Del 1 Hanne er lærer på Tjørnevejsskolen i X-købing kommune. I hendes 3. klasse har hun for et par måneder siden fået en ny pige, som hun er bekymret for. Pigen Line virker lettere forsømt og lidt kuet eller skræmt, synes Hanne. Der er ingen faglige problemer og pigens adfærd og fremtoning kan også skyldes, at hun kommer fra et andet miljø og, at hun endnu er ny og ikke er faldet til endnu. Line har en lillesøster Mette i 2. klasse, og Hanne beslutter at tale med sin kollega Tove, som er lærer i begge pigers klasser, om sin bekymring for Line. Tove fortæller, at hun nu, hvor Hanne bringer det frem, faktisk har lagt mærke til, at lillesøsteren Mette af og til i sin adfærd kan være noget grænseoverskridende i forhold til de andre børn, men der er nu ingen af børnene, der endnu har reageret på det. De 2 lærere aftaler, at de den næste måneds tid vil observere pigerne noget tættere og vil notere ned, hvis der er noget, der giver dem anledning til bekymring. Samtidig orienterer de deres skoleleder om beslutningen. Skolelederen er enig, og de aftaler et fælles møde om en måned.
Del 2 På mødet en måned efter fremlægger de 2 klasselærere deres observationer af pigerne, som de har skrevet ned. I mødet deltager også skolepsykologen. Lærernes systematiske observationer og beskrivelser bekræfter deres faglige bekymring for pigerne. Line fremtræder stadig som en kuet og skræmt pige. Hun holder sig meget for sig selv og har ikke meget kontakt med de andre børn, hun vil helst ikke klæde om til gymnastik og smyger sig ofte uden, at nogen bemærker det udenom at tage bad. Hun reagerer skræmt og farer sammen, hvis en voksen rører ved hende. Hun virker generelt trist, ensom og modløs. Hanne har forsøgt at få mere kontakt med hende, og på det seneste er det lykkedes hende at få åbnet for lidt mere kontakt ved, at hun har fået Line til at hjælpe sig med nogle småting i frikvartererne. Line virker glad for denne tillid og værdsættelse og virker lidt gladere. Det er lykkedes Hanne at få talt lidt mere med pigen. Spurgt hende, om hun er glad for den nye skole og forsigtigt kommenteret, at hun synes Line ser lidt trist ud af og til Line ser først skræmt og usikker ud, men de næste par dage kommer hun flere gange hen og sætter sig tæt op ad Hanne, som om hun gerne vil fortælle hende noget, men ikke rigtig kan komme i gang. Da Hanne spørger Line, om der er noget, hun gerne vil fortælle hende, siger hun bare det er Poul, men vil ikke sige mere. Hanne vil ikke presse Line, men har svært ved at ryste Lines udsagn af sig og kan ikke lade være med at tænke på, at Lines stedfar hedder Poul. Hanne er usikker på, hvordan hun skal komme videre. Tove kan på sin side fortælle om Mettes adfærd, at den er blevet gradvist mere tydeligt grænseoverskridende i forhold til de andre børn. Der er flere af børnene, der har beklaget sig til Tove over, at Mette vil have dem til at lege nogle lege, hvor de skal tage bukserne af. I det hele taget er Mette mere end almindeligt optaget af seksuelle emner, og hun har et ret avanceret ordforråd omkring dette tema. Tove har valgt at tage emnet min krop er min egen op i klassen og talt med børnene om, hvor vigtigt det er, at de respekterer både deres egne og kammeraternes grænser. Det ser dog ikke ud til at være tilstrækkelig hjælp for Mette, og i går aftes blev Tove ringet op af en vred mor til et andet barn fra klassen, som følte sig forulempet af Mette. Tove har endnu ikke fået talt med Mette. På mødet bliver skolelederen, skolepsykologen og de 2 lærere enige om, at deres observationer og de konkrete situationer med de 2 piger bekræfter deres bekymring. Der er ingen tvivl om, at begge piger har nogle vanskeligheder med at indgå i sociale relationer med de andre kammerater, de har problemer med egne og andres grænser. Klagerne fra de andre børn og nu også deres forældre er også alvorlige tegn på, at noget er galt. Hertil kommer især Lines tristhed og lukkethed og Mettes optagethed af sex, som også er bekymrende. Endelig virker pigerne mere forsømte i deres fremtoning, end andre børn på skolen. De taler om, hvad de egentlig ved om pigernes hjemlige forhold. Det er ikke meget, da familien jo stadig er ny i byen og på skolen. Skolen undrer sig over, at forældrene ikke har vist sig ret meget på skolen sammen med børnene eller for at spørge til, hvordan det går med dem. 2
Tove kan ikke lade være med at nævne, at hun har tænkt på, om pigerne mon har set eller overværet noget med sex i hjemmet, siden Mette bliver ved med at være så grænseoverskridende overfor de andre børn og så fikseret på sex. Hanne vil da heller ikke udelukke dette, Lines adfærd kan sagtens tolkes i den retning. De er enige om, at selvom mistanken ikke er særlig konkret og håndgribelig, så er deres observationer og pigernes adfærd alligevel så bekymrende, at de må handle på dem. Men hvordan? Skal de tale mere med pigerne for at få mere vished/større viden? Skal de indkalde moderen og stedfaderen og tale med dem om deres bekymring for børnene? Skal de konfrontere dem med deres mistanke? Men hvad hvis de benægter det, og hvad hvis de bliver vrede? Skal de anmelde til politiet? Men hvad kan de stille op med så diffus en anklage? Og er der i det hele taget tale om noget seksuelt grænseoverskridende i hjemmet? Skal de underrette socialforvaltningen og lade dem tage over? 3
Del 3 Man bliver enige om i første omgang at indkalde moderen til samtale, om deres bekymring for pigernes trivsel og adfærd. Skolelederen vil samtidig drøfte sagen i anonymiseret form med socialforvaltningen. Det vil være godt med andre faglige synsvinkler på sagen og problemstillingen, og et egentligt og formaliseret samarbejde kan meget vel komme på tale, hvis samtalen med moderen munder ud i en egentlig underretning til socialforvaltningen. Der afsendes brev til moderen som forældremyndighedsindehaver. I fællesskab planlægges, hvordan de gerne vil afvikle mødet, aftaler hvad formålet skal være, hvordan deres roller skal være, og de gennemgår forskellige mulige scenarier for samtalen med moderen for at være bedst muligt forberedte. Hvad hvis stedfaderen også møder? Hvad hvis hun/de er vrede og afvisende? Hvad gør de så? Hvad hvis moderen lægger alt på bordet og åbenlyst fortæller om store problemer? Om seksuelle overgreb? Hvad gør de så? Ved de, hvor de kan henvise moderen videre til? Findes der de rette hjælpemuligheder? Eller hvad hvis forældrene bare glider af og i øvrigt lyder helt fornuftige og uproblematiske? Falder det hele så til jorden? 4
Del 4 Lederen af socialforvaltningens familieafdeling bliver ringet op af skolelederen fra Tjørnevejsskolen. Efter hans fremstilling er hun enig med ham i den plan, de har lagt. Hun anbefaler, at man fra skolens side, uanset samtalens forløb og udfald, holder fast i bekymringen for børnene og, at moderen orienteres om skolens forpligtelse til at lave en underretning til socialforvaltningen, idet det allerede nu vurderes, at børnenes mistrivsel ikke kan afhjælpes alene i skolens regi. På skolen har Tove og Hanne møde med pigernes mor, som har taget sin mand, pigernes stedfar med. Samtalen er vanskelig, og Tove og Hanne må mange gange i løbet af samtalen holde sig selv fast i udgangspunktet: Deres konkrete observationer og bekymring for pigernes adfærd og trivsel på skolen. Især stedfaderen er meget vred og farer let op og gi r ikke en skid for al det pædagog-ævl. Tove og Hanne forsøger at appellere til moderen, men det er vanskeligt. Hun er meget mere stille og tilbageholdende end ægtefællen. Mødet ender uden, at det lykkes at nå til en gensidig forståelse af pigernes situation. Tove og Hanne fastholder afslutningsvis deres bekymring for pigernes trivsel. De fastholder ligeledes nødvendigheden af, at socialforvaltningen bliver involveret med henblik på, at de sammen med skolen og forældrene kan undersøge nærmere, hvad baggrunden for pigernes mistrivsel er, og hvad der skal til for at hjælpe dem. De orienterer forældrene om, at de vil sende en skriftlig underretning til socialforvaltningen. Dagen efter mødet udarbejder lærere, skoleleder og skolepsykolog i fællesskab en underretning til socialforvaltningen. Skolelederen orienterer familieafdelingens leder om samtalen med forældrene og, at underretningen er på vej. I socialforvaltningen modtager man et par dage efter den skriftlige underretning fra Tjørnevejsskolen vedr. Mette og Line fra 2. og 3. klasse med beskrivelse af lærernes konkrete observationer, deres faglige bekymringer samt en kort beskrivelse af samtalen med moderen og stedfaderen. 5
Del 5 Efter at have modtaget underretning fra skolen er der sendt en kvitteringsskrivelse med bl.a. oplysning om hvem, der er sagsbehandler på sagen. Desuden inviteres skolen til et møde i socialforvaltningen, hvor man vil få mulighed for at uddybe den skriftlige underretning. Ugen efter er der således indkaldt til møde i familieafdelingen. Mødet har 2 primære formål: 1) at socialforvaltningen får de tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe de nødvendige beslutninger, 2) at aftale en ansvars-, rolle- og arbejdsfordeling blandt de professionelle omkring børnene og familien. Mie, der er sagsbehandler på sagen, beder lærerne uddybe deres underretning. Lærerne lægger især vægt på at uddybe deres bekymring for, om pigerne har set, overværet eller i værste fald måske selv har været involveret i nogle seksuelle handlinger i hjemmet. Dette har de ikke skrevet direkte i underretningen, fordi det er alt for diffust, men Mie har godt kunne fornemme det ud fra underretningen. Hun udspørger lærerne om deres viden i øvrigt om de 2 piger, deres ressourcer og deres vanskeligheder og om familien og deres erfaringer med at samarbejde med forældrene. Mie fastholder mødet på den generelle bekymring for pigernes trivsel, og således ikke en specifik bekymring på et muligt seksuelt misbrug. Hun skal på mødet finde en balance mellem på den ene side ikke at låse sig fast på en hypotese om seksuelt misbrug, som der reelt ikke er konkret dokumentation for, på den anden side ikke at overhøre eller bagatellisere lærernes faktiske bekymring. Hun véd af erfaring også, at det er vigtigt at være godt klædt på til at møde forældrene. Det er en meget vanskelig problemstilling at møde forældre første gang med en mistanke om, at der foregår ting i hjemmet, som børnene ikke har godt af og så forvente et godt samarbejde med dem. Hun véd, at det første møde næsten altid er afgørende for, hvordan samarbejdet bliver fremover. Derfor har hun brug for lærernes både gode og dårlige erfaringer fra samarbejdet med forældrene. På mødet aftales, at skolen er ansvarlig for dels at sikre den daglige omsorg for pigerne dvs. sørge for, at hverdagen på skolen bliver så tryg og forudsigelig for pigerne som muligt i den kommende tid, som må forventes at blive kaotisk og utryg for dem, når socialforvaltningen præsenterer bekymringerne for børnenes forældre; dels at sørge for at være ekstra observerende i forhold til børnene og løbende at orientere sagsbehandler, såfremt der kommer nye oplysninger frem, herunder sker ændringer, evt. forværring i børnenes situation. Mie vil drøfte sagen nærmere i familieafdelingen. Der er behov for yderligere oplysninger for, at der kan tages stilling til, om der er behov for hjælpeforanstaltninger, og i givet fald hvilke, eller ej. Formentlig vil hun snarest indkalde forældrene til en samtale og få deres samtykke til at starte en 50 undersøgelse af børnenes forhold. 6
Del 6 Et par dage efter mødet med skolen er der gruppemøde i Mies gruppe i familieafdelingen. Hun har bedt om en drøftelse af hendes nye sag med henblik på en tilrettelæggelse af sagsforløbet. På mødet er der mange spørgsmål og stor usikkerhed om, hvad det er, man her har med at gøre: Er der grund til at være bekymret for og have mistanke om egentlige overgreb mod pigerne? Hvor truet er deres situation? Og kan vi i det hele taget være sikre på, at det overhovedet er seksuelle overgreb, det handler om? Hvis der er tale om egentligt seksuelt misbrug, hvem er det så? Kan det være stedfaderen? Og ved moderen i så fald, hvad der foregår? Vil hun vælge at tro på og støtte sine børn eller på sin mand, der sandsynligvis vil benægte? Kan vi være sikre på, at det er stedfaderen, eller kan det være en anden person? Og er der i det hele taget tale om seksuelt misbrug? Eller kan der være andre årsager til pigernes bekymrende adfærd? I fællesskab får man ridset op: Hvad ved vi faktuelt om pigerne og familien? Hvad er vi fagligt bekymrede for? Hvilke (forskellige) arbejdshypoteser har vi? Hvad ved vi ikke/hvad skal vi vide mere om for at af- eller bekræfte vores hypoteser? Det er ikke en familie, man kender særlig godt hverken i skolen eller socialforvaltningen, men kender man måske familien i den tidligere kommune? 7
Del 7 Der lægges følgende plan: 1) Der kobles yderligere en sagsbehandler på sagen, så Mie ikke skal have den alene, 2) moderen (som forældremyndighedsindehaver) indkaldes til en samtale i forvaltningen og 3) til det første møde med moderen henholdsvis moderen og stedfaderen, hvis denne også møder, deltager der en leder sammen med sagsbehandlerne. 4) Der søges yderligere oplysninger om evt. foreliggende sagsakter på familien hos tidligere kommune, hvilket moderen og stedfaderen anmodes om at give deres samtykke til. Man beslutter at orientere skolen, når forældrene er indkaldt til møde af hensyn til skolens omsorg for pigerne. 8
Del 8 Der sendes brev til moderen med indkaldelse til samtale. Mie drøfter og overvejer sammen med sin kollega Carsten, der er anden sagsbehandler på sagen, sin leder og den socialfaglige konsulent, hvordan brevet bedst formuleres, og hvordan mødet skal tilrettelægges. 9
Del 9 Samtalen med forældrene forløber efter Mie og Carstens vurdering godt. De har draget nytte af skolens erfaringer og af deres egen planlægning af mødet. De gør meget ud af at begrænse deres mål med og fokus på mødet til udelukkende at få etableret en kontakt og aftalt et samarbejdsgrundlag med forældrene og at gå mindre ind i det indholdsmæssige. Man fastholder og fremhæver herunder myndighedsforpligtigelsen til at undersøge et barns forhold, når der er bekymring, ligesom man fastholder skolens faglige grund til bekymring. Den mulige mistanke om seksuelt misbrug nævnes ikke i samtalen. Forældrene accepterer at medvirke i en sådan undersøgelse, de giver samtykke til, at de nødvendige oplysninger kan indhentes, og der aftales et forløb med en række samtaler, dels i hjemmet, dels på forvaltningen. I planen indgår også samtaler med pigerne, evt. sammen med en psykolog. Samtalernes fokus og forløb bliver også gennemgået. 10
Del 10 Socialforvaltningens forespørgsel til familiens tidligere bopælskommune giver ikke noget resultat. Familien var ikke kendt i socialforvaltningen dér. Mie og Carsten planlægger herefter de næste samtaler og hjemmebesøg. De første møder er med forældrene alene. Dagen før det næste møde, som er planlagt som et hjemmebesøg, ringer moderen og aflyser. Hun er desværre blevet syg. Dette gentager sig ved de næste 2 aftalte samtaler/besøg. Hver gang er det moderen, der ringer og begrunder sygdom eller arbejde. Årsagerne er sådan set plausible nok, moderen kan have været syg, og manden har jo skifteholdsarbejde! Men Carsten og Mie synes alligevel, at deres alarm-klokker begynder at ringe. Forstår forældrene alligevel ikke situationens alvor? Var deres tilsagn om samarbejde ikke så helhjertet alligevel? Er der noget, som socialforvaltningen ikke må se? I socialforvaltningen må Mie og Carsten endnu engang vurdere sagen og overveje deres strategi for, hvordan de kan komme videre med at undersøge forholdene for Line og Mette: Mor (og stedfar) har givet deres samtykke til et undersøgelsesforløb i samarbejde med socialforvaltningen. Der er lavet en plan, som forældrene har sanktioneret, planen er bare ikke blevet overholdt. Det er bekymrende, og der må gøres en ekstra indsats for at få etableret et samarbejde med forældrene, og i hvert fald med moderen. De er i tvivl og ikke helt enige om, hvordan de skal gribe det an. Skal de tage på et uanmeldt hjemmebesøg allerede nu eller skal de sende et brev og indskærpe nødvendigheden af, at de aftalte møder overholdes? Skal de tage ud på skolen og tale med børnene? Mie er mest bange for, at tiden bare går og, at forvaltningen selv risikerer at miste fokus, når der går så lang tid. Der er allerede gået 3 uger, og det er alt for let at glemme bekymringen for børnene, når man ikke lige har dem præsent, synes hun, at erfaringen viser. 11
Del 11 Samtidig modtager forvaltningen en opringning og en skriftlig underretning fra skolen om, at man har observeret, at Line, den ældste af pigerne, har blå mærker på overarmen, som hun ikke kan forklare og, at hverken Mette eller Line har været i skole de sidste 3 dage. Hertil har en mor til en af pigerne i Lines klasse, som Line tilsyneladende har været lidt sammen med, henvendt sig til skolen og fortalt, at Line har betroet hendes datter, at hendes stedfar nogle gange kommer ind i hendes seng om natten. Endelig har nogle piger i Mettes klasse har fortalt Tove, at Mette har set frække film med nøgne damer og mænd, der gør ting derhjemme, som hun har tilbudt at tage med og vise for de andre piger. Skolen har prøvet at ringe hjem, men moderen forklarer bare, at pigerne og hun er syg og lægger røret på. Skolen er bekymret. Skolen har ikke orienteret forældrene om denne underretning. Den nye underretning fra skolen øger bekymringen for børnenes trivsel og muligvis også deres sikkerhed. 12
Del 12 De nye oplysninger i sagen drøftes med leder og socialfaglig konsulent. Man er helt på et rene med, at de seneste oplysninger skærper socialforvaltningens handlepligt. Der er nu flere både udsagn og observationer, der giver anledning til bekymring for pigerne, deres sikkerhed og for, at de udsættes for enten vold eller et eller andet seksuelt misbrug fra stedfaderens side uden, at dette dog er direkte udtalt fra hverken moderen eller pigerne. Men det er alarmerende, at Line har fortalt en klassekammeret, at stedfaderen kommer ind i hendes seng om natten. Begge børn vurderes at være truede i deres sundhed og udvikling, og børnenes forhold bør undersøges nu. Men hvordan skal og kan det gribes an? Der er mange overvejelser at gøre sig, og man opridser i fællesskab forskellige muligheder: Én mulighed er, at Mie eller Carsten og de to lærere, som kender børnene, Hanne og Tove, taler med børnene hver for sig på skolen. Det er allerede aftalt med moderen, at samtaler med børnene kan indgå i 50 undersøgelsen, så det kan umiddelbart lade sig realisere. Herefter må der så tages stilling til hvilke hjælpeforanstaltninger, der er relevante. En anden mulighed er at få foretaget en ambulant psykologundersøgelse af pigerne, som kan pege på, hvilken hjælp, de har brug for. Men det kan kun lade sig gøre, hvis moderen vil acceptere det og vil hun det? Og hvordan vil politiet stille sig med hensyn til, at børnene skal tale med en psykolog? Vil de måske snarere råde til, at sagen straks anmeldes og efterforskes? En tredje mulighed kunne være at anbringe børnene således, at undersøgelsen af børnene og evt. videoafhøring af dem kan foregå under anbringelsen. Hvad er det bedste for børnene? Hvad kan man samarbejde med moderen om? Hvordan kan man koordinere det med politi og skole, så det bliver en god indsats for børnene? Der er mange overvejelser og vurderinger, der må gøres for at sikre en god hjælp til børnene. 13