Jørgen Hartung Nielsen. Liget i mosen Let-krimi, 1

Jørgen Hartung Nielsen Liget i mosen Let-krimi, 1

Liget i mosen Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau Let-krimi 1 1. udgave, 1. oplag 2007 Omslag: Tryk: BB Offset, Bjerringbro, tlf. 86682388 ISBN: 978-87-91867-23-1 Lix: 13 (LO = 7 + ML = 6) I serien foreligger nu: Liget i mosen Hvor er liget Flugten Guld i skorstenen Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: 97446305 www.forlaget-cadeau.dk e-mail: post@forlaget-cadeau.dk

Indhold 1. Forfulgt.......................... 7 2. Hånden.......................... 12 3. Forhør........................... 17 4. På forsiden....................... 21 5. Mareridt!......................... 25 6. Rygter!.......................... 29 7. I løvens hule..................... 33 8. I knibe........................... 37 9. En overraskelse................... 41 10. Endnu et lig..................... 45

6

1.Forfulgt Martin løb. De måtte ikke få fat i ham. De måtte ikke. Han vidste, at han ville få tæsk. Mange tæsk! De var Jacob og Ernst. Et par barske fyre. Han skyldte dem penge. Mange penge. Der var løbet renter på, sagde de. Lånet på 4000 kroner skulle have været betalt tilbage for længe siden. Sagde de. Shit! Hvordan var det gået til, at han var havnet i denne situation? Han havde brugt pengene til en ny knallert. 6000 tusind skyldte han dem. Men han havde kun lånt fire! Resten var renter. To tusind i renter! Du får tre dage til at skaffe pengene, havde Ernst sagt. Tre dage! De måtte da være skøre! Hvor skulle han få alle de penge fra? Og på så kort tid. Han havde dem ikke. Han havde bedt om 14 dage mere, men de havde sagt nej. Nu ville de have deres penge. Ellers fik han tæsk. De ville brække hver en knogle i hans krop, havde de truet. 7

8 I dag var de så mødt op uden for skolen. Han havde set dem for sent. De stod og ventede ved hans knallert. Han var blevet stiv af skræk, da han så dem. Nå, der er nok én, der har fået nyt dyr, hva? Det var Jacob, som stod lænet op ad knallerten. Den har ikke været helt billig. Martin havde ikke svaret. Kunne ikke. Angst og vrede sad i hans hals og hindrede ordene i at komme frem. Du har vel også nogen til os, fortsatte Ernst. Jeg... Han gik i stå. Hvordan skulle han få sagt, at han ikke havde dem? Og hvad ville der så ske? Det sidste var han nu ikke i tvivl om. Det havde de sagt så tydeligt. Nå? Jacob havde med ét en kniv i hånden. Har du dem - eller har du dem ikke? Jeg... Mere fik han ikke sagt. Jacob stak kniven i det ene dæk. En sivende lyd fulgte. Lad være med det! råbte Martin vredt. Du kan godt tale, lo Jacob og stak kniven op under Martins hage. Hvad så med de penge?

En panisk plan tog med ét form i Martins hjerne. Jeg har dem, løj han for at vinde tid. Hvor? spurgte Jacob med en antydning af skuffelse i stemmen. Nu havde han lige glædet sig til at give Martin en omgang. Derhjemme. De ligger under min madras. Godt, sagde Ernst. Så går vi med dig hjem. De ventede på ham ved knallerten ude på gaden. Martin gik tøvende ind i huset. Han måtte finde på noget. Bare et eller andet, som kunne give ham en frist. Gennem stue-vinduet så han dem stå og smågrine. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hvis det tog for lang tid, ville de komme ind. Så var han stukket af gennem bag-døren. Og nu var de så efter ham! Martin hev efter vejret. Den kolde luft rev i hans lunger. Det var marts, og der var stadig frost i luften. Græsset knasede under hans 9

10 fødder. Himlen var bly-grå. Måske faldt der også sne? Han standsede og lyttede. Han kunne ikke høre nogen bagved. Var han sluppet fra dem? Måske turde de ikke følge efter ham her ud i mosen? Han kendte selv hvert et strå her. Vidste, hvor han kunne gå, og hvor han absolut skulle holde sig fra. Som mindre havde han ofte været herude for at fiske skaller. Martin tog sin mobil-telefon frem. Skulle han ringe efter hjælp? Han opgav det. Hvem ville hjælpe ham? Jacob og Ernst hørte til rocker-banden De sorte Engle. Alle var bange for dem. Da han havde fået luften igen, fortsatte han sit løb. Det gjaldt om at komme så langt væk fra de idioter som muligt. Så kunne han altid finde på noget. Han kendte en genvej gennem mosen. Af og til sank hans fødder i mudder, og han blev våd op ad buksebenene. Men det tog han sig ikke af. Nu gjaldt det om at komme væk. Måske kunne Mikkel hjælpe ham? Eller i det mindste give ham et råd. Martin og Mikkel havde været venner lige siden 1. klasse.

Ja, det ville han gøre. Så fik han med ét øje på hånden. Han kvalte et skrig. 11

2. Hånden Hånden stak op af mose-vandet. Med stive, strittende fingre. Som ville de gribe fat i ham. Martin stoppede brat. Han var nær væltet over den. Han mærkede med ét, at han frøs. Kulden ramte ham som et kølleslag. Vantro stirrede han på det makabre syn. Hvor der var en hånd, måtte der også være et... menneske. Hvis der da ikke var tale om en afhugget hånd. Han turde næsten ikke se ned i vandet. Overvandt sin frygt og gjorde det. Nu kunne han skelne - først et ansigt, derpå noget af en krop. Det var et menneske! En mand, så vidt han kunne se. Forskrækkelsen satte sig i hans mave, og han følte, at han skulle kaste op. Hvordan var manden endt dér - i den kolde mose? Var han druknet? Eller var der tale om... Han turde næsten ikke tænke tanken til ende. Hvis det ikke var et uheld, var det mord! Ordet fik ham til at skælve. Hvad skulle han stille op med sit fund? Løbe videre - som 12

intet var hændt? Kunne man ikke blive straffet for det? Han tog sin mobiltelefon og ringede til Mikkel. Det varede lang tid, før der blev svaret. Det er Mikkel, lød den kendte, trygge stemme. Jeg... jeg... har f... fundet et lig, stammede Martin. Martin? Er det dig? Det ligger i mosen, blev han ved. Der blev en lille pause i den anden ende. Så sagde Mikkel: Sig mig: laver du fis, Martin? Han er død, sagde Martin på nippet til at græde. Jeg så hans hånd. Hvad skal jeg gøre? Hvis det er, som du siger, sagde Mikkel, så skal du ringe 112. Til Alarm-centralen. Okay, så siger vi det. Martin sluttede af og ringede 112. Alarm-centralen, lød en stemme. Der ligger et lig i mosen, sagde Martin. Han kunne næsten ikke få ordene frem. En død mand. 13

14 Hvad hedder du? spurgte manden venligt. Martin, svarede han. Hvad mere end Martin? Larsen. Martin Larsen. Og du har fundet en død mand, siger du? Martin nikkede. Kom så i tanke om, at det kunne manden ikke se. Ja, sagde han og sank lidt mundvand. Han ligger i mosen. Hvad skal jeg gøre? Du skal ikke gøre noget, sagde manden. Du skal bare blive, hvor du er, så sender jeg en vogn ud til dig. Kan du forklare, hvor det er? Martin forsøgte at forklare, hvordan man fandt stedet. Det er fint, Martin. Bliv i nærheden, så du kan vise betjentene vej, ikke? Det var, hvad han havde frygtet. Om lidt havde han Jacob og Ernst på nakken. Forstår du, hvad jeg sagde? spurgte manden. Ja, sagde Martin lavmælt. Jeg går op til vejen, så jeg kan vise dem herned.

Godt. Det varer ikke så lang tid, før de er hos dig. Tag det nu blot stille og roligt. Det var rigtigt af dig at ringe. Martin slukkede for mobilen. Det var rigtigt af ham at ringe, havde manden sagt. Det kunne han sagtens sige. Han sad trygt på sit kontor. Kulden trængte op nede fra. Hans fødder og bukser var våde. Han så, at han stod i vand til knæene. Hvad skulle han gøre? Vente og få Ernst og Jacob på nakken? Eller stikke af? Han var ikke klar over, hvor længe han blev stående. Så tog han en rask beslutning: Han gik op på stien for at vise vej. Hvad fanden har du gang i? Martin vendte sig efter lyden. Dér var de. De havde fundet ham. Martin var på nippet til at græde. Jeg har fundet et... lig, sagde han og pegede ud i mosen. Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Ernst stod lige foran ham. Jeg har ringet til politiet, sagde Martin. Du har ringet til strømerne? Ernst gav 15

16 Martin et puf, så han faldt bagover - ned i vandet. Kom! Vi skrider, sagde Jacob. Vi skal ikke blandes ind i noget. Han var på vej væk, men vendte sig og pegede truende på Martin med en finger. Du husker de penge, du gør! Ellers vil jeg ikke være i dine bukser. De er også pisse-våde, grinede Ernst. Så forsvandt de. Martin rejste sig. Vandet drev fra hans bukser. Nu blev han nok syg. Shit! råbte han og sparkede i jorden. Shit! Shit! Han gik op til vejen for at vente. Tænderne klaprede i munden på ham.

3. Forhør Han stod i kulden og ventede. Han frøs! Det tog en evighed, før de kom. Så var de der. Endelig. To biler kørte op foran ham. I den ene var der to store betjente. I den anden nogle teknikere og en læge. De skulle undersøge liget og stedet omkring det. Nå, er det så Martin? spurgte den ene betjent. Martin gav et nik til svar. Kunne næsten ikke tale for kulde. Hvor er det så, at du fandt det? spurgte den anden. Nede i mosen, sagde han og pegede. De fulgte efter ham ned til stedet, hvor liget lå. Et par af teknikerne løftede liget op. Det var en mand. Hans kolde, døde øjne så lige på Martin. Munden stod halvt åben. Hvad lavede du her? spurgte den ene betjent. Jeg... jeg kom bare forbi, sagde Martin. Kender du manden? Det var den anden betjent. Nej, jeg tror det ikke, sagde Martin. 17

Den første betjent så undersøgende på Martin. Du er jo sjask-våd, sagde han. Hvordan er du kommet til at se sådan ud? Jeg faldt over en gren, løj Martin. Og så faldt jeg i vandet dér. Betjenten så på ham. Han troede vist ikke helt på den forklaring. Hvordan kan man snuble over en gren, og så være våd bagpå? Men betjenten sagde ikke noget om det. I stedet sagde han: Vi bliver nødt til at tage dig med på stationen til en lille snak. Har du noget imod det? Martin rystede på hovedet. Men først skulle du måske have noget tørt tøj på, sagde den anden. Vi kører dig hjem først, så du kan skifte. Martin gav et nik til svar. De sad i et lille kontor. Martin havde stadig ikke fået varmen, men han havde fået tørt tøj på. Til alt held var hans mor ikke hjemme, da han kom i politi-bilen. Så slap han for at forklare. 18

Betjenten foran ham var ved at skrive hans forklaring ned. Vil du have noget varmt at drikke? spurgte den anden betjent. Te, kaffe eller kakao? Kakao, tak, sagde han stille. Betjenten gik. Lidt efter kom han igen, satte et krus varm kakao foran ham og sagde: Pas på, det er meget varmt. Martin tog en lille slurk. Det varmede langt ned i maven på ham. Betjenten var færdig med at skrive. Han tog papiret og rakte det til Martin. Læs det godt igennem, sagde han, og skriv det under, hvis du synes, at det er i orden. Martin satte kruset fra sig og læste. Det var, som han havde forklaret det. Han havde sagt det hele. Om Ernst og Jacob, der var efter ham. Om at han stak gennem mosen. Og nær var faldet over liget. Han skrev under. En ung betjent kom ind og rakte et stykke papir til betjenten, som havde forhørt Martin. Han læste det og så på Martin. Det er den foreløbige læge-erklæring, sagde han. Manden er myrdet med flere 19

20 stik af en dolk. Vi står altså med et mord, sagde han. Godt. Så slutter vi her. Vi skal nok køre dig hjem, men måske vil vi tale med dig igen, sagde betjenten. Og hvis du kommer i tanker om noget, så må du endelig ringe til os. Okay? Martin nikkede og rejste sig.