[- Nyt fra November 2013]

Transkript

1 [- Nyt fra November 2013] Af Alex og Mette Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi bor i Bo, som er den næststørste by i Sierra Leone med et indbyggertal på ca Kære alle, Så er vi i gang! Vi underviser én gang hver måned i henholdsvis Baiima og Moyamba. Moyamba samler tre sogne med i alt 30 elever, mens der er ti elever i Baiima. Bo I går kom vi trætte tilbage fra undervisningen i Moyamba-området, så nu er første undervisningsgang i begge fokusområder vel overstået. Det var dejligt at komme i gang med noget helt konkret igen og se frugterne af al vores planlægning. Hvert sogn havde fået ti pladser, så det blev ti til St. 1

2 Michaels sogn i Baiima og ugen efter til tredive i Moyamba i sydvest, da tre sogne i området samledes her: St. John s sogn i Kangahun, St. Philips sogn i Moyamba og St. Peters sogn i Bauya. Vi havde valgt disse områder, både fordi vi ville kunne få et stort hold i syd og dermed ramme flere sogne på én gang og fordi alle de valgte steder ligger i yderområderne af stiftet og dermed ofte bliver overset: Folk er først og fremmest landmænd i områderne, mange lever fra hånden til munden og mange er analfabeter. Det betød, at vi måtte forvente at det kunne blive svært for præsterne at finde egnede studerende til undervisningen, da der ville være megen læsestof. Mange havde givet tilsagn om, at de gerne ville have mere træning, men ville de kunne klare undervisningen og mente de det virkeligt, eller var de bare blevet grebet af stemningen, da vi var på de indledende besøg? Dernæst forventede vi også, at det kunne være svært for folk at samle pengene til deltagerbetalingen på leoner (svarende til 31,25 kroner), som er rigtig mange penge for folk, der aldrig har kontanter. Det aftalte beløb er ikke i nærheden af at dække de reelle udgifter de dækker ikke engang indkøbet af Biblen til dem, men det var heller ikke meningen: Vi havde besluttet, at der skulle være deltagerbetaling for at folk skulle vise, at de virkeligt var interesserede og villige til at investere i træningen. Beløbet var derfor fastsat efter, at det skulle være dyrt nok til, at det kunne mærkes, men ikke så dyrt at gode kandidater måtte opgive at komme med. Det var en svær balancegang at fastsætte for hvor meget er meget? Og hvor meget er for meget? Vi regnede derfor med, at mange deltagere ikke ville have pengene, men bede om tilskud eller om udsættelse af betalingen osv. Bilen pakkes med bibler, undervisningsmaterialer, tavle, mad og kogegrej. Alt skal spændes godt fast, for vejene er utilregnelige og kræver gode støddæmpere. Alt i alt var der derfor god grund til at være spændte, da vi steg ombord i bilen og kørte mod åbningen af programmet i Kailahun-området i øst, hvor Baiima ligger. Hele teamet var samlet og 2

3 der var nærmest stemning af spejderlejr i bilen, da vi kørte afsted. Det er en lang tur og med tiden blev spændingen afløst af stille eftertænksomhed: Hvordan ville vi blive modtaget? Hvad og hvem ventede os ved ankomsten? Bilen var tungt pakket med kufferter, mad, Bibler, undervisningsmaterialer og så lige en tavle. Vi havde printet, foldet og Så er teamet klar til afgang. Bilen er tungt læsset og sæderne er optaget. klipset materialer til den store guldmedalje i dagene op til afrejsen, så fire små bøger var klar til hver elev, tillige med to små andagtsbøger, et skoleskema og deltager-evalueringsskema og så lige en blok papir til noter til hver studerende. Papiret var en gave fra en dansk efterskole, som havde været hernede i februar: De have fået papir og kuglepenne doneret fra danske virksomheder og banker, så nu reklamerer de kristne i Sierra Leonske landområder for Sparekassen i Aulum De er måske ikke de oplagte storkunder, men de blev glade for papiret! Kathleen i gang med at udlevere materialer til eleverne. Det er en mørk kirke, så vi vurderede, at det måske kunne blive en udfordring for undervisningen. Vi ankom til Baiima, godt trætte efter en lang, varm, støvet og bumpet tur: Vejen er ved at blive lavet af et mineselskab, som har købt retten til undergrunden i området og derfor har brug for at kunne få deres udvindinger ud af landet. Det er trist, at det er den eneste måde at få udbygget vejnettet på, men det bliver rart for alle rejsende, når vejen bliver færdig. Vi parkerede ved kirken og strakte benene; der var ikke andre end os Hvad var der sket? Austin smuttede afsted for at finde 3

4 præsten, og det viste sig at vores brev om ankomsten aldrig var nået frem. Det tydede ikke godt for undervisningen, men præsten, som var en af dem, der blev ordineret i september, skyndte sig at ringe rundt for at få samling på sine folk. De første fire stod klar inden for en time. Vi prøvede at aflæse ansigterne, men fandt ingen sure miner, eller ærgrelse over at skulle betale: Alle havde penge klar og tog andægtigt imod deres nye Bibler og materialer (mange bukkede ligefrem, da de fik tingene udleverede) og deres øjne strålede af glæde og taknemmelighed over muligheden for at lære mere om Biblen, kirken og trosliv. Da undervisningen begyndte næste dag, havde vi hele tiden ekstra studerende i rummet: Der var mange flere, der gerne ville lære noget, men desværre havde vi ikke råd til at optage mere end de ti studerende pr. sogn. De andre sad tålmodige nede bagved og sugede til sig Morgenandagt i St. Michaels kirke, Baiima. Hele kroppen bruges under lovsangen. Austin i gang med at indskrive de første elever i Baiima. alligevel. Det var tydeligt, at de mennesker, der møjsomligt var blevet udvalgt af deres menigheder og godkendt af præsten, brændte efter at lære noget: Deres øjne skinnede i den mørke kirke og der kom mange gode spørgsmål undervejs. Samtidig kunne vi også mærke, at de ikke var vant til at sidde stille og lytte så længe ad gangen; når vi nåede hen på eftermiddagen og varmen for alvor slog igennem, når solen varmede bliktaget i kirken, så gled øjnene i, bare lidt, og vi måtte tage nogle flere pauser. De var trætte, men glade, da vi nåede 4

5 undervisningens afslutning og alle lovede at være klar til tiden igen om en måned, når vi kommer igen. Canon George stod for velkomsten og han og os skiftedes til at undervise. Kathleen styrede udleveringen af materialer med hård hånd og prædikede i kirken om søndagen, mens Austin stod for morgen og aftenandagten. Daniel Damba er alderpræsidenten fra Baiima. Hans særdeles aktive rolle i kirken har givet ham en plads blandt deltagerne ved undervisningen. Vi var alle godt brugte, da vi nåede hjem igen søndag aften: I begyndelsen blev der diskuteret livligt om hvad vi havde oplevet, hvad der var gået godt, og hvad der skulle gøres anderledes, men da vi nåede til den asfalterede vej, blev der stille på bagsædet; alle var trætte. Mandag tog vi en velfortjent fridag, hvor vi fik pakket ud, pakket nyt materiale og vasket bilen, så vi kunne være klar igen. Torsdag morgen gik turen så til Moyamba. Folkene fra Bauya var mødt talstærkt op: Flere var så ivrige efter at komme i gang, at de var rejst til Moyamba allerede Muhammed Kamara er blandt deltagerne fra Bauya, som mødte talstærkt op. Muhammed er 21 år og leder af menigheden i den lille landsby, Magbenka. Han blev kristen for 8 måneder siden og nu sidder blandt de andre deltagere og følger med i undervisningen. dagen før og en enkelt, Alfred Senior, var endda gået hele vejen fra Bauya til Moyamba. Jo, Bauya var klar! De syv var 5

6 der allerede da vi kom, to mere kom i løbet af en time og den sidste kom næste morgen. Det kneb lidt mere for Moyamba selv: Præsten var vred på snølerne, og det fik de at føle, da de kom, men det lykkedes at samle ni fra området. Præsten lovede, at den tiende ville være klar til næste gang og han skulle nok sørge for at forberede vedkommende, så denne ikke ville sakke bagefter. Han deltog selv ivrigt i undervisningen og satte tydeligvis en ære i at være vært for undervisningen. Mette underviser i Det Gamle Testamente under halvtaget udenfor klasselokalerne. Det tredje sogn var Kangahun. Vi var blevet advaret om, at Kangahun havde fået navnet fordi de ikke var kommet engang da høvdingen over området havde sendt bud efter dem: Kangahun betyder noget i retningen af de stædiges sted. De levede desværre op til deres navn. Kun fem var klar fra Kangahun. Senere kom én mere. Præsten er ny i området: Han plejede at være i Baiima, men var blevet flyttet efter ordinationen af nye præster, så han havde ikke helt fået styr på sine folk endnu. Han bad om udsættelse, så han kunne finde erstatninger for dem, der var blevet væk og lovede at undervise dem selv, så de kunne være klar til næste gang: Vi begynder hver ny Canon George, lederen af missionsafdelingen, fortæller om aktiv bønsliv. undervisningssession med en prøve, så for de nytilkomne vil dette blive en optagelsesprøve. Vi tager skam undervisningen meget alvorligt og kræver meget af de studerende, men det virker til at de er rigtig glade for det. 6

7 Eleverne var aktive i undervisningen. De lod sig provokere, stillede spørgsmål og debatterede ivrigt. I det hele taget var det en fornøjelse at undervise. Igen blev vi mødt med skinnende øjne og igen var der nærmest en andægtig stemning, når folk modtog deres nye Bibler og materialer og folk skrev straks navn på alt hvad de fik udleveret, så tingene ikke kunne blive væk. Moyamba har ingen kirkebygning. Menigheden samler ind til byggematerialer hver søndag, men endnu er fundamentet ikke klar. I stedet holder de gudstjenester i et klasselokale og det var også her vi underviste. Da vi var en god flok, blev det hurtigt besluttet at holde undervisningen udenfor; lokalet ville blive for lille til så mange voksne. Vi sad derfor ude under et halvtag og nød frisk luft og lette briser til undervisningen, mens folk sad bænket på ræd og række og lyttede. Igen var der mange strålende øjne og gode spørgsmål. Mange af vores studerende er skolelærere og det er rigtig godt, da de er veluddannede, men det betyder desværre, at skolegangen må aflyses en fredag i måneden mens undervisningen står på. Det passer os ikke rigtig, men lærerne forvissede os om, at de nok skulle nå igennem pensum med børnene alligevel og at forældrene var helt med på, at sådan måtte det være; de ville bare kalde børnene ind en lørdag, hvis det kom til at knibe. Undervisningen blev et par gange forstyrret af en tse-tse flue: Nogle rigtig lede kryb, som angriber og hvis bid er ualmindeligt smertefuldt ifølge vores håndbog i rejsemedicin: De er bærere af Afrikansk sovesyge, som kan være dødelig. De er åbenbart et stort problem i området. Det betyder heldigvis, at alle hurtigt genkender fluen og får den slået ihjel, så ingen bliver bidt. 7

8 Søndag fejrede vi gudstjeneste i Kangahun og idet vore studerende er de mest aktive i menigheden og derfor deltager med læsninger etc. i gudstjenesten, fik vi mulighed for at se dem i aktion: Det var sjovt at se, hvordan alle kom med deres nye Bibler og hvordan ting fra undervisningen kom med i prædiken og beskederne! Jo, de var glade for at være med og opfordrede andre til at melde sig også. Én fik endda sagt, at skønt han havde betalt for at være med, så var det, han havde fået til gengæld mere end en million værd! Dejligt med god tilbagemelding! I morgen holder vi møde i teamet og evaluerer hvordan det er gået og om noget skal ændres til næste gang vi skal ud. Nu er bilen pakket ud og vasket og vores unge mand, Steven, er i fuld sving med at vaske tøj. Nu skal vi bare have lagt sidste hånd på det næste materiale og ordnet billederne fra første session, så vi kan være klar til næste undervisning. Hvor er det dejligt at være kommet i gang og at have studerende igen! Guds fred, Alex og Mette 8