[Nyt fra juni 2015] Bo Kære alle,

Transkript

1 [Nyt fra juni 2015] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Kære alle, Bo Denne måned har været præget af mange forskelligartede opgaver og oplevelser. Nogle gode, nogle dårlige, nogle spændende, nogle sørgelige. Følelsesmæssigt set har det været lidt af en ruchebanetur. Sådan vil det nok altid være, når man lever blandt rigtige mennesker i den virkelige verden. På godt og på ondt. Indsættelse af Baiima Sogns læg-læsere, med et års forsinkelse Vi har afsluttet læg-læser undervisning med et års forsinkelse i Baiima Sogn og i søndags havde vi indsættelsesgudstjeneste for vore nye læg-læsere der. Det var en stor og festlig dag. Vore folk og deres menigheder var rigtig glade, og kirken var fyldt til bristepunktet af feststemte mennesker, der sang så eftertrykkeligt igennem under salmerne, at taget 1

2 vitterligt var ved at løfte sig. Da de nye læg-læsere stod klar med deres tørklæder på (tegnet på deres autorisation), var der højlydt jubel: Selv biskoppen med al sin myndighed, formåede ikke at kalde folket til ro; han fik ganske enkelt ikke ørenlyd! Vores kirke far, Pa Dampa, magtede De nye læglæsere i Baiima sogn! desværre ikke at være med i kirken. Vi havde håbet til det sidste, at han ville dukke op, og jævnligt spejdet rundt på bænkene. Han havde glædet sig rigtig meget til i dag og havde sin læg-læser uniform klar allerede for et år siden. Biskoppen havde givet os dispensation til at tildele ham titlen æredes læg-læser for hans mange år tro tjeneste, skønt han ikke fik gjort uddannelsen færdig på grund af sygdom. Menighedens repræsentant (People s Warden) modtog certifikatet på hans vegne under stort bifald, så vi håber, at det kan være et lille plaster på såret. Vi har desværre ikke nogle billeder af selve indsættelsen af læg-læserne, da vi alle tre var travlt optagede: Austin præsenterede kandidaterne og holdt biskoppens bispestav (et meget ærefuldt hverv), Alex uddelte certifikater og læg-læser kørekort og Mette stod for at iklæde Lucia B. Macarthy gør sig klar inden den store indsættelsesgudstjeneste. 2

3 kandidaterne deres læg-læser tørklæder og sende dem ud med forbøn. Biskoppen velsignede alle efter tur og salvede dem med olie. På trods af regn og udpræget kaos under konfirmationsdelen, så blev det den mest festlige gudstjeneste, vi har været med til i Sierra Leone. Alle var bare så glade og stolte særligt vore to kvindelige læg-læsere fik store bifald med på vejen. Alle menighederne havde en festlig sang med og der blev danset igennem! Det var dejligt at se, hvor vel vores folk blev modtaget af deres menigheder: Det var tydeligvis ikke kun på papiret, at de havde stillere hjemmefra. Samtidig var det også sørgmodigt at skulle tage afsked med vore studerende. Det varer nok længe inden vi ser alle de gode mennesker igen. Interview med nye læg-læser kandidater Allerede inden vi fik gjort arbejdet færdigt i Baiima, har vi været i gang med at forberede det næste års undervisning. Vi har haft samtaler med kommende studerende i Kenema Sogn. På fredag og lørdag er det Bo Sogns tur og ugen efter Gobaru Sogn. Det var spændende at møde de mennesker, som vi vil komme til at bruge så megen tid sammen med i fremtiden. Og de var også spændte på at se os: Allerede for to år siden modtog vi en liste over mennesker, som Kenema Sogn gerne ville have trænet til læglæsere. Derudover har biskoppen erklæret, at alle de mennesker, der hævder at være læg-læsere, men som aldrig er blevet trænet heri, nu ikke er læg-læsere længere (det vil sige alle læglæsere er nulstillet). Det er naturligvis for at motivere folk til at deltage i undervisningen og således er det en To af vore kommende studerende fra Kenema. Det skal nok blive godt! hjælp til os. Samtidig er den en måde at få ryddet op i geledderne på: Alt for mange, 3

4 særligt i de store kirker i Bo og Kenema, er læg-læsere af navn men ikke af gavn. De nyder de gode sæder forrest i kirken, uden at tage de opgaver på sig, der følger med titlen. De har længe været en torn i øjet på biskoppen og vi har før hørt ham true med at tage autorisationen væk. Vores undervisning er således blevet en kærkommen lejlighed til at få gjort noget ved problemet. Og beskeden var gået rent ind, i alt fald i Kenema; nogle af de folk, vi havde til samtale, var simpelthen rystende nervøse! Vi gjorde hvad vi kunne for at få dem ned på jorden igen (gav sodavand og god mad og viste i det hele taget, at vi kom med fred!), men situationen bragte alligevel ubehagelige minder om folkeskolens afgangsprøve frem. Vi kunne ikke lade være med at le af, at vi var blevet omgærdet med samme frygt som den spanske inkvisition! Selvstudier, nu med undervisningshjælp I St. Paul s katedral i Bo bliver der undervist i liturgi og kirkens opbygning. Fire af de fem studerende skal ordineres til diakoner (første ordination) til november. En anden spændende ny opgave, vi har taget hul på i juni måned, er opfølgende undervisning af de folk, der læser teologi via lang-distance kurser fra universitetet i Freetown. Vi var lidt spændte på om de kunne se pointen med undervisningen, men de tog imod tilbuddet med kyshånd: Det er et meget ensomt hverv at studere helt alene. De kom 5 mand høj; Steven her fra Bo (helt præcist fra vores hus, da han også er vores hushjælp), 4

5 Mohammed og Joseph fra Bauya Sogn og Joseph fra Kenema, som vi kort mødte under interviewene dér. I ellevte time kom vi i tanke om den unge mand, der netop er kommet hjem efter at have læst i Nigeria, sponsoreret af den anglikanske kirke dér. Han hedder Solomon og er ligeledes temmelig ensom; han passede jo ikke ind i Nigeria, da han var sierra leoner og nu da han er tilbage, passer han heller ikke rigtig ind her folk er skeptiske, for er han blevet nigeriansk i mellemtiden? Desuden er der uvished om, hvem han hører under; den lokale sognepræst her eller biskoppen i Nigeria, som financierer ham? Når ansvaret er uafklaret er der således heller ikke nogen til at tage sig af ham. Solomon fik en invitation med knapt et døgns varsel, selvfølgeligt med klare instruktioner om, at kurset alene var et tilbud, som det stod ham frit for at tage imod eller ej. Han var helt klar med det samme, skønt han stod midt i at flytte og biskoppen ville sende en bil til hans ting allerede næste aften, men han strålede som en lille sol over at være med. Det var planen, at vi ud over at give hjælpeundervisning, ville forkæle dem lidt. Derfor havde vi sørget for, at de fik masser af god mad undervejs og Austins kone, der havde fået opgaven, gjorde virkeligt sit ypperste for at forkæle med gode og varierede retter! Det blev to lange men gode dage. Der blev fuldt ihærdigt med i Jesus-filmen, som dannede udgangspunkt for en masse gode diskussioner undervejs. De sugede grådigt undervisningen til sig og vi var alle godt brugte efterfølgende, lærere som studerende (Mohammed kunne knapt holde øjnene åbne til sidst). Men inden de tog hjem, tiggede de os nærmest om snart at indbyde dem igen. Det tog vi som et godt tegn. Vi målte også arrangementets modtagelse på Steven; han har en hyggelig vane med at synge, når han er rigtig glad (han sang uafbrudt i 14 dage, da han fik sit eget værelse). Og jo, vores undervisningstiltag havde været en succes: Vi blev underholdt med salmesang fra bagterrassen til sent på aftenen begge dage - og flere dage derefter. 5

6 Mindegudstjeneste for dem vi mistede under Ebolas hærgen I Sierra Leone Lystænding og forbøn for alle som døde under ebolaepidemien og som ikke fik en værdig begravelse. Her finder mindegudstjenesten sted i Baiima sogn, Kailahun distrikt, som var det første distrikt i Sierra Leone, der blev ramt af ebola. Alle læglæserne var engageret i planlægningen af gudstjenesten. Den sidste opgave, vi har været i gang med, handler om Ebola. Vi har afholdt minde gudstjenester for de mennesker, vi mistede under ebola-epidemien. Epidemien hærger endnu i den vestlige og nordlige del af landet, men vore områder har været Ebola fri så længe, at vi vover at håbe på, at vi nu er på den anden side skønt vi endnu tager alle forholdsregler. Det var svære, men også nødvendige gudstjenester, beregnet på at give en form for afslutning for de pårørende, der af frygt for Ebola, ikke fik lov til at holde en ordentlig begravelse. Navne blev råbt op, både på de forholdsvist få, der døde af Ebola, og de uhyggeligt mange, der døde fordi sundhedsvæsnet er brudt sammen. Symbolsk jordpåkastelse for de mennesker, der døde i Kenema sogn under Ebola epidemien. 6

7 Denne sidste opgave fik pludselig endnu en dimension, da vi dagen inden afgangen til at holde eksamen og mindegudstjeneste i Baiima, blev ringet op og overbragt den sørgelige nyhed at en af vore læg-læsere fra Moyamba, Mariama Kula Massaquoi, var død. Vi vidste ikke, at hun havde været syg, så nyheden kom som et chok. Det gjorde den nu for alle. Hun havde været i gang med sine daglige gøremål, da hun pludselig var faldet om. Hun var et utroligt stærkt menneske, der bar alle de byrder, der måtte komme uden at klage og samtidig havde hun overskud til at tage sig af alle andre også. Hendes børn skyndte sig at få hende på det lokale hospital, som faktisk fungerer endnu, men lægerne var magtesløse og hun døde inden for to timer. Vi skyndte os til Moyamba og mødte menigheden i dyb sorg ved Mariamas hus. Mariama har i den grad været en søjle i kirken i Moyamba, en søjle som nu er faldet væk. At sige, at kirken er rystet, ville være en underdrivelse. Mariama var hele kirkens mor. Fordi hun var en vigtig person i lokalsamfundet og fordi det helt sikkert ikke var Ebola, der dræbte hende, fik familien dispensation til først at begrave hende dagen efter. Begravelsen skulle dog stadig foretages af det særlige begravelseshold og pårørende måtte holde sig på behørig afstand. Alligevel var dispensationen kærkommen, for det betød, at de af hendes børn, der studerer i Freetown, fik mulighed for at nå hjem til begravelsen. Da den midlertidige Mariama Kula Masaquoi i sin læg-læser uniform under sidste års indsættelse af læg-læsere. begravelsesplads, der er taget i brug under Ebola-udbruddet, ligger lige ved siden af skolen, hvor kirken holder til, fik hun næsten en rigtig begravelse, hvilket glæder os meget. Efter familiens og menighedens ønske blev Mariama begravet i sin læg-læser uniform. Det er både kirkens styrke og svaghed, at de søjler, der bærer den, udgøres af mennesker. Vi havde håbet, at kunne indsætte Mariama som præst over Moyamba i fremtiden. Hun ville have været en fantastisk præst og vil blive savnet dybt. Æret være Mariamas minde. Det siges, at når mange mennesker dør, så er det statistik, men når et menneske dør, så er det en tragedie. Det er muligt, men så længe der er folk til at mindes de døde, så er de ikke blot statistik. Heller ikke her skønt vi vist bor i statistikkernes land. De er, hver især, tragedier for de mennesker, de efterlader og vi har mange tragedier i Sierra Leone. Guds Fred, Alex og Mette 7