I Lokale- og Anlægsfonden

Transkript

1 I Lokale- og Anlægsfonden No 13 juni 2010 I Dans i krematoriet I Tema om idræt og kunst: Mødestedet for de hundrede sprog I Kunstens eget hus - lige midt i idrætshallen I Fodbold på en pukkelpist I Monumenter og billedkunst i skatekulturen I Idræt i nye former - Laurent Perbos I Kunsten i mesterskabet I Store forhold kræver stor åbenhed I Blå park i Høje-Taastrup og rambla i Nørresundby I Synspunkt af kulturminister Per Stig Møller: Idræt, kunst og svimlende oplevelser I 1

2 I Tribune 13 I Udgiver Lokale- og Anlægsfonden Kanonbådsvej 12 A 1437 København K Tlf Fax fonden@loa-fonden.dk I Ansvh. redaktør Torben Frølich, direktør I Redaktion Lars Hjorth Bærentzen, redaktør lhb@loa-fonden.dk Bo Vestergård Madsen, analysechef bvm@loa-fonden.dk Claus Bøje, rådgiver cbo@loa-fonden.dk I Fotografer Rune Johansen SkateCity Haderslev Brita Nordholm Laurent Perbos istockphoto I Forside Bispebjerg Kapel og Krematorium i København Foto: Rune Johansen I Illustrationer Domus Arkitekter Pied La Biche Cubo FORCE4 Arkitekter Schønherr Landskab I Design/produktion Tina Asta Børresen, Formegon ApS I Tak til Børn, kunstnere og ansatte i Skærbæk Fritidscenter og kunstnerhus Dansere og breakdancere fra Dans I Nordvest Norrköping Kommune i Sverige Laurent Perbos I Lokale- og Anlægsfonden Fonden udvikler og støtter byggeri inden for idræt, kultur og fritid og tilbyder desuden rådgivning på området. Der stilles store krav om faciliteter af en arkitektonisk og funktionel kvalitet, som kan inspirere udviklingen og skabe flere og nye muligheder for aktivitet. Fonden lægger vægt på, at der er et lokalt engagement i planlægning, finansiering og drift af faciliteterne, og at rammerne for aktiviteterne tager udgangspunkt i frivilligt arbejde. Det er ligeledes vigtigt, at flere forskellige brugergrupper er involverede, og at de på demokratisk vis har indflydelse på aktiviteterne. Læs mere om os på I Tribune Lokale- og Anlægsfonden udgiver magasinet Tribune to gange om året. Tribune indeholder i hver udgave et større tema, som sætter fokus på en aktuel udvikling indenfor idræts-, kultur- og fritidsbyggeri, samt en række artikler med fokus på de mest spændende projekter, Lokale- og Anlægsfonden er involveret i. Det er gratis at abonnere på Tribune. Abonnement kan bestilles via fonden@loa-fonden.dk eller ved at kontakte Lokale- og Anlægsfonden på telefon Alle udgaver af Tribune kan downloades på eller bestilles ved at kontakte Fonden. I Tryk Formegon ApS ISSN

3 i leder i Grov eller fin - vi vil hinanden Udtrykket grovkultur er embedsmand-slang. Opfundet på ministeriernes bonede gulve som en samlebetegnelse for alt det, der ikke er finkultur. Her befinder idrætten sig sammen med amatørteatrene, filmklubberne, forsamlingshusene, modelflybyggerne og fritidsmusikerne. Grovkulturen er dér, hvor vi ikke blot passivt betragter - siddende på fine stolerækker eller stående foran store museumsvægge men selv er aktivt udøvende. Slægtskabet i grovkulturen burde være åbenlyst: De forskellige grupper er alle drevet af begejstring, nysgerrighed og virketrang, men uden talentet, viljen eller lysten til at gøre interessen til en levevej. Alligevel har grovkulturens forskellige afgreninger i årtier levet adskilt i specialsiloer, hvor man ikke skulle risikere at møde mennesker med andre interesser end ens egne. Håndboldspillerne i de nybyggede haller ude på den anden side af ringvejen, den rytmiske musik i ydmyge øvelokaler i kældrene, amatørmalerne i deres private atelierer i garagerne og de bløde gymnastikarter i aftenskolernes loftslokaler. I de senere år er der heldigvis taget favntag med denne sekteriske opdeling, og i en række projekter har grovkulturen fundet sammen om berigende naboskaber. Det er ikke altid uproblematisk - som når dunkene fra de hoppende aerobicpiger forplanter sig via gulvplankerne ind under skydevæggen til bibliotekets forfatteroplæsning i Haraldslund Vand- & Kulturhus i Aalborg. Men de samlede erfaringer viser, at bofællesskaberne skaber flere brugere, flere aktiviteter og bedre samarbejde. Det opleves som berigende for alle parter, og når man vil hinanden, løses problemerne som i Haraldslund gelinde. Spørgsmålet er nu, om tiden ikke er til at tage næste skridt og bringe grovkulturen og finkulturen sammen i fælles fora. Kan selv den finkultur, der er så fin, at den staves Kunst med stort K, leve i et synergisk fællesskab med idrætten? Har Idræt og Kunst noget at sige og give hinanden? Lokale- og Anlægsfonden tror så meget på det, at vi har viet temaet i dette nummer af Tribune til emnet og er villig til at støtte projekter, der vil efterprøve tesen. Der er m² til aktiviteter i Aalborgs gamle kraftværk, Nordkraft, der både skal kunne gå til musik, kunst og idræt. Her kan man både være tilskuer til professionelle opførelser og selv være aktivt udøvende. Bofællesskabets indflyttere er så forskellige som musikstedet Skråen, to teatre, gallerier, kunstbiograf, musik- og kunstskoler, kampsport, boldspil samt gymnastik. Men fælles for alle beboere i Nordkraft er, at de først får lov til at flytte ind, når de har sværget den fælles ed: Vi vil hinanden. Der skal vilje og lyst til at overvinde besværligheder, men så kan det også lykkes at bringe det fine og det grove, bredden og eliten, amatøren og den professionelle sammen til fælles glæde præcis som i de romerske termer og græske gymnasier for tusinder af år siden. Torben Frølich Direktør, Lokale- og Anlægsfonden 3

4 4 I indhold I

5 I Dans Livets triumf i dansens kapel I Tema idræt og kunst Mødestedet for de hundrede sprog Kunstens eget hus lige midt i idrætshallen...16 Fodbold på en pukkelpist...20 Monumenter og billedkunst i skatekulturen Idræt i nye former Laurent Perbos Kunsten i mesterskabet...32 I Idrættens supermarked Store forhold kræver stor åbenhed I Vandprojekter Blå park i Høje-Taastrup og rambla i Nørresundby I Synspunkt Idræt, kunst og svimlende oplevelser - af kulturminister Per Stig Møller

6 Livets triumf i Dans I Det smukke gamle kapel og krematorium på Bispebjerg Kirkegård i København bliver genfødt som et unikt sted for moderne dans. Livsglæde, dans og musik vil fylde de sale, der tidligere rummede sorg, afsked, slukkede kroppe og forduftede sjæle. Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent Ude på Øresund mellem Københavns Nordhavn og den svenske kyst er der få bygninger, der tydeligt rejser sig over den danske hovedstad. En af dem er tårnet på Grundtvigskirken. Det 49 meter høje tårn knejser på toppen af Bispebjerg Bakke, der hæver sig 31 meter over havet. Fra tårnet kan man kigge ud over en bydel, der er ved at rejse sig ud af mange års gråhed. For foden af tårnet på aksen mellem Grundtvigskirken og Utterslev Mose ligger Bispebjerg Kirkegård med den lange poppelallé, som mange vil genkende fra film og tv-serier. Den yngste kirkegård i København, og derfor meget naturligt også den første, der introducerede ligbrænding herhjemme. Kort efter forrige århundredeskifte blev landets første krematorium opført på kirkegården tæt på den høje katedrallignende kirke. Bispebjerg Kirkegårds Kapel og Krematorium fungerede frem til 2003, hvor det blev afløst af et nyt byggeri inde i midten af kirkegården. Det nye kirkegårdsbyggeri er en historie i sig selv, men kan med sin moderne arkitektur ses som et varsel om de mange fornemme byggetiltag, der i de senere år har vakt nyt liv i det gamle arbejderkvarter i den nordvestlige del af København. I Hvad stiller man op med et sted, hvor man plejede at brænde døde mennesker? I 6 Ikke desto mindre blev det gamle kapel og krematorium efterladt til en uvis fremtid. Kapellet og krematoriets kuppelsal, der er en af de mere genkendelige bygninger i København, tronede tomt mellem kirkegården og kirken. Københavns Kommune vil nødig rive bygninger med historisk og funktionel værdi ned, men hvad stiller man op med et sted, hvor man plejede at brænde døde mennesker? Hvilken ny funktion kan man give et byggeri, der ligger inde i hjørnet af en kirkegård? Spørgsmål, der var svære at besvare, indtil foreningen og ungdomsprojektet Dans I Nordvest blev hjemløs.

7 dansens kapel 7

8 8

9 Dans I Nordvest startede i 1999 som et projekt ledet af Uppercut Danseteater. Projektet er et såkaldt community dance projekt, hvor formålet er at få beboerne i et lokalområde i dette tilfælde børn og unge til at stifte bekendtskab med forskellige former for dans som udtryksmiddel. Med sin placering i Nordvestkvarteret har projektet medvirket i integrationen af børn og unge med forskellige etniske baggrunde. Igennem alt fra moderne ballet til breakdance udviklede de med årene et fællesskab og forbedret selvværd, handlekraft og forståelse af dem selv og samfundet omkring dem. Trods succesen mistede danseprojektet sit hjem, da Københavns Kommune skulle finde et nyt sted til brugerne af det nedrevne ungdomshus, der fik plads i et kulturhus, hvor danserne havde holdt til siden starten. Danserne måtte sammen med en række andre foreninger finde nye steder at bo. Dans I Nordvest blev flyttet til gymnastiksalene på den lukkede Frederikssundsvejens Skole, der også ligger i 2400 NV. Det var bedre end ingenting, men ikke lige sagen, når børnene skulle igennem de lidt dystre gårde og forbi unge ballademagere og gamle alkoholikere for at komme ind til dansetimerne. I Jeg fik en en fredag eftermiddag fra kommunen I Cher Geurtze, der er leder og den store ildsjæl bag Dans I Nordvest, var bekymret for sit livs projekt. Det stærke fællesskab, de mange talenter og den store glæde, som dansen spredte i det hårde kvarter, risikerede at blive spredt for alle vinde, hvis der ikke blev fundet på noget bedre end de gamle skolebygninger. Hun havde naturligvis orienteret kommunen om sin frygt og så en dag Jeg fik en en fredag eftermiddag fra kommunen, om det gamle kapel og krematorium kunne være noget for os. Så jeg tog hen for at se på det. Ærlig talt, jeg blev lidt deprimeret, første gang jeg gik derind, fik lidt kuldegysninger og havde ikke rigtig lyst til at røre ved noget. Sådan et sted giver mange associationer, fortæller Cher Geurtze. I Det meste af byggeriet ligger under jorden eller skjult bag kuppelsalen I Men hun kunne alligevel se mulighederne i stedet. Set igennem den store port ved indgangen kan man kun se kuppelsalen i midten af en stor gård, og det så ud som om, der var alt for lidt plads til at rumme danserne. Men Cher Geurtze opdagede de skjulte muligheder. Det meste af byggeriet ligger under jorden eller skjult bag kuppelsalen. Her er der utallige små rum, flere sale og store arealer, hvor de mere tekniske funktioner på stedet befandt sig. Jeg var skeptisk, men da jeg så på det, opdagede jeg, at rummene under jorden var høje nok og med rigeligt kvadratmeter til dans. Kuppelsalen er noget særligt. Man fornemmer straks storheden i rummet, husker Cher Geurtze. I Skitse af det nye danse- og bevægel seshus. I den markante hovedbygning ses både kuppelsalen og badefaciliteterne i kælderen. Til begge sider ses de nye rum og sale i kælderen og i sidekapellerne. 9

10 10 Storheden og perspektiverne fornemmede også Lokaleog Anlægsfonden, da Cher Geurtze og Københavns Kommune henvendte sig for at høre, om Fonden med dens ekspertise og interesse for at omskabe ældre bygninger til nye funktioner kunne være med til at rådgive om en nyindretning af kapellet og krematoriet. Vi var ikke i tvivl om, at der kunne blive et utroligt smukt samspil, når dans og bevægelse kom til at foregå i så unikke rammer som et gammelt kapel. Det er det første projekt i Danmark med sådan en fin udnyttelse af en kirkelig bygning, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden. Idéen om at omdanne landets første krematorium til danse- og bevægelseshus blev derfor modtaget med stor interesse. Fonden har længe arbejdet på at introducere eksempler på huse særligt målrettet dans og de bløde bevægelsesformer, som hundredetusinder danskere dyrker hver uge. I Der skal danses, hvor der før blev grædt, og livet skal tilbage til dette hjørne af kirkegården I Efter et par års udvikling af stedets muligheder i samarbejde mellem de unge dansere, Domus Arkitekter og Lokale- og Anlægsfonden er projektet på vej mod at blive realiseret. Der skal danses, hvor der før blev grædt, og livet skal tilbage til dette hjørne af kirkegården, der nu bliver kaldt Dansens Kapel. Den kendte kuppelsal bliver danse- og bevægelseshusets sjæl, hvor der både kan øves og etableres forestillinger med fantastiske muligheder for opsætning og koreografi. Omkring kuppelsalen indrettes de tilstødende fløje og mindre sidekapeller med en større dansesal og tre mindre studios. Breakdancerne får deres helt eget træningsrum, hvor de kan komme og gå, som de har lyst til på alle tider af døgnet. Sådan fungerer det bedst for dem, og sådan kan de nu for første gang få det. Omklædningsrum og badefaciliteter bliver indrettet dybest nede i kælderen. Der bliver god plads til Dans I Nordvest. Så god plads, at andre foreninger og projekter indenfor dans, bløde bevægelsesformer og akrobatik ligeledes kan flytte ind i det gamle krematorium. Blandt de andre brugere er Universitetets Studenter Gymnastik, Akademiet For Utæmmet Kreativitet samt en række lokale foreninger. Cher Geurtze har allerede arrangeret to fremvisninger af stedet for medlemmerne i Dans I Nordvest og ikke mindst for forældrene til de yngste medlemmer. Tanken om at danse i gammelt krematorium lige op ad en kirkegård skal lige have lov at vokse sig ind i hjertet. Men børn, unge og gamle falder for stedet, når de oplever testforestillingerne i kuppelsalen og får en rundtur, der tryller mulighederne og perspektiverne frem. Nordvestkvarteret og Bispebjerg er ikke kun grå og træt, men lyser op og er på mange måder vakt til live igen. Nye boligbyggerier, ombyggede moderne skoler og nu et danse- og bevægelseshus, der vil vække opsigt. Ikke kun på grund af sin oprindelse, men også på grund af kvaliteten i det, der bliver et af Europas mest fremstående huse til dans og bevægelse. Bispebjerg Kapel Pris 39 mio. kr. Fondens støtte 10 mio. kr. Areal m² Bygherre Københavns Kommune Arkitekt Domus Arkitekter

11 11

12 I Asger Jorns treholdsfodbold Treholdsfodbold er inspireret af den internationalt meget kendte danske kunstner Asger Jorn, der beskrev spillet i begyndelsen af 1960erne. Asger Jorns idé var at bryde med de normale spilstrategier og det traditionelle modsætningsforhold mellem kun to hold. I de seneste to årtier har der været afholdt kampe inspireret af Jorns idé bl.a. organiseret af den franske kunstgruppe Pied La Biche. Kunsthallen Nikolaj i København har i forbindelse med udstillingen Kick Off om fodbold og kunst arrangeret en midlertidig bane til treholdsfodbold. 12

13 Mødestedet for de hundrede sprog Tema I Idrættens haller og stadionanlæg behøver ikke at være verdener, der er adskilt fra det omgivende samfunds kulturliv. Idrættens anlæg bør i stedet være et af de steder, hvor alle mødes for at dyrke kunsten. Af Claus Bøje, rådgiver Børn fødes med 100 sprog, men berøves de 99, udtalte den italienske pædagog Loris Malaguzzi, da han i årene efter den 2. verdenskrig ud fra observationer og dokumentation af børns handlinger og tanker skabte grundlaget for en ny førskolepædagogik. Skolen og kulturen skiller hovedet fra kroppen og tvinger derved barnet til at tænke uden krop og handle uden hoved. Konsekvensen er, at vi som mennesker ikke bliver til det, vi kunne være blevet. Vi bliver reduceret i vores omgang med hinanden og i udviklingen af vores fantasi og udtryksmuligheder. Vi fødes med så rige anlæg for at udtrykke os i ord, billede, musik, dans og drama de mange sprog - men gennem opvækst, skolegang og den almindelige opdragelse og kvalificering til voksenlivet mistes evnerne, fordi de hverken stimuleres eller prioriteres. Ingen af sprogene er overflødige. De kan ikke erstatte hinanden. De rammer sanser og bevidsthed forskelligt. Følelser og fornemmelser, intuition og viden henter inspiration og formulering i denne rigdom af sproglige muligheder. Malaguzzis udsagn skal ikke tages til indtægt for en forestilling om det enkelte menneske som kunstner, men om ethvert menneskes lyst til at handle og skabe udtrykke sig. Kulturpolitikken rummer dette dobbelte mål: På den ene side at sikre rimelige vilkår for kunsten gennem 13

14 14 I Tegningerne viser, hvordan idræt og kunst er vokset sammen i Nordkraft i Aalborg, der rummer imponerende faciliteter til både idræt, galleri, teatre og spillesteder samt kunstbiograf. støtte til koncertsale og musikkonservatorier, museer og kunstakademier, teatre og skuespilleruddannelser, litterære akademier og forfatterlegater. På den anden side at skabe mulighed for at alle kan udvikle deres skabende evner gennem lokale musikskoler, billedværksteder, amatørteatre og biblioteker. Idrætten trives med sine specialdiscipliner i sine egne anlæg uden direkte referencer til det øvrige lokale kulturliv. Den udfolder sig livskraftigt og dynamisk i idrætshaller og stadionanlæg i sin egen verden. I Historisk set var idrættens fremvisning indtil midten af 1800-tallet en del af festen og dens praksis integreret i det lokale dagligliv I Sådan har det ikke altid været. Historisk set var idrættens fremvisning indtil midten af 1800-tallet en del af festen og dens praksis integreret i det lokale dagligliv. Men sporten i byerne skilte sig ud og etablerede sin egen verden af konkurrencer, regler og ritualer og dyrkede sine specialdiscipliner i særlige standardiserede anlæg. Gymnastikken på landet fastholdt et bredere kulturelt billede, idet gymnastikkens opvisninger var utænkelige uden fællessang, og taler til forklaring af det opdragende eller folkeoplysende perspektiv i den kropslige udfoldelse og forsamlingshuset var basen for vinterens udfoldelser. Et spring endnu længere tilbage i historien viser også denne sammenhæng mellem kropskultur og dannelse. I det antikke Grækenland var gymnasion stedet for ungdommens uddannelse og opdragelse. Et gymnasion bestod af en åben plads til primært brydning (palæstra) - omkranset af bygninger for anden kropskultur, musiske aktiviteter og undervisning. Hertil kom anlæg for løbediscipliner og kast. Kroppens opdragelse stod i centrum for åndens dannelse.

15 I Til de åndelige sysler indeholdt termerne ofte biblioteker, så folk kunne studere tidens litteratur og digtekunst I I det gamle Rom var termerne et omdrejningspunkt i den frie romers daglige liv. Disse badeanstalter gav ikke alene adgang til en righoldig vandkultur, der var også mulighed for at dyrke atletik efter græsk mønster, fx diskoskast, løb, boksning, brydning og kampsport. Til de åndelige sysler indeholdt termerne ofte biblioteker, så folk kunne studere tidens litteratur og digtekunst. Her foregik også foredragsaftener eller digtoplæsninger, musiceren og lignende optræden. Teatre var indbygget i de store termer. Badene var desuden meget luksuriøst udsmykket. Der var statuer og kunstgallerier. Der var restauranter, gadehandlere, og i visse bade fandtes endog bordeller. Termerne var i høj grad et mødested, hvor man tilbragte en stor del af dagen til en entre svarende til omkring 1 procent af en dagløn. De udgjorde en slags by i byen, og som socialt og kulturelt centrum kan anlæggenes betydning i det romerske samfund næppe overvurderes. I Idrætten repræsenterer med andre ord et mødested, der forlanger høj prioritet i kalenderen I Mennesker i det 21. århundredes Danmark dyrker idræt og motion i så betydeligt et omfang, at op mod 60 procent af befolkningen over 15 år er aktive mod blot 15 procent for et halvt århundrede siden. Idrætten er ikke længere først og fremmest en ungdomsbevægelse, men karakteriseres af midaldrende og ældre, som med en blanding af lyst og pligt forsøger at indpasse tid til kropsudfoldelse i en kalender med krav fra arbejde, familie, øvrige fritidsinteresser, pligter og selskabelighed. Og idrætten er ikke noget, man hygger sig med en enkelt gang om ugen eller hver fjortende dag. Nej anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne lyder, at man helst skal være aktiv en halv time hver dag eller i det mindste adskillige gange ugentligt. Idrætten repræsenterer med andre ord et mødested, der forlanger høj prioritet i kalenderen. Chancen for at gøre idrættens anlæg til et omdrejningspunkt for lokalsamfundenes kultur- og fritidsliv ville være oplagte, hvis ikke netop idrætscentrenes traditionelle monokultur og manglende indretning til andet end idræt og motion modvirkede mulighederne. Mennesker ønsker at være aktive. Mennesker ønsker at opsøge steder, hvor de kan møde andre mennesker. Mennesker er normalt nysgerrige og interesserede i oplevelser, som forbinder dem med skabende aktivitet og vekselvirkning med andre. I Intentionen er at præsentere værksteder for kreative aktiviteter i en sammenhæng, hvor mennesker i stigende grad færdes I Temaet idræt og kunst er ikke et spørgsmål om at præsentere kunst, hvor idrætsaktive færdes. Intentionen er at præsentere værksteder for kreative aktiviteter i en sammenhæng, hvor mennesker i stigende grad færdes i dagligdagen som del af deres fritidsmønster. Om disse værksteder producerer kunst er altså ikke sagen, men derimod at idrætten i sine bygninger bliver nabo til lokaler for musik, maling, amatørteater, computerspil, internetadgang, medieproduktion, håndarbejde, dans, cykelreparation, avislæsning og meget, meget andet. En smeltedigel for udveksling og gensidig inspiration. Lokale- og Anlægsfonden ønsker at modvirke årsagerne til den konklusion, Malaguzzi udtrykker: At hovedet skilles fra kroppen, og som konsekvens mistes de 99 sprog. Nu forholder det sig naturligvis ikke sådan, at Fonden fordomsfuldt opfatter idrætten som kroppen og de kunstneriske aktiviteter som hovedet. Pointen er, at kroppen repræsenterer en praksis - levede erfaringer - hvad enten det drejer sig om idræt eller kunst. Det er denne adgang til udfoldelse, Fonden gerne fortsat vil udvikle. Gøre idrætshallen til mødestedet for de mange sprog! Nordkraft Pris 335 mio. kr. Fondens støtte 20 mio. kr. Areal m² Bygherre Aalborg Kommune Arkitekt Cubo 15

16 Kunstens eget hus Tema I I Skærbæk kan man få både harpiks og maling på fingrene, når man går ind i idrætshallen. Her bliver håndboldspillerne nemlig blandet med billedkunstnere, der har deres egne værksteder blandt idrætsfaciliteterne i Skærbæk Fritidscenter. Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent - lige midt i idrætshallen 16

17 Karin Ekström står med pensler og lærred og maler i det lyse atelier på første sal i Skærbæks kunstnerhus. Atelieret bliver også brugt som galleri, og rundt om hende er farvestrålende kunstværker hængt op på vægge med hjul, så de let kan skubbes til side. De forbipasserende i det åbne atelier og galleri har også mulighed for at kigge ind og se på forskellige former for tekstilkunst. Det ligner så mange andre åbne atelierer og gallerier bortset fra gæsterne. Se, der kommer nogle børn ind nu, de kommer typisk lige fra eller til svømmehallen og kigger ind. De bliver nysgerrige, ser noget, de ellers ikke bliver præsenteret for, smiler Karin Ekström og nikker hen mod tre drenge med store øjne og vådt strithår, der er listet ind over dørtrinet til kunstens rum. Området omkring Skærbæk, en lille by nær digerne i Tønder Kommune, er rigt på kunstnere, men der var ikke rigtig samling på dem eller deres værker. Det var svært for de mange turister at finde dem. En håndfuld af kunstnerne fostrede idéen om et fælles kunsterhus. En idé, der overraskende nok, ramte plet i tankegangen hos Søren Hansen, leder af Skærbæk Fritidscenter. Centeret har ca. en halv mio. brugere om året, både lokale og turister, og kunstnerne ville få en enorm eksponering, hvis de fik lov til at flytte ind blandt fritidscenterets svømmehal, håndboldhal, bowlingbaner og fitnesscenter. Nogle år efter, at idéen blev født, stod et helt nyt hus til kunstnerne færdigt som en tilbygning til det eksisterende idrætsanlæg. En af de ca. 30 kunstnere, der jævnligt benytter sig af huset, er Karin Ekström, der er uddannet fra Århus Kunstakademi. I Mange opfatter kunst som noget mystisk og fisefornemt, men her ser man det i dagligdagen I Idéen er fantastisk. Mange opfatter kunst som noget mystisk og fisefornemt, men her ser man det i dagligdagen. Folk kan godt lide at se, hvad det 17

18 er. Det gør kunsten mere tilgængelig, viser kunst på et folkeligt niveau. Børnene ser det jo også, og deres kritik er interessant. De siger virkelig, hvad de mener, om det de ser. Noget af det, der passer Karin Ekström godt, er kombinationen af kunst og idræt. Hun nyder det nye fællesskab omkring kunsten, men også samværet på fitnessholdet og med datteren til svømning og sønnen til bowling. Når vi har gæster på besøg derhjemme, så kan vi gå herhen om aftenen og både opleve kunsten og tage en tur i svømmehallen. Det er meget unikt. Nede i stueetagen er der åben søndagsklub for børn. Klubben tilbyder børn mulighed for at blive undervist i forskellige kunstneriske udtryksformer med masser af plads til leg. Underviserne er dog ikke hvem som helst. Det er professionelle kunstnere. I dag er det parret Fabio Marras og Helle Thomassen, der til daglig lever som grafiske kunstnere i Barcelona, der styrer søndagsklubben. De er bare nogle af de mange internationale gæstekunstnere, der jævnligt kommer langvejsfra for at arbejde i kunstnerhuset, der er udstyret med professionelt grej i alle værksteder. I det grafiske værksted er Fabio og Helle samt tre piger i fuld gang med at lave dybtryk på kobberplader, de tegner, ridser, farver, trykker og maler. Pigerne er de to 10-årige Emilie og Betina og Emilies 7-årige lillesøster Clara. Betina fortæller, at hun har været med til mange af arrangementerne i søndagsklubben. Hun har bl.a. malet akvareller og påskeæg. Ved siden af kunsten går Betina til svømning i fritidscenteret. I Kunsten har fået et fast greb om idrættens lokaler, selv om de lokale idrætsfolk var skeptiske i starten I Kunsten er vokset ud af kunstnerhuset og pryder nu alle vægge, kroge og hjørner i hele fritidscenteret. Helt hen til væggene i fitnesscenteret er kunsten nået. Overalt er kunstværkerne ledsaget af små skilte, der fortæller om kunstneren, værket og prisen. Lidt til højre for hovedindgangen er der opført en kunstbutik, der ligesom fritidscenteret har åbent fra morgen til aften. Kunsten har fået et fast greb om idrættens lokaler, selv om de lokale idrætsfolk var skeptiske i starten. Min første tanke var, hvad skal vi med et kunsterhus? Jeg var også bekymret for, om projektet ville blive for dyrt, og at vi ville miste hele centeret, fortæller Laila Nissen, der er formand for Skærbæk Ungdoms Bold Klub. Men projektet lykkedes og er i dag meget populært. Med slet skjult lokal stolthed glæder Laila Nissen sig over, at Skærbæk i kunstnerhuset har noget, som de ikke har i Tønder. Idéen om huset blev undfanget, før Skærbæk Kommune blev lagt sammen med den større kommune længere sydpå. Både Laila Nissen og Lotte Andersen, der er formand for svømmeklubben, oplever, at mange forældre møder kunsten, når de venter på, at deres børn bliver færdige med at træne deres idræt. Kulturen og kunsten kommer ud til os og åbner vores øjne for noget, vi ellers ikke ville se. Det er hyggeligt, når der står en og maler derinde i atelieret. Om mandagen er der kursus for begyndere, men jeg er ikke blevet en af dem. Jeg er vist ikke kreativ nok, griner Lotte Andersen. Skærbæk Kunstnerhus Pris 17,4 mio. kr. Fondens støtte 2,5 mio. kr. Areal m² Bygherre DSI Skærbæk Fritidscenter Arkitekt Rudolf Lolk A/S 18

19 19

20 Tema I Den svenske kunstner Johan Ferner Ström har skabt verdens første pukkelpistfodboldbane som et interaktivt kunstprojekt, der viser boldspillerne livets udfordringer og uretfærdigheder. Fodbold på Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent

21 en pukkelpist Pukkelpistfodboldbanen er et forsøg på igennem fodbold at beskrive livets boldbane, som hverken er jævn eller har lige store banehalvdele. Bolden ender sjældent dér, hvor man havde tænkt sig, at den skulle hen, og målene i hver ende af banen er ikke ens eller lige store. Tilfældet fylder meget i tilværelsen, mener banens skaber kunstneren Johan Ferner Ström. Derfor er banen bygget op omkring tilfældigheder og uforudsigeligheder for ikke at sige uretfærdigheder. Banens uretfærdigheder neutraliserer forskellene i teknik og styrke blandt spillerne på banen. Det gør på en mærkelig måde spillet på banen mere retfærdigt og indbyder til et mere fantasifuldt spil. Dygtige og mindre dygtige kan spille mod hinanden på lige vilkår. Samtidig indeholder projektet også en alvorlig kommentar i en legeglad fremtoning om menneskerettigheder og de varierende forudsætninger, som findes for mennesker i samfundet, beskriver Johan Ferner Ström sin bane, der er opført i Kroksbäcksparken i Malmø. I Pukkelpistfodboldbanen vil genindføre det legeglade og tanken om, at alle kan være med I Pukkelpistfodboldbanen er også en kommentar til opdelingen af elite og bredde indenfor idrætten. Idrætten aktiverer, inspirerer og fungerer meget fint socialt indtil et vist niveau. Når elitetræningen træder til, opstår der en adskillelse, der ikke altid er så heldig. Pukkelpistfodboldbanen vil genindføre det legeglade og tanken om, at alle kan være med. 21

22 Banen bliver flittigt benyttet og har ifølge kunstneren levet op til håbet om at blive et interessant og anderledes mødested i området. Idéen til banen blev født for en del år siden, da Johan Ferner Ström funderede over, hvorfor det ikke rigtigt lod sig gøre at kombinere kunst og idræt, og hvad en kunstners øje kunne tilføre et idrætsanlæg. Der eksisterer en brandmur mellem de to meget forskellige verdener. Resultatet af tankerne blev i første omgang pukkelpistfodboldbanen, men Johan Ferner Ström vil gerne tage et endnu større skridt og fx skabe et kultur- og idrætscenter med spændende udstillinger, fodbold og opera. Men indtil videre handler det mest om pukkelpistfodboldbanen, som kunstneren har fået patent på. Endnu en bane er på vej i Stockholm, og der er interesse fra både Danmark og Storbritannien. I Johan Ferner Ström arbejder på modellen til pukkelpistfodboldbanen. 22

23 23

24 24

25 Monumenter og billedkunst i skatekulturen Tema I Kulturen omkring skateboards forener idræt, billedkunst, musik og film til et hele, hvor kunsten ikke kan adskilles fra idrætten. Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent 25

26 26 I På denne side. Skatepark med skulpturelt monument i Norrköping I Th. Eksempel på street art fra havnen i Haderslev

27 Det er svært at forestille sig, at en fodboldspiller som det mest naturlige udtrykker sine tanker om livet i et vægmaleri i pausen mellem to halvlege. Men det er ikke en unormal sammenhæng indenfor skatekulturen, hvor det at udføre forskellige tricks på de i øvrigt altid grafisk udsmykkede skateboards kun er en del af en kultur, der ligeså meget handler om graffiti, musik og film. Samtidig kan skateboardbanerne i sig selv udformes som kunstværker og monumenter det er nemlig en idræt uden rette vinkler og faste regler. I Haderslev har der i mange år eksisteret en stærk skaterkultur. Sammen med Lokale- og Anlægsfonden har en række unge skatere i flere år arbejdet på at etablere SkateCity et stort skateanlæg, der netop samler hele skatekulturen og ikke kun den del, der handler om bevægelsen på hjul. I Selv om de eksisterende skateanlæg kun er lavet til selve det at skate, så er de kunstneriske udtryksformer fulgt med af sig selv I SkateCity vil som det første skateanlæg tilbyde faciliteter til hele livsstilen, der handler om at udtrykke sig kreativt i bevægelserne med skateboardet, men også igennem graffiti og street art, musik og filmproduktion, siger Morten Hansen, formand for SkateCity. Han kan slet ikke forestille sig et skateanlæg uden kunst. Selv om de eksisterende skateanlæg kun er lavet til selve det at skate, så er de kunstneriske udtryksformer fulgt med af sig selv. I Haderslev får de målrettet faciliteterne til at udvikle alle de kreative sider af kulturen. Der er samtidig ikke mange andre skateanlæg, der har udpeget en decideret huskunstner. Det har de i Haderslev. Morten Hansen fortæller med glæde, hvordan kunstneren Rasmus Bjørn voksede op i byens skatermiljø omkring den lokale grill. Et miljø, hvor udviklingen af tricks trivedes side om side med graffiti og musik. Rasmus Bjørn blev senere i livet uddannet på kunstakademiet i København og er i dag professionel kunstner. Vi har ligesom sluttet en ring nu, hvor han er blevet vores huskunstner. Han fik en helt fri opgave, hvor han kunne skabe nogle værker, som vi ville sælge som støtteprodukter til finansieringen af SkateCity, fortæller Morten Hansen, der mener, at det er meget typisk for skatekulturen og dens kunstneriske grobund, at kunsten netop er fri, og alle udtryk bliver accepteret. I I Norrköping kunne man have fået en bane med flere betonelementer, men valgte den skulpturelle tilgang I Designer Markus Wassberg har arbejdet en del med skatebaner i Sverige og står bag en ny bane, der skal anlægges i en kommende multipark i Helsingør bl.a. med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden. For nogle år siden begyndte han at cirkulere idéen om en skulpturel skatebane, hvor bevægelse og kunst kunne mødes. Det gav pote, da kommunen i Norrköping sagde ja tak. I Sverige er skateboard en stor idrætsgren, og alle kommuner med respekt for sig selv har en eller flere baner i varierende størrelser. Norrköping Kommune ville have en bane med kant. Et skulpturelt anlæg, der også kunne være med til at brande byen. I Norrköping kunne man have fået en bane med flere betonelementer, men valgte den skulpturelle tilgang. Det er ellers sjældent, at en kommune siger ja til den slags. Man får jo færre kvadratmeter for pengene, når nogle af dem går til et monument, som kun kan skates aktivt af de dygtigste skatere, forklarer Markus Wassberg. I Mange kommuner vil i fremtiden gerne have skateanlæg, der er mere inspirerende at opholde sig på, så der også kommer flere brugere I Han understreger ligesom Morten Hansen, hvor vigtig filmproduktion er indenfor skatekulturen. Banen i Norrköping er blevet meget populær blandt de lokale skatere, fordi den gør sig godt på deres egenproducerede film og er let genkendelig i selv det internationale skatemiljø. Trods det skulpturelle udseende er banen ikke nem. Det er en svær og udfordrende bane, der bliver brugt til større konkurrencer. Jeg er glad for at have fået muligheden for at arbejde med et projekt som det i Norrköping, hvor man turde forny det klassiske skateanlæg. Men jeg tror, at trenden går den vej. Mange kommuner vil i fremtiden gerne have skateanlæg, der er mere inspirerende at opholde sig på, så der også kommer flere brugere, der ikke nødvendigvis skater, men gerne vil være på stedet og se på, siger Markus Wassberg. I Helsingør bliver der ikke tale om skulpturelle elementer i højden som i Norrköping, men Markus Wassberg arbejder på at inddrage skulpturelle elementer i gadeniveau og i et parkouranlæg, der også bliver en del af den nye multipark. 27

28 28 1. Aire 2. Ping Pong Pibe

29 Idræt i nye former - Laurent Perbos Født i 1971 Bosat i Marseille i Frankrig Tema I Den franske kunstner Laurent Perbos har i mange år arbejdet med skulpturer og installationer, der leger med idrættens faciliteter og redskaber og omformulerer dem i nye og overraskende former, sammenhænge og steder. På disse sider præsenteres nogle af hans værker, som ikke kun er til pynt, men rent faktisk kan benyttes til leg og kendte idrætsgrene på nye måder. 3. Sauvetage 1. Aire Tennisbane med grønt kunstgræs og net Dimensioner efter tennisreglerne på 23,744 x 10,973 meter. Udstillet på Université de Provence 2. Ping Pong Pibe Bordtennisbord i træ, akrylmaling, net og bat. Dimensioner 274x152x152 cm. Udstillet i 2003 på henholdsvis Atlanta College, Georgia, USA og på Quatier Ephèmeré, Montreal, Canada. 3. Sauvetage Ophængt bordtennisbord i pap, harpiks og remme. 274x152x400 cm. Udstillet på Palais de Tokyo i Paris Tilhører den permanente samling i Galerie Piltzer Næste sider: 4. Aire Tennisbane med blåt kunstgræs og net Dimensioner efter tennisreglerne på 23,744 x 10,973 meter. Udstillet på La Winery de Philipe Raoux, Castelnau-en-Médoc i Frankrig. 5. Insular Playground Tennisbane på flåde med orange kunstgræs og net Dimensioner efter tennisreglerne på 23,744 x 10,973 meter. 29

30 4. Aire 30 30

31 5. Insular Playground 31

32 Kunsten Tema I Hvert år uddeles utallige mesterskabstrofæer i dansk idræt. Selve symbolet på den fremragende præstation er dog ofte ufatteligt grimt. Hvorfor ikke bede kunstnere om at skabe et nyt kvalitetstrofæ hvert år til alle landets danmarksmestre? Af Claus Bøje, rådgiver 32

33 i mesterskabet Hvert år modtager i hundredvis af danske idrætsudøvere et bevis på, at de har nået et af de store mål med deres idrætsliv: At blive danske mestre. Under højtidelige, rituelle former og tilskueres, mediers og politikeres bevågenhed overrækkes symboler på denne enestående status. Men det, der overrækkes - pokalen, statuetten, medaljen eller plaketten - er ofte så ufattelig grimt og tarveligt, at det kun pinefuldt og vanskeligt lader sig opstille på reol- eller kaminhylden for eftertiden. Når det alligevel sker, er det for at fastholde og fremvise - mindet om en fantastisk begivenhed. Realiseringen af en drøm. I Et lille, selvstændigt værk, som i dristighed og originalitet fortolker den enestående præstation, et dansk mesterskab er I Det er tankevækkende, at der ikke er skabt en tradition for at fortolke denne den ypperste nationale idrætspræstation på et kunstnerisk plan. At der ikke er taget skridt til at frembringe et minde, der i skønhed og form kan fortjene en fremvisning. Og at der ikke i selve symbolet er skabt et lille, selvstændigt værk, som i dristighed og originalitet fortolker den enestående præstation, et dansk mesterskab er. Kulturministeriet står for forvaltningen af kunstnerisk kvalitet og nytænkning. Ministeriets politik dækker såvel den fine som den brede kultur. Det er en nærliggende tanke at profilere denne politik ved en klar, iøjnefaldende og generøs handling, som slår bro mellem de to områder. Kulturministeriet kunne tage initiativ til, at der skabes en ny og berigende tradition ved at tilbyde dansk idræt i dette tilfælde Danmarks Idræts-Forbunds specialforbund et kvalitetstrofæ som symbol på årets danske mesterskab. I Danske mestre får et symbol, de kan være stolte af I Hvert år sin nye kunstner. Sådan opnås en individuel markering af det enkelte år og en righoldighed gennem årene. Danske mestre får et symbol, de kan være stolte af. Kulturministeriet og dansk eliteidræt skaber en sammenhæng mellem mesterskabspræstationen og dens kunstneriske fortolkning. Kulturministeriet synliggør en kunstnerisk kvalitet lige præcis dér, hvor begejstringen for idrætten fortættes og formidler den i en smuk symbolsk, vedvarende form. Æren er som bekendt det fejreste træ i skoven, men pokalen, statuetten, medaljen eller plaketten på hylden i bogreolen kunne nu godt underbygge formatet! 33

34 Store forhold 34 kræver stor åbenhed

35 Idrættens supermarked I Hvordan undgår man, at idræts haller i sværvægtsstørrelsen bliver for meget og jager folk væk? I Vejen Idrætscenter er løsningen åbenhed, tillid og små aktivitetspladser overalt. Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent Vejen Idrætscenter er vokset og vokset siden åbningen i 1970'erne. Fem udvidelser på 30 år er det blevet til i centeret, der nu er på m² og er et samlingssted for hele byen. Fem haller, fire sale, 12 mødelokaler, svømmehal, squashbaner og sportscafé. Omkring hallen er der spredt forskellige bold- og tennisbaner, skaterbane, beachvolley og et atletikstadion. Vejen IC som centeret kaldes er et af de 10 største idrætsanlæg i landet med gæster gennem centeret om året. Trods en tidsånd med fokus på det helt særlige og individuelle er det lykkedes det, der med alle de mange muligheder på et sted og enorme kapacitet kunne beskrives som et idrættens supermarked eller en idrætsfabrik, at fortsætte væksten i både omfang og lokal popularitet. Med udgangspunkt i den seneste og samlende udbygning i 2009 har centerleder Jakob Sander gjort sig en del overvejelser om, hvad det egentlig er, der er sket med Vejen Idrætscenter, og hvorfor stedet ikke kommer til at sluge folk på en måde, så de føler sig fremmedgjorte og idrætsindustrialiserede, når de skal finde hen til hal 3 eller sal 4. Vi samlede alle de foregående knopskydninger i idrætscenteret, da vi gennemførte den seneste udvidelse i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. Der blev lagt stor vægt på at skabe åbenhed og transparens i byggeriet både horison- 35

36 36 talt og vertikalt. Der kom et nyt indgangsparti med store glaspartier, der blev åbnet op med glaspartier igennem hele centeret, og selv i gulvet blev der lagt glas, så man fra stueetagen kan kigge ned og følge med i aktivitetsrum og haller i kælderetagen, siger Jakob Sander. I Åbningen mellem etagerne betyder, at man kan følge med i det hele, og det giver tryghed I Tidligere var Vejen Idrætscenter som så mange andre præget af en labyrint af lange, mørke gange. I dag kan alle se, hvad der sker overalt i centeret. Åbningen mellem etagerne betyder, at man kan følge med i det hele, og det giver tryghed. Det er underligt, men efter, at byggeriet er færdigt, er det, som om vi kommer hinanden meget mere ved. Citatet stammer fra en af de ældre brugere af fitnesscenteret, og det er selvfølgelig et udsagn, der glæder Jakob Sander, men som han også måtte søge forklaringen på. For der er sket noget med idrætscenteret. Stemningen er blevet en anden. Åbenheden og gennemsigtigheden har meget at sige, men de små områder, der fungerer som rastepladser på ruterne fra den ene hal til den næste sal, må ikke overses. De har været katalysatorer for fællesskabet i centeret. I Der skal være små pladser, hvor man kan være aktiv eller sidde og slappe af og kigge på de andre I Stemningen er en anden. Det er den. Det handler om åbenheden og de mange nye små aktivitetspladser og indhak, hvor man kan samles lidt tilfældigt. Det tænkte vi ikke så meget over, da vi gik i gang med at tegne byggeriet. Vi tænkte meget i, at der skulle være så og så mange meter tilløb til den nye springgrav, at den multifunktionelle folkesal skulle opstreges, så den både kunne bruges til møder og forsamling, men også til idræt. Men det åbne byggeri og de mange små pladser har været afgørende for stemningen og fællesskabet. For Jakob Sander er sammenligningen mellem et idrætscenter og den italienske hovedstad Rom nærliggende. Hvad ville Rom være uden alle de små piazzaer? De små pladser, hvor man kan standse op. Det er det, der er charmen i den by. Ellers ville det bare være en masse lange stræder. Og det er det samme inde i et idrætscenter. Der skal være små pladser på gangarealerne, hvor man kan være aktiv eller sidde og slappe af og kigge på de andre. I Vejen Idrætscenter har det altid været tilladt at spille bold på gangene. Der et det stadig, men nu er det næsten blevet et påbud omkring de små aktivitetspladser rundt om i centeret. Børn, der mangler noget at tage sig til, kan altid låne en bold og gå i gang med en hurtig kamp. Selv på Den Røde Plads, som er en af aktivitetspladserne, er der plads til spil lige op ad ruderne ind til sportscaféen og et mødelokale. Det handler om tillid, der efter Jakob Sanders mening er endnu en vigtig grund til, at Vejen Idrætscenter ikke skræmmer folk væk, men i stedet tiltrækker hele byen. I Folk føler sig mere velkomne, hvis man giver dem tillid I Folk føler sig mere velkomne, hvis man giver dem tillid. Tillid giver ejerskab. Der er ikke en eneste rude, der er smadret, fordi børn har spillet fodbold inde i centeret. Når de får en læderbold, så dribler de kun og skyder ikke, når de får en skumgummibold, så flyver kuglen rundt over det hele. De finder selv ud af at passe på. Vores musikanlæg i de nye haller er heller ikke låst inde. Alle kan gå hen og sætte deres ipod til. Det handler om tillid, og vi har ikke mistet så meget som en fladskærm siden åbningen. Der er meget mindre tyveri og hærværk end tidligere, siger Jakob Sander. Opskriften på succesen for det nye Vejen Idrætscenter kan altså koges ned til to dele arkitektur og en del menneskelighed. Åbenhed og plads til at være samt tillid til andre. Lokale- og Anlægsfondens direktør, Torben Frølich, glæder sig over, at det også i Vejen Idrætscenter har vist sig at være muligt at skabe et bedre idrætscenter ved hjælp af en større åbenhed mellem ude og inde, men også indvendigt mellem hallerne og niveauerne. Andre, som skal udvide eller modernisere et stort idrætscenter, kan lære meget af erfaringerne i Vejen. Det er vigtigt, at brugerne føler sig godt tilpas, når de træder ind i et idrætscenter, og det er bl.a. et spørgsmål om skala. Man skal ikke føle sig som et lillebitte menneske i et kæmpe bygningskompleks. Det er den effekt, som god arkitektur og godt planlagt indhold i byggeriet kan forhindre i selv de største idrætsanlæg.

37 Vejen Idrætscenter Pris 35,3 mio. kr. Fondens støtte 7 mio. kr. Areal m² Bygherre DSI Vejen Idrætscenter Arkitekt Arkitekterne Vejen A/S og Sophus Søbye Arkitekter 37

38 Blå park i Høje-Taastrup Vandprojekter I Mange kommuner er tvunget til at sikre sig mod stigende vandmængder med overløbsbassiner og højvandssikring, men nogle steder vil man mere end kedelige tekniske anlæg. Kontrollen over vandet kan udnyttes til rekreative og spændende områder. Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent 38

39 og rambla i Nørresundby 39

40 Vandaktivitetspark i Selsmosen Pris 18 mio. kr. Fondens støtte 2 mio. kr. Areal m² Bygherre Høje-Taastrup Kommune Arkitekt Force4 Arkitekter 40 I Høje-Taastrup udenfor København er kommunen nødt til at anlægge et stort, teknisk anlæg med regnvandsbassiner i et af kommunens grønne områder. En lidt ærgerlig situation, der kunne være endt med, at kommunens borgere havde mistet et rekreativt åndehul. I stedet valgte Høje-Taastrup Kommune at omdanne den grønne park til en blå park i form af en vandaktivitetspark på m². Vandaktivitetsparken bliver anlagt i Selsmosen og formår at skabe et område til leg og bevægelse ud af et teknisk anlæg af den slags, som mange kommuner er tvunget til at etablere for at kunne rumme vandet fra de stadig flere kraftige regnskyl, der forventes at blive resultatet af de kommende års klimaforandringer. I Det er vigtigt for Lokale- og Anlægsfonden at vise, hvordan man kan skabe nyt og aktivt liv i ellers døde områder I Lokale- og Anlægsfonden er meget interesseret i at udvikle aktive vandlegepladser og samtidig være med til at udvikle de tekniske anlæg til spændende områder med muligheder for både aktiviteter og ophold. Det første forsøg var anlægget i Høje-Taastrup. I Danmark kommer vi i de kommende år til at investere massivt i vandreservoirer på grund af klimaforandringerne. Det kan meget hurtigt ende med en række anlæg uden andet end teknisk værdi. Det er vigtigt for Lokale- og Anlægsfonden at vise, hvordan man kan skabe nyt og aktivt liv i ellers døde områder. Vandaktivitetsparken i Høje-Taastrup er et fint eksempel på, hvordan sådan et anlæg kan udnyttes aktivt og rekreativt, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden. I Man har lidt accepteret, at husene stod med fødderne i vand I Længere nordpå arbejder man også med planer, hvor det nødvendige værn mod vandmasserne kombineres med rekreative faciliteter. Vandstanden i Limfjorden har altid været et problem i Nørresundby på det gamle industriområde, der ligger mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen med udsigt til

41 Aalborgs havnefront. I mange år accepterede man, at vandet i havnen oversvømmede gaderne i området nær havnen i Nørresundby. Historisk set er der tale om et ofte oversvømmet område. Man har lidt accepteret, at husene stod med fødderne i vand, men den holdning har ændret sig i de senere år, siger Bodil V. Henningsen, arkitekt i Aalborg Kommune. Men med et nyt og meget populært boligprojekt i det tidligere stærkt industrialiserede havneområde og forventning om endnu højere vandstand i Limfjorden har den lidt skuldertrækkende holdning til oversvømmelserne ændret sig. Husenes fødder, gader og veje skal holdes tørre. Derfor skal kajkanten hæves. Dette kunne gøres ganske simpelt, praktisk og kedeligt, men det er ikke planen i Aalborg Kommune. I En promenade langs vandet med forskellige muligheder for aktiviteter og ophold I På havnefronten mellem broerne vil man etablere en mangfoldig rambla, en promenade langs vandet med forskellige muligheder for aktiviteter og ophold. Men de mange nye borgere i området, der på mange måder kan sammenlignes med Islands Brygge i København, skal også have mulighed for at komme helt ned til vandet. Kontakten til vandet er vigtig i dette projekt. Der skal være en let og legende adgang til vandet, og samtidig skabes nogle nedslag i promenadeforløbet med aktiviteter, en havnelounge og et maritimt kulturelt bydelshus, fortæller Bodil V. Henningsen. Der bliver egentlig tale om to promenader ved siden af hinanden. Ramblaen inde bag kajkanten og endnu en promenade på ydersiden af den hævede kajkant, hvor der etableres en brygge i træ over vandet, hvor livet helt nede ved vandet kan udfolde sig med spadsereture, solbadning og grillaftener. Man kan sige, at vi gør en dyd ud af nødvendigheden med planerne for havnefronten i Nørresundby. Vi er nødt til at højvandssikre området og samtidig vil vi gerne skabe en aktiv havnefront i sammenhæng med de nye boligområder bag ved havnefronten, siger arkitekten. Hvilke aktiverende og kulturelle elementer den nordjyske rambla vil indeholde er stadig under udvikling. Bl.a. i samarbejde med Aalborg Universitets Art and Technology og Schønherr Landskab. Mere information Læs mere om de to projekter i de omfattende projektmapper på nettet Høje-Taastrup Kommune skriv skitseprojekt selsmosen i søgefeltet. Aalborg Kommune skriv projektmanual mellem broerne i søgefeltet. 41