Schweiss spor IV. Hvorfor gik det godt? Hvorfor gik det skidt? Hvordan får vi korrigeret? Hvilke parametre skal vi skrue på og hvor meget?

Transkript

1 Schweiss spor IV Siden de første artikler jeg skrev om Schweiss spor i 2012 og 13, er der unægtelig løbet en del vand i havet. Hvis man har læst de foregående artikler, så ved man, at der ligger et rimeligt opbygningsarbejde bag, inden man står med en hund der kan gå blodspor i skoven. Hodja, som er en han Jack Russell Terrier, med tryk på han og Terrier, og jeg, har været igennem de fleste af de faser der kommer i løbet af træningen over tid og er kommet frem til, at nedenstående er væsentligt at få på plads, efter en sportræningsdag: Hvorfor gik det godt? Hvorfor gik det skidt? Hvordan får vi korrigeret? Hvilke parametre skal vi skrue på og hvor meget? Hodja og jeg blev enige om, at vi efterhånden var modne til en prøve. Vi startede forsigtigt op med en prøve i Kreds 9, den 6. April 2014 i Blåbjerg Plantage og her meldte vi bare til. Nu skulle træningsindsatsen omsættes og vi skulle se, hvor langt vi så var. Jeg havde naturligvis om ikke høje, så dog rimelige forventninger til prøvens udfald, baseret på den træning vi havde gennemført op til. Nå - vi bestod med en 3. Præmie. Hodja gik af to gange og der forsvinder altså en præmiegrad hver gang dommeren fortæller dig, at du har tab! Vi lærte rigtig meget af den prøve og min hund og jeg gik hjem og kiggede hinanden dybt i øjnene var det din skyld eller var det min skyld! Hodja ville under ingen omstændigheder vedkende sig nogen del af det lidt magre resultat, så jeg måtte som ansvarlig hundefører for banditten, påtage mig det fulde ansvar. Der blev analyseret på træning, træningmetoder, sporsystematik og en bunke andre langhårede ting, så der kom noget mere kvalitet ind i det arbejde vi gik og lavede og så gik vi igang igen Der lå endnu en prøve til august ude i horisonten og lurede og den besluttede hunden og jeg, så at arbejde hen imod. Det har betydet rigtig mange gode timer i skoven, i al slags vejr (det kom os i den grad tilgode til prøven 30. august viste det sig) sammen med ligesindede, der som vi, synes det er pragtfuldt at være i skoven og se hundene bruge deres naturlige instinkter og anlæg for næsearbejdet. Nogen spordage gik det bare helt fantastisk og andre dage kunne han end ikke finde sin egen hale. så er det rigtig rart at have nogen med, man kan have en dialog med om forløbet. Side 1 af 8

2 Uanset succesgrad, så gentager jeg lige, at det handler om at finde ud af: Hvorfor gik det godt? Hvorfor gik det skidt? Hvordan får vi korrigeret? Hvilke parametre skal vi skrue på og hvor meget? På den måde kom vi bare videre hele tiden. Man skal blot bruge sin fantasi og sin sunde fornuft, så går det ikke helt galt. Samtidig er det rigtig godt, at vi ofte er flere ude samtidig, så vi kan gå med hinanden på sporene og give hinanden noget konstruktiv kritik efter hvert spor metoden kan varmt anbefales. Jo flere øjne der ser hvad du laver, jo bedre bliver supporten. Og så er hundene allerede fra starten vant til, at der er nogen bag dem hele tiden, sådan at de overhovedet ikke er påvirket af dommer og stifinder til prøverne. Dette er selvfølgelig mest ment til de der vil i gang med at starte op på schweiss spor de gamle rotter udi faget jeg kommer til senere, de er noget længere henne i teksten Når vi har spordag hos Marianne i Kreds 9, er det her vi afprøver den træning vi selv har gennemført og det er her vi får hints til få rettet nogen ting, eller et ok til at vi er på rette spor. Marianne er med på samtlige spor og ofte er både Per og andre sporfolk også med ude, så der bliver virkelig set på sagerne. Vi er så priviligerede, at vi har en ildsjæl i Marianne Elmgren, der startede schweiss sporarbejdet op i Kreds 9 og som sørger for, at det hele fungerer med arealer, materialer og når der skal afholdes prøver. Hvis man i andre kredse ikke har schweiss spor på programmet, så se om der ikke er nogen der er interesseret i at få det op at køre, eller kig i nabokredsen om der er noget der man kan sagtens deltage i en anden kreds arrangementer, selvom man ikke hører til i kredsen. Op til prøven den 30. August gik Hodja og jeg nogen ganske fornuftige spor i vores træningsområde i Hoverdal. Jeg havde derfor bedt Per om han ville lægge et spor for mig til sportræning hos Marianne den sidste træningsdag her inden prøven. Jeg er slem til at ville styre begivenhederne og når jeg ved hvor sporet går, så Per lagde et ganske fortrinligt spor problemet var blot at Hodja havde en af de dage hvor han end ikke kunne finde sin egen hale. Jeg skal ikke gå i detaljer, blot konstatere, at jeg virkelig spekulerede noget over, om vi virkelig skulle gå op til den prøve vi havde tilmeldt os hos Marianne i Kreds 9 den 30. August i et 400m./3 timers konventionelt spor Side 2 af 8

3 (bloddråber)! De der var med den dag og så det spor han gik, vil sikkert give mig ret. Nå, Hodja og jeg fastholdt naturligvis tilmeldingen man er vel en sportsmandshund! Vi havde et par uger til at prøve at finde ud af, hvad hulen der skete hin mindeværdige træningsdag. Efter en del spekuleren over situationen, prøvede jeg så med noget extra godt som afslutning på sporet en lille bøtte med Ingelises fantastiske frikadeller, samt en dellestump ved sårlejerne. Jeg skulle hilse og sige, at nu talte Hodja og jeg samme sprog det havde en supereffekt. Længe leve Ingelise s frikadeller I skulle prøve dem, sku I Samtidig vidste jeg, at til sporprøven ville der helt sikkert blive anvendt frisk dyreblod fra råvildt eller kronvildt og jeg går udelukkende træningsspor på frysetørret vildtblod, der så er opløst i vand. Der vil altid være væsentligt bedre fært i frisk blod fra vildt end i frysetørret, samtidig med at det lugter anderledes. Jeg begyndte at se lidt mere fortrøstningsfuldt på den tilstundende prøve indtil jeg så vejrudsigten! Den lovede et herrens regnvejr over Blåvand Plantage den hele dag suk og jammer! Selvom vi også havde været ude og træne spor i regnvejr, så er det ikke lige det jeg synes er den optimale forudsætning til et godt stykke sporarbejde. Det var vejrguderne hammer ligeglade med. Vejrudsigten holdt sig ugen igennem ganske kontant til dagregn over Blåvand den ganske lørdag! Jeg pakkede pligtskyldigst bil, med alle grejerne om fredagen, sele, sporline, vand og regntøj " Lørdag kom, ganske uanset om vi ville det eller ej og hvad var nu det! Det var i hvert fald tørvejr her hos os ih, altså ud i bilen med hund og herre og afsted det gik af Blåvand til. Vi har ca. 45 minutter derned og kom afsted i god tid, så der var tid til at få et rundstykke og lufte hund og snakke lidt. Omkring Skjern, begyndte de første dråber så at snige sig ind på min forrude og da jeg nåede Vostrup regnede det og da jeg nåede Hemmet pisregnede det! Suk. Jeg kørte til Bjergvej, hvor vi normalt holdt til når vi trænede og der var bare ikke et øje!! Øhh lynhurtigt opkald til Marianne. Hvor hulen er I henne? Det var muligvis en god ide at læse HELE programmet, hvor der ganske tydeligt står, at vi mødes hvor vi plejer når vi har prøve nemlig jagthytten på Sdr. Klintvej!! Ja, ja jeg kommer nu.. Forskellen er en 5-8 kilometer, men det betød også at jeg ikke fik noget rundstykke (så kan du lære det ) og ikke fik luftet Hodja og kun nåede at sige hej og så var der lodtrækning Vi var i forvejen inddelt i to hold og jeg var igen, ligesom til prøven i april, kommet på Leo Feldvoss hold med Karl Andersen som stifinder. Side 3 af 8

4 Med mit sædvanlige held, lykkedes det mig at trække 1. spor. Så ikke noget med at nå og blive nervøs i skovens dybe stille regndryppende ro. Jeg fik krænget mig ned i det medbragte regntøj og så var det tid at køre ud på opsamlingspladsen, hvor man så skulle vente til man blev hentet. Kun den der skulle gå 1. spor, skulle køre med, med det samme. I det her tilfælde tog man også 2. spor med, fordi det lå lige i nærheden af 1. spor. Leo gav mig fin tid til at få luftet Hodja af, inden turen gik til skovs. Og det regnede bare! Hodja fik gjort alt det hunde nu engang gør, når de bliver luftet og så meldte jeg klar til Leo og så kørte vi. Lige efter opsamlingspladsen kørte vi så ind i skoven. Jeg synes vi kørte længe rundt derinde, men Blåbjerg Plantage er også en ordentlig samling træer Vi holdt ind og blev dirigeret på plads, så vi ikke holdt i vejen for nogen, hvis en eller anden havde forvildet sig i skoven i regnvejr. Jeg fik Hodja ud og samlet vores grej sammen og meldte mig klar til dommeren. Vi gik lidt ned af kørestien og ind i selve skoven. Her fik jeg af Leo anvist et anskudssted og en flugtretning og fik grønt lys til at starte. Jeg har lært Hodja at forholde sig helt i ro, mens jeg piller udstyr af og på ham. Så han stod der med vandet løbende af pelsen og fik halsbånd og line af og fik sele og 10 m. sporlinen på det var da en god start! Ingen panik der. Sporstarten var markeret med en grankvist og en anden grankvist viste retningen og så satte jeg ham på. Hodja tog god fært ind og så gik banditten ellers bare spor! Jeg har aldrig set ham gå et bedre spor. Efter bare de første meter var jeg totalt lost in space men Hodja, han gik bare spor. Det var helt tydeligt når han havde fært og når han lige skulle checke, var det lige så tydeligt. En enkelt gang var han ude i et cirkelsøg og gik faktisk på tæerne af dommer og stifinder, uden overhovedet at ænse dem, og så optog han færten igen og fortsatte. Jeg er ikke klar over præcist hvor det første knæk var, ej heller kan jeg huske om vi ændrede retning, men det må vi jo alt andet lige have gjort. Skoven var for mig bare stor, grøn, regnfuld og sporet forekom uendeligt! Det andet knæk var jeg dog fuldt bevidst om at han lavede, for det var så markant, at selv jeg kunne se det Man går jo og skeler lidt til hvor dommer og stifinder nu er henne går de med, eller Det skal man passe på at forlade sig på, for de er lige så røget som hundeføreren er speget. På et tidspunkt var jeg og Hodja kommet over en lille bakke og han ville partout igennem nogen imposante sammenvoksede sjaskvåde graner, og når det nu er sådan, at næsen sidder på hunden og ikke på mig så gik vi den vej Hodja ville. Side 4 af 8

5 Men både dommer og stifinder var ikke at se! Og det var de stadig ikke da vi kom lidt ud af grantykningen og der var bare helt stille fraset den evige sjasken af vand, der silede ned i en uophørlig strøm. På det her tidspunkt af sporforløbet var regnen taget til det regnede virkelig, så det kunne blive til noget. Jeg tillader mig at bruge en fortæsket kliché: det regnede bare skomagerdrenge. Man skulle tro at vor fælles Herre havde besluttet, at råde bod på tørken og rette op på de to foregående måneders vandmangel i løbet af den her ene lørdag formiddag! Kors hvor det bare regnede. Og dér kom så dommer og stifinder ud af regn og grankratværk puha. Hvilken lettelse De dukkede op bag os som trolde (den gode slags altså) af en æske. Hodja arbejdede ufortrødent videre det kom jo ikke ham ved, hvor de karle befandt sig. Og jeg fulgte bare med. Jeg var på det her tidspunkt reduceret til lineholder så koncentreret søgte han. Da jeg jo havde erkendt det sidste knæk, måtte vi jo komme nærmere og nærmere en afslutning på sporet. Pludselig stopper Hodja da også op og står stille og snuser i luften aha, tænker den snu hundefører skindet må ligge lidt længere fremme. Det gjorde det så ikke Hodja vendte om og gik et par meter tilbage til et stort fyrretræ han lige havde passeret og der lå skindet minsandten. Han går det meste af sporet i 8 10 meter line, også her ved afslutningen, så jeg havde ikke en chance for at se det skind! Det regnede sådan, at jeg ikke helt er klar over om jeg havde glædestårer i øjnene, eller om det bare var det våde fra oven, men hold da op hvor havde Hodja en glad hundefører. Jeg kravlede rundt i skovbunden, aldeles pissevåd, og skamroste min hund det bekom ham vel for halen stod ikke stille Og med skyldig respekt for min hund så han ikke et øjeblik i hele sporforløbet, ud til at været påvirket af regnvejret. Vejret var ham bedøvende ligegyldigt! Det var kun mig, der troede det ville være et problem det var det så ikke - overhovedet! Af det kan man lære, at mange af de sporproblemer du tror du har, i virkeligheden er noget der foregår inde i dit hoved! Jeg kunne godt lide de store smil dommer og stifinder havde fundet frem. Jeg var selvsagt ovenud glad og var godt klar over, at jeg havde bestået. Da jeg ikke var blevet kaldt tilbage grundet tab og af dommeren samtidig fik at vide, at der ikke var noget som helst at udsætte på det sporarbejde, vi lige havde vist og det ganske enkelt ikke kunne gøres bedre ja, så tillod jeg mig at sætte næsen op efter en 1. præmie. Præmieringsgraden får man ikke at vide derude efter sporet. Den får man først til sidst under afslutningen tilbage ved jagthytten. Side 5 af 8

6 Der blev truttet i hornet af Karl som tegn på bestået prøve og ekvipagen fik udleveret to lige store grankviste som angav, at hverken hund eller fører, havde lavet nævneværdige fejl under forløbet. Leo havde også været dommer for mig på den første prøve i april og han var så venlig at nævne, at man godt kunne se vi havde trænet lidt spor Jeg kom tilbage til bilen og fik nogenlunde tørret Hodja og sat ham ind i hans box. Fik også ringet hjem og sagt, at vi havde bestået og at vi håbede på en 1. Præmie. Stor glæde i det lille hjem. Jeg havde Ingelises fine frikadellestykker liggende i bilen til Hodja. Dem havde han nu fået uanset hvordan det var gået, men det var da en sand fornøjelse, at give ham dem ovenpå den præstation. Han fik selvfølgelig også tilbudt vand men han skulle godt nok ikke have noget. Han havde formentlig fået rigeligt. Jeg havde slået bagklappen op, så man kunne være lidt i tørvejr og sad og snakkede med Per, da vi hørte der blev truttet for Marie, der skulle gå 2. spor. Hurra så var der to beståede på Leo s hold Vi fik at vide at vi skulle køre til en anden standplads til det 3. spor. Under denne manøvre, lykkedes det dommer og stifinder at undslippe i skoven. Jeg fulgte efter bilen foran, så jeg opfattede det sådan set ikke og efter en æresrunde i den grønne verden, kom vi ud på landevejen. Dem i den anden bil var lidt stedkendte og skulle nok finde den uundværlige dommer og stifinder i den forsvundne bil, så jeg slog gps en til og kørte tilbage til samlingsstedet ved jagthytten. Her var man i gang med gøre klar til at grille pøller og brød. Jeg fik en gang velfortjent kaffe, som jeg jo ikke nåede om morgenen, og så kom jeg i snak med nogen erfarne herrer, der jo ville vide hvordan det så var gået. Vi kom til at snakke, naturligvis om det fremadrettede arbejde, og jeg fik en masse gode hints, når jeg kulle i gang med at prøve kræfter med 400m./20 timers spor. Det var nogen erfarne herrer, så jeg gik bare i høremode. De havde været ude på 20 timers og det var gået godt. Den ene havde fået en 2. præmie på et 400m./20 timers spor og det var helt hans egen fejl, fik han at vide at de andre drevne karle du skal stole på din hund. Længere er den ikke. Jeg skal nu til at starte op på boxen, hvor hunden selvstændigt skal opsøge sporet i et felt på 10 x 20 meter. Det fik jeg en fin tilgang til hvordan man startede op på det. Der blev også diskuteret pause og hvordan man starter op igen, efter en pause. Som en af dem sagde, så er det ligesom at køre på cykel de glemmer det ikke igen, men start med et let spor og så kan man gå hurtigt frem, til man når det tidligere niveau. Side 6 af 8

7 Først skal Hodja og jeg dog lige have en 600m./3 timers inden. Der er et eller to knæk mere på dette spor, efter dommerens skøn, og også et sårleje mere. Flere af dem jeg snakkede med, havde været i udlandet og gå schweiss spor, både i Sverige og bl.a. havde en været i Finland. Her var myggene så store, at et par stykker havde forsøgt at bortføre hans hund!! Spøg til side hans hund var så medtaget, at den måtte have antihistamin for lige at komme sig over myggeangrebet. Der var et bredt udsnit af hunderacer tilmeldt prøven: 1 Ruhåret Wizla 1 Airedale Terrier 1 Rhodesian Ridgeback 2 Ruhåret Hønsehund 4 Border Terrier 1 Jack Russell Terrier 1 Cairn Terrier 1 Australsk Terrier Hvilket bare viser at DIN hund også kan! Der blev som sædvanligt vist en masse flot sporarbejde derude i Blåbjerg Plantage. Der var flere der bestod og der var også nogen der ikke gjorde, men så er det bare op på hesten igen og komme tilbage. Da pølser, brød, vand og kaffe havde fundet deres rette plads, var det tid til afslutning. Som på kommando brød solen frem og vi kunne være ude til afslutningen. Regntøjet kom af i en fart, ellers var vi blevet kogt En del af det vand der var kommet, havde fundet vej indenbords regntøj eller ej. Marianne fik velfortjent meget ros af dommerne for sin prøve. Alt var bare tilrettelagt og planlagt i detaljer og al nødvendig dokumentation, var på plads og i orden. Vi, deltagerne, kan kun tilslutte os dommernes udlægning. Super tilrettelagt prøve, Marianne Dommerne uddelte herefter diplomer og bedømmelsesskemaer og alle fik et par opløftende ord med på vejen, uanset om man nu havde bestået eller ej. Selv fik jeg den eftertragtede 1. præmie, så Hodja og jeg kunne komme videre med sporarbejdet, men at jeg skulle blive bedste 400m./3 timers ekvipage på dagen på Leo s hold det havde jeg ikke ventet, men det gjorde naturligvis ikke glæden ved veloverstået prøve mindre Side 7 af 8

8 Jeg ser efterfølgende på mit bedømmelsesskema, at Hodja og undertegnede gennemførte sporet på 8 minutter tro mig, tiden føltes væsentligt længere derude i den grønne regnvåde skov. Der er som sagt allerede planlagt en ny prøve i Kreds 9 til april næste år og der vil Hodja og jeg forsøge os med et 600m./3 timers spor, så der er noget at arbejde hen imod. Til Marianne og Per, og alle de medhjælpere der var med, skal der herfra lyde en varm tak. Uden Jeres indsats var der ingen prøve. I sikrer at vi, hundeførerne, på dagen ikke skal koncentrere os om andet end vores hund, os selv og vores spor. Tak for det! Langt ude kan vi skimte efteråret og den tilstundende vinter, men der er rigtig mange gode spordage i vente, helt frem til foråret i april, hvor vi igen skal have afprøvet, om den træning vi har gennemført dertil, har været god nok. Det ser vi frem til. Lars og Ingelise Frennesen Kennel Jackstars 31. august 2014 Side 8 af 8