles interesser med det overvældende flertal af indvandrere i Danmark, fordi de er arbejdere, fattige og studerende. Danske arbejdere har ingen interesse i, at nogen på grund af deres hudfarve eller navn skal starte på indslusningsløn. Tværtimod har vi al mulig grund til at stå vagt om vores overenskomster og samtidig kræve, at arbejdsgivernes racistiske diskrimination ophører. Konkret ville en politik om positiv særbehandling gavne meget. 2 ud af 3 danskere ønsker at efterlønnen skal bevares. 94 % af Socialdemokratiets vælgere ønsker efterlønnen bevaret. 3 ud af 4 danskere mener at pensionsalderen skal bevares på de 65 år. 52 % siger nej til regeringens bud i velfærdsreformerne på opstramninger i SU-systemet. 59 % er imod halvering af dagpenge for 25-29- årige 2 ud af 3 medlemmer af forbundet 3F er imod indslusningsløn for indvandrere, fordi de vil føle sig mindre værd Side

Side 10 Vi er flertallet Medierne omtaler altid flertallet som synonymt med mandatfordelingen i Folketinget. Når de fortæller os, at der er et solidt flertal for velfærdsforringelser, så taler de om Folketingspolitikerne og ikke om vælgerne. Og det burde de, for vi mener noget helt andet. Hvordan omsættes et flertal i meningsmålinger til at overtrumfe Folketinget? En nøglefaktor er en forståelse af, at flertallet i befolkningen ikke er tilfældigt, men baseret på den kendsgerning, at langt hovedparten af befolkningen i Danmark er arbejdere og studerende. Et enkelt blik på, hvor danskerne er organiseret og placeret, fortæller alt. Den danske fagbevægelse tæller gennem paraplyerne LO, FTF og AC tilsammen mere end 2 millioner medlemmer. Og eftersom bare 10 % af dem er højtlønnede akademikere, ledere eller selvstændige, så er der stadig 1,8 millioner arbejdende tilbage. De har ingen som helst interesse i Foghs angreb. Det samme kan man også sige om langt den overvejende del af de 800.000, som er udenfor arbejdsmarkedet på efterløn, kontanthjælp, førtidspension eller understøttelse. Langt hovedparten af den 1 million studerende er børn af arbejderklassen, hvis vi dermed forstår de 80% af befolkningen, som ovennævnte udgør. Selv om halvdelen er børn i folkeskolen, så er der stadig ½ million studerende som rammes af Foghs angreb. Tilsammen er vi mere end 3 millioner, og så syner Folketingets 179 mandater af meget lidt.

Hvad går Foghs velfærdsreform ud på? Forringelser af efterløn og pension Fogh og de borgerlige partier vil tvinge os til at arbejde længere, når vi er gamle og brugte. Formelt vil de sætte efterlønsalderen op til 63 og pensionen til 67. Samtidig gøres det dyrere og mere besværligt. Oven i hatten kommer, at efter dette angreb vil ingen længere tro politikerne på deres løfter om at bevare efterlønnen. I praksis vil det betyde, at langt hovedparten af de unge fravælger efterlønnen, og dermed har arbejdsgiverne fået et af deres hedeste ønsker opfyldt, nemlig en forlængelse af arbejdstiden på 7 år! Pensionsalderen hæves til 66 år i 2023 og til 67 år i 2025. Efterlønsalderen hæves til 61 år i 2017, til 62 år i 2019 og til 63 år i 2021. Hermed forkortes efterlønsperioden fra 5 til 4 år fra 2017. I 2015 skal der tages stilling til, om aldersgrænserne skal stige yderligere, f.eks. til 70 år. Yderligere stigning i aldersgrænserne træder i kraft i 2015. Dyrere efterløn. Fra 1.1. 2007 hæves efterlønsbidraget med 667 kr. om året. (A-kasse bidraget sænkes tilsvarende). Bidragsperioden hæves fra 25 til 30 år, således at de, der er 28 år eller yngre pr. 31.12 2006, skal påbegynde indbetalingerne senest når de fylder 30. Efter 2017 indføres særskilt modregning i efterlønnen af pensioner udbetalt efter det 60. år, men før efterlønsalderen. Forringelser af dagpenge Danmark har en historisk lav arbejdsløshed på 4,6 %. Alligevel er der 800.000 udenfor arbejdsmarkedet, hvoraf de 300.000 er på understøttelse eller kontanthjælp. De skal udsættes for fattigdom, tvangsaktivering eller påtvunget uddannelse under skrappe kontrol- og strafforanstaltninger. I særlig grad skal de unge presses, så de bliver billigere og løntrykkere. Regeringen praler af, at unge under 25 år næsten ikke er arbejdsløse, fordi de tvinges i uddannelse og i aktivering (Ungepakken). Men det fortæller intet om, hvorvidt uddannelse fører til arbejde, eller jobbet er til overenskomstmæssig løn. At udvide ordningen til de 26-29 årige vil blot tvinge titusinder af unge ud i fattigdom på SU eller halve dagpenge eller i løntrykkeraktivering. De eneste, som har gavn af dette, er arbejdsgiverne, hvis formand Neergaard Larsen siger om ungepakken, at indgrebet er det mest succesfulde arbejdsmarkedspolitiske tiltag, som endnu er set. Dagpengene halveres for de 25-29-årige uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, når der er gået seks måneder, ligesom det allerede gælder for de 18-24-årige. Det svarer til et årligt tab på 87.000 kr. Side 11

Dagpengemodtagere i alderen 25 til 29 år med gennemført kompetencegivende uddannelse vil modtage 82% af dagpengesatsen, svarende til et årligt tab på 37.000 kr. Straf og kontrol af de arbejdsløse Konstant trussel om at miste dagpenge gælder alle. Forsikrede ledige skal gå ind på AF s hjemmeside mindst en gang ugentligt. Hvis ikke, mistes ydelserne, indtil de har tilmeldt sig igen. Ved udeblivelse eller forglemmelse af et hvilken som helst møde med AF får man tre ugers karantæne, og i gentagelsestilfælde mister man dagpengeretten. Man får 14 dages karantæne, hvis man glemmer at fortælle AF, at man har fået arbejde. Det betyder, at den ledige ikke vil få dagpenge i de første 14 dage af næste ledighedsperiode. Der indføres et ekstra rådighedstjek hver 3. måned. Forslaget vil på ingen måde hjælpe flere ledige i arbejde, men vil skabe en voldsom ekstra administrativ byrde i A-kasserne. Det anslås, at der skal gennemføres yderligere 90.000 rådighedsvurderinger oven i de rådighedsvurderinger, som i forvejen gennemføres. Sværere at genoptjene dagpengeret. Beskæftigelseskravet for genoptjening af dagpengeret øges fra 26 uger til 52 uger indenfor 3 år. Øget aktivering. Personer, der har fået tilbudt et job to gange, uden at den pågældende er kommet i arbejde, eller hvis personen har mistet arbejdet kort efter ansættelsen, skal straks sendes i aktivering. Side 12 Jagt på de 55 59-årige Der er 200.000 på efterløn og overgangsydelse. Hovedparten af dem er lønmodtagere, som er slidt op fysisk og psykisk, og som derfor har valgt at stoppe i tide. Andre titusinder fra 55 og opefter er arbejdsløse, fordi virksomhederne ikke ønsker de gamle. Mange steder er de ældre kolleger de første, som står på fyringslisterne, fordi man efter effektiviseringer og omstruktureringer ikke kan udnytte dem nok. Derfor er det grotesk, at de skal straffeb ekstra ved at blive tvangsaktiveret og miste dagpengene. Det eneste formål er at øge presset på de ansatte til at knokle livet ud af kroppen og være angste nok til at acceptere ledelsens diktater. Den forlængede dagpengeret for 55 til 59-årige ophæ-

ves. Forslaget vil ifølge LO s beregninger indebære, at 7-8000 ledige vil miste deres dagpenge og i stedet modtage kontanthjælp, hvoraf hovedparten vil lande på en kontanthjælpssats, som svarer til 60 % af dagpengene. Der indføres aktiveringspligt for de 58- til 59-årige. I praksis vil det formodentlig betyde, at mange personer i denne aldersgruppe vil tilbringe resten af deres tid på arbejdsmarkedet i aktivering, virksomhedspraktik eller i ansættelse med løntilskud, fordi de har svært ved at få et almindeligt arbejde. Andre forringelser på arbejdsmarkedet Disse to angreb vil først og fremmest ramme indvandrere og de socialt udsatte, fx sygdomsramte. I stedet for rummelighed og kollegial opbakning ud fra et solidarisk udgangspunkt med samme løn og vilkår, så skal de være løntrykkere og socialt stigmatiserede. Det vil øge splittelsen og marginaliseringen. Virksomhederne skal have gratis arbejdskraft, fordi Ledige med svage beskæftigelsesmuligheder, herunder især indvandrere og efterkommere skal arbejde i en given virksomhed og stadig modtage overførselsindkomst, UDEN at virksomheden betaler løn i en periode på 1 til 9 måneder. Skævvridende løntilskud. Regeringen vil have DA, LO og KL til at forpligtige sig til at benyttet ordningen om løntilskud til personer med bl.a. dokumenterede ringe beskæftigelsesmuligheder. Det betyder, at de skal udføre arbejde for en ringere løn end deres kollegaer. I stedet for rummelighed og kollegial opbakning ud fra et solidarisk udgangspunkt med samme løn og vilkår, så skal de være løntrykkere og socialt stigmatiserede Forringelser af kontanthjælp Som om det ikke er nok at være arbejdsløs og fattig, så vil Fogh og hans kumpaner skabe mere fattigdom, øge presset og kontrollen på kontanthjælpsmodtagerne. Unge mellem 26 og 30 skal på ungesats og for alle bliver kontrollen og sanktionerne hårdere. Kommunerne skal presses til at bruge pisken overfor kontanthjælpsmodtagerne, så fremtiden bliver grum, når borgmestrene jagter kommunens svageste. Halv kontanthjælp hvis man er under 30 år. Aldersgrænsen for kontanthjælp på voksensats øges fra 25 til 30 år for ikke-forsørgere uden en kompetencegivende uddannelse. For kontanthjælpsmodtagere vil satsen være lav fra første ledighedsdag, svarende til et tab på 31.200 om året sammenlignet med de nuværende satser. Reelt har man så kun ca. 1.500 Side 13

Ved udeblivelse eller forglemmelse af et hvilken som helst møde med AF nedsættes kontanthjælpen med 1/3 i 3 uger og i gentagelsestilfælde i 20 uger kr., når boligudgifter er betale (ifølge tal fra regeringen), til at dække mad, tøj, transport mv. hver måned. Konstant trussel om at miste dagpenge, gælder alle. Kontant- og starthjælpsmodtagere skal gå ind på AF s hjemmeside mindst en gang ugentligt. Hvis ikke, mistes ydelserne, indtil de har tilmeldt sig igen. Ved udeblivelse eller forglemmelse af et hvilken som helst møde med AF nedsættes kontanthjælpen med 1/3 i 3 uger og i gentagelsestilfælde i 20 uger. Straf, hvis man ikke starter på eller stopper uddannelse. Hvis en kontanthjælpsmodtager under 30 år afviser at starte på en uddannelse, stopper kontanthjælpen øjeblikkeligt. Samtidig bliver efterfølgende kontanthjælp tilbagebetalingspligtig, hvis man stopper uddannelsen uden rimelig grund. Alle kontanthjælpsmodtagere over 30 år, der har været ledige i seks måneder, skal automatisk i mindst en måneds aktivering på mindst 25 timer om uge. Personer, der har fået tilbudt et job to gange, uden at den pågældende er kommet i arbejde, eller hvis personen har mistet arbejdet kort efter ansættelsen, skal straks sendes i aktivering. Kommunerne piskes til at piske borgerne. Tilskud fra staten til kontanthjælpsydelser forringes ved, at de får 65 procent af udgifterne dækket, når borgeren er i aktivering mindst 25 timer om ugen. Kommunen får kun 35 procent, hvis der er tale om passiv forsørgelse, selv ved aktivering op til 24 timer. Såfremt borgerne ikke møder op i aktivering, skal kommunen slet ingen refusion have. Kommunerne får ikke statsrefusion for udgifter til kontanthjælpsmodtagere under 30 år efter tre måneders sammenhængende ledighed, med mindre de er i aktivering. Det vil særligt ramme nogle af de socialt udsatte kommuner, f.eks. mister København over 50 mio. kr. Klassemæssig diskrimination af indvandrere Fogh gør indvandrerne personligt ansvarlige for, om Danmark har råd til velfærd i fremtiden. Enten så skaffer de sig selv job og uddannelse, eller også er de årsagen til de næste forringelser. Og det skal forstås helt kontant som en betingelse for opholdstilladelse og som en slet skjult trussel om at udnævne dem til syndebukke. Samtidig er Fogh villig til at lave særlige regler for rige og veluddannede indvandrere, som de multinationale firmaer har brug for. De fattige og Side 14

deres familier skabes der nye barrierer for. Der gives opholdstilladelse til dem, der kan fremvise et konkret jobtilbud med en årlig aflønning over 375.000 kroner. Etablering af en green card-ordning, der giver særligt kvalificerede udlændinge uden konkret jobtilbud, men med gode forudsætninger for beskæftigelse, mulighed for at få opholdstilladelse i op til seks måneder for at søge arbejde i Danmark. Udenlandske studerende, som færdiggør en videregående uddannelse i Danmark, får mulighed for at søge arbejde i seks måneder. Opholdstilladelsen kan forlænges, hvis man finder et arbejde, som lever op til kriterierne for opholdstilladelse, herunder 375.000 kroner i løn. Integrationseksamen og krav om arbejde. For at få tidsubegrænset opholdstilladelse skal den enkelte indvandrer ud over de gældende krav bl.a. om ophold i 7 år fremover have haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2 år i Danmark og bestået en danskprøve 2 eller en danskprøve på niveau 1 og en engelskprøve svarende til niveau 2. For at få ret til kontanthjælp skal den enkelte indvandrer ud over det gældende krav om ophold i landet i 7 ud af 8 år fremover have haft mindst 2 års beskæftigelse i Danmark. Forslagene gælder for nye indvandrere efter lovens vedtagelse. Staten skærer i tilskuddet til danskundervisning og introduktionsydelse, men kommunen skal belønnes, når en udlænding kommer i ordinært arbejde eller uddannelse. Man skal bestå en test i dansk og samfundsforhold forud for familiesammenføring. Testen tages i udlandet og er en betingelse for indrejsetilladelse til Danmark. Indvandreren vil skulle kunne forstå hverdagsudtryk og besvare simple spørgsmål på dansk samt have en grundlæggende viden om det danske samfund, herunder normer og værdier. Forringelser, der rammer elever og studerende Foghs og de multinationales globaliseringsstrategi er indskrevet i velfærdsangrebet. De strukturelle reformer er lavet, så der testes og satses på eliten under indflydelse af erhvervslivet. Men det er ikke nok for Fogh, den nyliberalistiske uddannelsespolitik skal have endnu en tak. 10. klasse skal væk, erhvervsskolerne skal niveaudeles, og de unge skal presses til hurtigere at tage en uddannelse. De unge skal mere ma- Side 15

Side 16 skinagtigt og ukritisk igennem uddannelsessystemet, så de hurtigere kan komme ud og tjene virksomhederne. Fogh regner med et par års ekstra livsarbejdstid på denne konto. 10. klasse nedlægges og erstattes af en ungdomsklasse målrettet mod erhvervsuddannelserne og med markant færre elever. Dermed afskaffes 10. klasse i praksis. Trindeling af erhvervsuddannelser, så de samlede forløb, som vi kender i dag, bliver opløst i forskellige afstigningstrin. Det betyder eksempelvis, at en færdigudlært struktør-svend kan få et svendebrev på, at han kan samle forme og intet andet. Det er klart, at der vil være langt færre jobmuligheder åbne for en elev med en ½ uddannelse. Erhvervsskoleeleverne opdeles i A- og B-elever efter faglige og sociale kompetencer. En økonomisk presset teknisk skole vil følgelig koncentrere sine kræfter på eleverne i A-klassen. B-klasserne vil få dårligere undervisning og blive ringere stillet efter endt uddannelse. Nedskæringer på de boglige elementer på erhvervsuddannelserne. Produktionsskoleydelsen nedsættes til SU-niveau, selv om målgruppen for produktionsskolerne ikke magter at have erhvervsarbejde ved siden af det er derfor, de går på produktionsskolerne. Kommuner presses til at tvinge unge ind i uddannelsesforløb, fordi de skal betale 50.000 per 18-årig, der ikke er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse. Kommunen modtager til gengæld 50.000 per 18-årig, der er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse Nedsat SU ved studiestart senere end to år efter den adgangsgivende eksamen man får reduceret SU en med 1000 kroner om måneden. Forslaget vil både ramme dem, der bevidst vælger at starte senere, men det vil også ramme de usikre og dem, der har haft sociale vanskeligheder. Forslaget rammer dermed socialt skævt SU en begrænses til den normerede tid. I stedet må man fremover låne pengene, og flere vil dermed stå med en meget stor gæld efter studierne. Økonomisk straf hvis man ikke består eksamen. SU opdeles i et grundtilskud og et tillæg. Tillægget fastsættes til 1000 kroner om måneden, som udbetales i én portion, når hvert semesters eksaminer er bestået. Mulighed for at opspare SU-klip ud over normeret tid afskaffes. Det ødelægger eksisterende praksis, hvor mange studerende vælger at spare SU-klip op i ferierne med

erhvervsarbejde og bruge klippene til senere fordybelse med mindre erhvervsarbejde. Specialet skal begrænses til et semester. Det indebærer, at hvis man betragter en overskreden tidsfrist som et dumpet eksamensforsøg, skal den studerende starte forfra med et nyt emne. Der skal ikke længere være godtgørelse ved deltagelse i videregående voksen- og efteruddannelse for personer med en videregående uddannelse, undtagen lærere og andre specifikke grupper. Universiteterne modtager kun uddannelsesbevilling, hvis de studerende gennemfører på normeret tid plus ét år. De unge skal mere maskinagtigt og ukritisk igennem uddannelsessyste met, så de hurti gere kan komme ud og tjene virksomhederne Side 17

Der er råd til velfærd i Danmark Er du blandt de to millioner danskere, der tjener under 200.000 om året, giver fradraget for pensionsindbetalinger dig et tilskud på mellem 400 og 2.800 kr. i gennemsnit om året. Er du derimod blandt de 60.000 danskere, der tjener over 800.000 kr. om året, så får du et tilskud på over 112.000 gode danske kr. i gennemsnit. Det ulige Danmark Modsat magthavernes ideer er der faktisk brug for meget mere velfærd i Danmark. Det har de seneste årsrapporter fra Socialforskningsinstituttet (SFI) vist med al tydelighed. Rapporterne viser, at der stadigvæk er fattigdom og stigende ulighed i Danmark. Ifølge rapporten for 2005 er hver tiende voksen og hvert tyvende barn i Danmark fattige. Når Danmark sammenlignes med andre EU-lande, ser det også skidt ud. Danmark har nemlig relativt mange fattige i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Med 9,2 % af danske husholdninger, der er fattige, kommer Danmark ind som nummer fem på listen efter Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Også uligheden internt i Danmark er vokset i samme periode. Når man måler den negative sociale arv, halter Danmark bagud i forhold til de andre EU-lande. Et barn af en ufaglært mand bliver i 38,1 procents tilfælde selv ufaglært og kun i 7,4 procents tilfælde overordnet funktionær. Omvendt bliver et barn af en overordnet funktionær i 41,1 procents tilfælde selv overordnet funktionær og kun i 8,1 procents tilfælde ufaglært. Tilsvarende bliver børn af ledige ofte selv arbejdsløse. Hvis man kigger i Danmarks Statistik vil man i Statistisk tiårsoversigt fra 1998 kunne se, at de fattigste 10% i Danmark tjener 1,7% af alle indkomster og har en gæld på 18% af formuen. De rigeste 10% tjener til gengæld 26 % af al indkomst og ejer 79,8% af al formue. Hvis man forsimpler disse tal, og leger at der kun bor 10 mennesker i Danmark og at al formue er på 10 kr., så er det altså 1 person, der ejer de 8 kroner, mens de fattigste 9 personer må dele de resterende 2 kroner. Samtidig har den seneste udvikling på boligmarkedet mere end noget andet øget afstanden mellem over- og underdanmark. I gennemsnit er boligejerne gennem de seneste fem år blevet 500.000 kr. rigere end folk, der bor til leje. Beregninger fra BRF Kredit viser, at friværdien i danske ejerboliger i dag Side 18

udgør 950 milliarder kr., hvoraf 100 milliarder er pumpet ud i økonomien som skattefrie gevinster uden arbejde. Og naturligvis er langt hovedparten af disse gevinster gået til de rigeste fra Gentofte, Søllerød, Frederiksberg og alle provinsbyernes fine kvarterer med de største villaer og sommerhuse. Udover det asociale skattestop, er muligheden for at trække pensionsindbetalinger fra i skat, den mest asociale i det danske skattesystem. Er du blandt de to millioner danskere, der tjener under 200.000 om året, får du et tilskud på mellem 400 og 2.800 kr. i gennemsnit om året. Er du derimod blandt de 60.000 danskere, der tjener over 800.000 kr. om året, så får du et tilskud på over 112.000 gode danske kr. i gennemsnit. Det viser beregninger foretaget på baggrund af tal fra Skatteministeriet. Sammenlagt mister statskassen 47 mia. kr. om året på pensionsfradragene. Samtidig skovler husejere og aktieejere penge ind uden at skulle betale skat. Så alene inden for de rammer, som findes i dag, er der mulighed for at forøge velfærden. Det er en yndet påstand at de studerende ikke har brug for SU, fordi de bare bruger dem på cafeer. I 2004 undersøgte Gallup forældrestøtten til studerende på videregående uddannelser, og det viste sig, at det hovedsagelig er på universiteterne, at de studerende får tilskud fra deres forældre. På pædagog- og lærerseminarier og på sygeplejeskoler er billedet et helt andet her modtager kun 23 % af de studerende tilskud imod 40 % på universiteterne. Det betyder også at langt størstedelen af studerende ikke modtager tilskud fra forældre. Foghs velfærdsangreb vil øge uligheden i Danmark, fordi det tager fra dem som i forvejen har lidt eller intet. Og det står i skarp modsætning til holdningen i befolkningen. Ifølge en ny undersøgelse i Ugebrevet A4 mener 57 %, at der skal omfordeles mere fra de rigeste til de fattige. Oven i købet er hele 54 % helt eller delvist enige i, at Danmark er et klassesamfund. Påstanden om at der ikke er råd til velfærd er et nyliberalt spin. For uanset, hvordan man vender og drejer argumenterne, så ender facit altid med masser af penge til velfærd i samfundet som helhed og statskassen. Især den sidste kasse er blevet brugt i de borgerlige medier som et dogme, nemlig at der er en ældrebombe som underminerer velfærden. Det er bare ikke sandt. Flere ældre penge nok Det er rigtigt, at der vil komme flere ældre i løbet af de kommende år. Finansministeriet har beregnet, at antallet af folkepensionister fra 1992 til 2030 vil stige med 440.000. Dette betyder dog ikke i sig selv, at den såkaldte forsørgerbyrde vil vokse i de kommende år. Således er over 800.000 i den erhvervsaktive alder i dag på overførselsindkomster og vil, når de går over til folkepension, gå fra én overførselsindkomst til en anden. Da folkepensionen er en af de laveste overførselsindkomster, vil dette betyde, at staten sparer penge. En anden vigtig faktor er den forventede produktivitetsstigning. Historisk har det ikke været væksten i arbejdsstyrken, som har været afgørende for den økono- Side 19

Antallet af folkepensionister vil ganske vist stige med 70 pct. frem til år 2040, men udgifterne til folkepension vil kun stige med 40 %, mens bruttonationalproduktet efter Nationalbankens beregninger vil stige 200 % i samme periode. miske vækst. Den er i høj grad blevet trukket af produktivitetsstigninger som følge af tekniske fremskridt og en forøget udbytning af arbejdskraften. Således var bruttonationalproduktet (BNP) 2,5 gange større i 2002, end det var i 1962, og 1,5 gang større end det var i 1982. Denne udvikling vil uden tvivl fortsætte i de kommende år. Det betyder, at udgiften til fremtidens folkepension ikke behøver at være en trussel. Antallet af folkepensionister vil ganske vist stige med 70 pct. frem til år 2040, men udgifterne til folkepension vil kun stige med 40 %, mens bruttonationalproduktet efter Nationalbankens beregninger vil stige 200 % i samme periode. Det vil sige, at vi alle sammen i gennemsnit bliver meget rigere. Tilbage står kun spørgsmålet om, hvordan rigdommen skal fordeles. En tredje faktor, som underminerer nyliberalistiske økonomers forudsigelser, er det faktum, at udgifterne til folkepension ikke er eksploderet i de senere år. Udgifterne til folkepension er i perioden 1994 til 2001 kun er steget med 15 %, mens BNP i samme periode er steget med 39 %. Folkepensionen (grundbeløb + pensionstillæg) er i samme periode kun steget med 16,3 %, mens den gennemsnitlige timeløn i samme periode er steget med over 31 pct. Den fjerde faktor er, at der i Danmark er satset meget ensidigt på at opbygge arbejdsmarkedspensioner og andre individuelle pensionsordninger. Derfor har man bl.a. gjort indbetalinger til pensionsordninger fradragsberettigede. Det koster hvert år 43 mia. kroner i mistede skatteindtægter. Dette skal sættes i forhold til, at udgifterne til folkepension i 2003 er på 61,7 mia. kroner. A-kassernes Samvirke peger også på, at staten får færre udgifter til ordningen, ikke bare fordi der er færre, der vil modtage den, men også fordi der er stigende arbejdsmarkedspensioner for den enkelte. Og disse bliver modregnet i efterlønnen. Det betyder, at statens udgifter vil falde fra 22 mia. kr. til 11-15 mia. kr. i 2020. Den femte faktor handler om fremskrivningsmetoderne som nyliberalisterne anvender. De fremskriver fx en demografisk udvikling, hvor de ældre bare bliver ældre og ældre, samtidig med at deres servicebehov vokser. Det betyder intet for deres beregninger, at forbedret arbejdsmiljø, mere sundhed, mindre stress, kortere arbejdstid og kortere arbejdsliv vil kunne forbedre livskvaliteten og dermed gøre de ældre mindre syge. De fastholder også deres ideer om, at der fortsat skal være Side 20

så mange uden for arbejdsmarkedet og at indvandrernes befolkningstilvækst bare stiger som i dag. Væk er velunderbyggede undersøgelser, som viser, at jobskabelse i stedet for passiv understøttelse, fx ved at ansatte dem i det offentlige, skaber synergieffekter, skattebetaling og giver de næste generationer bedre muligheder. Og væk er viden om, at indvandrernes befolkningstilvækst falder i takt med, at de får adgang til velfærd og arbejde. Måske var Bendt Bendtsen, regeringens nr. 2, mere ærlig, da han udtalte til Jyllandsposten i august 2005, at middellevealderen har ændret sig, og der bliver flere ældre. Derfor bliver vi nødt til at agere, og vi er nødt til at fastholde danskerne længere på arbejdsmarkedet, ligesom vi er nødt til at give nogle incitamenter til hurtigere at komme igennem uddannelsessystemet. Pengene har virksomhederne og de rige Danmark mangler ikke penge. Mærsk gik ud af 2005 med et bruttooverskud på 50 milliarder kroner. Efter diverse fradrag endte nettooverskuddet på 20 milliarder kroner. Alene de 11,5 milliarder kr. kom fra olie- og gasaktiviteter, hvoraf hovedparten kommer fra olien i Nordsøen. De 50 største danske børsnoterede virksomheder forventedes tilsammen at komme ud med et nettooverskud på over 30 milliarder kroner i 2005. 101,5 milliarder kroner var nettooverskuddet hos Danmarks 1000 største virksomheder i 2004. En vækst på 35,1 milliarder på bare et år. Deres formue beløber sig til 735,8 milliarder, viser tal fra Berlingske Nyhedsmagasin. 3.223 milliarder kr. er det beløb, som rige mennesker, virksomheder, pensionskasser og banker ejer i obligationer og aktier. Det er en stigning på 550 milliarder på et år, alene i september 2005 steg tallet med 74 milliarder kroner ifølge Nationalbankens seneste værdipapirstatistik. Hos de rigeste i Danmark er der masser af penge, som de ikke betaler skat af. 64 millioner til deling i årsløn. Så meget delte de 5 ledende direktører i A. P. Møller Mærsk i 2003. Heraf tilfaldt mindst de 20 millioner koncernchefen Jess Søderberg. TDCs Henning Dyremose får 14 millioner i årsløn, Jørgen Lindegård fra SAS får 8,2 millioner kroner, Eric Ryllberg fra ISS 6 millioner og det samme får Lars Nørby Johansen, Group4Falck. Direktørlønnen i de store danske virksomheder 64 millioner til deling i årsløn. Så meget delte de 5 ledende direktører i A. P. Møller Mærsk i 2003 Side 21

Side 22 er gennemsnitlig på 4,1 million, mens den er på 2 millioner for direktører generelt. I medierne fremstår det som om, at hele befolkningen bliver flået i skat, men det er langt fra tilfældet. Faktisk udgør fx topskatten kun 5 % af den samlede personbeskatning. Faktisk er det kun 25% af personbeskatningen, som er progressiv (stigende efter indkomst), fordi vi betaler det samme i kommune- og amtsskat. Så ser det straks anderledes ud for det privilegerede mindretal. I Danmark er der 165.000 mennesker (svarende til 4 % af befolkningen) som har en indkomst på mere end en ½ million om året. De tjener hele 13 % af alle indkomster og betaler 22 % af personskatten. Men i virkelighedens verden er det småpenge. For du skal huske på at de rige får de samme fradrag som dig. Og flere til. Fx var der i 2002 et samlet fradrag for kapitalindkomst på 46,6 milliarder og dem har de færreste jo del i. Samtidig kan de rige slippe med, at kun halvdelen af overskuddet fra deres egen virksomhed beskattes, fordi de kan fradrage ægtefæller, renter og kapitalafkast.