EØS-aftalens betydning. for nordisk alkoholpolitik* DIANA SØE

Transkript

1 DIANA SØE EØS-aftalens betydning for nordisk alkoholpolitik* Den nordiske alkoholpolitik står nu over for nye udfordringer i forbindelse med EØS-aftalens ikrafttræden og et eventuelt fremtidigt EF-medlemskab. Medlemsstaterne har med EØS-aftalen påtaget sig forpligtelser vedrørende et vi,dt spektrum af nationale regler. Det er således af væsentlig betydning og yderst aktuelt at undersøge, hvad disse forpligtelser mere konkret indebærer - her med fokus på den alkoholpolitik, som føres i Finland, Norge og Sverige. I det følgende er det min hensigt at belyse visse af de af EØS-aftalen følgende forpligtelser, således som disse skal fortolkes i henhold til EF Domstolens praksis. Formålet hermed er at skitsere omfanget af forpligtelserne samt de mulige konsekvenser heraf for den fremtidige nordiske alkoholpolitik. Ved afgrænsningen af emnet for denne artikel har jeg ud fra en vurdering af den nordiske alkoholpolitiks vigtigste virkemidler udskilt de EØS-regler, som får central betydning. Dette indebærer samtidig, at min gennemgang ikke er udtømmende. Som baggrund for beskrivelsen af EF-Domstolens fortolkninger har jeg i korte træk berørt Domstolens særdeles teleologiske fortolkningsstil, der giver Fællesskabsretten en meget dynamisk karakter. Hovedemnet er imidlertid en beskrivelse af Domstolens fortolkning af forpligtelserne vedrørende frie varebevægelser, herunder forbudet mod kvantitative restriktioner og forbudet mod forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere gennem statslige handelsmonopoler. Formålet med EØS-reglerne er at sikre lige chancer for indenlandske og importerede varer, og bestemmelserne får derved betydning også for reguleringer angående den indenlandske afsætning. Der er alene tale om et udpluk af retspraksis fra EF-domstolen, men dette skulle gerne give et indtryk af forpligtelsernes omfang. Endelig vil jeg skitsere de nordiske landes muligheder for at agere samt tidsrammen herfor. Alkoholpolitikken i national ret og i Fællesskabsretten I de nordiske landes nationale lovgivninger er alkohol tillagt en særstilling, idet produktion og salg af denne vare er underlagt specielle begrænsninger. Dette er ikke tilfældet i Fællesskabsretten, hvor alkohol behandles som enhver anden vare. Heraf følger, at reguleringen af produktion og salg af alkohol er underkastet hovedprincippet om frihandel. VII man opretholde en restriktiv alkoholpolitik inden for Fællesskabsretten, må dette som udgangspunkt ske i form af en undtagelse fra hovedprincippet. l * Artikeln bygger på ett foredrag hållet vid NAD:s seminarium om juridiska aspekter på alkoholpolitiken i EG och EES i Stockholm den 17 november Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1-23-

2 Den nordiske alkoholpolitiks virkemidler Selve alkoholmonopolet må sammen med højprispolitikken anses at være blandt de vigtigste virkemidler i den nordiske alkoholpolitik, men disse foranstaltninger har tillige virkninger, som berører Fællesskabet og Det indre markeds oprettelse og funktion. Derfor må det antages, at EØSaftalens ikrafttræden og et eventuelt fremtidigt medlemskab af EF vil få betydning for disse centrale virkemidler. Det står i dag klart, at mulighederne for at fastholde den nuværende højprispolitik gennem høje afgifter på alkoholholdige drikkevarer i hvert fald på længere sigt er særdeles usikre. Inden for EF er man nu nået til enighed om en harmonisering af visse punktafgifter (excise duties) bl.a. på alkohol, som dog alene vedrører fastsættelsen af minimumssatser. Dette indebærer, som også EF-Kommissionen udtaler vedrørende Sveriges EF-medlemsansøgnini ' at de enkelte medlemsstater i og for sig kan bevare et nationalt afgiftsniveau. Det anføres imidlertid videre, at man må tage de konsekvenser i betragtning, som følger af en afskaffelse af restriktionerne for privates indkøb i andre medlemslande. Med andre ord antager man, at fjernelsen af disse restriktioner med tiden vil indebære en tilnærmelse af afgiftsniveauerne. Det skal dog bemærkes, at disse regler om afgifter og indførselsrestriktioner ikke er medtaget i EØS-aftalen, hvorfor de eventuelle effekter heraf først bliver relevante i forbindelse med et eventuelt medlemskab af EF. Desuden kan de nordiske lande håbe på at forhandle sig frem til overgangsperioder og derved kunne opretholde visse kvantitative restriktioner for privates indførsel, således som det for eksempel er lykkedes for Danmark gennem en længere årrække. Tilbage står således som de vigtigste midler i den fremtidige nordiske alkoholpolitik monopolsystemet samt andre alkoholpolitiske foranstaltninger til regulering og begrænsning af tilgængeligheden. EØS-regler af betydning for den nordiske alkoholpolitik EØS-aftalen indeholder regler om frie varebevægelser. Disse regler indebærer en forpligtelse til at afskaffe alle restriktioner vedrørende ind- og udførsel. Da imidlertid aftalens funktion - et hjemmemarked med fri bevægelighed for bl.a. varer - ikke kan sikres alene ved afskaffelse af sådanne regler, der direkte berører import eller eksport, kan tillige reguleringen af afsætningen i importstaten blive berørt af EØS-aftalen, idet disse nationale regler kan hindre afsætningen af importerede varer fra andre kontraherende stater. EØS-aftalen indeholder således i Art forbud mod kvantitative import- og eksportrestriktioner samt foranstaltninger med tilsvarende virkning. Herudover er der i Art 16 en særregel om statslige handelsmonopoler. Fortolkning af EØS-aftalen Det fremgår af EØS-aftalens Art 6, at i det omfang EØS-aftalen indeholder bestemmelser, der indholdsmæssigt er identiske med tilsvarende regler i Romtraktaten, skal disse bestemmelser fortolkes i overensstemmelse med de domme, EF-Domstolen har afsagt frem til underskrivelsen af EØS-aftalen. Udgangspunktet for fortolkningen af de forpligtelser, der følger af EØS-aftalen, bliver således de konklusioner, EF-Domstolen er nået til i sin praksis vedrørende de tilsvarende bestemmelser i Romtraktaten, det vil sige Art 37 (EØS-aftalens Art 16) om statslige handelsmonopoler samt Art 30 og 34 (EØS-aftalens Art 11-12) om forbud mod import- og eksportrestriktioner. Art 37 er en særregel om statslige handelsmonopoler. Denne bestemmelse gælder ikke for nationale forskrifter, som ikke vedrører et offentligt monopols særlige funktion, nemlig udøvelse af eneret, men som generelt omfatter fremstilling og afsætning af alkoholholdige drikkevarer uden hensyn til, om disse er omfattet af det pågældende monopol. 3 Der vil således være nationale regler, som falder uden for selve monopolsystemet, og som derfor ikke skal bedømmes i forhold til Art 37. Det kan imidlertid tænkes, at sådanne nationale foranstaltninger kan komme i strid med forbudet mod kvantitative import- eller eksportrestriktioner i Art I visse tilfælde er det dog muligt at opretholde sådanne nationale foranstaltninger med henvisning til undtagelsen i Art 36 (EØS-aftalens Art 13). Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-24-

3 Før jeg går ind i den konkrete fortolkning af de respektive forpligtelser, skal jeg gøre et par bemærkninger om EF-Domstolens fortolkningsrnetoder. De fortolkningsprincipper, EF-Domstolen anvender, er stort set de samme, som anvendes af nationale domstole i de nordiske lande. Domstolen tager udgangspunkt i ordlyden af den bestemmelse, som skal fortolkes. Dernæst ser man på den kontekst, bestemmelsen indgår i, samt formålet med den. Derimod tillægges forarbejder normalt ingen betydning ved fortolkningen af Romtraktatens bestemmelser. Ser man imidlertid på Domstolens fortolkningsstil (det vil sige valget mellem forskellige fortolkningsprincipper og vægtningen heraf), må denne karakteriseres som udpræget teleologisk. Det er således først og fremmest bestemmelsens formål, der lægges vægt på, og Domstolen fremhæver nødvendigheden af at tage hensyn til Fællesskabsrettens dynamiske karakter. Dette giver Domstolen en betydelig frihed til at fortolke bestemmelserne i lyset af dens opfattelse af, hvad der bedst tjener til at realisere traktatens formål, navnlig integrationsformålet. Domstolen vil således vælge en udvidende fortolkning af traktatens forbuds- og påbudsbestemmelser og en snæver fortolkning af undtagelserne fra disse bestemmelser. 4 EØS-aftalens forpligtelser Forbud mod import- og eksportrestriktioner - Art Art 11: "Quantitative restrictions on imports and all measures having equivalent effect shall be prohibited between the Contracting Parties:' Art 12: "Quantitative restrietions on exports and all measures having equivalent effect shall be prohibited between the Contracting Parties:' Som det ses indeholder begge bestemmelser to led, nemlig et forbud mod kvantitative restriktioner samt et forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning. Begrebet kvantitative restriktioner omfatter ethvert statsligt forbud mod ind- eller udførsel af varer og ethvert statsligt påbud, der gør ind- eller udførsel afhængig af fremlæggelse af en indførsels- eller udførselsbevilling, såfremt bevillingen ikke udstedes automatisk efter anmodning (fri licens). Begrebet omfatter også ethvert statsligt påbud, som inden for et bestemt tidsrum fastlægger mængden eller værdien af den tilladte ind- eller udførsel af en eller flere varer (kontingenter).5 Sådanne kvoteordninger forekommer stort set ikke længere, og EF-Domstolens praksis har derfor primært drejet sig om fortolkning af begrebet "foranstaltninger med tilsvarende virkninger som kvantitative restriktioner:' For så vidt angår eksportrestriktioner valgte Domstolen at fortolke begrebet således, at det alene vedrører diskriminerende foranstaltninger. 6 Eftersom medlemsstaternes interesse i at fastsætte restriktioner for eksporten må anses at være begrænset, hvilket tillige afspejler sig i Domstolens praksis herom, vil jeg her koncentrere mig om begrebet "foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative importrestriktioner", i det følgende benævnt FTV. Fortolkning af begrebet FTV Direktiv 70/50 7 indeholder EF-Kommissionens fortolkning af begrebet FTV. I henhold til Art 2(1) omfatter det "... foranstaltninger, andre end dem, der anvendes uden forskel på indenlandske og importerede varer, som udgør en hindring for den import, der uden disse foranstaltninger ville have kunnet finde sted, herunder de, der gør importen mere vanskelig eller byrdefuld end afsætningen af indenlandske varer:' Art 3 angiver, at direktivet tillige omfatter "... foranstaltninger, som regulerer afsætningen af varer (særlig med hensyn til form, dimension, vægt, sammensætning, præsentation... ), og som anvendes uden forskel på indenlandske varer og importerede varer, og hvis restriktive virkninger på den frie omsætning af varer overskrider rammen for virkninger, der er karakteristiske for bestemmelser for handelen:' Direktivet er dog ikke en bindende fortolkning af begrebet FTv, da det er udstedt af Kommissionen, som ikke kan ændre rækkevidden af Art 30 (EØS-aftalens Art 11), således som den fastlægges af Domstolen. Det skal imidlertid bemærkes, at der foreligger praksis, hvor Domstolen har refere- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-25-

4 ret til direktivets fortolkning, men dette er ikke sket konsekvent. EF-Domstolen har i sin fortolkning af begrebet FTV taget udgangspunkt i, at ff. enhver foranstaltning, som er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at begrænse samhandelen mellem medlemsstaterne" (Sag 8/74 Dassonville)8 er i strid med Art 30:' Dernæst har den udtalt, at selvom foranstaltninger, der gælder uden forskel for indenlandske og importerede produkter, ikke i almindelighed har en sådan virkning, kan det i enkelte tilfælde forholde sig anderledes (Sag 82/77 van Tiggele).9 Domstolen har således valgt at fortolke begrebet meget vidt for derved at opnå formålet med forbudet, hvilket er at sikre lige chancer for importerede og indenlandske produkter på det indenlandske marked. Af Domstolens righoldige praksis vedrørende begrebet FTV kan man udskille to hovedgrupper af regler, som kan have betydning for alkohol betragtet som en vare. Den første hovedgruppe vedrører regler om varens betegnelse, præsentation, indpakning, kvalitet med videre. Retspraksis omhandlende disse spørgsmål har ikke megen betydning for bedømmelsen af alkoholpolitiske foranstaltningers overensstemmelse med EF-retten ud over, at Domstolen i disse sager har fastlagt visse overordnede principper (for eksempel sag 8/74 Dassonville om begrebet FTV og sag 261/81 Rau 10 om proportionalitetsprincippet), som den henholder sig til i senere afgørelser. Den anden hovedgruppe behandler et vidt spektrum af nationale foranstaltninger, som på den ene eller anden måde berører varens afsætning på det indenlandske marked. Her kan som eksempler nævnes prisregulerende foranstaltninger, restriktioner vedrørende salg og reklamerestriktioner. Det er denne del af Domstolens praksis, som skal behandles i det følgende. Hvorledes kan disse regler komme i strid med forbudet mod importrestriktioner? U dgangspunktet er, at den nationale regel skal være egnet til at begrænse samhandelen. Jeg vil her fremdrage Domstolens udtalelser om nationale foranstaltninger af forskellig karakter. Prisregulerende foranstaltninger: Domstolen udtalte i sag 78/82 Kommissionen v. Italien, at ff. nationale foranstaltninger vedrørende prisfastsættelse, som gælder uden forskel for indenlandske og importerede varer, ikke i sig selv udgør FTV, men kan have en sådan virkning, når de på grund af det fastsatte prisniveau stiller importerede produkter ringere, navnlig fordi den konkurrencefordel, som beror på disses lavere kostpriser, udlignes, eller fordi der er fastsat en så lav maksimalpris, at de erhvervsdrivende, der ønsker at importere de pågældende produkter til vedkommende medlemsstat, kun - når henses til den almindelige situation for importerede produkter sammenlignet med situationen for indenlandske produkter - kan gøre dette med tab',.l1 Restriktioner vedrørende salg: Som Domstolen statuerede i sag 75/81 Blesgen 12 ff kan lovbestemmelser vedrørende varers afsætning, selvom de ikke direkte vedrører importordningen, efter omstændighederne påvirke mulighederne for indførsel af varer fra andre medlemsstater og således være omfattet af forbudet i traktatens artikel 30". Restriktioner vedrørende reklame: Domstolen refererede til sin tidligere praksis og udtalte, at ff. en lovgivning, som begrænser eller forbyder visse former for reklame, er, selvom den ikke direkte påvirker importen, egnet til at begrænse dennes omfang, idet den påvirker mulighederne for at afsætte de importerede pro dukter". 13 Domstolen definerer således begrebet forskelligt alt efter foranstaltningens karakter. Er der tale om prisregulerende foranstaltninger, er det en konsekvent linje i Domstolens praksis, at alene sådanne foranstaltninger, som faktisk diskriminerer importerede produkter, anses værende i strid med Art 30. I det konkrete eksempel vedrørende salg af alkohol (sag 75/81 Blesgen) anvendte Domstolen samme kriterium. I den seneste praksis angående reklamerestriktioner (sagerne C-1/90 og C-176/90 Katalonien) er Domstolen imidlertid tilbage ved sit udgangspunkt, således som dette kom til udtryk i sag 8/74 Dassonville. Hvad anses herefter som FTV? Diskriminerende regler: I sag 152/78 Kommissionen mod Frankrig 14 drejede det sig om reklamelovgivningen. De nationale regler indeholdt en opdeling i kategorier Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-26-

5 af forskellige former for alkohot hvortil reglerne om reklame var knyttet. For visse kategorier var der fri adgang til at reklamere (hovedsageligt indenlandske produkter), mens der for andre var begrænsninger eller totalt forbud (hovedsageligt importerede produkter). Domstolen koncentrerede sig om at undersøge, hvorvidt der var tale om diskrimination, hvilket alene er tilfældet, såfremt importerede produkter behandles anderledes end "lignende" eller "konkurrerende" indenlandske produkter. Begreberne "lignende" eller "konkurrerende" har Domstolen defineret i to sager vedrørende henholdsvis forholdet mellem forskellige former for spiritus og forholdet mellem øl og vin. I sag 168/78 bedømtes spiritusmarkedet i Fællesskabet således, at markedet består af en masse produkter, der må karakteriseres som "lignende", og at alle former for spiritus har visse fællestræk, hvilket betyder, at der i hvert fald består et delvist eller potentielt konkurrenceforhold mellem produkterne. 15 I sag 170/78 tog Domstolen stilling til forholdet mellem øl og vin. Her udtalte s, at de pågældende drikkevarer i en vis udstrækning kunne opfylde samme behov, hvorfor de måtte antages i nogen grad at kunne substituere hinanden. Det afgørende var ikke forbrugsvanerne i en medlemsstat, da disse ikke kan betragtes som uforanderlige. En medlemsstat må således ikke medvirke til at fastholde forbrugsvanerne til fordel for virksomhederne i medlemsstaten, som har opnået en fordel ved en produktion tilrettelagt efter disse. Domstolen erkendte imidlertid, at det på grund af de betydelige forskelle mellem vin og øl er vanskeligt at sammenligne de to produkter for så vidt angår deres fremstillingsmåde og naturlige særpræg. Konklusionen i sagen (dom afsagt ) fastslår derfor alene, at der foreligger et konkurrenceforhold mellem lette vine og øl. 16 I sagen vedrørende reklamelovgivningen i Frankrig vurderede Domstolen herefter, at selvom et betydeligt antal indenlandske produkter ramtes af de nationale reklamerestriktioner, medførte den pågældende inddeling (efter art), at importerede produkter blev stillet ringere i forhold til konkurrerende indenlandske produkter. Nationale regler der anvendes uden forskel: I sag 82/77 van Tiggele var der tale om en hollandsk forordning, som indførte en ordning med mindstepriser for det indenlandske detailsalg, hvor priserne fastsattes forskelligt for hver enkelt kategori af destillerede drikkevarer. Domstolen vurderede, at såfremt de nationale bestemmelser anvendtes uden forskel på indenlandske og importerede varer, ansås et forbud mod detailsalg til lavere priser end den af detailhandleren betalte indkøbspris ikke at kunne have skadelige virkninger alene for afsætningen af importerede varer. Det samme måtte gælde fastsættelsen af fortjenstmargener til et bestemt beløb, når dette, som i det foreliggende tilfælde, udgjorde en relativt ringe andel af den endelige detailsalgspris. Anderledes for så vidt angik den mindstepris, som var fastsat til et bestemt beløb, idet denne ganske vist gjaldt uden forskel for indenlandske og importerede varer, men kunne vanskeliggøre afsætningen af importerede varer, i det omfang den forhindrede, at en lavere kostpris fik virkning for salgsprisen til forbrugeren. I sagerne C-1/90 og C-176/90 Katalonien var der tale om et forbud mod at reklamere for drikkevarer med et alkoholindhold på 23 % og derover. Forbudet gjaldt alene reklame i massemedier, på gader og veje (bortset fra skiltning for produktions- og salgssteder), i biografer og i offentlige transportmidler. Domstolen konstaterede blot (i overensstemmelse med Dassonville-princippet, sag 8/74 - note 8), at en lovgivning, som begrænser eller forbyder visse former for reklame, er egnet til at begrænse importens omfang, og anses følgeligt principielt som en FTV i strid med Art 30. Forbudet i sag 75/81 Blesgen vedrørte alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 22 % og derover. For disse drikkevarer var der forbud mod udskænkning til nydelse på stedet på offentligt tilgængelige steder (hoteller, restauranter med videre). Domstolen vurderede i dette tilfælde foranstaltningen ud fra fortolkningen i Kommissions direktiv 70/50. Ifølge dette udgør en national foranstaltning, som regulerer afsætningen af varer, en FTV, når dens restriktive virkning på den frie omsætning af varer overskrider rammen for virkninger, der er karakteristiske for bestemmelser for handelen. Dette var ikke tilfældet med den pågældende hollandske lovgivning, idet den for det første kun vedrørte salg med henblik på nydelse på stedet af drikkevarer med et højt aiko holindhold på offentligt tilgængelige steder, men Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993: l - 27-

6 ikke vedrørte andre former for salg af den pågældende drikkevare. For det andet indebar de restriktioner, der pålagdes salget, ikke nogen sondring efter varernes art eller oprindelse. Domstolen konkluderede således, at den nationale bestemmelse i realiteten ikke havde nogen forbindelse med importen, og derfor ikke kunne hindre samhandelen mellem medlemsstaterne. Den her omtalte praksis viser alene nogle få eksempler på nationale bestemmelser, som Domstolen har vurderet i henhold til Art 30. Det ses, at Domstolens vurdering varierer afhængigt af foranstaltningens karakter. Det er ikke altid tilstrækkeligt at påvise, at de pågældende bestemmelser anvendes uden forskel på indenlandske og importerede produkter. I stedet lægger Domstolen vægt på, Dm importerede varer faktisk stilles ringere end indenlandske. Denne afgørelse forudsætter en undersøgelse af, hvorvidt der er tale om ''lignende'' eller ''konkurrerende" varer. I sin praksis har Domstolen konstateret, at der foreligger et konkurrenceforhold mellem alle former for spiritus og mellem øl og lette vine. Ser man imidlertid på sagen vedrørende reklamer i Katalonien, konstateredes det blot, at i og med at reglerne om reklame påvirker mulighederne for afsætning, er de egnede til at begrænse importens omfang og må derfor principielt anses som FTV i strid med Art 30. Alene muligheden for, at foranstaltningen begrænser importen, ansås tilstrækkeligt. Der er dog også grænser for, hvad Domstolen anser som foranstaltninger, der begrænser importen. Sag Blesgen er et eksempel på en national bestemmelse, som ifølge Domstolens opfattelse ingen forbindelse har med indførslen af varer, idet dens restriktive virkninger på den frie omsætning af varer ikke overskrider rammen for virkninger, der er karakteristiske for handelen. Man kan altså konkludere, at diskrimination er et tilstrækkeligt, men ikke altid et nødvendigt element, når man skal vurdere, hvorvidt foranstaltningen er i strid med Art 30. Kan FTV i strid med Art opretholdes? Inden for Fællesskabsretten er det antaget, at visse overordnede interesser er af så væsentlig betydning, at selvom en national foranstaltning er fundet i strid med Art 30 eller 34 (E0S-aftalens Art 11-12), bør der alligevel være mulighed for at opretholde denne med henvisning til enten Art 36 eller "Rule of reason". E0S-reglen (Art 13) svarende til Art 36 lyder som følger: "The provisions of Article 11 and 12 shall not preclude prohibitions or restrictions on imports, exports or goods in transit justified on grounds of public morality, public policy or public security; the protection of health and life of humans, animals or plants; the protection of national treasures possessing artistic, historie or archaeologieal value; or the protection of industrial and commercial property. Such prohibitions or restrictions shall not, however, constitute a mear:ts of arbitrary discrimination or a disguised restriction on trade between the Contracting Parties:' I henhold til Art 36 kan en national bestemmelse opretholdes, selvom den udgør en hindring for importen. Dette er imidlertid betinget af, at vilkårene i Art 36 er opfyldt, hvilket beror på, om den nationale bestemmelse varetager et af de i Art 36 opregnede hensyn, er proportional og ikke udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen. Domstolens vurdering af disse vilkår skal beskrives ved en gennemgang af sagen angående reklamer i Katalonien. 17 Som tidligere nævnt havde Domstolen fastslået, at forbudet mod reklamer for alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 23 % og derover var i strid med Art 30. Det centrale spørgsmål i sagen var herefter, hvorvidt den katalanske regulering kunne retfærdiggøres med henvisning til Art 36. 1) Hensyn Domstolen statuerede, at reklame udgør en tilskyndelse til konsumtion, og at en regulering, som begrænser mulighederne for at reklamere for alkoholholdige drikkevarer, således er et led i bekæmpelsen af alkoholisme. En sådan regulering fandtes derfor ikke uden betydning for beskyttelsen af den offentlige sundhed. 2) Proportionalitet For så vidt angår denne betingelse fastslog Domstolen for det første, at så længe der ikke er sket harmonisering på fællesskabsplan, er det overladt til medlemslandene at beslutte, på hvilket niveau de vil sikre beskyttelsen af den offentlige sundhed, og med hvilke midler dette niveau søges opnået. Medlemsstaterne må dog alene gø- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1-28-

7 re det inden for de grænser, der er skitseret i Romtraktaten, og navnlig med respekt for proportionalitetsprincippet. Dette princip defineres således i sag 261/81 Rau: "Endvidere skal de pågældende bestemmelser stå i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål. Har en medlemsstat valget mellem flere forskellige foranstaltninger, som kan opfylde samme mål, skal den vælge det middel, som hindrer den frie samhandel mindst muligt:' Domstolen vurderede herefter, at den pågældende nationale foranstaltning ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, idet den for det første alene angik alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 23 % og derover. For det andet indebar den nationale lovgivning ikke et generelt forbud mod reklamer, men alene et forbud på bestemt angivne steder, hvoraf en del navnlig passeres af bilister og unge mennesker, det vil sige to befolkningsgrupper, over for hvilke bekæmpelsen af alkoholisme er særlig vigtig. 3) Vilkårlig forskelsbehandling og skjult begrænsning af samhandelen Det konstateredes, at den nationale lovgivning ikke sondrede mellem produkter i henhold til deres oprindelse, men alene i henhold til deres alkoholindhold, hvilket Domstolen anerkendte som et objektivt kriterium. Dette var derimod ikke tilfældet i sagen vedrørende reklamer i Frankrig (sag 152/78), hvor man sondrede mellem alkohol, der blev indtaget før og efter måltidet. Den franske regering argumenterede for, at førstnævnte gruppe af alkoholholdige drikkevarer var mere skadelig for sundheden, idet de blev indtaget på tom mave. Derfor var denne gruppe drikkevarer undergivet reklameforbud eller -begrænsninger. Domstolen fastslog, at dette ikke var et objektivt kriterium, og eftersom restriktionerne navnlig ramte importerede produkter, var der tale om vilkårlig forskelsbehandling. Domstolen fremholdt dernæst i sagen vedrørende Katalonien, at restriktionerne gjaldt i lige høj grad for produkter (af en ikke uvæsentlig kvantitet) med oprindelse i den del af territoriet, hvor lovgivningen fandt anvendelse (reklamereguleringen var alene gældende i Katalonien), som for produkter fra andre medlemsstater. Den omstændighed, at denne del af territoriet i højere grad producerede drikkevarer med en alkoholprocent under 23 %, var ikke tilstrækkelig til i sig selv bevirke, at en sådan lovgivning blev betragtet som en vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen. "Rule of reason" Der er tale om en dommerskabt regel, som første gang blev fastslået i sag 120/78 Cassis de Dijon. IS Reglen formuleredes som følgende: ''Da der ikke findes en fælles ordning vedrørende fremstilling og salg af alkohol... tilkommer det medlemsstaterne at anordne alle de regler, der på deres område skal gælde for fremstilling og afsætning af alkoholholdige drikkevarer; hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, der beror på forskelle i de nationale lovgivninger vedrørende afsætningen af de pågældende produkter, må accepteres i det omfang, disse bestemmelser er uomgængeligt nødvendige af hensyn til især en effektiv skattekontrol, beskyttelsen af den offentlige sundhed, god handelsskik og forbrugerbeskyttelse." Den her opregnede liste af hensyn er ikke udtømmende, idet Domstolen i sin senere praksis har videreudviklet reglen. "Rule of reason" kan imidlertid alene udgøre en undtagelse til ikke-diskriminerende nationale bestemmelser, og alene såfremt de øvrige betingelser for anvendelsen af Art 36 er opfyldt. Reglens selvstændige betydning består herefter i, at der er mulighed for at varetage andre hensyn end de i Art 36 nævnte, for eksempel socialpolitiske. Konsekvenser for den nordiske alkoholpolitik Der skal alene drages konklusioner for så vidt angår den her refererede praksis fra EF-Domstolen. Udgangspunktet er, at sålænge der ikke eksisterer Fællesskabslovgivning på området, er det forbeholdt de enkelte medlemsstater at anordne de regler, der skal gælde for fremstilling og afsætning af alkohol. Dette skal dog ske inden for de rammer, Romtraktaten fastsætter. Ifølge Domstolens opfattelse vedrørende prisregulerende foranstaltninger (sag 78/82 Kommissionen v. Italien) kan man konkludere, at såfremt der i de nordiske lande fastsættes mirlimumspriser på så højt niveau, at importerede produkter mister en eventuel konkurrencefordel (for eksempel i form af lavere kostpriser), vil dette faktisk stille importerede produkter ringere og dermed findes i strid med Art 30. Hvorvidt sådanne foranstaltninger vil kunne retfærdiggøres, afhænger dels Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1-29-

8 af, hvilket hensyn man her vil anføre at varetage, dels af, om prisreguleringsmidlet findes proportionalt i forhold hertil. Ser man dernæst på restriktioner vedrørende salg, konstaterede Domstolen i sag 75/81 Blesgen, at den nationale lovgivning faldt uden for Art 30's forbud, idet reguleringen ikke overskred rammen for virkninger, der anses karakteristiske for bestemmelser for handelen. Spørgsmålet er, om samme konklusion kan drages for så vidt angår de forskellige regler for salg af vin og øl i de nordiske lande. Domstolens konklusion baserede sig på to forhold i den hollandske lovgivning. For det første var der kun tale om restriktioner for en salgsform, nemlig udskænkning (salg med henblik på nydelse på stedet på offentligt tilgængelige steder). For det andet indeholdt restriktionerne alene en sondring i henhold til alkoholindhold og ikke i henhold til drikkevarernes art eller oprindelse. Problemet vedrørende de nordiske landes lovgivninger på dette område består i, at øl (hovedsageligt et indenlandsk produkt) kan sælges i supermarkeder m.v. og derved er lettere tilgængeligt end vin (hovedsageligt et importeret produkt), som alene kan sælges i monopolbutikker og i restauranter. For det første kan det konstateres, at den nationale lovgivning, når sammenlignes med de mulige salgskanaler for øl, alene begrænser muligheden for at sælge vin i supermarkeder m.v., og ikke andre former for salg af varen. Dernæst må man se på, hvilke sondringer salgsrestriktionen baserer sig på. Ifølge den finske lovgivning er der tale om en sondring i henhold til alkoholindhold, og restriktionen anvendes uden forskel på indenlandske og importerede varer. Derimod er restriktionen i den norske lovgivning baseret på produktets art, det vil sige, hvorvidt produktet klassificeres som vin eller øl. Den norske lovgivning vil således ikke falde uden for Art 30 i henhold til den fortolkning, Domstolen kom frem til i sag Blesgen. Det er imidlertid heller ikke sikkert, at den finske lovgivning vil blive anset værende i overensstemmelse med Art 30. Til forskel fra sag Blesgen, hvor restriktionerne alene vedrørte spiritus, er der i den finske lovgivning nemlig tale om forskellige regler for konkurrerende produkter, lette vine og øl. Det er således relevant at rejse spørgsmålet, hvorvidt den nationale foranstaltning kan retfærdiggøres med henvisning til Art 36 eller ''Rule of reason". Domstolen har godkendt, at en national foranstaltning til begrænsning af konsumtionen anses som et led i bekæmpelsen af alkoholisme og derfor er af betydning for beskyttelsen af den offentlige sundhed. 19 De nationale regler sondrer dernæst alene ifølge alkoholindhold, hvilket Domstolen anser som et objektivt kriterium. Muligheden for opretholdelse afhænger således af, om proportionalitetsprincippet anses opfyldt. Ser man endelig på restriktioner vedrørende reklamer, er Domstolen i sin seneste dom (sagerne C-1190 og C-176/90) kommet til den konklusion, at sådanne restriktioner i princippet må anses som FTV i strid med Art 3D, uanset at reglerne anvendes uden forskel på indenlandske og importerede produkter. Den nationale lovgivning kunne dog retfærdiggøres med henvisning til Art 36, idet der alene var tale om restriktioner for alkoholholdige drikkevarer på 23 % og derover, idet der ikke var tale om et generelt forbud, og endelig idet restriktionerne specielt sigtede mod at beskytte særlige befolkningsgrupper, såsom bilister og unge, over for hvilke bekæmpelsen af alkoholisme er særlig vigtig. I finsk lovgivning er hovedreglen et totalt forbud mod reklame for alle drikkevarer, der omfattes af alkoholloven. Undtagelser gælder alene reklame i fagpublikationer og på udskænknings- og salgssteder samt i visse udenlandske tidsskrifter. 20 Ved vurderingen af, hvorvidt disse regler kan retfærdiggøres, må det konstateres, at ingen af de tre forhold, Domstolen fremhævede i sagen fra Katalonien, er opfyldt, og det er således spørgsmålet, om andre forhold kan begrunde rimeligheden og nødvendigheden af de nationale restriktioner. Det skal understreges, at Domstolen ikke accepterer argumenter om en lempelig administration af reglerne i praksis i form af for eksempel dispensation for importører, idet Domstolen anser, at den frie bevægelighed er en ret, hvis udøvelse ikke er undergivet nationale myndigheders skøn eller tilladelse. 21 Endelig forekommer det særlige problem i den finske lovgivning, at drikkevarer med et maksimalt alkoholindhold på 2.8 volumenprocent ætylalkohol ikke er omfattet af reklameforbudet, idet de ikke omfattes af Alkohollagen. 22 Ser man på markedsføringsudgifterne for disse produkter i Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-30-

9 forhold til omsætningen af disse, er dette en stærk indikation af, at indenlandske ølproducenter udnytter dette til "skjult" reklame for deres stærkere øl ved at fokusere på mærket (''brand''). Er dette tilfældet, vil indenlandske ølproducenter være stillet bedre end udenlandske, hvilket indebærer, at den nationale restriktion ikke J.<an retfærdiggøres, idet der er tale om vilkårlig forskelsbehandling eller skjult begrænsning af samhandelen. Statslige handelsmonopoler - Art 16 E0S-aftalens Art 16 svarer til Romtraktatens Art 37 og lyder som følger: "The Contracting Parties shall ensure that any State monopoly of a commercial character be adjusted so that no discrimination regarding the conditions under which goods are procured and marketed will exist between nationals of EC Member States and EFTA States. The provisions of this Article shali apply to any body through which the competent authorities of the Contracting Parties, in law or in fact, either directly or indirectly supervise, determine or appreciably influence imports or exports between Contracting Parties. These provisions shall likewise apply to monopolies delegated by the State to others:' Romtraktatens Art 37 indeholder et påbud til medlemsstaterne om at tilpasse deres statslige handelsmonopoler - herunder de nordiske alkoholmonopoler. Bestemmelsen er blevet fortolket således, at den omfatter eksklusive rettigheder til import, eksport, engrossalg og detailsalg. Produktionsmonopolet falder derimod uden for Art 37, eftersom det ikke omfattes af begrebet "statslige handelsmonopoler". Hvorvidt bestemmelsen kræver en ændring af de nordiske alkoholmonopoler, afhænger således af en fortolkning af tilpasningsforpligtelsen. For det første skal det bemærkes, at bestemmelsens ordlyd angiver, at der som udgangspunkt alene er tale om en forpligtelse til tilpasning og ikke til afskaffelse af de eksklusive rettigheder. Formålet er imidlertid at sikre fri bevægelighed for andre medlemsstaters varer, og tilpasningen skal derfor resultere i, at diskrimination mellem medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkår udelukkes. Hermed rejses fortolkningsspørgsmålet, hvorvidt dette er et påbud om afskaffelse af faktisk forekommende diskrimination, eller om også enhver mulighed for at diskriminere skal være udelukket. I sag 59/75 Manghera 23 angående det italienske tobaksmonopol, slog Domstolen fast, at det pågældende importmonopol udgjorde en diskrimination i forhold til Fællesskabets eksportører. Følgelig måtte forpligtelsen i Romtraktatens Art 37 fortolkes således, at ethvert statsligt handelsmonopol skulle tilpasses på en sådan måde, at de eksklusive rettigheder måtte afskaffes. Domstolen går i denne bedømmelse ikke ind og undersøger, hvorvidt der faktisk var tale om diskrimination, men statuerer, at eneretten til import må anses som per se diskriminerende. Spørgsmålet om eksportmonopolets tilpasning har endnu ikke været forelagt Domstolen. Slutter man analogt fra ovennævnte dom, må det anses nærliggende, at også denne eksklusive rettighed anses per se diskriminerende og således i strid med Art 37. Det skal imidlertid bemærkes, at såfremt produktionsmonopolet bevares, vil der uanset en afskaffelse af eksportmonopolet i princippet fortsat kun være en eksportør, nemlig monopolet. Ser man på den faktiske situation, kan det konkluderes, at en ophævelse af importmonopolet ikke reelt indebærer en liberalisering, ifald engrossalgsmonopolet bevares, idet importører således ikke vil være i stand til at agere uafhængigt af monopolet. Domstolen har dog ikke taget stilling for så vidt angår denne eneret, da medlemsstaterne, i de sager som har været forelagt, frivilligt har tilpasset denne eksklusive rettighed. Meæ usikkert forholder det sig med detailsalgsmonopolet. I sin årsberetning fra udtaler EF-Kommissionen, at detailsalgsmonopolet gør det muligt at diskriminere mod varer fra de øvrige medlemslande, hvilket er uforeneligt med Art 37. Kommissionen har tillige i sine rekommendationer til medlemsstaterne berørt spørgsmålet og anført, at afskaffelsen af detailsalgsmonopolet er den bedste og mest effektive måde at tilpasse denne eneret på. I Kommissionens udtalelse vedrørende Finlands medlemsansøgning formulerer Kommissionen sig imidlertid anderledes strengt. De sundhedsforebyggende mål anerkendes, men det er Kommissionens opfattelse, at monopolet ikke opfylder proportionalitetsprincippet. 25 Det afgørende er imidlertid Domstolens stillingtagen. I sagerne om de franske og italienske to- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. la, 1993:1-31 -

10 baksmonopoler (sagerne 90/82 26 og 78/82) opretholdtes både produktions- og detailsalgsmonopolet, men disse var organisatorisk adskilte, og detailsalget blev varetaget af selvstændige detail"' handlere. Domstolen anså ikke at ordningen som sådan var i strid med Art 37, men tog alene stilling for så vidt angik de af Kommissionen anfægtede nationale prisregulerende foranstaltninger. (Domstolen konkluderede vedrørende den franske ordning, at den nationale regulering var i strid med Art 37, idet der var tale om fastsættelsen af en anden pris end den af importører eller producenter vedtagne. Den italienske ordning blev derimod accepteret af Domstolen, idet der alene var tale om fastsættelsen af fortjenstmargen, og idet producenter og importører frit kunne vælge en af de i prislisten fastsatte priser eller en anden pris, som derefter blev optaget i prislisten.) I sag 59/75 Manghera tog Domstolen klart stilling til tilpasningskravet for så vidt angik importmonopolet. Dette måtte afskaffes, idet den eksklusive rettighed ansås som per se diskriminerende. Eksport- og engroshandelsmonopolet er ikke blevet behandlet i Domstolen, men meget tyder på, at Domstolens opfattelse vil gå i samme retning som i Manghera-sagen. Sagerne vedrørende detailhandelsmonopolet omhandlede ordninger med organisatorisk adskilte produktions- og detailhandelsmonopoler, og detailsalget blev varetaget af selvstændige detailhandlere. EF-Domstolen bestred ikke opretholdelsen af det pågældende monopolsystem. Der var dog tale om monopolordninger af en helt anden karakter end de nordiske, hvor detailsalget varetages af monopolet og ikke af selvstændige detailhandlere. Desuden er der for Finlands vedkommende tale om et system med kombineret produktions- og detailsalgsmonopoler, hvilket rejser stærk mistanke om, at monopolordningen benyttes til fremme af afsætningen af den indenlandske produktion. Hermed vil kravene til tilpasningen, og dermed beviset for, at reguleringen af handelen foregår på en objektiv og ikke-diskriminerende måde, uundgåeligt skærpes. Det fremtræder således endnu ikke klart af Domstolens praksis, i hvilket omfang de enkelte enerettigheder skal tilpasses, herunder om enhver mulighed for diskrimination skal udelukkes. Er dette tilfældet, vil det formentlig indebære et krav om total afskaffelse af den pågældende enerettighed eller i hvert fald så stor indskrænkning af detailmonopolets beføjelser, at det ikke længere vil kunne udøve mærkbar indflydelse på afsætningen af alkohol. Mulighed for at opnå undtagelse fra Art 16? Det skal her undersøges, hvorvidt undtagelserne til Art 30 og 34 (EØS-aftalens Art 11-12) tillige skulle kunne danne grundlag for en undtagelse til kravet om tilpasning i Art 37 (EØS-aftalens Art 16). Ordlyden i Art 36 (EØS-aftalens Art 13) taler klart imod muligheden for en sådan undtagelse, idet bestemmelsen alene opregner Art (EØS-aftalens 11-12). Som anført tidligere indebærer den fortolknings stil, Domstolen følger, desuden, at Domstolen vælger en snæver fortolkning af undtagelserne til traktatens forbuds- og påbudsbestemmelser. Det er imidlertid muligt, at man kan fremhæve Art 37's sammenhæng med de forudgående bestemmelser og derved argumentere for, at alene det forhold, at en vare er underlagt et monopol, ikke skulle forhindre muligheden for at varetage interesser, som i andre tilfælde tillades at gennembryde princippet om frie varebevægelser. Ru1e of reason har ikke samme afgrænsede anvendelsesområde, men reglen er blevet udviklet i forbindelse med fortolkningen af Romtraktatens Art 30. Hvorvidt disse undtagelser kan finde anvendelse for statslige handelsmonopoler, henstår således som særdeles usikkert, og Domstolen har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet. Vælger man at gøre forsøget, må man imidlertid nøje overveje, hvilke hensyn der skal anføres som begrundelse, særligt når henses til betingelsen om proportionalitet. Er motiveringen en begrænsning af tilgængeligheden til alkohol ved en opretholdelse af detailsalgsmonopolet, er det umiddelbart svært at se, hvorledes man skal bevise, at der ikke findes andre lige så effektive foranstaltninger, som indebærer mindre indgribende hindringer for samhandelen. Som eksempel kan nævnes en foranstaltning til begrænsning af antallet af butikker. Fremhæves derimod et af de andre væsentlige formål med monopolordningen, nemlig ude- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-32-

11 lukkeisen af de private kapitalinteresser, må bedømmelsen tage et helt andet udgangspunkt. Der må dog stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt Domstolens praksis kan anses præjudicerende for de nordiske alkoholmonopoler. De sager, der har været forelagt Domstolen, har vedrørt monopoler, hvis primære formål har været at skaffe staten indtægter. De nordiske alkoholmonopoler har derimod som sit primære og lovfæstede formål at varetage social- og sundhedspolitiske hensyn, og denne grundlæggende forskel kan betyde, at EF-Domstolen tager et helt nyt udgangspunkt i sin bedømmelse. Endelig er der grund til at undersøge muligheden for at opnå en generel undtagelse fra reglerne om frie varebevægelser. Dette vil blive taget op i afsnittet om de nordiske landes muligheder for at agere. Opfyldelsen af forpligtelserne i EØS-aftalen Forpligtelsen til at bringe national lovgivning i overensstemmelse med EØS-aftalen påhviler i princippet medlemsstaterne allerede fra aftalens ikrafttræden. Et særligt problem foreligger vedrørende tilpasningen af statslige handelsmonopoler. I henhold til Romtraktatens Art 37 var de oprindelige medlemsstater forpligtede til at tilpasse sine monopoler inden udløbet af den i Romtraktaten fastlagte overgangsperiode (frem til ). For de nye medlemsstater blev der fastlagt overgangsperioder i de respektive Tiltrædelsestraktater. EØS-aftalen omtaler ikke, at tilpasningen skal ske gradvis i løbet af en overgangsperiode. Fortolkes dette bogstaveligt, indebærer dette, at tilpasningen skal være gennemført ved aftalens ikrafttræden, og de enkelte lande må derfor nu tage stilling til, om og i hvilket omfang de vil gennemføre tilpasningen af alkoholmonopolerne. Hvordan kan de nordiske lande agere? Reglerne om frie varebevægelser vil således indebære betydelige begrænsninger i de enkelte landes muligheder for at opretholde en restriktiv alkoholpolitik, såfremt der ikke opnås en undtagelse fra hovedprincippet om frihandel. Mulighederne for at opnå en undtagelse i henhold til EØS-aftalens bestemmelser og EF-Domstolens praksis er diskuteret ovenfor, herunder det særlige problem vedrørende undtagelse for selve monopolet. Det kan imidlertid tænkes, at de nordiske lande gennem forhandling kan opnå en generel undtagelse fra hovedprincippet om frihandel. EØS-aftalen må nu anses færdigforhandlet og træder formentlig i kraft i løbet af det kommende halvår. En forhandlingsrnæssig løsning til opnåelse af en undtagelse fra aftalen må derfor være udelukket. Det kan blot konstateres, at da man havde forhandlingsmuligheden, undlod man - bevidst eller ubevidst - at tage spørgsmålet op. Den ensidige erklæring fra de nordiske lande kan næppe tillægges juridisk bindende virkning. Selvom der i forbindelse med forhandlingerne om fuldt medlems skab af EF igen foreligger en forhandlingssituation, løser dette ikke det aktuelle problem: at EØS-aftalen indeholder forpligtelser for de kontraherende parter allerede fra dens ikrafttræden. Vælger man at opfylde disse forpligtelser (helt eller delvist) ved gennemførelse af alkoholpolitiske lovændringer, spiller det en mindre rolle, at man ved de pågående forhandlinger om medlemskab i EF eventuelt kan opnå en generel undtagelse, f.eks. i form af en protokol tilknyttet Tiltrædelsestraktaterne. 'l7 Vælger man derimod at vente med opfyldelsen af EØS-aftalens forpligtelser, skal det bemærkes, at EØS-aftalen (og Romtraktaten) ikke giver EFTA-Domstolen (eller EF-Domstolen) mulighed for at idømme sanktioner for ikke-opfyldelse - et problem, som har vist sig at være af stor betydning, idet Kommissionen i nogle tilfælde har måttet føre flere sager om samme spørgsmål, hvor det pågældende medlemsland fortsat ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til en dom fra EF-Domstolen. Til løsning af dette problem har man i Maastrichttraktaten givet EF-Domstolen kompetence til at idømme bøder for manglende opfyldelse af forpligtelser, der er fastlagt i en dom fra EF-Domstolen. 28 Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1-33-

12 NOTER 1. "EG och Norden - synpunkter på riittskultur och -tradition", inliigg av Peter Gjørtler, seniorstipendiat, på diskussionsmote om juridiska argument i EG/EES-forhandlingarna om alkoholpolitik i de nordiska liinderna - Stockholm den 17 november EF-kommissionens Avis af , s EF-Domstolens udtalelse i sag 120/78 Cassis de Dijon (Domssaml. 1979, 649). Sagen drejede sig om lovligheden af de tyske regler om mindsteindholdet af alkohol i solbærlikør. 4. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen: EF-ret (1988), Jørgen Molde, Claus Gulmann, Christen Boye Jacobsen og Karsten Hagel-Sørensen, "EF-Karnov" (3. udgave) København 1991, Sag 155/80 Oebel (Domssaml.1981, 1993) - om beskyttelse af natarbejdere i tyske bagerier. 7. Official Journal English special Edition 1970 (I), (Domssaml. 1974, 837) Sagen vedrørte en belgisk forretningsdrivende, som lovligt havde købt et parti skotsk whisky, der var i fri omsætning i Frankrig, og i strid med belgisk lov importeret partiet til Belgien uden at være i besiddelse af et oprindeisescertifikat fra den britiske told. 9. (Domssaml. 1978, 25) - om en hollandsk forordning, der indførte mindstepriser for detailsalget af destillerede drikkevarer. 10. (Domssaml. 1982, 3961) Den belgiske lovgivning indeholdt et forbud mod salg af margarine i andre emballageformer end en terning. 11. (Domssaml. 1983, 1955) Den italienske lovgivning indeholdt en prisliste for tobaksprodukter, og tobakshandlerne var forpligtede til at sælge til de forbrugerpriser, som fremgik heraf. 12. (Domssaml. 1982, 1211) - om det belgiske forbud mod at udskænke alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 22 % og derover på offentligt tilgængelige steder. 13. Sagerne C-1190 og C-176/90 Katalonien (endnu ikke offentliggjort) - om det katalanske reklameforbud. 14. (Domssaml. 1980, 2299) 15. (Domssaml. 1980, 347) Sagen drejede sig om den franske afgiftsordning, som Domstolen fandt diskriminerende, idet den på et ikke objektivt grundlag - sondring mellem "aperitifs" og "digestifs" - behandlede konkurrerende produkter forskelligt til skade for importerede produkter. 16. (Domssaml. 1980, 417) Den engelske afgiftsordning fandtes herefter i strid med Art 95, idet den diskriminerede mellem to konkurrerende produkter. 17. Sagerne C-l/90 og C-176/ om mindsteindholdet af alkoholindhold i solbærlikør. 19. Sagerne C-l/90 og C om det katalanske reklameforbud. 20. Alkohollagen 59a 21. Sag 124/81 Kommissionen v. u.k. (Domssaml. 1983, 203) - UHT Mælk. 22. Alkohollagen (Domssaml. 1976, 91) 24. Kommissionens Årsberetninger kan rekvireres fra: Office des publications officielles des Communautes europeennes. 25. EF-Kommissionens Avis af , afsnittet om konkurrence. 26. (Domssaml. 1983, 2011) 27. Se indlæg af Peter Gjørtler - nævnt i note Se Art 171 i Maastrichttraktaten. ENGLISH SUMMARY Diana Søe: EEA agreement and Nordie alcohol policy (EØS-aftalens betydning for nordisk alkoholpolitik) The alcohol policies of the Nordic countries are now faced with new challenges connected with the entry into force of the EEA agreement and possibie future EC membership. This means that the Nordic countries must undertake to bring their national legislation into line with EC rules. As there is no separate provision on the production of and trade in alcohol in the EEA agreement/treaty of Rome, this is regarded as being subject to the princip le of free trade, as expressed in, for instance, the rules on free movement of goods. These contain prohibitions on any restrictions on import and export, and regulations on changes in State monopolies to ensure that any discrimination is prevented. Certain interests are, however, of such paramount importance that there is the possibility of exceptions to the principle of free trade as expressed in the EEA agreement/treaty of Rome and the praxis of the EC Court of Justice. The main subject of this article is a description of the way the European Court of Justice interprets the rules, and the conclusions it is possibie to draw from this, which are important for Nordic alcohol po I icy. Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1-34-

13 A study of the prohibition on import restrictions reveals that it affects not only the legislation directly concerned with imports, but also other legislation which might, indirectly or potentially, limit trade. Thus, provisions concerning price regulation or restrictions on sale or advertising may not discriminate against imported products or place them at a disadvantage, compared with domestic products. Retaining national legislation found to be in conflict with such prohibitions demands, for instance, that concern for the maintenance of public health and relevant measures taken must show a sense of proportion (Le. they must restrict trade as littie as possible, while ensuring that their goal can be reached). The need to adjust State monopolies means that their monopoly on imports must be terminated. The same is presumably true of the monopoly on exports and their wholesale monopoly. In the case of a reta i I monopoly, retention could be defended, even if neither the EEA agreement nor the Treaty of Rome directly states whether there is any room for such exceptions. Generally speaking, it could be queried whether the praxis of the European Court of Justice can be considered to set precedents for the Nordic alcohol monopolies. The EEA agreement may be regarded as final and contains no provisions on exceptions in view of Nordic alcohol policy or transition periods. This means that now is the time to consider whether we intend, fully or in part, to comply with the obligations which will affect individual countries when the EEA agreement comes into force. Key words: EEA, EC, European Court of Justice, alcohol policy, monopoly, Scandinavia Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1-35-