IL TROVATORE Giuseppe Verdi This is how Verdi should be played! Frankfurter Allgemeine Zeitung Opera in 4 acts Sung in Italian Recorded in Teatro Regio di Parma in October 2010 Approximate total running time: 2 hours 25 min Approximate detailed running time by act: TBC Act1: 52 min Act2: 18 min Act3: 13 min Act4: 51 min Conductor Yuri Temirkanov Director Lorenzo Mariani Sets and Costumes William Orlandi Lights Christian Pinaud Starring: Manrico Marcelo Álvarez Leonora Teresa Romano Il Conte di Luna Claudio Sgura Azucena Mzia Nioradze Ferrando Deyan Vatchkov Ines Cristina Giannelli Ruiz Roberto Jachini Virgili A old gipsy Enrico Rinaldo A messenger Seung Hwa Paek
IL TROVATORE fra Parma Giuseppe Verdi blev født i 1813 i landsbyen Le Roncole i nærheden af den lille provinsby Busseto, der igen ligger i kort afstand til den meget større by Parma. Og netop disse to byer har fine gamle og historiske teatre, hvor man hvert efterår i fire uger holder en mini-festival til ære for egnens store komponist. I år bliver festlighederne måske større end normalt, fordi det som bekendt er 200-året for Verdis fødsel. Men fejringen indledes med en optagelse fra 2010 af den tiljublede opsætning på Teatro Regio i Parma af mesterværket Il trovatore, på dansk Troubaduren. Teatro Regio blev opført i 1829 som erstatning for det gamle hertugelige teater, der så sandelig ligger der endnu og er et fantastisk syn, når man træder ind i det gamle hertugpalads, der i dag rummer et virkelig godt kunstmuseum. Teatret har ikke det bedste ry blandt operasangere, ikke fordi der er noget galt med akustikken eller omgivelserne, men fordi det lokale publikum er kendt for at være umådeligt kritiske i deres modtagelse af operaerne og deres sangere. Det siges, at tenorer, der ikke lever op til publikums krav, ikke får hjælp af hotelkarle og piccoloer, når de skal forlade deres hotel, men selv må bære deres bagage. Il trovatore falder i Verdis lange karriere lige efter den utroligt succesrige Rigoletto, der havde premiere i 1851. Verdi stod med to projekter, som han drømte om at gå videre med. Det ene var Dumas den Yngres Kameliadamen (som han snart skulle forvandle til operaen La Traviata ), og det andet var et romantisk spansk skuespil, El Trovador, af den nu aldeles ukendte Antonio García Gutiérrez, som kun var 23, da han skrev stykket engang i 1830 erne. Verdi arbejdede på dette tidspunkt sammen med to forskellige librettister, og mens han overlod Kameliadamen til Francesco Maria Piave (der også havde skrevet Rigoletto ), blev det den måske mindre behændige Salvatore Cammarano, der fik til opgave at skrive teksten til Il Trovatore. Verdi var ikke tilfreds med de første udkast, men i løbet af foråret 1852 begyndte han alligevel at komponere musikken. I juli samme år døde Cammarano brat efter kun at have færdigskrevet de første to og halv af de fire akter. Verdi købte hans udkast af hans enke og overlod dem til en ung digter ved navn Leone Emanuele Bardare, som derpå færdiggjorde librettoen. Det meste af operaen blev faktisk komponeret eller i hvert fald nedskrevet i løbet af november 1852, og operaen havde premiere 19. januar 1853 på det for længst forsvundne Teatro Apollo i Rom. Den blev en tordnende succes. Premierepublikummet var så entusiastisk, at slutningen af 3. akt og hele 4. akt måtte gives dacapo Verdi var selvsagt et barn af sin tid og havde en svaghed for svulstige romantiske melodramaer. For en del af hans operaers vedkommende er det faktisk lidt af en opgave at følge med i handlingen helt og aldeles. Det gælder også Il Trovatore, hvis handling er blevet beskrevet som svævende eller uklar. Men hvad der måtte være af uklarhed i teksten, påvirkede ikke Verdi, som med denne opera - ganske som med de to omkringliggende, Rigoletto og La Traviata - viste sig fra sin mest originale og melodiøse side. Sjældent har man hørt en sådan hitparade af pragtfulde melodier. Il Trovatore udspiller sig i Spanien i begyndelsen af 1400-tallet under en borgerkrig. En kaptajn i Greven af Lunas hær fortæller en historie fra Grevens familie: engang mange år tidligere blev en sigøjnerkvinde anklaget for at forhekse et af den gamle greves børn, altså en lillebror til den nuværende greve, og blev brændt på bålet. Inden flammerne opslugte hende, råbte hun til sin datter om at hævne hende, hvorefter datteren, Azucena, stjal barnet og kastede det i flammerne.
Greven af Luna er forelsket i en hofdame ved navn Leonora, men Leonora er til gengæld forelsket i en ridder, der somme tider dukker op i skikkelse af en troubadur, men hvis identitet hun i øvrigt ikke kender. Det skal snart ændre sig, for Luna og troubaduren dukker nu op i haven samtidig. Troubaduren giver sig for første gang til kende. Hans navn er Manrico, og han er officer hos den oprørske Fyrst Urgel, som er Lunas fjende. Luna udfordrer ham straks til duel til Leonoras protester. 2. akt udspiller sig nogle dage senere i en sigøjnerlejr. Manrico opholder sig her sammen med sin mor, Azucena. Han er såret efter duellen med Luna, men han vandt duellen og valgte at skåne grevens liv. Azucena fortæller ham en gruopvækkende historie: da hun skulle hævne sin mor, stjal hun det grevelige barn, men da hun kastede barnet på bålet, opdagede hun for sent, at det var sit eget barn, hun havde dræbt på denne måde. Hun beholdt så grevebarnet og opfostrede ham som sin egen. Nu bliver Manrico kaldt tilbage til borgen Castellor, som er ved at falde til fjenden, men da han hører, at Leonora er ved at gå i kloster, fordi hun tror ham dræbt på slagmarken. beslutter han at opsøge hende først. I mellemtiden har Greven af Luna også opsøgt klosteret. Han er ved at blive gal af sin kærlighed til Leonora og har besluttet at bortføre hende. Men netop som han skal til det, dukker Manrico op og driver ham på flugt. Nu kan Leonora blive hans. Nogle dage senere ligger Luna og hans folk i lejr uden for borgen Castellor, som de agter at angribe næste morgen. Greven er fortvivlet ved tanken om, at hans elskede er i hans rivals arme. Soldaterne dukker op med Azucena, som de har fanget i nærheden af lejren. Hun bliver snart identificeret som Manricos mor, og greven er henrykt. Mulighed for hævn. Imens skal Manrico og Leonora til at blive viet inde på det belejrede slot, men lige som ceremonien skal til at begynde, kommer der bud om, at Azucena er blevet fanget af deres fjender, som er ved at gøre et bål klar til hende. Manrico styrter ud for at redde sin mor. Sidste akt bringer handlingen tilbage til Greven af Lunas slot. Manricos forsøg på at redde Azucena er slået fejl, og han er blevet taget til fange og skal henrettes næste morgen. Leonora dukker op i håb om at kunne frelse ham. Hun tilbyder sig selv til greven til gengæld for Manricos frihed. Luna indvilger, men Leonora tager gift. I fængslet venter Manrico og Azucena på deres henrettelse. Leonora kommer halvt døende ind og prøver at overtale ham til at flygte, men han vil ikke tage imod det offer, hun har bragt for hans skyld. Og først da hun falder døende om, går det op for ham, hvor stort offeret har været. Da Luna kommer efter Manrico, prøver Azucena at bede for ham, men forgæves. Til sidst slæber han hende med hen til vinduet, så hun kan se, at Manrico allerede er død. Han var din bror! råber Azucena. Nu er du hævnet, mor! Hvortil Greven af Luna kan sige: Og jeg lever stadig! Verdis evner som orkestrator var jo enestående. Ikke mange komponister har kunnet skabe så mageløse klange. I Il Trovatore er Verdi beskeden i sine orkestreringer. Man han endog talt om, at Verdi næsten bruger orkesteret som en guitar. Det giver naturligvis mere eksposition til stemmerne. Man husker mange gange i Verdis lange karriere, hvor der er stemmer, der bliver fremvist i næsten nøgenhed og under ekstremt
krævende betingelser. Aidas arie O patria mia er et frygtindgydende eksempel på en arie, som enhver sanger kan brække halsen på. Dem er der en del af i Il Trovatore. Enrico Caruso, der selv sang Manrico ved mange lejligheder, sagde engang om Il Trovatore : Det er ingen sag at lave en perfekt opsætning af Trovatore. Man skal bare have de fire bedste sangere i verden. Det kan Teatro Regio di Parma måske ikke prale med at have, men gode er de! Manrico synges af den efterhånden 50-årige argentiner Marcelo Álvarez, der har sunget på alle verdens førende scener i en lang række af største tenorroller fra Bellini og frem til Puccini. Blandt de roller, han særligt har brilleret i, kan nævnes titelrollen i Massenets Werther og Edgardo i Lucia di Lammermoor. Han har i øvrigt også, som den gode argentiner han er, indsunget en cd med tangoer af den store Carlos Gardel. Da Álvarez sang aftenens Manrico i oktober 2010, havde han kort i forvejen sunget partiet i arenaen i Verona. Leonora synges af den purunge italienske sopran Teresa Romano. Hun var kun 25, da hun første gang sang denne rolle. Hendes karriere indledtes meget passende med, at hun vandt Verdi-sankonkurrencen Voci verdiane i Busseto i 2008. Det er den georgiske mezzosporan Mzia Nioradze endnu en georgisk mezzo der synger det krævende parti som Azucena, og den italienske baryton Claudio Sgura er Luna. Aftenens dirigent er den mageløse russer Jurij Temikanov, som også optræder jævnligt i Danmark. Det er Lorenzo Mariani, der har iscenesat. Det er sådan, Verdi skal spilles! skrev Frankfurter Allgemeine efter denne opførelse af Il Trovatore Og i sommeren 1853, nogle få måneder efter premieren, kunne Verdi skrive til en ven: Il Trovatore er alle vegne. Den høres fra Midt-Afrika til Indien : Det var så to overvældende succeser i træk for Verdi. Men næste gang gik det galt. La traviata blev i første omgang en gedigen fiasko, men det er naturligvis en anden historie.