[- Nyt fra april 2013]

Transkript

1 [- Nyt fra april 2013] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi bor i Bo, som er den næststørste by i Sierra Leone med et indbyggertal på ca Kære alle, Bo Sognekirken i Baiima hedder St. Michael s and all Angels. Her er kirken med sit nye skinnende bliktag Solen bager på det nye zinktag, der er konstrueret på sognekirken i Baiima. Kirken er blevet genopbygget efter borgerkrigen. Det var rebeller fra Revolutionary United Front, RUF, som brændte kirken ned, da de hærgede området. I en af de mindre kirker, som hører med til sognet, blev præsten dræbt under nogle af de allerførste kamphandlinger. De gik bevidst efter samfundets ledende personer og ingen blev anset for hellige. Vi er i den østlige del af Sierra Leone i Kailahun distriktet, som er et af de områder, der led mest under borgerkrigen. Det var her Charles Taylor sendte sine tropper ind over grænsen fra Liberia, det var her krigen begyndte og det var også her krigens sidste kampe blev udkæmpet. Nye huse er bygget op i forlængelse af de udbrændte ruiner. Et sted står en gammel rusten kampvogn i vejsiden. Den falder næsten i et med det røde støv på vejen. Det var rebellerne, som nedkæmpede den, fortæller vores chauffør. Nu tjener den gamle kampvogn et 1

2 nyt formål. Vasketøj ligger bredt ud over den store metalkasse og cowboybukser hænger til tørre fra kanonerne. Der råder fred og ro i området. Krigen hører fortiden til. Ganske vist er alt ikke det samme som før. Livet bliver aldrig helt det samme. Mennesker skal lære at leve med traumerne og med de forfærdigelige billeder, som for altid har brændt sig fast på nethinderne. Koreanere er i gang med at konstruere en flot hovedvej gennem området. De er stadig langt fra målet, men det er en opmuntring, at der bliver arbejdet intenst på at forbedre landets infrastruktur. Lige nu er vejene næsten tomme for biler. Kommer man uden for de store byer, er der ingen trafik. Kun enkelte motorcykler og NGO-firehjulstrækkere. Et sted overhaler vi en bil fra den katolske Læglæsere og kateketer udenfor sognekirken. I regntiden bliver infrastrukturen yderligere vanskeliggjort pga. vand på vejene. Visse steder kan man slet ikke besøge i den lange regntid. hjælpeorganisation, Caritas. Alt vidner om, at der stadig er meget at gøre, før landet igen kommer på fode. Vi har møde med alle de lokale kirkeledere i Baiima sogn. Foruden sognepræsten og to diakoner, der er i gang med den praktiske træning forud for præstevielsen, drejer det sig om en lang række læglæsere og kateketer. Nogle står med det direkte ansvar for kirken i deres område. Men de fleste har ingen forudsætninger for at klare udfordringerne. Flere af dem har slet ikke gennemgået træning, men har udelukkende fået ansvaret overdraget, fordi de var de eneste, som kunne læse og skrive i deres landsby. Vi har besøgt samtlige kirker, kapeller og skoler i sognet. Vi har haft samtaler med høvdinger og andre ledende personer i landsbyerne, så ingen var i tvivl om vores mission. Hvis missionen skal lykkes, kræver det hele samfundets engagement. Flere steder var den lokale imam til stede, når vi gav 2

3 vores præsentation. Det vidner om, at landsbysamfundene står sammen. Det betyder ikke noget, om man er kristen eller muslim, når samfundet skal genopbygges. Muslimerne hjælper gerne, hvis en kristen mission ønsker at bringe en kirke, skole eller sundhedsklinik til området. I Bo stift er der en klar overvægt af muslimer, men da forholdet mellem kristne og muslimer er godt, skaber det ingen hindringer for kirkens arbejde. Mange muslimer sender deres børn i kristne skoler og flere steder har vi mødt muslimske høvdinge, som har udtrykt deres taknemmelighed over, Besøg hos høvdingen i Kuiva. at kirken er blevet etableret i deres område, så deres kristne befolkning også har et sted at tilbede Gud. Vores besøg i Baiima sogn er blot et blandt mange besøg i vores bestræbelse på at kortlægge alle ressourcer og udfordringer i Bo Stift. Det er vores andet sognebesøg ud af de syv sogne, som på nuværende tidspunkt udgør stiftet. Sognepræsten har taget initiativ til at bringe alle ressourcepersoner i sognet sammen til et fælles møde. Det er første gang, vi prøver det. Normalt har vi holdt møderne lokalt og vores erfaring fortæller, at det kan være nok så svært at nå igennem alle spørgsmål på vores medbragte spørgeskema. Selv når man spørger ind til antallet af medlemmer, bliver det en udfordring. Flere steder har vi oplevet, at menigheden i fællesskab begynder at tælle og opregne hvert enkelt medlem med navn, for at være sikre på at få alle med, og så kommer halvtreds medlemmer pludselig til at føles som rigtig mange. Spørgsmålet var derfor, om vi overhovedet ville få nok ud af et møde, hvor alle de forskellige landsbyer var samlet hver med deres udfordringer? 3

4 Alle vores bekymringer blev gjort til skamme. Landsbyerne delte på skift deres visioner for fremtiden. Fordelen var, at de lyttede til hinanden og vi derfor ikke behøvede at gentage de samme ting igen og igen. Vores besøg fra stiftet var jo absolut ikke nogen gavebod, hvad mange måske troede. Stiftets pengetank er ofte gabende tom og der er end ikke midler til at betale de månedlige lønninger. Mange landsbyer har været vant til at hvide mennesker altid kommer med penge og udvikling. De kommer med deres færdigstøbte projekter og ideer, som de tilbyder landsbyerne. Og hvem kan sige nej til en gave? Når man intet har, kan alt pludselig blive attraktivt! Er det ikke også uhøfligt at sige nej? Mon ikke de hvide mennesker bliver fornærmet? Sådan tænker mange. Derfor bliver der næsten aldrig sagt nej til nye projekter og initiativer heller ikke selvom landsbyens ældste måske ikke umiddelbart kan se nogen mening med projekterne. Ejerskab er en stor udfordring for mange lokale projekter. Hvis noget bliver givet som gave, I den lille landsby Laah har de opført deres kirke i bambus. Selvom det er en charmerende lille kirke, er bygningen ikke så praktisk i den lange regntid. Mange kommer ikke til gudstjeneste, fordi vandet vælter ned gennem taget, forklarer den lokale pastor. har det en tendens til at miste den lokale forankring og ejerskab. Det er egentlig klart nok, at det må hænge sådan sammen. Det er ikke lokalsamfundets projekt. Der er ikke blevet arbejdet for det og der er ingen stolthed forbundet med det. Anderledes er det, når landsbyen selv ser et behov og aktivt begynder at arbejde for det. Måske ser de behovet for en kirke og opfører den i bambus eller mudderblokke. Eller måske ønsker de en skole til deres børn og begynder selv projektet fra bunden. En kirke eller en skole, som landsbyen selv har opført, har meget mere sjæl, end den som bliver opført af fremmede hænder. Så kan det godt være, at projektet mangler lidt, for at det kan 4

5 blive båret igennem. Måske mangler der penge til søm og skruer. Måske er der ikke nok til zinktaget osv. osv. En sådan hjælp kan komme udefra men det lokale engagement i de første skridt ind i projektet er altid de vigtigste, hvis projektet virkelig skal lykkes. Det er den udfordring, vi møder igen og igen, når vi kommer ud til de små landsbyer. Der bliver indimellem talt i munden på hinanden vi har brug for det og det. Ja, svarer vi gerne, det kan godt være, men hvad har I selv tænkt jer at gøre ved det? Hvor kan I selv begynde?. Vi sveder sammen med alle de andre under det varme bliktag i sognekirken i Baiima. Vi har udleveret spørgeskemaer til alle dem, som medvirker ved eller står for gudstjenester forskellige steder i sognet. Alle kirkens medarbejdere skal registreres, så vi ved hvilke kvalifikationer, de har. Bagerst i kirken rækker en ung mand hånden op. Da Alex kommer derned, spørger han: hvordan staver man til teologi for jeg vil gerne skrive, at jeg ønsker mere træning? Umiddelbart et banalt spørgsmål med et enkelt svar. Alligevel fik spørgsmålet os til at tænke over, om vi faktisk ved, hvordan man staver til teologi i Sierra Leone. Her er udfordringerne så anderledes og vi er derfor nødt til at begynde et helt andet sted. Endnu ved vi ikke, hvordan vores teologiske førstehjælp kommer til at udforme sig. Forhåbentlig bliver vi klogere, når vi har først har aflagt alle sognene et besøg. Her på terrassen i Bo, hviler vi ud bag vores høje mur. Sidste uge har været hård. Der har været mange besøg og mange mennesker at forholde sig til. I felten begynder dagene tidligt og slutter sent og den private indkvartering betyder, at der ikke er plads til privatliv. Men gæstfriheden er enorm og vi bliver taget godt imod, hvor vi end kommer frem. De intense besøg kommer uden tvivl også til at skabe varme venskaber. I begyndelsen af maj skal vi til Kangahun, hvor Mission Afrika har været med til at bygge en Damerne i Baiima passede godt på os. De sørgede for mad - og endda også for varmt vand til badet! sundhedsklinik op. Det bliver vores næste 5

6 mission. Vi glæder os til at kunne dele mange flere af vores oplevelser med jer. Tak for hilsner og forbøn. Det varmer og betyder meget for os i dagligdagen. Guds Fred, Mette og Alex I den kommende måned fortsætter vi vores mission ind i Sierra Leones regnskove, mens vi besøger de forskellige kirker og menigheder i Bo stift. 6