Elværks-krøniken 1914-2014. Fra elektricitetsværk til kulturhus på 100 år

Elværks-krøniken 1914-2014 Fra elektricitetsværk til kulturhus på 100 år 1

Redaktion: Anne-Marie Jørgensen Kenneth Jensen 2 Layout og offset: Kenneth Jensen - kennethjensen.dk Udgivet af Kulturhuset Elværket Copyright 2014.

Indholdsfortegnelse Forord 4 Frederikssund Elektricitetsværk 5 Et hus til kulturen 16 Fremtidens elværk 25 5 16 25 3

Forord Året 2014 er på mere end én måde et festår for det gamle elektricitetsværk i Frederikssund. I år er det nemlig dels 20 år siden det gamle elværk blev omdannet til det, der stadig er kommunens største kulturhus, men det er også hele 100 år siden, at huset blev bygget og indviet til dets oprindelige formål; at forsyne byens borgere med elektricitet. To så store begivenheder fortjener at blive markeret. Derfor begyndte vi i husets bestyrelse allerede for over et år siden at drøfte, hordan vi bedst kunne gøre dette - gerne med skyldig respekt for husets historie og for de mange funktioner det har haft - og stadig har den dag i dag - til glæde for mange af borgerne i vores kommune. Tanken om en krønike vandt hurtigt fodfæste i bestyrelsen: En lille bog med hele husets historie helt tilbage fra 2014 og frem til i dag - og meget gerne med vidnesbyrd fra nogle af de personer, der selv har været en del af husets historie gennem årene. I januar holdt vi således en stor fødselsdagsfest, da kulturhuset fyldte 20 år, og her i april måned fejrer vi huset igen; nu med en række arrangementer, der illustrerer mangfoldigheden i husets dagligdag. Uden de mange forskellige brugeres sprudlende liv og mange kreative idéer og arrangementer havde vi slet ikke det fantastiske hus, som vi glædes ved hver dag. Ulig en krønike, der jo normalt kun ser tilbage i tiden, så har vi i vores krønike valgt også at skue lidt fremad og drømme lidt om fremtiden i sidste kapitel. Som altid i vores hus er det nemlig drømmene der driver værket, og rykker os videre. Rigtig god læselyst! Kenneth Jensen bestyrelsesformand Resultatet sidder du, takket være en enorm indsats fra historiker og tidl. borgmester, Knud B. Christoffersen, og leder af lokalhistorisk arkiv, Anne-Marie Jørgensen, nu med i hænderne: Elværks-krøniken. En stor tak skal der også lyde til de øvrige medvirkende i krøniken. Uden vidnesbyrd og fortællinger fra såvel nutid som fortid og fremtid var det ikke lykkedes at få skrevet denne bog. Krøniken er dog kun én af mange ting, som vi fra husets side har sat i søen for at markere både kulturhus- og elværks-fødselsdagene. 4

Frederikssund Elektricitetsværk v/ Knud B. Christoffersen Drømmen om et elektricitetsværk Da Frederikssund fik sit gasværk i 1893, havde Roskilde haft gas i 30 år og Hillerød i 25 år. Selv om gassen endnu havde mange år foran sig, så var elektricitet fremtiden. Odense og Køge havde allerede fået deres elektricitetsværker i 1891. Planerne om opførelse af et gasværk startede i byrådet i sommeren 1892. Der var røster fremme om at springe gassen over og gå direkte til elektricitet med det samme. Det var tiden ikke moden til. Beslutningen om at opføre et gasværk blev taget i oktober 1892, og værket stod færdigt den 1.november 1893. Frederikssunds gader gik straks over til oplysning med gas. I hjemmene nød man den ny og bedre belysning. I dag 120 år senere står de gamle gaslampestandere fortsat i nogle af vore gader, men som standere til vejskilte. Det var et stort skridt fremad for mange, både små og store virksomheder, der nu kunne gøre brug af gasmotorer. Hovedparten af kraft til maskiner kom dog fortsat fra dampmaskiner med drivbånd. Det viste sig snart ikke at være nok. Slagteriet fik eget lille elværk til belysning med 60 glødelamper fra starten af december 1894. Andre store virksomheder ønskede også mulighed for eldrevne maskiner. Skibsværftet fik omkring 1910 sit eget elektricitetsværk. Disse kendsgerninger lagde pres på byrådet. I marts 1899 havde en ingeniør Holtemann søgt om at få koncession på at drive elektricitetsværk i Frederikssund i 25 år. Byrådet svarede henholdende. (IP 30/3 1899) De kritiske erhvervsfolk hævdede, at byens udvikling ville gå i stå, hvis der ikke kom elektricitet til byen. Selskabet Tuborg Klampenborg Elektriske Sporvej blev dannet i 1902. I 1903 opførte selskabet Skovshoved Elværk, som foruden sporvejene også forsynede områder omkring sporvejslinjerne med elektricitet i takt med sporvejsudbygningen, hvilket også førte til det bredere navn Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab forkortet NESA. I 1907 påbegyndte Skovshoved Elværk nord for København en produktion af højspændt vekselstrøm med 10 kv spænding på det primære forsyningsanlæg og 380/220 V på lavspændingsnettet. I ensretterstationer ændredes vekselstrømmen til den jævnstrøm, som sporvogne og kundernes el-apparater krævede. De valgte spændinger blev hurtigt normen i Danmark, og gradvis gennemførtes en ændring af forbrugsapparaterne, så vekselstrøm kunne anvendes direkte. I 1908 nedsatte byrådet et udvalg, der skulle undersøge sagen. Det bestod af købmand Axel B. Lange, jernstøber H.P. Larsen og sagfører O. Nøkkentved. Det blev et lidt slumrende udvalg. Vel blev sagen undersøgt med lidt sagkyndig bistand, men uden efterfølgende initiativer og beslutninger. Man ville ikke undergrave gasværket, som man var meget glad for. Først i 1911 gik man ind i mere seriøse overvejelser. På byrådsmødet i marts foreslog urmager P. Olsen, at der på ny nedsattes et udvalg til at undersøge betimeligheden af et Elektricitetsværk. Den gamle sagfører Nøkkentved fandt, at elektrisk lys var et Luksuslys, som kun få ville være interesseret i, men det havde dog interesse som kraft, indrømmede han. I Frederiksværk, der allerede havde fået sit elværk, var elektricitet meget dyrere end gas. Købmand Axel B. Lange var også skeptisk. Han henviste til et tidligere afholdt borgermøde om sagen, hvor kun 20 30 mennesker var mødt op. Hvis interessen ikke var større, ville han stemme imod. Udvalget blev dog 5

nedsat som foreslået. For at de samme tre atter ikke skulle sylte sagen, blev udvalget udvidet med to nye medlemmer. Blot en måned senere blev et detaljeret og argumenterende forslag fremlagt og trykt i Isefjordsposten. Redegørelsen var omfattende og tryktes i afsnit over syv dage. Det var udarbejdet af civilingeniør J.P. Spangenberg. Hans forslag til placering, bygning og indretning, maskiner og ledningsnet blev i det store og hele fulgt i den endelige projektering. Han henviste gentagne gange til indhøstede erfaringer fra andre steder i landet og især til det elværk, som han var i gang med at opføre for Kerteminde. Det blev taget i brug den 19. oktober 1911. I Frederikssund byråd var man fortsat ikke klar til at beslutte sig. I april 1913 nedsattes endnu et udvalg, der skulle undersøge sagen. I maj besøgte udvalget 8 elværker. Det var ikke længere en pionergerning at bygge et elværk. Roskilde fik elværk i 1906. Selv landkommunerne var i gang med at bygge elværker. I slutningen af 1913 besluttede Slangerup sogneråd at opføre og drive et kommunalt elværk, da borgernes interesse herfor var stor. I Frederikssund var man også tæt på en endelig beslutning, men et nyt forslag sinkede processen. Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab tilbød at udbygge sit forsyningsområde til også at omfatte Slangerup og Frederikssund, og de indledte forhandlinger med de to kommuner om at overlade leverancen af el til selskabet (NESA). De to kommuner skulle blot selv anlægge ledningsnettet i byen, binde sig for levering i 25 år og desuden garantere at aftage et vist antal kwh. årligt. I Frederikssund ville man gerne handle, men fandt, at kommunen også skulle tjene på en el-leverance. Man ville heller ikke acceptere en betingelse om hvorvidt Slangerup ville med eller ej. Desuden krævede 6 udvalget 10 % af selskabets fortjeneste ved el-salget til kommunen. NESA ville gerne give indrømmelser og forhandlede videre. NESA s direktør Aage Rørbye Angelo søgte at overbevise byrådet om den større fortjeneste, som kommunen ville få ved at overlade opgaven til NESA, men rådgiverne overbeviste byrådet om, at det var bedst selv at eje, da levering fra NESA både ville blive for dyr og for risikabel. Foruden økonomien var driftssikkerheden ved eget værk bedre end naar man skal have den gennem en Traad fra Skovshoved. Byrådet var nervøs for, at afsætningen ikke ville blive stor nok. På samme møde besluttede man sig derfor for at optage forhandlinger med lejren i Jægerspris og med Frederik d. VIIs Stiftelse med henblik på eventuelt el-salg dertil. I virkeligheden burde de have været mere bekymret for at bygge for småt, men det er bagklogskab. Udvalget indstillede derfor, at Frederikssund opførte et eget værk. I byrådet mente redaktør Kostrup, at sagen intet hastværk havde. Slagteri, jernstøberi, bådebyggeri og biograf havde allerede egne værker. Herimod svaredes, at det havde de jo, da de ikke vedblivende kunne vente på byrådet. Udvalgets indstilling blev vedtaget. Kun den radikale murermester A. P. Petersen og venstremanden, Jens Peter Kostrup (Frederiksborg Amts Avis) stemte imod. Som det var sket før, når større anlæg i byen var til behandling, indsamlede en del af byens borgere underskrifter til en protestadresse. Den fik 257 underskrifter. Den 11. september kom sagen til anden og endelig behandling. Der var ikke noget nyt i sagen. Kostrup og Petersen søgte stadig at udsætte beslutningen. Det lykkedes ikke. Beslutningen stod ved magt. Udvalget kunne gå i realitetsforhandlinger med rådgivere og entreprenører. I Slangerup afviste de også NESA tilbud og besluttede sig for eget værk. Den 14. august 1914 var man klar med maskinerne, og to dage efter sendte man den første strøm ud til de første forbrugere. I 1927 måtte

man i Slangerup bede NESA om hjælp til supplerende leverancer. Til dette formål anskaffedes en AEG ensretter, så NESA s vekselstrøm kunne omdannes til lokal jævnstrøm. Elværket blev nedlagt i 1932, og NESA fik den fremtidige leverance i Slangerup samt omliggende landkommuner. Ved samme lejlighed fik man vekselstrøm. Beslutningen tages og bygningen opføres De sidste økonomiske beregninger foretaget af ingeniørerne Knud Degn og Ernst Johansen blev forelagt byrådet. Værkets placering bestemtes af samdriften med vand- og gasværk. I marts 1914 forelagde elektricitetsudvalget resultatet af undersøgelser og forhandlinger. På et ekstraordinært byrådsmøde i begyndelsen af marts besluttede man sig endegyldigt for at opføre og drive eget elværk efter ingeniørerne Degn og Johansens skitserede planer. Arkitekt Gerhard Rønne skulle tegne huset. Tegningerne lå færdige i april 1914. To lokale håndværksmestre fik opgaven med at opføre huset. Det var tømrermester G. Christensen og murermester A. Petersen. Elværkets arkitekt blev Gerhard Rønne (1879-1955) der tog afgangsprøve fra akademiet i 1907. Han var de første år ansat hos en række kendte arkitekter, Albert Jensen, H.B. Storck, Carl Brummer og hos stadsarkitekten i København. Et par år efter arbejdet med elværket i Frederikssund etablerede han sig med selvstændig tegnestue. I 1911 havde han opført en elværksbygning i Bandholm. Opgaven i Frederikssund var ham således ikke fremmed. Tidens arkitektoniske reformbevægelse Bedre Byggeskik optog ham og ses endnu klart - trods senere tilbygninger - i Kulturhuset Elværket. Arkitekt Gerhard Rønnes tegning af elværket. 7

I Frederikssund tegnede han også villaen til ejeren af Mariendals Mølle, bagermester Lars Peter Hansen, der fik huset opført i Frederikssund i året 1938. Gerhard Rønne havde dog tegnet huset en del år tidligere, idet huset først var opført på Ordrupvej 67 i Gentofte kommune, men revet ned sten for sten og genopført i Frederikssund på matr. 227b. I Gentofte skulle villaen give plads for et nyt etagebyggeri og derfor nedrives. I 1915/1922 tegnede han Sjælsølund i Hørsholm. Det var et skovfogedhus i to etager med muret facade af røde sten og skrabefuger. Facaden er symmetrisk opbygget med et centralt placeret indgangsparti. Også toldkammerbygningen i Bandholm (1917) tegnedes af ham. Rønne blev senere, som mange andre af tidens arkitekter, tilhænger af funktionalismen. Hans kendteste bygning blev Shellhuset i København, der opførtes i 1932. Det er dog mere kendt for dets skæbne, end for dets arkitektur. Det var olieselskabet Shells hovedkvarter indtil Gestapo under besættelsen gjorde det til sit hovedkvarter. Det blev som bekendt bombet af englænderne (RAF) i marts 1945. Gerhard Rønne tegnede også lystbåde. Han var selv en dygtig sejler og fik i 1941 Kongelig Dansk Yachtklubs fortjenstmedalje i guld. Bevaret er sejlbåden Runa, som han byggede i 1909 sammen med ingeniør Knud Degn, der også var med ved opførelsen af elværket. Runa ejes i dag af Danmarks Museum for Lystsejlads på Valdemars Slot på Tåsinge. Det er Danmarks ældste sejlførende lystbåd. 8 Bagermester Lars Peter Hansens villa, der var tegnet af arkitekt Gerhard Rønne. Oprindeligt opført i Gentofte, men pillet ned og flyttet til Frederikssund i 1938. Maskinerne indkøbes og sættes i gang Der blev en ny fælles ledelse af gasværk, vandværk og elværk ved Enoch Alfred Christiansen (siden 1930 navneforandring til Hembo). Han havde hidtil været maskinmester for driftsbestyreren ved de kommunale værker i Kalundborg. Hembo fortsatte som leder af de kommunale værker indtil 1949. I den store maskinsal anbragtes en 65 HK dieselmotor fra A/S Atlas og med en dynamo på 440 KW fra Thomas B. Thrige. Hertil kom en 60 HK gasmotor fra Gjetting, I en sidebygning op til maskinhallen indrettedes akkumulatorbatteriet, hvis glaskar var så store, at de senere kunne udbygges til en større ydeevne. I den øvrige bygning var der kontor, lager og værksted. For at hindre den syreholdige luft fra batterirummet i at trænge ind i maskinhallen forsynedes døråbningen med to døre, hvor imellem der ventileredes. I begyndelsen af oktober 1914 kunne man sende strøm ud i ledningsnettet. Redaktøren af Isefjordsposten noterede for det første, at strømmen var ude i henhold til planer og løfter, og for det andet konkluderede han:

Øverst ses husets 60 HK gasmotor fra Gjetting, og nederst ses salen med en 65 HK liggende tocylindret Atlas dieselmotor og en 40 kw Thrige dynamo. 9

I det lange Løb vil Elektriciteten dog nok vise sig at være bedre og billigere end Gas, thi de fleste tænker vistnok ikke paa, hvilke Synder denne har paa Samvittigheden. Lad os blot tænke paa vore Gardiner og vore Blomster. I længden bliver Elektriciteten baade det bedste og billigste Lys. Lys i hjem, gade og virksomhed Den 4. oktober var alt på plads, og strømmen blev leveret til de hen ved 275 indtegnede kunder. Trods krigs- og krisetider kom der flere kunder på nettet. Mange små og mellemstore virksomheder nød godt af elforsyningen. Også handelen nød godt heraf, da butikker og vinduer nu kunne oplyses med det hvide lys. I 1915 tegnede J.L. Ridter det ny elværk til det københavnske dagblad Aftenposten. Det var et led i en lang række bygningstegninger, der mellem 1907 og 1916 bragtes i bladet. Her præsenteredes moderne arkitektur, også kaldet tidløs arkitektur, men senere kendt som Bedre Byggeskik. Tegningerne ledsagedes bl.a. af disse ord: Medens der til Byens Gadebelysning, som hidtil, vil blive anvendt Gasglødelys, har Tilslutningen af Lamper til privat Brug været ret livlig, og navnlig har Værket været velkomment for adskillige større og mindre Industridrivende, som strax er gaaet bort fra deres tidligere Gasmotorer for at anvende Elektricitet. Af Byens større Virksomheder er der et Maskinsnedkeri, som udelukkende anvender den kommunale Elektricitet, og en Maskinfabrik, som har installeret Kraft til Reserve. Nogle Gaarde, som ikke før har haft Drivkraft, drager nu ogsaa Nytte af Elektriciteten. Gadebelysningen blev der som sagt ikke lavet om på med det samme. Der blev i 1920erne gjort nogle forsøg på Højdevej, da den blev anlagt, men først i 1925 besluttede byrådet at omlægge gadebelysningen til el. Den første store strækning blev fra Sommerlyst ved togstationen og videre gennem Jernbanegade, Østergade, Havnegade og Færgevej til Bi-lidt. Derudover fik kun Kirkegade el-lamper. Frederiksborgsgade havde endnu i 1932 gaslamper. Den sidste lygtetænder var Dorthea Larsen i Skyllebakken. Det var også her de sidste gasgadelamper blev slukket i 1938. Byens virksomheder opgav hurtigt deres små gasmotorer og private små elværker og sluttede sig til den kommunale elforsyning. Krigs- og krisetid Prisen for el startede på niveau med gennemsnittet i danske købstæder på 4 øre pr kwh til lys og det halve for kraft. 1. verdenskrig var i fuld gang og forårsagede energiproblemer, da der blev stor mangel på kul og olie på grund af engelsk blokade og tysk uindskrænket ubådskrig. Det var tid til at finde på nødløsninger. I 1917 forsøgte værket sig med vindkraft. Byen købte gårdejer Andreasens mølle syd for åen og ombyggede den til el-produktion. I både 1917 og 1918 måtte værket indføre restriktioner og i perioder hel lukning af forsyningen. Vindkraften blev atter opgivet i 1919. Udvidelser Det relativt lille elværk kunne ikke følge med efterspørgslen. Efter bare fem år havde man opsat over 600 målere. I 1921 blev ledningsnettet udvidet til Oppesundby Villaby og året efter til Engbæk. Valget stod mellem at udvide elværket eller indgå aftaler med NESA om levering af supplerende el. Man valgte det sidste. Da NESA leverede højspænding og vekselstrøm, måtte der investeres i et ensretteranlæg og en transformator. Det var et kviksølvsdamp-ensretteranlæg med tilhørende transformeranordning og højspændingsinstrumentering leveret af AEG, København. Anlægget kunne omtransformere og ensrette strømmen fra 10.000 volt veksel til 440 volt jævnstrøm. Dette ny anlæg blev taget i brug i november 1923. 10

målere, 1262 til lys og 132 til kraft. Levering og priser blev fastlagt i femårsaftaler. I 1930 opførtes den lille højspændingsbygning øst for hallen. Den blev tegnet af arkitekt R. Rasmussen, som omkring denne tid tegnede en del andre byggeopgaver for Frederikssund kommune. I det første besættelsesår startede Kyndbyværket ved Kyndby Strand (officielt kaldt Isefjordsværket I/S) sit første afsnit. Værket havde en kapacitet på 2 30 MW. Det blev det første landsdelsværk, som var et interessentskab dannet af NESA, Nordvestsjællands Elektricitetsværk (NVE) og Frederiksberg Kommune. Fra da af modtog Frederikssund strømmen derfra. Midt under krigen kunne Frederikssund elværk prale med at have landets billigste el. I Frederikssund kostede det 40 øre pr. kwh, mens gennemsnittet for 66 danske byer var på 62,5 øre. Under besættelsen faldt forbruget, dels på grund af mørklægningen, der påvirkede både gade- og privatforbrug. Det var dog kun en parentes i et ellers støt stigende energiforbrug. Der var på grund af krigen også ekstraordinære udfald. Brev til gas- og elektricitetsbrugerne under krigen. I 1936 indgik byrådet en ny kontrakt med NESA om levering af 800 KW elektricitet årlig. Aftalen var frem til 1. april 1940. Sådan fortsatte det i årene fremover. Fra da af købtes strøm hos NESA. Hele væksten i forbruget blev klaret ved merindkøb hos NESA. I 1935 udgjorde værkets egenproduktion kun få procenter af den samlede forbrug. På det tidspunkt var der 1.729 Elforsyningen blev år for år udvidet og moderniseret. I februar 1961 satte NESA en ny 50 kvstation i drift. Herfra fik Frederikssund siden sin forsyning. I 1947 begyndte værket at levere vekselstrøm direkte pr. kabel fra transformerstationer til de store virksomheder. I 1950 rådede elværket over 9 transformerstationer. Året efter begyndte værket at levere vekselstrøm til privatkunder. Det skete ved opførelsen af boligblokkene i Nørreparken. Vekselstrøm var fremtiden. Oppesundby Villaby fik vekselstrøm i 1951 og året 11

efter hele den centrale del af byen. Det var en længere proces. Først i 1965 blev jævnstrømmen endeligt afbrudt. Da E. A. Hembo gik på pension i 1949 afløstes han af Sven Skaarup og han igen af V. Kirt-Hansen i 1953. Elværkets endeligt Elværkets maskiner arbejdede støt, men kun ganske få procent blev produceret på det gamle værk. I 1951 demonterede man gasmotoren med tilhørende dynamo. Tilbage var så kun en 65 HK dieselmotor. Den kørte for sidste gang natten mellem 6. og 7. oktober 1956. Den sidste maskine fik lov at stå nogle få år som en reserve, men reelt kunne den ikke stille noget op set i forhold til det år for år stærkt voksende forbrug ude i byen. Reelt ophørte elværket med at fungere til det formål, det var bygget til, i vinteren 1950/51. I bygningen fandtes dog fortsat ensretterne og batterier. I 1969 var prisen for en kwh 14 øre. Først i 1965 kunne man helt afslutte omstillingen fra jævnstrøm til vekselstrøm. Det kom således til at tage næsten 20 år at gennemføre omlægningen. Herved kunne elværksbygningen frigives til andet formål. Den nåede således netop at kunne fejre 50 år, så var udviklingen løbet fra den. Ensrettermaskiner, tavleanlæg og batterier blev nedtaget og solgt. Kontoret blev flyttet til bestyrerboligen ved gasværket. Den forladte bygning blev derefter overgivet til kommunen, der udlejede den til Civilforsvaret, der indrettede den til undervisningslokaler og magasin, samlet herefter kaldt CF-gården. Civilforsvarets magasin og garage Civilforsvarsstyrelsen med det tilhørende Civilforsvarskorps var oprettet i 1949. Det var en afløser for Statens Civile Luftværn fra 1938. I Frederikssund fik man straks efter et lokalt korps. I 1951 gav byrådet 15.000 kroner til udbygning af civilforsvaret i Frederikssund. Den reelle udgift var beregnet til 29.000 kr. I april 1969 fik civilforsvaret en helt ny kommandocentral under Handelsskolen. Indtil da havde den ligget under kæmnerkontoret på Torvet. Samtidig fik de bevilling til opførelse af 8 garager ved CF-gården. Undervisning i CF-gården. Gasværkets nedlæggelse Der blev fortsat produceret gas til husholdningerne (kogegas) i de centrale bydele. I 1963 besluttede byrådet, at gasværkets drift skulle indstilles over nogle år. Det betød rent praktisk, at gasbrugerne skulle have ændret installationen i deres køkkener. Nedlæggelsen skete i tre etaper, så installatører og kunder kunne få en passende frist til omstillingen. De sidste år kørte det med store årlige underskud. Ved kommunesammenlægningen i 1970 skete der ikke ændringer. Oppesundby (uden Villabyen) var og forblev forsynet fra NESA, og Græse-Sigerslevvester fortsatte forsyningen fra EFFO. Vejbelysningen blev dog en fælles opgave. Civilforsvaret fik 28 år i den gamle elbygning. I 1990 blev akkumulatorrummet indrettet til spiserum for de ansatte ved de kommunale værker. 12

Luftfoto af Frederikssund med Elværket og Gasværket, år 1938/1939. Foto: Sylvest-Jensens luftfoto, Hillerød. 13

Elforsyningen sælges til NESA i 1999 I takt med tidens privatiseringsbølge kom Frederikssunds el- og varmeværk i spil. NESA bød på begge forretninger, og kommunen valgte at sælge. Egentligt salg var der ikke tale om, da virksomhederne var forbrugerejede, dvs. skulle hvile økonomisk i sig selv. Kommunen, der gennem årene havde lånt især fjernvarmen mange penge, fik herved sit udlæg betalt tilbage. De derved indkomne ekstra penge i kommunekassen brugtes til en gennemgribende renovering af Havnegade og Østergade. NESA s dage var også ved at være talte. Gentofte kommune solgte i 2004 sine aktier (aktiemajoriteten) til Elsam. I 2006 fusionerede Elsam, DONG, Energi E2, Københavns Energi og Frederiksberg Forsyning til Dong Energy. Kulturhus eller Aktivitetshus? Elværket som Civilforsvarets magasinbygning. Elværkets indretning i tiden som CF-gård. 14 I forbindelse med den store rådhusudbygning, der fandt sted i 1984 og 1985, var det lykkedes at overtale byrådet til at skåne den gamle magasinbygning fra nedrivning. Magasinbygningen blev tilmed besluttet renoveret og indrettet til kulturelle formål. Der var dem, der gav udtryk for skepsis, om der virkelig var behov for et sådant sted i Frederikssund. Den 20. september 1985 - kort før byrådsvalget - kunne Langes Magasin indvies som kulturhus. Det blev en succes. Huset blev udstyret med hjælpemidler, der gjorde det anvendeligt for mange foreninger og projekter. Allerede på dette tidspunkt var der nogle, der tænkte større. Den store elværksbygning kom i fokus. I andre byer var de gamle elværker forandret til såkaldte kulturhuse, så hvorfor ikke i Frederikssund? Det var ikke det rigtige tidspunkt i 1985. Nu var alle enige om, at Langes Magasin først skulle stå sin prøve. Det ville være halsløs gerning, at man på dette tidspunkt kunne fremme et sådant projekt. Først da Langes Magasin var i fuld aktivitet, og mange foreninger og grupper måtte vente længe eller helt forgæves, var det politisk klogt at tænke større tanker.

Kulturhuset Elværket I 1993 besluttede byrådet at omdanne CF-gården til et Aktivitetshus. Der var i starten ikke enighed om behovet for et sådant hus. For at få et kompromis i stand i byrådet (budgetvedtagelsen) stillede de konservative, af angst for langhåret finkultur, krav om, at stedet skulle hedde Aktivitetshus, ikke Kulturhus. Det var der siden nogen, der glemte. Arkitektfirmaet Mangor og Nagel blev sat på opgaven. Forslag og færdige tegninger forelå 30. marts 1993. Opgaven bestod både i at bevare bygningens bygningsmæssige kvaliteter og modernisere huset til nutidens krav med bl.a. køkken og toiletter. Det skete ikke uden dispensationer i forhold til gældende bygningsregulativer. Vigtigst var det at bevare det gamle træloft, ligesom den gamle kran fik lov at blive. Det nyopførte elværk i 1914. Foto: Johannes Hansen. 15

Et hus til kulturen v/ Eskild Marcussen og Anne-Marie Jørgensen Da Frederikssund vandt Danmarks Radios Bydysten i 1996, var det næsten nye Kulturhuset Elværket i centrum. Det var her, byens borgere mødte op, iført nattøj og paraplyer, og med hyggeligt sammenhold var med til at sikre, at det blev Frederikssund, der vandt. Forud for indvielsen af den 80 år gamle elværksbygning som et mødested for kulturbrugere i Frederikssund Kommune var der blevet arbejdet flittigt, først og fremmest blandt kulturens græsrødder. I 1988 ønskede det daværende byråd med borgmester Jørgen Christiansen i spidsen, at borgerne i vid udstrækning skulle inddrages i udarbejdelsen af kommunens fremtidige politik. Der var et ønske om at revidere og opdatere den eksisterende politik på alle områder, og borgernes input blev efterlyst under titlen Frederikssund år 2000. En lang række borgere og foreninger indleverede mange forslag og ønsker, som alle blev præsenteret ved et borgermøde på Åbjergskolen. Der var i denne sammenhæng to interessante forslag. En gruppe foreninger med bl.a. en musikarrangør (Frederikssund Viseklub) og en amatørteatergruppe (Klapsalven) havde udarbejdet et forslag, hvor den dengang nyligt nedlagte Frederikssund Station kunne indrettes til et kulturhus. Det andet forslag blev fremlagt af Gruppe 86, en amatørkunstnersammenslutning sammen med billedkunstnere og undervisere i billedkunst Emma Løsecke Nielsen og Ines Sørensen samt sociolog Carsten Høymann Olsen. 16 En af husets flittige brugergrupper blev teatergruppen Klapsalven. Herover ses plakaten fra deres revy i 1999, der ikke kun blev århundredets men også en af gruppens sidste revyer. Forslaget var at indrette det tidligere elektricitetsværk til kulturhus. Ideen var at skabe Et kulturelt fritidscenter i Frederikssund for de, der ønsker at udfolde og udvikle sig kreativt gennem arbejde med maleri,

grafik, foto, drama og andre kreative og kunstneriske aktiviteter. Projektet ville kunne realiseres gennem brug af de gamle el- og gasværksbygninger med omkringliggende areal. De henviser i skitseprojektet endvidere til, at en lang række kommuner har etableret noget lignende i gamle el- og gasværksbygninger. De tænkte også på, hvordan driften af fritidscenteret skulle organiseres, nemlig gennem en fællesforening med en bestyrelse, der er ansvarlig overfor kommunen. Foreningens medlemmer skulle være grupper, klubber, foreninger m.v., som var interesseret i at benytte og udvikle centeret. Folkene bag de to forslag blev hurtigt enige om, at der kun skulle arbejdes for eet kulturhus i byen, og det gamle elværk var den klare favorit. Der blev hurtigt dannet en forening kaldet Kulturhusgruppen, og foreningens formål var naturligvis at få etableret Kulturhuset Elværket! Kulturhusgruppen Arbejdet i Kulturhusgruppen blev delt op i to velkoordinerede spor, et politisk/organisatorisk og et praktisk. På det første spor arbejdedes der frem mod en politisk erkendelse i den lokalpolitiske verden for nødvendigheden af et lokalt kulturhus med stor og bred inddragelse af husets brugere i både det organisatoriske liv og den praktiske drift. Det skulle med andre ord være et brugerstyret kulturhus. Rundt omkring i landet fandtes allerede en lang række lignede huse, og nu var turen kommet til Frederikssund. Kulturhusgruppen fik sammen med politikere og forvaltningsfolk udarbejdet idégrundlaget for, hvordan Kulturhuset Elværket skulle fungere og drives. Derefter blev der udarbejdet vedtægter for den formelle forening, Elværksforeningen, der skulle drive Kulturhuset Elværket, samt en driftsoverenskomst mellem Frederikssund Kommune og Elværksforeningen. I vedtægterne er der, foruden de klassiske om formål (være rammen om åbne kulturelle arrangementer), generalforsamling etc., også en paragraf om bestyrelsens sammensætning. Her står, at bestyrelsen skal sammensættes af fem personer fra foreningslivet, der skal repræsentere hovedområderne teater, kunst (maleri, skulptur), musik, almen kultur (frimærkesamlere, hønseavlere, oplysningsforbund, osv. osv.) samt ældreområdet. Hertil kommer to personer udpeget af byrådet. Altså en meget bredt repræsenteret sammensætning. At sikre denne brede sammensætning var en blandt mange gode idéer, som Kulturhusgruppen hentede ved besøg i andre kulturhuse på Sjælland. Driftsoverenskomsten indeholder, foruden meget andet, en passus om, at der skal ansættes en person i en fuldtidsstilling som pedel/daglig leder, hvis opgave primært er at facilitere husets brugere. I det praktisk orienterede spor arbejdedes der på at arrangere forskellige events og i det hele taget demonstrere, at en professionelt arbejdende amatørgruppe godt kunne udvikle og gennemføre komplekse arrangementer med mange forskellige aktører. Resultatet blev i første omgang nogle mindre events. Bl.a. om at sætte spor hvor en gruppe mennesker i fællesskab trak en stor kalkblok gennem gaderne fra den nye station til det gamle elværk, et lidt underfundigt spor dér i gågaden. En anden var spiraldagen, hvor der flere steder rundt omkring i gader og stræder pludselig blev skabt spiraler af håndstore sten, enten rå eller farvede, et sjovt billede på, at tingene både hænger sammen og går i ring. Et Sund I 1990 lykkes det Kulturhusgruppen, ved at ansøge og få tildelt midler fra Kulturministeriets udviklingspulje for samarbejde mellem amatører og professionelle, 17

at skabe mulighed for at få den anerkendte kunstner Kirsten Dehlholm, der også dengang var leder af performancegruppen Hotel Pro Forma til Frederikssund. Sammen med folk fra Kulturhusgruppen og over 100 andre medvirkende skabte Kirsten Dehlholm forestillingen Et Sund i og omkring Falkenborgskolen en lørdag aften i september. En Forestilling, hvor mange af skolens udendørs rum og en spektakulær kælder blev omdannet til smukke, mærkelige og underfundige billeder/tableauer, alle skabt ved hjælp af lys, lyde, rekvisitter, mennesker, bevægelse og det enkelte billedes rammer. Publikum blev ledt gennem skolen fra billede til billede. En ganske usædvanlig oplevelse, men også en aha-oplevelse for både publikum og medvirkende. Det karakteristiske ved bygningen er maskinhallens indvendige udformning, især hvad angår loftsbeklædningen. Akustikken i hallen er fortræffelig, og det vil derfor være naturligt at anvende den som miniteatersal. Mulighederne er talrige, fra koncert (dog kun akustiske instrumenter), visesang og sangkor til mindre teaterforestillinger eller foredrag og filmfremvisning. Han beslutter sin redegørelse af med, at en skulptur på forpladsen ikke ville være at foragte. Frederikssund Kommune holdt lørdag den 9. maj 1992 en Kulturtemadag, og på mødet var det gennemgående tema ønsket om et kultur- og aktivitetshus i byen. Nogle foreslog et Aktivitets-kraftcenter i midtbyen, der kunne sende gode vibrationer ud i periferien. Andre ønskede et stort kulturhus i det nedlagte jernstøberi på havnen med bibliotek, musik og teatersal, og atter andre efterlyste et samlingssted til pensionisterne. Kulturhusgruppen foreslog selvfølgelig, at Elværket blev omdannet til et kultur- og aktivitetshus, som skulle være et sted, hvor man kan gå hen, når man keder sig, uden, at der er bestemte aktiviteter på bestemte dage. I forbindelse med, at Frederikssund Kommune senere i 1992 opfordrede kommunens borgere til at komme med konkrete ideer til elværkets indretning som aktivitetshus, formulerede forhenværende driftsbestyrer på Frederikssunds kommunale værker, Villy Kirt Hansen, et forslag til, hvordan elværksbygningen kunne anvendes til aktivitetshus. For ham var det vigtigt at bevare bygningens originale udseende så meget som muligt. Bronzeskulopturen Min indre svinehund af kunstneren Jens Galschiøt fik i 2002 fast plads foran Elværket. Foto: kennethjensen.dk. 18

Der kom senere en skulptur på forpladsen, men måske af en noget anden udformning, end Villy Kirt Hansen havde forestillet sig. I begyndelsen af 1993 blev der så nedsat et byggeudvalg bestående af repræsentanter fra byrådets tekniske udvalg og kultur- og fritidsudvalget og med formanden for Kulturel Fællesforening, Carsten Høymann Olsen, som brugerrepræsentant. ÅbningsBilleder Kulturhusgruppen havde god fremdrift efter Et Sund, og byrådet bevilgede midler til det gamle elværks renovering og indretning. Hele idéen om et brugerstyret kulturhus i Frederikssund blev alment anerkendt og støttet. Kulturhusgruppens sidste opgave var at stå for selve åbningen af Kulturhuset Elværket. Gruppen fik, i samarbejde med instruktør Peter Holmgaard fra performancegruppen Kom De Bagfra, skabt forestillingen ÅbningsBilleder. Denne forestilling afspejlede i høj grad den grundlæggende idé om et kulturhus tiltænkt og brugt af en meget bred brugergruppe. Forestillingens mange tableauer blev alle afviklet som en glidende strøm gennem salen, drømmene der svæver, ældre mennesker brygger kaffe, musikere, der vågner og spiller, børn, der leger, gymnaster, der danser smukt med store balloner, folkedansere danser, kor, der synger gående baglæns, Knud Christoffersen, borgmester holder åbningstalen, osv. osv. ÅbningsBilleder blev opført første gang fredag den 21. januar 1994 og gentaget de to næste dage. Over 20 forskellige foreninger og mere end 130 personer var involveret i denne skelsættende begivenhed. Borgmester Knud B. Christoffersens tale ved indvielsen den 21. januar 1994: Du kære gamle hus, du strømmens motorhus. I nittenfjorten skabt for at give os kraft til hjem og virksomhed. Du har vor kærlighed. Du blev til, før verden gik af lave, men for byen blev du en dejlig gave. Du varslede en ny tid. Din motor sled med flid. Du gav os strøm, en fortryllende drøm, da ny teknik blev hvermandseje, og fædre mindre hverdagsmøje. Vær hilset du gamle hus! Her er vi så! Vi er kun glade amatører, der bygger videre på det, vi hører. Vi er kun dværge, men står på kæmpers skuldre. Vi bygger videre på det, som skabtes af andre, men vi vil også selv verden forandre! Vi er blot en del af kulturlivets mangfoldighed, men hævet over jantelovens middelmådighed. Nu skal du, kære hus, i al beskedenhed atter være rammen for gavnlig virksomhed. I dag, hvor fritid og foreningsliv, arbejdsløshed og kulturliv er knyttet nøje sammen, skal du være rammen om os alle sammen. 19

Vær hilset du gamle hus her i sangens stille sus. Et kulturpalads blev du ikke sådan til punkt og prikke men for folkelighed et værested og for skabertrang et arnested. Vær hilset du kære hus! Her er vi så! Engang gav du os elektricitet, Nu skal vi give dig aktivitet. Du skal være et fristed et handlingens og åndens fristed. Intet skal være for stort og intet for småt. Også små ting kan være stor kunst. Læg du bare ryg og rum til, så skal vi nok gøre vort til, at du på ny producerer dynamisk kraft som glæde, livsmod og virketrang. Så til slut jeg ønske vil Jer alle held og lykke til. Knud B. Christoffersen, der selv var helt nytiltrådt borgmester i januar 1994, holder åbningstalen. 20