[- Nyt fra juni 2013]

Transkript

1 [- Nyt fra juni 2013] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi bor i Bo, som er den næststørste by i Sierra Leone med et indbyggertal på ca Kære alle, Bo Det er lørdag sidst på formiddagen. Grå skyer varsler om, at det er en af de dage, hvor regnen kan komme når som helst. Selvom vi er i regntiden, har nedbøren været mere uregelmæssig end den plejer at være på denne tid af året. Luftfugtigheden er ganske vist høj, men der er Mette arbejder på verandaen ved vores hus stadig ikke kommet den ventede mængde nedbør. Vandstanden i floderne er ikke steget så meget, at turbinerne producerer regelmæssig strøm, særligt i den sidste uge har strømmen svigtet og nu havde vi ellers lige vænnet os til at leve med strøm igen efter tre måneder helt uden. Men måske kommer regnen for alvor i næste uge, måske først i næste måned. Uanset hvad så er det et 1

2 faktum, at klimaet også forandrer sig i Afrika og endnu er det svært at forudse, hvilke konsekvenser klimaforandringerne får på længere sigt. Farvel Karimu! Juni måned har været præget af dødsfald. På stiftet har vi i særlig grad været præget af et helt uventet dødsfald. Meddelelsen om Karimus Allieus død kom pludselig den 5. juni ved middagstid. Karimu har været ansvarlig for kirkens udviklingsafdeling siden begyndelsen af 90 erne og Karimu Allieu døde den 5. juni efter kort tids sygdom. Han var familiefar og havde hovedansvaret for kirkens udviklingsafdeling. har været en af kirkens mest betroede medarbejdere. Han døde efter kort tids sygdom. Langt de fleste troede, at han var syg af malaria og da vi var på besøg hos ham fredagen inden hans død, forventede vi faktisk, at han ville være tilbage på kontoret om mandagen. Men nej. Ifølge lægerne var der tale om nyresvigt og han døde under transporten mellem to hospitaler i Freetown. Beskeden kom til os, da vi var på vej til visitation i en lille landsby ved Bauya. Det var for sent at ændre planerne og vi måtte fortsætte, selvom hele gruppen var chokeret over de triste nyheder. Dagen efter vendte vi tilbage til stiftet, hvor vi blev orienteret af biskoppen. Han var naturligvis meget berørt og samtidig ville Karimus død få store konsekvenser for stiftets arbejde. Det var Karimu som havde overblikket over kirkens udviklingsarbejde og samtidig havde han også den direkte kontakt til mange af de udenlandske samarbejdspartnere. Et dødsfald betyder, at meget skal forberedes. Familie og nære venner samles ved afdødes hjem for at træffe alle de vigtige beslutninger og naturligvis også for at trøste kone og børn. I tiden efter et dødsfald får de pårørende ikke lov til at være alene med deres sorg. Sorgen er ikke individuel, 2

3 ligeså lidt som livet i Afrika er individuelt. Her er et menneske ikke et individ, men altid del af et kollektiv og derfor bliver sorgen også kollektiv. Uden for huset står grædekonerne, som fremtvinger gråden i en bestemt rytme. For udenforstående kan det forekomme nærmest hysterisk. Men sorgen er ekspressiv. Ingen naboer, ingen forbipasserende kan være i tvivl om, at det er et hjem i sorg. Enken sidder indenfor, omgivet af kvinder, som på skift græder og trøster. Der er en trykkende stilhed. Vi kommer ind for at hilse og kondolere, inden vi bliver ledt gennem huset for at hilse på andre nære familiemedlemmer. Så bliver vi ført ud under den store presenning, som er blevet rejst foran huset. Her sidder alle mændene. Det er familiemedlemmer og venner, som er i gang med det store familierådsmøde. Begravelsen skal planlægges. Hvor skal det finde sted og hvornår? Hvad kommer det til at koste og hvem skal betale hvad? Vi bliver introduceret og får mulighed for at komme med vores officielle hilsen og kondolence. Så vender vi tilbage til enken og nogle af børnene. Beder en bøn sammen med hende, inden vi igen forlader familien til deres mange forberedelser. Huset er belejret og sådan fortsætter det, indtil begravelsen er veloverstået. Så kommer stilheden. De store gryder med mad, som står over ilden, bliver tomme og ilden dør ud. Presenningen forsvinder og familiemedlemmerne vender tilbage til deres landsbyer. Enken vil være alene tilbage med sine børn og et utal af ubesvarede spørgsmål om den ukendte fremtid, som venter. Hvem skal nu hjælpe med børnenes uddannelse og fremtid? I Danmark begraver vi gerne inden for en uge efter et dødsfald. Muslimerne gør det samme dag. Men kristne i Sierra Leone kan bruge meget lang tid på forberedelserne. I Karimus tilfælde blev der tale om næsten tre uger. Han døde den 5. juni men blev først langt i jorden den 21. juni. Det synes næsten umenneskeligt at skulle vente så længe på en afslutning. En del af grunden skal findes i de mange udgifter, som er forbundet med en begravelse Leoner kostede det at sige farvel til Karimu. Udgifterne blev delt mellem familien og kirken. En månedsløn her kommer sjældent op på Leoner, så set i det lys er rigtig mange penge. Det tager tid at finde så mange penge. Man kan spørge sig selv, hvorfor en begravelse skal koste så meget. Har familien ikke nok af bekymringer? Vi vil nok aldrig rigtig komme til at forstå det. Det er en del af kulturen. Der er altid forventninger forbundet med en begravelse og hvis familien svigter, kan det få konsekvenser for fællesskabet. Karimu var en vigtig mand og mange ville derfor gerne sige farvel på en ordentlig måde. 3

4 En fuld domkirke tog afsked med Karimu. Begravelsen varede fire timer, foruden en særlig gudstjeneste ved afdødes hjem på tilsvarende fire timer aftenen forinden. Langt størstedelen af kirkens præster og mange repræsentanter fra de forskellige sogne deltog. Det var både følelsesmæssigt og fysisk hårdt at deltage i så lang en begravelse. Nu er Karimu ført til sit sidste hvilested. Familie og venner står tilbage med minderne men vi kan heller ikke lade være at tænke, at det også må være en lettelse for alle, at det nu er overstået. Der er kommet en afslutning på en svær ventetid og vi kan nu begynde at skue fremad. Må Karimu Allieu hvile i fred og må Gud trøste familien ikke mindst hans kone og børn! Mette på vores kontor på stiftet i Bo. Pladsen er lidt trang omkring skrivebordet og ofte sparker vi hinanden over benene. Når teamets sekretær også skal være på samme kontor, bliver der bestemt brug for et større skrivebord. Arbejdet fortsætter Selvom døden har fyldt meget i juni måned, så fortsætter arbejdet. Vi er stadig i gang med vores visitationer til kirker og menigheden i et forsøg på at få overblik over situationen i stiftet. I løbet af tre måneder er vi nået længere, end vi nogensinde havde forventet. Besøgene har været med til at afdække mange spørgsmål og givet os en retning i det arbejde, som venter forude. Der er brug for masser af træning af nye præster og kateketer. Hvis kirken skal lykkes kræver det struktur og indre sammenhæng og det kan kun ske, hvis der bliver trænet dygtige kirkeledere. Til efteråret (i oktober måned) begynder første del af vores undervisningsprojekt. Inden da skal vi have et færdigt curriculum og der skal udarbejdes undervisningsmaterialer. Samtidig skal det nye team, som vi er en del af, udarbejde en rapport til biskoppen. Rapporten skal være en hjælp i forhold til stiftets mission, dvs. den skal give anbefalinger for de kommende års arbejde i stiftet. Der er en travl tid forude, men vi glæder os over, at arbejdet er spændende og meningsfyldt. 4

5 Der er brug for hjælp Mission Afrikas samarbejde med det Anglikanske Stift i Bo er ikke gratis. Der er brug for hjælp, hvis det skal lykkes. Først og fremmest er der brug for forbøn og særligt i denne indledende fase, hvor undervisningsprojektet vil støde på mange udfordringer. Men der er også brug for økonomisk støtte. Det er ikke gratis at træne kirkeledere. Nogle har fået ansvaret for en menighed, uden at have modtaget nogen form for træning. Deres eneste forudsætning er, at de kan læse og skrive. Uden træning risikerer de udpegede kirkeledere at miste modet og hvis de mister modet, vil menighederne hurtigt dø bort. Der er brug for akut hjælp. Vi vil gerne appellere til kirker og privatpersoner: Støt den teologiske førstehjælp i Sierra Leone. Man kan støtte med teologiske førstehjælpskasser, som består af både undervisning og materialer. Som kirke er det muligt at række ud til en enkelt kirke eller menighed og følge udviklingen igennem de kommende år. Skriv gerne til enten os eller Mission Afrika, hvis I ønsker flere oplysninger om, hvordan I kan støtte. Nu er regnen kommet. Små byger, som går og kommer. Vi kan stadig sidde ude på verandaen. Formiddag er blevet til eftermiddag. Vi sender mange varme hilsner til jer alle. Guds Fred! Mette og Alex 5