J e g h a r s e t a l t f o r l i d t f j e r n s y n

Transkript

1

2 J e g h a r s e t a l t f o r l i d t f j e r n s y n Jan Lindhardt 2 Efter et arbejdsliv, der har budt på først 35 års ansættelse som lektor i teologi ved Aarhus Universitet og siden 11 år som biskop i Roskilde Stift, har Jan Lindhardt, en uges tid før vi mødes, taget hul på et nyt kapitel i sit liv: otiummet. Den fornemme embedsbolig i Roskilde er netop blevet udskiftet med en hyggelig lejlighed på det indre Frederiksberg, som er imponerende ryddelig den nylige indflytning taget i betragtning. Og selv synes han også at være kommet på plads i sit nye hjem og fuld af lyst til en snak om bl.a. Aarhus Katedralskole, Johannes Sløk og om at være biskop i mediealderen. En dejlig tid I sin erindringsbog, En biperson i mit liv (2003), har Jan Lindhardt viet kapitler til at fortælle om dels sin tid på Finsensgade Skole hvor han gik, indtil han i 1949 begyndte i mellemskolen på Aarhus Katedralskole dels årene som studerende ved først Aarhus og siden Københavns Universitet. Derimod nævnes katedralskolen kun et par gange i forbifarten. Man kunne derfor fristes til at tro, at han af en eller anden grund har fortrængt katedralskoleårene, men det er ingenlunde tilfældet: Det var en dejlig tid, som står i et rosenrødt skær for mig. Og selvom jeg ikke nævner det direkte i mine erindringer, foregik flere af de ting, jeg skriver om, på katedralskolen. For eksempel det, at jeg skrev mine matematikopgaver af, og til dels det, at min far skrev mine stile. Dengang havde man ikke de samme krav om selvstændighed og originalitet, enten var det godt eller skidt, men man tænkte ikke på, om eleven nu havde været alene om at lave tingene. I dag ville det være en stor forbrydelse, men det var det slet ikke dengang. Jeg tror da nok, at lærerne havde en mistanke, men de satte ikke så hårdt ind over for det. I dag bliver man jo bortvist for at have afleveret en stil, der står på nettet. Det er helt godnat, for alt det, man kan, er jo noget, man har lært af andre. Derfor følte jeg på ingen måde, at jeg var klassens frækkeste dreng, snarere den klogeste. Blandt skolens lærere var der særligt en, som havde stor betydning for Jan Lindhardt: Peter Jeppesen, som vi havde til dansk, gjorde et dybt indtryk på mig. Det var ikke fordi, han var nogen blomstrende personlighed, men han indførte os virkelig i den danske litteraturhistorie. Det var sindssygt spændende, men selv var han kedelig. Han er grunden til, at kedsomheden altid har stået som et lidt tvetydigt begreb for mig. Den er ikke kun af det onde. Der var ikke så meget socialt liv på 1950 ernes katedralskole, men et par aftener hvert halve år var der dog arrangementer i Heimdal, og dem deltog Jan Lindhardt altid i: Heimdal var smadderskæg. Jeg husker for eksempel Jens Kruuses (navnkundig litteraturredaktør ved Jyllands-Posten, red.) foredrag. Han kunne tage os unge, så vi væltede os af grin, man fik fuldstændig krampe, når han på en venlig og kærlig måde selvfølgelig gjorde nar af dansk litteraturs dengang førende skikkelser. Jeg mener i øvrigt også selv, at jeg har siddet i bestyrelsen for Heimdal og været med til at bestemme, hvem vi skulle have. Eller også har jeg ikke; der sker jo nogle hukommelsesforskydninger.

3 Hele Jan Lindhardts ungdom og således også katedralskoleårene var i øvrigt stærkt præget af, at han, indtil han var et godt stykke oppe i 20 erne, stammede: Det havde været nemmere at mangle et ben, for stammen er simpelthen så invaliderende rent socialt. Jeg havde svært ved at sige mit eget navn og derfor sagde min sidekammerat det altid for mig, hvis vi skulle præsentere os selv. Derfor svarer jeg også altid, når folk spørger, hvordan jeg havde det med piger i gymnasiet, at jeg traf dem i litteraturen, hos Henrik Pontoppidan, Sigrid Undset og Jacob Paludan. Studievalget I 1956 blev Jan Lindhardt matematisk student, og det kan måske undre, at en senere ærke-humanist valgte sådan, men det var der en særlig grund til: Jeg havde en naiv drøm om, at jeg skulle være ingeniør ligesom min onkel. Teolog skulle jeg slet ikke være. Jeg var tit med min far (teologiprofessor P.G. Lindhardt, red.) ude, når han holdt foredrag, og hørte hans skænderier og diskussioner med folk om først og fremmest Det evige liv (1952). Mange mente jo, at min far i det foredrag afskaffede det evige liv, men det var slet ikke tilfældet. Han sagde bare, at vi ikke ved noget om det, at det afhænger af Guds vilje, hvad der sker med os efter døden. Jeg syntes, det var meget spændende, men havde slet ingen intentioner om selv at skulle læse teologi. Jan Lindhardt havde imidlertid et stort problem i forhold til at komme til at læse til ingeniør: Jeg havde simpelthen for lave karakterer. Jeg havde topkarakter i de fag, hvor jeg ingenting havde skrevet af og ingenting lavet, men ellers var de mindre gode. Derfor begyndte jeg at læse matematik. Der var i Århus dengang denne her meget charmerende og inciterende matematikprofessor Bundgaard, som betog og bedrog os unge helt fantastisk. Han var fuld af gas, og vi faldt for ham, engang han var nede på skolen for at holde et foredrag. Han var en coming man og fik med tiden også bygget hele den del af universitetsparken op. Men da jeg havde læst matematik i tre-fire måneder, blev jeg klar over, at det oversteg mine evner. En ting er, at jeg var dygtig til at skrive af, men det var simpelthen for abstrakt. Efter at have afbrudt matematikstudierne begyndte Jan Lindhardt alligevel at læse teologi: Jeg var jo gået forbi bogreolen derhjemme så mange gange, at noget havde fæstnet sig. Det var i begyndelsen selvfølgelig ret upraktisk for mig, at jeg var matematisk student, fordi jeg ikke havde haft de nødvendige sprogfag i gymnasiet. Dem gik jeg derfor straks i gang med at indhente, og det var hårdt, men som ung kan man jo meget. Min far og hans undervisning, stødte jeg ikke på, men muligheden for, at jeg senere kunne komme til det, var medvirkende til, at jeg efter et lille år flyttede til København. Det var jeg glad for, for der åbnede sig en hel ny verden for mig. Undervisningen var derimod lidt kedelig. På det tidspunkt var Århus jo centrum for teologi, det var virkelig der, det skete, og i København hørte man derfor ikke om andet end Århus, fordi alle lærerne var fulde af mindreværdskomplekser. Til gengæld havde vi studerende det skide skægt sammen. En af mine bedste og tætteste venner er Johannes Møllehave, som jeg læste sammen med. Jeg kom meget i hans forældres hjem, vi havde det fantastisk skægt, og han endte i øvrigt med at prakke mig sin kusine på. Hun blev min første kone. Da specialeskrivningen stod for døren, valgte Jan Lindhardt imidlertid at forlade København og vende tilbage til Århus: Det var et lidt vildt studenterliv. Jeg vil ikke sige, jeg var ved at gå til i druk, men jeg drak 3

4 3.b 1955 rigtig meget. Det gjorde man dengang, masser af øl. Men jeg kunne godt se, at jeg ville få svært ved at få skrevet mit speciale og fandt derfor på at isolere mig hjemme i mine forældres kælder. Dernede sad jeg i et halvt år og læste. Skuespilleren Johannes Sløk Jan Lindhardt skrev speciale hos den navnkundige professor Johannes Sløk om Søren Kierkegaards begreb om ironi: Sløk og min far stod hinanden ret nær, så jeg kendte ham fra barnsben og havde i øvrigt også haft ham som vikar i religion på katedralskolen; han var jo mange steder, fordi han først ret sent blev fastansat på universitetet. Og da han, i øvrigt ligesom min far, beskæftigede sig meget med Kierkegaard var han oplagt som vejleder. Men eftersom jeg læste i København, har jeg aldrig gået til hans undervisning. Han trak jo fulde huse, når han holdt eller rettere opførte sine forelæsninger; faktisk mener jeg, at den bedste karakteristik af ham er, at han var skuespiller. Han mente selv, at han var fremragende både som filosof og skuespiller. Det første var rigtigt, men hans optræden gjorde alligevel et meget stort indtryk, især på pigerne. Johannes Sløk var berygtet for sit særlige gemyt, og det stiftede Jan Lindhardt også bekendtskab med: Jeg kan huske, at jeg blev helt fortvivlet, da 4

5 jeg fik opgaven; dengang fik man en opgave udleveret og skrev så sit speciale på tre uger. Jeg havde svært ved at se dens sammenhæng med mit område, men Sløk sagde bare: Tror du ikke, du skal kigge på det en gang til? Farvel. Det var hans vejledning. Heldigvis fik jeg topkarakter for det, og Kierkegaard har været en del af mit væsen siden da. Men Sløks facon, alle disse flotheder og ondskabsfuldheder, var vi en hel del, der blev lidt trætte af med tiden, hvorimod andre, Kjeld Holm for eksempel, var og er meget begejstrede for den. Året efter, han blev færdig som cand.theol., blev Jan Lindhardt ansat som kandidatstipendiat ved Aarhus Universitet: Jeg kunne ikke søge præsteembede, fordi jeg stammede, men var så heldig, at man på Aarhus Universitet på det tidspunkt gerne ville have flere unge tilknyttet. For eksempel fik man kandidatstipendier, som var noget nyt dengang, og dem fik jeg et af. Jeg tror, der var fem slået op, og der var to ansøgere, så det var ikke svært at få. Og der kom Sløk ind på en fin måde og anbefalede, at jeg kastede mig over renæssancen. Der er mange kloge folk, der har beskæftiget sig med den, men det er alligevel en helt undervurderet og underbetonet periode, og det, syntes jeg, var smadderspændende. Det er også deraf min interesse for retorik udspringer. Det viste sig nemlig, at retorik havde betydet enormt meget for alle disse her renæssancehumanister, men det spillede ikke nogen rolle i sekundærlitteraturen. De gode råd til trods følte Jan Lindhardt på et tidspunkt, at han var nødt til at få Sløk på afstand: Jeg skrev simpelthen bogen om ham (Johannes Sløk. En moderne teolog (2002), red.) for at blive fri for ham. Det er bøger velegnede til. Kjeld Holm har gjort det af den modsatte grund, for at fastholde sin store kærlighed; hans Sløk-bog er jo en stor, lang forelskelse. Det er min overhovedet ikke, men mindre kan vel også gøre det. Biskop i andet forsøg Da Århus Stift i 1994 skulle have ny biskop, syntes en række af Jan Lindhardts tidligere studerende, som nu var blevet præster rundt om i stiftet, at det kunne være hyggeligt at få deres gamle lærer som chef, og de opfordrede ham derfor til at stille op: Hvis jeg ikke var blevet opfordret, havde jeg aldrig spekuleret på at blive biskop. Det var en fuldstændig fjern tanke for mig. Du kunne lige så godt spørge, om jeg havde tænkt på at blive ubådskaptajn. Men jeg lod mig overtale dels af mine gamle studenters smiger, dels af at Kjeld Holm havde meddelt, at han ikke ville stille op. Men da valgkampen så var i gang, opstillede Kjeld alligevel, og så gik det, som det gik. Det var en stor skuffelse for mig. Et par år senere, i 1997, blev så bispestolen i Roskilde ledig, og Jan Lindhardt, som på daværende tidspunkt var konstitueret professor i retorik ved Københavns Universitet, stillede igen op og søgte også retorikprofessoratet, der blev opslået nogenlunde samtidig: Jeg sagde, jeg kun ville stille op i Roskilde, hvis jeg fik embedet serveret på et sølvfad, men de var så udgået for sølvfade, så jeg måtte igennem endnu en valgkamp. Men denne gang vandt jeg, og det gjorde jeg helt klart, fordi jeg var en bedre retoriker og kunne arbejde med en forsamling. Retorikprofessoratet fik jeg derimod ikke, hvad alle mig selv inklusive ellers havde troet. Derfor kunne jeg heller ikke bare mig for ved min indsættelse at takke Aarhus Universitet, fordi de ville have mig i 35 år, og Københavns Universitet, fordi de ikke ville have mig, for ellers havde jeg jo aldrig stået der på landets vel nok fornemmeste bispestol. 5

6 Det indgående kendskab til retorikken var altså en stor fordel, og Jan Lindhardt erkender da blankt, at han ikke holdt sig for fin til at bruge halvfeje tricks i valgkampen: En af mine modkandidater jeg stillede op mod to provster fik jeg ved et debatmøde døbt ayatollahen fra Slagelse, og sådan et øgenavn har altid haft en dræbende virkning. Alle den type ting, som folk dels synes er lidt morsomme, dels er nemme at huske, benyttede jeg meget. Og det har jeg også gjort siden, for i dag skal man være lidt anderledes for at komme til orde i medierne. Mediefiskoppen Som biskop markerede Jan Lindhardt sig ofte i medierne og kom flittigt med bud på fornyelse af kirkelivet. Et eksempel er, at han foreslog fiskebranchen at samarbejde med folkekirken om at skabe mere synlighed omkring pinsen ved at gøre fisk til en særlig pinsespise. Det fik ligefrem rubrikken At tænke sig i Politiken til at benævne ham fiskop : Det forslag fremsatte jeg, fordi jeg grundlæggende mener, at religion ikke kan leve i Danmark uden ydre former. Hvis man aldrig taler med sine børn om religion, aldrig sørger for, at de får en oplæring i bibelhistorie, en forståelse for det kristne, ved, hvad kirkegang vil sige osv. så dør sådan noget som religion hen, og det er det, der er ved at ske. Eller der er fare for, at det sker. Og derfor ser vi det underlige, at der er stor begejstring for kirke og kristendom, men folk ved ikke noget om det. Jan Lindhardt brugte flittigt sig selv til at brande folkekirken i almindelighed og Roskilde Stift i særdeleshed: Det er også noget, jeg har lært af at beskæftige mig med retorikken. En ting er, hvad der siges, men det er ikke hele sandheden. Hvis noget har gjort indtryk på dig, tænker du afsenderen med. Det vil sige, at man uanset om man har lyst til det eller ej er nødt til at gøre sig selv til centrum i sit arbejde; det ligger mig på sin vis fjernt, men det har også været skægt. Otiummet Nu er bispekåben så givet videre, og Jan Lindhardt kan gøre status over sin embedsperiode: Det lyder hovskisnovski, men jeg har afleveret Roskilde Stift som et mere spændende og mere forvirret sted. Alle journalister ved meget mere om Roskilde Stift, end de gjorde før, og desuden har jeg fået flere til at gå i kirke. Jeg har ingen tal på det, så det er egentlig rent pral, men det er der ingen tvivl om, at der er noget om det. Det er også min indsats i Roskilde, jeg helst vil huskes for. Det er et vigtigt job at være biskop, og det siger jeg ikke for at undervurdere forskningen, men den mangler simpelthen vigtigheden. Da jeg gik ud af universitetet, følte jeg på mange måder, at jeg gik fra gul stue og ud i virkeligheden. 70 år er ingen alder i dag, og Jan Lindhardt synes da heller ikke at have fjernet fingeren fra pulsen, selvom han nu officielt er folkepensionist. Han skal til at skrive en fast brokkeklumme i Ekstra-Bladet foruden klummer i Information og Kristeligt Dagblad, har masser af bøger, der skal læses, og forskellige ting, der skal skrives. Alt tyder således på et aktivt otium, men han har ingen konkrete projekter, der ligger og venter på at blive fuldført: Jeg har set alt for lidt fjernsyn i mit liv. Vi har sådan en god pakke her i ejendommen med 42 kanaler, og dem glæder jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med. Per Lykke 6

7 K u l t u r l e g a t e t Traditionen tro har Aarhus Katedralskoles Venner i det forgangne år støttet forskellige klassers studierejser 2.e Rom, 2.h Wien og 2.t London er blevet tildelt KulTUR-legatet, mens filosofivalgholdet har fået ekstraordinær støtte til Berlin. Modtagerne kvitterer hvert år for støtten med en rejsebeskrivelse. Herunder bringes rejsebeskrivelserne fra Rom og Berlin. Rom Castel Sant Angelos tykke mure var bag os. Underligt, at en bygning først var mausoleum for kejser Hadrian for så senere at få andre funktioner. En integreret del af kejser Aurelians bymur, middelalderfæstning med fængsel i underetagerne og renæssancepavernes smukke sale foroven. Udsigten ud over Rom var fortryllende. Det var også svært at lade være med at tænke på Dan Browns bog Engle & Dæmoner, når nu vi vidste, at den sluttede her med en voldsom aflivning. Man kan da heller ikke glemme Puccinis Tosca, når man står på slottets tagterrasse og kigger ned på Palazzo Farnese og Sant Andrea della Valle. Det selvmord i sidste akt af operaen var nu ikke så alvorligt endda. Har man billet på balkonen i Det Kongelige Teater, kan man se liget hoppe op igen. Nej, så var det noget andet på Marcellus teater, hvor der af og til røg et menneskehoved, og nu har romerne endda bygget ejerlejligheder oven på ruinerne af teatret. Men nu var den tykhudede borg bag os, og foran os var den fine Ponte Sant Angelo med smukke engle af Bernini. Sikke en kontrast til den grove og stærke bygning, men omkring os var der også en stærk kontrast mellem de meget mørke afrikanere, der falbød mærkevarer af tvivlsom lødighed, og de stille kunstnere, der tegnede og malede ved broen. Politiet jagtede de førstnævnte. Det var i det hele taget en dag med store, forskellige oplevelser. Først Peterskirkens kuppel. Alle var oppe i kuplen. Der var elevfremlæggelser på taget lige før opgangen mellem de to skaller og fysik, matematik og kunst blev inddraget. Dernæst en pavelig velsignelse og så endelig det indre af kirken. Det er ikke noget at sige til, at vi nu står halvsvimle og skal til at vove os ud på den smukke bro. Vi kom alle over, og var nu på vej til Piazza Navona gående i små grupper, snakkende om de store oplevelser. Vores matematiklærer, Oskar, ville pludselig have en sang, og det er ikke almindeligt for matematiklærere, men vi er jo en musikklasse og leveringsdygtige i al underholdning, så han fik, hvad han bad om, og han så ud til at nyde det. Da den var færdig, ville han have en til, og nu måtte der være ugler i mosen, da han lige pludselig ikke kunne få nok. Resten af klassen kunne høre sangen, istemte og fulgte med op. Første sanggruppe og Oskar var efterhånden kommet syngende (han sang nu ikke, gudskelov) op til indgangen til Piazza Navona. Vi standsede udenfor, da han ville vise os nogle af søjlerne fra Dominitians enorme stadion nede i en udgravning. Denne store kælder viste sig at være en fantastisk klangbund og ekkogiver, og nu blev der sunget for fuld udblæsning lige fra bas til sopran. Parco della Musica 7

8 Parco della Musica 8 Danmark, nu blunder den lyse nat. Selv i Rom vakte den opsigt, der kom publikum på, der blev videofilmet, og Oskar glemte helt at fortælle om Dominitian. Der var et formål med al den sang. Han havde skumle planer til næste dags besøg i musikhuset. Og det er her, vi skal starte med at takke Aarhus Katedralskoles Venner for midler til et besøg i RENZO PIANOS PARCO DELLA MUSICA. Roms musikhus ligger i udkanten af byen, og vi kom derud efter et par togskift og en lille gåtur. Vi havde betalt for en guidet rundvisning på engelsk, og den var meget grundig. Her kommer matematik og fysik i den grad ind i billedet, da en så fornem musikbygning ikke kan laves af arkitekter alene. Der skal store beregninger til for at få den flotte akustik frem. Paneler i loftet, den rette hældning, den rigtige hårdhed af træsorterne og deres sammensætning, det rigtige stof på stolene, gulvbelægninger osv. Vi blev placeret på de første to stolerækker, og selv om guiden talte med lav styrke, og der var andre mennesker på arbejde i salen, kunne vi høre alt, hvad han sagde. Et kæmperum, og der var tre af dem. Den mindste kan ses på fotografiet. Midt i området fandt man rester af en romersk bebyggelse fra f.kr. Man lavede følgelig et ROMAN VILLA-ARCHAEOLOGICAL MUSEUM dér. Vi er vel i Rom. I forbindelse med rundvisningen i sal nr. 2 opstod der en pause, hvor det var naturligt for Oskar, at sige til guiden, at klassen gerne ville synge for ham. Han kunne selvfølgelig ikke sige nej, og vi fik nogle dejlige sange. Endnu en gang tak til Aarhus Katedralskoles Venner. Ud over en stor oplevelse kan de fleste i 2.e nu berige CV et med følgende sætning Jeg har sunget i Roms musikhus. Kathrine Tholstrup Rørsgaard og Simon Kyed Bovin Berlin set med filosofiske briller Berlin er en by med en dramatisk historie i nyere tid er Berlin-muren og dens fald blevet symboler på Tysklands splittelse og vanskelige samling. Berlin er også subkulturernes by, ungdommens by ja, en ny eller fornyet europæisk metropol. Vi, dvs. Aarhus Katedralskoles filosofi B-valghold under ledelse af Jørgen Dyreborg, udforskede byen med referencer hentet i filosofiens, litteraturens og malerkunstens verden. Vi lod os først guide gennem byen af den norske forfatter Dag Solstad og hans roman Desværre blev den litterært guidede tur med Hoch banen til Kreuzberg os ikke forundt, da både busser og U-Bahn strejkede. U-Bahnstrækningen i bydelen Kreuzberg er ført fra undergrunden og op i denne højbane. Strejken skabte ravage i programmet. Men ad anden vej nåede vi frem til Kreuzberg og fulgte Solstads spionagtige vandringer i bydelen. Vi besøgte bl.a. det tyrkiske marked, og vi gentog det (ironisk-parodisk) eksistentielle valg: Skulle det i dag være Vienna Art Café eller Oase. Vi valgte Oase (men dog et valg altid allerede givet med romanen). Oase er et ur-und-alt-deutsch værtshus, og med de lokale gæsters billigelse fungerede det for en stund som klasseværelse. Her blev bl.a. læst op af Solstads Arild Asnes, 1970 som anknytning til vores tema om den tyske terrorisme.

9 Med Hannah Arendt i tankerne besøgte vi Haus der Wannsee-konferenz. Det var en prøvelse for vores forestillingsevne. Hvorledes skulle vi kunne forstå, at den radikale og banale ondskab i januar 1942 fik sin blåstempling i denne flotte og smukt beliggende bygning. Dagen forinden var vi blevet vist rundt på Jüdisches Museum. Det er ikke noget almindeligt museum. Det jødiske folks historie er ikke kun fremvist i de sædvanlige montrer men også udtrykt i David Libeskinds dekonstruktive arkitektur. Inde i bygningen bevægede vi os gennem kælderagtige gange og krydsende akser. Bortset fra akserne er der ingen lige linjer og kun få horisontale flader. Det er en mærkværdig væltet arkitektur. Hist og her er der placeret tomme skakter, især det såkaldte Holocaust-tårn skal måske minde os om tilværelsens intet sådan i Heideggers forstand. Vi bliver vist ud ja, vist ud i en have, men så sandelig en anden have end den romantiske, om end også denne giver udtryk for en sjælstilstand. Det er Garten des Exils, et kvadratisk udendørs rum, hvor 49 betonpiller hæver sig op og med træbevoksning i toppen. I blokkene er der jord fra Berlin, på nær blok nr. 49. I den er der jord fra Jerusalem. Vi gik rundt svimle og fortumlede, for alle flader og linjer hælder og skråner, og med henvisning til Hannah Arendt kunne vi tale om at opleve den stedløshed, den statsløshed eller den verdensløshed, der skulle danne optakt til i Die Endlösung. Vi blev derpå ført op i det egentlige museum nogle etager oppe og var slet ikke færdige, da en sønderrivende alarm pludselig gik i gang. Vi blev drevet ud af bygningen og ud på plænen ved siden af Eksilhaven og var i lang tid usikre på, om det var et led i museets forsøg på også at lade os opleve eksileringen på egen krop. Men nej, brandvæsenet var tilkaldt og heldigvis uden synlig brand. Et senere kapitel af den tyske historie, eller mere præcist den østtyske stats behandling af dets borgere, fik vi levende illustreret af Mike, en tidligere Stasi-fange, der viste os rundt i Stasi-fængslet Hohenschönhausen. Mike er en Danmarks-glad mand, der imponerede os med en umiddelbar glæde uden bitterhed, og som ud over at sætte os ind i, hvordan man kan leve en tilværelse under og efter de umenneske lige kår, Stasi-fangerne led under, kunne fortælle at dansk ikke er et sprog, men en tilstand. Tyske Casper David Friedrich malerier udtrykte for os romantikkens nyplatonisme, og Popart viste os samfundets sande præmisser. Disse i-sidsteøjeblik-besøg på Alte Nationalgalerie og Museum für Gegenwart blev eksempler på Aristoteles idé om kunstens erkendelsesfremmende funktion. På trods af tog- og busstrejken lykkedes det Dyreborg at lede os gennem hele det planlagte program med spontane, men velvalgte justeringer. Vi forstod, hvorfor Tyskland har fostret nogle af vestens mest prominente filosoffer, og vi forstod måske hvorfor Kierkegaard valgte Berlin, når han skulle finde filosofisk sparring uden for Danmark. I Jägerstraβe sammenfatter en indgraveret plade hans filosofi med ordene: Subjektivitet er Sandhed Subjektivitet er Usandhed. Et ægte filosofisk monument i storbyens hektiske liv og malende og manende for hele turen: Filosofien kan vi aldrig lægge fra os, hvor end vi går. Sigrun P. Schaumburg-Müller 3.a Med Aske Tolsgaard 3.k mellem de skæve blokke på Jüdishes Museum 9

10 G y m n a s i a s t Artiklens forfattere på Clemens Bro i Vi startede i 1.g under slaget ved Stalingrad og sluttede i 3.g. under tysk sammenbrud og kapitulation. Her er et erindringsbillede. Krig og tysk besættelse Skolens beliggenhed må under krigen have været et mareridt for skolens ledelse. Med kun få hundrede meter til på den ene side politistationen hvor Gestapo residerede og på den anden side havnen med tæt trafik af såvel krigsskibe som skibe, der fragtede tropper og krigsmateriel, ville skolen ved et luftangreb være blevet jævnet med jorden. Mange aktioner iværksat af sabotører eller tyskvenlige danskere med voldsomme ødelæggelser til følge betød menneskelige og økonomiske tab og skabte frygt. Mørklægning, luftalarmer, og udgangsforbud satte præg på livets gang. Men eleverne var heldigvis naivt ubekymrede, og det gjaldt forbløffende nok også forældrene. Det nærmeste, skolen kom krigen, var, da en beruset tysk soldat skød til måls efter og ramte den pragtfulde hane, der residerer på toppen af den røde bygning. Skudhullet er der formentlig stadig. Klassen I vores mna-klasse (matematisk-naturvidenskabelige, red.) var vi 22 elever, hvoraf størstedelen kom fra AK s egen mellemskole. I 3.g. var to af eleverne på grund af virksomhed i modstandsbevægelsen nødt til at flygte til Sverige. De kom tilbage til Århus som medlemmer af Den Danske Brigade og fik i efteråret 1945 deres studentereksamen på det danske gymnasium i Gøteborg. Vi deltog i mangt og meget på og uden for skolen. Det årlige skolebal, hvor forældrene i modsætning til i dag naturligvis var til stede for fra balkonen at beundre og måske også passe på den unge generation, foregik i Håndværkerforeningens bygning i Klostergade. Samme bygning fik et brat endeligt, da tyske håndlangere en nat sprængte hele herligheden i luften. Det sidste skolebal foregik vistnok i januar/februar Derefter gik skolen over til at bruge Aarhus-Hallen. Det var ikke ligefrem et trækplaster, for det nationalt-kulturelle havde vist taget magten fra arrangørerne! Flere gik til, hvad der dengang hed moderne dans hos den populære Aage Flatau, der drev Thorsøes Danseskole i Klostergade. I det daglige var Flatau gymnastiklærer for drengene. Han var sammen med sin søde og smarte kone, Sarah, i 1942 på grund af krigen strandet i Danmark, efter at parret i flere år havde turneret med show dance på bedre europæiske natklubber. Ved ankomsten til Århus havde parret til borgerskabets forundring haft råd til at indlogere sig på byens førende hotel, Royal, hvor de residerede i flere måneder. Hvordan Flatau med sit ligefremme og friske væsen og rektor Wubbe (Laurits Christiansen, red.) med sit stive og ikke helt så charmerende væsen var nået frem til enighed om en ansættelseskontrakt, var os lidt af en gåde. Inden tyskerne fandt på at etablere spærretid om aftenen, tilbragte de, der gik til dans, ofte nogle herlige timer sammen, når danseundervisningen var forbi ved 20-tiden. Så samledes vi hjemme hos en af drengene, hvor vi var genstand for massiv kulinarisk forkælelse. Vi hyggede os i hinandens selskab, førte mange spændende diskussioner, hørte masser af musik både klassisk og jazz på en

11 dengang avanceret radiogrammofon og skrålede til stor rædsel for moderen og storesøsteren til tider It s a long way to Tipperary og andre engelske sange, som hørte til de mere stemningsskabende. Heldigvis var tyskernes hørelse ikke den bedste. Da spærretiden fra 20 til 05 så blev indført, holdt vi en del fester hjemme med overnatning hos hjælpsomme forældre. En gymnasiast af i dag ville nok undre sig over vores beskedne alkoholforbrug! Nå, vi måtte jo nøjes med en dansk erstatningsvermouth ved navn Pro Patria (!) og svensk Caloric blandet i lunken sodavand, hvilket måske også siger lidt om datidens nationalisme. Heimdal Drengenes forening Heimdal var populær, men det kunne knibe med at nå høje deltagerantal under de urolige omstændigheder. Vi mødtes hver lørdag aften. I sangen, som vi sang ved mødernes afslutning, hedder det: Kom Heimdalister, syng slutningssangen! Klokken er ti!. Møderne varede hen imod tre timer, så vi måtte rykke mødetiden frem fra 19 til 18 for at være færdige ved 21-tiden. Udgangsforbuddet fra kl. 22 var det dumt at se bort fra. Protokollerne Gjallarhornet (digte), Runen (prosa) og Sprøjten (tant, fjas og satire) var alle aktive med redaktører, der uddelte ris eller ros. Ethvert medlem var forpligtet til at bidrage til protokollerne, hvilket ikke just hævede kvaliteten: Redaktørerne var ikke heldige hver gang. Gjallarhornet s redaktør erklærede sig svært tilfreds med et digt betitlet Thi to, som elsker hinanden Viggo Stuckenberg må have fået sig et godt grin i sin himmel. Nemmest var det nok at være Sprøjtefører, hvis man var god til at parodiere stemmerne, altså Wubbes, Valde P. s (Valdemar Pedersen, red.) osv. Møderne fandt sted i den hvide bygning i klasseværelset i stueetagen til højre for indgangen. Der var, så vidt vi husker, ingen varme på, men til gengæld var rummet fyldt af tyk cigaret- og piberøg hidhørende fra den skrækkelige danske tobak og de surrogater, der kunne skaffes. Det årlige julemøde var noget særligt. Det var blevet tradition at invitere lektor Gabrielsen til at læse for os. Det var han nemlig lige så god til som sin berømte broder, Holger, der var skuespiller på Det Kongelige Teater. Sammenhold De mange fælles oplevelser, gode som dårlige, var med til at binde os sammen i et unikt venskab resten af livet. Vi oprettede en vandrebog, der efter nogle års rotation forsvandt sporløst. I dag har vi kun kopier af en del af siderne. Vi besluttede også, at vi ville mødes hvert femte år, og det har vi holdt fast ved. På det seneste har vi haft kortere tid mellem møderne af naturlige grunde! Primo 2008 er vi 12 tilbage, ikke alle i helt god stand. Ved sammenkomsten i august 2007 var vi syv til stede. Vi holder møderne på en restaurant ude i byen, da vi gerne vil være os selv. Men forinden har vi altid deltaget i translokationen. Vi samlede også penge ind til et legat, der fik navnet 5. MAJ-LEGATET. Formålet var at yde støtte til en student fra Aarhus Katedralskoles matematiske linje, som ønskede at videreudvikle sine færdigheder inden for hovedsprogene eller de musiske fag ved studieophold eller lignende. Legatet stiftedes i 1982 og første uddeling fandt sted i 1985 i forbindelse med klassens 40 års jubilæum. Uddelingerne skete hvert 5. år, indtil pengene var opbrugt. Karrieremæssigt har alle i klassen klaret sig godt langt overvejende med udgangspunkt i en lang videregående uddannelse: syv civilingeniører, tre farmaceuter, to læger, to dyrlæger, en tandlæge, to jurister, to arkitekter og en translatør. 11

12 Vores lærere er en helt utilstrækkelig betegnelse for det stof, han førte os ind i. Ud over at gøre os fortrolige med dansk litteratur og ikke mindst islandsk kultur ville han gerne gøre os til nationalt bevidste danskere og til elskere af den danske natur. Det sidste understøttedes af årlige cykeludflugter i den smukke natur rundt om byen som det fremgår af dette foto. Vi var faktisk sammen med Knøw i Adjunkt Arne Juhl Petersen, kaldet Julle-P, underviste i fysik og kemi. Han opnåede en helt speciel popularitet hos os. Også på det personlige plan lærte vi ham og hans hustru, Ebba, godt at kende. Vi havde det bare godt sammen, og hans pædagogiske evner passede lige til os. Ud af adskillige billeder har vi valgt dette, hvor to fra klassen bærer ham i guldstol. mange timer, for vi havde ham også i engelsk, som naturligvis var et populært fag. I engelskundervisningen benyttede han bogen The Fifth Form at St. Dominic s. A Public School Story, og det var helt forståeligt, for han havde som ung undervist på en engelsk kostskole. Knøw kom til skolen i 1910 og var blevet en institution, der vist ofte stod for ideer, som ikke alle kunne tilslutte sig. Hvis man overhovedet kan påstå, at nogen af os i klassen erhvervede, hvad man kan kalde almen dannelse, måtte takken gå til Knøw. Lektor Regnar Knudsen, kaldet Knøw, skal have en varm omtale. Vi havde ham i dansk, hvilket Lektor Jens Klausen var vores historielærer. Han havde specialiseret sig i Århus bys historie, som han forskede i og skrev om. Det fandt mange af os interessant. I det hele taget var faget jo relevant for en generation, der gennemlevede så mange dramatiske begivenheder. 12

13 I geografi og naturhistorie havde vi lektor V.R. Møller, en hædersmand, som man ikke kunne lade være med at synes godt om. VR, som han kaldtes, havde været på skolen lige så længe som Knøw. Lektor Hainau Christensen underviste os i matematik. Inden han tiltrådte på skolen, blev han interviewet af Stiften. Man kunne læse, at han var en eminent matematiker og en stor pædagog. Det første var indiskutabelt, men det andet var mere problematisk. Han havde meget lidt tålmodighed med elever, der havde begrænsede anlæg for det højere matematiske skoleridt ikke mindst, hvis de var af hunkøn. Vores indføring i fransk kom hurtigt til at lide under, at lektor G. Henriques måtte flygte til Sverige på grund af tyskernes jødeforfølgelser. I stedet fik vi et antal vikarer, i sidste fase frk. Høher, kaldet Høher-pigen, som vi faktisk behandlede dårligt. Det gjaldt desværre næsten alle de vikarer, vi løb ind i. Specielt husker vi en, der hed Bartholemæus, hvilket blev til Mæus: På fotoet kan man se, hvordan han i sin fortvivlelse måtte forskanse sig på katedret bag en bog. Vi slutter med et foto af en person, der havde stor indflydelse på vores hverdag, pedel V. Madsen, der ikke altid fandt vores adfærd passende. Desværre disponerer vi ikke over flere lærer-fotos, men vi vil gerne nævne navnene på endnu et par lærere: I tysk, som ikke var noget populært fag, havde vi adjunkt A. Jørgensen, kaldet Tysk- Jørgensen. I drengegymnastik havde vi ovenfor omtalte Aage Flatau og i oldtidskundskab adjunkt Per Krarup, der senere blev leder af det Danske Akademi i Rom. 13

14 63 år senere Om to år skal vi mødes til 65 års jubilæum. Hvis heldet er med os, tror vi på, at halvdelen af de oprindeligt 22 vil kunne stille op i skolegården til translokationen. Den er lang og trættende, men værdifuld for skolen. Af gode grunde kan vi ikke forvente at møde nogen af de her omtalte lærere, som med deres personlighed i høj grad var med til at forme os som mennesker. Flere af dem står stadig lyslevende for os i erindringen. Sammen med et utal af andre gode minder, der har været med til at binde os sammen i et livslangt venskab, vil de passere revy, når vi ved den efterfølgende frokost afsynger Knøws slagsang, Forty Years on. Deri står der lidt nostalgisk, men evigt rigtigt: Then, it may be, there will often come o er you Glimpses of notes like the catch of a song, Visions of boyhood shall float them before you, Echoes of dreamland shall bear them along! Uffe Jensen og Peter Knop M i n d e o r d Elisabeth Juncker Elisabeth Juncker er nok den person, der har haft den mest langvarige og forskelligartede tilknytning til Aarhus Katedralskole nemlig som elev, som forælder og som sekretær. Elisabeth Juncker dimitterede som nysproglig student i Så fulgte der 15 år uden kontakt til skolen, hvor Elisabeth Juncker gennemførte sin kontoruddannelse, blev korrespondent, blev gift og blev mor til de første børn af en børneflok på syv. Igennem dem blev forbindelsen til skolen atter knyttet. I perioden fra 1959 til 1974 dimitterede de alle syv fra Aarhus Katedralskole. Samtidig lærte Elisabeth Juncker skolen godt at kende udefra, som forældre gør, når de følger deres børns skolegang. I 1971 startede den tredje fase med Elisabeth Junckers ansættelse som sekretær ved skolen, hvor hun som aktiv og meget engageret medarbejder lærte skolen at kende indefra. Gennem alle årene som rektors sekretær var der altid stor respekt om Elisabeth Junckers arbejde. Hendes arbejde var præget af stor præcision og akkuratesse, alle fik altid en udsøgt fin behandling. Elisabeth Juncker fratrådte sin stilling ved skolen i juni I den forbindelse blev hun spurgt, hvad der er specielt ved Aarhus Katedralskole? Hendes svar var: Det er naturligvis først og fremmest skolens lange historie og så den ægte kultur, som er fulgt med gennem de mange generationer. Det forpligter ubevidst enhver, som kommer indenfor, for her er jo noget, som ikke må sættes over styr. 14

15 I n v i t a t i o n : Aarhus Katedralskoles Venner inviterer til en hyggelig aften på skolen, onsdag d. 17. september kl i Festsalen. Aftenens program omfatter: Velkomst v. rektor Lars Scheibel Præsentation af skolen bygninger og lidt skolehistorie v. vicerektor Arne Frier Generalforsamling Musikalske indslag fra skolens elever En forfriskning undervejs Bestyrelsen: Lars Scheibel Sabine Bech-Hansen Tove Christensen Lizzie Andersen Marianne Ladegaard Christian Homelius ikke tilstede: Per Lykke Ole Viborg Indkaldelse til generalforsamling i Aarhus Katedralskoles Venner onsdag d. 17. september kl i Festsalen med følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Formanden aflægger beretning 3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab 4. Fastsættelse af kontingent 5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 7. Valg af revisor 8. Eventuelt. Med venlig hilsen, Tove Christensen, formand. R e g n s k a b Resultatopgørelse 1. april marts 2008 Kontingent Renter af bankkonti Afkast, investeringsbeviser Overskud foredrag, Jan Sonnergaard Indtægter i alt fortsættes næste side 15

16 Legater og boggaver Tilskud til ekskursion, Berlin og teatertur Rådighedsbeløb til rektor Forfatteraften, Jan Sonnergaard Kulturlegater Gaver Mødeudgifter Småanskaffelser, bogstøtter Girobank, service- og debiteringsgebyr Årsskrift Ekstrarosia Porto Udgifter i alt Overskud Lizzie Andersen fremlægger årsregnskabet Balancer pr. 31. marts Aktiver stk. Danske Invest Erhverv Mellemlang Obligationer á 99,2 445 stk. Danske Invest Dannebrog á 95,85 Århus Lokalbank, kt Danske Bank, kt Kassebeholdning Aktiver i alt Passiver Legatmidler Saldo pr. 1. april Kapitalkonto Saldo pr. 1. april 2007 Overskud ifølge resultatopgørelse Kursregulering af værdipapirer Gæld Passiver i alt Speciel tak til Birgit Ahm for en fin pengegave til Aarhus Katedralskoles Venner Århus, den 24. april 2008 Lizzie Andersen (kasserer) 16