Selvmord. En kontrakt

Transkript

1 14 LIV OG DØD Af Conni Gregersen I Grønland bor Selvmord der ca personer. Det svarer til indbyggertallet i en større dansk provinsby som fx Vejle. Indbyggerne er spredt ud over et område 50 gange Danmarks størrelse, så lokalsamfundene er meget små. Igennem de seneste år er der begået gennemsnitligt ét selvmord om ugen i Grønland, og i løbet af de første 5 måneder af 1997 begik 29 personer selvmord. Som psykolog på 4. år i Grønland bliver jeg ofte konfronteret med den personlige side af denne alvorlige statistik og gør mig mange tanker om, hvorfor de gør det. Jeg vil i det følgende gengive oplevelser fra mit terapeutiske arbejde, dels sætte refleksioner ind i en eksistentiel terapeutisk referensramme sat af den amerikanske terapeut Irvin D. Yalom i bogen Existential Psychotherapy. Mit arbejde I min praksis laver jeg terapeutisk arbejde to steder nemlig ved Grønlands Hjemmestyres døgninstitutioner, hvor jeg har terapeutiske opgaver med børn og unge, og i Den åbne Sorggruppe i Nuuk, som Asii Chemnitz Narup og jeg har etableret og udviklet efter Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leicks metode og under supervision af Nini Leick. Begge steder møder jeg temaet selvmord: i sorgarbejdet hos de efterladte og som temaerne selvmordsforsøg, - tanker og -planer hos især mange af de unge på døgninstitutionerne. De unge er ofte skræmte af deres tanker om selvmord, mange har kammerater eller søskende, som har begået selvmord, enkelte har været med i selvmordsaftaler med andre unge, hvor et selvmord udløser en hel bølge. Og bare ét selvmord rammer dybt og bredt i dette lille samfund, medfører chok og traumer hos de efterladte, spørgsmål og følelser, som bliver ved og ved med at plage mennesker. Hvad kunne vi have gjort?... En kontrakt I mit terapeutiske arbejde møder jeg ofte en egostruktur, som er blødere eller rundere i end det, jeg har været vant til fra Danmark. I mange tilfælde ligner forsvarsmekanismerne umiddelbart de primitive forsvarsmekanismer, jeg kender fra arbejdet med klienter med en borderline-problematik, men alligevel er de helt anderledes. Der er fx som regel ingen modstand, så snart kontakten imellem os klienten og jeg er autentisk. Da folder forsvaret sig stille og roligt til side, og der er ubesværet adgang til følelserne. Ofte er klienterne uvant med af formulere deres følelser, men gør det alligevel, undertiden metaforisk. Når en klient giver udtryk for selvmordstanker eller -ønsker, og når en klient har forsøgt selvmord, indgår jeg altid en selvmordskontrakt med ham. Mange er alvorligt plaget af angst for deres tanker og ønsker og har derfor svært ved at fortælle om det. De er bange for at vække tanken og dermed øge risikoen for selvmordet. Selvmordskontrakten bliver udformet efter den enkelte klient, men over et fælles grundmønster. Essentielt i min fremstilling til klienterne er at klargøre adskillelsen mellem tanke og handling: Tanken i sig selv er ikke far- i Grøn

2 15 Hver uge begås der et selvmord i Grønland. En psykolog har sat statistikken ind i en samfundsmæssig og eksistentiel terapeutisk ramme. land lig, det er handlingen, der er dødsensfarlig. Der er derfor meget mere grund til at være bange for handlingen end tanken for de to er ikke det samme. Man kan ikke altid selv bestemme, hvilke tanker der dukker op, men det er vigtigt at huske, at en tanke ikke behøver styre handlingerne. Man har lov til at opfatte en selvmordstanke som et signal om, at noget er galt i livet, at man har brug for at tale med et (andet) voksent menneske. Det er vigtigt at finde måder at øve denne adskillelse mellem tanke og handling, som klienten kan bruge i sin hverdag, så det ender med at blive personen, der styrer sine handlinger ikke en enkelt tanke, hvor stærk den end måtte være. En del klienter bliver umiddelbart forvirrede over, at de selv skal tage ansvaret for deres handlinger og indse, at ingen andre i virkeligheden kan hindre dem i at begå selvmord, men de kan selv vælge at gøre noget andet: at søge det, de har brug for, for igen at finde mening i livet, bryde ensomheden, eller hvad der måtte være relevant for den enkelte. Jeg understreger samtidig kraftigt, at hos mig må klienten gerne snakke om sine selvmordstanker det kan hjælpe meget at få mod til at lære dem godt at kende. Men de må ikke gøre selvmordsforsøg, mens de går hos mig. Som regel giver klienten mig hånd på kontrakten. Har en virkning Især mange unge klienter fortæller om, hvordan selvmordskontrakten virker som et redskab for dem, når de får lyst til at begå selvmord: Men så tænkte jeg på.... Uanset indholdet af tankerne sker der en ændring af handlemønsteret, når der er bevidsthed om tanken som tankevirksomhed. Det betyder, at personen kan nå at tage stilling til selvmordsimpulsen i stedet for at lade sig styre indefra til en handling, han ikke helhjertet ønsker at begå. Selvmordskontrakten er selvfølgelig ingen garanti mod selvmord: den holder, så længe kraften i løftet er stærkere end den impuls, der kommer. Men i og med der indtil videre ikke er fore-

3 16 kommet selvmord blandt dem, jeg har lavet kontrakt med, har den sandsynligvis en virkning i hvert fald giver den mig en ramme til at arbejde med selvmordstankerne i. Fire grundvilkår De mange selvmord og selvmordsforsøg især blandt unge mennesker i Grønland, rejser selvfølgelig mange spørgsmål hos os alle. Man spørger sig selv og undertiden selvfølgelig også dem, der overlever selvmordsforsøg: hvorfor gør de det dog? Både klinisk praksis og undersøgelser fortæller os noget om de udløsende faktorer for begåede selvmord og selvmordsforsøg. På den baggrund vil jeg her anskue fænomenet ud fra en eksistentiel terapeutisk referensramme, inspireret af den amerikanske terapeut Irvin D. Yalom. Yalom tager udgangspunkt i, at vi som mennesker er underlagt fire eksistentielle grundvilkår, som vi i vores personlighed har svært ved at acceptere. Vi bliver angste, når vi konfronteres med et eller flere af disse grundvilkår, og for at dæmpe den ulidelige angst udvikler vi forskellige følelsesmæssige og intellektuelle måder at fornægte, fortrænge eller på anden vis undgå erkendelsen af disse grundvilkår. De fire grundvilkår er: ❶ Døden vi skal alle dø. ❷ Friheden vi har ansvar for vore til- og fravalg i livet. ❸ Isolationen vi er eksistentielt set alene. ❹ Meningsløsheden livet er i sig selv uden mening. I vores almindelige daglige liv har vi brug for beskyttelse imod fuld erkendelse af grundvilkårene, ellers havde vi ikke energi og mod til at leve livet. Vi har brug for at tro, at vi også lever dagen i morgen, vi har brug for rammer og strukturer at fungere i, vaner og ritualer til visse af vore gøremål, vi har brug for fællesskab og nærhed med andre, og vi har brug for at føle, at vores liv har mening, at det, vi foretager os, er gavnligt og glædeligt for os selv og andre. Derfor bliver vi angste, siger Yalom, når vi konfronteres med et eller flere af de eksistentielle grundvilkår, som det sker, når sygdom, død, ulykker, katastrofer, arbejdsløshed eller andet isolerer os fra det almindelige liv. Da bryder vores forsvar mod erkendelse af de eksistentielle grundvilkår sammen, og vi bliver angste. Vi kan da vælge at dulme angsten med forskellige psykiske symptomer, eller vi kan vælge se finde mod til at se de eksistentielle grundvilkår og angsten i øjnene, frigive den energi, der ligger bundet i forsvaret imod denne erkendelse og leve et friere og mere intenst liv. Der er tale om eksistentielle og dermed universelle grundvilkår. Imidlertid kan der godt tænkes at være kulturbestemte forskelle i typerne af de reaktioner, mennesker udviser, når de møder de eksistentielle grundvilkår, ligesom det må være sådan, at de forsvarsmekanismer, der udvikles til at beskytte mennesker imod erkendelsen af de fire grundvilkår, delvis er kulturelt bestemte. Forsvar dannes altid af den enkelte på baggrund af dennes livserfaringer på det tidspunkt, hvor den givne forsvarsmekanisme udvikles. Derfor vil kulturelle faktorer også spille ind her. Døden er tæt på Når jeg sammenligner dansk og grønlandske kultur, slår det mig, at der er meget stor forskel på, hvordan og i hvor høj grad mennesker konfronteres med grundvilkårene de to steder. Det er vel ikke i den forstand kulturelt bestemt, men mere bestemt af forskelligheder i naturforhold og befolkningstæthed. I Grønland er døden nærværende i

4 Selvmord er nok den type dødsfald, der sætter de mest komplicerede følelser i gang, og hvor det er virkelig svært at forløse dem, bl.a. fordi der knytter sig meget skam til selvmord, også for familien dagliglivet på en selvfølgelig måde. Alle ser fangerne lande fangsten og flænse sæler på brættet, hvor fugle og fisk ligger med hoved og fjer, så det er klart, hvad det er. Der bliver ikke gjort noget forsøg på at skjule eller camouflere døden. Det gælder også, når mennesker dør: Man er meget opmærksom på værdien af ritualer omkring død og begravelse at sige farvel til den døde, at se den døde krop i kisten, at deltage i udsyngning og begravelse. De allerfleste mennesker også børn har set et dødt menneske og været med til at synge den døde ud fra sygehus eller kapel og har været med til begravelse. Denne naturlige holdning til døden og den døde skaber ikke nødvendigvis mindre dødsangst, men den fastholder en klarere erkendelse af døden som en realitet i alle menneskers liv. Også ens eget. Døden er ikke gemt af vejen og gjort fremmed og fjern, selv om der sker vældig mange dramatiske dødsfald i Grønland, mange unaturlige dødsfald: ulykker, selvmord og drab, som ellers nok kan få mennesker til at ønske sig langt væk fra død og dødsbevidsthed. Stort set alle, jeg har arbejdet med, har prøvet at miste en nærtstående ved dødsfald. Mange af de unge har oplevet kammerater eller søskende dø ved ulykker eller selvmord, og mange forældre har mistet et eller flere børn. På trods af den gode bevågenhed omkring dødsfald og begravelse har mange af klienterne imidlertid ikke fået bearbejdet/forløst deres sorgfølelser, især følelser af skam og skyld samt vrede mod den afdøde. Mange giver udtryk for angst for døden, fx angst for at skulle følge efter en afdød kammerat eller barn. Forældre, der har mistet børn, ser hen til den dag, de kan gense det døde barnet (altså selv dør), uden at dette er udtryk for planer om selvmord. De er indstillet på at vente, til tiden kommer, hvor de skal dø. Selvmord er nok den type dødsfald, der sætter de mest komplicerede følelser i gang, og hvor det er virkelig svært at forløse dem, bl.a. fordi der knytter sig meget skam til selvmord, også for familien. Friheden I modsætning til døden er friheden som eksistentielt grundvilkår ikke særlig synligt. Traditionelt har mennesker her været underlagt den store, barske natur og ikke et personligt valg med hensyn til deres livsførelse. Den oprindelige inuit-befolkning har været meget ansvarlig og påpasselig med både det åndelige dvs. ritualer i forbindelse med fangst og jagt og med det timelige dvs. redskaber, bolig, beklædning og forråd. Heri ligger en berøring med den eksistentielle frihed. Kolonialiseringen og fordanskningen af Grønland har radikalt ændret på livsførelsen og de åndelige værdier. Det er min hypotese, at dette meget vel kan have anfægtet den grønlandske befolknings mulighed for at mærke den eksistentielle friheds bydende krav: Der kom, mere eller mindre, forsyninger og tankegange (kristendommen), som gjorde den gamle omhu med redskaber, skind og forråd samt ritualerne i forbindelse med fangsten mindre indlysende måske endog overflødige for overlevelsen. Til gengæld blev menneskene afhængige af kolonimagten. Den gamle stolthed og selvstændighed, hvor mennesket konfronteres med frihedens skræmmende krav om ansvarlighed for sine valg, blev afløst af afhængighed af præsten og kolonibestyreren og hans varelager Stærke fællesskaber I terapeutisk arbejde oplever jeg mange unge have svært ved at forestille sig, at de selv kan have indflydelse på, hvordan deres liv kommer til at forme sig. De unge ved ikke, hvad de gerne vil, de venter og ser, hvad der byder sig. I betragtning af, hvor svært det er at få arbejde og uddannelse, er denne holdning måske grundet i helt pragmatiske forhold, men den kan også være et værn imod at erkende friheden som eksistentielt grundvilkår og mødet med friheden. I modsætning til den fremmedgjorthed, der kan se ud til at herske omkring erkendelse af den eksistentielle frihed, fører tanker om eller udsigt til isolation straks til handling og ideer. Der er tradition for stærke og tætte fællesskaber mellem mennesker i Grønland, og tanken om ensomhed er så erkendt ubehagelig for alle, at 17

5 18 mange er parate til at betale store personlige omkostninger både følelsesmæssigt, økonomisk og socialt for at undgå ensomhed. Der er naturligvis her tale om ensomhed i social forstand, men min hypotese er, at når der bliver brugt så megen energi på at undgå social ensomhed, så vil erkendelsen af isolationen som eksistentielt grundvilkår være vanskelig. I gamle dage var ensomhed i fjeldet en af metoderne i uddannelsen af angagoq, den grønlandske shaman. Den unge mand eller kvinde, som skulle være angagoq, gik til fjelds alene i længere tid og skulle udstå ensomheden i den store natur. Han ville da møde sine hjælpeånder til det fremtidige virke som angagoq. Fjeldgængeri er stadig væk omgærdet med mystik og Qivitoqgys, og det har da også været så godt som umuligt at overleve her alene det kan kun fjeldgængeren, Qivitoq, denne underlige skabning, måske levende, måske død, uhyggelig og skæbnesvanger at møde for os andre... Isolationen I terapeutisk arbejde fører tanker om eller følelser af isolation/ensomhed til sorgreaktioner og angst, grænsende til en slags erkendelse af umuligheden af at være alene. Mange mennesker er bange for at være alene, bo alene, sove alene, og der næres stor medfølelse med mennesker, der er alene. Mange klienter giver udtryk for, at samvær med andre er en selvfølgelig ret og et selvfølgeligt behov. Klienterne kan naturligvis godt forstå det, når jeg forklarer, at der er en slags ensomhed, som findes i alle mennesker, og som i det mindste kommer til udtryk, når vi fødes og dør for det må vi gøre alene. Samtidig fortæller mange af dem, at de undertiden møder afdøde slægtninge, som beder dem eller giver dem lyst til at følge efter. Og det kan godt give en form for dårlig samvittighed, hvis den levende føler sig mere tiltrukket af livet end af at følge den anden i døden: den døde er jo ensom og har brug for (krav på?) selskab. Yalom skriver, at nogle mennesker synes at begå selvmord for at omgå en dyb ensomhedsfølelse. Logikken i dette er: Jeg kan ligeså godt dø ingen tænker på mig. Eller: Hvis jeg var død, ville de måske komme i tanker om mig. I Grønland er mange af dem, der begår selvmord, unge mennesker, ofte i en akut (almindelig) krise som fx kærestesorg. Yaloms tanker giver mig den idé, at måske skal baggrunden for en del af selvmordene i Grønland søges her. Ofte bliver vi som behandlere naturligvis så fokuserede på liv-/ død-dimensionen omkring selvmord og selvmordsforsøg, at vi overser andre aspekter af tilværelsen, der giver sig udslag i, at et menneske vælger at begå selvmord. Den omstændighed, at de unge altid er glade for livet, når de bliver reddet ved et selvmordsforsøg, tyder på dette. Mange af de unge er flyttet væk fra familien og føler sig ubærligt ensomme, når fx en kæreste slår op, eller hvis livet som ung i byen ikke fører de kammeratskaber med sig, som den unge føler behov for. At savne mening Det fjerde grundvilkår, meningsløsheden, fortjener særlig bevågenhed i denne sammenhæng. Et samfund, der hurtigt ændrer sig fra at være umiddelbart gennemskueligt for den enkelte til at være præget af uigennemskuelighed og indviklede strukturer, vil nemlig ifølge Yalom ofte vil medføre mange problemer med at konfrontere sig med meningsløsheden. Vi spørger ofte os selv og hinanden, hvad meningen mon er, når noget uoverkommeligt, ubegribeligt, uretfærdigt hænder. Hvorfor skulle barnet dø, før dets liv rigtig begyndte? Hvad er meningen med, at en far og forsørger skal omkomme under sit arbejde med at skaffe mad til sin familie? osv. Vi har brug for et svar, selv om der ikke er svar at få. Det er meget svært for os som mennesker at acceptere, at der måske ingen overordnet mening er. Tydeligvis er det i hvert fald ikke muligt at leve et udviklende, kvalificerende liv uden at kunne se en mening med det. Hvis meningsløsheden infiltrerer livet, føles dette værdiløst og ligegyldigt, mens engagement i noget værdifuldt kvalificerer menneskers liv, skaber mening. I Grønland sker der mange voldsomme ulykker og katastrofer, hvor

6 19 I løbet af meget kort tid er der sket voldsomme samfundsændringer i Grønland. På bare 50 år er hele samfundsstrukturen endevendt flere gange. mennesker bliver dybt chokerede, sjælsrystede, når de mister deres kære eller udsættes for trusler om tab af liv, helbred eller nærtstående personer. Har mennesker her i Grønland derfor i så høj grad accepteret meningsløsheden som et grundvilkår, at de opgiver at skabe mening i det kaotiske felt af uforudsigelighed? Og er dét måske en del af baggrunden for de mange tegn på, at den eksistentielle meningsløshed driver sit spil med mennesker, sådan som alkoholisme, omsorgssvigt, modløshed og ligegyldighed over for livet er udtryk for? I et samfund som det gamle grønlandske er livets mening umiddelbart indlysende: at skaffe mad og husly, at overleve. Mennesket er helt konkret og synligt i naturen, det er en del at denne større sammenhæng og har mening i kraft af det. Det har da ikke relevans at filosofere over livets dybere mening, livet er sin egen mening og leves med engagement og intensitet og med alle de meningsløse hændelser, som nu engang sker. Livet i denne form synes i sig selv stærkt nok til at bære sin mening på trods af alle ulykkerne, på trods af uforudsigeligheden. En omvæltning Grønland er blevet effektivt kristnet, både af Hans Egede og af hernnhutterne. I kristendommen fik grønlænderne foræret en anden mening med livet, end den, de ellers oplevede. I løbet af meget kort tid er der sket voldsomme samfundsændringer i Grønland. På bare 50 år er hele samfundsstrukturen endevendt flere gange først i 1953, da Grønland blev dansk amt og skulle på niveau med de andre amter, og så igen i 1979 ved indførelsen af hjemmestyret. Tilværelsen er ikke længere selvindlysende, der er ting, der skal tages stilling til, menneskeskabte magtstrukturer under naturens tydelige magtfuldhed. Der er en mening at skabe med tilværelsen. Hvis man forestiller sig, at et menneske, for hvem den tanke er fremmed, at han selv skulle kunne definere meningen med sit liv, præsenteres for en masse valgmuligheder med hensyn til livsform, vil det være sandsynligt, at han ikke ville føle sig kvalificeret til at vælge og derfor ville lade sig påvirke af andres meninger om, hvad der er rigtigt. Dette giver imidlertid, ifølge Yalom et liv, præget af meningsløhed, ligegyldighed, uden reelle værdier, man vil slås for osv. Det er en kendt sag og meget tydeligt at se i det sociale arbejde at mange individer og familier i Grønland er blevet slået i stykker af den hastige udvikling, der fandt sted i 1950 erne og 1960 erne: Livsformer blev brudt ned, uden at nye var bygget op, som passede til mennesker. Mennesker, der stod midt i livet og aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig andre livsformer for sig

7 20 selv, skulle pludselig omlægge hele tilværelsen og forholde sig til en kolossal mængde af nyt. Nye regler, nye ting, mode... Mange grønlændere må have kæmpet hårdere, end det er til at forestille sig, for at bevare deres rødder i denne omstillingsproces. Og nogle klarede det ikke. Jeg møder ofte følgerne af G50 og G60 i mit arbejde. Mange af de unge på institutionerne i Grønland har følgende familiehistorie i forskellige variationer: Bedsteforældrene levede som dygtige og stolte fangere i en bygd. De blev flyttet til byen, da deres børn var halvstore eller unge mennesker. Børnene kunne og ville ikke opdrages på den gammeldags måde, som forældrene kendte til, men lod sig opsluge af storbylivets lethed i tilværelsen, normløshed og fristelser, først og fremmest alkohol. De fik ikke deres uddannelse, men fik børn, som de havde svært ved at vide hvordan de skulle opdrage. Måske kom barnet til bedstemoderen, måske frem og tilbage mellem bedsteforældrene og forældrene/moderen. Der er ofte tale om meget lidt kontinuitet mange brud i børnenes liv, og det er disse børn, vi så møder på institutionerne, når deres frustrationer bliver så voldsomme, at børnene ikke længere kan rummes indenfor almindelige rammer. Det handler om liv Det ser ud til at være svært for mange af mine klienter at engagere sig for alvor i deres liv. Det er svært at mærke, om de mange symptomer på mangel på mening er udtryk for mangel på stillingtagen til tilværelsen, eller om de bunder i reelle oplevelser af meningsløshed. Måske gør de bløde egoer sig gældende: egostrukturerne kan måske ikke fastholde værdierne, når de møder modstand eller tvivl? Under alle omstændigheder er det væsentligt at beskæftige sig med aspektet mening i et samfund i hastig udvikling. De unge har hårdt brug for støtte og hjælp til at holde fast i det, de vil, så de når at opleve resultater af deres indsats mening med det, de gør. Yalom understreger dette ved at beskrive forskellene på drive og strive drift og stræben : børns motiver for deres handlinger er mere drevet af drifter end af stræben efter mål, mens det for voksne mennesker gælder, at stræben efter livsmål er stærkere motivationsfaktorer end drifterne indefra. Igennem udviklingen af en personlighed muliggør vi således for os selv som mennesker ikke at behøve at være styret af drifterne indefra, men kan vælge at lade os styre af ydre, højere, mål, som giver livet mening. Mange af de selvmord, der finder sted i Grønland, ser ud til at være drift-styrede. Det ser ud som affekthandlinger eller impulshandlinger, altså handlinger, der begås ud fra en eksistentielt set mere barnlig end voksen funktionsmåde. Min hypotese er, at disse unge ikke har fået tilstrækkelig hjælp og støtte til at lære at skabe sig en mening med deres liv, men søger meningen med livet uden for dem selv, i kæresteforholdet, i eksamen osv.. Det er mit indtryk, at skal man forstå og håndtere selvmordsproblematikken i Grønland, forebygge og behandle, bliver man nødt til at beskæftige sig med mange sider af menneskers liv og historie. Det er vigtigt at sørge ordentligt over de døde, også dem, der begår selvmord, at blive fri af skam og skyldfølelser, få kræfter til at engagere sig skabe mening i sit eget liv og således forøge sin egen livskvalitet og samtidig blive model for andre. Primært de unge synes at have meget brug for modeller, der kan vise dem andre veje til motivation end drifternes. Det skal være min påstand, at selvmord handler ikke i første række om død, men om liv liv, der er for svære, for ensomme eller for meningsløse for den enkelte. Conni Gregersen er cand.psych. og ansat i Direktoratet for Sociale Anliggender i Nuuk, Grønland Reference Irvin D. Yalom: Existential Psychotherapy. Basic Books, New York, 1980.