Formandskonferencen, åben for alle medlemmer. Redegørelse fra Kommissionen om udvidelsen

Transkript

1 3-001 Formandskonferencen, åben for alle medlemmer FORSÆDE: Nicole FONTAINE Formand (Mødet åbnet kl ) Formanden. Kære kolleger, på vegne af Europa-Parlamentet byder jeg varmt velkommen til hr Prodi og hr. Verheugen, og efter at have oplyst om proceduren for vores møde, vil jeg give ordet til hr. Romano Prodi, som vil fremlægge de overordnede retningslinjer, der blev vedtaget af Kommissionen i morges. (Formanden mindede om proceduren for mødeforløbet) Redegørelse fra Kommissionen om udvidelsen Prodi, Kommissionen. (IT) Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, ved at komme her i dag holder jeg det løfte, jeg gav om at være til stede her i Parlamentet, hver gang vi skal have en debat, som De har ønsket, og det for at fortælle om Kommissionens arbejde, nemlig for at fortælle Parlamentet herom, før dette arbejde bliver offentligt kendt. Jeg vil således gøre rede for Kommissionens møde i dag, hvor vi behandlede nogle særligt vigtige spørgsmål. Dokumenterne i forbindelse med alle Kommissionens beslutninger vil blive uddelt, men jeg vil gerne komme med en detaljeret redegørelse om et enkelt vigtigt emne, nemlig Unionens udvidelse. Hvad de andre emner angår, har vi som sagt allerede planlagt et detaljeret informationsdokument. Der er gået nøjagtigt 10 år siden de fantastiske begivenheder i 1989, der førte til Berlin-murens fald og til jerntæppets sammenbrud, og det er sjældent, at der i historiens løb optræder nogle øjeblikke som det, vi oplever nu. Måske har vi for første gang i 2000 år - og det er ikke bare flotte ord - mulighed for at samle Europa, og denne gang skyldes muligheden ikke våbnenes styrke, men derimod det grundlag, der består af fælles idealer samt af aftalte og fælles regler. Vi har i dag en mulighed - som vi aldrig har haft før, og som vi måske aldrig får igen - for at skabe et Europa, hvor alle kontinentets folkeslag kan leve sammen i fred, sikkerhed, frihed og retfærdighed og med de samme rettigheder. Et demokratisk Europa, hvor menneskerettighederne overholdes, og hvor det er retsstaten, der gælder. Et økonomisk integreret Europa, som giver mulighed for vækst og fremgang ved hjælp af det indre marked og den fælles valuta. Der vil naturligvis være mange vanskeligheder, der skal overvindes, men ansøgerlandene har allerede vist deres beslutsomhed og deres evne til forandring. Deres økonomier og vores bliver nemlig i stadig større grad integreret, og de gør sig nogle meget store bestræbelser for at forberede sig på optagelsen i Unionen. Det er i vores og deres klare interesse, at dette incitament forbliver usvækket. Men det kommer jeg tilbage til om lidt. Kommissionen er klar over, at vi i udvidelsesprocessen skal holde os to målsætninger for øje, der risikerer at komme i konflikt med hinanden, nemlig hurtigheden og kvaliteten. Processen skal skride hurtigt fremad, men på et sikkert grundlag. Den skal skride hurtigt fremad, fordi vi skal bevare ansøgerlandenes incitament til forandring. Deres bestræbelser skal belønnes, så de opmuntres til at gøre flere fremskridt, og så man undgår, at tilfredsheden med de opnåede resultater får dem til at gøre en mindre indsats. Og det skal være på et sikkert grundlag, for vi vil have nye medlemmer, der er i stand til at spille deres rolle fuldstændigt lige fra begyndelsen, idet de udøver alle deres rettigheder, men også påtager sig hele deres ansvar. Der bliver nogle overgangsbestemmelser, men der bør ikke være nogen andenrangsmedlemmer. Det drejer sig med andre ord om at nå frem til en rimelig balance, og for at kunne dette er det nødvendigt med en klar og systematisk udvidelsesstrategi. Som De ved, har vi allerede fastlagt en klar føroptagelsesstrategi, der omfatter en screening, fastlæggelsen af bestemte prioriteter for de enkelte ansøgerlande, planlægningen af en finansiel støtte og af ekspertbistand samt ansøgerlandenes deltagelse i Fællesskabets programmer og agenturer. I strategien tages der desuden højde for en nøje overvågning af deres fremskridt, når det gælder om at opfylde de krav, der stilles for at blive medlem af Unionen. Blandt disse krav er de politiske og økonomiske kriterier, som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i København, og disse kriterier er vores grundlag. For ansøgerlandene består de politiske kriterier i at have nogle stabile institutioner, der er i stand til at sikre demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne samt respekten for og beskyttelsen af minoriteterne. Med de økonomiske kriterier forlanger man til gengæld af ansøgerlandene, at de skal have en fuldt ud fungerende markedsøkonomi, og at de skal kunne modstå presset fra konkurrencen og markedskræfterne.

2 De fremskridt, der er sket i den retning, er i de sidste to år blevet konstateret flere gange i regelmæssige rapporter om de enkelte lande og de enkelte sektorer. Rapporterne var baseret på informationer fra mange forskellige kilder, herunder Europa-Parlamentet. Ansøgerlandene opfylder de økonomiske kriterier i forskellig grad, men de fleste lande gør nogle acceptable fremskridt, og i spidsen finder vi, sådan som det kunne forventes, de seks lande, som vi allerede har indledt forhandlinger med. København-kriterierne er så vigtige, at Det Europæiske Råd på sine møder i Luxembourg og Köln har anbefalet udelukkende at indlede yderligere optagelsesforhandlinger med de lande, der opfylder kriterierne. Men hvis vi skal tage denne anbefaling bogstaveligt, udelukker vi automatisk forhandlingerne med de fleste af de resterende lande, som har søgt om optagelse, alene af den grund, at disse lande ikke opfylder København-kriterierne fuldt ud. Risikoen ved denne "hårde linje" er, at de pågældende lande, der trods alt allerede har gjort en stor indsats, bragt nogle store ofre og gjort store fremskridt, bliver skuffede og vender os ryggen. Deres økonomiske politikker vil begynde at afvige, og en historisk mulighed vil måske være tabt for altid. I det ændrede politiske billede i Europa, og navnlig i Balkan-området, risikerer nogle lande måske at gå glip af de fremskridt, de har gjort med hensyn til demokrati og menneskerettigheder, og Unionen vil så være skyld i at have opgivet disse lande. Personligt mener jeg - ligesom mine kolleger i Kommissionen - at det er nødvendigt at tage et modigt skridt for at forhindre, at dette sker, og for at give udvidelsesprocessen et nyt og afgørende skub i den rigtige retning. Jeg vil derfor gerne anbefale Det Europæiske Råd, at vi i år 2000 indleder optagelsesforhandlinger med alle de ansøgerlande, der har opfyldt de politiske København-kriterier, og som har vist, at de forstår at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opfylde de økonomiske kriterier. Jeg tænker her på Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumænien og Slovakiet. Denne anbefaling er afhængig af fire betingelser. For det første er det på grund af atomsikkerheden hensigtsmæssigt, at forhandlingerne med Bulgarien ikke begynder, før de bulgarske myndigheder har fastsat en acceptabel lukningsdato for de fire farlige enheder i atomkraftværket i Kozloduy. For det andet skal den bulgarske regering have gjort nogle betydelige fremskridt med hensyn til de økonomiske reformer, før forhandlingerne med Bulgarien kan begynde. For det tredje er det hensigtsmæssigt, at forhandlingerne med Rumænien ikke begynder, før de rumænske myndigheder har truffet nogle klare og effektive foranstaltninger for at skabe ordnede forhold på børnehjemmene og for at give dem nogle tilstrækkelige midler. Hvad dette meget vanskelige punkt angår, modtog jeg i går et opmuntrende brev fra Rumænien, nemlig fra præsidenten og premierministeren, og det er et brev, som vi vil læse meget omhyggeligt. For det fjerde er det hensigtsmæssigt, at forhandlingerne med Rumænien ikke begynder, før vi har god grund til at antage, at den rumænske regering vil tage de nødvendige initiativer for at gøre noget ved landets makroøkonomiske situation. Det, jeg tænker på, er en optagelsesproces med flere hastigheder, og som kendetegnes af den størst mulige fleksibilitet. Jeg er overbevist om, at vi ikke længere, sådan som vi tidligere har gjort, skal blive ved med at forhandle om de samme områder med alle ansøgere. Det vigtige er, at vi ser på de enkelte landes specifikke situation, og at vi på baggrund af denne kun indleder forhandlinger om de områder, hvor det er realistisk at forvente en konklusion på kort eller mellemlangt sigt. Vores målsætning skal være at lade forhandlingerne finde sted parallelt med de fremskridt, som ansøgerlandet gør under sine forberedelser til udvidelsen. Dette "differentieringsprincip" skal gælde for alle ansøgerlandene på en objektiv måde, også for dem, som forhandlingerne allerede er i gang med. Sådan som det er aftalt, er det hensigtsmæssigt at se på de områder igen, man foreløbig har afsluttet under forhandlingerne, for at tage højde for de bestemmelser, der blev vedtaget på fællesskabsplan for kort tid siden. Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at man i fremtiden ikke afslutter forhandlingerne om specifikke områder, før Unionen har konstateret, at ansøgerlandet har gjort fremskridt i optagelsesforberedelserne. Vi skal blive ved med at holde skarpt og regelmæssigt øje med disse fremskridt. På denne måde vil hvert ansøgerland gå frem i sit eget tempo, det vil blive bedømt ud fra sine egne kvalifikationer, og det vil kunne optages, når det er i stand til at opfylde alle pligterne som unionsmedlem. De lande, der står som nummer to på listen, har mulighed for at indhente eller ligefrem overhale dem, der i øjeblikket står øverst på listen. Denne mulighed kan tilskynde dem til at fremskynde de nødvendige reformer. Jeg vil også anbefale, at man gør det klart, hvad der skal forstås ved en "fornuftig" overgangsperiode i hver enkelt sammenhæng. Nogle aspekter af acquis communautaire er absolut uundværlige for optagelsen og skal implementeres i ansøgerlandenes lovgivning lige fra starten. Det gælder for næsten alle bestemmelserne om det indre marked, selvom det bliver nødvendigt at give nogle af de nye medlemsstater tilladelse til nogle meget korte overgangsperioder med hensyn til gennemførelsen af visse aspekter af disse bestemmelser. Størstedelen af de nye medlemsstater får dog uden tvivl brug for

3 nogle længere overgangsperioder på områder som energi, infrastruktur og miljø, hvor der stadig er meget, der skal gøres, og hvor det bliver nødvendigt med mange store investeringer. For at hjælpe Bulgarien og Rumænien med at overvinde deres særlige vanskeligheder vil Kommissionen sammen med de nationale myndigheder undersøge, hvordan man bedst kan koncentrere indsatsen om de vigtige spørgsmål. Den finansielle og tekniske bistand vil således specielt kunne rettes mod en løsning af disse spørgsmål. I mellemtiden skal Den Europæiske Union naturligvis alvorligt overveje de institutionsreformer, der er nødvendige for at skabe en udvidet Union, som fungerer. Institutioner, der blev udviklet til seks medlemslande, og som allerede nu er utilstrækkelige, vil ikke være i stand til at administrere en Union med 25 eller 30 lande. De nødvendige ændringer vil allerede skulle gennemføres inden udgangen af år 2002, når forhandlingerne med de ansøgerlande, der er længst fremme, er ved at være slut. Kommissionen vil således anmode Det Europæiske Råd i Helsinki om at forpligte sig til at gennemføre - og gennemføre betyder, at processen skal være tilendebragt - de nødvendige institutionsreformer inden udgangen af år Kommissionen mener nemlig, at forhandlingerne med de lande, der opfylder optagelseskriterierne, vil kunne være afsluttet på dette tidspunkt. Datoerne for de første optagelser vil desuden afhænge helt af den hurtighed, hvormed ansøgerlandene viser, at de gør fremskridt, når det gælder om at opfylde selve kriterierne. Vi vil i den forbindelse være opmærksomme, men vi vil med rette også være storsindede. På denne baggrund håber jeg inderligt, at de første optagelser kan finde sted i den nuværende Kommissions embedsperiode. Jeg tror, at dette er et stærkt budskab om politisk solidaritet med ansøgerlandene, og at det understreger vores oprigtige ønske om at åbne Unionens døre inden for nogle fornuftige tidsfrister. Men det er også et budskab, der fortæller de europæere, som er borgere i disse lande, at deres fremtid først og fremmest ligger i deres egne hænder. Vi vil være klar til at modtage dem. Om de også bliver klar til at slutte sig til os, vil afhænge af deres evne til at ændre og tilpasse deres økonomiske, sociale, miljømæssige og juridiske systemer. Denne tilpasningsindsats vil, ligesom kravet til vores medlemsstater om at overholde Maastricht-kriterierne, i sig selv medføre nogle fordele, men politisk set bliver den mere acceptabel på grund af nødvendigheden af at rette sig efter kravene til den kommende optagelse. Tyrkiets situation kræver en særlig behandling. Tyrkiet er selvfølgelig et ansøgerland. Det er dog ikke muligt at indlede nogle egentlige optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, så længe det ikke har opfyldt København-kriterierne, og specielt de politiske kriterier med den klare vægt, der er lagt på menneskerettighederne. Til trods herfor er der i dag en meget mere positiv atmosfære i forbindelserne mellem EU og Tyrkiet. Vi skal benytte denne lejlighed til at opmuntre Tyrkiet til hele tiden at gøre fremskridt i retning af en overholdelse af disse kriterier. For at Tyrkiets fremskridt skal ske hurtigere, bør vi indlede en tættere politisk dialog med Tyrkiet, navnlig med hensyn til menneskerettighederne. Et optagelsespartnerskab ligesom dem, der er oprettet med de lande, som officielt er ansøgerlande, ville også hjælpe Tyrkiet med at skabe kontinuitet i dets fremskridt i retning af en opfyldelse af optagelseskriterierne, og EU bør oprette et hensigtsmæssigt system til at holde øje med dette partnerskabs fremskridt. Jeg vil nu komme ind på det emne, der hedder Den Europæiske Unions forbindelser til sine naboer i et større Europa. Nylige begivenheder som Kosovo-krisen rejser nogle geopolitiske spørgsmål af større omfang, nemlig spørgsmål om optagelsesperspektiverne for de europæiske lande, som endnu ikke er medtaget i udvidelsesprocessen, og spørgsmål om vores forbindelser med andre af EU's naboer, for hvilke udvidelsen ikke er på dagsordenen, men som vi ønsker at have nogle tætte og konstruktive forbindelser med. Hvordan vil vi bedst kunne samarbejde med disse lande for at skabe et større europæisk område med fred, stabilitet og fremgang? I dag, hvor vi er ved at udvikle vores optagelsesstrategi, er tiden inde til for alvor at tage disse spørgsmål op. Udvidelsen vil skabe et indre marked med over 500 millioner forbrugere og et åbent område uden grænser, hvor varer og tjenesteydelser vil kunne cirkulere frit. Dette vil udøve en stærk tiltrækning på fremstillingsindustrien og på tjenesteyderne uden for Den Europæiske Union, der blot behøver at tilpasse sig EU's standarder for at sælge deres produkter på hele dette kæmpemæssige marked. Udvidelsen kan således give nogle bedre udsigter, når det gælder en fremgang for hele Europa, også ud over Den Europæiske Unions grænser. Herudover udgør en større Europæisk Union dog også et meget større stabilitets- og sikkerhedsområde, og det har nogle vigtige konsekvenser for vores naboer, herunder Balkan-landene. Jeg er overbevist om, at vi bør give disse lande udsigt til en eventuel optagelse i EU, når først visse betingelser er til stede. I mellemtiden skal vi udtænke nogle nye og nyskabende samarbejdsformer med disse lande, idet vi skaber det, jeg kaldte en virtuel optagelse. Med dette udtryk mener jeg, at vi skal lade dem nyde godt af incitamentet og fordelene ved et nært samarbejde, før de er klar til at blive fuldgyldige medlemsstater.

4 På denne måde skal vi klart lade Albanien og landene i det tidligere Jugoslavien forstå, at vi naturligvis betragter dem som medlemmer af den europæiske familie. Men før vi kan overveje at slå dørene op for dem til familiens hus, er det nødvendigt, at de har foretaget nogle vigtige skridt. For det første skal disse lande gensidigt anerkende deres egne grænser, for det andet skal de løse alle de uafklarede spørgsmål med hensyn til behandlingen af minoriteterne, og for det tredje skal de oprette en regional samarbejdsorganisation, som Kommissionen skal være tilknyttet. I forbindelse med denne struktur skal de følge et program for regional økonomisk integration og indføre et frihandelsområde og et område med økonomisk samarbejde, der munder ud i en toldunion. Denne toldunion skal herefter smelte sammen med EU's toldunion som det første skridt i retning af optagelsen. Endelig skal Den Europæiske Union engagere sig i et mere aktivt samarbejde med Rusland, Ukraine, Kaukasus-landene og Maghreb-landene. Vi må forhindre, at vores grænser til disse lande bliver en skillelinje mellem fremgang og fattigdom. Vi skal lade disse lande deltage i vores bestræbelser på at skabe stabilitet på Balkan og bekæmpe organiseret kriminalitet og narkohandel. Vi skal give landene en særbehandling, idet vi tilbyder dem nogle bedre bistandsprogrammer og handelsaftaler, og idet vi forhandler med dem om nogle egentlige associeringsaftaler, der fører til nogle fælles beslutninger. Ærede parlamentsmedlemmer, jeg beder Dem om at støtte den strategi for udvidelsen af Den Europæiske Union, som vi foreslår Dem i dag. Denne strategi er ambitiøs og fantasifuld, men stadig praktisk og realistisk. Den behandler alle ansøgerlandene og de vordende ansøgerlande lige, men samtidig bestemt, den opmuntrer til og følger deres fremskridt på baggrund af nogle objektive kriterier, og den gør det muligt for hver enkelt af dem at nærme sig optagelsen i deres eget tempo. Der er ingen, som seriøst kan påstå, at udvidelsen bliver let, men den indebærer nogle meget store økonomiske, politiske og kulturelle fordele for alle de berørte lande. Når alt kommer til alt, er der tale om et spil, hvor alle er vindere, og vi kan således fortsætte med tillid, optimisme og entusiasme. Vores projekt er et stort og glimrende projekt, nemlig et projekt, der hedder den europæiske konstruktion. Og det skal vi videreføre sammen! Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru formand, jeg vil gerne supplere det, som hr. Prodi netop har præsenteret for Dem som politisk strategi, på et par punkter. Først og fremmest er formålet med det strategiskifte, som vi har foretaget i dag, og det var et strategiskifte, på den ene side at fremme udvidelsesprocessen og på den anden side at bevare troværdigheden i forbindelse med udvidelsesprocessen. Troværdighed er et meget vigtigt element i den sammenhæng. Vi ønsker ikke længere, at der skal være usikkerhed blandt kandidatlandene om, hvorvidt vi virkelig ønsker dem. Men på den anden side skærpes reglerne. Det vil jeg gerne sige lidt mere om. Formanden har præsenteret de nye elementer, der er omfattet af den strategi, som Kommissionen har vedtaget i dag, og som Rådet skal fremlægge. Vi foreslår, at forhandlingerne med den anden gruppe skal begynde. Vi foreslår, at der skabes kandidatstatus for Tyrkiet. Vi foreslår at gøre Unionen parat til udvidelse fra Vi foreslår at foretage en klar differentiering mellem det indre marked og andre områder ved overgangsfrister, men nu til det afgørende: Den første gruppe er tæt forbundet, og derfor fortsætter forhandlingerne med den som hidtil. Det portugisiske formandskab vil åbne de endnu ikke afsluttede kapitler, og der forhandles videre som hidtil. Den anden gruppe er ikke tæt forbundet. Blandt landene i denne gruppe er der betydelige forskelle. Det må nødvendigvis give sig udslag i forhandlingsstrategien, og derfor vil der fra begyndelsen af være en differentiering i forhandlingsprocessen. Nogle ganske få kapitler åbnes samtidig for alle. Imidlertid åbnes der først kapitler, når Kommissionen er overbevist om, at det pågældende lands forberedelsesstatus er tilstrækkelig, og vi ønsker at opnå en ændring i proceduren. Det skal fremover besluttes af Rådet på Kommissionens anbefaling. Kapitler afsluttes først - det er et helt nyt element - når statussen for den faktiske gennemførelse gør os sikre på, at vi bevæger os parallelt i forhandlingsprocessen og i gennemførelsesprocessen. Vi har nemlig det store problem nu, at vi godt nok har afsluttet en række kapitler, men i virkeligheden er der ikke sket meget, fordi forpligtelserne kun står på papiret. For den første gruppe betyder den ændrede forhandlingsstrategi, at vi allerede ønsker at åbne midlertidigt lukkede kapitler igen, og det af to grunde. For det første fordi vores acquis communautaire har ændret sig og skal genforhandles, og for det andet fordi vi ønsker at benytte lejligheden til også her at garantere en parallelitet mellem faktisk tiltrædelsesforberedelse og forhandlingsproces, for det ville jo ikke nytte noget, hvis vi om relativt kort tid blev færdige med forhandlingerne, men at disse forhandlinger så at sige havde et tomt resultat, fordi gennemførelsen ikke var lykkedes. For at sige det helt klart: Vores mål er at garantere entydig parallelitet mellem forhandlinger og faktiske fremskridt, således at tiltrædelsestraktaten, når den er så vidt, rent faktisk også er klar til ratificering. Hvis vi gjorde det anderledes, ville vi ikke opnå, at traktaten var klar til ratificering. Det er en klar ændring. Det gør det ikke lettere, men det gør

5 processen meget mere gennemskuelig, og det skaber især en klar politisk og teknisk forbindelse mellem den monitoring, som De f.eks. finder i fremskridtsrapporterne, og forhandlingsprocessen. Vi har nu gjort det for første gang. Den analytiske vurdering af fremskridtene i landene munder ud i konklusioner for den faktiske forhandlingsproces. En sidste bemærkning til den analytiske vurdering af kandidatlandene: Hvad angår de politiske kriterier, opfylder alle kandidatlande med undtagelse af Tyrkiet naturligvis København-kriterierne. Alligevel vil vi holde øje med udviklingen i sprogspørgsmålet i Island og Letland, udviklingen i sigøjnernes situation i en række central- og østeuropæiske lande, og - hvilket hr. Prodi allerede har gjort opmærksom på - forældreløse børns situation i Rumænien. Hvad angår de økonomiske kriterier, har vi et meget forskelligartet billede. En række lande har opnået bemærkelsesværdige fremskridt, mens andre lande kun har opnået mindre fremskridt, men alt i alt ser vi en stærk udvikling hen imod en stabil, markedsøkonomisk ordning. Ved tiltrædelsesforberedelserne, der refererer til acquis communautaire, er billedet helt igennem utilfredsstillende, og i fuld forståelse for de konklusioner, som vi har draget, skal De tage højde for, at fremskridtsrapporterne kun behandler de foranstaltninger, der rent faktisk allerede er afsluttet, f.eks. kun de lovgivende foranstaltninger, hvor lovene allerede er trådt i kraft. For at få et fuldstændigt billede skal man dog vide, at der i en række lande stadigvæk befinder sig et stort antal politiske projekter i udviklingsprocessen. Det gælder især for Den Tjekkiske Republik, hvor der er tale om de kendte vanskeligheder i lovgivningsproceduren. Når man sammenfatter det, som allerede er afsluttet, og det, som er undervejs, viser der sig et meget venligere og bedre billede, og med vores vedtagne henstillinger i dag ønsker vi naturligvis også at fremskynde de politiske processer i disse lande. Det ville jeg blot sige fra min side til fuld information. Alle de papirer, som vi har vedtaget i dag, vil om ganske kort tid være fuldstændig til Deres rådighed. Der er tale om 13 landerapporter, 12 tiltrædelsespartnerskaber, finansielle rammer for Cypern og Malta, vedtagelse af forslag til de nye Phare-direktiver og vedtagelse af den sammenfattende analytiske rapport med de strategiske henstillinger van Velzen (PPE). (NL) Fru formand, jeg vil gerne allerførst takke Dem, hr. Prodi og hr. Verheugen for den udmærkede information og den nye metode, hvormed vi altså nu kan arbejde. Lad mig hurtigt gå over til det spørgsmål, som jeg gerne vil stille. Jeg har lyttet godt til den redegørelse, som blev givet om Tyrkiet. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, hvilken type ansøgerland Tyrkiet nu egentlig er blevet i dag. Er det et ansøgerland a la Rumænien eller Bulgarien? Det er det ikke, for det opfylder ikke kriterierne fra København. Altså er Tyrkiet åbenbart alligevel et meget specielt ansøgerland. Jeg vil egentlig gerne spørge hr. Prodi, om han endnu en gang vil specificere, hvilken type ansøgerland Tyrkiet nu er blevet i dag. Endvidere har jeg hørt ordet "differentiering" temmelig meget. Jeg kan forestille mig, at et ansøgerland som f.eks. Polen, som er nået meget langt, naturligvis også sidder og lytter til spørgsmålet: Hvilken sikkerhed har jeg nu fået for, at processen ikke tilrettelægges således, at den, som er langsomst med forandringen, i sidste instans bliver den, der bestemmer tempoet for forandringen? Med andre ord, hvilken sikkerhed indbygges i forvejen i processen, således at f.eks. Polen, Ungarn eller ligegyldigt hvilket andet land hurtigst muligt kan tiltræde og ikke behøver at vente på andre ansøgerlande, som endnu ikke er nået så langt. Endelig er ordet "overgangsfase" nævnt mange gange. Jeg er noget forvirret på dette punkt. For hvilken overgangsfase taler vi nu egentlig om? Taler vi om overgangsfasen, inden et land bliver medlem? I bekræftende fald, hvad skal man så gøre for at have gennemført acquis communautaire? Eller taler man om en overgangsfase, som man har, når man er blevet medlem, således at man får en meget lang fase på landbrugsområdet osv.? Hvad mener man med overgangsfasen? Prodi, Kommissionen. (IT) Jeg svarer på første del af spørgsmålet, og kommissær Verheugen vil svare på anden del. Hvad Tyrkiet angår, vil jeg gerne minde om de opfattelser, jeg gjorde rede for lige før. Tyrkiet defineres som et land, der vil kunne optages i Unionen. Det har ansøgt herom, og derfor er det naturligvis et ansøgerland. Forhandlingerne kan dog ikke indledes, før de politiske kriterier er opfyldt. For at kunne få gavn af forhandlingerne har vi præciseret, at det er nødvendigt at styrke den politiske dialog samt analysen af menneskerettighedsspørgsmålet og af de fælles holdninger og aktioner med hensyn til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, idet man samordner alle aktionerne i forbindelse med den finansielle føroptagelsesbistand, muligheden for at deltage i fællesskabsprogrammerne og naturligvis en hel række andre betingelser, som De kan se i dokumenterne. Foruden menneskerettighedsspørgsmålet og det, vi har nævnt før, er der naturligvis stadig spørgsmålet om en harmonisering af lovgivningen og Tyrkiets praksis, og her skal man starte med en nøje undersøgelse af acquis communautaire. Sådan er situationen med hensyn til Tyrkiet Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru formand, til spørgsmålet om differentiering kan jeg sige, at vi helt bevidst ikke har udviklet noget tiltrædelsesscenario, fordi der ikke er nogen, der ved, hvornår de første stater virkelig er parate, og tiltrædelsen kan besluttes, og fordi der ikke er nogen, der endnu ved, hvem det vil være. Jeg har allerede gjort opmærksom

6 på, at den første gruppe er tæt forbundet. Hvert land i denne gruppe har stadigvæk chancen, selv nogle fra den anden gruppe har en sådan chance. Derfor har vi begrænset os til at sige, fra hvornår Den Europæiske Union på sin side kan træffe tiltrædelsesafgørelser. Jeg ved, hr. parlamentsmedlem, hvilken politisk overvejelse der gemmer sig bag Deres spørgsmål. Bag Deres spørgsmål gemmer der sig en overvejelse om, hvorvidt det er realistisk at antage, at en eller to mindre lande muligvis er klar i 2002, og at deres tiltrædelse vedtages, mens større lande endnu ikke er parate. Jeg har ikke nogen anledning, og Kommissionen har ikke nogen anledning til at gå ind i sådanne spekulationer. Den vedtagede strategi er entydig i dette spørgsmål. Når et land er parat, kan afgørelsen falde. Af praktiske grunde kan det vise sig at være fornuftigt, hvis afslutningsdatoerne ligger relativt tæt på hinanden, at flere lande samles i det egentlige tiltrædelsesscenario, men kun hvis datoerne ikke ligger alt for langt fra hinanden. Princippet lyder i hvert fald, at ikke ét eneste land vil blive sat i den situation, at det skal vente, fordi andre lande ikke har gjort tilstrækkelige fremskridt. Spørgsmålet vedrørte jo præcis dette, nemlig Polen og Ungarn. Jeg kan svare Dem præcist. Hverken Polen eller Ungarn skal vente én eneste dag, fordi et andet land ikke har lavet sine lektier. Det vil ikke ske. I forbindelse med Tyrkiet vil jeg gerne supplere hr. Prodi og sige, at de elementer, som vi foreslår til realisering af kandidatstatussen, er de samme, som også blev anvendt ved de hidtidige kandidatlande. Det gælder især for instrumentet i forbindelse med tiltrædelsespartnerskabet, hvor der for Tyrkiets vedkommende nævnes korte og mellemlange prioriteringer, hvor der altså står, hvad landet skal ændre, for at det overhovedet kan komme i betragtning ved forhandlinger. Det vedrører også den analytiske prøvningsproces for hele det tyrkiske system, f.eks. vedrørende retsvæsenet osv. i forhold til det europæiske. Det er de væsentlige elementer, vi har. De er identiske med dem, som også blev anvendt ved de andre kandidatlande Hänsch (PSE). (DE) Fru formand, for det første bifalder jeg den nye, differentierede strategi om optagelse af forhandlinger og de nye elementer i de løbende forhandlinger, men, hr. Prodi, når De siger, at der skal skabes en balance mellem hastighed og omhyggelighed, spørger jeg Dem: Er det ikke bedre at lade omhyggelighed gå forud for hastighed? Betyder den tidlige begyndelse på de forhandlinger, som er fastlagt med de seks nye tiltrædelseskandidater - og det betyder ikke, at der så forhandles længere - ikke, at der i praksis opstår den samme frustrerende situation igen, som også er opstået nu? For det andet begår De så ikke en fejl ved at nævne en dato, selvom den refererer til EU? Vil De ikke, når vi nærmer os denne dato, komme i en situation - jeg mener Den Europæiske Union - hvor den ved afslutningen af forhandlingerne er nødt til at sætte hastighed før omhyggelighed for ikke at begå løftebrud? For det tredje Tyrkiet. De siger selv, at politiske kriterier ikke er en selvfølge. Jeg ved ikke, om en skelnen mellem politiske og økonomiske kriterier er noget nyt nu i udvidelsesstrategien. Det udelader jeg her. Men De siger selv, at man ikke har opfyldt de politiske kriterier i Tyrkiet. Men dermed får et land for første gang i Den Europæiske Unions udvidelseshistorie status som tiltrædelseskandidat, før det har opfyldt de politiske kriterier! (Bifald) De ryger dermed uforvarende ud i en tredje udvidelsesproces uden nogen forestilling om Den Europæiske Unions form, politiske rolle og indre funktionsmåde. De vil også blive nødt til at indrømme andre stater i og omkring Europa det, som De nu indrømmer Tyrkiet. Denne situation vil meget hurtigt opstå. Jeg anser det for at være den forkerte strategi! Prodi, Kommissionen. (IT) Jeg vil give et meget hurtigt svar på dette yderst vigtige spørgsmål. Hvad datoen angår, mener vi ikke, at det at have fastsat en dato er noget negativt, eller at det fører til et vist hastværk i stedet for til en nøje overholdelse af betingelserne. Gennemgangen af rapporterne om landene har overbevist os om, at år 2002 er et godt starttidspunkt at være klar på, når det gælder om at påbegynde en afsluttende proces. Man fremskynder ikke noget, og som det ser ud nu, har vi ikke fastlagt nogen endelig dato på forhånd. Vi har dog erkendt og må erkende, at det er nødvendigt - absolut nødvendigt - at give disse lande indtrykket af, at vi er seriøse, og at vi er rede til at mærke os deres fremskridt og deres forbedringer. Når vi forlanger seriøsitet af dem, må vi således også gøre en indsats for at vise seriøsitet. Det er en proces, der er fuldstændig symmetrisk. Med hensyn til Tyrkiet vil jeg gerne gentage ordret, hvad jeg allerede har sagt før, nemlig at Tyrkiet er et ansøgerland, men forhandlingerne kan ikke indledes, før de kriterier opfyldes, som vi har talt om. Jeg mener, at jeg har udtrykt mig meget klart om dette punkt. Vi har nævnt de problemer, der hindrer en påbegyndelse af forhandlingerne, og vi har understreget, at det dels drejer sig om de store og alvorlige problemer, der har at gøre med København-kriterierne, og dels om de økonomiske regler, for nu at komme med en sammenfattende definition. Hvis disse problemer ikke bliver taget op og løst, vil forhandlingerne ikke kunne påbegyndes. Vores opførsel over for Tyrkiet har således været helt fair og helt magen til den, vi havde fastlagt på forhånd, og vi har ikke taget nogen forhastede beslutninger eller gjort nogen undtagelser, men også været så loyale, som de tidligere løfter krævede.

7 Haarder (ELDR). Fru formand, jeg vil gerne først takke kommissionsformanden for, at han stiller sig til rådighed på denne måde. Det kunne mange af medlemslandenes statsministre lære noget af. Så vil jeg gerne takke ham for forsikringen om, at ansøgerlandene optages i den orden, de fortjener, altså at det er objektive kriterier, der afgør, hvornår de kan blive medlemmer. Men det er jo beklageligt, at der skal gå 15 år fra Berlin-murens fald, indtil det første land bliver optaget. Det vidner om, at vi i Den Europæiske Union måske har prioriteret forkert. Derfor vil jeg gerne spørge Dem, om De ikke kan være lidt mere fleksibel med hensyn til overgangsordninger. De var så venlig at nævne, at der kan tænkes overgangsordninger på energiområdet og miljøområdet, og De nævnte infrastruktur, men jeg tror, at De er klar over, at det helt store problem i en række af ansøgerlandene er adgangen til opkøb af jord. Nu tænker jeg ikke på jord til virksomheder, men jeg tænker på jord til privatforbrug. Jeg vil gerne spørge Dem, om der ikke kunne udvises lidt fleksibilitet på det punkt, selvom det jo principielt drejer sig om det indre marked, for vi skal også tænke på den folkelige opbakning i disse ansøgerlande. Det er jo ikke nok kun at tænke på, hvad der er opbakning til i vores lande. Hvis vi skal opnå, at Europa bliver helt, så kræver det, at vi også har opbakning fra befolkningen i de nye lande, og der er spørgsmålet om jord til privatforbrug et vigtigt spørgsmål Prodi, Kommissionen. (IT) Hr. Haarder, den opremsning, vi foretog af energi, miljø og infrastruktur, var udelukkende vejledende, for det er klart, at med hensyn til nogle lande kommer jeg straks til at tænke på spørgsmålet om landbruget og regionalfondene, der naturligvis er endnu vigtigere end de spørgsmål, jeg remsede op. Vi skal således se på situationerne sag for sag, og det gælder også det, De sagde om jorden. Hvis der er tale om en særlig situation, fordi der er traditioner, frygt, problemer, specifikke kendsgerninger og historiske minder, der gør sig gældende, kan man godt gøre en undtagelse, men hvis der i stedet er tale om en overtrædelse af det indre markeds generelle regel, kan vi ikke gøre en undtagelse, for vi ønsker ikke, at der skal være nogen andenrangsmedlemmer. Når et land kommer med i Europa, kan det godt have nogle områder, hvor det er anderledes, men det er et af vores medlemmer på lige fod med de andre. Hvad de 15 år angår, er det rigtigt, at det er lang tid. Men som vi sagde for lidt siden, er vi ved at forsøge at gøre noget, som man ikke har gjort i 2000 år. Hav derfor tålmodighed, hr. Haarder, så får vi at se. (Latter) Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru formand, meget kort til emnet overgangsfrister: Overgangsfrister vedrører udelukkende tiden efter tiltrædelsen - for at gøre det klart én gang for alle. Overgangsfrister er et instrument til at opnå målet om ikke at trække udvidelsesprocessen i langdrag. Rent forhandlingsteknisk kan Kommissionen ikke sige mere til emnet overgangsfrister, end den har sagt i dag. Vi ville virkelig være de dårligste forhandlere i verden, hvis vi meddelte nu, hvor præcist og med hvem og hvor længe vi kunne forestille os overgangsfrister. Derfor har vi anset det for nødvendigt at foretage denne klare differentiering, hvor der i princippet ikke skal gælde nogen overgangsfrister, nemlig ved det indre marked, og i givet fald så kun meget få og kun i meget begrænset omfang. Hertil hører arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed. Jeg mindes eksempler fra tidligere udvidelsesprocesser - Østrig og Danmark f.eks. hvad angår erhvervelse af fast ejendom. Det ved vi alle. Det andet område, som hr. Prodi nævnte, betyder, at tiltrædelseslandet i disse tilfælde skal have opnået fuldstændig acquis communautaire, det vil sige, at lovgivningen, forordningerne, myndighederne osv. skal være i orden. Kun den tekniske gennemførelse kan lettes via en overgangsfrist, fordi det er meget urealistisk at tro, at et central- eller østeuropæisk land, selvom pengene var til stede, på fem eller seks år rent teknisk kan foretage de investeringer, som er nødvendige for at opfylde standarderne inden for f.eks. infrastruktur, miljøbeskyttelse, energi osv. Det er linjen, og jeg siger Dem, at der ikke bliver sagt mere om dette emne, fordi vores forhandlingsposition over for landene ellers bliver uholdbar Lannoye (Verts/ALE). (FR) Fru formand, jeg vil begrænse mig til at nævne de punkter, der endnu ikke er nævnt af mine kolleger, eftersom vi ikke har meget tid. Først og fremmest vil jeg udtrykke min tilfredshed med hensyn til de politiske kriterier. Jeg mener, det er fuldstændig korrekt, at der er samtidighed i integrationsprocessen for de lande, der opfylder de politiske kriterier. Det vil jeg gerne gøre klart opmærksom på her. Med hensyn til ansøgerlandene vil jeg gerne gøre opmærksom på Slovakiet, fordi jeg personligt mener, at der her findes temmelig mange problemer i forbindelse med minoriteternes rettigheder. Jeg siger ikke, at dette kun gælder Slovakiet, men det er sikkert, at der i dette land er konkrete problemer med hensyn til minoriteters rettigheder, og jeg mener ikke, at man skal undervurdere dette aspekt. Desuden har jeg et spørgsmål vedrørende overgangsproblemerne. Der blev nævnt aspekter som energi og miljø. Dette er meget følsomme emner. I tilfælde af ikkefastsatte overgangsperioder, som varer for længe, risikerer vi at se en dereguleringsproces inden for en udvidet Europæisk Union, og måske at forurenende virksomheder flytter til lande, hvor lovgivningen ikke har nået Den Europæiske Unions gennemsnitlige niveau. Jeg mener således, at Kommissionen bør tage

8 initiativ i denne forbindelse med henblik på at forsøge at sætte fart i processen. Hvad agter Kommissionen at foretage sig med hensyn til finansiel og teknisk bistand? Prodi, Kommissionen. (IT) Med hensyn til spørgsmålet om minoriteterne, hr. Lannoye, vil jeg gerne forsikre Dem for, at vi ikke på nogen måde går på kompromis, når det gælder dette punkt, for Europa kan ikke baseres på en situation, hvor minoriteterne bliver behandlet ringere, og det gælder ikke kun for Slovakiet. Der er også det helt enkle spørgsmål om det russiske sprog og den russiske minoritet i Estland. Det er et spørgsmål, som vi i øvrigt behandlede her til morgen, og hvor vi vil være meget strenge, for ellers vil Europa ikke eksistere længere. Hvad det andet spørgsmål angår, eksisterer der, som De vil kunne se i rapporterne, en hel række protokoller og muligheder for finansielle indgreb med henblik på at støtte omstillingen Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru formand, der blev endnu en gang stillet spørgsmål til emnet overgangsfrister. Det ligger i sagens natur, at overgangsfrister er indholdsmæssigt og tidsmæssigt begrænsede. Den mistanke, som der netop er givet udtryk for, om, at der så kunne være tale om ubegrænsede overgangsfrister, og at Europa dermed mister sin entydige karakter, sin acquis communautaire, er altså fuldstændig ubegrundet. Det ligger i sagens natur, for de er indholdsmæssigt og tidsmæssigt begrænsede. Når det handler om sådanne overgangsfrister, som hænger sammen med, at visse lande har en udviklingsrestance, er det helt klart, at alle de instrumenter, vi har til at udligne sådanne udviklingsrestancer, koncentreres præcist om disse områder, således at overgangsfristerne bliver så korte som muligt. Hvis det altså f.eks. handler om miljø, anvendes de disponible finansielle instrumenter, som bliver betydeligt større efter tiltrædelsen end før tiltrædelsen, meget målrettet på dette område, for at implementeringen af acquis communautaire ligeledes kan opnås så hurtigt som muligt. Men jeg må understrege, at det simpelthen er en illusion at tro, at De kan klare det på dette område uden overgangsfrister. På denne måde har De stadigvæk ikke Polen i den Europæiske Union i 2005 eller Her er man simpelthen nødt til at finde en fornuftig balance mellem det politiske behov og behovet for harmonisering af lovgivningen Wurtz (GUE/NGL). (FR) Fru formand, jeg vil fremsætte tre korte bemærkninger. Jeg mener, at idéen om øjeblikkeligt at indlede forhandlinger med alle de lande, der er berørte af partnerskabsaftalen om tiltrædelse, er tiltalende. Dette kan således hjælpe os til at undgå skadelige opdelinger i Europa, men kun på betingelse af, at man ikke anvender den til at øge konkurrencen mellem ansøgerlandene. Jeg tænker navnlig på fastsættelsen af måldatoer og på risikoen for at udøve et pres f.eks. på Polen for at sætte fart i genopbygningen af stålindustrien og landbruget, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser. Jeg tror, at dette ville være farligt. Jeg kan huske en - efter min mening - meget positiv udtalelse fra hr. Verheugen ved høringen af den udpegede kommissær. De sagde, hr. Verheugen, at tiltrædelserne kun kan ske, hvis de politiske, økonomiske og sociale konsekvenser for de to parter kan styres og ikke indeholder nogen tvetydigheder. Dette forekommer mig ansvarligt, mens jeg mener, at den nye strategi er både tiltalende og farlig. Jeg ønsker, at dette emne uddybes. Min anden bemærkning: Hvad agter De at gøre for at knytte de sociale aktører i vores lande og ansøgerlandene til disse forhandlinger? Mit tredje spørgsmål vedrører Tyrkiet. Jeg skal gøre det kort. Jeg er fuldstændig enig i det spørgsmål, hr. Hänsch stillede, men som endnu ikke er besvaret. Jeg mener, at De formelt har helt ret, når De siger, at De under alle omstændigheder ikke vil indlede en forhandling, så længe betingelserne - og navnlig de politiske - ikke er opfyldt. Men jeg mener, at De rent politisk tager fejl, fordi det er tydeligt, at de tyrkiske myndigheder vil bruge denne strategiske ændring til at anvende de foretagede ændringer som en slags depositum, hvilket ikke forekommer mig at være tilstrækkeligt navnlig i forbindelse med menneskerettigheder Verheugen, Kommissionen. (DE) Hr. parlamentsmedlem, til det første spørgsmål kan jeg sige, at en central udtalelse i det strategipapir, som De alle kommer til at læse i sammenhæng, er, at der ikke, at der overhovedet ikke ændres noget ved kriterierne. Det vil sige, at de besluttede kriterier fortsat består, og det er tre, der adskiller sig fra hinanden - det er ikke noget nyt, hr. Hänsch: politiske kriterier, økonomiske kriterier og de kriterier, der refererer til acquis communautaire. Her ændres overhovedet ikke noget, og regelen om, at et land kun kan optages, hvis det opfylder disse kriterier, ændres heller ikke. De ændringer, som jeg har talt om, tjener det formål at lette og fremskynde tilpasningsprocessen og reformprocessen. Jeg er også helt overbevist om, at reformbestræbelserne i de pågældende lande forbedres betydeligt og får ny dynamik efter pres fra de konkrete forhandlinger og også efter pres fra den kendsgerning, at kapitler først afsluttes, når der rent faktisk sker en implementering samtidig. Derfor er det netop ikke nogen selvmodsigelse, når vi taler om tempo og kvalitet på samme tid. Netop fordi vi fastsætter kvalitetsmålene meget højt, har vi også en chance for at øge tempoet. Det andet spørgsmål er klart. Vi skal i hele udvidelsesprocessen tage meget større hensyn til de samfundsmæssige grupper, end det har været muligt hidtil. Jeg har sagt til Kommissionen i dag, at jeg om kort tid vil fremsætte et forslag, for det er faktisk sandt - denne proces lykkes kun, hvis samfundene er med til at bære den på begge sider, hvis f.eks. befolkningerne i medlemsstaterne ikke er bange for, at udvidelse betyder import af kriminalitet, af arbejdsløshed, af usunde fødevarer og

9 meget andet. Denne bekymring skal de virkelig ikke have. I den forbindelse er det nødvendigt med tætte kontakter til offentligheden i disse lande, og jeg anser det for særligt vigtigt, hvilket jeg også sagde under min høring, at inddrage erhvervslivets organisationer og lønmodtagerorganisationerne. Vi havde debatten om Tyrkiet i forrige uge i Parlamentet. Jeg har ikke noget at tilføje, andet end at det ikke er rigtigt, at Tyrkiet får særbehandling her. F.eks. blev Slovakiet ikke optaget i den kreds af stater i Luxembourg i 1997, som der forhandles med, fordi landet ikke opfylder de politiske kriterier, men selvfølgelig blev landet anderkendt som kandidatland. Det er præcis den samme fremgangsmåde. Vi kan måske føre debatten bedre andre steder Hänsch (PSE). (DE) Fru formand, hr. Verheugen, vil De virkelig sige, at situationen i 1996/97 i Slovakiet i en eller anden form var den samme, som Tyrkiet befinder sig i for øjeblikket? Det er dog absurd! (Bifald) Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru formand, vi fører denne diskussion et andet sted. Jeg ville blot være taknemmelig, hvis hr. Hänsch på et eller andet tidspunkt også ville tage det ad notam, som jeg sagde udførligt om Tyrkiet i Parlamentet i den forgangne uge Collins (UEN). (EN) En enkelt, kort kommentar og et enkelt, kortfattet spørgsmål: Kommentaren er, at jeg gerne vil udtrykke min store glæde over det initiativ, som Kommissionen har udvist ved at være til stede her i eftermiddag, og sige, at kommissionsformand Prodis meddelelse er ret overvældende og bestemt vil tage lidt tid at fordøje. Disse forslag, som nu går videre til behandling i Rådet (almindelige anliggender), skal efter min mening studeres meget nøje. Mit spørgsmål, som er kort og koncist, fru formand, er, hvornår regner man med at indlede forhandlinger med Tyrkiet, nu hvor landet officielt har fået denne "status" som ansøgerland? Prodi, Kommissionen. (IT) Det er ikke muligt at forudsige noget om dette Blokland (EDD). (NL) Fru formand, jeg vil takke hr. Prodi og hr. Verheugen mange gange for deres tydelige redegørelser. Jeg tror, at de har truffet en klog beslutning, som nu forebygger uenighed. Men i fremtiden kan denne uenighed naturligvis opstå, hvis et bestemt ansøgerland tiltræder, og et andet ansøgerland, som synes, at det er nået lige så langt, ikke kan tiltræde. Jeg mærker i de kontakter, jeg har, at der er ansøgerlande, som synes, at de er nået meget langt. Mens andre synes, at de er nået meget længere, og vi egentlig slet ikke synes, at dette er tilfældet. Jeg forudser således vanskeligheder på dette punkt i fremtiden. Jeg vil gerne høre Deres reaktion herpå. Så har jeg et andet spørgsmål. Ikke alle ansøgerlande grænser op til Den Europæiske Union. Kan et ansøgerland nu blive medlem af Den Europæiske Union, hvis det adskilles fra Den Europæiske Union af et andet ansøgerland? For kernen i det indre marked, de åbne grænser, vil i et sådant tilfælde naturligvis virke noget mærkeligt. Jeg har en afsluttende bemærkning. Jeg er alligevel bange for, at det, som hr. Prodi og hr. Verheugen har sagt om Tyrkiet, på ny vil vække uberettigede forventninger hos regeringen og befolkningen i Tyrkiet Prodi, Kommissionen. (IT) Det er rigtigt, at alle ansøgerlandene synes, de er meget dygtigere, men jeg kan forsikre Dem for, hr. Blokland, at når De læser rapporterne, vil De se, at der rent faktisk er tale om en rækkefølge, når det gælder situationen, som den ser ud i dag. Det betyder ikke, at rækkefølgen ikke kan ændre sig i fremtiden, for i nogle lande er reformen f.eks. sket meget hurtigt i de sidste to år, og de rapporter, der blev lavet for to år siden, ser ikke ud ligesom dem i dag. Vi har givet udtryk for vores holdning, og det er klart, at det naturligvis er det, vi dømmer efter. Med hensyn til de lande, der ikke grænser op til EU, er det et problem, men NATO blev sågar udvidet med et land som Ungarn, der ikke grænsede op til nogle af de andre NATO-lande, og det militære aspekt var således endnu mere nødvendigt. Jeg kan således godt se, at det er et problem, men det er ikke en uovervindelig vanskelighed Brok (PPE), ordfører for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. (DE) Fru formand, jeg mener, at Kommissionen både i forbindelse med optagelsen af forhandlingerne med alle hidtidige kandidatlande og i forbindelse med den klare differentiering i forhandlingerne frem til afslutningen er slået ind på en god kurs. Jeg må dog sige, at jeg er mere forvirret nu end tidligere, hvad angår Tyrkiet, bare på et lidt højere niveau, og måske vil også Tyrkiet fremover være noget mere frustreret end tidligere, men ligeledes bare på et lidt højere niveau! (Munterhed, bifald)

10 Derfor ved jeg ikke helt sikkert, om jeg har forstået Dem begge, hr. Prodi og hr. Verheugen. Hr. Prodi, De sagde, at Tyrkiet er kandidatland, fordi landet har indgivet en ansøgning. Det sagde De tidligere. Er Tyrkiet dermed et kandidatland efter skemaet, som det altid har været, og som det allerede var i Luxembourg i 1997, eller sættes Tyrkiet via den metode, som hr. Verheugen nævnte, nemlig at gennemføre et partnerskab og en screeningsproces, nu også formelt i den samme situation som hidtil Slovakiet, Rumænien, Bulgarien eller de andre lande? Det ville jeg gerne have et opklarende svar på, så jeg ved, om jeg fejlagtigt har set en modsætning dér eller ej. Et sidste spørgsmål: Hvis den screeningsproces, som hr. Verheugen nævnte, er afsluttet efter to år, og menneskerettighederne stadigvæk ikke overholdes, hvad gør vi så med Tyrkiet, for så er der jo ikke længere noget instrument tilbage i instrumentkassen? Verheugen, Kommissionen. (DE) Hr. Brok, jeg tror, at jeg - for at fjerne forvirringen - ganske enkelt vil læse den vedtagne tekst op for Dem på engelsk. Det er dog ikke nogen foregribelse af min holdning i sprogspørgsmålet, men originalteksten er på engelsk (EN) "Tyrkiet har udtrykt ønske om at blive ansøgerland og bør nu betragtes som sådan. Forhandlingerne kan dog først indledes, når visse politiske betingelser er opfyldt. I mellemtiden bør følgende foranstaltninger træffes i forlængelse af den europæiske strategi til fremme og støtte af reformer i Tyrkiet. Der er seks hovedpunkter: styrkelse af den politiske dialog, samordning af den europæiske økonomiske støtte, mulighed for fuld deltagelse i Fællesskabets programmer, vedtagelse af et tiltrædelsespartnerskab, etablering af mekanismer, der svarer til mekanismerne under Europaaftalen om overvågning af gennemførelsen, og den analytiske undersøgelse af gældende fællesskabsret." (DE) I de henstillinger, som vi giver Det Europæiske Råd i Helsinki, lyder den afgørende formulering sådan, igen på engelsk: (EN) "Tyrkiet bør nu betragtes som ansøgerland. Endvidere kan der på dette tidspunkt ikke blive tale om at indlede forhandlinger. Følgende foranstaltninger bør træffes, for at landet kan få glæde af denne status." (DE) Derefter kommer de seks punkter igen, som jeg nævnte for Dem. Jeg håber, at det er helt klart nu, lige så klart som den forbindelse, hr. Prodi har etableret til tiltrædelsesansøgningen. Jeg kan kun sige én ting hertil: Det går ikke at sige til et land i 30 år, at vi ønsker at have et demokratisk Tyrkiet som medlem, men at vi så altid viger tilbage, når man vil begynde at hjælpe landet med at opfylde forudsætningerne. Vi får at se, om Tyrkiet er i stand til at præsentere sig som et demokratisk, retsstatsligt Tyrkiet, der respekterer minoriteterne og løser nabokonflikter, og hvis landet ikke kan det, opfylder det ikke de politiske kriterier, og vi vil overhovedet ikke skulle tale om forhandlinger. Men at undlade at udnytte chancen for endelig at bringe Tyrkiet på den rette reformvej er en chance, som vi ville forpasse for Europa, Europas sikkerhed, freden i Europa og den økonomiske udvikling i Europa Brok (PPE). (DE) Fru formand, et tillægsspørgsmål: Ville det så ikke være mere fornuftigt at overholde de hidtidige løfter og endelig langt om længe frigive finansprotokollerne og lignende til toldunionen, før vi kommer med nye løfter? (Bifald) Verheugen, Kommissionen. (DE) Jo, så sandelig! Della Vedova (NI). (IT) Formand Prodi, jeg er ikke enig med Dem i, at udvidelsen nødvendigvis er en proces, hvor alle er vindere, for udvidelsen risikerer at svække de europæiske institutioner i stedet for at styrke dem, sådan som der ville være behov for, og de andre lande risikerer fejlagtigt at tro, at optagelsen i EU er løsningen på alle problemer. I Italien er der områder, hvor der ikke er sket tilstrækkelige fremskridt, selvom de ligger i et land, der har været med i Europa fra starten. De sagde, at det er nødvendigt, at der foretages nogle institutionelle ændringer inden år 2000, næsten som en forudgående betingelse for udvidelsen. Jeg spørger mig selv, hvad disse reformer, som er nødvendige for at muliggøre udvidelsen, består i efter Deres og Kommissionens opfattelse. For det andet hentydede De i et svar til den fælles landbrugspolitik. Hvis vi f.eks. forestiller os, at Polen - som er et land, der i den periode, vi taler om, på trods af omstruktureringerne vil beholde et landbrug, som er ude af proportion og bagud i forhold til gennemsnittet af de andre europæske lande - kan komme med i Den Europæiske Union med de nuværende regler for den fælles landbrugspolitik, tror jeg, at vi går nogle meget store vanskeligheder i møde Prodi, Kommissionen. (IT) Hr. Della Vedova, jeg er til gengæld af den faste overbevisning, at dette er en proces, som gavner alle parter. De tidligere erfaringer med udvidelsen har vist, hvordan de lande, der er kommet med i Europa, har fået

11 nogle udviklingsrater, som er usædvanligt meget højere end gennemsnittet i de andre lande. Spanien, Portugal, Irland og Grækenland har alt i alt haft nogle meget større udviklingsrater end de andre lande. Jeg er helt sikker på, at denne gavnlige proces også vil gøre sig gældende i dette tilfælde. Det er naturligvis klart, at dette ikke giver os nogen sikkerhed, når det gælder det andet spørgsmål, som er Deres mest alvorlige og seriøse spørgsmål, og som jeg er helt klar over, nemlig det, som De kaldte institutionernes svækkelse. Her til morgen konkluderede vi således, at institutionsreformen skal ske før udvidelsesprocessen. Vi har sat en definitiv og således operativ tidsfrist for denne ændring af institutionerne, nemlig år 2002, for vi mener, at vores bestemmelser, der blev indført til et Fællesskab med seks lande, og som ikke er egnede til et Fællesskab med 15 lande, vil være helt umulige med et Fællesskab, der tæller 20 eller 25 lande. Vi står fast på, at vi skal foretage vores reform inden udvidelsen. Det er vi alle sammen enige om. Men hvilken reform? Der er allerede tegnet et forløb op, nemlig i Amsterdam og Köln. Blandt de grundlæggende punkter er der netop - foruden spørgsmålet om udvidelsen med samhørighedsaspekter i europæisk henseende - spørgsmålet om muligheden for at træffe beslutningerne på en mere effektiv måde. Hvad overgangsperioden angår, nævnte det ærede parlamentsmedlem det polske landbrug. Med hensyn til det spanske landbrug tillod man f.eks. en meget lang overgangsperiode. Når vi taler om overgangsperioder, er dette netop for at imødegå nogle specifikke problemer, som ellers ville ødelægge hele strukturen i en europæisk politik. De nævnte det polske landbrug, hr. Della Vedova. Det er naturligvis et spørgsmål af grundlæggende vigtighed, som det er nødvendigt at overveje nøje, og som kræver en passende strategi samt eventuelt en overgang for at gøre denne realistisk og mulig Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). (ES) Fru formand, jeg vil stille hr. formand Prodi et meget konkret spørgsmål. De er bekendt med det tidspres, som i øjeblikket hviler på Den Europæiske Unions budget for 2000, og De ved, at Europa- Parlamentets holdning i princippet er at stræbe efter en moderat ændring i revisionen af de finansielle overslag, som udelukkende vedrører udgiftsområde 4 i budgettet, altså eksterne forbindelser. Har Kommissionen i det forslag, som Det Europæiske Råd har forelagt, undersøgt, om denne dato i 2002, som den mulige dato for afslutningen af forhandlingerne, kunne få følger for de konklusioner, der blev vedtaget i Berlin med hensyn til de finansielle overslag? Verheugen, Kommissionen. (DE) Hr. parlamentsmedlem, ja, det har vi naturligvis kontrolleret, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan fortælle Dem, at Kommissionen er overbevist om, at det finansielle overslag indtil 2006 er tilstrækkeligt til at kunne finansiere projektets udvidelse. Jeg vil ikke stille yderligere krav til Dem Tsatsos (PSE). (EL) Hr. kommissionsformand, både De og hr. Verheugen har udtalt, at udvidelsen kræver, at vi undgår de seks' institutionelle logik, og at vi skrider til endnu dybere systemændringer. Men det har vist sig, at den metode, som vi har brugt indtil nu metoden mellem regeringer har været utilstrækkelig, derfor søgte Parlamentet i november 1997 at ændre denne metode. Ikke på basis af en ny traktat, men på basis af en ændring i forberedelsesfasen af traktaten med mere væsentlig deltagelse af Parlamentet og de nationale parlamenter samt Kommissionen. Jeg vil gerne spørge, om Kommissionen eventuelt kan øve indflydelse i den retning både nu og med udsigt til det kommende regeringsmøde Prodi, Kommissionen. (IT) Vi har forberedt os grundigt med hensyn til dette aspekt. Vi har også anmodet de tre eksperter, under ledelse af hr. De Haene, om at give os et såkaldt pro veritate-billede, det vil sige deres synspunkt, som ikke er fuldstændigt forpligtende for os, men som uden tvivl vil bidrage til, at vi endelig får en samlet debat, hvilket er det, som De beder om, hr. Tsatsos. Den 18. oktober, det vil sige på næste mandag, får vi denne rapport, og ud fra den vil vi påbegynde den forhandling, der ligner forhandlingen i dag, eftersom den er en forudsætning for denne. Det er rigtigt, at vi måske skulle have holdt den anden forhandling først, men sådan kan det gå. Vi vil dog betragte De Haenes rapport og forslagene til institutionsreformen som det første kapitel i det emne, vi har uddybet i dag. Personligt mener jeg ikke, at vi kan nøjes med en lille reform. Med en lille reform vil vi ikke - uden at svække institutionerne, som hr. Della Vedova sagde lige før - kunne administrere et stort Europa. En stor reform giver et stort Europa, og en lille reform giver et lille Europa Flemming (PPE). (DE) Fru formand, tak, fordi vi må stille spørgsmål her! Jeg er en lidenskabelig fortaler for udvidelsen af Den Europæiske Union, også hvad angår Slovakiet. Vi wienere kører af og til over for at spise aftensmad dér. Vi er jo meget tæt på slovakkerne, i enhver henseende. Så meget desto mere skuffede og virkelig foruroligede var vi, hr. Verheugen, over Deres begejstring over den slovakiske regerings erklæring om, at man vil lukke de to farlige reaktorer på atomkraftværket Bohunice i 2008 eller først i Allerede i 1994 lovede den slovakiske regering at lukke disse reaktorer, som ikke kan moderniseres, senest i Nu har man tilsyneladende moderniseret en reaktor, der ikke kan moderniseres. Hvordan skal det dog ende? Enten kan den moderniseres, og så behøver man ikke at lukke den, eller også kan den ikke moderniseres, og så bør man altså ikke fumle rundt! Er De klar over, at der ikke er nogen østrigsk regering, der nogensinde vil bifalde en udvidelse af Den Europæiske Union med Slovakiet, så længe disse to reaktorer ikke er afviklet? 3-042

12 Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru parlamentsmedlem, jeg er overhovedet ikke begejstret, og jeg ved heller ikke, hvor De får denne opfattelse fra. Jeg kan jo næppe udtale mig mere kritisk, end jeg gjorde til det, som den foregående Kommission aftalte med Slovakiet! Jeg er overhovedet ikke begejstret, men det er det, som Kommissionen kunne opnå, og De skal vide, at der ikke er nogen acquis communautaire med hensyn til nuklear sikkerhed. Vi kan overhovedet ikke forlange noget af slovakkerne, overhovedet intet. Der er ingen acquis communautaire. Det hele er en politisk given og tagen, og den tidligere Kommission - den førte forhandlingerne - har meddelt os, at det var det bedste, der kunne opnås. Bemærkningen om, at Slovakiet har lovet noget andet, gælder desværre slet ikke! Det var en ensidig bekendtgørelse fra den slovakiske regerings side i 1994, som gik ud fra den forventning, at genanskaffelsesinvesteringerne blev finansieret. Men dette er ikke sket, som De ved, bl.a. på grund af det land, om hvilket De netop har sagt, at det aldrig kan acceptere Slovakiets medlemskab under disse omstændigheder. Jeg vil på et tidspunkt spørge i Wien om, hvordan dette hænger sammen! Nu er situationen sådan, som den er. Mere kunne der ikke opnås. Jeg selv er yderst ulykkelig over resultatet, det er en kendt sag, men jeg kan ikke dagen efter, at jeg har overtaget embedet, erklære et forhandlingsresultat for ugyldigt, som netop blev opnået dagen forinden. Det må De kunne forstå. Om det sidste ord er sagt i denne sag, får vi jo at se, især når vi nærmer os tiltrædelsesterminen lidt mere. Jeg forventer ikke, at den østrigske regering blokerer for optagelsen af forhandlingerne med nabolandet Slovakiet, fordi dette spørgsmål set fra et østrigsk synspunkt ikke blev løst tilfredsstillende. Jeg forventer, at den østrigske regering, som De jo også allerede har antydet, giver udtryk for sine forventninger om en tidligere afviklingsdato, og jeg må sige helt åbent, at til det ville jeg heller ikke have meget at indvende Ford (PSE). (EN) Fru formand, jeg har haft en ret deprimerende weekend, hvor jeg besøgte rumænske børnehjem med hiv-positive børn, men jeg er alligevel temmelig overrasket over Europa-Kommissionens prioritering. Der er klart tale om en fejlagtig allokering af midler, men den institutionaliserede og internaliserede diskrimination i Rumænien mod romabefolkningen og sigøjnerne og behandlingen af homoseksuelle er for mig at se langt vigtigere og mere fundamentale argumenter for at lade dette land blive ansøger. Jeg er ærlig talt chokeret over den prioritering, som Kommissionen giver udtryk for Prodi, Kommissionen. (IT) Jeg kan forsikre Dem for - og her vil jeg gerne gentage det, jeg sagde for lidt siden - at vi absolut ikke vil gå på kompromis, når det gælder minoriteternes rettigheder. Det var meget rigtigt af Dem, at De mindede om de eksisterende problemer her. På samme måde må vi dog lige så klart anerkende nogle af de store fremskridt, man har gjort i Rumænien med hensyn til det ungarske mindretal. Vi skal således anerkende det, der er blevet gjort, og være strenge med hensyn til det, der mangler at blive gjort. Dette er efter min mening den rette holdning. Lad os anerkende det, der er sket i Rumænien, og lad os pege på det, som ikke er sket endnu Frahm (GUE/NGL). Fru formand, jeg vil gerne takke kommissærerne, fordi de møder op her i Parlamentet og redegør for de sidste beslutninger. Jeg har et spørgsmål om en sag, som en anden kollega også har været inde på, nemlig atomkraftværkerne i ansøgerlandene. Jeg står lidt uforstående over for det, De sagde, hr. Verheugen, om, at De ikke kunne gøre mere på dette område. Mig bekendt er det en del af Agenda 2000, at man kræver en afvikling af de atomkraftværker i ansøgerlandene, bl.a. Bohunice, som ikke kan opgraderes, og som dermed er en trussel for miljø og sikkerhed for os alle. Jeg vil gerne høre, hvilke konsekvenser denne beslutning får for de øvrige miljødele af Agenda 2000, om den f.eks. får indflydelse på holdningen til atomkraftværker i ansøgerlandene i det hele taget Verheugen, Kommissionen. (DE) Naturligvis. Jeg kan bekræfte spørgsmålet. Med hensyn til Bulgarien har vi, som hr. Prodi netop har forklaret, gjort spørgsmålet om løsningen på problemet Kozlodui til en forudsætning for optagelsen af forhandlinger. Hvad angår Litauen og Slovakiet, skete det allerede tidligere, og der er opnået resultater. Om disse resultater er tilfredsstillende i Deres øjne eller ej, er et andet spørgsmål. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at det ikke hidtil er lykkedes nogen at afvikle et atomkraftværk i nogen af disse lande. Ikke engang Tjernobyl er blevet lukket endnu trods alle mulige internationale bestræbelser. Vi kommer nu til at opleve for første gang, at sådanne atomkraftværker faktisk afvikles. Hvad angår de faktiske tidspunkter, vil det vise sig i løbet af forhandlingerne, om vi kan gøre mere for at substituere. Problemet i landene er imidlertid ikke, at de ubetinget vil køre disse atomkraftværker videre, men at de skal kunne klare de økonomiske følger af en afvikling. Hvor kommer den nye energi fra? Hvordan vil strukturen blive i de områder, hvor disse atomkraftværker står? Hvilke sociale konsekvenser får det? Det internationale samfund skal hjælpe med til at overvinde det. Hvis denne hjælp ikke er tilstrækkelig, vil De opleve, at landene siger, at de ikke kan. Derfor skal der stilles krav til begge sider, men spørgsmålet om den nukleare sikkerhed, det vil jeg gerne forsikre Dem om endnu en gang, har høj prioritet i udvidelsesprocessen, og vores politik er kun hæmmet ved, at vi ikke har nogen fællesskabsret på dette område, som vi kunne gøre gældende i en fælles acquis communautaire. Ellers handler det om en forhandlingsproces på ligeberettiget plan

13 Lamassoure (PPE). (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hvis vi siger ja til Tyrkiet, hvem kan vi så sige nej til? Det grundlæggende problem i forbindelse med Tyrkiet har intet at gøre med menneskerettigheder, historie, kultur eller religion. Det er et spørgsmål om geografi. Hvis vi giver Tyrkiet, der egentlig ikke er et europæisk land, ansøgerstatus, betyder det, at man i fremtiden ikke kan sige nej til Ukraine, når landet anmoder om tiltrædelse, eller f.eks. til Rusland og Armenien, når disse lande anmoder om optagelse. De taler om et Storeuropa, men et Europa, der strækker sig helt til Diyarbakir, Moskva og Vladivostok, er ikke længere et Storeuropa, det er noget andet. Mit spørgsmål går på, hvem man kan sige nej til, og hvilken europæisk politisk vision danner grundlag for de forslag, De fremsætter for os i dag Prodi, Kommissionen. (IT) Hvad det specifikke spørgsmål om Tyrkiet angår, har vi efter min mening allerede givet et udtømmende svar. Med hensyn til det spørgsmål, som De stiller, hr. Lamassoure, mener jeg til gengæld, at vi bør overveje det grundigt. Når først vi har set på, hvordan udvidelsen skal foregå, og på regeringskonferencen om visse grundregler for administrationen, vil debatten om, hvad Europa er, ikke kunne undgå at opstå. Det er jeg ikke i tvivl om, og jeg forventer mig en stor debat af Parlamentet i den forbindelse, for det er et spørgsmål, der er centralt for vores problemer. Jeg vil gerne takke Dem for, at De stillede dette spørgsmål, hr. Lamassoure, for jeg tror, at De tager hul på et kapitel, som vi alle sammen skal tage op med stor åbenhed, og som vi skal bruge meget tid og dygtighed på. Jeg mener nemlig, at det hører med til vores opgave at fastlægge dette aspekt Segni (UEN). (IT) Hr. formand, jeg vil gerne vende tilbage til et spørgsmål, som allerede er blevet understreget af nogle af kollegerne, og som hr. Della Vedova var den første, der kom ind på, nemlig forbindelsen mellem udvidelsen og en ændring, det vil sige en styrkelse, af institutionerne. Det er et spørgsmål, som De i øvrigt allerede har svaret meget klart på. Men hvis man ser bort fra alle principspørgsmålene, ser tingene ikke nær så lette ud, i det mindste ikke udefra, for det lader til, at udvidelsesprocessen skrider fremad, og den skrider også hurtigt fremad - for hurtigt, efter nogles mening, men det vil jeg ikke komme ind på - mens processen med institutionsreformen lader til at være meget vanskelig, og her ser man i øjeblikket ingen konkrete fremskridt. Vi ved, at visse regeringer stiller sig på bagbenene, vi ved, at det er et stort problem, og vi ved også, at forløbet skal vedtages enstemmigt. Men er Kommissionen klar over - hvis man ser bort fra principerklæringerne - at hvis man holder fast ved denne holdning, betyder det, at man siger nej til udvidelsen og således til anmodningerne fra de lande, der venter på udvidelsen med alt, hvad dette indebærer, såfremt institutionernes ændringsproces ikke finder sted? Hvis man ser bort fra de i øvrigt rigtige principerklæringer fra Kommissionen, vil den så rejse dette spørgsmål på regeringskonferencen og over for Rådet, når tiden er inde? For det bliver jo ikke let at sige nej til forventningerne i lande, der har indført de generelle kriterier, på grund af et internt europæisk problem, hvor vi er nødt til at sige, at vi ikke er klar til at optage dem, og at vi ikke kan optage dem, fordi vi ikke selv er i stand til at ændre vores regler. Det er et meget stort problem. De ved udmærket - og vi har desuden kendt hinanden så længe, at De er klar over, at der ikke er nogen, som er mere positivt indstillet end jeg over for den udvidelsesproces, De i dag har beskrevet i store træk - at det er en meget smuk proces, men jeg tror, at det er umuligt at gennemføre den uden først at have løst de interne problemer Prodi, Kommissionen. (IT) Hr. Segni, dette er en fælde, som vi befinder os i. Jeg er af den faste overbevisning - og jeg kan forsikre Dem for, at alle premierministrene og regeringscheferne er overbevist om dette - at det ikke er muligt at øge antallet af lande yderligere uden at ændre reglerne for beslutningstagningen. Dette er jeg fuldt og fast overbevist om, og det går jeg ikke bort fra, netop fordi alene det gentagne og udbredte veto med 15 medlemmer gør administrationen, jeg vil ikke sige umulig, men i hvert fald meget vanskelig. Med et større antal medlemmer bliver dette umuligt. Jeg kan forstå, at De siger, det ikke er lykkedes hidtil, men jeg kan fortælle Dem, at Kommissionen bruger alle sine kræfter på at gennemføre det, som Belgien, Italien, Finland og Frankrig foreslog lige efter Amsterdam-traktaten, nemlig at vi ikke kan gå i gang med udvidelsen, før vi har ændret reglerne for beslutningstagningen Heaton-Harris (PPE). (EN) Fru formand, jeg håber, at Kommissionen vil tilgive mig, at jeg ikke taler om Tyrkiet eller Slovakiet og heller ikke benytter lejligheden til at omtale det ulovlige forbud mod britisk oksekød i Frankrig og Tyskland, for jeg ved, at det står øverst på Kommissionens liste over ting, der skal gøres, når den samles senere. De har en lang række opgaver foran Dem som formand for den nye Kommission, og de sigter forhåbentlig mod reformer og større udvidelse. Jeg beder Dem undskylde, at jeg bevæger mig en smule væk fra emnet udvidelse, men de eksterne forbindelser, som blev nævnt tidligere, har aldrig været så vigtige, som de er nu.

14 Er det så klogt af det medlem af Deres Kommission, som har ansvar for dette område, at han gør alt, hvad han kan, for at blive indblandet i en intern politisk strid om den politik, der føres af et oppositionsparti i en medlemsstat? Og søgte eller fik kommissær Patten Deres billigelse til det interview, som blev bragt med ham i avisen The Times i London her til morgen? Prodi, Kommissionen. (IT) Jeg må sige, at dette punkt falder helt uden for vores dagsorden i dag. Jeg har ikke kendskab til interviewet med kommissær Patten, men jeg har kendskab til kommissær Pattens fornuftige måde at optræde på, så jeg forestiller mig, at hans interview er fornuftigt og gennemtænkt Hoff (PSE). (DE) Fru formand, det strategiskifte, som Kommissionen har vedtaget, er sikkert en meget klog beslutning. Jeg vil blot minde om, at kravet om at forhandle med alle ansøgerlande allerede blev udtrykt i Parlamentet i sidste valgperiode, og for så vidt er det meget glædeligt, at Kommissionen nu er kommet tilbage til dette punkt. Jeg vil gerne stille et spørgsmål til kommissær Verheugen, som han til dels allerede har besvaret. For mig handler det om at inddrage befolkningerne i tiltrædelseslandene og i Den Europæiske Union i tiltrædelsesprocessen, for dette strategiskifte vil naturligvis medføre, at resultaterne kan mærkes meget hurtigere i befolkningerne i tiltrædelseslandene og hos os, og jeg mener også, at der skal være tale om et strategiskifte i spørgsmålet om inddragelse af offentligheden. Hr. Verheugen har dog allerede meddelt, at Parlamentet vil modtage et forslag herom Verheugen, Kommissionen. (DE) Fru parlamentsmedlem, det er fuldkommen rigtigt. Først vil jeg dog lade Kommissionen modtage forslaget, og så skal Kommissionen afgøre, om den også anser det for rigtigt. Derefter underrettes Parlamentet sandsynligvis som sædvanlig straks. Jeg har ikke kunnet nå det på den korte tid. Derfor er det endnu ikke færdigt. Vi arbejder indgående på det. Jeg vil blot nævne princippet: Denne udvidelsesproces kan ikke gennemføres hen over hovedet på folk. Vi skal inddrage dem på begge sider, og derfor skal chancer og risici afklares indgående på begge sider. På begge sider ser mange mennesker imidlertid kun risiciene og ikke længere chancerne. En passende strategi vedrørende PR-arbejde vil blive drøftet i Kommissionen i løbet af de næste seks måneder og derefter selvfølgelig præsenteret for Parlamentet Formanden. Kære kolleger, vi er nu nået til afslutningen på denne konference. Der er ikke grund til at komme med en konklusion, eftersom vi i virkeligheden er ved starten af en stor overvejelse, som De sagde, og alle kollegerne er bevidste herom. Med Deres tilladelse vil jeg blot komme med en personlig vurdering. Det er min fornemmelse, at denne første prøve på vores genoptagede samarbejde har været meget vellykket, og dette takker jeg varmt Kommissionens formand hr. Prodi og kommissær Verheugen for. Naturligvis har mange kolleger givet udtryk for forbehold og stillet spørgsmål, og det er helt naturligt, men jeg vil også gerne sige, hr. formand, at De - ved at medtage alle disse lande på en gang og stadig bevare fleksibiliteten - har åbnet op for et håb og givet udtryk for en politisk vilje. Som alle ved: Hvor der er en politisk vilje, er der en mulighed. Lad os i tæt samarbejde gribe denne mulighed. Endnu en gang tak, også til de kolleger, der så talrigt har taget sig tid til at deltage i denne interessante forhandling. (Mødet hævet kl )