Prædiken til 2. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang 754 Se, nu stiger solen 448 - fyldt af glæde 412 - som vintergrene 158 - Kvindelil din tro er stor 192 v. 7 du som har dig selv mig givet 375 Alt står i Guds Faderhånd Det er også forældrene, hører man undertiden nogen som godt kunne være én selv - sige, hvis andres børn ikke arter sig, som vi synes, de burde. Det er også forældrene. Endnu værre bliver det, hvis børnene fejler noget. Ikke hvis de har brækket benet eller fået blindtarmsbetændelse, men hvis de kommer til at fejle noget inden i. Hvis det fx sker, når de kommer i den alder, hvor de ikke må træde på fortovsstregerne, at de ikke kommer over det, og det sætter sig fast og de får én af de mest almindelige lidelser i vores tid, nemlig angst. Ellers hvis de begynder at skade sig selv, skære i armene eller holder op med at spise, hvis de bliver 1
indesluttede og nedtrykte, hvis de, når de vokser op, ikke kan klare livet i et samfund, der stiller uhyrlige krav. Det er også forældrene. Jeg ved ikke, om nogen klarer et forældreskab uden at børnene på ét eller andet tidspunkt bliver ramt på en måde, hvor nogen vil sige, at det er også forældrene. Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke, der findes børn, der kommer uskadte gennem opdragelsen, selv ikke de børn, der har de bedste og mest overskudsagtige forældre. For fædre og mødre bliver trætte, undertiden fuldstændig udmattede, ind imellem vælter det hele, for slet ikke at tale om alt det uforløst, som banker mest igennem, når alting er presset. Selv de dygtigste forældre bliver engang imellem 3 år. Og det er nok ikke kun mig, der fra min opvækst erindrer episoder, hvor jeg blev strengt irettesat uden rigtig at forstå, hvad det var, jeg havde gjort forkert. 2
Noget lignede har mine egne børn givetvis oplevet. - - Alle forældre gør det så godt, som de kan med det de har, selv om det ikke altid er godt nok. Men vi, der selv har børn, børn nok være lidt varsomme med vore meninger om andres greb om tingene, for det rammer også os selv. Og vi ved ingenting. Man vidste heller ingenting om hendes kår, som vi hører om i dag, den arabiske kvinde, der gør Jesus klogere. Man vidste ingenting, og alligevel sagde man det: Det er også forældrene. Eller dvs. det sagde man ikke, man sagde Det er også moderen. At faderen skulle have et ansvar, var udenfor samtidens horisont. Det er også moderen. Og sådan havde man sagt, siden pigen ikke var ret gammel. For hun var anderledes. Det var som om hun havde en verden inden i sig, der tog al pladsen for den virkelighed, de fleste andre befandt sig i. Og det blev kun værre, som årene gik. 3
Nu var hun i den alder, hvor hun skulle have været gift. Og hun var køn, på afstand lignende hun alle andre unge piger. Men når man kom tættere på, så man at der var noget med øjnene, en mærkelig tomhed, som om hun ikke var der. Det er også moderen, sagde man, uden at undre sig over, at de øvrige børn i søskendeflokken var som andre børn. Moderen, der havde slidt og slæbt, og ligget vågen flere nætter end hun kunne tælle, moderen, der oveni den ubærlige sorg over datteren og oven i mandens vrede mod hende for nogen bliver sat til at bære vreden - også følte sig isoleret i landsbyen; vist talte hun med naboerne og de andre kvinder ved brønden, men ofte blev der blev stille, når hun kom. Og da gættede hun på, at det var hende og den syge datter, de havde snakket om. Ingen vil misunde hendes liv. Og den, der kun har lidt, har heller ikke meget at miste. Det var vel derfor hun turde komme og bede, da det rygtedes, at ham, hun kun flygtigt havde hørt om, var i nabolaget, 4
at han havde forladt sit eget land og var gået over grænsen. Hun levede ikke i en tid, hvor kvinder talte til mænd som jævnbyrdige, ja ikke engang i en tid, hvor en kvinde kunne tillade sig at henvende sig til en mand uopfordret, og da slet ikke til en fremmed. Hun levede i en kultur, hvor der ikke alene var strenge grænser mellem kønnene, men også mellem folkeslagene. Men da han kom, om hvem man sagde, at han havde magt fra jødernes Gud så han kunne helbrede, da trodser hun alle de normer og skranker og grænser, der er sat op. Hun bliver ved. Det er som om hun vil bestorme himlen, det er som om hun vil løbe porten til Himmeriget ind med sit Gør min datter rask. Og hun får hvad hun beder om; men det er måske ikke det mærkeligste. Det er mærkeligste er mere, at hendes uhørt dristige adfærd bliver kaldt tro. Hendes klyngen sig til det eneste, spinkle håb, der overhovedet er indenfor synsvidde uden tanke for 5
alle de grænser hun overskrider ved det, det kalder Vorherre tro. Din tro er stor, siger han. Er det tro? At gribe ud efter det sidste halmstrå, hvor spinkelt det end er? Fordi man ikke har noget at miste? Er det tro at overskride fastsatte normer for normal opførsel, for at bestorme himlen? Åbenbart, når vi har med Vorherre at gøre, og det har vi jo i allerhøjeste grad, når vi taler om tro i en kristen sammenhæng. - - Så ved vi det. Det er ikke alle normer, der befordrer livet, det er sjældent den fulde sandhed, der kommer frem, når vi taler om hinanden. Og ikke mindst: tro er ikke så meget noget, der foregår i vore hoveder og vores intellekt, men mere noget, der har med hele vores eksistens at gøre, som når vi klamrer os til det sidste, spinkle håb, som vi måske endda ikke rigtig selv tror på. Men det er godt nok, det ved vi fra dagens fortælling. Din tro er stor, det skal ske dig som du vil. 6