Dage på en ø. De er en stor delikatesse. Men som alle andre er de kønnere i levende live : vinbjergsnegle i lækre lyse eller mørke huse på slimet fod op og ned ad møllebakken. Vi har dem også i haven selvom den ilder, vi deler matrikel med, vist har smag for dem. I hvert fald har vi fundet tømte huse omkring dens hul. Den første frost har været på færde, så nu er de krøbet i ly og har sat dør i huset. Indgangen er dækket af en hård kalkprop. Vinteren skal bare overstås. Hvorfor ikke sove den væk? Vester Mølle ligger tæt ved Søbygård og lige oppe bag højskolen. På denne fine efterårsdag går vi op forbi skolen ad Vester Møllevej de høje elme blev fældet i sommer de ligger tilbage med mørke kerner i vedet tegnet på elmesyge. Højskolen ligger så fint i læ puttet ind i bakken kranset ind af æble, tjørn og i landskabet næsten organisk indfældede stendiger. Man kan enten gå helt op på bakketoppen bag skolen og følge stien ind over brakmarkerne her begynder udsigten at vide sig ud og også rådyrene lader til at sætte pris på udsynet. Vi ser næsten altid enten enkelte dyr eller små flokke som sindigt og yndefuldt bringer sig af vejen med lysende, hoppende spejl. Det sidste stykke langs et stort brombærkrat som bar overdådigt i augustseptember. Vi foretrækker turen op igennem den lille fyrre/gran-bevoksning bag højskolen drejer til højre og op forbi mirabeller og æbletræer ind i tykningen opad over glatte fyrrenåle. En fin og nisselig optakt til møllens helt særlige gotiske hygge. Æblerne triller ned ad skrænten og ender i driver langs stien.
Let forpustede hviler vi ud på selve møllepulden. Her har engang ligget 2 møller på hver sin puld nu er kun Vester Mølle tilbage en smuk, hollandsk mølle stråtækt med store skråtstillede
vingeskeletter. Og den dejligst tænkelige udsigt. I klart vejr kan meget overskues herfra : Mod nord Skjoldnæs fyr - og de to kystlinier Als/Jylland og Horneland. Mod nordøst øerne Avernakø og Drejø og bag dem Fyn med møllerne ved Fjellebroen og Ballen ganske tydelige. Mod Vest og Syd Als Angeln - Kielerbugt. Man kan næsten se vand hele vejen rundt. Men vejret skal være klart. Der er en dyb indgang til kælderen og sidste jul var alle hos os enige om, at møllen og særlig kælderen er nissestedet. Om sommeren kan man gå lige ind i møllen der hænger plancher, som fortæller stedets historie og om den møje, der er forbundet med smukke, gamle bygninger. Om vinteren er møllen aflåst. Den står så udsat for vejr og vind og blæsten har allerede gnavet lidt i rørtækningen på udsatte steder i forhold til sidste år. Der er undersøgelser som viser, at mennesker der lever med øjenene strakt til horizonten har et bedre humør og en bedre livsduelighed end mennesker, som lever med blikket spærret inde. Det skulle være noget med, at der udløses endorfiner i hjernen, når vi kan se langt. Da inuit begyndte at leve i byer i Grønland og Canada blev mange psykotiske af horizonttab. - Jeg husker min barndoms fiskere og landmænd ved Vestkysten som lune og ligevægtige mennesker. Men de levede jo også med denne daglige dosis horizontlinie! Det gør godt at have udsyn! Det gør ondt at være snæversynet. I dag er der ikke vind men en smule dis. Så den yderste indramning af øhavet er blød i konturerne. Der er masser af bær i år så overalt småsludrer fuglene mens de mæsker sig. Vi ved, at der er mange dyr heroppe måske endda grævling! Det er nemt at forestille sig en trind og stribet krop snøffe sig vej her Et af mange højdepunkter på denne tur er nedstigningen gennem den fuldstændig fortroldede og fortryllende hulvej, som er oldoldgammel her har mennesker færdedes i så mange årtusinder, at vejen er slidt til en tunnel som på alle årstider byder på selvforglemmende trissen ad forfædres spor. Syrener hvælver sig sammen med hyld og mirabelle og tjørn og brombær og danner tilsammen tunnelens filtrede væg. På tværs er hulvejen gennemskåret af veksler. Der er en rævegrav lige ovenfor hulvejen. Høj beliggende med et godt udsyn over dalen som løber længere ind på øen fra Søbygård.
Og pludselig ude af tunnelen Søby Borgbankes stejle knold og her kan vi vælge at gå videre i hulvejen, som flader lidt ud i kanten af banken eller bestige borgbanken i det primitive trappesystem, som fører op og ned og op og ned igen i resterne af forsvarsanlæggets voldgrave. Heroppefra kan Søbygård overskues og Vitsø den inddæmmede havbugt, som sikrede, at skibene kunne gå helt ind under borganlægget. Vi kan se ned til den stråtækte pumpemølle, som ligger næsten ude ved vandet omgivet af flade enge sivskove og grusgravssøer. Selvom der ikke er sten på sten tilbage af selve borgen er det muligt at se dens konturer. Og borgens indvendige, firkantede gårdsplads. Op på knolden med flagstang. Herfra går der stier stejlt ned til parkeringspladsen og til Søbygård. Rastaureringsarbejdet skrider støt fremad om vorherre og bevilgende myndigheder vil kan vandet snart igen ledes ind i søen/voldgraven. Den flotte rekonstruerede vindebro har været færdig i et par år og giver stedet en markant profil. Den repræsenterer endvidere en håndværksmæssig bedrift. Længerne ligger bortset fra den smukt istandsatte lade med udstillingsfaciliteter og cafe om sommeren - i dyb
tornerosesøvn. Vi drysser lige forbi den fjerner længe stikker hovedet ind en gammel selvbinder, grove bjælker oldgamle dette er, har vi hørt, et af landets ældste udhuse. Vi går bagom de gamle karlekamre ned på det, der engang bliver søbund. Beundrer kampestenssætningen omkring hovedbygningen med grønt kridt er angivet hvor vandet vil komme til at stå. Søbygård afløste middelalderborgen på borgbanken og den nuværende bygning står på den gamle befæstning nogle af murene i kælderen er fra den oprindeligt befæstede herregård. Nu ligger en prunkløs men smuk 1700tals hovedbygning tilbage. Søbygård har eget spøgelse! Og et fint lille museum med en fast samling og skiftende udstillinger. Stedet er også ramme om koncerter og events som æblemostning og pileflet i efterårsferien. Vi går op på landevejen. Som vi følger tilbage til udganspunktet og derfra hjem. Fra landevejen kan man se, at Vester Mølle ligger en anelse højere end borgbanken. Men længere væk fra det, der engang var havskrænten hvor skibene kunne gå tæt på borgen.
Herfra kan man også ane den lavning foran borgbanken hvor landsbyen Visby formentlig har ligget. Forløber for Leby. Og langt langt ældre. Visby var en kendt handelsplads i hele regionen Østersøen og på fastlandet mod syd og vest. Fra parkeringspladsen ved Søbygård kan man følge naturstien ned i Vitsø. Et vidunderligt naturområde og levested for mange forskellige også sjældne planter og dyr. Sidste vinter mødte vi et forfrossent rørdrum-par dernede! Men det er en anden historie. Tove Rindom