Formandskonference, åben for alle medlemmer

3-001 Formandskonference, åben for alle medlemmer 3-002 FORSÆDE: VID W. MARTIN Næstformand (Mødet åbnet kl. 14.35) 3-003 Udvidelsen 3-004 Prodi, Kommissionen. - (IT) Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, af alle de spørgsmål, som Kommissionen og Parlamentet skal tage op i løbet af deres mandatperiode, er udvidelsen uden tvivl den vigtigste. Det handler nemlig om at genforene Europa. Vi har givet ansøgerlandene et løfte, der består af to dele. For det første har vi lovet at skabe de nødvendige institutionelle betingelser for udvidelsen, og for det andet har vi lovet at videreføre forhandlingerne og samtidig fortsætte med at støtte den indsats, som alle ansøgerlandene gør med henblik på tiltrædelsen. Den første del af løftet skal indfries i Nice. Vi er alle klar over, at man i Nice skal træffe de beslutninger, der er nødvendige for at forberede Den Europæiske Union til udvidelsen, men vi er også klar over, at vi på mødet i Nice skal gå i gang med et meget længere forløb, nemlig det, der fører til Europas fremtid. Det ligger endnu ikke fast, hvordan denne fremtid ser ud, men De kender mit synspunkt i den forbindelse. Da jeg talte her i Parlamentet den 3. oktober i år, slog jeg fast, at den fællesskabsmodel, der bygger på de tre institutioner, nemlig Rådet, Parlamentet og Kommissionen, er stærk og effektiv. Uanset hvilken reform man ønsker at foretage, skal den være fast forankret i fællesskabsmodellen. Selv om debatten først lige er begyndt, er der en ting, der står hævet over enhver tvivl, nemlig at mødet i Nice skal give et positivt og ambitiøst resultat. Vi kan ikke gøre udvidelsen betinget af, at der foretages andre reformer. Den anden del af løftet er en videreførelse af forhandlingerne. Derfor foreslår vi i dag nogle specifikke foranstaltninger for at fremskynde - og jeg gentager, at det drejer sig om at fremskynde - gennemførelsen af strategien fra Helsinki. Det forudsætter først og fremmest en detaljeret analyse af situationen i alle ansøgerlandene, og en sådan analyse er der taget højde for i den pakke af foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget i dag. I de 13 periodiske rapporter, som Kommissionen har udarbejdet, foretages der en grundig analyse af den indsats, de enkelte ansøgerlande har gjort i løbet af det sidste år for at opfylde Københavnskriterierne. Beslutningerne om tiltrædelsesforhandlingernes fortsættelse vil være baseret på disse rapporter. Ligesom det har været tilfældet de tidligere år, giver disse periodiske rapporter en retfærdig og objektiv vurdering af de fremskridt, som de enkelte ansøgerlande har gjort. Kommissionen har i den forbindelse benyttet sig af alle de oplysninger, der var til rådighed, også de oplysninger, vi fik fra Parlamentet og medlemsstaterne, hvilket er et bevis på fællesskabsmetodens effektivitet. Disse rapporter skildrer ansøgerlandenes daglige og uafbrudte indsats, og de gav også tidligere deres reformprogrammer et værdifuldt skub i den rigtige retning, eftersom de henledte opmærksomheden på de områder, hvor der var størst behov for at gøre en indsats. Vores institutionssystem giver således et konstant bidrag til overgangen fra de systemer med planøkonomi, som var typiske for de kommunistiske lande, til en markedsøkonomi, der sikres af den demokratiske stabilitet. Den analyse, jeg fremlægger for Dem i dag, er i det store og hele positiv. Når det gælder de politiske kriterier, har alle de lande, vi fører forhandlinger med, gjort fremskridt, og de opfylder nu Københavnskriterierne. Der er stadig nogle få svage punkter, f.eks. reformen af retssystemet og korruptionen. Dem vil kommissær Verheugen komme nærmere ind på senere, og jeg vil gerne takke ham og hans medarbejdere for det store arbejde, de har gjort. Hvad Tyrkiet angår, er den mest opmuntrende oplysning regeringens meget kraftige vilje til at gøre fremskridt på menneskerettigheds- og minoritetsområdet. Det glæder vi os over, men for at opfylde de politiske Københavnskriterier er det nødvendigt, at ordene bliver fulgt op af handling. Det tiltrædelsespartnerskab for Tyrkiet, som vi har foreslået, indeholder en række nøje fastlagte prioriteringer på kort og mellemlangt sigt. Dette burde hjælpe Tyrkiet med at gøre fremskridt, når det gælder opfyldelsen af de politiske kriterier. Der er også sket forbedringer med hensyn til de økonomiske kriterier. For det første kan vi konstatere, at mange ansøgerlande har gjort en betydelig indsats, hvad strukturtilpasningerne angår. For det andet er det økonomiske klima generelt blevet bedre efter krisen i Asien og Rusland, Kosovo og det dramatiske jordskælv i Tyrkiet. Og for det tredje - hvilket er endnu vigtigere i betragtning af den store handelsmæssige integration - er disse landes økonomiske fremgang forbundet med den meget kraftige vækst, der finder sted i Den Europæiske Union i øjeblikket. Et andet område, hvor de fleste ansøgerlande har gjort pæne fremskridt, er indførelsen af acquis communautaire. På visse områder er der sket en klar fremgang, f.eks. når det gælder miljøet eller dele af det indre marked, mens tempoet er langsommere på andre områder såsom det socialpolitiske. Det er mere

bekymrende, at de institutioner og forvaltninger, der er nødvendige for fællesskabsrettens gennemførelsen, ofte ikke er blevet oprettet, og hvis de er blevet oprettet, er deres beføjelser ofte ikke tilstrækkelige. For at hjælpe ansøgerlandene med at fortsætte tiltrædelsesforberedelserne har vi bevilget en betydelig finansiering til førtiltrædelsesprocessen. Hvert år er sættes der over 3 milliarder euro af til de øst- og centraleuropæiske ansøgerlande inden for rammerne af Phare-, Ispa- og Sapard-programmerne. I år har vi ligeledes bevilget 177 millioner euro til Tyrkiet. Sammenlignet med disse beløb er bidragene til Malta og Cypern beskedne, hvilket skyldes disse to landes størrelse og økonomiske udviklingsgrad. Desuden står der andre betydelige beløb til rådighed via EIB. Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, dette var en objektiv analyse af den udvikling, som ansøgerlandene har gennemgået i forbindelse med tiltrædelsesforberedelserne, og den indsats, som Fællesskabet gør for at støtte dem i denne proces. Hvilke konklusioner kan vi så drage af disse iagttagelser? Tiden er efter min mening inde til, at vi puster nyt liv i udvidelsesforhandlingerne. På denne måde kan vi holde den anden del af vores løfte. Hvordan har vi tænkt os at gøre dette? Det har vi først og fremmest ved, at vi i dokumentet om udvidelsesstrategien medtager en ambitiøs køreplan, hvor vi beskriver de skridt, der skal foretages, for at forhandlingerne kan afsluttes, samt prioriteringerne og tidsfristerne i forbindelse hermed. Allerede i Kommissionens strategidokument fra sidste år gjorde vi opmærksom på, at det burde være muligt at afslutte forhandlingerne med de lande, der er længst fremme, inden udgangen af 2002. Vi foreslår således, at vi i første halvdel af 2001 tager de væsentligste aspekter af det indre marked op, f.eks. den frie bevægelighed for varer og kapital, selskabslovgivningen og den frie udveksling af tjenesteydelser. Samtidig ønsker vi dog også at behandle de sociale spørgsmål og miljøspørgsmålene. I det andet halvår vil vi så tage fat på energi-, transportog konkurrencespørgsmålene, plante- og dyresundhedsspørgsmålene samt de retlige og indre anliggender. Størstedelen af budgetspørgsmålene vil først blive behandlet i første halvdel af 2002, og det bliver således de sidste spørgsmål, vi tager op. Der er således mange ting, vi stadig mangler at gøre. I strategidokumentet opfordres alle medlemsstaterne og ansøgerlandene til at give deres holdning til kende inden for de tidsfrister, der er fastsat for de forskellige prioriteringer. Dette betyder naturligvis også, at vi vil give et svar på de ansøgninger om overgangsbestemmelser, som er blevet indgivet under tiltrædelsesforhandlingerne. Vi har allerede modtaget over 500 ansøgninger af denne art, og de drejede sig - 2 - naturligvis for en stor dels vedkommende om landbruget. Vi foreslår, at de opdeles i tre hovedgrupper: antagelige ansøgninger, uantagelige ansøgninger og ansøgninger, der kan forhandles om. Herefter vi vil undersøge deres konsekvenser for de gældende fællesskabspolitikker. Udvidelsen må nemlig under ingen omstændigheder skabe splittelse mellem landene i Den Europæiske Union. Vi har også fremsat nogle konkrete forslag om spørgsmålenes påbegyndelse og afslutning, og disse forslag tager sigte på at fremskynde forhandlingerne. Vores strategi indeholder ikke en angivelse af, hvilke ansøgerlande vi vil kunne afslutte forhandlingerne med inden udgangen af 2002, for det er et åbent kapløb. Vi bekræfter tværtimod tydeligt princippet om landenes differentiering og den kendsgerning, at de enkelte ansøgerlande på et hvilket som helst tidspunkt kan indhente eller overhale de andre. Vi ønsker således ikke at pålægge alle den samme tidsplan, da den ville blive en spændetrøje for nogle lande og et uopnåeligt mål for andre. Vi har til gengæld - ud fra en realistisk, men ambitiøs analyse - fastsat en køreplan, der, som jeg lige sagde, giver os mulighed for at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2002. På denne måde vil vi, sådan som det blev planlagt på Det Europæiske Råd i Helsinki, kunne optage de nye medlemsstater, der opfylder alle tiltrædelseskravene, lige så snart Nice-traktatens ratificeringsproces er overstået. Med hensyn til Deres nylige beslutning om udvidelsen vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at Europa-Parlamentet får mulighed for at godkende de første tiltrædelsesaftaler før valget i 2004, så vi giver disse lande udsigt til at kunne deltage i valget. Og hermed vil vi holde den anden del af vores løfte. (Bifald) Forhandlingerne er dog ikke alt, og navnlig ikke, når vi taler om den historiske opgave, det er at genforene vores kontinent. Det er nemlig også nødvendigt med en stærk demokratisk støtte. Tiltrædelsesaftalerne skal ratificeres, og Europa-Parlamentet deltager i ratificeringsprocessen, hvilket også de nationale parlamenter i de nuværende og kommende medlemsstater gør. Det er nødvendigt at overbevise EU-borgerne om udvidelsens fordele, og det samme gælder for ansøgerlandenes borgere. Vi er overbeviste om, at udvidelsen vil give os alle sammen nogle fordele, men vi er også bevidste om den frygt, som nogle nærer. En måde at bekæmpe denne frygt på er at fortsætte med at arbejde hårdt, for hurtighed og kvalitet skal være den røde tråd i forhandlingerne. Der er dog meget frygt, som kun kan overvindes ved hjælp af en dialog, hvor man taler med folk og forklarer dem, hvad der vil ske. Derfor bliver vores informationsog kommunikationsstrategi stadig vigtigere, og det er her, at De som parlamentsmedlemmer skal spille en afgørende rolle.

Også vores nabolande og vores vigtigste internationale partnere skal informeres. Udvidelsen vil nemlig ikke bare give Unionen større sikkerhed, stabilitet og fremgang, men også hele det internationale samfund. Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, Kommissionen har i dag været så modig at foreslå Dem en ambitiøs og realistisk udvidelsesstrategi. Den er et resultat af fællesskabsmetoden, som er en metode, vi med held har støttet os til i det sidste halve århundrede, og som vi også vil støtte os til i fremtiden, når Europa er blevet endnu større og endnu stærkere. (Bifald) 3-005 Formanden. - Mange tak, hr. Prodi. Før jeg giver ordet til hr. Verheugen, vil jeg gerne berøre spørgsmålet om dokumentation. Vi er yderst tilfredse med Deres dokumentation, men ifølge parlamentsformandens kontor meddelte De i slutningen af september formanden for Parlamentet, at Kommissionen ikke havde til hensigt at videresende screeningsrapporterne til Europa-Parlamentet. Disse dokumenter er vigtige elementer i forhandlingerne. De indeholder afgørende oplysninger om de vigtigste spørgsmål vedrørende udvidelsen. Vi forstår, at disse dokumenter skal være tilgængelige for både medlemsstaterne og ansøgerlandene. Hvis De alligevel insisterer på, at disse dokumenter fortsat skal være fortrolige, mener vi, at Parlamentet kan anvende fortrolighedsprocedurerne og vedtage ikke at offentliggøre indholdet i henhold til bilag 3 i rammeaftalen mellem vores institutioner. Jeg forventer ikke, at De skal svare på dette nu, men på Parlamentets vegne insisterer jeg på, at disse dokumenter er tilgængelige for vores institution. (Bifald) 3-006 Verheugen, Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne komme ind på det, som De netop har sagt, hr. formand! Jeg tror, at der her er tale om en misforståelse. De rapporter, som Kommissionen i dag har behandlet og vedtaget, har overhovedet intet med screening at gøre. Det drejer sig om de årlige fremskridtsrapporter, og disse rapporter blev umiddelbart efter afslutningen på Kommissionens møde sendt til Parlamentet elektronisk og foreligger allerede i deres fuldstændige udgave uden nogen undtagelser. Altså, det, som Kommissionen har gjort i dag, har overhovedet ikke noget med screening at gøre. Den, som har fortalt Dem om screening, hr. formand, har blandet tingene sammen. Der findes naturligvis rapporter om screening, men de er alle meget, meget gamle, og de tilhører desværre ikke Kommissionen, men medlemsstaterne, der betragter dem som fortrolige forhandlingsdokumenter. Dette spørgsmål er meget ofte blevet diskuteret med Parlamentet. Jeg har - 3 - altid sagt, at jeg anerkender Parlamentets informationsbehov, og at jeg heller ikke ville have noget imod at udlevere disse screeningsrapporter, men jeg kan ikke udlevere nogen rapporter, der ikke tilhører Kommissionen. Men dette har intet at gøre med dokumenterne fra i dag. Jeg vil gerne supplere med endnu et par bemærkninger til det, som kommissionsformand Prodi har sagt. Jeg vil gerne understrege, at vi i vores strategidokument især lægger vægt på at være meget strenge med at opfylde det, som kræves i den udvidelsesstrategi, der blev vedtaget i Helsinki. Vi holder os meget strengt til Helsinki-principperne, og vi beskriver, hvordan man kan sikre, at det tidsmæssige forløb, som medlemsstaterne ønskede i Helsinki, også overholdes. De husker nok, at det blev sagt i Helsinki, at Unionen vil kunne byde de nye medlemmer velkommen fra slutningen af 2002 - to welcome hedder det i den engelske version. I den forbindelse er tre forudsætninger nødvendige. For det første de finansielle - de har været fastlagt i et år - for det andet de institutionelle - i Nice vil det vise sig, om disse forudsætninger er opfyldt - og for det tredje skal forhandlingerne afsluttes med et godt resultat. Kommissionen har i dag stillet forslag om, hvordan forhandlingerne kan struktureres, koncentreres og organiseres, således at målet kan nås for de lande, der er længst fremme, og som fuldt ud opfylder alle de øvrige tiltrædelsesbetingelser, så forhandlingerne kan afsluttes i løbet af 2002, og landene derefter kan bydes velkommen som nye medlemmer. I sin analyse har Kommissionen udtrykkeligt lagt vægt på, at de positive virkninger af udvidelsen allerede er slået igennem, og at de ikke kun er synlige langt ude i horisonten. De er allerede nu konkrete. Vi kan konstatere, at der er opstået stabile demokratier i Central- og Østeuropa. De demokratiske systemer er allerede så stabile, at vi ikke længere frygter tilbagefald til autoritære strukturer, og jeg vil gerne understrege, at i betragtning af, at dette er sket i løbet af få år, er det en præstation, som man ikke uden videre finder et lignende eksempel på i den europæiske historie. Den væsentlige del af denne succes tilkommer naturligvis landene selv, deres valgte repræsentanter og befolkningen, men man må også sige, at de afgørende retningslinjer for denne proces helt klart var perspektivet for den europæiske enhed. Uden perspektivet for den europæiske enhed ville retningen og målrettetheden for de politiske og økonomiske reformer ikke have været så klare og tydelige. Vi kan meget tydeligt påvise og gør det også, at disse reformer hænger sammen med de tiltrædelseskriterier, der blev fastlagt i København i 1993, og de nærmere specificerede tiltrædelseskriterier, der blev fastlagt i Madrid i 1995. Vi har altså i dag foreløbigt fremlagt 13 fremskridtsrapporter. Disse fremskridtsrapporter lever altid op til en meget, meget høj objektivitetsstandard.

Jeg har i dag sagt til Kommissionen, og jeg gentager det her, at det med 100% sikkerhed kan slås fast, at der på ingen måde er udøvet politisk indflydelse på indholdet i disse fremskridtsrapporter, heller ikke af mig. Ikke i ét eneste tilfælde har der været én politisk misligholdelse. Der har været forsøg på påvirkning udefra, som jeg naturligvis har afværget. Disse rapporter er udelukkende baseret på den viden, som de erfarne medarbejdere, der er blevet betroet opgaven, er i besiddelse af, og de kilder, som de gør brug af for at sikre, at den høje standard bevares, og at rapporterne opfylder deres formål, nemlig at fungere som et objektivt grundlag for politiske afgørelser i den videre proces. Formanden har allerede henvist til det samlede billede. Det behøver jeg ikke at gentage her. Jeg vil blot sige, at hvad angår politiske kriterier, har vi faktisk koncentreret os særligt om problemet med korruption og økonomisk kriminalitet, men også om handel med kvinder og børn, levevilkårene for romanibefolkningen i en lang række lande og stadigvæk - desværre, må jeg sige - situationen på børnehjemmene i Rumænien. Det fremgår tydeligt af fremskridtsrapporten for Tyrkiet, at Tyrkiet stadig ikke opfylder de politiske Københavnskriterier. Vi er fortsat bekymrede for den manglende overholdelse af menneskerettigheder og den manglende overholdelse af mindretalsrettigheder, og vi er bekymrede for den forfatningsmæssigt forankrede rolle, som hæren spiller i det politiske liv gennem det nationale sikkerhedsråd. Kurdernes situation skal forbedres. Undtagelsestilstanden i de resterende 4% i den sydøstlige del af landet skal ophæves. På den anden side kan vi dog konstatere, at Helsinki-processen synes at vise de første positive tegn på politisk vilje til reformer. Beslutningerne fra Helsinki har i den tyrkiske offentlighed udløst en debat om betingelserne for Tyrkiets tiltrædelse af Den Europæiske Union, som reformkræfterne i landet støtter og fremmer. Det vil nu vise sig, om det tiltrædelsespartnerskab, som Kommissionen har fremlagt i dag og sendt videre til Rådet, vil vinde gehør i Tyrkiet. Hvis det vinder gehør, hvilket jeg meget håber, så kunne den fundamentale proces med demokratisk forandring, som vi alle ønsker så meget, virkelig komme i gang i Tyrkiet. Eftersom dette dokument helt sikkert vil udløse en række diskussioner, vil jeg gerne sige til Dem, at dette tiltrædelsespartnerskab indeholder konkrete prioriteter på kort og mellemlangt sigt inden for det politiske og økonomiske område, og at den politiske del især beskriver de grundlæggende politiske reformer, der er nødvendige for at opfylde de politiske Københavnskriterier. Det omfatter de forfatningsmæssige garantier for ytrings-, møde- og religionsfrihed, afskaffelse af dødsstraf, afskaffelse af alle former for tortur, tilpasning af militærets rolle til spillereglerne i et demokratisk samfund, ophævelse af undtagelsestilstanden i den sydøstlige del af landet samt sikring af de samme kulturelle rettigheder for alle borgere i landet, uanset hvor de kommer fra. De fremskridt, som de fleste ansøgerlande har gjort for at forberede sig på tiltrædelsen, betyder en væsentlig forbedring af den sikkerhedsmæssige situation i Europa, og de åbner op for et enormt økonomisk udviklingspotentiale. Vi kan allerede nu se en økonomisk win-win-situation på begge sider. Vi har beskæftiget os indgående med de økonomiske sammenfletninger, der allerede er opstået. Den Europæiske Union er allerede nu langt den vigtigste handelspartner for ansøgerlandene. Handlens samlede værdi er næsten blevet tredoblet til 210 milliarder euro i perioden fra 1993 til 1999. Med en andel på 13,7% af den samlede udenrigshandel i EU er disse lande samlet set den næstvigtigste handelspartner for Den Europæiske Union efter USA, og denne tendens er tiltagende. Overskuddet på handelsbalancen i Den Europæiske Union i forhold til ansøgerlandene ligger i 1999 på 25,8 milliarder euro. Sammenfletningen er taget yderligere til. Da vi evaluerede fremskridtene og vurderede, om de økonomiske Københavnskriterier var opfyldt, kunne vi på baggrund af en kraftig vækst på verdensplan gå ud fra, at en forøgelse af væksten i Den Europæiske Union har vist sig at være særlig gunstig for ansøgerlandene. Mens de uheldige virkninger af krisen i Asien, Rusland og Kosovo endnu påvirkede tallene for 1999, influerer de ikke længere på tallene for 2000. Den reelle vækst i bruttonationalindkomsten vil formodentlig ligge på i alt 4% i de 10 central- og østeuropæiske lande og lige under 5% for alle 13 ansøgerlande tilsammen. Med få undtagelser er den generelle økonomiske situation i ansøgerlandene helt klart forbedret. Den høje arbejdsløshed i de fleste ansøgerlande giver dog fortsat anledning til bekymring. I lande som Bulgarien, Letland, Litauen, Polen og Slovakiet, hvor arbejdsløsheden er relativ høj, bør strukturreformerne dog udgøre et solidt grundlag for økonomisk vækst og nye arbejdspladser. Jeg vil gerne sammenfatte resultatet af evalueringen i henhold til de økonomiske kriterier. De kender de økonomiske kriterier. Det drejer sig om spørgsmålet: Har landet en velfungerende markedsøkonomi? Kan det modstå presset fra konkurrencen i det indre marked? I forhold til sidste år er der to ændringer. Kommissionen konkluderer, at Estland, Ungarn og Polen og med en lille nuancering Den Tjekkiske Republik og Slovenien allerede i nær fremtid vil kunne opfylde det andet økonomiske Københavnskriterium, nemlig evnen til at kunne modstå markedskræfterne i Unionen, hvis disse lande konsekvent viderefører reformerne. Hvad angår Litauen og Slovakiet, kan Kommissionen for første gang konkludere, at begge lande betragtes som markedsøkonomier, at konkurrencekriteriet ganske vist først kan opfyldes på mellemlangt sigt. Dermed er disse to ansøgere på niveau med Letland. Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet opfylder stadig ikke kriterierne. Ganske vist har Bulgarien gjort positive fremskridt, men - 4 -

for Rumæniens vedkommende er fremskridtene utilstrækkelige. Nu drejer det sig altså om at udforme forhandlingsprocessen, der nu bevæger sig ind i en endnu vanskeligere og mere arbejdsintensiv fase. Det vigtigste element i denne sammenhæng er, som jeg allerede har sagt, Kommissionens forslag om at fastsætte nogle klare retningslinjer i Den Europæiske Union for, hvornår hvilke emner senest skal behandles. Det giver ansøgerlandene mulighed for at forberede sig tilsvarende og også at have afsluttet deres egen forberedelse på dette tidspunkt. For ansøgerlandene er det altså også en stærk tilskyndelse til at intensivere deres egne bestræbelser. Det handler nu om, at de meget vanskelige substantielle spørgsmål ikke trækkes i langdrag, men at der virkelig bliver taget fat på dem, og i den forbindelse har vi brug for denne skitse eller road map med en helt klar forpligtelse over for os selv til også at gøre det. I forbindelse med overgangsforanstaltningerne vil det først vise sig, hvor hurtigt vi kan løse substantielle spørgsmål. Allerede nu må vi se at få bugt med den mest enkle kategori af overgangsfrister. Den skitse, som kommissionsformand Prodi allerede har præsenteret - han har også allerede fortalt Dem, hvornår hvilke emner skal behandles - er en vejledende tidsplan. Vejledende vil sige, at enkelte forhandlingskapitler naturligvis også kan behandles i en anden rækkefølge og naturligvis også på et tidligere tidspunkt. Der er desuden stillet et vigtigt nyt forslag om, at vi i fremtiden skal kunne lukke kapitler midlertidigt med undtagelse af nogle få punkter, der endnu er uafklarede. Der er kapitler med flere hundrede enkelte punkter, der ikke kan lukkes, fordi et eller to spørgsmål stadig er uafklarede. Vi tror, at vi kan strukturere forhandlingsprocessen meget klarere og koncentrere os om de vigtige spørgsmål, selv om vi lukker disse kapitler midlertidigt, med undtagelse af netop de spørgsmål, der stadig er uafklarede, således at man til enhver tid har et meget større overblik over, hvor vi faktisk befinder os. Der er også planlagt et nyt tiltag til at åbne forhandlingskapitler i forbindelse med de såkaldte Helsinki-lande. Det er nødvendigt, for at disse lande fortsat kan følge med. Her handler det om, at ansøgerlandene så hurtigt som muligt fremsender de dokumenter, der indeholder de forskellige holdninger hos ansøgerlandenes regeringer. Selv om der ikke er nogen endelig slutdato for, hvornår udvidelsen skal være gennemført, så er der dog nu et væsentligt klarere tidsperspektiv, både for medlemslandene og for ansøgerlandene, og jeg vil her endnu en gang understrege, at vi netop ikke skal tro, at vi har alverdens tid til rådighed. Kommissionen har lige fra begyndelsen sagt, at den under denne proces vil være opmærksom på, at der er den rigtige balance mellem kvalitet og tempo, at vi ikke - 5 - trækker processen i langdrag, ikke bliver forsinket, men derimod forhandler så hurtigt som muligt, og at vi heller ikke afviger fra kriterierne og tiltrædelsesbetingelserne. Det lykkedes meget godt sidste år. Vi har sat tempoet op, og vi har også højnet kvaliteten, og jeg tror, at den strategi, der er vedtaget i dag, vil føre til, at de næste to år bliver præget af endnu mere dynamik. (Bifald) * * * 3-007 Brok (PPE-DE), ordfører for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær, hvad angår det spørgsmål, som hr. formand Martin stillede, har jeg ikke lyst til at indgå i en diskussion nu om, hvorvidt disse dokumenter er medlemsstaternes positionspapirer eller screeningsrapporter, men jeg ville gerne spørge Dem, om man ikke i de næste uger kan arbejde på - Kommissionen, Rådet og Parlamentet - at Parlamentet får adgang til dem. Vi burde sammen med Rådet finde en vej, for da vi jo følger processen konstruktivt og også ønsker at ratificere til sidst, ville en fuldstændig information af Europa-Parlamentet sikkert være til hjælp. Jeg synes, at dette er en konstruktiv begyndelse, for, hr. Prodi, hr. Verheugen, Deres redegørelser lyder på mange områder indholdsmæssigt og strategisk meget lig det, som Europa-Parlamentet sagde i oktober. Således kan jeg fastslå, at der er en høj grad af overensstemmelse, som jeg er taknemmelig for. Hvis jeg har forstået det rigtigt, svarer det også til tidsplanen, for når vi har skabt forudsætningerne for udvidelsen i 2002, eksisterer der i henhold til den skitse, som De har præsenteret, også en mulighed for at afslutte forhandlingerne med de første lande. De første slutforhandlinger kunne følgelig finde sted i 2002, således at vores ønske om, at de første lande kan deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2004, kunne gå i opfyldelse, hvis der da fra alle sider skabes de nødvendige forudsætninger. Jeg tror, at den differentierede fremgangsmåde i forbindelse med konkret og fuld opfyldelse af alle Københavnskriterier er den rigtige begyndelse, som vi kan arbejde videre ud fra. Jeg tror, at der i vid udstrækning kan findes overensstemmelse mellem den skitse, således som De har skitseret den, og vores tidsplan. Jeg vil kort komme ind på to andre punkter. Det første er, at vi er nødt til også at vinde befolkningen for denne fremgangsmåde. De har omtalt, at handelsbalanceoverskuddet i Den Europæiske Union beløber sig til 25,8 milliarder euro. Vi burde derfor sammen sørge for også at demonstrere over for borgerne i vores lande, at udvidelsen af Den Europæiske Union er forbundet med fordele for os selv og ikke kun for ansøgerlandene og det både med økonomiske og upolitiske fordele. Måske er vi nødt til i fællesskab at agitere noget mere i vores egne lande.

Det andet punkt, som jeg vil nævne, er, at vi burde udnytte dagen i dag og også de næste ugers forhandlinger i Europa-Parlamentet til at sige til stats- og regeringscheferne i Den Europæiske Union, at de skal være modige på samme måde som regeringscheferne i ansøgerlandene for at fremskynde transformationsprocessen i Den Europæiske Union og gøre Nice til en succes, for når De med rette siger, at der er blevet gjort umådelig store fremskridt i ansøgerlandene, mener jeg, at vi også skal gøre vores fremskridt mulige for at sikre, at de kvalificerede flertalsafgørelser udvides i det nødvendige omfang. (Bifald) 3-008 Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg vil på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater rette en stor tak til formanden for Kommissionen og også hr. kommissær Verheugen for, hvad de har erklæret her i dag. For vores gruppe vil jeg gerne slå fast, at der er en høj grad af overensstemmelse, og det ville være meget tragisk, hr. kommissionsformand, hvis vi efter Nice måtte konstatere, at resultatet ikke er tilstrækkeligt til at udvide Den Europæiske Union med de centraleuropæiske lande. De talte om den kommunistiske arv, hvad jeg udtrykkeligt hilser velkomment. I Nice skal der findes et positivt og ambitiøst resultat, det har De sagt. Vi støtter det, og vi vil gerne opmuntre Dem til sammen med hr. kommissær Barnier, som har vores fulde støtte, i de næste uger at stille krav til EUmedlemsstaternes regeringer. Med Deres erklæring i dag - man kunne allerede tidligere delvis læse det i pressen, hvad jeg naturligvis beklager, men det kan nok ikke forhindres i et pluralistisk samfund - har De nu sat en dato. Inden udgangen af 2002 skal de første forhandlinger afsluttes, og De har udtrykkeligt, hr. kommissionsformand Prodi, overtaget den tanke, at de første lande skal deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2004. Det er en tanke, som stammer fra vores gruppe, og vi er taknemmelige for, at Europa-Parlamentet har tilsluttet sig den, og at også Kommissionen nu tilslutter sig den. Vi mener, at udvidelsen med nogle lande, som skaber forudsætningerne for det, bør ske jo før, jo bedre, og at de vigtige problemer, som det gælder om at løse, bør løses gennem overgangsfrister. Hvis vi er så ærgerrige, at vi vil afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2002, beder jeg Kommissionen om allerede nu over for regeringerne og de nationale parlamenter at arbejde for, at ratificeringsprocedurerne fremskyndes. Ratificeringsprocedurerne behøver ikke vare to år i nationalstaterne. Det kan man med lidt god vilje klare på et år. Hvis vi kan klare det på et halvt år i Europa- Parlamentet, kan de nationale parlamenter sikkert også gøre det på et år. Udvidelsen må ikke forsinkes ved, at procedurerne i de nationale parlamenter varer så længe. Afslutningsvis har jeg yderligere to bemærkninger. Jeg beder Kommissionen om, at der også i Nice sættes en - 6 - klar tidsramme for, at regeringerne erklærer det samme, som Kommissionen har erklæret. For det andet støtter jeg eftertrykkeligt, hvad formanden og ordføreren for Udvalget om Udenrigsanliggender har sagt: Europa- Parlamentet - i hvert fald min gruppe - vil kræve, at vi får alle informationer om tiltrædelsesprocessen, fordi vi ikke vil have, at der forhandles i baglokalerne. Som repræsentant for Europas nationer og ansøgerlandenes interesser har Parlamentet ret til at få fuldstændige informationer. Hvis vi nægtes disse informationer, må Rådet indstille sig på, at vi ikke vil høre op med at kræve dem og også fremover vil forsvare vores mening her på en påtrængende måde! 3-009 Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke formanden for Kommissionen, som indledte sit indlæg med at tale om Europas genforening. Jeg finder, at det er meget mere positivt - eller, som man siger nu, betydningsfuldt - at tale systematisk om udvidelsen. Jeg synes, at vi skal bringe den proces, vi er gået om bord i, i denne politiske sammenhæng. Sidste weekend havde vi socialdemokrater lejlighed til i Warszawa at drøfte fremskridtene i processen med kollegerne fra ansøgerlandene. Jeg vil derfor begrænse mig til at stille nogle meget konkrete spørgsmål i forbindelse med de tre dimensioner, som formanden og kommissær Verheugen har sammenfattet processen til. For det første er der det politiske aspekt. Mit konkrete spørgsmål lyder: Finder Kommissionen ikke, at det er vigtigere, at vi diskuterer chartret om de grundlæggende rettigheder end de 80.000 sider fra fællesskabsretten? Og jeg nævner dette, fordi jeg finder, at spørgsmålet er fundamentalt, når man skal bekræfte vores fælles værdigrundlag, og jeg finder, at vi op til Nice-mødet skal forsøge at arbejde sammen for at få dette charter indarbejdet i EU-traktatens artikel 6, stk. 2, så vi også kan berolige vores naboer i Central- og Østeuropa i forbindelse med denne politiske proces. For det andet nævner man, når man taler om de finansielle forpligtelser, altid de tre milliarder euro, som svarer nøjagtigt til det beløb, vi anvender til samhørigheden i unionen. Finder De ikke, at vi i forbindelse med processen bør tage et mere vidtgående finansielt hensyn, som tager højde for følgevirkningerne for hele budgettet, inklusive landbruget, samt de reformer, der skal gennemføres? Jeg finder også, at dette vil være politisk fornuftigt. For det tredje finder jeg i forbindelse med de horisontale spørgsmål, der er blevet rejst - kriminalitet og korruption - at vi skal tale med disse lande som brødre og partnere. Vi skal ikke altid belære dem om disse spørgsmål. Det er godt, at vi støtter institutionaliseringsprocessen, men det er krænkende, at vi stiller dem denne betingelse. Vi er nødt til at sige, at vi alle skal arbejde sammen. Og endelig er der blevet talt om at give processen et nyt skub fremad. Det bedste politiske skub er naturligvis den succes, der kan opnås i Nice med de absolut nødvendige

reformer, og at indlede en ny epoke med europæisk handlekraft og vilje. I forbindelse med det interinstitutionelle arbejde finder jeg - og det har min gruppe kæmpet for - at det vigtige er, at den, der forhandler, holder os orienteret, og at vi derefter udarbejder vores holdning, og ikke som vi har gjort indtil i dag. Jeg foreslår derfor, at vi i lyset af de kommende plenarmøder - og jeg tænker på februar - skal diskutere dette og udarbejde en ny holdning. 3-010 Prodi, Kommissionen. - (IT) Jeg vil give nogle meget hurtige svar, eftersom jeg er helt enig. Der er ingen tvivl om, at mødet i Nice bliver en skillevej. Hr. Poettering sagde, at vi skal appellere til stats- og regeringscheferne. Jeg nøjes ikke med at appellere, for vi arbejder hårdt på dette for tiden, og det gør vi konstant - dag og nat - for at mødet i Nice skal blive en succes. Dette er et meget alvorligt problem, og det er det netop, fordi vi ellers mister fornemmelsen for udvidelsens uopsættelighed og styrke. Vi mister fornemmelsen for Europa, hvis mødet i Nice ikke bliver en succes. Herefter vil jeg gerne sige, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem chartret om grundlæggende rettigheder og acquis communautaire. Chartret om grundlæggende rettigheder er fremtiden, meningen med Unionen og meningen med Europas udvidelse, mens acquis communautaire har til formål at give vores borgere sikkerhed og berolige dem med, at de får nogle fælles bestemmelser, og at deres økonomiske sameksistens bliver problem- og risikofri. Det er to aspekter, som vi så afgjort skal gennemføre samtidig. 3-011 Verheugen, Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. Barón Crespo har bragt et spørgsmål på tale, som i virkeligheden er meget vanskeligt, nemlig spørgsmålet om finansieringen af hele projektet i forbindelse med emnet landbrugspolitik. Hvad finansieringen angår, ved De, at omkostningerne ved udvidelsen står separat opført i det finansielle overslag og er dækket indtil 2006. Ganske vist må man tilføje, at de udvidelsesudgifter, som er indeholdt i det finansielle overslag, hvad landbruget angår, er baseret på en ganske bestemt antagelse, nemlig den antagelse, at systemet, som det består nu, ikke vil blive anvendt fuldstændigt i ansøgerlandene. Vi kan i dag ikke forudsige, om denne antagelse vil være fuldstændig korrekt, eller om det vil være nødvendigt at modificere den. Men De kan forstå følgende, hr. Barón Crespo: Også emnet landbrug skal senest tages op, så EU's endelige stilling foreligger midt i 2002. Den nødvendige revision af den fælles landbrugspolitik, som der er taget højde for i Agenda 2000, vil først begynde omkring dette tidspunkt. Der må ikke opstå nogen hindring for udvidelsen af denne grund. Vi har i Kommissionen talt alvorligt om det, og det er klart, at der for os i denne meget vanskelige situation mellem på den ene side et reformbehov, altså et acquis, som hele - 7 - tiden ændrer sig, og på den anden side en dynamisk udvidelsesproces, kun er en eneste mulighed for at være fair over for ansøgerne, og den består i, at vi forhandler det acquis, som vi har på forhandlingstidspunktet, og ikke venter, til vi har et nyt. Hvis EU's acquis ændrer sig i løbet af forhandlingerne, og det kan påregnes for landbrugsområdet - i det mindste hvad en hel række lande angår - så skal det ændrede acquis inddrages i forhandlingerne, og så skal de tilsvarende finansielle konsekvenser beregnes og i givet fald vedtages, hvis der opstår sådanne finansielle konsekvenser. Jeg vil kun sige, at vi er fuldt bevidste om dette problem, men at den afgørelse, det i dag var muligt at træffe, blev truffet af os på en sådan måde, at vi ikke venter, til vi har en færdigforhandlet landbrugspolitik, men overholder tidsplanen og til enhver tid inddrager ændringer i landbrugspolitikken i den løbende forhandlingsproces. 3-012 Haarder (ELDR). - Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af den liberale gruppe takke for redegørelsen og for Kommissionens engagement i denne historiske opgave. Jeg vil også gerne takke for det svar, hr. Verheugen netop har givet vedrørende landbrugspolitikken. Jeg synes, det var et klart og godt og stærkt svar... (Mikrofon afbrudt)... ved slutningen af 2002, men hr. Verheugen, i Deres strategipapir om udvidelsen skriver De, at forhandlingerne skal være færdige i løbet af de første 6 måneder af 2002. Derfor lyder mit første spørgsmål: Betyder det, at man nu har udsat tingene? Det glæder mig, at De ryster på hovedet. Jeg er glad for, at De kan bekræfte, at der ikke er tale om nogen udsættelse i forhold til tidligere mål. Men jeg vil godt have Dem til at sige det en gang til. Med hensyn til Letland kan jeg forstå, at landet fra at være på vej op i den første gruppe nu er kommet helt ned i den sidste gruppe. Kunne vi få et par ord til forklaring på det? Og så vil jeg takke for den åbne tale om kurderne i Tyrkiet, men jeg vil i denne forbindelse gerne spørge, om Kommissionen har nogle mål eller standarder for behandling af mindretal. 3-013 Verheugen, Kommissionen. - (DE) Hr. parlamentsmedlem, hvad spørgsmålet om menneskerettighederne i Tyrkiet angår, kan jeg sige, at alle disse spørgsmål behandles i den tiltrædelsespartnerskabstekst, som vi foreslår, altså at de politiske, sociale og kulturelle rettigheder kræves for alle tyrkiske borgere - uanset hjemland. Jeg tror også, at vi vil få et positivt svar på det. Hvad tidsplanen angår, har vi på intet sted i strategidokumentet skrevet, at forhandlingerne skal være afsluttet i første halvår af 2002, men vi har skrevet, at hvad angår tiltrædelsesforhandlingerne og forberedelsen til medlemskab, går Kommissionen ud fra, at såfremt den i dette strategidokument beskrevne strategi følges effektivt, skabes forudsætningerne for i løbet af 2002 at afslutte forhandlingerne med de ansøgerlande, som opfylder alle kriterier for et medlemskab. Derefter skriver vi den sætning, som gengiver præcist, hvad der

blev sagt i Helsinki, nemlig at Unionen fra ultimo 2002 dermed skulle være i stand til at optage nye medlemsstater. Der har aldrig eksisteret en anden ordlyd, det må være en misforståelse, hvis De har læst, at det skal ske i den første halvdel af året. Jeg vil ikke udelukke - det er på ingen måde udelukket - at der findes et land, som er særlig godt og særlig hurtigt, som allerede kan klare det i første halvdel af 2002. Det er overhovedet ikke udelukket. Men vi siger ikke, det skal, eller det bør kunne lade sig gøre, men vi siger, at vi tror, at vi kan klare det i løbet af 2002. Hvad Letland angår, er landet blevet på sporet. Rapporten om Letland vil vise Dem, at netop Letland er et ovenud glædeligt eksempel. Letland havde et udgangspunkt, som i sammenligning med f.eks. Polen og Ungarn eller Tjekkiet var ekstremt ugunstigt, og derfor er fremskridtet i Letland særlig glædeligt. Letland tilnærmer sig med et glædeligt tempo opfyldelsen af de økonomiske kriterier. De politiske kriterier er opfyldt. 3-014 Hautala (Verts/ALE). - (FI) Hr. formand, jeg vil først nedlægge en protest imod, at atter en gang er det lykkes for Kommissionen at lække dette materiale til dens foretrukne medie, og vi parlamentsmedlemmer samt gruppeformændene får så lov til at læse i morgenavisen, hvad Kommissionen foreslår. Jeg beder Dem om et løfte om, at dette bliver den sidste gang. Hvis Parlamentet lover at behandle en oplysning fortroligt, skal De også holde Dem til spillereglerne. Jeg ønsker at gentage, at min gruppe binder sig til de mål, som Kommissionen har tilkendegivet i denne meddelelse. Vi går stærkt ind for opsættelse af ønsketidsskemaer, og at man reelt binder sig til dem. Vi går også fuldt ud ind for den tanke, som er fremlagt i Broks betænkning, det vil sige, at de første ansøgerlande deltager i næste valg til Europa-Parlamentet i 2004, og vi mener, at det er fuldt ud muligt og opnåeligt, at denne gruppe også indeholder andre end de oprindelige seks lande. Man bør nemlig ikke inddele ansøgerlande kunstigt i forskellige grupper alene af den grund, at de tilfældigvis har indflydelsesrige venner blandt os. Denne udvælgelse må ikke indeholde en favorisering. Jeg er glad for, at De lagde så kraftig vægt på Tyrkiets menneskerettighedspolitik, og jeg ønsker Dem held og lykke med at finde de nødvendige instrumenter, hvormed man kan gribe ind over for disse anliggender. Jeg vil spørge Dem: Er der ikke nu behov for en mere klar forpligtelse fra Rådet og medlemsstaterne til alt dette, som Kommissionen og Parlamentet ser ud til at forpligte sig til? Hvordan karakteriserer De Rådets nuværende holdning til hele denne udvidelsesproces? Så endnu en kommentar til finansieringen. Vi foreslog allerede ved forrige parlamentsforhandling, at såfremt der efter 2002 endnu ikke er tilsluttet nye lande til Unionen, skal EU's budgetmidler beregnet til dette formål alligevel bevares på budgettet, og de skal kunne anvendes til strategier, der er nødvendige før tilslutningen af ansøgerlandene. Er De for denne tanke? - 8-3-015 Prodi, Kommissionen. - (IT) Hvad informationerne angår, kan det godt være, at vi lader noget slippe ud, men så gør vi det virkelig med spionageteknikker, eftersom man i går i Le Monde kunne læse, at "Kommissionen fremskynder udvidelsen", mens der i Financial Times stod, at "Kommissionen forsinker udvidelsen". Så det er måske en information, som med vilje er forkert! Spøg til side, for jeg vil gerne sige undskyld, hvis der er sivet nogle informationer ud. Det er virkelig mod vores vilje, og det er ikke vores måde at opføre os på. Det er muligt, at der på grund af den igangværende proces' komplicerede karakter er sluppet nogle nyheder ud, men det er bestemt ikke noget, vi officielt har meddelt aviserne, og der var heller ikke en formel pressemeddelelse eller pressekonference her til morgen. Da Kommissionens møde var forbi, tog vi herover i Parlamentet for at gøre rede for dette møde. Jeg vil derfor gerne sige undskyld, hvis der er sluppet nogle nyheder ud. På spørgsmålet om, hvad Rådets holdning er til udvidelsen, kan jeg kun svare, at hele Rådet har en positiv holdning til udvidelsen. Jeg kan dog ikke sige - og her bekræfter jeg blot, hvad jeg allerede har fortalt Parlamentet - at samme enighed og samme fleksibilitet gør sig gældende med hensyn til Nice-traktaten og de beslutninger, som er afgørende for udvidelsen. Jeg er således ikke bange for, at man ikke længere går så kraftigt ind for udvidelsen - det kan jeg ærligt talt ikke sige - men det er klart, at hvis vi ikke får en stærk traktat, kan der opstå nogle hindringer for udvidelsen, selv om dette ikke er hensigten. 3-016 Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. kommissær, tror De, at Deres forslag om at byde en lille gruppe ansøgerlande velkommen i 2004 er tilstrækkeligt til at opveje den farlige fornemmelse af modløshed, der hersker i hele Central- og Østeuropa. Min gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, mener, at det banebrydende signal, man burde sende, ville være at skelne mellem de politiske og de økonomiske kriterier og således fastsætte en kort tidsfrist for alle de ansøgerlande, der overholder de politiske kriterier. Det betyder højst sandsynligt de 12 lande, og her tilføjer jeg "inklusive Balkanlandene", i dag. Det er indlysende, at vi, når de en gang er medlemmer af Unionen, må behandle spørgsmålene omkring overgangsperioder, særskilte undtagelser og diverse former for støtte. Det drejer sig altså først og fremmest om at sende dette politiske signal. Det var det første spørgsmål, jeg ville stille Dem. Jeg har et andet spørgsmål, som under alle omstændigheder bliver meget kort, eftersom tiden er knap. De er meget velkommen til at svare med ja eller nej, hvis De vil. Kan De for det første fortælle mig, om ordet "kurder", som De har nævnt her, forekommer i

Deres oplæg? Og for det andet, forekommer anmodningen om tilbagetrækning af de tyrkiske besættelsestropper fra Cypern i Deres oplæg? 3-017 Prodi, Kommissionen. - (IT) Jeg vil svare hurtigt på det første af de tre spørgsmål, hvorefter kommissær Verheugen vil svare på de to andre. Det er vanskeligt at skelne mellem den politiske del og den økonomiske del. Vi har bestræbt os på at vurdere situationen for de enkelte lande, men har gjort det på en sammenfattende måde. Et land bliver optaget i EU i sin helhed, nemlig med alle dets aspekter, hele dets eksistens og hele dets samfund, og det, som vi skal gøre, er at fremskynde denne undersøgelse mest muligt. Vi har flere gange overvejet, om man ligefrem skulle foretage en opdeling mellem søjlerne og aspekterne, men jeg vil gerne gentage, at det ikke er nogen handelsaftale. Dette er en stor begivenhed, hvor vi kommer til at sidde i det samme Parlament, deltage i det samme politiske liv og deltage i det samme økonomiske fællesmarked. Det vil efter min mening være kompliceret at skelne mellem disse punkter, og det får de pågældende lande til at miste fornemmelsen for den store begivenhed og den historiske ændring, de står over for, når de bliver optaget i Unionen. 3-018 Verheugen, Kommissionen. - (DE) Hvad spørgsmålet om begrebet "kurdisk" angår, må jeg sige, at jeg ikke har indladt mig på denne meningsløse diskussion. De tyrkiske udtryk for det kurdiske sprog lyder fuldstændig anderledes end "kurdisk". Vi har derfor sagt, at der ikke kun findes kurdere i Tyrkiet, hvis situation bekymrer os, og at vi forlanger af Tyrkiet, at det garanterer samme rettigheder på alle områder af livet for alle tyrkiske borgere uanset oprindelse og modersmål. Det er det udtryk, som vi anvender i tiltrædelsespartnerskabet. I den regelmæssige rapport, på hvis analyse tiltrædelsespartnerskabet bygger, og hvor vi beskriver situationen, er det naturligvis fuldstændig klart, at vi må kalde kurdere for kurdere og det kurdiske sprog for det kurdiske sprog. Der beskriver vi jo, hvordan situationen er, og jeg kan dårligt sige, at et sprog ikke må bruges i radioen, men at navnet på dette sprog ikke findes. Det siger sig selv, at det, at vi her siger, at kurdisk ikke kan sendes i radioen, er en krænkelse af menneskerettighederne, og vi kræver, at det ændres, og der gives også mange andre eksempler af den art. 3-019 Dell'Alba (TDI). - (IT) Hr. formand, jeg tager ordet på vegne af de italienske radikale parlamentsmedlemmer i min gruppe. Hr. kommissionsformand Prodi, i Deres erklæring om den generelle politik for nogle uger siden i Strasbourg fik De et varmt bifald fra en stor del af parlamentsmedlemmerne, da De kraftigt fastslog Kommissionens rolle i Europas opbygning, i udvidelsen og i Nice-forhandlingerne. Ved den lejlighed var De også inde på noget, der har været genstand for en vis politisk diskussion - og som Europa-Parlamentet har - 9 - været inde på længe - nemlig hr. FUSP's rolle og rollen med at samordne udenrigspolitikken. I dag - og det er ikke et sidespørgsmål, for jeg kommer straks til sagens kerne - hvor man i USA med nogle få hundrede stemmers margin er ved at finde ud af, om det er Bush eller Gore, der har vundet, kan vi læse i dagens udgave af Agence Europe, at det nu står klart, at der bliver en kommissær for hvert land, det vil sige 30 eller 32 kommissærer. Jeg ser udvidelsesspørgsmålet i denne sammenhæng, og man præciserer faktisk, at Kommissionen arbejder på et forslag om disse 30 kommissærers indsættelse. Men hvordan vil Kommissionen forene de to aspekter? Er der ikke risiko for, at vi på grund af udvidelsen - der er nødvendig, som hr. Barón sagde - og på grund af Europas samling desværre mister tråden i fællesskabsmetoden fuldstændigt og får noget, der ligner en ny form for Europæisk Råd, hvor det netop bliver vanskeligt for Dem, hr. formand, at udøve de beføjelser, De omtalte i oktober, og som i dag risikerer at drukne i denne struktur, der efter min mening er meget farlig for Kommissionen og Unionen? 3-020 Prodi, Kommissionen. - (IT) Lad os først tage spørgsmålet om, hvorvidt der skal være en kommissær pr. land. Der er naturligvis endnu ikke truffet nogen beslutning i den forbindelse, men jeg vil gerne sige meget klart, at dette punkt er blevet berørt under drøftelserne med de fleste af vores lande, og navnlig de lande, som vi i dagligdags tale kalder for "de mindste lande" - selv om der ikke er noget videnskabeligt over dette udtryk - betragter dette punkt som en garanti for deres stærke tilstedeværelse i Kommissionens organer. Jeg må sige, at dette absolut ikke er uforeneligt med en stærk og effektiv Kommission, når blot formanden får de beføjelser, der er almindelige for denne rolle som tilrettelægger af Kommissionen. At have en Kommission med 28-30 medlemmer - hvilket kun bliver realistisk i en fjern fremtid - er bestemt ikke noget, som forhindrer dens effektivitet, hvis der er mulighed for at tilrettelægge den på den mest velegnede og effektive måde. Jeg kan ikke se, at dette på nogen måde er selvmodsigende. Det er dog klart, at der skal tages højde for denne betingelse i det spørgsmål, De tog op, hr. Dell'Alba, og det vil sige, at den hører direkte sammen med de krav, der blev fremsat i Strasbourg den 3. oktober, og at den er en del af den linje, som ikke er blevet ændret det mindste. Jeg vil tværtimod gerne minde om, at jeg i min meddelelse til Dem om tiden efter mødet i Biarritz med bekymring understregede - hvilket det ærligt talt var min pligt at gøre - at der efter mødet i Biarritz, hvor der blev gjort store fremskridt med forberedelserne til mødet i Nice, har været en slags frygt og efterfølgende afstandtagen. Vi skal lægge vægt på dette spørgsmål og således også på de vanskeligste emner i forbindelse hermed, såsom overgangen til kvalificeret flertal, det forstærkede samarbejde og stemmevægtningen. Disse emner er grundlæggende og vigtige, men jeg vil gerne gentage, at disse målsætninger sagtens kan nås med en Kommission, der har en kommissær pr. land, når blot

der er mulighed for en ad hoc-tilrettelæggelse og - struktur, og når blot der er den nødvendige frihed og fleksibilitet. Det andet punkt, som De gjorde opmærksom på, hr. Dell'Alba, nemlig en hr. FUSP i Kommissionen, er efter min mening en nødvendighed. Det har ikke så meget med mig selv eller hr. Solana at gøre - og jeg vil gerne gentage meget tydeligt, at han har min største respekt - men snarere med tiden efter Prodi og efter Solana. Der er dog ingen tvivl om, at spørgsmålet om en hr. FUSP i Kommissionen skal tages op på en meget tydelig og klar måde, for ellers vil vi ikke kunne tale med én stemme, sådan som alle beder os om, og det ville være i modstrid med de målsætninger, vi sætter os, og de krav, som de europæiske befolkninger stiller til os. (Bifald) 3-021 Bonde (EDD). - Hr. formand, jeg taler for og om demokratiernes og mangfoldighedens Europa. EU taler med to tunger om udvidelsen. Ansøgerlandene får hele tiden at vide, at de kan komme ind om et par år. De skal bare lige kassere deres egne love og kopiere seksogtyvetusinde dokumenter fra Bruxelles. Men hvis udvidelsen skal lykkes, så må EU på slankekur og som enhver moderne virksomhed fokusere på det, som EU er bedst til, det, vi ikke selv kan klare i medlemslandene, og det vil sige det grænseoverskridende. I Danmark har der nu været fire folkeafstemninger, hvor vælgerne fik at vide, at hvis de bare lige stemte ja, så ville EU kunne udvides med ansøgerlandene. Nu kommer der så en Nice-traktat til december, hvor vi igen vil få at vide, at hvis vi bare lige accepterer et nyt antal flertalsbeslutninger, så får vi EU udvidet. Og efter Nice vil man så sige, at hvis vi bare lige accepterer en ny EUforfatning i 2004, så vil der blive åbnet for medlemskab. Sådan kan vi ikke behandle vælgerne og borgerne i ansøgerlandene. Med murens fald har vi fået en chance for at skabe et Europa for alle. Den chance må ikke forpasses. Realiteten bliver formentlig, er jeg bange for, at der kun åbnes for lande som Ungarn, Slovenien og Tjekkiet, måske fra 2006, mens de fattigere lande, eller et stort land som Polen, holdes ude i mange år endnu. Man siger, at Nice-traktaten er nødvendig af hensyn til udvidelsen, men det er jo notorisk forkert, ønsket om flere flertalsbeslutninger har været fast kost på alle regeringskonferencer og er metoden til at omdanne et statsforbund til en forbundsstat. Flertalsbeslutninger kan skjule problemer, men ikke fjerne dem. Flertalsbeslutninger fjerner ikke forskellen mellem rig og fattig. De afskaffer derimod den fleksibilitet, som er forudsætningen for at kunne forene meget rige og meget fattige lande i et fællesskab. Jeg så i går i EU Observer en frisk meningsmåling fra Estland. Der er der nu flertal mod medlemsskab. Det er en stærk påmindelse om, at EU's styreform ikke er så attraktiv, som de fleste her tror, og det burde få os til at gennemføre reformer med åbenhed, nærhed og demokrati i stedet for øget centralisering og bureaukrati. Det bør give anledning til eftertanke og en tiltrængt slankekur. Og så mit - 10 - spørgsmål: Kan vi få alle dokumenter fra forhandlingerne at se? 3-022 Prodi, Kommissionen. - (IT) Til det egentlige spørgsmål vil jeg svare Dem, at jeg lover at gøre den størst mulige indsats for sammen med Europa-Parlamentet og Rådet at finde en løsning, så alle dokumenter bliver sendt til Parlamentet. Jeg ønsker naturligvis ikke på nogen måde at hindre dette, jeg ønsker tværtimod, at dette sker. Jeg kan forsikre Dem for, at jeg vil holde dette løfte, netop på grund af den historiske handling, De beskriver, for jeg mener, at Parlamentet bør inddrages på en passende måde. Jeg vil til gengæld gerne fremsætte en bemærkning til Deres tale. Jeg er ikke af den opfattelse, at de svagt stillede lande lider under, at de kommer med i EU. De tidligere erfaringer viser, at det er de mest perifere lande, som har gjort de største fremskridt. Det er tilstrækkeligt at føre en fornuftig økonomisk politik og således undgå øjeblikkelige løntilpasninger eller lignende handlinger. Jeg tror, at der er tale om en win-win-proces, som man siger på engelsk, det vil sige en proces, hvor alle landene er vindere. Jeg har faktisk ikke nogen grund til at frygte dette aspekt. Og heri ligger vigtigheden af det arbejde, som kommissær Verheugen i øjeblikket udfører sammen med alle dem, der beskæftiger sig med denne vanskelige proces. Dette arbejde er nemlig vigtigt, fordi det gælder om at sørge for, at disse lande bliver i stand til at gøre deres svaghed til en styrke ved hjælp af deres institutioner og ved at indføre nogle instrumenter, som er magen til vores. Det er, hvad tiltrædelsesprocessen går ud på. Jeg forstår desuden udmærket, hvad De sagde om de tusindvis af bestemmelser. Jeg er udmærket klar over, at vi undertiden er nogle pedantiske bureaukrater, men det er nødvendigt at gøre det, og det er uundværligt for, at disse lande kan gøre fremskridt i fremtiden. Jeg tror, at man vil forstå meningen med alt dette senere. Jeg vil i øvrigt sige, at man kan se vigtigheden af den igangværende proces, hvis man deltager i et af ansøgerlandenes parlamentsmøder. De har lovet at tilpasse sig til de tusindvis af bestemmelser - sådan som De udtrykker det, hr. Bonde - og det er ikke for at foretage en bureaukratisk handling, men fordi de forstår, at dette er det konkrete instrument, hvormed de kan ændre historien. Og jeg tror, at de har ret. * * * 3-023 Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, det, vi har hørt i dag, er et kvantespring mod opfyldelsen af Kommissionens løfter vedrørende udvidelsen. Jeg hilser det velkommen og håber blot, at Rådet vil følge Kommissionens eksempel. Der er tale om et vigtigt projekt, som skal gennemføres på en passende måde. Et af ansøgerlandene har ofte fået at vide af politikere fra visse medlemsstater, og endog af kilder i Kommissionen, at den første udvidelsesbølge

ikke kan indledes uden dem, og at udvidelsen må vente, indtil de er parate. Vil kommissionsformand Prodi i dag en gang for alle fastslå, at alle lande bedømmes på samme grundlag, at alle lande først kan betragtes som parate til udvidelsen, når de er i stand til at gennemføre og håndhæve fællesskabslovgivningen, og at ingen lande vil få særlige fordele eller opleve forskelsbehandling? 3-024 Podestà (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, kommissær Verheugen, jeg glæder mig over Kommissionens beslutninger. Mit indlæg drejer sig om to punkter, som jeg kort vil gøre rede for. Det første punkt er offentligheden. Vi får uden tvivl meget svært ved at forklare vores medborgere, hvilke fordele udvidelsen kan medføre, og hvorfor vi har truffet bestemte valg. Jeg tror, at vi får brug for nogle ressourcer i den forbindelse - nogle ordentlige ressourcer - og den danske folkeafstemning om euroen viser i grunden, at det ofte ikke er så let at forklare baggrunden for bestemte valg. Jeg er også af den opfattelse, at der i henhold til det, der står i Amsterdam-traktaten, bør være en større inddragelse af de nationale Parlamenter og Europa-Parlamentet. Det andet punkt er, at vi også skal forberede vores institutioner på modtagelsen af de nye lande. Alene hvis vi optager seks lande - rent teoretisk - vil vi sandsynligvis skulle gå fra 11 til 16 officielle sprog. Også ud fra den betragtning må vi forstå, at tiden er knap, og at det er nødvendigt med nogle ressourcer. 3-025 Ludford (ELDR). - (EN) Hr. formand, hr. Haarder og hr. Wurtz stillede hr. Verheugen et konkret spørgsmål om, hvorvidt kurderne omtales i dokumentet vedrørende tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet. Han undveg spørgsmålet i sit svar til hr. Haarder og latterliggjorde det i sit svar til hr. Wurtz. Som koordinator for det kurdiske netværk i Parlamentet og som fortaler for Tyrkiets tiltrædelse vil jeg, når de nødvendige reformer er på plads, prøve at stille følgende spørgsmål igen: Hvordan kan Kommissionen i adskillige årlige statusrapporter med rette fremhæve, at der er tale om særlig diskrimination af kurderne og samtidig slet ikke nævne kurderne i dokumentet vedrørende tiltrædelsespartnerskab, som fastsætter målene for reformerne? Er mangelen på en politisk løsning vedrørende kurdernes identitet ikke den primære årsag til, at Tyrkiet så ofte overtræder menneskerettighederne? Når kurderne ikke nævnes, er det så et tegn på, at Kommissionen faktisk ikke tager Tyrkiets tiltrædelse alvorligt? 3-026 Schroedter (Verts/ALE). - (DE) Hr. Prodi, De har talt om, at De er parat til at stille alle dokumenter til rådighed for Parlamentet. Er det korrekt forstået, at forslaget til de fælles holdninger i fremtiden også vil blive stillet Parlamentet til rådighed, og vi således også kan deltage i de fortsatte forhandlinger, hvad vi hidtil - 11 - ikke har kunnet? Har jeg ret i, at der hidtil ikke har været nogen substantielle forhandlinger, og hvornår begynder sådanne substantielle forhandlinger? 3-027 Prodi, Kommissionen. - (IT) Jeg vil svare meget hurtigt. Først vil jeg gerne sige, at der bestemt ikke er nogen fortrinsstillinger eller fastlagt rækkefølge. De vil tværtimod se, at dette års rækkefølge, som er fuld af nuancer, efter min mening vil ændre sig radikalt til næste år, da der finder en gavnlig konkurrence sted mellem landene. Denne konkurrence er netop begyndt, fordi de har set, at Kommissionen ikke har nogen forudindtagede holdninger. Det er mit håb, at der kan optages en betydelig gruppe på trods af de spørgsmål, som hr. Podestà rejste. Antallet af sprog vil naturligvis vokse, men det vidste vi godt, og det har vi været klar over lige fra starten. Med hensyn til dokumenterne har jeg lovet at sørge for, at det størst mulige antal når frem til Parlamentet. Jeg kan selvfølgelig ikke love, at jeg fremlægger de dokumenter, vi ikke råder over, men jeg har lovet at bede Rådet om den størst mulige åbenhed over for Parlamentet. Hvad de andre dokumenter angår, lover jeg at gøre det, jeg er blevet bedt om. 3-028 Verheugen, Kommissionen. - (DE) Jeg vil gerne endnu en gang komme ind på hr. Titleys spørgsmål, fordi det giver mig anledning til at komme af med noget, som ligger mig på sinde. Jeg beder Dem indtrængende om ikke at forveksle den rækkefølge eller den tilsyneladende rækkefølge, som blev anvendt ved bedømmelsen af de økonomiske kriterier, med en liste over tiltrædelsesmodenhed. Det er et enkelt kriterium ud af rigtig mange, og når De vil have at vide af mig, hvem der er nær ved at være moden til tiltrædelse, så må jeg principielt give Dem det samme svar, som jeg gav sidste år: De seks lande, som har påbegyndt forhandlingsprocessen, ligger fortsat ganske tæt på hinanden, så tæt, at jeg med hensyn til tiltrædelsesmodenhed ikke har lyst til at foretage nogen differentiering mellem disse seks lande. Malta har næsten indhentet forspringet, hvilket ikke er underligt, da Malta allerede kom langt i en tidligere proces. Det ville være fuldstændig forkert at danne grupper nu og sige på grundlag af bedømmelsen af de økonomiske kriterier: Nu har vi den første gruppe, den tiltræder først, den anden gruppe osv., men det er kun en målestok ud af virkelig mange, og den må ikke forlede til denne misforståelse. Hvad den offentlige mening angår, indeholder dokumentet en udførlig del om kommunikationsstrategien. Vi fører tætte forhandlinger med Parlamentet om den. Strategien som sådan - den økonomiske og organisatoriske ramme - er vedtaget. Vi forhandler i øjeblikket med Dem om, hvorledes midlerne skal frigives. Som De ved, er der afsat 150 millioner euro over fem år. Jeg er enig med ordføreren for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og

Forsvarspolitik i, at vi vil anvende disse midler, således at der på den ene side opstår synergieffekter mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet og på den anden side mellem de nationale parlamenter og medlemsstaternes regeringer og ansøgerlandene. Vi vil her samarbejde tæt. Den indholdsmæssige side af kommunikationsstrategien er i det store og hele fyldt ud, og vi vil efter planen kunne påbegynde gennemførelsen af denne strategi i begyndelsen af næste år. De vil ikke kunne forlede mig til at indlade mig på en diskussion, som intet bringer politisk, og som er fuldstændig uden betydning. For mig er det ikke et spørgsmål om navne eller betegnelser, for mig drejer det sig om sagen, om problemerne, som skal løses, og hvert af de problemer, som vi møder i Tyrkiet, og som skal løses i Tyrkiet, er omtalt i dokumentet om tiltrædelsespartnerskabet, og det så klart og tydeligt, at der ikke kan opstå nogen misforståelser. Det er ikke korrekt, hvad fru Schroedter sagde, at der hidtil ikke har været nogen substantielle forhandlinger. Præcis det modsatte er tilfældet. Jeg må også her beskytte dem, som fører disse forhandlinger. Jeg ville gerne vide, hvad vi har lavet gennem tre år! I disse tre år er der allerede blevet færdiggjort nogle overordentlig vanskelige og substantielle kapitler. Det faktum, at de allerede har kunnet afsluttes, betyder jo ikke, at der ikke har været nogen seriøse forhandlinger. De udgør resultatet af vellykkede forhandlinger, og det er alt, hvad jeg kan sige til det. 3-029 Wiersma (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg bifalder virkelig den dynamik, som Kommissionen lagde ud med sidste år, og Kommissionens aktuelle forslag er endnu et tegn på denne dynamik. Jeg har et enkelt spørgsmål: Når Kommissionen siger, at den håber at kunne afslutte forhandlingerne med de stærkeste lande inden udgangen af 2002, omfatter den kategori så en repræsentant for den såkaldte Helsinki-gruppe? 3-030 Flemming (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, Østrig og Tjekkiet er blevet enige om at bede Kommissionen om hjælp ved bedømmelse af, hvor sikkert atomkraftværket i Temelin er. Har De allerede gjort Dem overvejelser i denne retning? Hvornår og på hvilken måde vil De hjælpe? 3-031 Plooij-van Gorsel (ELDR). - (NL) Hr. formand, hverken kommissionsformand Prodi eller hr. Verheugen har sagt noget om euroen, kun om det indre marked. Den sidste del af det indre marked er selvfølgelig euroen. Nu er mit spørgsmål, om De også drøfter disse nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Monetære Union og således indførelsen af euroen med Den Europæiske Centralbank. Jeg spørger Dem herom, fordi jeg undrer mig over, om der for de nye medlemsstater gælder samme konvergenskriterier som for de 15 oprindelige medlemsstater. Den Monetære Union befinder sig jo nu på et helt andet stadium end inden 1998, da vores valutaer blev knyttet til hinanden. Derfor undrer jeg mig over, om De ikke netop burde tale med - 12 - ECB om, hvorvidt der måske er behov for andre kriterier for alligevel at garantere euroens værdifasthed. Det vil jeg gerne have svar på. 3-032 Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. formand Prodi, hr. kommissær Verheugen, De henviste til problematikken vedrørende tilnærmelsen på landbrugsområdet. Europa-Parlamentet har i sin udvidelsesbetænkning forlangt, at de godtgørelser, som er kontroversielle, og som har været kontroversielle fra begyndelsen, og som er blevet givet som kompensation for de prisfald, der har fundet sted her i EU, at disse godtgørelser skal forhandles med tiltrædelseslandene til fordel for strukturstøtteforhøjelser. De kender landene, De har nu været i Polen. Vi ved alle, hvad der er nødvendigt der. Det gælder ikke om at strø om sig med penge, men at indskyde penge målrettet og strategisk. De henviste til problematikken med tidspunktet. Blot sagde De, at vi er færdige med forhandlingerne i 2002. Det betyder altså endnu ikke, at de er ved at være det. Muligvis kan ratificeringen blive udsat, så er vi jo i gang med den nye reform. Dette bør man i det mindste tage hensyn til i forbindelse med dette problem og muligvis lade det stå åbent. Det andet punkt er den institutionelle fordybelse i Nice. Det er ubestrideligt, at vi siger, at alt, hvad der vedtages i Rådet med flertalsafgørelse, også skal gennem proceduren med fælles beslutningstagning. Jeg frygter virkelig, at der på landbrugsområdet igen vil komme en undtagelse. Her træffer vi flertalsafgørelser, men de klarer uden videre igen i Nice at holde landbrugsområdet uden for den fælles beslutningstagning, skønt denne formel måske vedtages generelt. Også her vil jeg gerne bede om, at Kommissionen er opmærksom og gør sit dertil. Kommissionens holdning er klart at udøve pres her også. Vores repræsentanter gør det på fremragende vis. 3-033 Prodi, Kommissionen. - (IT) Der er intet til hinder for, at der også kommer repræsentanter med for Helsinkigruppen i den første gruppe, men de får sværere ved det, eftersom de gik i gang senere. Jeg vil således gerne tilslutte mig det, som kommissær Verheugen sagde for lidt siden, nemlig at der ikke er så meget at gøre, for de mange måneders mellemrum går ud over hastigheden. Det skal dog siges, at der også i den anden gruppe er nogle lande, som er meget, meget hurtige. Et andet spørgsmål var euroen. I denne fase taler vi ikke om euroen, men om alle de andre kriterier. Eurospørgsmålet er et spørgsmål, der på nuværende tidspunkt skal behandles særskilt. Hvad angår disse landes kommende tilslutning til euroen, er det klart, at der gælder de samme regler som dem, der gælder for vores lande, og det er netop af den grund, som De nævnte, fru Plooij-van Gorsel, nemlig for at beskytte vores valuta på en fornuftig og ordentlig måde. Men jeg vil gerne gentage, at det ikke er et spørgsmål, der skal behandles i dag. 3-034

Verheugen, Kommissionen. - (DE) Som en personlig bemærkning til hr. Wiersma vil jeg gerne sige, og det er meget personligt, at jeg vil blive meget skuffet, hvis kun ét land fra Helsinki-gruppen formår at opfylde kriterierne i løbet af 2002. Jeg vil blive meget skuffet, hvis det kun lykkes for ét land, og jeg tror også, at det er muligt for flere lande. Men alle disse overvejelser, som vi her gør os - jeg må sige det igen og igen - den væsentlige del af afgørelsen om en timing af udvidelsesprocessen ligger ikke hos os. Vi afgør kun en relativt lille del, mens den allerstørste del afgøres i ansøgerlandene, det må vi aldrig glemme! Hvad angår Temelin, har jeg i nogle uger været i meget tæt og meget god kontakt med - efterhånden må jeg sige - alle tre implicerede regeringer, men naturligvis har jeg haft væsentlig mere kontakt med den tjekkiske og østrigske regering end med den tyske, hvor jeg af forståelige grunde også som person gerne vil holde mig lidt tilbage. Jeg er ikke så utilfreds med udviklingen, som det kunne se ud til, når man gør status. Dialogen er kommet i gang, og vi har også allerede set de første resultater. Jeg har i disse dage, altså i går og i forgårs, været i direkte kontakt med regeringsledelsen i begge lande og kan konstatere, at viljen til dialog fortsat er til stede og ligeledes viljen til at nå til enighed. mig noget uklart, hvilket er mod min natur, men det kan ikke være anderledes, fordi vi er midt i forhandlingerne. Med hensyn til landbrugsområdet, hr. Graefe zu Baringdorf, kan jeg kun bekræfte det, som jeg allerede ofte har sagt til Dem, også i udvalget. Uanset hvilket kompensationssystem vi får, hvis vi får et, kan vi ikke have et system, der fører til direkte indkomststøtte, men man må have et system, der grundlæggende forbedrer landbrugsstrukturen, altså strukturen i landdistrikterne, med det formål at tilbyde faglige alternativer i landdistrikterne, f.eks. til de mange deltidslandmænd i Polen, som heller ikke har et andet rigtigt arbejde. Vi kan heller ikke have nogen interesse i fortsat at fremme urbaniseringen. Landdistrikterne skal fortsat være levedygtige. Vi er fuldstændig enige i denne vurdering. 3-035 (Mødet hævet kl. 16.10) Situationen er i øjeblikket noget problematisk, fordi grænseblokaderne alligevel ikke ophørte i weekenden - det har skuffet Tjekkiet for at sige det mildt. Men der har også været skuffelser i Østrig. Jeg går ud fra, at vi om ganske kort tid også officielt kan genoptage dialogen. Hertil kan jeg kun sige, at Kommissionen i forbindelse med forslag, som den muligvis vil udarbejde - det er endnu ikke vedtaget, om, og det afhænger også af, om de implicerede lande overhovedet ønsker, at Kommissionen stiller forslag her (Tilråb) Nej, de to parter har endnu ikke bedt Kommissionen om at stille forslag. Derfor ringede den tjekkiske udenrigsminister til mig i går netop for at sige, at vi endnu ikke er blevet bedt om at gøre det, endnu ikke! Det kan jo stadig komme. Vi forbereder os jo også allerede. Hvis det bliver aktuelt, må det blive baseret på arbejdet i Atomic Questions Group. Så vidt jeg ved, bliver rapporten om sikkerhedsstandarden på øst- og centraleuropæiske atomkraftværker i dag fremlagt i Atomic Questions Group sammen med en rapport om Temelin, der er udarbejdet af de tyske sikkerhedsmyndigheder for atomkraftværker. Inden jeg nu kommer med yderligere bekendtgørelser, må De forstå, at jeg gerne vil læse denne rapport først, så jeg ved, hvilke resultater den når frem til. Det foregår formodentlig samtidig. Jeg vil gerne vende tilbage til det, men mit generelle indtryk er, at begge parter nu viser større forståelse. I hvert fald er der i Tjekkiet forståelse for, at naboerne har et vidtrækkende informationsbehov. Denne forståelse er i hvert fald betydeligt stærkere i dag, end den var for blot få uger siden. Jeg beder Dem undskylde, at jeg her har udtrykt - 13 -