der vender indad Der står meget SELVMORD Af Bente Friis Holm

Transkript

1 3 VOLD der vender indad Tusind danskere tager hvert år deres eget liv. Mange flere gør forsøget. På settlementet Askovgården i København har et toårigt projekt, Lev Livet, givet nyttige erfaringer om selvmordets psykologi. FOTO: POLFOTO (modelfoto) SELVMORD Af Bente Friis Holm Der står meget om selvmord i aviserne for tiden. Det er der også god grund til. Selv om tallet for selvmord er faldet, var der i 1994 i Danmark 996 mennesker, der tog deres eget liv. Man anslår, at der er ti gange så mange forsøg. I samme periode har der også været en debat om den meningsløse og rå vold, vi har set eksempler på i det sidste år. Tilsyneladende små hændelser har udløst et overfald fra unge mænd, som uden hæmninger har slået løs på et andet menneske nogle gange med døden til følge. To tilsyneladende forskellige diskussioner i medierne på samme tid. Men måske er de ikke så forskellige endda. Kernen i mange selvmordsforsøg er ofte aggression, og det overses. Vi glemmer at det hedder selvmord. Hvor selvmordsforsøgeren vender sin aggression indad mod sig selv, retter voldsmanden aggressionerne udad mod andre mennesker. Men de har voldsudøvelsen til fælles. Denne gruppe af selvmordsforsøgere kan man kalde de indadreagerende voldsudøvere eller de selvdestruktive. Det er oprørende for os alle, at nog-

2 4 VOLD der vender indad le iblandt os forsøger at begå selvmord. Og vi forsøger efter bedste evne at gøre det ubegribelige begribeligt. Vi har fx en antagelse om det rationelle selvmord. Et menneske, der FOTO: POLFOTO meget bevidst ønsker at tage afsked med livet og velovervejet planlægger sin død, stille og roligt. Dette sker meget, meget sjældent. Men antagelsen er måske udbredt, fordi vi kan berolige hinanden med den. En anden almindelig antagelse er, at selvmordsforsøget er et råb om hjælp. Dette er vel delvist sandt, idet mennesket med selvmordsforsøget jo viser omverdenen et behov for hjælp. Bag selvmordsforsøget ligger også ofte en fantasi om at slippe for alle problemerne, sove ind som et ansvarsfrit, uskyldigt barn. Men de fleste har ikke intentionen om, at de aldrig skal vågne op igen. En tredje antagelse er, at selvmordsforsøget er et forsøg på at manipulere andre. Dette er også delvist sandt, det kan flere klienter åbent udtrykke: Jeg ved jo, at når jeg kommer helt ned, så kommer hun tilbage til mig. Stort selvhad I Askovgårdens psykologiske rådgivning modtager vi klienter, som enten vurderes som selvmordstruet, eller som har et akut selvmordsforsøg bag sig. Behandling og støtte er en del af projekt Lev Livet, som løber over to år, og som er finansieret af Socialministeriet. Projektets formål er at forebygge selvmord og selvmordsforsøg. Ofte bliver der spurgt i debatten om selvmord: Jamen, har man ikke ret til at tage sit eget liv? Vi har aldrig stået over for det spørgsmål i Askovgårdens Psykologiske Rådgivning. Det er meget sjældent relevant. Meget få mennesker ønsker at dø, endsige tage deres eget liv. Alle, jeg har mødt, ønsker inderligt at leve, men de ved ikke, om de har ret til det, og de ved ikke, hvordan de skal gøre det. De indadreagerende voldsudøvere udgør 2/3 af de henvendelser, vi har fra mennesker, der har forsøgt selvmord. Denne gruppe bør identificeres som en risikogruppe. Det er den gruppe, der udøver selvdestruktion og nogle gange selvmordsforsøg. De gør det i hemmelighed, skamfuldt, nogle gange lystfuldt, men altid med stort selvhad. De udøver ikke vold mod andre mennesker, til gengæld har de en indre destruktør, som i mildere tilfælde saboterer deres egne mål i tilværelsen og deres funktion i hverdagslivet; i alvorlige tilfælde udøver aktiv vold mod kroppen. Selv-

3 5 De bliver Askepot i eget hjem, vagtsomme og indstillet på at behage. Deres selvfølelse bliver beskadiget destruktionen kan fx tage form af en spiseforstyrrelse som bulimi eller anorexi, slå hovedet i væggen, snitte sig i armene med knive og køre ekstremt stærkt på motorvejen. Man gjorde et barn... Det spørgsmål, der oftest rejser sig i Askovgårdens Psykologiske Rådgivning, er ikke, om man da ikke har ret til at tage sit eget liv, men snarere: Jamen, hvorfor hader de sig selv så meget? Forklaringen på dette selvhad findes ofte i deres opvækst. De faktorer, vi kan se i opvæksthistorien, er følgende: Barnet er blevet forladt. Moderen kan være død tidligt. Eller barnet mister kontakten med sin far efter skilmisse, samtidig med at moderen har nok i sit eget og derfor ikke kan møde barnets sorg og vrede, men bagatelliserer eller latterliggør det. Følelsesmæssig kulde, kritik og negativisme hos den ene eller begge forældre. Vold mod barnet. Misbrugs- og psykiske problemer hos forældrene. Dette giver et uforudsigeligt lunefuldt og angstfuldt miljø for barnet. Det bliver vanskeligt for barnet at opleve, at det har overblik og indflydelse på, hvordan dets liv former sig. Som voksen vil det være tilbøjelig til at reagere opgivende og passivt på vanskeligheder. Det generelle billede er, at barnet ikke er blevet mødt i sine selvstændige initiativer og egne følelser; derimod har de voksne reageret med følelsesmæssig tilbagetrækning eller generel uforudsigelighed. Den svære pardans Hos den voksne er følgerne: De har en grundlæggende forladthedsdepression, som maskeres af en velfungerende overflade. De har besvær med tættere kontakt med andre mennesker. De bærer på et selvhad, som viser sig ved selvdestruktiv tænkning ( Jeg fortjener at have det dårligt ) og adfærd. De har en stor vrede i sig, men tør ikke mærke eller udtrykke den. De føler, at de har haft et hjem og en barndom til låns. De har som børn udviklet en strategi, hvor de var søde og nemme, og hvor de fortrængte det raseri, de følte over det kærlighedsløse og uretfærdige. De bliver Askepot i eget hjem, vagtsomme og indstillet på at behage. Deres selvfølelse bliver beskadiget. På dette tidspunkt oplever de sig allerede som følelsesmæssigt forladte, og ved at være søde håber de på ikke at gentage afvisningen fra de voksne. Afvisningen vækker forladthedsfølelsen, og den er af en styrke, så de bliver bange for at bukke under. Dette er en del af baggrunden for, at de selvdestruktive har vanskeligheder med at leve i parforhold. Opgaven i parforholdet er på én og samme gang at være tæt på et andet menneske uden at føle sig opslugt. At være sig selv med egne behov og ønsker og kunne lade den anden part gøre det samme, uden at det opleves som truende. At kunne have et roligt liv uden høj spændingsintensitet uden at føle sig tom og uden identitet. Men ethvert lille ønske om at være sig selv enten fra egen eller partners side opleves som en trussel om forladthed. Vi vælger som oftest en partner, som passer ind i det mønster, vi allerede har etableret i livet. Centralt i disse forhold bliver en dans omkring dominans/underdanighed, hvor dansen opleves som ufrivillig af begge parter. Hos de mennesker, vi ser i Rådgivningen, er det i de fleste tilfælde problemer i parforholdet, der angives at være den udløsende årsag til selvmordsforsøget. En tom isblok Men parforholdsproblemer er da til at forstå. Men hvordan kan vi forstå selvdestruktionen? Når man kommer i kontakt med den underliggende forladthedsdepression, opleves det som en smerte af uudholdelig styrke og angst. Ved i stedet at tilføre sig selv smerte opleves det, at man kan mestre den oprindelige indre smerte man bestemmer selv, hvornår den skal komme, hvor voldsom den skal være, og hvornår den skal holde op. Et knivstik kan man sætte plaster på, og det er nemmere at forholde sig til, end en indre smerte. Smerten der oprindeligt blev oplevet i den passive rolle, bliver nu aktivt mestret. Den ydre smerte tjener det formål at beskytte klienten mod at mærke den indre forladthedsdepression. Forladthedsdepressionen kan også opleves som et isnende fravær af følelser og liv, en tom isblok i maven, og der kan den ydre smerte forsikre én om, at man i hvert fald er levende. Selvbeskadigelse kan også gøre én til noget særligt. En kvinde med alvorlig bulimi kan komme frem til, at årsagen til, at hun ikke kan slippe bulimien, er, at så opleves det som at miste sig selv. Bulimien er det, der gør hende til noget særligt, det, der er hendes helt egen, hendes selv. Det er hendes hemmelighed, som hun oplever at have kontrol over. En anden kvinde med anorexia kan beskrive, hvordan hendes krop er i vejen: Jeg ville ønske, at jeg kunne skære den af, så jeg kunne være mig selv. Jeg er spærret inde i min krop. At blive sig selv opleves som afhængigt af kroppens destruktion i de alvorlige tilfælde. I de lettere forsøger man at få kontrol over det, der i sin natur er ukontrollabelt: sult, kropsformer, at man ældes.

4 6 At acceptere dette er meget angstvækkende. Det gode - det onde Ud over den mening, som selvdestruktion kan have, er der desværre en vis tilvænning. Når først man har overskredet kropbarrieren, bliver det lettere og lettere for hver gang. Og det er mit indtryk, at det også kræver større og større doser. Man kan gå fra at sulte sig til også at anvende stærke afførende midler. Man kan gå fra at køre stærkt på motorvejen til at køre stærkt på motorvejen i mørke uden lys. Man kan gå fra at provokere opkastning til at provokere opkastning, hvor man først stopper, når der er blod fra mave/spiserør. Der sker en opdeling mellem det gode selv og den onde krop, og for at selvet skal overleve, må man beskadige eller destruere kroppen. Denne gruppe mennesker har fællestræk i opvæksten med de udadreagerende voldsudøvere. Men hos de udadreagerende er det onde placeret uden for dem selv. Hos nogle af de udadreagerende voldsudøvere er personligheden så skrøbeligt sat sammen, at et puf eller et blik fra et andet menneske kan udløse angsten for selvets (det godes) undergang. De må derfor reagere med vold, til den anden (det onde) er fuldstændig passiv og tilintetgjort. En anden væsentlig forskel på de to grupper er, at indadreagerende voldsudøvere har bevaret evnen til indlevelse i andre mennesker, mens indlevelsesevnen kan være beskadiget hos de udadreagerende voldsudøvere. De fleste af de indadreagerende voldsudøvere har oftest indlevelse og medfølelse med andre gerne på bekostning af dem selv. En ung mand kan udtale ved synet af et sultende barn på tv: Jeg kunne dø for, at det barn skulle få det godt. En ung kvinde med anorexi kan formulere, at hvis hun opgiver sin spiseforstyrrelse, opgiver hendes forældre deres ægteskab. De selvdestruktive er parate til at ofre sig selv for at tage andres skyld og lidelse på sig. Skarpt sat op kan man sige, at den indadreagerende synes at være til for andre, hvor den udadreagerende synes, at andre er til for ham. Medfølelse Om man har evne til indlevelse får betydning for det behandlingstilbud, man opstiller til henholdsvis de udadreagerende og de indadreagerende voldsudøvere. Men i begge tilfælde er det den tætte, tillidsfulde og åbne kontakt med et andet menneske, der er forudsætningen for et bedre liv og ændring af adfærd. Hos de udadreagerende unge er der projekter i gang, hvor den unge i tæt kontakt med en stabil og troværdig voksen træner sin evne til at indgå i sociale sammenhænge og opøver sin evne til at løse konflikter uden voldsudøvelse. Det er ændringen af adfærd og den positive deltagelse i gruppen og samfundet, der er målet. For den, der udøver vold mod sig selv, er der behov for at bearbejde sine gamle sår i en sammenhæng, som tidligere er oplevet som beskadigende, nemlig den tætte menneskelige relation. I Askovgårdens Psykologiske Rådgivning sker dette i en terapeutisk kontakt med en psykolog. I kontakt med psykologen opnår klienten langsomt at få kontakt med sig selv, medfølelse og indlevelse med det barn, der engang var udsat for fysisk overlast og/eller psykisk kulde mod det, der var barnets, dets krop, dets selvstændige følelser og tanker. Som barn oplever man jo som reglen, at den voksne, som man er afhængig af, har ret. Elsker mor og far mig ikke, må det være, fordi jeg ikke er elskværdig, tænker barnet. Den voksne kan skelne: et er de opvækstbetingelser, man har haft, noget andet er at tage afvisningen, kulden og vol- FOTO: POLFOTO

5 7 den på sig og vedligeholde den andens udsagn og handlinger gennem den mangel på omsorg, selvbeskyttelse eller aktive ødelæggelse, som man udsætter sin egen krop og sjæl for. Gennem medfølelsen med sig selv opstår muligheden for at kunne føle: De kunne måske ikke finde ud af andet, men de gjorde mig fortræd. Jeg er ked af det, men de har ikke ret, jeg er værd at elske, og jeg vil ikke blive ved at leve mit liv, som om jeg ikke er det. Igennem medfølelsen opnås selvfølelsen. Sætter ord på Ud over at arbejde med evnen til tæt menneskelig kontakt, kan man også arbejde meget konkret med symptomet selvdestruktion. Klienten kan fx få skemaer med hjem, hvor de skal registrere, i hvilke situationer trangen til selvdestruktion opstår. Hvad er de forudgående begivenheder, hvilke tanker og følelser registreres, hvor længe varer trangen? Klientens almindelige adfærd er, at den indre smerte overføres til direkte handling og springer alle bevidste følelser og tanker over. Når smerten er overført til handling, er problemet løst. For et stykke tid. Når dette mønster brydes, og klienten på den måde tvinges til at skubbe en tanke ind imellem impuls og handling, er det med til at forhindre selvdestruktionen. Man kan sige, at selvdestruktionens styrke er ligefrem proportional med angsten for selvets undergang. Man kan derfor ikke undvære sin selvdestruktion fra den ene dag til den anden, men må sætte noget andet i stedet for ikke at føle sig overladt til sit eget følelsesmæssige kaos og hjælpeløshed. Først og fremmest arbejdes der intensivt med at sætte ord på følelser og reaktioner igennem den psykologiske behandling, så klienten øger sin fornemmelse af at have kontrol over symptomet selvdestruktion i stedet for omvendt. Dernæst finder vi de metoder, den enkelte synes, hun kan anvende i den akutte situation. Det kan være at opsøge den psykiatriske skadestue, venner eller familie. Det kan også være at løbe en tur eller svirpe sig hårdt med en elastik om håndleddet. Det gælder om at udskyde impulsen, så man får en erfaring med, at man kan klare sig uden selvdestruerende handlinger og langsomt erstatte det med selvbevarende metoder. Et kursus Aggression er en grundfølelse, som vi alle besidder. Aggression er en selvbevarende og selvbeskyttende kraft, når den er afbalanceret med ligelig forståelse for andres behov såvel som ens egne. Disse selvdestruktive voksne har fortsat barndommens strategi med at være rare og underdanige for at bevare deres relationer til andre. De har derfor ingen konkret erfaring eller færdighed i at udtrykke frustration, irritation eller vrede. De fortrænger, bortforklarer eller mærker overhovedet ikke vredesfølelser, før de eksploderer indad. Manglende sociale færdigheder kan tilføres i de fleste tilfælde. De indadreagerende voldsudøvere kan derfor hjælpes ved at lære deres vrede at kende i de tidlige stadier og at udtrykke den på en måde, så deres selvfølelse øges. På Askovgården har vi udviklet et kursus, hvor undervisningen har hovedvægten på følgende tre områder: - At leve i parforhold. Hvad er rimelige forventninger til kærligheden og til en partner? Er det fx tegn på den store kærlighed, at man vil dø for den? Er det kærlighed, når man vil begå selvmord, for så glemmer hun mig aldrig? - Forvaltning af aggression. Opøvning og træning af de manglende færdigheder. - Hvad er selvbeskyttende færdig-

6 8 VOLD der vender indad heder, og hvordan forebygges selvdestruktiv adfærd i de stress/krisesituationer, som erfaringsmæssigt udløser dem? Dette kursus udgør således en del af den psykologiske behandling. En kort frist De indadreagerende voldsudøvere er kun én gruppe af selmordsforsøgere. Men generelt gælder det, at problemet med selvmordsforsøgerne ofte er at få kontakt med dem. Hvis de ikke direkte er sindslidende, går de i de fleste tilfælde hjem direkte fra skadestuen, skamfulde, skyldbetyngede og vil bare glemme det hele. Vi ved, at der er stor risiko for, at de gentager forsøget næste gang de er i en krisetilstand. En forebyggende strategi er derfor at give hjælp første gang, det sker. Denne strategi har vi indført sammen med Frederiksberg Hospitals intensive afdeling. Alle patienter, som er indlagte på afdelingen med selvmordsforsøg, får tilbudt samtale med en psykolog fra Askovgården. Derefter fortsætter de enten i Lev Livet eller følges over til et mere relevant behandlingstilbud. Det kan fx være et døgnbehandlingssted, hvis det ambulante tilbud ikke skønnes tilstrækkelig. Eller det kan være dagcentre og væresteder, hvis det vigtigste behov er at være sammen med andre mennesker. Men det er karakteristisk, at hvis vi ikke inden for få dage får et møde med det menneske, der har forsøgt selvmord, mister vi kontakten med dem. Så oplever de ikke at have brug for hjælp mere. De er ambivalente over for det at være i en situation, hvor de må se sig selv som nogen, der behøver hjælp, og det er en væsentlig del af problematikken omkring at For de indadreagerende voldsudøvere er selvmordsforsøget et forsøg på selv at overleve gennem at destruere det forhadte, uelskede og foragtede symboliseret ved kroppen skabe kontakt med dem, som et behandlingssted må tage højde for. Der skal være mulighed for et hurtigt møde og gerne hjemmebesøg, hvis det foretrækkes af selvmordsforsøgeren. De er splittede mellem at være loyale over for den selvbevarende eller den selvdestruktive side af sig selv, og det er kernen i deres ambivalens. Forebyggelse Når et menneske har haft et selvmordsforsøg, er en henvisning således ikke klaret med et stykke papir eller en anvisning på et bestemt sted. En henvisning betyder at etablere personlig kontakt med henvisningsstedet og med dato og navn på den behandler, som den selvdestruktive skal tale med. Første samtale med selvmordsforsøgeren og henvisningsstedet skal være inden for tre dage, og som henviser skal man ikke slippe kontakten med den selvdestruktive, før man er sikker på, at der er etableret kontakt med det nye sted. For de indadreagerende voldsudøvere er selvmordsforsøget et forsøg på selv at overleve gennem at destruere det forhadte, uelskede og foragtede symboliseret ved kroppen. Når vi taler om selvmord og selvmordsforsøg, er de indadreagerende voldsudøvere en risikogruppe. Når vi som professionelle sidder over for et menneske med selvmordstanker, skal vi mere bevidst spørge efter selvdestruktive tendenser. Problemet kan dermed forandres fra Jeg kan ikke se andre muligheder end at dø til Jeg kan ikke se andre muligheder end selvdestruktion for at overleve. Hvor den ene formulering lukker for livet, åbner den anden. Men selvdestruktive handlinger er en velbevaret hemmelighed, indtil nogen spørger. Som en klient sagde: Hvis jeg fortalte det af mig selv, ville de da tro, at jeg var skør. Og det er en skørhed. Men ikke større, end at de fleste er i arbejde eller studier. De kan hjælpes. Ethvert socialcenter ville kunne etablere det nødvendige netværk, for at hjælpen var tilgængelig. Enhver engageret overlæge på en skadestue eller intensivafdeling ville kunne etablere de nødvendige henvisningskontakter, så en selvmordsforsøger aldrig blev sendt hjem uden yderligere hjælp. Hospitalet er i dag i stand til at sende dem hjem ud fra en antagelse om, at vedkommende selv må bestemme over eget liv. Men dette aflæses af den selvdestruktive som endnu en bekræftelse på sin egen manglende værdi, siden det åbenbart er så ligegyldigt, om han lever eller ej. Derfor er det en del af forebyggelsen af selvmordsforsøg, at vi, der kommer i kontakt med mennesker, der har forsøgt selvmord eller overvejer det som en mulighed, i vores handlemåder må vise dem, at vi bryder os om, at de er iblandt os. Vi skal samarbejde med deres selvbevarende side. Udtrykker vi den holdning, at man selv må bestemme, om man vil tage sit eget liv, samarbejder vi med deres selvdestruktion. Bente Friis Holm er psykolog i Askovgårdens Psykologiske Rådgivning