[- Nyt fra December 2013]

Transkript

1 [- Nyt fra December 2013] Af Mette Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi bor i Bo, som er den næststørste by i Sierra Leone med et indbyggertal på ca Kære alle, Bo Det er fredag den 20. december. Der er bare få dage til jul. Her er ingen julesne, som daler stille og hvid, ingen kuldegrader, ingen duft af gran eller brunekager og der er endnu ikke pyntet op til jul og alligevel kan vi mærke, at julen nærmer sig. I går lukkede kontoret officielt for ferien og i dag sidder vi på vores hjemmekontor, dvs. ved vores nye spisestuebord af hårdt træ, som Bilen tømmes og den transportable skole etableres! endelig har erstattet det elendige plastikbord, som igen og igen fik kaffen til at skvulpe over, når bare man overvejede at bevæge sig. I går aftes blev der spillet julenumre på trompet og trommer i nabolaget og selvom de ikke altid ramte tonerne, så var det dog et hæderligt forsøg og julestemningen sneg sig bestemt ind med de falske toner fra en gammel trompet. Vi var trætte. 1

2 Rigtig trætte. Det har været en hård december måned, hvor vi igen var i felten to gange for at undervise og inspirere. To uger i felten slider i en. Inden afrejse skal der skrives og trykkes store mængder materialer til eleverne. Hver gang får de fire nye undervisningsbøger, som vi, dvs. hele teamet, selv skriver og trykker. Dertil kommer, at en tur i felten kræver, at feltudstyret bliver gjort klar og ikke mindst at bilen får et mindre servicetjek. Det er endnu ikke helt blevet rutine, men rutinerne sniger sig langsomt ind og når først de er på plads, bliver det hele ganske sikkert meget lettere. I felten skal vi selv sørge for to af vores måltider, da vi ikke ønsker at ligge vores værter til last. Menighederne er fattige og de vil alle gøre det så godt; gæstfriheden vil ingen ende tage. Men for at det ikke skal tage overhånd har teamet udelukkende bedt om at få serveret ét måltid mad om dagen. Sådan et måltid ligger nu også en ganske god bund. Man får serveret sådan cirka et bjerg ris med sovs, som oftest er baseret på palmeolie (og derfor temmelig fed) og så kommer hele herligheden med fisk eller kød, oftest fisk, som der spises store mængder af i denne del af Sierra Leone. Med sådan et måltid føler man næsten kun behov for at spise én gang om dagen. Vi glæder os over at opleve fællesskabet omkring maden. Eleverne bringer deres bidrag til gryden fra deres egne landsbyer og alle spiser med og bliver mætte. Eneste bivirkning ved det store, tunge måltid midt på dagen er de trætte øjne, som kæmper under eftermiddagsundervisningen. Men det er dog en bivirkning, som vi må lære at leve med! Menigheden i Laah mødte op Et bjerg af ris godt med palmeoliesovs og et stykke fisk med en masse små ben. Ren smovs. Ved den første undervisning i november måned opdagede vi, til vores store ærgrelse, at der ikke var sendt nogen repræsentant fra menigheden i Laah. Laah er en lille landsby, som ligger ca. en halv times kørsel fra Baiima af noget som mest af alt ligner en gangsti. Her kører ikke mange biler, næsten udelukkende motorcykler. Under vores visitationer i foråret mødte vi en levende menighed i den lille landsby, som samtidig har den smukkeste bambuskirke (der ganske vist ikke 2

3 holder vandet ude i regntiden). Kirkelederne Laah var fulde af energi og brændte for at blive en del af undervisningen. Så meget desto mere overraskede det os, at de ikke dukkede op første gang. I teamet besluttede vi derfor at aflægge Laah et besøg i forbindelse med søndagsgudstjenesten og Kateketens høje røst nåede ud til alle hjørner af landsbyen! samtidig benytte lejligheden til at fejre nadver med dem. Vi har overtaget et flot nadversæt i stål fra en menighed i Danmark og det var nu tid at få sættet indviet på behørig vis. Nyheden om vores planlagte besøg bredte sig hurtigt. Vi ankom torsdag og allerede fredag var repræsentanten fra Laah kommet til Baiima for at planlægge gudstjenesten søndag. Det gav os lejlighed til at tale sammen og få spurgt, hvorfor de ikke var dukket op til undervisningen. Økonomi og manglende informationer viste sig at være en del af grunden. De kunne ikke finde de leoner til egenbetalingen men havde heller ikke valgt at dele det med præsten i Baiima. Derfor var der ingen, som vidste noget. Han blev sendt ind til undervisningen og budt velkommen. Nu har vi 13 elever på holdet i Baiima og der er en god energi i undervisningen, så vi også mærker begejstringen og glæden over at lære nyt. Ja, vi er klar til at blive provokeret! er standardkommentaren fra eleverne, som sidder med skinnende øjne i det dunkelmørke kirkerum. Søndag begav vi os afsted til gudstjeneste i Rev. Austin indstiftede nadveren og brugte naturligvis Missionsafdelingens egen kalk og disk, som blevet doneret af en menighed i Danmark. Laah. Nabolandsbyerne var også dukket op. Kirken var stuvende fuld og mange måtte sidde udenfor. Men det betyder ikke meget i en bambuskirke, hvor sprækkerne flere steder er så store, at en hånd snildt går igennem og desuden taler kateketen med en røst, som når ud i alle afkroge af 3

4 landsbyen. Landsbyens høvding, som er muslim, var også dukket op til gudstjeneste. Han deltog Den individuelle velsignelse er vigtig i menigheder, hvor kun få kan modtage nadveren, da mange hverken er døbte eller konfirmerede. Velsignelsen er for alle såvel kristne som muslimer og olien gør velsignelsen ekstra tydelig og mærkbar for den enkelte. naturligvis ikke i nadveren, men da der blev korstegnet med olie, ville han også op og modtage sin velsignelse. Der er et stærkt fællesskab i landsbyen og besøget var en god oplevelse. Det undrer os igen og igen, at der næsten ingen kontanter er i denne del af regionen, som ellers er så rig på afgrøder: kakao, kaffe og palmeolie. Men det er vilkårene for bønderne i store dele af Afrika. De tjener ikke meget på den kakao, de høster, selvom kakaopriserne i verden er skyhøje og forventes at stige yderligere i de kommende år. Distriktet kaldes for Sierra Leones brødkurv og det gav pludselig mening, da vi om søndagen drog tilbage til Bo med bilen fuld af grønt, menigheden havde givet som gave. Uventet besøg Lørdag aften under vores ophold i Baiima fik vi pludselig uventet besøg. En firehjulstrækker kom op til kirken og en nydelig herre trådte ud. Han kom op til huset, hvor vi bor, for at hilse på os. Det viste sig at være den nyvalgte høvding for Mandu høvdingedømmet og ikke nok med det, så er han også søn af den første biskop over Bo stift. Han var kommet til kirken for at vise respekt for sin mors grav, da han pludselig så vores bil. Der blev udvekslet gode hilsener, trykket hænder og han forsikrede os om, at vi altid ville være under høvdingedømmets beskyttelse, når vi arbejdede i den del af landet. Høvdingen var blevet valgt med et overvældende flertal bare få dage for inden og hele Baiima og omegn var meget tilfredse med valget. Der havde ellers været mange kandidater til posten, men i ellevte time havde mange valgt at trække deres kandidatur tilbage. Sådanne valg kan skabe nogen tumult ikke mindst fordi der er tale om et temmelig stort høvdingedømme. Vi var ikke i tvivl om, at de har fået en god høvding, som er veluddannet og taler et fremragende engelsk, som vidner om, at han har studeret i USA. 4

5 Begravelse for biskoppens far Efter tre kolde nætter i telt i Baiima (og koldt er det i Sierra Leone, når man faktisk kan se sin egen ånde tidligt om morgenen) vendte vi tilbage til Bo. Vi kom først hjem sent søndag aften, godt trætte. Allerede samme torsdag skulle vi afsted igen, så vi havde travlt med at pakke ud og gøre klar. Midt i alle disse forberedelser kom så en begravelse. Biskoppens far døde i slutningen af november og begravelsen var fastsat til 11. december. Begravelser i Sierra Leone er omfattet af megen planlægning og jo vigtigere en person har været, des flere ressourcer bliver der også brugt på begravelsen. Denne gang var der store forventninger, for det var jo trods alt biskoppens far. Imidlertid var biskoppens far ikke anglikaner, men metodist. Det gør ikke den store forskel, men det betyder, at det overordnede ansvar lå på andre hænder. Vi var alligevel blevet bedt om at troppe op i fuld ornat og medvirke med forskellige opgaver under højtideligheden. Alle præster var kommet for at vise deres respekt og deltagelse og blandt dem var også den nyvalgte biskop over stiftet i Freetown. Det var første gang vi fik lejlighed til at hilse på ham. Det blev en flot højtidelighed. Der blev fejret nadver, som er med til at understrege fællesskabets betydning også i tider med sorg. Biskoppens far var en gammel mand og derfor blev det også en anledning til at fejre et langt liv. Kisten blev bragt fra kirken i den ene ende af byen til kirkegården i den anden ende af byen i en procession med ikke mindre end to hornorkestre. Hyrderne blev væk Sidste undervisning inden jul fandt sted i Moyamba, hvor vi tilbragte fire dage under halvtaget på den skole, som indtil videre fungerer som sognekirke. I Moyamba er der en stor flok elever, ca. 30. Det er cirkatal, for området har vist sig lidt vanskeligere at arbejde i, og der Undervisningen er krævende og kræver deltagernes fulde opmærksomhed. Hver gang er der en test, som tager udgangspunkt i sidste forløbs undervisning. 5

6 har været et mindre frafald siden sidst, vi besøgte området. Til gengæld kom der også et par nye elever til. Udfordringen er, at nogle har tænkt, at det er en af den slags workshops, hvor man består ved sin blotte tilstedeværelse. Men kravene, der stilles fra kirken, er store, og derfor må man være engageret, hvis man ønsker at gennemføre og blive certificeret læglæser. Flertallet er med, deltager, stiller spørgsmål, lader sig provokere. Desværre har det vist sig, at to af sognepræsterne i området ikke bakker op om deres kandidater og heller ikke selv deltager i undervisningen. De er præster fra en anden tid og de har for længe siden kastet håndklædet i ringen. Der er tydeligvis ikke mere energi at tage af. Selvom det kan være demotiverende, så er det alligevel et tydeligt tegn for os, at der er brug for nye hyrder i menighederne. Kirken har brug for nye, unge kræfter, som kan vise vejen og være med til at bringe kirken ud i ny mission. Men så længe der stadig er mangel på ordinerede præster, er vi nødt til at fastholde de gamle i tjenesten. Men det er alligevel vores håb og ønske for kirken, at nye kandidater må tage over, så der kan komme vækst også i yderområderne. Hvem skal jeg sende? Under en af undervisningstimerne fortalte vores kollega, Rev. Austin, om den Det Anglikanske Stift i Bo. I den forbindelse viste han et kort, som tydeligt angiver, hvordan Sierra Leone er delt mellem de to stifter. Halvdelen af landet tilhører stiftet i Freetown og den anden halvdel stiftet i Bo. Han fortalte, at der er flere steder, hvor kirken endnu ikke er etableret. Der er områder, som er helt uden anglikanske kirker, særligt i den østlige del af landet. Hvem er klar til at etablere en menighed i Kono? spørger han hvem skal vi sende?. Der blev ikke tøvet et øjeblik, inden én af eleverne udbrød send mig!. Han fortalte, at han Linjen markerer skellet mellem Det Anglikanske Stift i Freetown og Det Anglikanske Stift i Bo 6

7 tidligere har boet dér og nu er klar til at tage af sted og etablere en kirke. En anden fortalte, at han er villige til at plante kirken i Kailahun by og sådan fortsatte det. Inden vi forlod Moyamba kom én eleverne hen til os og fortalte, at han gerne ville have Missionsafdelingen til at aflægge besøg i tre landsbyer i Bauya-området, hvor han påtænker at etablere menigheder. Høvdingen er klar, forklarede han med et smil. Konklusionen er, at der sker noget. Undervisning kan være med til at give fornyet energi og inspiration og det er tydeligt at mærke, at yderkirkerne nyder den opmærksomhed, de har fået i forbindelse med undervisningen. Vi glæder os bare til at fortsætte med de næste lektioner til januar! Glædelig jul! Vores juleand skal slagtes om to dage. Den har vokset sig stor og fed under biskoppens kyndige supervision og nu glæder vi os til at spise and juleaften, hvor vi traditionen tro holder vores danske jul (ganske vist ikke helt så dansk, som den kunne have været, da anden bliver stoppet med appelsiner og jordnødder i stedet for æbler og svesker!). Julen banker på. Vi vil benytte lejligheden til at ønske jer alle en glædelig jul og et velsignet nytår Må det nye år bringe mange velsignelser og må det nye år bringe fred i verden. Herfra Sierra Leone sender vi varme og hjertelige hilsner på en ellers småkølig december dag. Guds Fred, Mette og Alex 7