I efteråret. Selve sagen DEBATARTIKEL AF HENRIK KRISTENSEN

Transkript

1 DEBATARTIKEL AF HENRIK KRISTENSEN I efteråret 2002 traf et af Statsamterne en afgørelse, der betyder, at en fraskilt far fremover skal have reduceret sit samvær med børnene. Ved første øjekast er det i sig selv ikke særlig usædvanligt og næppe heller synderlig opsigtsvækkende. Men kigger man nærmere på, hvad der ligger til grund for Statsamtets afgørelse, burde det give stof til eftertanke for de implicerede i særdeleshed og for sagsbehandlere i almindelighed herunder ikke mindst de psykologer, der beskæftiger sig med den slags sager. Sagen viser sig at indeholde en række komplicerede forhold, som psykologer bliver nødt til at tage stilling til, hvis man ikke vil risikere at ødelægge fagets troværdighed og vores mulighed for at optræde med den fordomsfrie og uhildede autoritet, som det forventes. Følgende beretning handler om usystematisk og overfladisk sagsbehandling og om den deraf følgende manglende retssikkerhed for de mennesker, det drejer sig om. Den handler også om et system, der tilsyneladende mener, det er i orden, at man udtaler sig og træffer beslutninger på et mangelfuldt eller måske direkte fejlagtigt grundlag. I sidste ende er det en beretning om en faglighed, der måske er ved at undergrave sin egen eksistensberettigelse ved at forholde sig selvtilstrækkeligt og ukritisk til sin egen virksomhed. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er en beretning om en far, der føler sig uretfærdigt behandlet, fordi en afgørelse er gået ham imod. Det handler derimod om en far, der bortdømt fra sine børn og udråbt som voldsmand, uden anden bevisførelse end skøn, vurderinger og indtryk står tilbage som offer for dårligt psykologarbejde. Det er beretningen om et system, der klamrer sig til sin egen ufejlbarlighed, og som af samme grund er i fare for at miste enhver troværdighed. MODELFOTO Selve sagen I 1995 flyttede X fra Y, som han havde været sammen med siden På det tidspunkt havde de sammen en datter på to år og en nyfødt søn, og det blev 14 PSYKOLOG NYT Nr

2 Kan det være rigtigt, at Psykolognævnet ikke kan gribe ind over for dårligt og sjusket arbejde blandt psykologer ansat i det offentlige? En aktuel sag får en psykolog til at reagere: Det er på høje tid, at fagets udøvere beg ynder at stille krav til sig selv og hinanden Troværdighed sat på spil Nr PSYKOLOG NYT 15

3 aftalt, at faderen skulle have samvær med børnene hver anden weekend fra torsdag til tirsdag. Samværsordningen med børnene var imidlertid anledning til hyppige konflikter, hvor faderen på sin side hævdede, at moderen nægtede at aflevere børnene, mens hun på den anden side hævdede, at faderen ikke overholdt den indgåede aftale. I foråret 2001 var samværet således et tur omkring Fogedretten, hvor moderen blandt forklarede, at børnene blev udsat for vold, når de var sammen med faderen. I oktober 2002 udfærdigede en psykolog i kommunen en rapport, der konstaterede, at børnene led under samværet med faderen. Desuden noterede psykologen, at han havde indtryk af, at der foregik korporlig afstraffelse hos faderen og anbefalede på den baggrund et reduceret samvær. På den baggrund besluttede Statsamtet at indskrænke faderens samvær med børnene, således at den ældste fremover selv kunne bestemme, hvornår hun ville være sammen med faderen, mens den yngste skulle være hos faderen hver anden weekend fra fredag til søndag. Faderen klagede til Psykolognævnet over sagsbehandlingen i Statsamtet. Han var for det første oprevet over, at så afgørende en beslutning om at reducere hans samvær med sine børn blev taget, helt uden at hans synspunkter blev hørt. For det andet stødte det ham, at sagsakterne nu fik tilført et aspekt, der stempler ham som voldelig over for sine egne børn. Specielt anstødeligt forekom det ham, at påstanden alene byggede på psykologens indtryk, uden at det på nogen måde var blevet nærmere undersøgt, om der overhovedet var noget om snakken. Psykolognævnet henvender sig til kommunens psykolog og beder om hans udlægning af forløbet, således at man kan tage stilling til, om han har udført sit arbejde med den omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed, der kræves efter 12 og 16 i Psykologloven. Psykologen svarer, at han har udfærdiget sin rapport efter at have gennemgået sagens akter og efter samtaler med moderen. Desuden har han på sit eget kontor gennemført en sætningsfuldendelsestest på børnene. Derefter konkluderer Psykolognævnet, at der ikke er grundlag for at kritisere psykologen. Nævnet konstaterer, at psykologen ud fra det materiale, han har haft til rådighed, har haft tilstrækkeligt belæg for at anbefale samværsordningen ændret. Heller ikke er der grund til at kritisere, at psykologen har skrevet til faderen, at han har indtryk af, at der finder korporlig afstraffelse sted under samværet med børnene. I mellemtiden besluttede Statsamtet at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse af børnene. Konklusionerne efter denne undersøgelse afviger på væsentlige punkter fra konklusionerne i den første psykologudtalelse. Det konstateredes, at børnene er svært belastede af forældrenes konflikt ikke alene af samværet med faderen, som den første udtalelse konkluderede. Endvidere viste den børnesagkyndige undersøgelse, at der er markant forskel på de udsagn, børnene kommer med, når de er hos faderen, og når de er hos moderen. Endelig fastslår rapporten, at der intet MODELFOTO 16 PSYKOLOG NYT Nr

4 er, der indikerer, at børnene udsættes for fysiske eller psykiske krænkelser, mens de er hos faderen. Derimod nævnes det, at moderen erkender at have slået børnene. Denne seneste og grundigste rapport får dog ingen videre indflydelse på de beslutninger, der er taget i Statsamtet. Samværsordningen bliver justeret, så det yngste barn får sit samvær tilbage som før psykologens udtalelse, men det ældste barn, som ellers i den børnesagkyndige rapport udbeder sig mere samvær, bibeholder det korte samvær. Også det ældste barn nu er sammen med faderen hver anden weekend, men stadig er samværet reduceret i forhold til den oprindelige aftale. Psykologens arbejde Man kan nu spørge sig selv, om faderen kan være tryg ved, at beslutningerne omkring hans samvær med børnene er truffet på et ordentligt og velgennemarbejdet grundlag. Er det rimeligt at antage, at en psykolog får et tilstrækkeligt grundlag at udtale sig på ved alene at støtte sig på eksisterende sagsakter: Formentligt mangelfulde, da familien kun har boet i den aktuelle kommune i kort tid, samtaler med sagsbehandlere, udtalelser fra den ene part og en overfladisk test af børnene, der gælder for den slags? At den grundigere børnesagkyndige undersøgelse når frem til så anderledes konklusioner, kunne tyde på, at den første psykologudtalelse bygger på et ikke fagligt velunderbygget fundament. En gennemgang af sagsakterne skulle vel vise, at faderen gentagne gange har anmeldt moderen til de sociale myndigheder blandt andet for at have slået børnene. Alligevel er det et forhold, som psykologen er fuldstændigt uvidende om. Hvor grundigt har han egentlig studeret sagsakterne? På samme måde skulle psykologens samtaler med sagsbehandlerne vel også afsløre eksistensen af disse anmeldelser. Hvorfor hører psykologen ikke om dem? Psykologen søger at skaffe sig indblik i problematikken ved at tale med den ene part i sagen, moderen. Men hvorfor finder han det ikke ulejligheden værd at tale med faderen? Eftersom det er faderen, der efterfølgende bliver hængt ud som voldsmand og årsag til, at børnene lider, er det vel rimeligt, at man efterprøver sine indtryk af manden ved et personligt møde. En høring af begge parter ville også have den fordel, at man mindsker risikoen for, at faderen får opfattelsen af, at der handles hen over hovedet på ham, og at systemet tager moderens parti uanset kendsgerningerne i den reelt eksisterende objektive virkelighed. Psykologen har haft børnene til test på sit kontor, skriver han i sit svar til Psykolognævnet. Det burde være velkendt stof, at børns udsagn i forhold til konflikter mellem forældre skal håndteres meget varsomt. Som den senere børnesagkyndige undersøgelse viser, vil børnenes udsagn afhænge meget af, hvor og i hvilke omgivelser testen foretages. Det er derfor begrænset, hvilken værdi man kan tillægge børnenes udsagn i dette tilfælde. Man må altså konstatere, at den første psykologudtalelse, der anbefaler, at faderens samvær med børnene reduceres, bygger på indtryk, der stammer fra mangelfulde (sagsakterne), ensidige (samtaler alene med moderen) og utroværdige (samtalerne med børnene) informationer. Det er bestemt ikke en sagsbehandling, faderen kan være tryg ved. Men ikke nok med det. Faderen skal fra nu af leve med, at der står skrevet i hans sagsakter, at han er voldelig over for sine børn. At dette er en ganske overordentlig alvorlig beskyldning, behøver vi vel ikke argumentere nærmere for. Derfor er det også ganske alvorligt krænkende, at den bliver fremlagt alene på baggrund af indtryk, og uden at man på nogen måde behøver at efterprøve disse indtryk. Ikke alene oplever faderen en mangelfuld, utroværdig og uretfærdig sagsbehandling. Oven i købet må han så se sig stemplet som voldsmand. Det er ikke særlig tryghedsskabende for brugere af de offentlige systemer, når det er den slags oplevelser, man efterlades med. Og bedre bliver det ikke, når man oplever, at systemet ikke er villig til at Nr PSYKOLOG NYT 17

5 MODELFOTO tage en diskussion om, hvad der er ret og rimeligt, når det offentlige griber ind i menneskers forhold til hinanden. Psykolognævnets afgørelse Man kan undre sig over, at Psykolognævnet ikke kan se problemerne de er jo ellers åbenlyse nok. Men omverdenen må blot konstatere, at Nævnet øjensynligt finder det helt i overensstemmelse med lovens krav om et omhyggeligt, uhildet og samvittighedsfuldt arbejde, at sager i det offentlige system behandles på grundlag af mangelfulde, ensidige og utroværdige informationer. Og det anfægter åbenbart ingen, at det offentlige formidler et indtryk af faderen som voldelig ved ubegrundet og udokumenteret at antyde, at der foregår korporlig afstraffelse, når børnene er hos faderen. Dermed bliver kritikken af den dårlige 18 PSYKOLOG NYT Nr

6 sagsbehandling i en konkret kommune pludselig til en generel kritik af psykologstanden som helhed. Hvis Psykolognævnet virkelig ikke mener at have en formelt grundlag at kritisere sagsbehandlingen på, kan man næppe andet end konkludere, at der er noget alvorligt galt med de retningslinjer, der gælder for psykologers arbejde i den slags sager. Systemet accepterer, at det i bedste fald er tilfældigt, hvad der kommer til at stå i en psykologudtalelse. Hermed kommer en psykologudtalelse til at stå som partsindlæg i en strid mellem forældre og kan derfor ikke længere bruges som objektivt grundlag for en stillingtagen til så ømfindtlige problemer som forældres samvær med deres børn. Det er en skræmmende tanke. Som kontrolinstans burde Psykolognævnet have til opgave at holde øje med standarden og kvaliteten af det arbejde, psykologer udfører i forhold til klienterne. Nævnet må ikke holde hånden over brodne kar og sjusket arbejde. Klienter og brugere af psykologers arbejde må kunne forvente et minimum af videnskabelighed og entydighed, når man indkalder eksperter til at udtale sig om konkrete sager. Hvis man ikke kan regne med lødigheden af de konklusioner, de psykologiske eksperter når frem til, vil det før eller siden underminere hele psykologstandens troværdighed. Dermed sættes hele faget og fagligheden på spil, for hvem spørger psykologer til råds, hvis man ikke kan stole på de svar, der gives? Hvilken videnskab kan i længden overleve, hvis ingen tror på, hvad fagets udøvere hævder at have fundet ud af? Der er med andre ord brug for, at faget hanker op i sig selv og sin selvjustits. Psykologerne ude i amter og kommuner må have mod og mandshjerte til at sige fra, hvis de presses til at komme med udtalelser, som ikke kan leveres på et forsvarligt grundlag. Og Psykolognævnet må bakke op ved at kritisere dårligt arbejde, når det rent faktisk forekommer. Hvis det lovgrundlag, Nævnet har at arbejde efter, ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at gribe ind, er det på høje tid, at Dansk Psykolog Forening presser på for at få lovgivningen strammet op og samtidig tager initiativ til en faglig diskussion, der måske kan munde ud i en bedre og langt mindre tilfældig sagsbehandling. Hvis ikke vi får ført en intern diskussion, så er der ingen tvivl om at andre vil rejse diskussionen på et tidspunkt. Hvis vi vil være en profession, der fortsat vil blive lyttet til, skal vi også være i stand til at stoppe inkompetent psykologarbejde. Henrik K. Kristensen, cand.psych. Nr PSYKOLOG NYT 19