Hvorhen Spanien? En artikel fra KRITISK DEBAT. Skrevet af: Niels Frølich Offentliggjort: 14. august 2018

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Hvorhen Spanien? Skrevet af: Niels Frølich Offentliggjort: 14. august 2018 Den første juli lykkedes det langt om længe det spanske socialdemokrati, PSOE, med Pedro Sánchez i spidsen at vælte den konservative Partido Popular-regering under ledelse af Mariano Rajoy. Det skete ved et mistillidvotum stillet af PSOE og støttet af Podemos og catalanske og baskiske regionale partier. Det var den spanske højesterets kendelse d. 24.juni i den såkaldte Gürtel-sag, der gav PSOE chancen for at vælte Rajoy-regeringen. Gürtel-sagen omhandler en korruptionsmaskine som PP i tre årtier havde drevet, der i velorganiserede, organisatoriske rammer systematisk sendte returkommission i PPs partikasse. Der faldt meget hårde fængselsdomme til højtstående PPfunktionærer i sagen og det stod klart, at den havde tråde helt op til statsministeren. Men korruptionssagen var blot stenen, der væltede læsset. I en bredere sammenhæng var det det dødvande, der er forårsaget af den dybe, forfatningsmæssige krise Spanien står i forårsaget af de catalonske uafhængighedsbestræbelser, der udgjorde PP-regeringens dødsstød. Spansk politisk liv har på mange måder været nulstillet fordi PP-regeringen valgte at forsøge at løse et politisk problem Catalonien med administrative og til tider meget hårdhændede midler alt i mens man mobiliserede spansk chauvinisme. Til forfatningskrisen kommer eftervirkningerne af finanskrisen, der i Spanien fortsat betyder stor arbejdsløshed især blandt unge og stor vækst i uligheden (se faktaboks). For at få det baskiske nationalistparti, PNV, med på at vælte Rajoys regering måtte Sánchez love ikke at pille ved PP-regeringens budget for 2019, hvor PNV havde fået nogle gode lunser. Sánchez-regeringen hviler på et meget usikkert grundlag, fordi man ikke har et stabilt og sikkert parlamentarisk grundlag PSOE råder selv kun over cirka en fjerdedel af pladserne i parlaments 1 / 5

2 underhus. For selvom Podemos og dets leder Pablo Iglesias menes at have været om ikke arkitekten bag så en meget vigtig partner for Sánchez i tilrettelæggelsen af mistillidsdagsordenen, fordi Podemos uden betingelser på forhånd havde lovet at støttet PSOE, så er der så vidt det vides - ikke som i Portugal indgået en aftale med PSOE om dele af regeringsgrundlaget. Og både de baskiske og catalanske støtter er borgerlige partier, hvis første interesse er deres egne regioner og for de catalanske partiers vedkommende desuden den fortsatte kamp for uafhængighed. Den første prøve på koalitionens holdbarhed kom allerede d. 21.juli, hvor regeringen tabte en afstemning om at forhøje udgiftsloftet for 2019 med 4,4% og lette lidt på målene for budgetunderskuddet til 1,8% af BNP i stedet for 1,3%, noget der var aftalt med EU. PSOEs skuffelse var naturligvis stor, men årsagerne til den manglende støtte skal dels søges i de ændringer, der for nylig skete i PDeCat (Puigdemonts catalonske parti) og som styrkede den hårde uafhængighedsfløj og i at Podemos mente at ændringerne i udgiftslov og budgetunderskud var utilstrækkelige og grundlæggende var beregnet på at holde PP glad. Podemos har naturligvis ingen grund til at lade en PSOE-regering falde, men har et behov for at vise tænder, for at PSOE ikke skal tage partiets støtte for givet. Den nye PDeCat-præsidents, David Bonvéhis udtalelser er derimod mere foruroligende, fordi han tydeligt lod forstå, at hvis ikke der var fremgang på uafhængighedsområdet i form af en folkeafstemning, vil det blive sværere og sværere at støtte hans [Sánchez] regering. Foruroligende fordi et af Sánchez hovedmål er af få afspændt situationen i Catalonien og hvor han allerede har mødtes med den catalonske førsteminister Quim Torra og hvor de to nu har genoplivet de spanskcatalonske parlamentsudvalg, der skal behandle forskellige spørgsmål af fælles interesse, herunder ikke mindst det ømtålelige spørgsmål om den catalanske offentlige økonomis finansiering. I skrivende stund ser det imidlertid ud til, at regeringen forhandler med sit parlamentariske grundlag om muligheden for at gennemtrumfe forfatningens bestemmelse om, at det i sidste instans er underhuset, der har det afgørende ord og dermed sætte senatet, hvor PP har absolutflertal, ud af spillet. Netop i det catalonske spørgsmål befinder Sánchez sig på øretævernes holdeplads og er under kraftig beskydning fra både de catalonske separatister og PP og Ciudadanos. Han prøver at holde tungen lige i munden og står fast på, at han altid er parat til dialog med forfatningen og den catalonske selvstyrestatut i hånden. Han er også helt på det rene med, at det ikke er en krise, der kan løses fra den ene dag til den anden, men siger, at der snarere kan gå et årti. Meritxell Batet, regeringens minister for territoriale spørgsmål, har tydeliggjort regeringens politik som værende at føre Spanien ud af den lammelse og sløvhed landet led under under den forrige regering. Og der er ingen tvivl om, at det blotte regeringsskifte har sået en forsigtig optimisme. Dens spanske højrefløj er præget af en dyb krise. PP-regeringens hovedallierede, Ciudadanos, et neoliberalt-nationalistisk parti, der er vokset voldsomt i tilslutning på grund af sin markante og hårde position imod catalonsk selvstændighed, synes at have tabt pusten og opførte sig forvirret omkring mistillidsvotummet i parlamentet. PP var tvunget til at skifte leder og efter en hård kamp mellem højrefløjen repræsenteret af Pablo Casado og den mere moderate midterfløj omkring Rajoys allierede Soroya Sáenz de Santa María gik Casado af med sejren. Valget af Casado betegner en sejr for højrefløjen og vil medføre et markant skifte i partiets politik. I 2 / 5

3 sin valgkampagne appellerede Casado til partiets konservative kerne og var især markant i sin afvisning af nogen form for dialog i Catalonien og slog fast at en hovedopgave var at vinde de PP-folk tilbage, der på grund af det, de opfattede som PP-regeringens blødsødenhed i det catalonske spørgsmål, havde forladt partiet til fordel for Ciudadanos. Rodrigo Amírola skriver i sin kommentar på Jacobinmag, Spaniens højrefløjspopulist, at fordi det spanske samfund undergår meget hurtige forandringer, så er Casado sandsynligvis partiets sidste chance for en fornyelse - derfor hans slogan PP er på vej tilbage!. Hans opgave er at placere dette den spanske middelklasses store parti i et Spanien efter den økonomiske krise ved at gøre partiet til et samlingspunkt for borgerlige kræfter fra centrum til det yderste højre. Og Casado er truet af to problemer, det ene er en skandale vedrørende gyldigheden af hans akademiske juragrad, der lige nu undersøges, og hvor det påstås, at han har fået sin grad uden at deltage i hverken undervisning eller eksaminer. Det gør naturligvis ondt al den stund, at PPs leder af Madrid-regionens regering, Cristina Cifuentes, netop er blevet tvunget til at træde tilbage pga. en lignende skandale. Den anden trussel kommer fra Ciudadanos - et parti, der definerer sig som liberalt og pro-europæisk - hvis leder Albert Rivera gør Casado rangen stridig som leder af det spanske højre. Begge er børn af det demokratiske Spanien efter 1978, læste jura og er ifølge Amírola repræsentanter for den nye bymiddelklasses idealer: Den strenge fader, der leder og beskytter sin familie imod den konkurrencebetonede, konfliktfyldte og farlige verden. Men til forskel fra Rivera, der er opvokset i et arbejderkvarter i Barcelona, er Casado opvokset i en lille by i det, der i dag kaldes det tomme Spanien, Las Naves del Marqués det spøgelsesagtige, landlige og stillestående Spanien, hvor PP har sin base. Begge er klare på, hvem der er deres vælgerbase og hvilke emner, der skal være de centrale politiske temaer. Casados strategi for at blokere Ciudadanos er at fokusere på det catalonske spørgsmål, sørge for at mindet om ofrene for ETAs terrorisme stadigvæk er moralsk og symbolsk og ikke mindst, at traditionelle spanke værdier holdes i hævd og blokere for alle forsøg på at rehabilitere borgerkrigens røde ofre og for at fkrne resterne af Franco-tidens symboler, ikke mindst det monstruøse De faldnes Dal.. Casado er klar over, at hvis partier som PP ikke er i stand til at repræsentere den nervøse middelklasse, står andre kræfter part i kulissen. Han sagde i et nyligt interview, at hvis ikke de traditionelle konservative partier kan forny sig, vil andre kræfter tage over for at repræsentere de borgere, der følte sig glemt. Og det kan han jo have ret i i den forstand, at den neokonservative politik fra 1980erne har destabiliseret politikken på begge sider af Atlanten. Som noget interessant hævder Casado, at 15-M-bevægelsen i 2011 los indignados - der opstod i kølvandet på finanskrisen, i virkeligheden var en kapitalistisk revolution, fordi de unge mennesker, der gjorde oprør, ønskede at leve bedre end deres forældre lidt på linje med Pedro Sánchez andalusiske PSOE-rival Susana Díaz, der kaldte los indignados for nogen, der bare ønskede nummer to lejlighed ved stranden. Díaz kalder disse unge for forkælede middelklasse, mens Casado mener at 3 / 5

4 de unge er neokonservative. Og som tiden går, bliver det naturligvis lettere at udlægge bevægelsen i den retning, der passer til ens politiske opfattelse og i Casados tilfælde at neutralisere bevægelsen og vise, at der intet alternativ til kapitalismen er. Men Casados forhold til de unge oprørere er i virkeligheden sekundært hans egentlige mål er det virkelige Spanien, som er de, der hængte det spanske flag ud under den catalonske krise i 2017 i den bedste spanske højrefløjstradition, der altid har levet højt på en indre fjende. Alligevel er Casados politik ikke bare baseret på tilbageskuenhed. Han er gået til angreb på den feministiske bølge, der det sidste års tid med stor kraft har gennemskyllet det spanske samfund. Ifølge den konservative opfattelse er feminismen den nutidige venstrefløjs spydspids, fordi denne venstrefløj er ude af stand til at fremkomme med et politisk, økonomisk og socialt alternativ til kapitalismen og derfor søger at ændre hverdagslivet det han kalder kønsideologi og social kollektivisme. Casados bud på en økonomisk politik kan i stærkt forkortet form kaldes en tilbagevende til Reagonomics: Lettelser i forhold til beskatningen af lønninger og selskaber og fjernelsen af umoralske skatter som f.eks. formueskat. Og som rosinen i pølseenden er der naturligvis immigrationsstrømmen over Middelhavet som både PP og Ciudadanos nu forsøger at slå politisk mønt af, mens Sánchez sammen med Merkel prøver på at hamle op mod den nye højrepopulistiske kurs. Den ideologiske genopbygning af den spanske højrefløj vil bidrage til en yderlige polarisering af et i forvejen polariseret spansk, politisk klima og på samme tid forøge chancen for en splittelse af Ciudadanos og indsnævre Podemos manøvrerum. Desuden er det ikke umuligt, at en ideologisk offensiv fra et aggressivt højre, der ikke længere er bundet af regeringsåget, kan blive en formidabel modstander for en feministisk bevægelse, der i dag fremstår som meget magtfuld, herunder at den nye spanske regering har halvdelen af sine ministre som kvinder. Denne magtfuldhed skal imidlertid ses i sammenhæng med en svag regering, der også må bruge rigtig mange kræfter i Spaniens permanente forfatningskrise. I disse dage forhandler Sánchez med Merkel om en flygtningeaftale mellem Tyskland og Spanien. Det ser dermed ud som om, der er ved at dannes en flygtningevenlig akse Tyskland- Spanien- Portugal-Frankrig som modvægt til den flygtningefjendtlige holdning i mange andre EU-lande. Denne politik vil uden tvivl sætte yderlige fart i polariseringen af spansk politik, fordi både PP og Ciuddanos af al kraft søger at få spansk politik centreret omkring flygtningepolitikken og dermed aflede den politiske kamp fra Spaniens klassemodsætninger. Forhandlingerne med Merkel og Spaniens holdning til de bådflygtninge, Italien afviste, har givet spekulationer om Sánchez som en ny og opdukkende stjerne og leder for de europæiske socialdemokratier ny næring. Men indtil videre har Sánchez nøjedes med at pege på, at EU har brug for Tysklands politiske lederskab. 4 / 5

5 Der ingen der ved, om der eksisterer en hemmelig aftale mellem Podemos og PSOE i lighed med den, der er indgået mellem den socialdemokratiske regering i Portugal og PCP og Venstreblokken, men hvis der gjorde det, gør Sánchez nok klogt i at gøre sig begrænsningerne i en antinedskæringspolitik klar. I hvert fald har António Costas, Portugals socialdemokratiske statsminister, gjort det klart, at der ingen penge er. Det var i hvert fald det, som lærernes fagforening fik at vide, da de bad om, at de indefrosne lønforhøjelser fra for ni år siden skulle udbetales. Det ser nemlig ud til, at den indtil videre relativt succesfulde balancegang mellem at opveje forrige regeringers nedskæringspolitik og økonomisk stramhed er ved at have nået sin begrænsning. Socialdemokratiske partier over hele Europa har ellers skævet intenst til Costas regering, men spørgsmålet er, om at balancen holder stand. Noget tyder på, at lettelserne i økonomien er blevet mere end modsvaret af kraftige nedskæringer i offentlige investeringer, højere skatter og sænkning af overførselsindkomsterne. Ganske vidst er væksten nået op på 2,7% sidste år, det højeste de sidste ti år, og arbejdsløsheden er faldet til under 7%, men denne vending i økonomien synes for en stor del at skyldes voksende international eksport, turismen og et drastisk fald i renten, der gør det meget billigere for Portugal at afdrage på sine meget store lån. Noget tyder på, at det ikke så meget er den forøgede købekraft, der opstod som følge af stigningen i de offentligt ansattes lønninger, men måske i højere grad stigningen i eksporten, der står for væksten i portugisisk økonomi. Den socialdemokratiske, spanske regering står således overfor store udfordringer, men Sánchez vil formentlig gøre alt hvad, der står i hans magt, for at beholde regeringsmagten indtil næste ordinære parlamentsvalg. Det vil nemlig give ham tid til at konsolidere sig selv både som PSOEs leder og som den, der løste op for de sidste otte års stilstand, dødvande, reaktionær politik og politiske lammelse en stagnationsperiode, en slags spansk Brezhnev-periode. Spørgsmålet er så om det lykkes PP og Ciudadanos at gøre flygtningespørgsmålet til et så centralt emne i spansk politik, at PSOEregeringen bliver tvunget i defensiven. Noter: 1 Arbejdsindkomst er den indkomst, der fremkommer som følge af arbejde, dvs. hovedsageligt lønninger, mens kapitalindkomst er den indkomst, der genereres af ejendomsbesiddelse, f.eks. bygningsudleje, værdipapirer o.l.) 2 EU-15 er de økonomisk set mest udviklede EU-lande. 5 / 5