Fjendens fjende og antikrigs-bevægelsen

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Fjendens fjende og antikrigs-bevægelsen Skrevet af: Kenneth Haar Offentliggjort: 15. april 2005 Ingen udenrigspolitisk begivenhed siden Vietnamkrigen har stillet den danske venstrefløj over for større udfordringer - og givet større muligheder - end krigen mod Irak og besættelsen af Irak. Udfordringen har fra dag ét handlet om evnen til at skabe slagkraft, f.eks. ved at samle så bredt som muligt om de samme krav, og om evnen til at give nogle troværdige svar til tvivlerne. Vi kan se tilbage på nogle få fine demonstrationer, men det kniber med at få lagt et reelt pres, ikke bare på regeringen, men også på Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, der har lagt navn til besættelsen længe. For antikrigsbevægelsen i Danmark er svag. Nogle af årsagerne stammer fra en generel passivitet i samfundet, andre fra Socialdemokraternes medløberi. Og så er der nogle andre grunde, der handler om den aktive venstrefløj. Det er dem, der interesserer mig. For hvis bevægelsen skal styrkes, er det her der må tages fat. Den labile opinion Den primære opgave for en anti-krigsbevægelse må selvfølgelig være at mobilisere en opinion for tilbagetrækning af de danske tropper. Det kan lyde som om det er en smal sag. I hvert fald, hvis vi kigger på de store overskrifter på aviserne i slutningen af januar. Den 28. januar offentliggjorde Berlingske Tidende nemlig en meningsmåling fra Gallup, der sagde, at hele 63% af vælgerne er uenige med regeringen i, at de danske tropper skal blive "så længe der er behov for international støtte". Det var svært at få armene ned efter den melding. Men detaljerne i undersøgelsen viser et mere broget billede. Kun 22% mener ifølge Gallup, at tropperne skal hjem nu, mens 41 % mener der skal sættes en ikke nærmere defineret slutdato. Tallene skal ses på baggrund af de foregående begivenheder i Irak: Abu Ghraib-skandalen, amerikanske selskabers ugenerte rov, en amerikansk besættelsesmagts dominans af den politiske proces, masser af mord på civile i f.eks. Fallujah i både april og november 2004, medieeksponerede drab på sårede og ukampdygtige irakere, skandalen om danske soldaters mishandling af irakiske fanger, et Irak på det sociale sammenbruds rand, en sikkerhedssituation for den almindelige irakere, der mest af alt ligner et mareridt, og sidst men ikke mindst analysen fra det bredt anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet, der antyder, at tabstallet i Irak som følge af besættelsen kan ligge på omkring siden selve krigens afslutning - konservativt sat. Og i hele forløbet har den danske regering været USA's passive medløber. Ingen skandale har været så stor, at den har kunnet formå den danske regering til at lægge luft til dens amerikanske eller britiske allierede. På den baggrund er det ikke særlig imponerende, at kun 41% vil have sat en eller anden slutdato, eller at kun 22% vil have tropperne hjem. Det nemme svar på, hvorfor modstanden mod besættelsen ikke står bedre i den danske befolkning, vil være, at de borgerlige medier og den politiske højrefløj har vundet kampen om sjælene, og at vi i 1 / 8

2 den brave lille skare blot må råbe højere. Ifølge det svar, skulle Bush' verdenssyn have overtaget Danmark sammen med Fogh. Det tror jeg ikke på, og det gør Fogh næppe heller. Opinionen er snarere labil - påvirkelig, men usikker. De gange, jeg har haft lejlighed til at kigge en anelse ud over de stålsatte venstreorienterede krigsmodstanderes rækker, oplever jeg, at mange er i tvivl, og stiller sig selv nogle spørgsmål, der er anderledes end dem, antikrigsbevægelsen har lyst til at være optaget af. Og i det omfang antikrigsbevægelsen giver svar, er det ofte svar, der jager folk i armene på Fogh snarere end i favnen på antikrigsbevægelsen. Blandt antikrigsgrupperingerne er det "Komitéen for et frit Irak", der har givet de mest markante svar og de mest klare politiske udmeldinger. Det er hverken den største eller vigtigste gruppe, men det er den mest talende. Derfor vil jeg bruge en del plads på at udsætte dem for en enkel test, nemlig at stille deres svar op på de danske tvivlere eller nøleres spørgsmål. Spørgsmålene er selvfølgelig mine, men de fleste vil nok genkende dem fra diskussioner med venner og bekendte: 1. "Hvad er det for et samfund, modstanderne af besættelsen i Irak og Danmark støtter? En islamisk stat? Et Saddam-lignende styre?" 2. "Støtter krigsmodstanderne overgreb på civile? Støtter I terrorisme?" 3. "Ville irakerne gå i krig med hinanden, hvis tropperne blev trukket ud?" 4. "Er der ikke kommet godt i gang i en demokratiseringsproces?" 1. "Støtter modstanderne af besættelsen en islamisk stat eller en tilbagevenden til Saddam?" Og på spørgsmålet om den væbnede modstand er der rimelig klar tale fra Komitéen for et frit Irak. Komitéens talsmand Carsten Kofoed og hans nærmeste fra første færd gået i brechen for "modstanden i Irak". Hos Kofoed optræder udtrykket helt ukvalificeret, dvs. uden nærmere angivelse af, hvem han mere præcist støtter, men i et angreb den 13. september 2004 på Enhedslistens linje, er det klart, at Kofoed går linen ud. Han skoser Enhedslisten for at lægge luft til en stor del af den væbnede modstand, og på det konkluderer han, at Enhedslisten ikke ønsker sejr "...til den irakiske modstand over den imperialistiske koalition i Irak". Selv ønsker han altså ikke at lægge luft til nogen væbnet gruppe i Irak. Det er klar tale med gennemslagskraft, men næppe vejen frem. Det kan ikke undre nogen, at med den behandling irakerne har fået, og med de planer især den amerikanske besættelsesmagt har for Irak, så mødes besættelsen også af væbnet modstand. Irakerne kender USA fra den første Golfkrig, hvor flere hundrede tusinde irakere mistede livet, både under USA's egne bombardementer, og da USA lod et shiitisk oprør i syd i stikken, efter de selv havde opfordret åbent til det. De kender USA fra tolv års barske økonomiske sanktioner med store menneskelige konsekvenser. Det er næppe kun den europæiske venstrefløj, der kan huske, hvad den daværende amerikanske 2 / 8

3 udenrigsminister Madeleine Albright sagde i maj 1996, da hun blev konfronteret med en rapport, der viste, at måske en halv million irakiske børn havde mistet livet pga. sanktionerne: "Vi synes det er prisen værd", lød hendes kommentar. Den bemærkning var næppe tabt på irakerne. Men fra at forstå de fleste irakeres dybe modvilje mod besættelsen, og fra at forstå årsagerne til at mange tusinde irakere griber til våben, er der et stykke til at støtte den væbnede modstand som helhed, eller for den sags skyld enkelte væbnede gruppers mål for et nyt Irak. Selvom de væbnede modstandsgrupper i Irak ikke er kendt for at føre nogen særlig systematisk politisk kamp i form af klare politiske positioner og udtalelser, så tyder alt på, at den er domineret af reminiscenser fra og støtter af det gamle regime på den ene side, og islamistiske grupper med ingen eller stærkt reaktionære forestillinger om, hvordan det nye Irak skal se ud. I den konkrete sammenhæng er det slående, at kredse på den danske venstrefløj kan finde på at bakke op om yderliggående islamistiske grupper. Vi skal ellers ikke længere end til Iran for at se sporene skræmme. I 1979 blev revolutionen i Iran bakket op af den iranske venstrefløj. Flere grupper på venstrefløjen, først og fremmest det iranske kommunistparti Tudeh, satsede oven i købet på en alliance med Ayatollah Khomeini. De praktiserede det, Tariq Ali kalder for "idioternes antiimperialisme", og kom til at betale dyrt for det. Inden de selv blev udrenset af regimet, nåede de at påtage sig et ansvar for undertrykkelsen af den øvrige venstrefløj. Mere generelt begår Carsten Kofoed med sin tilslutning til "den væbnede modstand" den klassiske fejl, som den danske venstrefløj er mester i, nemlig at udråbe fjendens fjende til ven. Som da Internationale Socialister, IS, i en periode støttede Saddams regime under Golfkrigen i 1991, eller som da Kommunistisk Parti i Danmark, KpiD, meldte sig som støtter af Milosevic under Kosovokrigen i Når venstrefløjen på den måde bedriver lejtrtænkning og bekender sig til grupper og regimer med tyranni på dagsordenen, lukkes ørerne rundt omkring, og kortene er spillet af hænde. Det er snarere den omvendte argumentation og dagsorden, der skal til. At jo længere besættelsen varer, des større er risikoen for, at yderliggående islamistiske og saddamloyalistiske grupper får vind i sejlene. Og det kan ikke være i venstrefløjens interesse. 2. "Støtter modstanderne af besættelsen mord på civile?" Det første svar er selvfølgelig, at dem, der slår flest civile ihjel, er besættelsestropperne. Men den væbnede modstand er sandelig heller ikke kræsen. Bomber, der slår civile ihjel, nødhjælpsarbejdere, der kidnappes og får halsen skåret over, FN-kontorer, der bombes i småstykker. Hvad den type overgreb angår, har Komitéen for et frit Irak den ene gang efter den anden forsøgt at forsvare den væbnede modstands ære. I august 2004 skriver Carsten Kofoed bl.a.: "Den irakiske modstand dræber ikke bevidst tilfældige irakere... Det gør derimod den fascistiske besættelsesmagt, når den bomber hele byer i Irak. Det er heller ikke modstandsbevægelsen, der angriber moskeer, kirker eller foretager andre borgerkrigsfremmende handlinger, fordi den ingen interesse har i en borgerkrig. Det har derimod de torturerende besættere, der bevidst forsøger at splitte det irakiske folk i etnisk og religiøst had og derved svække dets befrielseskamp. Bagmændene til terrorbomberne skal findes i CIA og Mossad." (10/8 2004) På dette og andre steder viser Carsten Kofoed en vis evne til at vende det blinde øje til. Fire dage før 3 / 8

4 Kofoeds artikel, den 6. august 2004, skrev menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch f.eks. at "væbnede gruppers tiltagende angreb på bløde mål, såsom civile, har skabt et klima, hvor mange irakere er blevet uvillige til at sige noget, af frygt for at blive et mål selv". Organisationen nævner angreb på fire kirker, hvor 11 civile mistede livet, en henrettelse af en tyrkisk lastbilchauffør, og store tab, 70 mennesker, ved et politirekrutteringscenter i Baquba. Kofoeds syn på den væbnede modstand i Irak giver ham et klarsyn til at se, hvad efterretningstjenester og irakere på stedet ikke kan. I marts 2004 sprang bomber flere steder i Irak på dagen for shia-muslimernes højtid, Ashura. Det blodigste resultat var i Karbala, hvor 100 mennesker blev slået ihjel, børn, kvinder, mænd. Kofoed forklarede fluks bomberne med, at besættelsesmagten for enhver pris ville hindre irakernes enhed mod besættelsen, og at angrebene altså var en amerikansk plan. Det skal understreges, at det aldrig er blevet fuldt opklaret, hvem der stod bag. Men angrebene fandt sted omtrent en uge før Iraks midlertidige forfatning skulle underskrives, og det var et af de tidspunkter, hvor amerikanerne har haft allermest brug for irakisk enhed - under deres åg forstås. Arabiske iagttagere har set bomberne som sunni-muslimske gruppers forsøg på at provokere shi'itterne til konflikt, eller true dem væk fra forhandlingerne med amerikanerne på et afgørende tidspunkt. En provokation, der dog ikke havde den tilsigtede effekt. Shi'itterne afholdt sig fra gengældelse, og fastholdt deres engagement med amerikanerne. Om den forklaring er den rigtige, skal jeg ikke kunne sige. Men den er mere logisk. Muligheden er slet ikke inde i Kofoeds overvejelser. Her som andre steder, tager han som udgangspunkt, at "modstanden" ikke kunne finde på sådan noget. Vi skal ellers ikke længere tilbage end til torsdag den 10. marts for at finde en episode, hvor modstanden sprang bomber i en shiamoské, der kostede 47 mennesker livet. Det er de færreste, der lader sig overbevise af Kofoed. 3. "Men irakerne vil da gå i borgerkrig mod hinanden, hvis besættelsen ophører." De etniske, nationale og religiøse skillelinjer i Irak stikker dybt. Kurderne gør krav på byer som Mosul og Kirkuk, der fik en stor irakisk-arabisk befolkning under Saddam Hussein, og kræver i øvrigt en føderal stat med udstrakt selvstyre for de kurdiske områder. Det krav er shi'itterne og turkmenerne mildt sagt skeptiske over for. En lige så alvorligt skillelinje går mellem sunnier og shi'itter. Førstnævnte var den privilegerede befolkningsgruppe under Saddam Husseins regime, de indtog de centrale poster i statsapparatet, og var som hovedregel landets rigeste. Det billede, Komitéen for et frit Irak giver af forholdet mellem de forskellige grupper, er noget anderledes. I en artikel fra 9/ giver formanden for Komitéens formand Sami Alaa følgende historiske forklaring på forskellene mellem sunnier og shi'itters position i samfundet under Hussein: "Den ulige repræsentation af shiitter og sunnitter i det irakiske statsapparat skyldes nogle historiske og politiske årsager. Shiitterne, der udgør ca. 60 procent af Iraks befolkning på 25 mio. mennesker, har traditionelt set satset på handel og erhverv. De har domineret den private sektor i store byer som Bagdad, Basra, Najaf og Karbala. Derimod satsede sunnitterne på uddannelse og karriere inden for den offentlige sektor, især i statsapparat, dvs. hæren og den offentlige administration. Disse forskellige satsninger på henholdsvis den private og offentlige sektor har historiske og religiøse forklaringer." Den systematiske diskrimination af shi'itterne, før og under Saddamstyret i Irak, bliver her forklaret 4 / 8

5 med, at shi'itterne blot valgte en anden strategi. En diskrimination, der også gav sig meget blodige udtryk, såsom undertrykkelsen af Shia-opstanden i 1991, ødelæggelsen af de shi'ittiske marskaraberes livsgrundlag, da styret drænede marsken, eller for den sags skyld dengang Irak drog i krig mod Iran med shi'itter som fodsoldater og kanonføde, og ene sunni-muslimer som kommanderende officerer. Var det et valg fra shi'itternes side? Modsætningerne kan ikke trylles væk, og de får barske udtryk i dagens Irak. Væbnede oprørere har ved mange lejligheder bombet shi'ittiske mål, ligesom den øverste i shi'itternes religiøse orden, Ayatollah Al Sistani, vendte det blinde øje og det døve øre til, mens amerikanerne sønderbombede Fallujah i november. I modsætning til en tidligere offensiv i april 2004, lød der ingen protester i november fra den øverste i shi'itternes hierarki. At insistere på, at modsætningerne mellem grupper i Irak er reelle, og potentielt farlige, er ikke det samme som at regne med en omfattende borgerkrig, hvis tropperne trækkes ud. Der er flere tegn på forsonende udspil, f.eks. shi'itternes iver efter at få sunnierne relativt stærkt placeret i opbygningen af en forfatningsgivende forsamling. Også kurderne og shi'itterne synes at være på forhandlingsfod. Mareridtsscenariet om et umiddelbart og totalt sammenbrud, hvis besættelsestropperne trækker sig ud, er overdrevet. Men hverken argumenterne eller årsagerne kan findes i Komitéen for et frit Iraks romantisering af det forenede irakiske folk, eller i deres tilsløring af diskrimination i fortiden. 4. Men der er jo en proces i gang mod demokrati... Den 30. januar var der valg i Irak. Valg til en midlertidig parlamentarisk forsamling og valg af regeringsledere, der sammen skal skrive et forslag til ny forfatning for Irak. Begivenheden var vigtig i mere end én forstand, og ikke mindst spillede valget i Irak en central rolle i den danske regerings argumentation for, at missionen i Irak grundlæggende var og er demokratisk. Hvad sagde krigsmodstanderne? Hvis vi først går lidt tilbage i tiden, finder vi krigsmodstandere, der agiterede hårdt for hurtig afholdelse af direkte valg, herunder Kofoed og Komitéen for et frit Irak. For da kæmpe demonstrationer i Irak i januar 2004 forlangte afholdelsen af direkte valg, skrev han: "De direkte valg forsøger amerikanerne og det amerikansk indsatte Regerende Råd i fællesskab at slå det hen ved at sige, at de ikke kan indfries på grund af sikkerhedssituationen (som besættelsesmagten selv bærer ansvaret for) og manglen på troværdige optegnelser af stemmeberettigede i Irak...Amerikanerne er meget bekymrede over direkte valg, fordi disse - hvis de gik retfærdigt til - ville resultere i, at størstedelen af USA's allierede i det Regerende Råd, der bliver betragtet som quislinge af langt de fleste irakere, godt kunne pakke deres ting sammen." Det kunne jo lyde som om, at valget den 30. januar endelig indfriede Kofoeds krav. Trods en dårlig sikkerhedssituation og dårlige optegnelser af stemmeberettigede, kaldtes til valg i Irak, præcis som Kofoed forlangte i januar. Så måtte han vel betragte valget som et fremskridt, og som en indrømmelse, besættelsesmagten var blevet presset til at acceptere? Det var ikke tilfældet. Før valget skrev Carsten Kofoed i artiklen "Ulovlig valgfarce gavner ikke irakerne": "Valget er et resultat af en ulovlig, løgnagtig krig, som resulterede i en ligeså ulovlig besættelse, der ikke bliver mere lovlig af, at FN's Sikkerhedsråd har "lovliggjort" det ulovlige med diverse resolutioner. USA har i strid med international ret revet Iraks forfatning itu, skrevet en ny, som kun 5 / 8

6 de amerikansk indsatte marionetter i Bagdad har godkendt. Det såkaldte valg foregår altså på basis af en "forfatning" uden legitimitet overhovedet. USA dekreterede i juni Iraks nye valglov og har således afgjort, hvem der kan opstille ved valget og dermed dets "resultat"." Med andre ord var kravet om direkte valg engang et kampkrav, Kofoed støttede med liv og sjæl, og som besættelsesmagterne frygtede. I dag er det omvendt. Et valg med relativt stor deltagelse, der fik en forudsigelig vinder i de shi'itiske grupper, fordømmes som et imperialistisk komplot af Kofoed, i samme åndedrag som han priser den gamle og diktatoriske forfatningen. Imens glædes Fogh, Bush og Blair over det stærke symbol på, at de er ved at bringe demokratiet til Irak. Heller ikke i de danske medier og i danske regeringskredse ville begejstringen tage en ende, da de 8,5 millioner irakere gik til stemmeurnerne den 30. januar for at vælge en ny midlertidig nationalforsamling og regeringsledelse. Problemet i Kofoeds svar er ikke, at han sætter spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk valget var. Det er der mange gode grunde til at gøre. F.eks. kunne der ikke stemmes på en femtedel af territoriet, nemlig de dele af det centrale Irak, hvor det væbnede oprør stod stærkest. Op mod 50% af de stemmeberettigede stemte slet ikke - af forskellige grunde. Og under valget opholdt de internationale 'observatører' sig i Jordan, mens den internationale presse kun fik adgang til fem udvalgte valgsteder. Det var et valg, der var omgæret af mystik, og et valg, der havde meget konkrete svagheder. Der er masser af tegn på, at dette valg ikke var et rigtig demokratisk valg, og på at de valgte langt fra har frie hænder. Irak er besat, og besættelsesmagten har stadig fat i den lange ende. Der er heller ingen tvivl om, at valget blev afholdt for at sikre besættelsen større legitimitet både i Irak og udenlands. New York Times betoner, at valget primært blev afholdt for at styrke vestens enhed. Og endnu har USA så mange andre magtmidler i skuffen, at valget af en shi'itisk domineret nationalforsamling ikke får lov at sætte de store mærker på supermagtens planer for Irak. Hvad er så problemet i Kofoeds position? Det første åbenlyse problem er, at der faktisk var 8,5 millioner, der stemte. Og at der faktisk var stor begejstring mange steder, herunder sydpå i de shia-dominerede områder. Shi'itterne i syd har længe sigtet på at bruge valget - med alle dets mangler - til at ændre styrkeforholdene. Og det er i et vist omfang lykkedes. Hvis Kofoed blot ser dem alle som kollaboratører og marionetter for et amerikansk projekt, og kun ser de væbnede oprørere som irakernes legitime repræsentanter, så er hans eget projekt et mindretalsprojekt med appel i meget få irakiske byer. Hvis hans position blev fremherskende i den danske antikrigsbevægelse, ville vi ende med at bekræfte regeringen - og i værste fald også danske tvivlere - i at der findes to positioner i Irak: Dem, der vil demokratiet og støtter besættelsen på den ene side, og dem, der vil vælte "demokratiseringsprocessen" med brug af væbnet magt, ofte med meget uhyggelige metoder, på den anden. Sådan er virkeligheden ikke i Irak. Alle seriøse meningsmålinger i Irak viser, at irakerne vil af med besættelsestropperne hurtigt. Men strategierne for at nå det mål er meget forskellige. Derfor må anti-krigsbevægelsens tilgang til den stramt styrede og manipulerede proces i Irak være at afsløre de svage punkter, afsløre det politiske pres fra amerikansk side, fremhæve valgsvindel. Og ikke mindst påvise de begrænsninger, der på forhånd er lagt, og vil blive lagt i fremtiden, på de 6 / 8

7 nyvalgte irakere. Men at angribe selve det, at valget fandt sted er problematisk. Især hvis man ikke har et godt svar på de opfølgende spørgsmål: Hvad er alternativet? Skulle valget have været afblæst? Ville det være bedre at fortsætte med en amerikansk udpeget regering? Kofoed svarer på spørgsmål på følgende måde: "Modstandsbevægelsen har erklæret, at den i et befriet Irak vil styre landet i en overgangsperiode på to år og herefter afholde frie valg". Så er det vi begynder at nærme os det grundlæggende problem igen: Er det Kofoeds inderste ønske, at Iraks magthavere skal være yderliggående islamister, og rester af Saddam-styret, med opbakning fra et mindretal i den irakiske befolkning? Hvad vil de egentlig foretage sig i Irak i de to år? Det alternativ sælger ikke. Heldigvis. Og når den tone først er slået an, er der næppe heller nogen, der fæster lid til den kritik af valget, der kommer fra Kofoed og ligesindede. Nej til krig Komitéen for et frit Irak er ikke udtryk for antikrigsbevægelsen i Danmark. Det er en lille gruppe. Gruppen har den kvalitet, at de er meget skrivende og udfarende med politiske budskaber, i modsætning til "Nej til krig", der mere end nogen anden forening tegner modstanden mod besættelsen i foreningslivet. Det oplagte spørgsmål er, hvorfor vi ikke hører mere til Nej til Krig, og hvad vi ville høre, hvis de sagde noget mere. Ville vi høre troværdige svar på de centrale spørgsmål oven for? Ville "Nej til krig" bestå den test, som Komitéen for et frit Irak dumper i? Svaret på de to spørgsmål er nej. Grundlæggende blev foreningen Nej til krig bygget på et kompromis mellem repræsentanter for Enhedslisten, IS og APK, hvor de to sidstnævnte politisk ligger tæt på Komitéen for et frit Irak. Som Jørn Andersen fra IS udtrykte det i Socialistisk Arbejderavis i september: "Krigsmodstandere og socialister må klart tage stilling og støtte den irakiske modstand uden at stille betingelser om, at den antager en bestemt form eller bestemte holdninger". Som Carsten Kofoed bevæger Jørn Andersen sig ud i søforklaringer om de metoder, de væbnede grupper i Irak bruger: "Der foregår helt sikkert gidseltagninger. Nogle af dem har endda fremtvunget indrømmelser fra dele af besættelsesmagten. Andre foretages af folk, der vil tjene penge på en løsesum. Det kan heller ikke udelukkes, at nogle af gidseltagningerne foretages af USA-støttede kræfter for at miskreditere modstanden." Denne tilgang ligger forhåbentlig et pænt stykke fra, hvad andre kræfter i Nej til krig, vil skrive under på. Så hvordan hænger Nej til krig politisk sammen? Der står ikke noget i Nej til krigs politiske grundlag, man kan være uenig i. For det går uden om alle ovenstående spørgsmål. I grundlag og politiske udtalelser opfører foreningen en balanceakt mellem folk, der lægger sig tæt 7 / 8

8 op ad Komitéen for et frit Irak, og andre, der ikke vil i den bås. Resultatet er ikke bare, at foreningen ikke ville kunne besvare ovenstående spørgsmål meningsfyldt - nogle i Nej til krig ville besvare dem omtrent som Komitéen for et frit Irak - og derfor har for lidt at sige til tvivlerne; resultatet er også, at Nej til krig har meget svært med at bygge alliancer udover den yderste venstrefløj. Store muligheder Nej til krig begyndte sin korte historie i maj 2003 med et stiftende møde, hvor store dele af den gamle fredsbevægelse blev koblet politisk af. De politiske uenigheder i Nej til krig har fået SF til at gå usikkert ind og ud, og kun med få personer som bindeled. Andre grupper er fra første færd gået uden om Nej til krig, og er gået egne veje, f.eks. Grundlovskomitéen, der mest har markeret sig ved at bakke Frank Grevil op, og ved at holde debatmøder af høj kvalitet. Men ét er, hvor meget der er blevet spildt og tabt i forløbet, noget andet, hvilke muligheder der er, som ikke bliver udnyttet. Som når Mellemfolkeligt Samvirke melder klart ud, at tropperne skal hjem, eller når flere hundrede kunstnere bakker op om en demonstration mod besættelsen på et for sådan et miljø ret vidtgående grundlag. For slet ikke at tale om de mange uorganiserede unge, der på utallige valgmøder i januar og februar landet over gav udtryk for dyb frustration og vrede over besættelsen i almindelighed og det danske bidrag i særdeleshed. Alle er det eksempler på et potentiale, der kunne opsamles i en bredere koalition, eller bare bredere initiativer. Problemet er, at kommer krigsmodstanderne anstigende med holdninger og analyser, der bare ligner Carsten Kofoeds, så er resultatet givet på forhånd. Så kommer vi ingen vegne. Den amerikanske besættelse vil nok vare mange år endnu, selvom en formel (mere end reel) magtoverdragelse til en irakisk regering er ved at kunne anes. Men det er usikkert, hvor længe USA vil være så forhippet på bidrag fra andre lande, ligesom det er usikkert, hvor længe den danske regering vil lægge ryg til de prygl, det danske bidrag trods alt giver dem. Men selv om vi måske kun taler om en periode på et års tid, er der tid nok til at forsøge nye veje. En opstart kunne være følgende: - Der indkaldes til en bred konference om modstanden mod besættelsen med så bred deltagelse som muligt - Der skabes enighed om en bred platform for en vej ud af det danske bidrag til besættelsen - De svære spørgsmål sættes på dagsordenen og diskuteres, - På konferencen enes dem, der kan enes om de næste store skridt. Gerne ad-hoc initiativer, som ikke kræver formaliseret struktur, og som kun er af afgrænset varighed. Måske et stort arbejde. Men det ville give nye perspektiver og muligheder. Det er der brug for. Artiklen er hentet fra webmagasinet Kontradoxa, 25. marts / 8