var yderst gode. Borgfladen lå beskyttet

Transkript

1 Nonnebakken Midt i Odense ligger Nonnebakken, der i vikingetiden rummede en kæmpemæssig borg. Med en diameter på 120 og 180 m i indre og ydre mål er anlægget efter enhver målestok blandt byens absolut største og fineste arkæologiske mindesmærker. Men til trods for den forskningsmæssige bevågenhed, som anlægget naturligt har været genstand for siden 1950 erne, har arkæologer indtil videre ikke kunnet fravriste anlægget klare beviser og svar på helt grundliggende spørgsmål omkring dets alder og funktion. Med velvilje fra lodsejeren, Odd Fellow Logen, og Slots- og Kulturstyrelsen gennemførte Odense Bys Museer derfor i august 2015 en målrettet undersøgelse af et lille areal i det fredede anlægs nordvestlige del. Det primære formål var at afklare, om det Vikingeborgen er ikke synlig i nutidens bybillede, men er placeret under og omkring Odd Fellow Palæet i den sydlige del af centrum. Den arkæologiske udgravning i 2015 foregik på plænen foran palæets hovedindgang, svarende til borgens nordvestlige hjørne. kunne eftervises, at voldstedet etableredes som en af Harald Blåtands velkendte trelleborge omkring 980, og dels at klarlægge om anlæggets indre omfatter den karrébebyggelse med fire kvadranter med hver fire huse, som er så karakteristisk for disse borge. * Udforskningen af Nonnebakken er udfordret af placeringen midt i nutidens by, hvor flere bygninger med tiden er opført direkte oven på og tæt omkring anlægget. Samtidig blev markante dele af voldanlægget i starten af 1900-tallet bortgravet og anvendt til opfyldning af en sidegren til Odense Å. En række mindre arkæologiske udgravninger på Nonnebakken har trods dette gennem årene påvist flere træk, der har ligheder med den anlægstype, vi kalder trelleborge, Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg, foruden den senest tilkomne, Borgring ved Køge. Også de skånske ringborge, Trelleborg og Borgeby, har paralleller til Nonnebakken. Lighederne med trelleborgene består først og fremmest af den cirkelrunde form, anlæggets dimensioner samt udformningen af vold og grav. Desuden antyder bl.a. en række fine sølv- 3

2 Nonnebakkens udstrækning i forhold til det nuværende bybillede. Den yderste ring repræsenterer voldgraven, den inderste markerer volden. Baggrundskort: Geodatastyrelsen. smykker fra slutningen af 900-tallet og en årringsdatering af et stykke løsfundet egetræ til efter 967 e.kr., at borgområdet blev anvendt i 900-tallets anden halvdel altså i Harald Blåtands regeringstid, hvortil også de klassiske trelleborge kan relateres. De store ødelæggelser af Nonnebakken og resultaterne fra de tidligere undersøgelser betød, at vore forventninger til anlæggets bevaringstilstand var beskedne. Glæden var derfor stor, da vi kunne konstatere, at bevaringsforholdene i hvert fald hvor vi gravede var yderst gode. Borgfladen lå beskyttet under godt to meter tykke opfyldningslag og den kant af voldens inderside, vi kom i kontakt med, var bevaret i næsten en meters højde. Mulighederne for at hente ny viden om anlægget var derfor gode, og det lykkedes da også at få en række nye informationer om borgens konstruktion, herunder detaljerede oplysninger om volden. Vi kan derfor ud fra vore undersøgelser beskrive opbygningen af volden således: Konstruktionen blev indledt med afgravning af det øverste af den datidige overflade. I den lave forsænkning, der opstod, blev der lagt et Arbejdssjak fra entreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn under arbejdet i 1909 med at bortgrave store dele af vikingeborgens vold. 4

3 2006 Odense Å 1988, marts , april , snit , snit , snit , felt , felt , felt , snit , felt , felt , felt m , felt Kortet viser de forskellige udgravningsfelter gennem tiden på Nonnebakken. Fra 1953, 1967 og er undersøgelserne foretaget af Nationalmuseet, mens Odense Bys Museer har stået for de efterfølgende. Udgravningsfeltet fra 2015 er markeret med blåt. Som baggrundskort er indsat Fyrkat-borgen, hvis dimensioner er næsten som Nonnebakkens. Karrébebyggelsen og portåbningerne er ikke påvist på Nonnebakken. ca. 10 cm tykt, kompakt lag af ler. Dermed blev der skabt en solid og plan basis for selve volden. Langs indersiden af volden havde man gravet en kraftig, ca. 30 cm bred og 50 cm dyb grøft. hvor der blev nedsat en række store stolper helt tæt ved hinanden. Stolperne tolkes som spor af en solid indre væg til volden. For at styrke væggen yderligere var der på dens inderside placeret en række skråstillede, spinklere stolper med en diameter på ca cm. Selve volden var opbygget af græstørv og ved udgravningen kunne vi tydeligt se de linseformede konturer her af. Ovenpå eller måske mellem græstørvene havde datidens bygmestre lagt flere op til håndstore, ildskørnede sten, hvis funktion antagelig har været at stabilisere volden. Stenene kunne sine steder ses som nedskredne bælter langs voldens inderside. Også græstørvene er, måske efter den indre træpalisades forfald, skredet ind og ud over borgfladen. Undersøgelser i 1953, 1969, 1976 og 1997 har i øvrigt påvist, at volden har været ca. 14 m bred og haft en ydre træfront også. Et andet nyt element, som vi fik kendskab til ved undersøgelsen, var stolpespor, der tolkes som en ringgade langs voldens inderside; et fænomen som også kendes fra Fyrkat, Trelleborg og Aggersborg. Ved Nonnebakken blev kun de nedgravede stolper i vej- 5

4 Lodret snit gennem væggrøften til den kraftige stolperække langs voldens inderside, voldfoden (til venstre) og gennem en spinkel, skråtstillet stolpe, som har støttet den indre voldfod. Desuden ses det kraftige lerlag, som er udlagt under volden (i midten) samt en del af voldfylden, som er gledet ind over stolper og borgflade efter, at borgen er opgivet (øverst). konstruktionen erkendt, mens vi ikke fandt rester af selve vejbelægning af træplanker; en sådan kendes derimod fra Trelleborg og Fyrkat. Ind mod borgfladen har de vandretliggende planker været hæftet på nogle lidt kraftigere stolper. Ved hver af disse stolper var der ca. 20 cm længere inde på borgfladen spor efter endnu en stolpe. I et par tilfælde kunne det ses, at disse inderste stolper var skråtstillede og hældte ind mod den lodretstående stolpe sandsynligvis for at støtte et gelænder eller måske et tag over ringgaden, som det faktisk kendes fra Fyrkat. Vi kunne rekonstruere en bredde på Nonnebakkens ringgade på ca. 1,6 m. På borgfladen fandt vi flere stolpehuller og gruber. Nogle af stolperne syntes at placere sig på linjer som hegn eller husvægge, men udgravningsfeltets udstrækning var for begrænset til at erkende regulære konstruktioner. Sammen med de tidligere undersøgelser på borgfladen, hvor udskillelse af huse eller andre spor af karréstruktur som på de klassiske trelleborge, heller ikke var mulig, synes det mest sandsynligt, at karrébebyggelsen aldrig har været der. Genstandsfundene fra udgravningerne i 2015 var fåtallige, men meget væsentlige for forståelsen af borgens historie. Det første spektakulære fund var en såkaldt valkyriefibel, der kom for dagens lys i maskinopgravet jord umiddelbart over selve borgfladen. Fiblen dateres til 800-tallet og typen er primært fundet på lokaliteter, der tolkes som særligt betydende i denne periode. Fiblen rummer motiver fra den nordiske mytologi (Skalk 2013:2). Til højre ses en skjoldmø med skjold og sværd, til venstre en valkyrie med en lanse på sin hest. Skjoldmøerne hjalp krigerne på slagmarken, mens valkyrierne sørgede for at fragte de faldne krigere til Valhalla, hvor krigerne skulle opvartes med god mad og drikke. Under hesten ses et firkantet, 6

5 Valkyriefiblen fra Nonnebakken. Til højre ses en stående skjoldmø med sit runde skjold. Til venstre ses en valkyrie på sin hest. Under hesten ses det firkantede klæde vævet af den faldne krigers tarme. Bredde ca. 33 mm. ternet skæbneklæde, der ifølge mytologien var vævet af de faldne krigeres tarme. Et andet lige så spektakulært fund fremkom i en lille nedgravning i borgfladen og placeret op til en stolperække. Der er tale om en lille sølvskat bestående af en sølvblikperle, en kvart dirhem og en penning fra Sachsen. Sølvblikperlen kan løst dateres til 900-tallet, mens dirhem-fragmentet stammer fra perioden efter 815 og penningen fra Magdeburg er noget senere og slået i perioden , formentlig med den tyskromerske kejser som møntherre. Den tyske mønt daterer derfor nedlæggelsen af skatten. I et forsøg på at få et stærkere dateringsgrundlag for selve borgen blev der udtaget en række prøver af forkullet korn, ukrudtsfrø og træ til 14 C-dateringer. Tre af disse er fra stolpehuller på selve borgfladen og falder i perioden ca e.kr., hvorfor de afslører aktiviteter umiddelbart før, under eller efter det sene 900-tal. En enkelt datering af et ovnanlæg falder i perioden e.kr. og kan eventuelt stamme fra det nonnekloster, som lå på stedet i anden halvdel af 1100-tallet og som i øvrigt gav stedet sit navn. For at kaste yderligere lys over Nonnebakkens historie blev der endvidere udtaget Fra den lille sølvskat på Nonnebakken: Til venstre fragmentet af den arabiske mønt, en dirhem; i midten sølvblikperlen og til højre den tyske mønt. Gengivet i dobbelt størrelse. 7

6 Et tværsnit af volden ved Nonnebakken. Nederst ses den gule råjord og her over et gammelt muldlag. Oven på dette ses et orange lag af massivt ler og oven på dette igen den græstørvsopbyggede vold. Øverst ses opfyldningslag fra nyere tid. materiale fra ældre udgravninger til fem nye dateringer. Selv om materialet var sparsomt, var det muligt at datere et dræningslag mod syd og få fire dateringer fra de nedre lag i den nordlige del af voldgraven. Dræningslaget dateres til e.kr., mens de fire dateringer fra voldgraven ligger i perioden e.kr. Disse dateringer afspejler formentlig bredt aktiviteter på stedet i dette tidsrum, men giver ikke en præcis datering af de enkelte anlæg. Netop opfyldningen af en voldgrav kan være sket gennem en lang periode og f.eks. oprensninger kan mudre billedet til. Særligt interessant er imidlertid fem dateringer fra ringgaden og en datering fra grøften til voldens indre støttevæg, voldfoden. Alle fem dateringer fra ringgaden lejrer sig i perioden e.kr. og med en klar overvægt i den ældre del af tidsrummet. Kombineres de fem dateringer, er den mest sandsynlige datering Hertil kommer dateringen på e.kr. fra den indre voldfod. Der er dog en vis usikkerhed omkring den såkaldte egenalder altså træets alder på skovningstidspunktet på en del af det daterede trækulsmateriale, som kan betyde, at etableringstidspunktet reelt kan være årtier senere end antydet her. Men en gennemgående homogenitet på tværs af korn- og trækulsdateringerne understreger, at en korrektion for egenalder ikke ændrer det overordnede billede. Resultaterne taler altså imod den ellers ventede opfattelse, at etableringen af Nonnebakken skulle være foretaget af Harald Blåtand. Dateringerne fra ringgaden og voldfoden indikerer med andre ord, at der har været aktivitet på stedet, før Harald Blåtand anvendte stedet. Det kan diskuteres, om disse tidlige aktiviteter har haft en fæstningsmæssig karakter, som vi kender fra ringborgene, eller om de repræsenterer noget andet. F.eks. er det foreslået, at det sagnomspundne Odins Vi det kultsted, hvor tilbedelsen af Odin fandt sted og som muligvis har været navngivende for Odense har været placeret her. Uanset hvad, understreger såvel nye som gamle udgravninger, at anlægget også var i brug på Harald Blåtands tid og formentlig har indgået i et samlet net af borge sammen med det sene 900-tals øvrige danske ringborgsanlæg, som Nonnebakken ofte forbindes med. Det nye er, at meget nu taler for, at lokaliteten ved Odense har en mere kompleks og langstrakt historie end hidtil antaget. Hvis sporene fra den tidligste vikingetid skal knyttes sammen med fortifikatoriske funktioner, modsvarer det andre samtidige forsvarsanlæg fra ind- og udland. I den tid- 8

7 lige vikingetid anlægges således en række ringborgsanlæg i bl.a. Holland og Tyskland, og dateringen passer også på flere forsvarsanlæg på Fyn og de omkringliggende øer. Her springer især Gammelborg ved Vindinge på Østfyn og det imponerende voldanlæg ved Skt. Alberts Kapel på Ærø i øjnene (Skalk 1998:2). Disse anlæg etableredes, vurderet ud fra enkelte 14 C-dateringer, formentlig i slutningen af 700-tallet, og de er begge, som det også kan være tilfældet ved Nonnebakken, karakteriseret ved et forsvarsanlæg, der omkranser en regulær borgflade uden sikre tegn på en indre samtidig bebyggelse. I særdeleshed anlægget ved Skt. Alberts Kapellet tåler med den meget markante vold og grav sammenligning med de klassiske trelleborges forsvarsmæssige kvaliteter. På nationalt plan udgør udbygningen af Dannevirke og etableringen af Kanhavekanalen på Samsø kendte eksempler på forsvarsanlæg fra 700-tallet. Brugen af Nonnebakken også under Harald Blåtands regeringsperiode er sandsynliggjort af de mange løs- og udgravningsfund fra området. Om borgen i 900-tallet er en videreførsel af den oprindelige grundplan, eller om den regularitet, som Nonnebakken deler med de øvrige ringborgsanlæg, først etableres sent i anlæggets funktionstid, ved vi ikke, og det vil desværre næppe kunne afgøres entydigt på baggrund af de tilbageværende rester af anlægget. Men, at en konge som f.eks. Harald Blåtand måske baserede sin militære infrastruktur bl.a. på justeringer af eksisterende anlæg, forekommer oplagt set i et historisk perspektiv. Sådanne mulige udbygninger er, ud over Nonnebakken, i øvrigt også tilstede på de to skånske borge, Borgeby og Trelleborg, de to østligste af danerkongens borge, ligesom det er muligt, at Trelleborg på Sjælland har haft en ældre borgfase uden den såkaldte karrébebyggelse. Aggersborg og Fyrkat synes Aggersborg Fyrkat Nonnebakken Borgring Trelleborg TRELLEBORGENES UDBREDELSE Borgeby Trelleborg derimod ikke at have haft en ældre borgfase. Det er på den baggrund muligt, at en del af forklaringen på forskellene de enkelte borge imellem kan bunde i, at nogle er etablerede på jomfruelig jord, mens andre repræsenterer udbygninger af eksisterende anlæg. En anden forklaring på borgenes lokale variationer kan endelig være, at ikke alle Harald Blåtands ud- og nybygninger nåede at blive færdige. Det er allerede omtalt, at de regulære trelleborge tilsyneladende kun var i brug i en kort periode, måske svarende til år, og måske var den politiske situation allerede markant ændret og borgene overflødige, før Harald fik færdiggjort sit storstilede projekt. Harald Blåtands store forsvarsborge beskrives ofte som en meget ensartet anlægstype, karakteriseret ved en opbygning med helt faste elementer; cirkelvold, voldgrave, akseveje med portåbninger, ringgade og karrébebyggelse. De seneste års undersøgelser af borgene har vist, at der er en række forskelle anlæggene imellem. I en funktionsmæssig sammenhæng synes de dog alle at have været tiltænkt en funktion som led i en samlet strategisk plan for Harald Blåtands inden- og udenrigspolitiske ambitioner. Mads Runge/ Jesper Hansen/Line Borre Lundø 9