[Nyt fra februar/marts 2016]

Transkript

1 [Nyt fra februar/marts 2016] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo Kære alle, Selvom det er skudår i år, så er februar alligevel fløjet afsted. Vi mærkede slet ikke, at der faktisk var 29 dage og det lykkedes os igen at komme bagud med vores dagbogsnotater. Februar har været en travl og begivenhedsrig måned og meget tyder på, at marts bliver ligeså god. Varmen er slået igennem med dagstemperaturer på over fyrre grader. Det kan mærkes. Sveden hagler af os og det er indimellem ulideligt at skulle forberede sig eller at undervise, særligt i eftermiddagstimerne. Den trykkende varme gør det også svært at sove ordentligt om natten man hele tiden er lidt groggy og ved siden af sig selv. Men sådan er vilkårene i denne del af verden. Alle lider under varmen, alle beklager sig lidt og længes 1

2 efter regnen og de kølige nætter. Og når man for alvor har mærket varmen, så føles den første regn, som en helt særlig velsignelse. Indimellem, når vi beklager os i varmen, så behøver vi bare at tænke tilbage på vores tid i Nigeria, hvor temperaturen nogle gange oversteg 50 grader på denne tid af året. Sammenlignet med Nigeria, så er det jo nærmest køligt i Sierra Leone! Mette er i fuld gang med at undervise de studerende i Kenema. Holdet er lidt mindre end sædvanligt. To studerende er ikke til stede og en tredje dukkede først op på anden-dagen. Men selvom det er et mindre hold i Kenema, så er der god energi, Mette er i fuld gang med undervisningen i kirken i Kenema. når altså ikke lige varmen gør det næsten umuligt at holde øjnene åbne. De studerende vi har på holdene i Bo og Kenema er virkelig dygtige og vi fik mange positive kommentarer i vores midtvejsevaluering, både i den mundtlige og i den anonyme skriftlige evaluering. Det gav ekstra energi og gåpåmod. Nu er vi mere end halvvejs igennem programmet og til maj er vi færdige med undervisningen. Det er både glædeligt og vemodigt, for man kommer til at holde af de studerende, når man først lærer dem at kende. Det er bestemt et privilegium at undervise og være med til at opkvalificere lederskabet i kirken, bl.a. fordi det er spændende at komme tæt på de mange mennesker og opleve deres udvikling. Samtidig giver det også et indgående kendskab til kirken, fordi de studerende kommer fra mange forskellige menigheder. Undervejs får vi besøgt alle menighederne og er dermed blevet mere eller mindre fortrolige med stiftet og langt på vej også de dårlige veje, som fører ud til mange af de afsidesliggende menigheder. 2

3 Programmet i Moyamba bliver tilrettelagt i Mettes og Alex hjem i Bo. I Sierra Leone Udover vores faste månedlige undervisningsprogram i Bo og Kenema, så bød sidste lørdag i februar på et opfølgningsprogram med de studerende i Moyamba distrikt, som blev færdige i Det er meningen, at læglederne skal have fornyet deres licens hvert eneste år, hvilket giver lejlighed til evaluering og samtaler. Er der lægledere, som ikke lever op til deres ansvar? Er der nogen, som den lokale sognepræst ikke mener skal have fornyet deres licens af den ene eller den anden grund? Der løber meget vand igennem floden på et år og nu er det næsten to år siden, at vi har været sammen med dem sidst, bl.a. på grund af ebola-udbruddet. Heldigvis var der generel tilfredshed fra præsternes side. En enkelt havde ikke levet op til sit ansvar og kom sjældent i kirken. Han har tidligere fået det gule kort, så det var ikke en overraskelse. Sidste år tog vi ud til hans lille landsby for at finde ham og tale med ham om hans manglende engagement i kirken. På det tidspunkt lovede han, at han ville tage sig sammen. Men vi havde vores tvivl. Dengang var hans undskyldning, at han var ved at bygge et hus og at han derfor ikke havde tid. Denne gang fortalte han direkte, at han ikke længere kom i kirken, fordi to af menighedens medlemmer ikke ville give ham et job. Noget tyder på, at han er en del af kirken af de forkerte årsager og derfor kan han ikke få sin licens fornyet med mindre han tager sig gevaldigt sammen og får en god lang samtale med sin lokale sognepræst. Han er et godt eksempel på nogle af de udfordringer, som vi indimellem kæmper med i Afrika. Hvad har kirken nogensinde gjort for mig? Nogle gange er spørgsmålet udtalt og andre gange gemmer det sig mellem linjerne. Der er en forventning til at kirken skal skabe jobs og 3

4 fremtidsmuligheder og at den på mange måder skal kunne forsørge sin menighed og skabe udvikling i landsbyerne. Det er forståeligt, at sådanne tanker opstår, når kirker i stigende grad engagerer sig i udviklingsprojekter og glemmer at styrke deres identitet som kirke, ja, nogle I Sierra Leone gange glemmer kirkerne simpelthen deres udgangspunkt. Det er faren, når kirker engagerer sig i NGO arbejde. Derfor begynder man da også i stigende grad at arbejde med såkaldt Ærkediakonen, som samtidig er formand for Missionsafdelingen, indvier den nye kirke, inden dagens program i Moyamba kan begynde. Den nye sognekirke i Moyamba. Tidligere blev der fejret gudstjeneste i et klasseværelse men nu har menigheden omsider fået en rigtig sognekirke. integreret mission, hvor man netop ikke adskiller arbejdet i forskellige afdelinger, men derimod ser det som del af en større sammenhæng. Men mange års NGO arbejde har sat sine negative spor i kirkerne og skabt forkerte forventninger. Spørgsmålet er jo netop ikke, hvad kirken kan gøre for os, men derimod hvad vi kan gøre for kirken? 4

5 Hvordan vi hver især med de talenter, vi nu har fået givet, kan bidrage til Guds mission i verden. Undervisningen i Moyamba fandt sted i den rå kirkebygning. I den ufærdige kirkebygning var der rigelig med ventilation, hvilket var helt nødvendigt på en meget varm dag! Udover en enkelt frafalden lægleder, så blev det en succesfuld opsamlingsdag i Moyamba, hvor der også kom tre ekstra deltagere, som aldrig bestod og som derfor af gode grunde ikke kunne finde deres licens ja, en af dem beskyldte sågar sognepræsten for at have taget den! I det hele taget blev det et overvældende gensyn med en masse gode mennesker, som vi ikke har set længe. Der blev serveret god mad (fisk, blade og ris) og drikke (sodavand) og så blev der naturligvis leveret et fuldt undervisningsprogram. Det hele fandt sted i den nye kirke i Moyamba. Sognekirken i Moyamba har været længe undervejs. I 2014 blev jorden indviet og nu to år senere står en næsten færdig kirkebygning. Det har taget sin tid, men det har været ventetiden værd. Taget var lige blevet færdiggjort samme uge som vi kom, så vi kunne fejre dagen i den nye bygning, mellem murbrokker og på støvet, ubehandlet gulv. Det bliver en flot kirke måske stiftets allerflotteste, i hvert fald bliver der en helt fantastisk udsigt fra kirken ud over de smukke skove ved Moyamba. Vi håber, at den nye kirke vil styrke missionen i Moyamba distrikt. Efter en lang, varm og overvældende dag i Moyamba gik turen til en af de mere fjerntliggende menigheder søndag morgen. I landsbyen Gbonjiema er der en stærk menighed, som har formået at drive mission i et større område. Menigheden i Gbonjiema er 5

6 formentlig den stærkeste vi har i hele Moyamba distrikt. Selvom de ikke har status af sognekirke, så har de en flot kirkebygning og planlægger ovenikøbet at bygge en ny, som vil passe bedre til menighedens størrelse. Det er meget længe siden, at vi sidst har besøgt Gbonjiema. Vejen til landsbyen er dårlig og flere gange skal man krydse større og mindre vandløb ved at balancere bilen på brædder og træstammer, som gør det ud for broer. Mette må ofte ud af bilen for at guide, så Alex kan placere dækkene på de rigtige træstammer. Vi kører i en tung bil med dårligt udsyn fortil, så det er helt klart et tomandsjob at færdes på disse veje. Men når man først ankommer til Gbonjiema er det alle anstrengelser værd. Det er ikke så tit, at der kommer besøg fra stiftet og derfor skulle vi også bruge denne søndag så fornuftigt som overhovedet muligt. Vigtigst af alt var selvfølgelig gudstjenesten, som blev varetaget af de lægledere, som vi har trænet. De gjorde det rigtig godt og vi var i det hele taget meget tilfredse. Efter gudstjenesten var vi på hjemmebesøg hos en af menighedens ældre kvinder, som er meget syg. Der blev bedt for hende, mens en stor del af menigheden var til stede. Der er noget smukt over en kirke, som på den måde rækker ud så selv ikke alvorlig sygdom kommer til at ekskludere nogen fra fællesskabet. Vi mærkede landsbyens store gæstfrihed og fik serveret frokost, inden vi skulle fortsætte med eftermiddagens program. Der var adskillige ting på programmet, så vi i Missionsafdelingen måtte sprede os ud og klare hver vores opgaver. Austin kom til at stå for den årlige visitation, som vi bruger til at skabe mere overblik over stiftet og få mere statistik på de Kathlene, det sjette medlem af Missionsafdelingen, er i gang med at interviewe potentielle kandidater til læg-ledertræning. De skal kunne læse og skrive for at kunne være en del af træningen på de laveste niveauer. 6

7 Lamboi bliver trænet som operatør af Missionsafdelingens nyerhvervede junglebiograf. Biografen kan fremvise film for op til 500 mennesker og det hele kører på batteri, så man ikke skal bruge generator. I Sierra Leone enkelte kirker. Mette og Kathlene stod for at interviewe kandidater til vores lægleder træning, som vi håber at kunne påbegynde om et par måneder. Lamboi og Alex stod for eftermiddagens filmfremvisning i kirken. Vi havde planlagt at vise tegnefilmen Prinsen af Egypten og dermed forklare historien om Moses og hvordan Gud kan bruge enhver i sin mission selv dem, som måske føler sig allermest ubrugelige. Filmen er god, fordi den ikke kræver de store forklaringer. Historien er forklaret tydeligt i billeder og sange og det kræver ikke nødvendigvis engelsk kundskaber at følge med i handlingen. Lamboi forklarede kort historien om Moses på mende, så de alle var opdaterede, inden filmen skulle vises. Skodderne til kirken blev lukket til, så det var tilstrækkelig mørkt, men samtidig betød det også, at kirken blev som en bageovn... eller en sauna. Mere end 150 mennesker var samlet i den lille kirke: børn, voksne, muslimer og kristne. Alle var med og alle kæmpede med varmen. Når børn og voksne kom ud af kirken for at få lidt luft, så de ud som om, de lige var trådt ud af badet! Lamboi og Alex måtte holde ud hele vejen igennem filmen, mens varmen og lugten blev stadig mere ulidelig. Inden hovedfilmen viste vi først en kortfilm, som vi producerede i 2014 og som tager sit udgangspunkt i Gbonjiema. Det var vakte stor begejstring i menigheden, når de så sig selv og deres kirkeledere. Selvom det var en varm dag i Gbonjiema, så var film-fremvisningen en succes og inden længe ønsker vi at sende et team, som kan vise open-air-film efter mørkets frembrud, så der kan skabes mere 7

8 positiv opmærksomhed omkring kirken. I en lille landsby, hvor der hverken er strøm eller telefondækning, er det ikke hver dag, man får mulighed for at komme i biografen og så ovenikøbet få lov til at se film helt gratis! Det lykkedes os alle at blive færdige med hver vores opgaver og midt på eftermiddagen kunne vi begynde den lange tur tilbage til Bo. Der var temmelig stille i bilen og da vi først nåede asfaltvejen blev vores kollegaer på bagsædet overmandet af trætheden. Senere på foråret skal vi have en tilsvarende weekend i Baiima i Kailahun distriktet, hvor læglederne blev færdigtrænet i På vej mod nye horisonter 4. marts blev datoen, hvor det blev offentliggjort, at vi stopper som udsendte for Mission Afrika, når vores kontrakt udløber den 15. september i år. På det tidspunkt vil vi have tilbragt mere end syv år i Mission Afrika og vi kan mærke, at tiden er kommet til at tage nye skridt 8

9 og arbejde med mission på nye måder. Vi er ikke færdige med hverken mission eller Afrika og vi føler os bestemt heller ikke færdige med arbejdet i Sierra Leone. Der er fortsat brug for opfølgende undervisning og videreuddannelse i de kommende år og der vil også være behov for at følge udviklingen i Missionsafdelingen tæt. Hvordan det hele kommer til at hænge sammen, må tiden vise. Foreløbig ser vi frem til i en periode at arbejde med fast base i Danmark og forhåbentlig kunne videreudvikle vores tanker og visioner for teologisk uddannelse og kapacitetsopbygning af svage kirker i Afrika. Det bliver altså ikke et punktum for et liv i mission, men derimod begyndelsen på et nyt kapitel med en masse blanke sider foran os. Foreløbig er det vigtigt for os at få en god afslutning på arbejdet i Sierra Leone, så vi til juli kan rejse til Danmark med en god mavefornemmelse. Herfra Sierra Leone, hvor solen bager fra en skyfri himmel, sender vi mange varme hilsner og tanker. Tak for forbøn og støtte! Guds Fred, Mette og Alex 9