BESLUTNINGSPROCESSEN FOR SPUNSNING AF HØFDE 42 PROJEKTET

BESLUTNINGSPROCESSEN FOR SPUNSNING AF HØFDE 42 PROJEKTET Kontorchef Asker Geyti Region Midtjylland ATV MØDE VINTERMØDE OM JORD- OG GRUNDVANDSFORURENING VINGSTEDCENTRET 6. - 7. marts 2007

OPTAKTEN Mandag den 31. januar 2000. En medarbejder ved Kystdirektoratet gik en tur langs stranden. Da han passerede Høfde 42, lugtede det af kemikalier. Kystdirektoratet henvendte sig til Cheminova A/S for at høre, om der var problemer med virksomhedens spildevandsudledning til Vesterhavet. Svaret var negativt! Kystdirektoratet spurgte derefter amtet, om lugten kom fra depotet? Det var starten på en ny fase i Høfdedepotets historie. Depotet blev taget i brug i 1953, hvor Cheminova hældte spildevand ud i en klitgryde. Cheminova benyttede klitgryden indtil februar 1962. I forbindelse med Giftnævnets indsamling af kasserede pesticider i 1960/61 deponerede staten omkring 40 t kemikalieaffald i klitgryden. I 1981 besluttede miljøministeren, efter pres fra fiskeriinteresser, at fjerne depotet. Man gravede fast affald bort indtil grundvandsspejlet, læssede affaldet på tønder og deponerede det i en saltmine i Hessen. Den flydende forurening under grundvandsspejlet blev efterladt. Den skulle blot sive langsomt ud, så ville den ikke udgøre et problem mente man. Der blev opstilet et moniteringsprogram, hvor amtet målte kviksølv i muslinger. Indholdet faldt fra 9450 µg/kg til 210 µg/kg over 14 år et niveau der svarer til baggrundsniveauet for muslinger. Har man interesse i at læse mere om det der foregik dengang, er der et par interessante, engagerede bøger, der som partsindlæg illustrerer tidsånden og holdningerne fra to helt forskellige vinkler. Den ene er Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasens bog Første halvleg fra 1983, den andet er Wittus Nielsens bog om forureningen Cheminova en giftig affære fra 1985. Og så i 2000 begyndte den seneste fase. En fase som endte med indspunsning af depotet. Det er denne fase artiklen her omhandler. Traditionelt set vil ATV s læsere fokusere på de tekniske aspekter af problemstillingen, men her vil jeg i stedet forsøge at se på processen, på spændingsfeltet mellem teknik, politik og økonomi. Hvilke beslutninger blev truffet hvornår - og hvorfor? Hvilke erkendelser opstod undervejs? PROBLEMAFDÆKNING JAN 2000 - DEC 2003 Det første spørgsmål der rejser sig i en forvaltning, når man får en henvendelse, som den fra Kystdirektoratet er: Har vi et problem? Er der noget vi har overset? Har monitering af kviksølv i muslinger ikke været tilstrækkeligt? Høfdedepotet har med sin historie altid været et følsomt emne, og vi vidste, at der ville komme spørgsmål fra politikere, presse og borgere i almindelighed. Hvor kan vi tænkes at have et problem? Hvad kan tænkes at bekymre offentligheden? Målet var, at vi skulle være parate med et svar, når der blev stillet spørgsmål. Vi besluttede at foreslå politikerne, at vi lagde os på forkanten af de miljømæssige problemer, som vi mente kunne komme på banen.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 6.3.2001 at iværksætte videregående undersøgelser: Udredning af geologiske og hydrogeologiske forhold Afgrænsning af forureningen Undersøgelser af grundvand, drikkevand, fisk, sedimenter og jord. Foreløbige undersøgelser på Knopper Enge (engområde beliggende øst for høfdedepotet) Undersøgelser af eventuelle DNA-skader på muslinger Øko-toxikologisk test af grundvand og overfladevand Screening for diverse miljøfremmede stoffer i depotet, som for eksempel dioxin. Desuden blev der udarbejdet et idekatalog over mulige afværgeforanstaltninger. Af afgørende nyt blev det konstateret, at der er fri fase i depotet. Dette fremgår ikke af de tidligere undersøgelsesrapporter. Desuden blev der opstillet en geologisk model for området. Lagene ligger horisontalt. Nederst er der et tæt lerlag, fjordleret. Over det er to sandmagasiner, et nedre og et øvre magasin, adskilt af et tyndt ler- og gytjelag. Det er især det øverste magasin, der er forurenet, og den frie fase har samlet sig i et 0-30 cm tykt lag på det tynde lerlag i ca. 8 meters dybde. Figur 1. Geologien ved Høfdedepotet og principskitse for spunsen. En anden observation, der ikke var forventet, var, at der kan sive forurenet grundvand ind på de bagved liggende engarealer Knopper Enge. I 1981 havde man lagt et afskærende dræn mellem depotet og engen for at sikre mod indsivning. Drænvandet blev renset i et kulfilter. Nye kontinuerlige pejlinger viste, at drænet ikke var i stand til at sikre mod indsivning ved

ekstreme højvandssituationer. Drænet havde simpelt hen ikke kapacitet til at opsamle alt det grundvand, der blev presset indad. Et tredje forhold var en forespørgsel fra lægen i Thyborøn. To tilfælde af knoglemarvslidelser var konstateret. Begge personer havde spist ål, der var fanget i engene bag Høfdedepotet. Spørgsmålet var, om dette kunne skyldes forureningen. Embedslægen blev inddraget og konkluderede, at der ikke kunne påvises en ophobning af visse alvorlige knoglemarvslidelser i Thyborøn området sammenlignet med resten af amtet. Fødevareministeriet blev dog anmodet om at indføre fiskeriforbud i engene bag Høfde 42. Anmodningen blev imødekommet med et midlertidigt fiskeriforbud, der stadig er gældende. Der blev ikke konstateret stoffer i depotet, som ikke var kendte i forvejen. Beslutningen om at etablere en spuns Der var konstateret forurenet grundvand og fri fase. Spørgsmålet var derefter, om det betyder noget? Er udsivningen til Vesterhavet så stor, at Vandkvalitetskravene lokalt overskrides? En første tilgang var at lave nogle enkle, konservative beregninger på bagsiden af en tændstikæske. Filosofien var så, at hvis disse beregninger viste, at der ikke sivede mere end acceptabelt ud i havet, så var alt godt, og man kunne lukke sagen. Resultatet var dog, at man ikke kunne udelukke, at der var et problem. Men omvendt betød resultatet heller ikke, at vi havde bevist, at der var et problem. Dertil var beregningerne for konservative. Konklusionen blev derfor, at det var nødvendigt med yderligere undersøgelser for at forfine beregningerne. Beregningerne blev afrapporteret for Teknik- og Miljøudvalget den 17.6.2003. En komplikation i forbindelse med udvalgsmødet var, at Miljøminister Hans Chr. Schmidt blev interviewet til TV om sagen dagen før udvalgsmødet. Her udtalte han, at det var utilfredsstillende, at man ikke kendte til omfanget af forureningen, og at han havde sendt et brev til Amtet med anmodning om en redegørelse. Amtsborgmester Knud Munk Nielsen blev interviewet og udtalte, at han ville bede om et møde med ministeren om, hvordan man kom videre med en miljømæssig anstændig løsning. Teknik- og Miljøudvalget besluttede derefter på et ekstraordinært udvalgsmøde den 24.6.2003 at anmode Ministeren om et møde. I forbindelse med udredningsarbejdet var der udarbejdet et idekatalog over mulige afværgeforanstaltninger. I alle forslagene indgik en spunsning af området som forudsætning for at forhindre en spredning af forureningen, mens arbejdet stod på. Det blev derfor den 17.6.2003 drøftet i udvalget, om man kunne starte med en spunsning, så at man kunne forhindre udsivning, mens yderligere undersøgelser og vurderinger af en hensigtsmæssig afværgeforanstaltning stod på. Baseret på den viden, vi havde på daværende tidspunkt, blev en spunsløsning sammen med et rådgivende ingeniørfirma estimeret til 14 mio. kroner inklusive en afgrænsende undersøgelse.

I denne fase blev der også igangsat et juridisk udredningsarbejde. Hvem havde pligten til at sikre miljøet mod skader fra depotet? Amtets holdning tog udgangspunkt i den enkle konstatering, at det var Cheminova og staten, der havde deponeret giften at staten havde godkendt deponeringen og at depotet ligger på statens arealer. Desuden var depotet beliggende uden for jordforureningslovens indsatsområder. De juridiske spilfægterier om skyld og ansvar fortsatte, indtil amtsborgmester Knud Munk Nielsen og miljøminister Hans Chr. Schmidt den 21.10.2003 skar igennem og blev enige om en politisk løsning, hvor man delte udgiften til indkapsling af depotet i form af en spuns. Amtets lovgrundlag for at deltage var vedtagelsen af Vandrammedirektivet, hvor amtet havde en rolle som naturforvalter. Et splittet amtsråd vedtog spunsprojektet den 18.12.2003. Økonomi I denne fase blev der brugt 1,1 mio. kr. til undersøgelser og 0,7 mio. kr. til rådgivere, jurister og diverse mindre, opfølgende undersøgelser. UNDERSØGELSER OG AFGRÆNSNING AF DEPOTET JAN 2004 DEC 2004 Organisering af projektet Efter samarbejdsaftalen med Miljøstyrelsen blev projektet reorganiseret. Der blev etableret en styregruppe med kontorchef Palle Boeck fra Miljøstyrelsen og teknisk direktør Tommy Mostrup fra amtet som medlemmer. Opgaven var at godkende delprojekter og budgetter inden for de mål og rammer, der var besluttet af amtsrådet og miljøministeren. Herunder blev der etableret en teknisk samarbejdsgruppe Task Forcen i daglig tale med deltagere fra amtet, Miljøstyrelsen, Cheminova og de involverede rådgivere. Lejlighedsvis deltog der også jurister. Gruppen mødtes jævnligt og drøftede resultaterne af undersøgelserne og hvilke tiltag, der var relevante. Amtet var operatør for projektet og havde den daglige ledelse. Cheminova tilbød at bidrage med analyser på deres laboratorium. Task Forcen nedsatte ad hoc arbejdsgrupper til løsning af diverse problemstillinger. Disse var især bemandet med medarbejdere fra amtet og rådgivere. Endelig blev der etableret en følgegruppe med repræsentanter fra Kystdirektoratet, Embedslægeinstitutionen, Cheminova, Thyborøn-Harboøre Kommune, Fødevaredirektoratet samt Miljøstyrelsen og amtet. Gruppen blev lejlighedsvis orienteret om fremdriften i projektet og spurgt til råds i relevante spørgsmål. Tekniske forundersøgelser til spunsen Projektets mål var at etablere en spuns. Et af de helt afgørende spørgsmål var, hvilket kriterium der skulle benyttes til afgrænsning af den forurening, som skulle ligge inde for den fremtidige spunsvæg. Hver meter spuns koster som tommelfingerregel 40.000 kr., og desuden

ligger forureningen visse steder meget tæt på havet, så det er både økonomisk og teknisk urealistisk at etablere en spuns, der omfatter al forureningen. I stedet må man acceptere, at der efterlades en lille del af forureningen på ydersiden af spunsen. For at afgrænse forureningen og forberede projekteringen af spunsen blev der iværksat en række delprojekter: Undersøgelser til afgrænsning af spuns - med boringer især i periferien af forureningen Undersøgelser af fjordlerets kvalitet var der en kontinuert, tæt bund? Geotekniske undersøgelser. Der blev udarbejdet et skitseprojekt til spunsen foretaget korrosionsvurderinger hvor længe kunne en jernspuns holde i det meget korrosive miljø. Kunne en plast spuns anvendes foretaget et litteraturstudie om parathions nedbrydning lavet spredningsberegninger for Vesterhavet udarbejdet en risikovurdering for udsivende stoffer. På det første møde i Task Forcen blev princippet for afgrænsning diskuteret. Dette var en diskussion der fik stor betydning for forløbet af projektet. De to muligheder, der var for afgrænsning, var enten - at afgrænse efter en på forhånd fastlagt analyseværdi i grundvand eller jord eller - at afgrænse efter at beregne hvilken udsivning, der ville ske fra den restforurening, der ville blive efterladt udenfor spunsen, og så sætte spunsen netop der, hvor Vandkvalitetskriteriet (VKK) blev overholdt. Den principielt mest rigtige løsning er naturligvis at tage udgangspunkt i udsivningen og sikre, at VKK er overholdt, og det var også det, der blev besluttet. Men det skulle vise sig at være en meget vanskelig løsning i praksis. Vanskelighederne opstod på flere fronter. For det første var det nødvendigt med mange analyser i periferien for at bestemme koncentration og volumen uden for spunsen. Det var dyrt og vanskeligt at etablere et tilstrækkeligt datagrundlag, især fordi indholdet er så lavt, at der skal analyseres med meget lave detektionsgrænser. For det andet er vandkvalitetkravene for nogle af nøglestofferne som parathion og ethylsulfotep så lave, at de er væsentligt under detektionsgrænsen. Det er således ikke muligt at måle, om det er overskredet ved lave overskridelser. Det kan kun afklares ved beregning og modellering. For det tredje var der stor usikkerhed omkring den naturlige biologiske nedbrydning. Laboratorieforsøg viste, at biologisk nedbrydning forekommer. Men fra denne konstatering til en forståelse af, hvad dette betyder i praksis, er der langt.

Vi kunne konstatere, at der kun forekom lave værdier for parathion i grundvandet helt ude ved strandkanten. Skyldes det, at den udsivende forurening bliver nedbrudt undervejs mod havet? Eller skyldes det, at der sker en kraftig opblanding af forureningsfanen med havvand i den zone, hvor bølgerne skyller op på stranden? Havvand indeholder i størrelsesordenen 1200 mg/l magnesium, mens ferskvand kun har et meget lille indhold. Et plot af afstand fra havet mod magnesiumindhold viser, at der er en jævnt aftagende opblanding af havvand i grundvandet indtil 100 meter fra havstokken. Disse resultater viser, at en del af forureningen nedbrydes, og en del opblandes i havstokken. Det har ikke været muligt at kvantificere disse to forskelligt virkende forhold med sikkerhed. For at komme en risikovurdering nærmere blev der lavet en hydrogeologisk udsivningsmodel for grundvandet koblet med en spredningsmodel for havet. Denne viste, at forureningen kunne sprede sig både nord og syd for depotet. Spredningsfanen mod nord gik også ind i den vestlige del af Limfjorden. Men igen forudsætningen var en worst case: at der ikke foregik biologisk nedbrydning, hverken i grundvandet eller havet. Vi vidste godt, at denne forudsætning ikke holdt, men vi havde ingen mulighed for at kvantificere nedbrydningen. Uanset vore gode intentioner om at regne baglæns til en acceptabel udsivning var usikkerhederne ved nedbrydning, udsivning og spredning så store, at vi alligevel i den sidste ende var nødt til at benytte værdierne i jord og grundvand for at fastlægge spunsens placering. Vort forslag blev 600 meter spuns, som omkranser 98-99 % af forureningen. Vi afholdt os længe fra at tage prøver af havvandet, fordi de på grund af varierende vind og strømforhold ikke ville overholde det videnskabelige krav, at resultaterne skulle være reproducerbare. Men i sommeren 2004 rejste pressen pludselig spørgsmålet om, hvorvidt det var sikkert at bade. Der var allerede i 1981 indført badeforbud 750 meter på hver side af depotet men var det tilstrækkeligt? Vi tog derfor prøver af havvandet ved Høfde 42 og lige uden for badeforbudszonen. Prøverne viste et indhold på 0,19 µg/l parathion ved Høfde 42 og intet udenfor badeforbudszonen. Nedbrydningsstoffer kunne dog konstateres helt ud til badeforbudszonen i meget lave niveauer. Embedslægen blev kontaktet, og det blev konkluderet, at badeforbuddet var tilstrækkeligt. Men analyserne bekræftede også, at det hele ikke blev nedbrudt. Prøverne blev gentaget hen over det næste års tid. De højeste værdier blev konstateret ved de første prøver, der var taget ved lav vandstand i havet efter en periode med høj vandstand, hvilket medførte en maksimal grundvandsgradient ud mod havet. Selv om vi ikke kunne benytte prøverne til udsivningsberegninger, dertil var variationen for stor, så viste de os trods alt, at der i det mindste lejlighedsvis - siver parathion ud i målbare koncentrationer. Prøverne gav os også et indtryk af, ved hvilke vind- og strømforhold de største koncentrationer forekom.

Et af de spørgsmål vi igen og igen blev mødt med var: Hvor meget gift er der i depotet? Det er et af de vanskeligste spørgsmål at svare på, når der er tale om fri fase, men det er også meget vanskeligt at forklare lægmand, at vi ikke kan svare præcist på det efter at have brugt adskillige millioner på undersøgelser. Vi kom derfor med vort bedste bud, selv om det også i dag er et usikkert bud. Ved Amtsrådsmødet den 21.9.2005 blev det oplyst, at der er 270 tons miljøfremmede stoffer i depotet, heraf 170 tons parathion. Økonomi Der blev brugt ca. 2,4 mio. kr. i denne fase til undersøgelser. Undersøgelserne havde vist at - der sivede parathion ud til havet - det kunne ikke udelukkes, at det spredtes helt ind i Limfjorden - forureningen var større end oprindeligt antaget. Et nyt skitseprojekt blev udarbejdet. I stedet for de oprindelige 300 meter spuns var det nu nødvendigt med 600 meter. Prisen var steget til 24 mio. kr. for spunsen og 33 mio. kr. for hele projektet inklusiv undersøgelser. En af de store budgetoverraskelser var, at prisen for kystsikring af spunsen nu blev anslået til 5-10 gange så meget som i det oprindelige skitseprojekt. Politisk behandling af budgetudvidelsen Teknik- og Miljøudvalget behandlede undersøgelsesresultaterne og forskellige løsningsscenarier på møderne den 28.6.2004 og 21.9.2004. Det blev besluttet, at der skulle tages kontakt til Miljøminister Connie Hedegaard med henblik på en udvidelse af budgettet. Amtsborgmesteren indgik derefter en aftale med Miljøministeren den 15.11.2004 om et revideret budget på 33 mio. kr. for hele projektet. Denne aftale blev bekræftet i Amtsrådet den 18.12.2004. DETAILPROJEKTERING OG UDBUD JAN 2005 APRIL 2006 I det store og hele var det tekniske grundlag for at designe en spuns på plads. Men alligevel viste der sig en række drilske detaljer, der skulle tages stilling til. Et af de mere kritiske forhold var, at forureningen er meget korrosiv, den er ekstremt sur. Enten skulle spunsjernet coates med epoxy eller også skulle der anvendes en plastspuns af high density polyethylen (HDPE). Forsøg viste, at det ikke kunne udelukkes, at plastspunsen ville blive gennemtrængelig for de kemiske forbindelser, så det blev besluttet at benytte en coatet jernspuns. Som yderligere sikring blev der benyttet spunsjern med ekstra godstykkelse. Udbud af spunsen Udbuddet fik et meget kompliceret forløb. Dels fordi rådgiveren undervurderede prisen på spunsen i første omgang, dels fordi amtsrådsmedlemmerne ikke var enige i behovet for en spunsning.

I første omgang blev der gennemført en prækvalifikation, hvor der på forhånd var besluttet at kvalificere fem entreprenører. Udvalget valgte dog at aflyst prækvalifikationen og erstatte den med et åbent udbud. Da vi ikke havde en prækvalifikation, blev der gjort meget ud af at fastsætte kvalitetskrav, der sikrede, at vi kunne undgå useriøse bydende. Vi anførte en budgetgrænse på 24 mio. kr. Der indkom to konditionsmæssige bud, hvoraf det laveste var 32 mio. kr. Udbuddet blev annulleret og det blev besluttet at udarbejde et nyt beskåret projekt, der kunne holde sig inden for budgetrammen på 24 mio. kr. Længden på 600 meter skulle bibeholdes. Projektet blev beskåret på følgende punkter - Der blev ikke etableret celler for Teknologiudviklingsprojekter. Disse vil eventuelt kunne etableres efterfølgende, hvis der viser sig behov for det. - Spunsen blev trukket en anelse bort fra havet på visse kritiske steder, hvilket mindskede kravene til kystsikringen. - Coatingen blev kun foretaget på indersiden ud fra et argument om, at miljøet på ydersiden ligner et normalt kystmiljø. - Den katodiske beskyttelse blev begrænset til de mest udsatte steder - Der blev valgt en plastmembran over depotet i stedet for en lermembran, da sidstnævnte viste sig dyrere end forudsat. - Samt en række andre detaljer vedrørende pumpebrønde mv. Resultatet er en lidt mere skrabet spuns, men med de samme funktionelle egenskaber som oprindeligt projekteret. Prisen er, at visse af besparelserne muligvis hen ad vejen kan medføre forøgede driftsudgifter fx til vedligeholdelse af kystsikringen. Et fornyet udbud blev gennemført i foråret 2006, og endelig lykkedes det. Buddene lå lidt over 24 mio. kr., men forhandlinger med lavestbydende om visse projekttilpasninger fik budgettet til at række. Den 11.4.2006 kunne der underskrives kontrakt med Arkil A/S om etableringen af en spuns ved Høfde 42. UDFØRELSESFASEN APRIL 2006 DEC 2006 Etableringen af spunsen begyndte den 15.6.2006, efter at yngletiden var ovre for fuglene på Knopper Enge. Projektet blev afsluttet og overtaget af amtet den 18.12.2006. Etableringen forløb i det store og hele som planlagt, og budgettet blev overholdt. Et forhold var dog ikke som forudset. Til afsænkning af grundvandsspejlet var der projekteret et horisontalt omløbsdræn. Dette var dog vanskeligere end forudset at etablere. Blandt andet arbejdsmiljømæssigt fordi man kom til at grave i forurenet jord. Løsningen blev at etablere 10 boringer i stedet.

FREMTIDEN Spunsen har nu været i normal drift i 2 måneder, og indsivningen er på ca. 4 m 3 /time, hvilket ligger på det forudsatte. Indbygget i projektet var også, at der skulle gennemføres en række Teknologiudviklingsprojekter for at afklare mulighederne for en fuldstændig oprensning. I 2006 blev der udbudt en række forprojekter i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingspulje. Projekterne havde til formål at afklare de tekniske muligheder og angive et prisniveau baseret på litteraturstudier og enkle laboratorieforsøg. I skrivende stund ser det ud til, at der vil blive arbejdet videre med basisk hydrolyse kombineret med biologisk nedbrydning. Begrundelsen er, at det er teknisk enkle og økonomisk overkommelige metoder, som ud fra de foreløbige undersøgelser ser ud til at kunne løse problemet. Disse forhold vil dog skulle undersøges nærmere i et pilotprojekt, før man kan sige noget endeligt om metodernes effektivitet og prisen for en fuldskalaoprensning. Teknologiudviklingsprojekterne har dog også vist, at der er andre spændende og innovative metoder, som fortjener at blive arbejdet videre med ud fra en mere udviklingsmæssig vinkel. For eksempel tilsætning af Zero-Valent-Iron. Usikkerhederne og omkostningerne ved denne forholdsvis uprøvede metode, gør, at vi ikke i første omgang vælger at gå videre med den på Høfde 42, men vi mener, at den muligvis har et potentiale ved denne og andre typer forureninger. Tanken er derfor at søge at skaffe ekstern finansiering til at udvikle denne eller andre interessante metoder. Høfdedepotet kan så bruges som forsøgsmark, idet det ligger ugenert og spunsen beskytter mod utilsigtet forureningsspredning. Andre metoder kan også afprøves her under meget kontrollerede og sikre forhold. På forskningssiden er der netop opstartet to PhD projekter på Aarhus Universitet som Region Midtjylland støtter. Projekterne omfatter en hydrogeologisk strømningsmodel for tangeområdet og et mikrobiologisk nedbrydningsprojekt. Begge kan have betydning for Høfde 42 projektet. REFERENCER Andreasen, Gunnar, 1983: Første halvleg. Forlaget Vest. 144 p. Nielsen, Wittus, 1985: Cheminova en giftig affære. Gyldendal, 153 p.