Hvem ejer fremtiden? fo tema: Hvem ejer fremtiden? FO/fremtidsorientering #6 2009

Transkript

1 fo tema: Hvem ejer fremtiden? FO/fremtidsorientering # Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning Hvem ejer fremtiden?

2 flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

3 Slaget om immaterialret minder på mange måder om gamle dages bondeoprør. Herremændene ejede jorden, og bønderne skulle betale for retten til at opdyrke den. Herremændene kunne på den måde tjene en masse penge uden at røre en finger, fordi en fjern forfader med magt havde tilranet sig et stykke land. Nogle gange blev herremændene for griske, og så gjorde bønderne oprør, smed herremændene på porten og tog landet som deres eget indtil kongens soldater bankede dem på plads igen Læs mere side 9 Cover: flickr: Richard Faulder / Richard Faulder

4 leder Hvem ejer fremtiden? Hvem ejer fremtiden? Sådan spørger vi i dette nummer af FO/Fremtidsorientering og sigter til den lovbestemte immaterialret, som skal hindre andre mennesker end ophavsmanden i at bruge den idé, det system, den metode, det produkt, det værk eller den opfindelse, han mener at eje retten til at udnytte eksklusivt. Denne retslige beskyttelse af intellektuelle frembringelser håndhæves i Danmark gennem blandt andet ophavsretsloven og patentloven, og i USA måske mere kendt gennem fx copyright-ordningen. Herfra stammer det berømte -symbol, som ses på forsiden. Copyright-systemet er altså amerikansk og har ikke så meget med den europæiske tradition at gøre. Men copyright-symbolet er måske det stærkeste signal i verden på, at nogen ejer retten til noget, og i virkeligheden er forskelle mellem den amerikanske tradition og den europæiske ikke det centrale her. Det er holdningen bag enhver protektionisme om den så kommer til udtryk i det ene eller andet system eller regelsæt der er interessant at tage op til overvejelse. For er al denne beskyttelse altid fornuftig? Gavner den samfundet, og gavner den samfundets udvikling? Eller er den måske tværtimod en barriere for udvikling? Det er disse spørgsmål, vi rejser, og vi spørger altså med udgangspunkt i ethvert system, der giver rettigheder til nogle få på bekostning af fællesskabet. Fremtiden er kun mulig, hvis der finder en udvikling sted. Ellers er fremtiden lig nutiden, fordi tid som fænomen kun kan iagttages gennem det forandrede. Udvikling er altså til hver en tid den centrale ingrediens. En del af denne udvikling er vi som mennesker selv herre over, og menneskets teknologiske og kulturelle udvikling handler netop om de nybrud og de opfindelser, der er gjort til fællesskabets bedste. Der findes masser eksempler på opfindelser, som har bragt menneskeheden et lille eller et stort skridt fremad opfindelser, som kun er udbredt i det omfang, de er, fordi ophavsmanden eller -kvinden ikke tog patent på ideen. Beatles havde næppe nogensinde kunnet eksistere (og nyde godt af deres ophavsret til Yesterday og mange andre sange), hvis ikke den moderne akustiske guitar var blevet udviklet i 1830 erne. Det blev den af Christian Frederick Martin (født 1796), der opfandt de lister, der sidder på guitardækkets inderside, og som fordeler lyden anderledes end på den gammeldags guitar (et i omfang noget mindre og i popularitet langt mindre udbredt instrument, der ikke i nævneværdig grad blev skrevet musik til). Placeringen af listerne er ganske enkelt den perfekte - i hvert fald har ingen i de sidste 150 år fundet en bedre måde at gøre det på, oplyser den danske agent for guitarmærket CF Martin (for jo, Christian Frederick Martins guitarer produceres endnu) 1. Pointen er naturligvis, at Martin ikke tog patent på sin opfindelse, og derfor udbredtes hans idé over hele verden uden på noget tidspunkt at blive forsinket af patentperioder. Den moderne, akustiske guitar var en realitet, og dermed var vejen altså banet for de langt senere Beatles og med dem Bob Dylan, Eric Clapton... fortsæt selv. Havde Martin derimod tænkt protektionistisk, var udviklingen nok gået noget langsommere og hvem ved? Måske var den moderne akustiske guitar aldrig blevet den verdensomspændende succes, som den blev. I videre forstand er pointen naturligvis, hvad allerede Sir Isaac Newton ophavsmand til blandt andet tyngdeloven i 1680 erne kunne formulere med sin berømte sætning, nemlig at når han så meget længere end andre, var det fordi, han stod på skuldrene af giganter. Med andre ord: Newton var intet uden fx Tycho Brahe eller Johannes Kepler, ligesom fx den senere Albert Einstein tilsvarende intet var uden Newton. Alle store begavelser og alle store opfindelser bygger på bidrag fra mange andre. Menneskets indsigter og opfindelser er altid led i en kæde. Der er flere andre eksempler på opfindelser og ideer, som ikke er patenterede eller ophavsrets- eller designbeskyttede, og som derfor er blevet til fælleseje. Den amerikanske opfinder, politiker og polyhistor Benjamin Franklin opfandt fx lynaflederen 2, og Marie Curie, den polskfødte, franske kemiker og nobelprismodtager, udviklede processen bag berigelse af uran 3. Ingen af dem tjente penge på deres opdagelser, som de ønskede udbredt og mangfoldiggjort til samfundets bedste. Videnskaben har en tradition for at dele (hvilket Klaus Æ. Mogensen blandt andet skriver om i sin artikel, side 9). Det har den kommercielle industri desværre ikke. Det er to logikker, der ikke harmonerer. Videnskabens kode (i en luhmannsk forstand) er sandt/ikke-sandt, mens industriens er profit/ikke-profit. Der er ingen af koderne, der er forkerte, de tilhører blot hvert sit subsystem i samfundet. Men i et udviklingsperspektiv er der dog ingen tvivl om, hvilken af koderne, der tjener samfundet som helhed bedst, og det er ikke industriens. Det er nemlig det snævre ønske om profit, der driver udviklingen mod flere patenter og mere protektionisme, hvilket igen hindrer, at vi kan stå på skuldrene af hinanden. 4 fo#

5 flickr: khrawlings / kevin rawlings Erhvervslivets logik handler jo om at udradere konkurrenter, ikke om at hjælpe dem op. Det er ikke fordi, der slet ikke kan komme noget godt ud af patenter. I et økonomisk perspektiv er det forståeligt, at en branche som fx medicinalindustrien har behov for patentbeskyttelse i en periode for at få råd til de udgifter, der er forbundet med udvikling af et nyt præparat. Uden efterfølgende indtjening, ingen udvikling til at begynde med det er logisk nok. Patenterne fungerer her som en slags sikring af indtægter og som motivation for overhovedet at gå i gang med at udvikle. Men der er næppe heller ikke tvivl om, at netop medicinalindustrien gør sig endog store anstrengelser for uretmæssigt, mener mange at forny deres patenter. Et forhold, der for nylig i Dagbladet Information blev omtalt som patentkrumspring. Disse krumspring holder de billigere kopiprodukter væk fra markedet, og det er til økonomisk ulempe for de patienter, der skal bruge medicinen 4. Baggrunden for en anke mod patentkrumspring (og beslægtede fænomener) er, at når et patent er udløbet, så er tavlen visket ren. Rettighedshaverne har haft deres periode med et lovmæssigt monopol, men nu er opskriften ude til fælles bedste, og monopolet er brudt. En beslægtet anke kan man rette mod ophavsretten eller rettere: den udbredte eller overdrevne håndhævelse af den og her handler det altså ikke om opfindelser, men om værker, fx musikstykker eller bøger. Det skriver henholdsvis Klaus Æ. Mogensen (side 9) og Henrik Moltke (side 14) mere om sidstnævnte som repræsentant for det verdensomspændende Creative Commons, der gør det muligt at gradbøje sine rettigheder og dermed optræde mindre protektionistisk. Læs også Cory Doctorows artikel, side 37, der beskriver, hvordan et par kæmpestore koncerner Amazon og Google med kontrol over de forhold, under hvilke kreative værker bliver lavet, distribueret, nydt, købt og solgt, kan ende med at ødelægge de måder, som verden taler med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs. Artiklen er især interessant, fordi den kobler patent som fænomen til det beslægtede monopol og viser, hvordan de begge kan hindre en hensigtsmæssig samfundsudvikling. Også her er det underliggende spørgsmål: Hvem ejer fremtiden? Eller som Doctorow formulerer det: Hvem skal være portvogterne? Jeg vil ønske god læselyst med dette nummer af FO, der rummer mange andre bidrag i og uden for tema. I øvrigt er nummeret gjort tilgængeligt efter en licens fra Creative Commons, så del det gerne med andre. Morten Grønborg, ansv. redaktør Dette nummer af FO/Fremtidsorientering er gjort tilgængeligt efter en licens fra Creative Commons. Du har derfor lov til at fremstille eksemplarer og gøre værket tilgængeligt for almenheden, men du skal kreditere værket, og du må ikke bruge det til kommercielle formål. Hvis du ændrer, bearbejder eller bygger videre på værket, må du kun videresprede det resulterende værk under en licens, der er identisk med denne. noter fo#

6 indhold tema: hvem ejer fremtiden? leder: Hvem ejer fremtiden af morten grønborg...4 Den nye klassekamp Af Klaus Æ. Mogensen...9 Skal vi have strammere regler og bedre beskyttelse af immaterielle goder eller skal vi have blødt reglerne op, så vi får friere adgang til at bruge andres tankeprodukter? Efterhånden som fronterne bliver trukket skarpere op, ligner det mere og mere en ny klassekamp mellem folket og de reaktionære magthavere denne gang med immaterialretten som frontlinje Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved Af Henrik Moltke...15 Creative Commons er en organisation og et juridisk værktøj, der på simpel vis sætter en ophavsmand i stand til at gradbøje sin ophavsret. All rights reserved bliver til some rights reserved. Men der hersker en del misforståelser og myter om Creative Commons, mener den danske projektleder for organisationen. Læs med og få myterne bustet Sampling, mashup, remix, kopi... Om vor tids kunstneriske væren-i-verden Af Morten Grønborg...23 Sampling, mashup og beslægtede metoder vinder frem som kunstneriske strategier. Det udfordrer immaterialretten. Men der er andet og mere på spil end blot jura, for metoderne tegner omridset af vor tids skabende væren Hybrid Space internettet flytter hjemmefra Af Jacob S. Thomsen...30 Du kan lige så godt vænne dig til, at internettet ikke er, som det har været. Eller rettere: internettet er ikke, hvor det har været. Det er nemlig flyttet hjemmefra og forandrer den måde, vi lever, bor, arbejder og bevæger os på. Læs om fænomenet Hybrid Space og deltag i den kollaborative udvikling af The Hybrid Space Manifesto Hvordan internettets portvogtere kvæler fremskridtet Af Cory Doctorow...37 Et par kæmpekoncerner er ved at blive mellemled mellem medieskabere og mediebrugere. Det betyder en fare for, at at disse koncerner, gennem ond tro eller manglende omtanke, kan ende med at ødelægge de måder, som verden bruger til at tale med sig selv på i en fortløbende, kulturel diskurs. Læs med for at få mere at vide om problemet og Cory Doctorows forslag til løsninger Forretningsmodeller i anarkistøkonomien Af Klaus Æ. Mogensen og Niels Bøttger-Rasmussen.45 Tendensen og logikken anarconomy vil udfordre selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og den traditionelle prisdannelse. Hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis! Men tendensen rummer også en række forretningsmodeller for fremtiden. Læs med og bliv klogere Sandheden er et knapt gode Af Christine Lind Ditlevsen...53 Vi har længe levet i en hyperrelativistisk tid, hvor hvert individ følger sin sandhed. Det har gjort os frie til at leve og tænke, som vi hver især synes er rigtigt, men det har også gjort os ensomme og nægtet os den fælles platform af verdenssyn og værdier, som giver et samfund dets sammenhængskraft. Men måske er et skifte på vej. Efter en individualistisk guldalder presser fællesskabet sig nemlig på igen, argumenterer forfatteren De ejer fremtiden Johan Peter Paludans klumme...58 Der er mere rift om fremtiden end tidligere. Der var en gang, hvor Instituttet for Fremtidsforskning stort set havde fremtiden for sig selv. Sådan er det ikke mere. Stadig flere ønsker at være med til at belyse fremtiden. Selv på universitetsniveau! Det skyldes nok, at der er penge, undskyld: bevillinger, i det og at den forøgede forandringstakt har gjort fremtiden mere interessant Krig og fred i det 21. århundrede Af Jeffrey Saunders...60 I sin seneste bog Krig og fred i det 21. århundrede præsenterer Bertel Heurlin meget overbevisende de problemstillinger og tendenser, der har været med til at ændre vores opfattelse af begreberne krig og fred siden slutning af den kolde krig, og især efter 11. september Forandringshastigheden stiger, ikke bare for virksomhederne og individet i samfundet, men også for vores civile og militære institutioner. Begreberne krig og fred ændrer tilsvarende betydning i et højt tempo betydningen er meget anderledes, end den var for blot 20 år siden og nutidens internationale operationer kræver både civil og militær indsats. udenfor tema Den bekvemme fejlslutning om psykologiens rolle i finanskrisen Af Thomas Geuken & Farzin Farahmand...63 Økonomers omgang med psykologiske termer er effektivt med til at holde de forkerte personer ansvarlige for den finansielle krise FO/fremtidsorientering udgives af Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) / Copenhagen Institute for Futures Studies (CIFS) Nørre Farimagsgade 65, 1364 København K. Tlf , cifs@cifs.dk, og ansv. redaktør: Morten Grønborg, mgr@cifs.dk international redaktør: Klaus Æ Mogensen, klm@cifs.dk Sekretariat og korrektur: Ellen Mauri, ema@cifs.dk oversættelse til dansk: Ellen Mauri Art direction: Stine Skøtt Olesen, layout: Abonnement 2009: DKK excl. moms, inkl. to trykte eksemplar og online adgang. Udkommer 6 gange om året. Oplag: 4500 ex., heraf 1000 på engelsk ISSN: online ISSN: Tryk: ATM Arktryk Medlem af Danske Specialmedier. Artiklernes holdninger er forfatternes egne. Gengivelse af tekst tilladt med kildeangivelse. Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) / Copenhagen Institute for Futures Studies (CIFS) er en uafhængig vidensvirksomhed grundlagt i 1970 af tidligere OECDgeneralsekretær og professor Thorkil Kristensen. CIFS analyserer tendenser, der former fremtiden lokalt og internationalt. CIFS giver både fremtiden og nutiden perspektiv, og vi fortæller gerne om det. CIFS er organiseret som en forening med pt. 100 medlemmer. 6 fo#

7 flickr: underwhelmer / Jon

8 flickr: Dawn Endico / Dawn Endico flickr: hyperscholar / Guido random Alvarez

9 Den nye klassekamp Af Klaus Æ. Mogensen Skal vi have strammere regler og bedre beskyttelse af immaterielle goder eller skal vi have blødt reglerne op, så vi får friere adgang til at bruge andres tankeprodukter? Efterhånden som fronterne bliver trukket skarpere op, ligner det mere og mere en ny klassekamp mellem folket og de reaktionære magthavere denne gang med immaterialretten som frontlinje fo#

10 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Bondeoprør i cyberspace Slaget om immaterialret minder på mange måder om gamle dages bondeoprør. Herremændene ejede jorden, og bønderne skulle betale for retten til at opdyrke den. Herremændene kunne på den måde tjene en masse penge uden at røre en finger, fordi en fjern forfader med magt havde tilranet sig et stykke land. Nogle gange blev herremændene for griske, og så gjorde bønderne oprør, smed herremændene på porten og tog landet som deres eget indtil kongens soldater bankede dem på plads igen. Der er dog nogle væsentlige forskelle i kampen om immaterialret. På den ene side har indehaverne af immaterialret ofte selv skabt de ting, retten dækker, og derfor kan de have en større moralsk ret til dem end en herremand, der har arvet sin jord efter en forfader. På den anden side er der en fundamental forskel mellem materielle goder, fx landbrugsjord, biler og penge, og immaterielle goder som ideer, kultur og digitale produkter. Forskellen er, at fordi nogle bruger et immaterielt gode, forhindrer det på ingen måde andre i at gøre det samme. Oprøret handler om, at immaterialret i stigende grad bliver behandlet juridisk på samme måde som materiel ejendomsret, på trods af de åbenlyse forskelle. For det første bliver varigheden af immaterialret jævnligt forlænget. I skrivende stund gælder ophavsret i de fleste vestlige lande indtil 70 år efter skaberens død (for værker skabt af virksomheder, indtil 95 år efter udgivelse). Det er tvivlsomt, at selv skaberens børnebørn er i live på det tidspunkt. Ophavsretshaverne ender med at være som herremændene, der lever fedt på deres fjerne forfædres arbejde, uden selv at behøve røre en finger. Det er da også værd at bemærke, at det generelt ikke er skaberne selv, der ønsker at forlænge ophavsretten, men derimod store virksomheder og organisationer i musik-, film- og bogbrancherne. For det andet bliver brud på ophavsret i stigende grad behandlet som tyveri, desuagtet at der er forskel på at stjæle noget fysisk, hvorved man fjerner det fra ejeren, og at lave en kopi, noget som ejeren måske ikke engang opdager. Argumentet er, at hvis man laver en piratkopi, forhindrer man ophavsrethaveren i at sælge en legal kopi. Det argument er dog næppe holdbart. En norsk undersøgelse fra starten af 2009 har vist, at de unge, der deler piratkopieret musik med hinanden over nettet, køber omkring ti gange så meget musik som dem, der ikke piratkopierer 1. Den musik, der bliver piratkopieret mest, er også den, der bliver solgt mest. Nogle bruger disse fakta som argument for, at piratkopiering ligefrem fremmer salget af det kopierede, men lad os her nøjes med at konstatere, at piratkopiering åbenbart ikke forhindrer salg. Pointen med immaterialret er at give incitament til ny udvikling, hvad enten der er tale om teknologi, kultur, design eller software. Argumentet er, at immaterialretten sikrer, at dem, der har gjort udviklingsarbejdet, også er dem, der kommer til at tjene penge på det. Det giver større lyst til udvikling, end hvis man risikerer at se andre stjæle resultatet og løbe med hele gevinsten for arbejdet. Der er næppe ret mange, der vil være uenige i, at den, der laver et stykke arbejde, også skal belønnes for det men holder argumentet? Før argumentet holder, skal to forhold være rigtige: For det første skal immaterialret reelt incitere til mere nyudvikling, og for det andet skal den reelt sikre, at andre ikke stjæler resultatet. Hvad fremmer ny viden? Lad os kigge på det første forhold. Der er ingen tvivl om, at mange bliver tilskyndet til innovation i håb om at tjene penge. Det gælder naturligvis kommercielle virksomheder, men også mange selvstændige kunstnere og opfindere. Penge er imidlertid ikke det eneste incitament til innovation. Flertallet af kunstnere, opfindere og forskere bliver drevet af trangen til at skabe eller at udforske mulighederne, og for mange er resultatet af arbejdet og den anerkendelse, det skaber løn nok, så længe de kan leve komfortabelt. En hæderlig, fast løn vil for mange af dem være lige så godt eller bedre end muligheden for måske at kunne komme til at tjene en masse penge engang i fremtiden. Universiteter har igennem århundreder drevet forskning og skabt utallige innovationer, der har forbedret livet for mange, uden at det har været meningen, at de skulle tjene penge på det, de lavede (først i de senere årtier er universiteterne blevet tilskyndet til at tage patenter på deres resultater). Et anden spørgsmål er, om håbet om at tjene penge er det rigtige motiv til forskning og kulturel udfoldelse. Det er sjældent de mest innovative kunstnere, der tjener flest penge formlen på økonomisk succes er snarere at lave en lille variation på noget velkendt og så gøre håndværket hæderligt godt. Det er velkendt, at de største kunstnere dem, der flytter grænserne mest sjældent bliver anerkendt i deres egen livstid. Hvis vi kigger på virksomheder, er deres finansielle incitament ikke at lave det bedst mulige produkt, men det, de kan tjene flest penge på. For eksempel vil et medicinalfirma have større incitament til at udvikle en medicin, som patienten skal tage resten af livet, end en, der helbreder én gang for alle (eller endnu værre, noget der kan udrydde sygdommen for altid). Forhåbentlig er der ikke så mange medicinalfirmaer, der rent faktisk tænker sådan, men det er et problem at have en incitamentstruktur, der tilskynder til det. Dertil kommer, at selvom immaterialret kan tilskynde til at udvikle ny viden og nye kulturprodukter, så 10 fo#

11 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Den musik, der bliver piratkopieret mest, er også den, der bliver solgt mest. Nogle bruger disse fakta som argument for, at piratkopiering ligefrem fremmer salget af det kopierede, men lad os her nøjes med at konstatere, at piratkopiering åbenbart ikke forhindrer salg For eksempel vil et medicinalfirma have større incitament til at udvikle en medicin, som patienten skal tage resten af livet, end en, der helbreder én gang for alle (eller endnu værre, noget der kan udrydde sygdommen for altid). Forhåbentlig er der ikke så mange medicinalfirmaer, der rent faktisk tænker sådan, men det er et problem at have en incitamentstruktur, der tilskynder til det Den anden del af argumentet for immaterialret er, at retten til viden, kultur, design og software skal sikre, at andre ikke stjæler resultatet og dermed fortjenesten. Engang har det måske været muligt, men i vor tids netværkssamfund er det en illusion at tro, at man kan holde på et produkt, hvis det kan digitaliseres. At lave kopier af fysiske produkter er (endnu) ret besværligt, fordi der er enorme stordriftsfordele ved masseproduktion af fysiske ting, særligt de mere komplekse af slagsen. Det samme gælder ikke for digitale produkter. Når først noget er reduceret til bits og bytes, er det trivielt og næsten omkostningsfrit at kopiere det og bagefter distribuere kopien. Når katten er ude af sækken, er det meget svært at stoppe den ind igen især hvis den formerer sig, og man også skal have alle killingerne med. Der bliver jævnligt gjort forsøg på at beskytte digitale produkter mod ulovlig kopiering, typisk gennem tekniske foranstaltninger, det såkaldte Digital Rights Management (DRM). I praksis har det dog vist sig, at DRM ikke forhinkan den også nemt komme til at hæmme videreudviklingen af denne viden og disse produkter. Innovatorer og kunstnere, der tjener mange penge på rettighederne til det, de allerede har skabt, har ikke det store incitament til at skabe mere. Og vigtigere: immaterialret er et monopol. En enkelt person eller virksomhed kan bestemme, om andre får lov til at bygge oven på deres viden eller produkter, og der er utallige eksempler på, at rettighedshavere, for at holde fast i deres monopol, har gjort det svært eller umuligt at gøre det, selvom der derved kunne skabes ny viden eller bedre produkter. Behovet for at patentere nyopdagelser og innovationer forsinker også offentliggørelsen og implementeringen af dem. Undersøgelser har vist at universitetspatenter hæmmer forskningen i stedet for at fremme den, til skade for verdenssamfundet som helhed 2. Endelig må man så stille spørgsmålet: Hvor langt ud i fremtiden giver det mening at beskytte immaterialret, hvis det handler om at skabe incitament til innovation? Jo længere, at fortjenesten for en nyskabelse flytter væk fra den, der laver arbejdet, jo mindre fungerer det som incitament. Er det specielt vigtigt for kunstnere og opfindere, at deres mulige tipoldebørn i en fjern fremtid kan komme til at tjene på deres arbejde? Ville de ikke være gladere ved at vide, at deres skaberværk har muligheden for at få større udbredelse i fremtiden, fordi ingen kunne sætte sig på det og begrænse udbredelsen? Kan immaterialret reelt håndhæves? fo#

12 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Noget kunne tyde på, at immaterialret, som vi kender det i dag, er ved at have udlevet sin eksistensberettigelse. Spørgsmålet er så: Hvad skal træde i stedet? Vi har brug for mekanismer, der sikrer, at vor tids bedste hjerner kan leve af at skabe kunst, design, ny viden og teknologi til menneskehedens bedste Spørgsmålet er også, om det er fornuftigt at behandle sine kunder som om, de er forbrydere. Det skaber ikke ligefrem et venskabeligt forhold, der indbyder til gensidig tillid og respekt. Som jeg skrev i en artikel tilbage i 2001: Hvis man behandler forbrugere som forbrydere, er skridtet ikke så langt til, at de også bliver det drer dedikerede piratkopister, men blot gør livet besværligt for lovlige købere af produktet, som blandt andet bliver forhindret i at tage backup-kopier. Reaktionen har været at gøre det ulovligt at omgå DRM. Det er lidt bizart: Det er i forvejen ulovligt at lave piratkopier, derfor er det næppe mere afskrækkende også at gøre det ulovligt at bryde kopisikringen. Det eneste, man opnår, er at gøre det ulovligt for de lovlydige at tage de kopier, de faktisk har lov til at tage. Spørgsmålet er også, om det er fornuftigt at behandle sine kunder som om, de er forbrydere. Det skaber ikke ligefrem et venskabeligt forhold, der indbyder til gensidig tillid og respekt. Som jeg skrev i en artikel tilbage i 2001: Hvis man behandler forbrugere som forbrydere, er skridtet ikke så langt til, at de også bliver det. Musik- og filmbranchen har også forsøgt at dæmpe piratkopiering gennem enorme bøder. Antipiratgrupper i mange lande laver raids mod virksomheder og ungdomsklubber og forlanger skyhøje dummebøder. Det indtil nu grelleste eksempel var, da den amerikanske, enlige mor Jammie Thomas-Rasset blev idømt en bøde på næsten to millioner dollars for at have fildelt 24 sange 3. Der er dog ikke noget, der tyder på, at sådanne enkeltstående sager afholder folk fra at piratkopiere, så nu forsøger branchen med et nyt tiltag. Efter meget lobbyarbejde er det lykkedes at overbevise den franske regering om at indføre en lov, der forpligter internetudbydere til at lukke internetforbindelsen til husstande, hvor en beboer tre gange er blevet anklaget for brud på ophavsret. Sagen skal godt nok for en domstol, men dommeren får kun totre minutter til at vurdere hver sag, og den anklagede har som udgangspunkt ikke mulighed for at forsvare sig 4. Det britiske Overhus er ved at forberede en tilsvarende lov. Nu er der selvfølgelig ingen undskyldning for forbrydelse, men straffen bør vel stå mål med forbrydelsen. Er det rimeligt at skulle betale millionbøder eller blive smidt af internettet (som flere og flere mennesker er dybt afhængige af i deres daglige arbejde eller studium) for at have piratkopieret en håndfuld sange eller nogle få film? Noget andet er, om man i det hele taget vil ramme de reelt skyldige. Skal en udlejer straffes for, at en logerende laver piratkopiering? Skal et bibliotek eller en internetcafé have internettet lukket fordi en gæst har brugt deres computere til at downloade en ulovlig fil? Mange trådløse netværk er ikke password-beskyttede, så det er nemt for en nabo at bruge dem til ulovlige formål. 12 fo#

13 Den nye klassekamp - Af Klaus Æ. Mogensen Det er også værd at bemærke, at størsteparten af den vestlige verdens befolkning har gjort sig skyldig i brud på immaterialret i den ene eller anden form. Hvor mange mennesker kan prale af ikke at have en eneste kopieret udgave af en CD eller DVD, et stykke software, en bog eller en mærkevare? Man behøver ikke engang selv være klar over, at man bryder immaterialret. Den amerikanske juraprofessor John Tehranian har regnet ud, at en almindeligt aktiv internetbruger typisk bryder ophavsretten, så det kunne give anledning til erstatningssøgsmål på over 12 millioner dollars hver dag. 5 Er det rimeligt at kriminalisere almindelige borgeres hverdagsforeteelser? Det spørgsmål vil jeg nødigt svare på, men det er klart, at det i praksis er umuligt at håndhæve forbud mod noget, der er så udbredt. Det ville kræve, at man lavede raids mod samtlige private hjem, og det er der ikke ressourcer og næppe heller politisk vilje til at gennemføre. Er tiden løbet ud for immaterialret? Hvis vi skal drage nogle konklusioner af det ovenstående, kan det være: 1. Det er ingen klar evidens for, at piratkopiering skader lovligt salg 2. Immaterialret er ikke det eneste og næppe det bedste incitament til innovation og nyskabelse 3. Det er i praksis umuligt at håndhæve immaterialret 4. Brud på immaterialret er blevet normen for de fleste mennesker. Noget kunne tyde på, at immaterialret, som vi kender det i dag, er ved at have udlevet sin eksistensberettigelse. Spørgsmålet er så: Hvad skal træde i stedet? Vi har brug for mekanismer, der sikrer, at vor tids bedste hjerner kan leve af at skabe kunst, design, ny viden og teknologi til menneskehedens bedste. Hvis immaterialretten ikke kan sikre dette på forsvarlig hvis, hvad så? I gamle dage, før immaterialretten blev indført, levede kunstnere, forskere og opfindere typisk af privat eller offentlig støtte eller af betalte bestillingsarbejder. Disse finansieringsmodeller har ikke mistet deres berettigelse. Mange forskningsinstitutioner og kunstnere får stadig støtte af staten eller private sponsorer, og mange bliver betalt for forskning eller kunst til bestemte formål. Det giver faktisk mening at lægge betalingen for at skabe noget under skabelsesprocessen, ikke efter. Mange potentielt værdifulde opfindelser eller kunstværker bliver aldrig realiseret, fordi skaberen ikke har råd til at leve, mens processen står på og så er det jo lige meget, om der eventuelt kunne komme nogle penge ud af det i fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der skal bestemme, hvem der skal have støtte og hvem der ikke skal. Der har de frie markedskræfter en fordel: det er ikke en lille elite, der bestemmer over midlerne. En ny forretningsmodel er da også en blanding mellem mæcener og frie markedskræfter. Flere kunstnere er begyndt at opkræve penge for at skabe nye værker, som så bliver gratis tilgængelige, når de er færdige (kopiering kan alligevel ikke forhindres) 6. Andre udgiver løbende deres værker frit, men indbyder til donationer, der gør det muligt for dem at fortsætte med deres produktion. Ingen af disse forretningsmetoder er endnu særligt effektive, men det kan de blive i fremtiden. Måske mest vigtigt at bemærke er, at selvom det bliver stadigt sværere at tjene penge på masseproducerede, digitale produkter, er der stadig god forretning i at skabe unikke produkter og oplevelser. Mens pladesalget er faldet, er salget af koncertbilletter stigende måske fordi flere kender musikerne gennem gratis downloads eller piratkopier. 7 Originale kunstværker er mere værd, jo flere der har set en kopi. Forfattere kan tage flere penge for foredrag, jo flere der har læst deres bøger. Gratis, digitale kopier er en billig og nem måde at reklamere for unikke og dyre produkter og oplevelser. Vi lever i en tid med mange forandringer, og i alle forandringstider opstår der klassekampe mellem dem, der forsvarer det bestående, og dem, der kæmper for det nye. I vor tid er kampen om retten til viden og kultur en af disse nye klassekampe. Vi ved endnu ikke hvordan, kampen ender, men det er sikkert, at meget vil være anderledes, når støvet lægger sig. noter Se fx John Tehranian: Infringement Nation: Copyright Reform and the Law/ Norm Gap, Utah Law Review, Vol. 2007, p. 537, Se fx 7 Se fx KLAUS Æ. MOGENSEN er BA i fysik og astronomi og ansat på Instituttet for Fremtidsforskning. Han arbejder med teknologiens muligheder og dens betydning for samfund og levevis, med fremtidens kultur- og livsformer, forbrug og medier samt IPR (Intellectual Property Rights). Han er desuden international redaktør af dette magasin. fo#

14 Del på samme vilkår. Du lader andre ændre, bearbejde eller bygge videre på dette værk, men brugeren må kun videresprede det resulterende værk under en identisk licens. Creative Commons dækker området mellem fuld ophavsret all rights reserved og public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket. Public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket.

15 Ikke- Kommerciel. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk og afledte værker baseret på det men brugeren må kun bruge værket til ikke-kommercielle formål. Navngivelse. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk og afledte værker baseret på det men brugeren skal kreditere værket på den måde, du har angivet. Creative Commons er en organisation og et juridisk værktøj, der på simpel vis sætter en ophavsmand i stand til at gradbøje sin ophavsret. All rights reserved bliver til some rights reserved. Men der hersker en del misforståelser og myter om Creative Commons, mener den danske projektleder for organisationen. Læs med og få myterne bustet Af Henrik Moltke Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved Ingen bearbejdelser. Du lader andre kopiere, distribuere, vise og udøve dit værk, men brugeren må ikke ændre, bearbejde eller bygge videre på det. fo#

16 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Der er ingen, der tager noget fra nogen, og der er ingen, der ikke selv ønsker at afgive rettigheder. Creative Commons er et juridisk værktøj, der på simpel vis gør det let at signalere hvilken grad af ophavsret, man som ophavsmand ønsker. Dermed gør man det let for andre at bruge værket. Creative Commons er en almennyttig organisation, der tilbyder en række simple værktøjer, så en ophavsmand, fx en kunstner eller en forsker, helt eller delvist kan dele sit værk med andre. Organisationens værktøjer dækker groft sagt hele området mellem fuld ophavsret det, vi kender som all rights reserved og så public domain, som er en total fraskrivelse af rettigheder. En Creative Commons-licens lader altså en ophavsmand beholde retten til sit værk, mens han eller hun inviterer andre til fx at genbruge eller kopiere værket efter simple spilleregler. Dette kalder Creative Commons for some rights reserved ( visse rettigheder forbeholdes ). Med en CC-licens kan man som ophavsmand dermed fx nøjes med at forbeholde sig retten til at blive krediteret i forbindelse med brugen af sit værk, eller man kan nægte, at ens værk udnyttes kommercielt, eller at det bearbejdes. Det er en langt mere smidig og samfundsnyttig beskyttelse af rettigheder. Simpelthen fordi den ikke i samme grad som all rights reserved hindrer, at vi deler det, som er værd at dele, eller bygger videre på andres arbejde. Creative Commons er beslægtet med andelsbevægelsen Det er interessant, at et land som Danmark historisk set burde have gode forudsætninger for at forstå og bruge Creative Commons-tankegangen. Denne tankegang handler blandt andet om, at alle bliver rigere ved at dele ressourcer, der er tilgængelige for alle og egnede til at dele. Tænk bare på historiske fortilfælde som de fælles græsningsarealer, der har givet navn til landets fælleder (og som på engelsk hedder Commons ), andelsbevægelsen, folkebibliotekerne, folkeskolerne og ikke mindst public service-medier. Og tænk samtidig på, at Danmark er et af de lande, hvor respekten for ophavsret er størst, og hvor der fx findes den laveste andel af ulicenseret software i virksomheder. Men hvordan kan det så være, at Danmark ikke på samme måde har sat dagsordenen, når det gælder de digitale fælleder (som jo i sagens natur er langt nemmere at dele end udtømmelige, fysiske af slagsen)? Jeg tror blandt andet, det skyldes en række myter om Creative Commons! Så lad os se på nogle af dem, jeg gennem tiden er stødt på hos især dansk erhvervsliv (og især den del, der primært arbejder med produkter, der er beskyttet af ophavsretten). MYTE 1: Creative Commons er en slags moderne kommunisme Bill Gates blev i 2005 interviewet op til det årlige, store forbrugselektronikshow i Las Vegas. Emnet var blandt andet blogs årets store dille og hvorfor Gates ikke selv havde sådan én. Under interviewet bliver Gates spurgt om sit syn på mildere patent- og copyrightlove. Et synspunkt, som blandt andet var stærkt repræsenteret blandt bloggerne. Gates svarer: Der findes en slags moderne kommunister, som vil fjerne det økonomiske incitament for musikere, filmskabere og softwareudviklere (...). USA har stået i spidsen for at skabe virksomheder, skabe jobs, fordi vi har verdens bedste intellektuelle ejendomssystem. Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at hvis vi vil have den mest konkurrencedygtige økonomi, så skal der også være et system, der tilskynder til at skabe fo#

17 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke MYTE 1: Creative Commons er en slags moderne kommunisme MYTE 2: Creative Commons fungerer ikke i et land som Danmark MYTE 3: Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten MYTE 4: Man kan gøre lige, hvad man vil, med materiale, der er under Creative Commons-licens MYTE 5: Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug MYTE 6: Creative Commons fungerer måske for nørder, bloggere og amatørfotografer, der deler billeder på nettet, men ikke for professionelle og virksomheder som skal tjene RIGTIGE penge Selvom Bill Gates her nok sigtede mod elementer i open source og den fri software-verden, snarere end mod Creative Commons specifikt, er pointen den samme: ophavsret er godt, mere ophavsret er bedre! Og underforstået: enhver, der ønsker at slække på sin ophavsret, må være en slags kommunist. Udtalelsen blev ikke overraskende grundlag for en del komik og kreative gensvar. Creative Commons fortalere mener, at ophavsretten er nødvendig for at skabe incitament og for at hindre unfair konkurrence. Men vi mener også, at en for omfattende lovgivning fx længere beskyttelsestider, love der begrænser brug, digital rettighedsbeskyttelse (DRM) ofte hæmmer udviklingen. Det er interessant, at Microsoft siden Bill Gates udtalelser ovenfor er blevet ved at tabe markedsandele til Google. Google baserer nemlig en stor del af sin indtjening på Open Source og på at give nogle produkter væk, mens de tjener styrtende på andre! Tanken om ligesom i forskningsverdenen at kunne bygge videre på andres frembringelser, så længe de tillader det, er helt grundlæggende. Der ER et ideologisk element i bevægelsen, som ønsker, at det skal være lettere at remixe kulturen; at det skal være lovligt at udtrykke sig i lyd og billeder, og at ophavsretten bør imødekomme denne nettets logik. Men licenserne er neutrale og er i dag en væsentlig standard for enkeltpersoner og virksomheder, som ønsker at deltage i onlinekulturen. Jeg vil hævde, at 99 procent af disse er interesserede i at tjene penge. Men for nogle er det ikke det primære, altoverskyggende mål. Andre lægger vægt på, at det foregår på en måde, som ikke trodser enhver fornuft. MYTE 2: Creative Commons fungerer ikke i et land som Danmark At Creative Commons ikke skulle fungere i et land som Danmark er selvfølgelig noget vås. Licenserne fungerer fint i Danmark. Det er rigtigt, at licenserne oprindelig er tilpasset amerikansk copyright, og at der globalt er store forskelle i juridisk sprog og tradition. Men det er derfor, at et netværk af frivillige har påtaget sig opgaven at tilpasse licenserne til de forskellige lande, så de er nemme at forstå og bruge lokalt. Creative Commons er oversat og tilpasset dansk lov af et hold af landet bedste ophavsjurister, anført af professor dr.jur. Thomas Riis, CBS. Der ER forskelle på den måde ophavsret fungerer i Danmark og resten af verden. Amerikansk copyright fokuserer mere på de økonomiske rettigheder end de etisk/moralske. De har omvendt mere plads i den såkaldte kontinentaleuropæiske ophavsretstradition, som Danmark tilhører. I praksis betyder det dog ikke det store i forhold til brugen. De moralske rettigheder retten til at gribe ind overfor krænkende bearbejdelser af ens værk påvirkes ikke af Creative Commons-licenserne. Og styrken er, at man som ophavsmand ved, at licenserne fungerer ens overalt, og at man som bruger har de samme rettigheder til værket, om man befinder sig i det ene eller andet land. Hvorfor er Creative Commons så ikke slået mere igennem i Danmark? En vigtig grund er nok, at mange simpelthen ikke kender Creative Commons og den tankegang, der ligger bag og at de, der gør, tøver og ser sig omkring. Som journalist og ekspert i digital kultur er det for mig fristende at sammenligne Danmark anno fo#

18 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Connect With Fans (CwF) + Reason To Buy (RtB) = The Business Model ($$$$) 2010 med Gates USA i 2005: For det første er Danmark et Microsoft-land, og store dele af erhvervslivet ser på ophavsret som Bill Gates: jo mere, jo bedre. Især blandt de erhverv, der føler sig truede af den digitale revolution, i første omgang musik-, forlags- og filmbranchen. Men der er tøbrud i luften. Den hårde linje betaler sig ofte simpelthen ikke, og vindene fra USA (som når Danmark med tre-fire års forsinkelse) retter sig i stigende grad mod kundernes ønsker om billigt eller gratis indhold, der skal være nemt og tilgængeligt. Samtidig er markedet og kulturen omkring deltagelsesmedier i Danmark i stærk vækst. Danskerne har i første omgang kastet sig over Facebook, men også blogs og foto- og videodeling er udbredt. Og her vælger mange Creative Commons, fordi det gør ophavsret let og til at forstå, og fordi det stemmer godt overens med deres behov. MYTE 3: Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten En myte, man desværre ofte hører fra folk, der burde vide bedre, er, at ophavsretten er under pres og at enhver indrømmelse eller tilnærmelse til modstanderens tankegang er et nederlag. Men det er helt forkert. Creative Commons bygger på ophavsretten. Uden de rettigheder, som ophavsretten giver skaberen af et værk, kan skaberen heller ikke vælge at afgive hele eller dele af sine rettigheder til en anden via en licens. Det er præcis det, en Creative Commons-licens gør: Den siger: Jeg har den eksklusive ret til dette værk, men nu giver jeg dig (og alle andre) ret til at bruge værket under visse vilkår. Der er ingen, der tager noget fra nogen, og der er ingen, der ikke selv ønsker at afgive rettigheder. Creative Commons er et juridisk værktøj, der på simpel vis gør det let at signalere hvilken grad af ophavsret, man som ophavsmand ønsker. Dermed gør man det let for andre at bruge værket. Det er derfor, at blandt andre KODA understøtter brugen af Creative Commons. (KODA er en forkortelse for komponistrettigheder i Danmark. Organisationen repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark. Red.). 2 MYTE 4: Man kan gøre lige, hvad man vil med materiale, der er under Creative Commons-licens Da Creative Commons bygger på ophavsret, har man de samme rettigheder og den samme beskyttelse, som under almindelig ophavsret. Indrømmet, det er ofte svært at gøre noget ved, at andre fx låner fotos på nettet men under Creative Commons-licenser er det klart, hvad man som bruger må og ikke må. I virkelighedens verden løser langt de fleste problemer sig selv. Men i de fåtal af tvister, der er endt ved domstole, er licensen blevet håndhævet. Der er altså ikke grund til at tro, at alle rettigheder ryger, blot fordi man afgiver nogle. Det er dog rigtigt, at Creative Commons ikke kan og vil håndhæve licenserne - det er op til de enkelte ophavsmænd, nøjagtigt ligesom under normal ophavsret. MYTE 5: Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug 18 fo#

19 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke Ophavsmanden har altid ret til sit værk og er ikke bundet af, hvilken licens, han har valgt. Derfor er myten forkert. Man kan således godt stille fx en elektronisk version af en bog til rådighed på nettet under en såkaldt ikke-kommerciel licens og samtidig sælge den i den lokale boghandel - men andre må ikke gøre det samme. MYTE 6: Creative Commons fungerer måske for nørder, bloggere og amatørfotografer, der deler billeder på nettet, men ikke for professionelle og virksomheder som skal tjene RIGTIGE penge Dette er måske den væsentligste og samtidig vanskeligste misforståelse at udradere, fordi virksomheder ofte fokuserer snævert på return on investment altså på, hvilket afkast, en investering giver på den korte bane. For hvorfor dele noget frit og gratis med mange mennesker, frem for at sælge det dyrt til nogle få? Dette spørgsmål har Wired-redaktøren Chris Anderson udforsket i businessbestsellerne The Long Tail og senest Free, der netop ser på forretningsmodeller, der bygger på at give noget - men ikke alt - væk gratis. De måske bedste eksempler på brug af Creative Commons som del af forretningsstrategien kommer - ikke overraskende - fra musikbranchen. Den amerikanske musikgruppe Nine Inch Nails er et eksempel (se faktaboks), og danske Tone et andet (se faktaboks). Men også andre brancher er ved at få øjnene op for potentialet i Creative Commons og tankesættet bag. Ét eksempel stammer fra den ellers copyright-optagede medicinalbranche. Den internationale medicinalkon- Nine Inch Nails og fremtidens forretningsmodel Da sangeren og multiinstrumentalisten Trent Reznor som er den altdominerende skikkelse i Nine Inch Nails (eller bare NIN) i 2008 sendte det Creative Commonslicenserede album Ghosts I-IV på gaden, tjente det cirka 8 millioner kroner i den første uge, selvom musikken frit måtte kopieres og deles ikke-kommercielt. Tallene modsiger den mest basale handelsskolelærdom, for hvorfor skulle nogen være interesseret i at betale for noget, som man kvit og frit kan downloade gratis, uden frygt for repressalier? Svaret er, at NIN gjorde det nemmere og mere attraktivt at betale for produktet, end bare at downloade det gratis, og samtidig gav gruppen noget særligt til de fans, der gjorde det. Eksempelvis begyndte Reznor i 2007 at eksperimentere med sin fanbase. Bogstavkombinationer på turnét-shirts ledte opfindsomme fans ind i et online parallelunivers, der som et puslespil passede sammen med sangteksterne. Han spredte fx USB-nøgler med ny, uudgivet musik på toiletter under turnéen, og når de heldige toiletbesøgende kom hjem og opdagede, hvad de havde fundet, skyndte de sig selvfølgelig at dele med andre fans på nettet. Med den den populære IT-skribent Mike Masnicks ord, havde Reznor fundet følgende simple opskrift på, hvordan man tjener penge i musikbranchen (...) i den digitale æra : Connect With Fans (CwF) + Reason To Buy (RtB) = The Business Model ($$$$) Denne forretningsmodel der kan oversættes til skab relationer til fans og giv dem en grund til at købe er interessant langt uden for musikbranchen og særligt for de, der kæmper med piratkopiering. Brancheorganisationen RIAA var ikke positiv over for Reznors alternative måde at sprede den ikke-udgivede musik. De reagerede på vegne af pladeselskabet med take-down-breve (der beordrer indehaveren af et website at fjerne ulovligt indhold) til diverse fansites og truede altså de selvsamme fans, som spredte den musik, som Reznor lækkede med vilje, med store bøder. Reznor blev stiktosset og skændtes offentligt med sit pladeselskab, for trusler om sagsanlæg harmonerer ikke ligefrem med ønsket om Connect With Fans (CwF). Da cd en med de lækkede numre senere udkom, opdagede fans i øvrigt, at den var fremstillet af særligt materiale, der skiftede farve, når den blev afspillet og dermed blev varmere. En gimmick, men ikke desto mindre endnu en klar Reason To Buy (RtB) - i stedet for kun at downloade mp3 erne. Reznor valgte at satse på CwF + RtB = $$$$ og forlod sit pladeselskab, da kontrakten udløb. Han stiftede sit eget selskab, og det var herfra, han udsendte konceptalbummet Ghosts I-IV. Det solgte over alle forventninger og toppede Amazons liste over mest solgte mp3-albums i 2008, selvom det var fuldt ud lovligt at piratkopiere. fo#

20 Creative Commons: Myter og misforståelser - og hvordan det 21. århundredes virksomheder kan tjene på some rights reserved - Af Henrik Moltke For nylig remixede min kollega Andreas Lloyd Kevin Kellys bog Out of Control. Andreas var vild med bogen, men syntes den var for rodet og for lang, så han kortede ned og strammede op. En glad Kevin Kelly roste remixet, der fik navnet Bootstrapping complexity, og stillede det til rådighed under Creative Commons-licens Tænk over, hvor gammeldags en traditionel encyklopædi virker nu, hvor vi har Wikipedia. Hvor meget bedre ville verden ikke være, hvis vi tillod undervisning, kultur, politik og videnskab at blive forandret af nettet? cern Merck & Co. har nemlig i samarbejde med Science Commons, en underafdeling af Creative Commons, der beskæftiger sig med at gøre deling af videnskabelige data lettere doneret en stor database over sygdomsbiologi, og desuden softwareressourcer, til fri brug for alle og enhver. Denne første klump data skal danne grundlag for et netværk, hvor videnskabsmænd sammen kan bidrage til at udrydde sygdomme. Det vil på sigt betyde, at fx en videnskabsmand, der arbejder i en non-profit organisation i Brasilien, kan bruge samme kraftige computerværktøjer i HIV-forskningen, som medarbejdere bag murene hos Merck. Projektet der kaldes Sage skal i løbet af de næste fem år udvikle sig til en platform for samarbejdsmodeller, hvor hundreder potentielt tusinder af videnskabsmænd sammen kan løse et problem og samtidig sikre, at resultaterne er åbne for alle, så der kan bygges videre på dem. Alle resultater, der er under copyright-beskyttelse, stilles til rådighed under den mest liberale licens, og forskningsdata følger Science Commons protokol for åbenhed. Man kan spørge, hvorfor Merck tager dette skridt? Svaret er, at der selvfølgelig er et element af markedsføring og branding i projektet. Men det er også sandsynligt, at Merck ønsker at eksperimentere og samle viden, som senere kan omsættes til profit samtidig med, at koncernen uden de store merudgifter kan bidrage positivt til markeder, hvor det er bedre at bidrage end at sagsøge pirater. TED - ideer spredes takket være fri video Et andet eksempel på større åbenhed, manifesteret gennem CC-licenser, er TED-konferencerne (Technology, Entertainment, Design). Konferencerne blev oprindelig kendt for at samle verdenseliten inden for forretningsliv og forskning og dele viden og inspiration bag lukkede døre. Det skete under eksklusive forhold og kun mod invitation. Derfor var TED indtil 2006 også en forholdsvis ukendt organisation for offentligheden. Men så kom YouTube, og TED så med det samme potentiale og begyndte at bruge video på en måde, der totalt ændrede konferencens image og brand. Fra at være et forholdsvis lukket forum à la The World Economic Forum i Davos - attrået af mange, hadet af andre for sin elitære approach - er TED i dag et megabrand under sloganet Ideas Worth Spreading ; en slags Roskilde Festival for tænkere. I dag finder man på TED.com over 500 taler fra navne som Bill Clinton, Al Gore, og Gordon Brown, alle under Creative Commons-licens. Men man finder dem også på blogs, på ipods, i klasselokaler og til foredrag. Blandt de mest sete og populære finder man forholdsvis ukendte videnskabsmænd og iværksættere, som har en 20 fo#