Beskueren aktive rolle kritisk refleksion

Transkript

1 Ansøgning til Københavns Kommunes Billedkunstudvalg med det formål at søge om økonomisk støtte til udstillingsudgifter i forbindelse med udstillingen Conversation I: Family, art, work, surroundings, der finder sted i Officin Aps i København 20. januar til 26. marts Der ansøges om DKK ud af et budget på DKK. De inviterede kunstnere er: Pia Rönicke (DK, 1974), Johan Tirén (SE, 1975), Jonas Lund (SE, 1980), Mathias Sæderup (DK, 1984), Margarita Del Carmen (DK, 1989), Henriette Heise (DK, 1966) og Stig Brøgger (DK, 1943). Projektbeskrivelse Udstillingen tager fat om nogle af de mest markante tendenser inden for museale og kuratoriske studier i dag, hvor museums- og udstillingsrum ikke blot betragtes som rum til fremvisning og konservering af kunst, men snarere som aktive produktionsrum. Der produceres noget i kunstens rum, og det der produceres beskrives ofte som viden eller som mødesteder af social karakter. Med udstillingen undersøges det, hvad det egentlig betyder at betragte kunsten som en form for rumlig produktion. Produktion er en proces og inden for økonomisk teori er produktion en betegnelse for al økonomisk aktivitet, der ender ud i et slutprojekt. Dette produkt kan så anvendes videre i en anden produktion i form af en vare og i sidste ende kan det bidrage til forbrugeres velfærd. Kunst anskuet som frembringelse af en vare, der kan sælges, er et aspekt, der siden 1960erne er blevet forsøgt underdrejet af adskillige kunstnere bl.a. gennem happenings, performancekunst og konceptkunst, hvor der netop ikke blev produceret et kunstobjekt, en potential vare, men en begivenhed og et koncept. I forlængelse af avantgardernes tankegang undersøger udstillingen forskellige nutidige former for kunstproduktion med vægt på selve arbejdet, der er lagt i processen med at skabe kunsten og på materialet, der ligger til grund for produktionen. Men også på de nutidige samfundsmæssige, politiske og sociale forhold, der fungerer som implicitte betingelser for produktionen af konkrete værker og udstillinger. Udstillingens titel Familien, arbejdet, kunsten, omgivelserne stammer fra et værk, den danske kunstner Stig Brøgger (DK, f. 1943) lavede i Værket fungerer som udstillingens konceptuelle ramme og peger allerede med den blotte titel på, at produktionen af kunst er afhængig af og sammenfiltret med private anliggender, arbejdsforhold, kunstens historie samt samtidens tendenser og ikke mindst omgivelserne i form af samfundsforhold. Værket består af 15 farvefotografier, hvori Brøgger reflekterer over konkrete betingelser for produktion,

2 såsom familiestrukturer jf. fotografier af kernefamilien ved spisebordet, men også gennem den allerede eksisterende kunsthistorie, hvilket kan opleves i to fotografier af de to allegoriske skulpturer af Bernini, i et fotografi af Parthenon samt i inddragelsen af et ældre værk af Brøgger selv, nemlig Platformprojekt (1970). Brøgger peger ligeledes på mere sansbare betingelser for produktion, såsom øjet der ser, maven der mærker, handlinger der foretages og billeder der sanses. I Studio Practice (2014) transformerer Jonas Lund et gallerirum til et produktionsrum med fire assistenter, der kreerer malerier ved hjælp af en manuel på 300 sider udarbejdet af Lund. Malerierne vurderes af et advisory board online på hvor der tages stilling til maleriernes kvalitet, og om de skal ødelægges eller signeres af Lund. I Studio Practice fremhæver Lund de fortællinger, som institutioner skaber med deres udstillinger, og han tydeliggør de forhold, der gør sig gældende, når kunst produceres og senere vurderes. På den måde bliver de ellers skjulte processer omkring kreativitet og værdisætning synlige for de besøgende. Mathias Sæderup forholder sig i What is concrete world (2015) til kunstinstitutionen som en diskursiv ramme, der i høj grad er medproducent i forhold til den måde et værk opleves på. Sæderup arbejder med tekst, video, film, tegning og fotografi. Pia Rönicke og Johan Tirén arbejder i deres kollektive, grafiske værk med dialoger omkring det at tænke med kunst og producere kunst. Henriette Heise arbejder med et kritisk og poetisk greb, når hun skaber værker, der italersætter kunstens produktionsbetingelser i en samfundsmæssig kontekst eller trækker oversete og slet ikke sete anliggender frem. Margarita Del Carmen har fokus rettet mod rummet, det hele opleves i. Beskueren aktive rolle kritisk refleksion Et fokus på produktion handler ligeledes om, hvordan beskueren kan inddrages i processer omkring frembringelsen af kunst og produktion af viden, og derved berører udstillingen basale betingelser for, hvordan vi ser på kunst, oplever og lever os ind i kunst i de helt konkrete rum, kunsten er udstillet i. Udstillingen sætter fokus på, hvordan beskueren kan indtage en central position ved at blive inviteret ind i kunstens maskinrum og opleve værker, hvor den traditionelle skelnen mellem kunstproduktion og kunstkonsumption er opløst. Fælles for samtlige værker på udstillingen er, at de forholder sig kritisk opmærksomt til de rum, som kunsten udstilles og opleves i; til de samfundsmæssige betingelser, der gør det muligt for kunstnere at arbejde og ikke mindst til kunstnerrollen og spørgsmål om, hvordan

3 frembringelsen af kunst foregår. I udstillingen anses produktionen af kunst for at være en måde at kommunikere og henvende sig til beskueren på. Udvikling af nye udstillingsformater Ved at placere vægten på produktion giver udstillingen også et bud på, hvordan de traditionelle måder at arbejde med produktion, fremvisning og reception af kunst kan udfordres. Udstillingen de-formaliserer disse aspekter ved at fokusere på kunstrummet som aktiv medskabende aktør både i relation til produktion af viden og til produktion af sociale og demokratiske forhold. Der er generelt en stor interesse i dag for at udvikle nye udstillingsformater og netop deformalisere de klassiske formater ved at bevæge sig væk fra en streng skelnen mellem indenfor og udenfor institutionen. I dag kan udstillinger opleves i parken og på diverse offentlige pladser. Men de kan også opleves i banker og businessskoler. Nærværende udstilling vil blive realiseret i Officin på Vesterbrogade lige ved udspringet af Frederiksbergs Allé i København. Samarbejdet med Officin er væsentligt for udstillingens koncept, idet Officin fungerer som boghandel, trykkeri og ikke-kommercielt udstillingssted. Stedet er interessant, dels fordi det i udgangspunktet er et rum for aktive processer og produktion, dels fordi det som alternativt udstillingssted ikke behøver at etablere fastlagte fremgangsmåder, organisatoriske hierarkier og institutionelle rammer, hvor kunsten skal passes ind i, men snarere kan tilbyde rum, hvor kunsten får mulighed for at definere rammerne. Foruden at være et produktionsrum er Officin ligeledes et offentligt tilgængeligt rum, hvor folk kan komme ind fra gaden og bestille håndlavede notesboger ect. De gamle Heidelberg trykkemaskiner vil blive anvendt i udstillingsperioden til at trykke diverse former for formidlingsmateriale. Derudover vil de kunne indgår i processerne med produktion af værker. Bogudgivelse inklusiv tekstbaseret og digitalt forankret formidling af udstillingen Et relevant spørgsmål er nu, hvilke former for formidling, der bedst understøtter og imødekommer sådanne nye udstillingsformater med vægt på det processuelle i produktionen samt på kunstens rum som vidensproducerende og som sociale mødesteder. Udstillingen er et tæt samarbejde mellem et ikke-kommercielt udstillingssted, kurator og kunstnere samt værker, derfor tænkes udstillingen som en samtale. Deraf titlen Conversation I. Kunstnerne og værkerne kommer til at fylde rigtig meget i disse samtaler, der foldes ud i

4 udstillingsperioden både via blog/podcast/video, der indfanger og understøtter det processuelle og via skiftende tekst i selve udstillingen, der fastholder de forskellige udsagn og forløb. De forskellige samtaler, digitale forankringer og tekst danner grundlag for bogudgivelsen, er derved ikke er tænkt som klassisk oplysende dokumentation, men snarere er at betragte som en forlængelse af både kuratorisk og kunstneriske praksisser. Samtaler, digitale forankringer og tekst produceres under udstillingsperioden. Udstillingens baggrund i forskningsprojekt Konceptet til udstillingen Conversation I: Family, art, work, surroundings udspringer af min post.doc. på Syddansk Universitet. I projektet forskes i udvikling af nye udstillingsformater og formidlingsstrategier, og jeg samarbejder med to ikke-kommercielle udstillingssteder i København. Det drejer sig om henholdsvis det allerede nævnte Officin og derudover Sixtyeight Art Institute. Denne ansøgning drejer sig blot om muligheden for at realisere udstillingen i Officin. Mit post.doc.-projekt er en blanding af praksisbaseret og teoretisk funderet forskning. Jeg sætter fokus på, hvorledes kunstens rum som aktive produktionsrum dels kan understøtte de besøgendes muligheder for at interagere kritisk med kunsten, dels kan styrke kunstinstitutioners relevans og legitimitet i samfundet i dag. Jeg undersøger således, hvordan kunstudstillinger kan facilitere kritisk opmærksomhed og refleksion. Jeg bruger institutionskritikken fra 1960 erne/70 erne og 1990 erne som et redskab og en måde at spørge til kunstens rum på samt disses politiske og sociale infiltrering i samfundet. Hvis institutionskritikken syntetiseres helt ned handler den primært om tre kritikpunkter: Produktion, værdisætning og distribution. I et nutidigt perspektiv kan disse punkter oversættes til tre undersøgelser. For det første en undersøgelse af hvilke former for kunstproduktion, der svarer bedst overens med nutiden ud fra et kunstnerisk perspektiv med fokus på både teknologi, rum og kommunikation samt ikke mindst mere intime materielle og konceptuelle processer. En væsentlig kunsthistorisk reference i denne henseende er den amerikanske kunstner Micheal Ashers værk Claire Copley Gallery, LA (1974). Asher fjernerede væggen i Claire Copley Gallery, der adskilte det officielle gallerirum fra kontor samt opbevaring og skabte på den måde ét stort tomt rum med nye sparklede og hvidmalede vægge. Idéen med indgrebet var at lade rummet fungere som både udstilling og præsentation. Asher ønskede derved at fremhæve nødvendigheden af en ny form for produktion, der er i stand til at påpege, dels hvorledes et værk til tider modtages som et abstrakt æstetisk indhold, fordi netop

5 kunstrummet er i stand til omforme og mystificere et værks aktuelle og historiske indhold, dels påpege et værks udvekslingsværdi ved at lade udstilling glide sammen med virksomheds- og salgsområdet i galleriet. For det andet handler institutionskritikken i et nutidigt perspektiv om, hvordan kunsten omgås det at blive et salgsobjekt på markedets betingelser, derved kredser kritikken om selve kunstens materielle, konceptuelle og immaterielle værdier i et nutidigt perspektiv; det vil sige det kredser om værdisætning i neoliberalistisk system. For det tredje handler institutionskritikken om at udvikle nye former for distribution af kunst ikke blot tænkt som en salgsvare, men også i relation til formidlingen af kunsten; hvilket i et nutidigt perspektiv bliver til et spørgsmål om, hvordan kunst formidles mest levende og engagerende samt gennem hvilke formater og kanaler. Det er væsentligt for udstillingen, at de udstillende kunstnere strækker sig over flere generationer med Stig Brøgger, som den ældste og Margarita Del Carmen som den yngste. Dette spænd bidrager med et historisk fundament. Brøgger har således rent kunstnerisk og konceptuelt rod i 1960 erne og 1970 ernes avantgarder, mens de yngre kunstnere responderer til andre kunstneriske, kommunikative og samfundsmæssige problematikker. Dette foldes ud i formidlingsmaterialet.

6 Billedmateriale Jeg viser her blot enkelte værker af tre af de udstillende kunstnere. De øvrige kunstnere producerer nye værker. Det første dokumentationsfotografi er af af Stig Brøggers værk Familien, kunsten, arbejdet, omgivelserne (1972). Værket danner den konceptuelle ramme om udstillingen, det er en del af samlingen på Brandts Museum for Kunst og Visuel Kultur. De to næste er af Jonas Lund. Lund arbejder videre på konceptet fra det omtalte værk Studio Practice (2014), fordi refleksionerne fra værket er væsentlige at have med i udstillingen grundet de langstrakte og synlige produktionsprocesser. Mathias Sæderup producerer værker til udstillingen, der udspringer af det omtalte What is concrete world (2015), idet de kritiske samfundsmæssige og institutionelle refleksioner omkring dette værk ligeledes er vigtige at få frem i udstillingen.

7

8 Mathias Sæderup: What is concrete world (2015). Værket er en del af et mere omfattende projekt med titlen Af Kunstproduktion i det 21. Århundrede, hvor der indgår tekst, tegning og film. I øverste højre hjørne af billeddokumentationen er vist en tegning med følgende tekst: Institutionerne er i krise. Miljøet er under forandring: Miljøet ligner ikke sig selv. Institutionerne absorberer udefrakommende forstyrrelser: Dette vil styrke institutionernes grundlæggende identitet: Miljøet implementeres: Forskelle opløses i gensidig identifikation: Institution og miljø er ét. Som det sidste vil jeg fremhæve, at samtlige kunstnere har en omfattende udstillingsliste bag sig. De er alle en del af den danske såvel som en international kunstscene. Med venlig hilsen, Officin Aps og kurator, Ph.d. Charlotte Præstegaard Schwartz