Uncle Sam, John Bull og Bjørnen

Transkript

1 Uncle Sam, John Bull og Bjørnen En analyse af stormagternes politik overfor Danmark samt disses indflydelse på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik Speciale udarbejdet af: Kim Drejer Nielsen Institut for Historie Københavns Universitet Vejleder: Poul Villaume

2 1 1.0: Opgavetekst: En analyse af stormagternes politik overfor Danmark samt disses indflydelse på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i perioden : Problemformulering: Jeg vil i dette speciale sigte mod at belyse stormagternes politik overfor Danmark i perioden I denne forbindelse vil jeg søge svar på følgende spørgsmål: 1) Hvori bestod USA, Storbritannien og Sovjetunionens geostrategiske interesser i Danmark? 2) Hvorledes forsøgte stormagterne at gøre deres indflydelse gældende i Danmark? 3) På hvilken måde influerede stormagternes pres, krav og ønsker på udformningen af den danske sikkerhedspolitik? 1.2: Afgrænsning og hovedtese: Specialet vil som nævnt koncentrere sig om USA s, Storbritanniens og Sovjetunionens politik overfor Danmark samt indflydelsen på Danmarks førte udenrigspolitik i årene Den tidsmæssige afgrænsning er funderet i at det var i denne periode den kolde krig for alvor fik primat for de internationale forhold. I 1945 var Tyskland besejret og nazismen/fascismen havde ligeledes lidt sit banesår. Herefter fremstod det antagonistiske forhold mellem kapitalismen og kommunismen som den altoverskyggende konflikt i verden står som året, hvor den kolde krig gik ind i en ny fase: Vesttyskland blev medlem af NATO, Warszawapagten blev oprettet, stormagtskonferencen i Genève indledtes. Rammerne for den kolde krig havde dermed ændret sig. I denne forbindelse er forholdet til Sovjetunionen og USA/Storbritannien helt centralt. Tilgangen vil være præget af det gensidige dansk-amerikanske, dansk-britiske samt dansksovjetiske forhold. I den forbindelse vil det naturligvis være nødvendigt, at beskrive de vigtigste storpolitiske og indenrigspolitiske begivenheder indenfor fornævnte periodes rammer, i det omfang de har haft indflydelse på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Min hovedtese i dette værk er at USA, Sovjetunionen og, i mindre omfang, Storbritanniens politikker overfor Danmark bestemte udformningen af den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Stormagternes interesser i Danmark afgjorde disse landes politik overfor Danmark, og hér stod den danske regerings tilpasning og forsøg på balancegang mellem stormagterne i det storpolitiske spil helt centralt.

3 2 2: Forskningskarakteristik Geoffrey Parkers Western Geopolitical Thought in the Twentieth Century (1985) er en overskuelig gennemgang af 1900-tallets vesteuropæiske og amerikanske geopolitiske teorier. Gérard Chaliand og Jean-Pierre Rageaus Strategic Atlas (1992) har en mere løselig gennemgang af geopolitisk teori, men har til gengæld en rig gennemgang af geostrategisk kortmateriale. En egentlig geopolitisk tilgang finder man også hos Hans Branner i Danmark som småstat (1987), i hvilken dansk udenrigspolitiks muligheder og begrænsninger defineres og Danmarks geostrategiske placering gennemgås. Richard Crockatt har i sin The Fifty Years War (1995) dækket fremkomsten, udviklingen og afviklingen af den kolde krig i perioden Hovedvægten er lagt på USA, Sovjetunionen, disses udenrigspolitik samt den bipolære verdensorden. Efterretningstjenesterne er for den behandlede periode beskrevet af Wilhelm Christmas- Møllers Obersten og Kommandøren (1995). Dette pionérværk belyser dansk sikkerhedspolitik, dansk efterretningstjeneste samt dennes udenlandske forbindelser. Værket bygger på en række antagelser og formodninger, da kildematerialet er meget dunkelt (eller manglende). Poul Villaumes Allieret med forbehold (1995) er blevet betegnet som hovedværket indenfor dansk sikkerhedspolitik i perioden Den koncentrerer sig som nævnt om dansk sikkerhedspolitik, men beskriver også grundigt amerikansk og britisk politik og bevæggrunde. Samme forfatters Fra hypnotiseret kanin til pindsvinestilling (1998) beskriver hvorledes erfaringerne fra besættelsen indgik i udformningen af den danske sikkerhedspolitik i tiden indtil begyndelsen af 1950 erne Dansk FN-politik i den behandlede periode er dækket fra forskellig side. Niels J. Haagerup har i De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed (1956) og sammen med professor Max Sørensen i Denmark and the United Nations (1956) for perioden dækket dansk FN-politik og Dansk Udenrigspolitisk Instituts (DUPI) publikation FN, verden og Danmark (1999), beskriver dansk FN-tænkning og Danmarks FN-politik fra 1945 til slutningen af 1990 erne. Preben Bonnéns De Forenede Nationer (1999) beskriver bl.a. perioden samt Danmarks rolle i verden og i FN.

4 3 Erling Bjøl har i Hvem bestemmer? (1983) glimrende redegjort for bl.a. den danske udenrigspolitiske beslutningsproces og beslutningstagernes overvejelser, herunder også de sikkerhedspolitiske overvejelser Udenrigsministeriets udgivelse Dansk sikkerhedspolitik (1968) er delt i en fremstilling og bilag. Hvor bilagene (bd. II) er optryk af, kun let redigerede, dokumenter, er bd. I udenrigsministeriets fremstilling af begivenhederne som den tog sig ud i Bilagene er en god og nem tilgang til de vigtigste udenrigspolitiske dokumenter i dansk varetægt. DUPI s udgivelse Grønland under den kolde krig (1997)er en grundig gennemgang af danske og amerikanske sikkerhedspolitiske overvejelser vedr. Grønland i perioden , herunder Grønland i amerikansk strategi. Det tilhørende bilagsbind rummer over 100 udenrigsministerielle notitser, memoer, mødereferater o.lign. fra samme periode. Første del af Bo Lidegaards biografi Jens Otto Krag (2001), der dækker perioden , dækker i stort omfang de politiske overvejelser, primært i Socialdemokratiets ledelse i årene fra Bo Lidegaards biografi om den danske diplomat Henrik Kauffmann I kongens navn (1997) beskæftiger sig i stort omfang med amerikansk og dansk udenrigspolitik, samt Washington-ambassaden i årene Påskekrisen 1948 og dansk sikkerhedspolitik er dækket af Nikolaj Petersens artikler Optionsproblematikken i dansk sikkerhedspolitik (1978), Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning 1949 (1991) samt dennes bidrag til festskriftet til Ole Karup Pedersen Påskekrisen Forskningen omkring Påskekrisen 1948 er søgt sammenfattet og forklaret af Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensens Påskekrisen 1948 (2000). Endvidere er disse suppleret af Torsten Borring Olesens artikel Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken (1994). Nikolaj Petersen har i sin artikel Storbritannien, U.S.A. og et skandinavisk forsvar (1981), som titlen antyder, i stor udstrækning beskrevet Storbritannien og USA s strategiske interesser i Skandinavien samt holdninger til et skandinavisk forsvarssamarbejde. Fra norsk side har Knut E. Eriksen i NATO, Norden og den utro tjener Halvard Lange (1977) og sammen med Magne Skodvin i Storbritannia, NATO og et skandinavisk forbund (1981) dækket de skandinaviske forsvarsforhandlinger ud fra en norsk synsvinkel hhv. de britiske implikationer heri.

5 4 USA s politik overfor Skandinavien/Norden er mere indgående beskrevet af Eriksen og Skodvins landsmand Geir Lundestad i America, Scandinavia and the Cold War (1980) og af finnen Jussi M. Hanhimäkis i dennes monografi Scandinavia and the United States (1997). Storbritanniens udenrigspolitik i de første efterkrigsår er beskrevet af David Reynolds artikel Great Britain (1994), mens Storbritanniens politik overfor Danmark er beskrevet i Patrick Salmons Great Britain and Northern Europe from the Second World War to the Cold War (1995), samt i Rasmus Mariagers artikler Danmark som besættelsesmagt? (1998) og Et materialistisk og komfortelskende folk (1998). Indsigt i sovjetisk (udenrigspolitisk) tankegang er leveret af artiklerne Russian Revelations and Understanding the Cold War (1997) af Jonathan Haslam, Russian Archives and Cold War History (1997) af Odd Arne Westad, Stalin s Plans and Russian Archives (1997) af Vladimir Zubok samt Soviet Union (199_)af Vladimir Zubok og Contantine Pleshakov. Carl-Axel Gemzell har i Doorkeeper Kontinentalmakten och Danmark (1998), koncentreret sig om Danmarks geostrategiske placering og Sovjetunionens interesse heri under den kolde krig. Gemzell har desuden i Warszawapakten, DDR och Danmark (1996) beskrevet konturerne af hvorledes Danmark indgik i DDR s, og deraf følgende Warszawapagtens, maritime strategi. Bent Jensens Bjørnen og Haren (1999) er på mange måder et foregangsværk, da det som reelt det eneste tilgængelige værk beskriver dansk og sovjetisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, byggende på danske og russiske arkivalier, for perioden Enkeltheder har han dog udeladt som han har med i sin tidligere monografi Tryk og tilpasning (1987). Mary Daus Danmark og Sovjetunionen (1969) beskriver som et af de første værker, det gensidige dansk-sovjetiske forhold, men er svækket af ikke at have haft adgang til danske og sovjetiske arkiver. Dau benytter således kun trykte kilder, dansk og sovjetiske dagblade samt diverse fremstillinger. 3: Geopolitik og geostrategi

6 5 Konceptet geopolitik og geopolitisk teori er funderet i opfattelsen af at magt er direkte relateret til selve verdens fysiske udformning. Den moderne stats magt er afledt af det territorium det besidder. 1 Når man beskæftiger sig med dansk sikkerhedspolitik i perioden er man således nødt til at se denne i den internationale kontekst. I denne forbindelse er geopolitik, den deraf afledte geostrategi og disses indflydelse eller forklaringsmodeller brugbare redskaber til forståelse af de storpolitiske forhold. En af de første, der beskrev hvorledes de geografiske forhold kan indvirke på storpolitikken var briten Halford Mackinder. Mackinder skrev i 1890 artiklen The Physical Basis of Political Geography, hvori han netop gav udtryk for en gennemtænkt opfattelse af at det var de fysiske forhold, der afgjorde styrkeforholdet i verden. Mackinders gennembrud blev dog artiklen The geographical Pivot of History (1904) i hvilken han lancerede tanken om at verden var delt mellem sømagt (Sea Power) og landmagt (Land Power). Storbritannien var selvsagt på dette tidspumkt den dominerende sømagt, og måtte balancere landmagten, som ansås for at være Tyskland. Tyskland havde dog ikke kontrol over det mest centrale område som Mackinder benævnte Pivot Area eller Centralområdet (se bilag 1). Som Mackinder understregede i sit andet hovedværk Democratic Ideals and Reality (1919) var nøglen til dette Pivot Area (eller Heartland/Hjerteland som han nu kaldte det) at man besad Østeuropa (the Rimland/Randlandet). Gjorde man det, ville man have fuld kontrol over Hjertelandet. Kontrol over Hjertelandet ville resultere i kontrol over Verdensøen (World Island = det eurasiske kontinent og Afrika) og besiddelse af Verdensøen ville igen resultere i Verdensherredømme (se bilag 2). 2 En del af det Østeuropa, der i sidste ende var afgørende for balancen mellem sømagt og landmagt var ifølge Mackinder Sverige og Danmark (minus det vestlige Jylland). Trods tilbageslag ville fordelsbalancen tendere mod at falde ud til fordel for landmagten, ganske simpelt pga. dets strategiske usårlighed, territorielle nærhed og massive fysiske ressoucer. Senere værker af fx tyskeren Joseph Partsch i sin Zentraleuropa (1906) og den britiske geograf James Fairgrieve i sine værker (1915, 1919 og 1932) understøttede Mackinders synspunkt. 1 Geoffrey Parker. Western Geopolitical thinking in the Twentieth Century (1985), s Geoffrey Parker (1985), s

7 6 Fairgrieve anså, ligesom Mackinder, kampen mellem sømagt og landmagt for at være fundamental. Landmagten var igen som hos Mackinder, Hjertelandet på det eurasiske kontinent. Mellem hjerteland og sømagternes land lå en crush zone. I denne zone lå bl.a. Fennoskandinavien samt Øst- og Centraleuropa (se bilag 3). Denne zone havde fordel af at have tilknytning til både sø og land og opnåede styrke fra begge disse. Netop af denne årsag var dette område, som indbefattede Tyskland, et område som kunne spille en selvstændig rolle i den storpolitiske magtkamp. 3 Flyvningens tidsalder ændrede på afgørende vis synet på verden. Mackinder, Partsch, Fairgrieve m.fl. havde set verden i Mercators flade projektion. Fra 1940 erne og fremefter blev synet på verden det rette sfæriske. Dette nye syn betød at de arktiske egne fik en central betydning. Da billedet af de to supermagter opstod efter 2. Verdenskrig, opstod også tanken om et arktisk middelhav. Dette middelhav blev med rette anset som værende af afgørende betydning for de interkontinentale kommunikationslinjer. 4 Derfor mente bl.a. N.J. Spykman at USA burde tage del i det globale magtspil og at det måtte tage udfordringen op mod Sovjetunionen ang. det nordlige middelhav. Arktis var ifølge Spykman USA s 3. Front. Denne var i flyvningens tidsalder langt den vigtigste. Den var som den eneste for USA af afgørende strategisk betydning. 5 Spykman overtog Mackinders idé om hjertelandet i det centrale Eurasien. Spykman tilføjede dog sit eget perspektiv i det han delte den øvrige verden op i en indre ring (eller Rimland ), ydre øer og kontinenter og Den nye Verden (se bilag 4). Kampen ville komme til at stå i bufferzonen mellem hjertlandet og landene i den indre ring (se bilag 5). Spykman betragtede den største fare for USA for at være en forening af de eurasiske magtcentre; af den årsag måtte USA gøre sin indflydelse gældende, involvere sig og indgå alliancer med landene i den indre ring. Til fordel for USA talte at den indre ring var bedre stillet end hjertelandet både hvad angik befolkning, ressourcer, og (almen) velstand. Dertil kom at den indre ring havde fordel af havet som a circumferential maritime highway. For Spykman var den indre ring af så afgørende betydning, at han omskrev Mackinders tese ang. verdensdominans (se side 5): Who rules the Rimland rules Eurasia; who rules Eurasia controls the destinies of the world. 6 3 Geoffrey Parker (1985), s Geoffrey Parker (1985), s Geoffrey Parker (1985), s Geoffrey Parker (1985), s. 124.

8 7 Ser man på Danmark med de geopolitiske teoretikeres øjne, så lå Danmark i henhold til Mackinders 1904 og 1919 teorier i brydningsområdet mellem land- og sømagt. Nogenlunde samme konklusion må drages af Spykmans teorier fra 1940 erne. Fairgrieve placerede Danmark i hvad han kaldte the crush zone, som stemte overens med Mackinder og Spykmans teorier. Ser man på Danmarks konkrete strategiske placering under den kolde krig, så er det klart at med Østtyskland og Polens inkorporering i en sovjetisk domineret østblok, så havde Danmark en ret central placering. Danmark havde (og har) strategisk betydning som 1) passage- og barriereområde for skibe og fly, 2) som flankeområde for militære operationer i Centraleuropa og 3) som baseområde som udgangspunkt eller støtte for operationer mod de omkringliggende lande (f.eks. Norge eller amfibieoperationer mod Storbritannien, Vesteuropa eller i Østersøområdet) (se bilag 6). Af de nævnte årsager var Danmark af en sådan betydning at både øst og vest ville have en interesse i at kontrollere dansk område, særligt i tilfælde af en konflikt. 7 Som det fremgår spillede både Danmark og, med flyvningens tidsalder, Grønland centrale roller når det drejede sig om geopolitiske positioner og strategisk placering. Jeg betragter forståelsen af disse nævnte kendsgerninger som værende central for forståelsen af det samlede billede af Danmark og det danske rige under den kolde krig. 4: Status maj : Den indenrigspolitiske situation Det primære mål for de danske politikere ved Danmarks befrielse var at reetablere det politiske system som det var før krigen. Det var imidlertid ikke muligt at omgå det faktum at modstandsbevægelsen måtte have andel i ministerposterne i en befrielsesregering, fordi langt de fleste danske politikere, som følge af samarbejdspolitikken under besættelsen, stod noget kompromitterede. I den regering, der blev udnævnt d. 5/ fik modstandsbevægelsen således 9 af 18 ministerposter. Blandt modstandsbevægelsen repræsentanter var repræsentanten for De frie Danske i London, den tidligere konservative partileder John Christmas-Møller og Danmarks gesandt i USA, Henrik Kauffmann. Også

9 8 kommunisterne fik plads i den ny regering. I det hele taget havde kommunisterne været ganske fremtrædende i den danske modstandsbevægelse og stod stærkt i befolkningen som det eneste parti der, foruden Dansk Samling, på et tidligt tidspunkt havde undsagt samarbejdspolitikken. Modstandsbevægelsen var med andre ord i maj 1945 en politisk magtfaktor. Modstandsbevægelsens achilleshæl var at den bestod af meget forskelligartede grupperinger som kommunister og KU ere, hvis eneste fælles mål havde været bekæmpelse af besættelsesmagten. Dannelsen af befrielsesregeringen, og den følgende tilbagevenden til normale forhold var således et kompromis mellem de gamle politikere og modstandsbevægelsen, der skulle sikre en rolig overgang fra besættelse til fredelige demokratiske forhold. Kommunisterne var, grundet engagementet i modstandsbevægelsen, for en stor del under våben. Det politiske establishment var opmærksom på risikoen og havde forsøgt at sikre sig ved kontakten til Den danske Brigade i Sverige og til den såkaldte lille generalstab 8. Det etablerede (antikommunistiske) samfund måtte desuden i en krisesituation kunne regne med støtte fra de britiske tropper, der befandt sig i landet. Kun Bornholm var besat af sovjetiske enheder : Forholdet til USA Siden 1939 havde Danmarks gesandt i Washington været Henrik Kauffmann. Kauffmann havde under Danmarks besættelse forhandlet med USA om det strategisk vigtige Grønland. D. 9/ sluttede Kauffmann en overenskomst med USA, hvorefter amerikanerne overtog den militære forvaltning af Grønland. Det usædvanlige var ikke så meget at Kauffmann ikke forhandlede på baggrund af instrukser fra København, der som bekendt var under et vist pres fra den tyske værnemagt, men derimod at de grønlandske landfogeder, Eske Brun og Aksel Svane, der ikke var under tysk kontrol, ikke var forhandlingspartnerne; de var endog ikke orienterede om forhandlingerne. Årsagen til denne fremgangsmåde var, at man fra amerikansk side var klar over, at de grønlandske landfogeder ikke ville kunne binde den danske regering udover krigens varighed. Det 7 Hans Branner: Danmark som småstat. (Kbh. 1987), s Den lille generalstab var en kreds af danske officerer, der efter d. 29/ udgjorde ledelsen af de illegale militærgrupper (O-grupper), der fra december 1943 indgik i modstandsbevægelsen (Hæstrup (red.): Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor (Kbh. 1965), s. 218f.).

10 9 kunne derimod gesandt Kauffmann. 10 Til gengæld for at Kauffmann lod USA besætte Grønland var USA i sagens natur nødt til at anerkende Kauffmann som uafhængig gesandt. Hvis USA ikke anerkendte Kauffmann som uafhængig gesandt, så ville den danske regering, med eller uden tysk pres, kunne afskedige Kauffmann og erklære aftalen af 9/ for ugyldig. Det var lige nøjagtig hvad der skete de efterfølgende dage: udenrigsministeriet i København modtog meddelelsen om Kauffmanns aftale og USA s besættelse af Grønland med en blanding af vantro og vrede. Kauffmann blev afskediget d. 12/4 og aftalen erklæredes for ugyldig. USA afviste at efterleve de danske krav, indtil en fri dansk regering kunne udtale sig om sagen. 11 Noget af det første den danske regering, i sin iver for at blive anerkendt som allieret nation, gjorde efter befrielsen var at anerkende aftalen af 9/4 1941, genudnævne Henrik Kauffmann som gesandt, foruden at udnævne ham til minister i befrielsesregeringen. 12 En endelig invitation til konferencen i San Francisco kom umiddelbart efter befrielsen; knasten var at et land for at blive inviteret til konferencen skulle have tilsluttet sig De Forenede Nationers erklæring fra d. 1/ Henrik Kauffmann havde som uafhængig dansk gesandt tilsluttet sig erklæringen, men den danske regering havde inden den trådte tilbage i august 1943 ikke tilsluttet sig Kauffmanns erklæring af 2/ Da regeringen Buhl trådte til d. 5/ kunne den danske regering tilslutte sig erklæringen og derved, noget forsinket, deltage i San Francisco konferencen : Forholdet til Storbritannien Under krigen var mange danske gået i eksil i Storbritannien, gået i britisk krigstjeneste eller arbejdede på anden vis for briterne i kampen mod Nazityskland. Det var fra Storbritannien at RAF bombningerne af nazistiske centre i Danmark, som f.eks. Shellhuset var udgået, og det var fra BBC i London mange danskere havde holdt sig orienteret via illegal radio. Endelig var det briterne, der under feltmarskal Montgomery befriede Danmark. Fra bund til top var der i den danske befolkning begejstring for Storbritannien og det britiske. Under krigen havde De frie Danske haft sæde i London med John Christmas Møller som leder af Det danske Råd. I det tidlige forår 1942 havde den danske 9 Bent Jensen: Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark (Odense 1999), s Bo Lidegaard: I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati (Kbh. 1997), s Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s. 387.

11 10 gesandt i London, grev Edouard Reventlow fulgt Henrik Kauffmanns eksempel og brudt med den danske regerings samarbejdspolitik. 14 Til forskel for USA havde Storbritannien gamle og nære forbindelser til Danmark, men i modsætning til Norge havde Danmark under krigen ikke haft hele sit politiske establishment, inkl. kongehus, i eksil i England. Der var i Storbritannien under krigen en vis forståelse for at en dansk konfrontation med besættelsesmagten kunne have alvorlige sociale konsekvenser. Samtidig var der fra britisk side et ønske om at man i Danmark gjorde op med samarbejdspolitikken. 15 Storbritannien var også venligere indstillet overfor at anerkende Danmark som allieret nation end USA og Sovjet. Storbritannien forsøgte at overtale amerikanerne til at anerkende Danmark som allieret nation, hvilket dog mislykkedes. Det briterne de facto gjort allerede i november 1943, da der blev indledt et militært samarbejde mellem De (Vest-)Allierede og repræsentanter for den danske modstandsbevægelse. 16 Sammenfattende må man sige at Storbritannien af flere årsager i maj 1945 ubetinget var den af de tre stormagter Danmark havde det bedste forhold til. Briterne havde i stort omfang en vis forståelse for Danmarks situation både før og under krigen, og havde mest aktivt arbejdet til fordel for Danmark. Dertil kom de øvrige allerede nævnte faktorer der alle bidrog til at Storbritannien stod ualmindeligt godt hos danskerne 4.4: Forholdet til Sovjetunionen Sovjetunionen havde, særligt , et anstrengt forhold til de danske myndigheder. I 1941, efter det tyske angreb på Sovjetunionen, afbrød Danmark de diplomatiske forbindelser med Moskva, og Frikorps Danmark, hvis folk gjorde tjeneste på østfronten under hagekors og Dannebrog, blev oprettet. Sovjetunionens forhold til De frie Danske var besværliggjort af at de sovjetiske ledere betragtede disse som et redskab for den danske reaktion, der aktivt ville bekæmpe de revolutionære tendenser i det danske folk, og dermed modarbejde sovjetiske interesser. 17 Fra foråret 1943 og fremefter blev Danmark og De frie Danske omtalt i mere rosende vendinger, efterhånden som det blev klart, at man ikke fra den danske regerings side ville acceptere alt fra tyskernes side, og som det blev klart at De frie Danske tog aktiv del i bekæmpelsen af det nazistiske Tyskland. Med Frihedsrådets 13 Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s

12 11 oprettelse i efteråret 1943 lettedes forholdet til Sovjet yderligere, ikke mindst pga. Rådets brede sammensætning. I september 1944 ankom Thomas Døssing til Moskva i sin egenskab af nyudnævnt gesandt for Det kæmpende Danmark. Sovjet anerkendte således Danmarks Frihedsråd og Det kæmpende Danmarks repræsentanter, men ikke det etablerede Danmark. 18 Fra sovjetisk side var der mange, der, støttet af Døssing, i maj 1945 ønskede den ny regering Buhls beklagelse af bruddet i Det gjorde den danske regering ikke. Alligevel valgte Kreml at følge en pragmatisk linje og anerkendte d. 16/5 den danske befrielsesregering. Et par uger senere samtykkede udenrigsminister Molotov i at Danmark deltog i San Francisco-konferencen. Hermed havde man tillige anerkendt Danmark som allieret nation. 19 Bornholm udgør et særligt kapitel i det dansk-sovjetiske forhold, som jeg senere vil beskrive. Blot skal her nævnes at Bornholms tyske kommandant i henhold til kapitulationsaftalen af 4/5 skulle overgive sig til briterne, men russerne nåede først bombede Neksø og Rønne d. 7 og 8/5, og den tyske kommandant overgav sig endeligt (til russerne) samtidigt med den samlede tyske kapitulation d. 9/5. 20 Bortset fra de almindelige høflighedsfraser var forholdet mellem regeringen, det meste af rigsdagen og store dele af befolkningen på den ene side og Sovjetunionen på den anden, køligt. Det kommunistiske Sovjet ønskede at indføre socialismen i Danmark og dermed måtte forholdet mellem de danske politikere og Kreml blive en anelse anstrengt. 21 Så sent som i november 1944 havde Kreml skarpt angrebet de danske samarbejdspolitikere. 22 Disse forhold og den russiske besættelse af Bornholm, gjorde at man fra dansk side så med stor skepsis på den østlige stormagt, der nu sad på den sydlige Østersøkyst få km syd for Danmark. Ikke desto mindre var tonen maj 1945 høflig og venlig, uden at kunne betegnes som hjertelig. 5: Stormagterne og Danmark Bent Jensen (1999), s Mary Dau: Danmark og Sovjetunionen (1969), s Bo Lidegaard kalder med rette i I kongens navn Danmarks situation for allieret af gavn, men ikke af navn fordi man inviterede Danmark med til San Francisco og betragtede Danmark som venligtsindet. En officiel anerkendelse som allieret nation fik Danmark dog ikke (Bo Lidegaard (1997), s. 319). 20 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 85 og Bent Jensen (1999), s. 56.

13 12 5.1: USA og Danmark : USA s politiske og strategiske syn på Danmark USA s syn på Danmarks strategiske placering kommer efter krigen tidligst til udtryk i overvejelserne omkring Kielerkanalen. I et memorandum fra Joint Chiefs of Staff (JCS) til State-War-Navy Coordinating Committee (SWNCC) d. 17. juli 1945 foreslås det, at Kielerkanalen demilitariseres og placeres under FN. Et andet alternativ ville være at Danmark overtog administrationen i, og tog ansvaret for, Slesvig-Holsten. Som et tredje alternativ foresloges at Danmark slet og ret annekterede Slesvig-Holsten. Det var i denne forbindelse imperativt at ethvert forslag fra Sovjetunionen, der gav dem kontrol over eller tilsagde dem nogen forrettigheder ( preferred position ) ang. Kielerkanalen skarpt burde afvises. 23 Memorandummet viser for det første, at man var klar over områdets strategiske betydning, for det andet at man ikke ville modsætte sig dansk annektion af Slesvig-Holsten og for det tredje, at man allerede på dette tidspunkt var på vagt overfor Sovjetunionen. Amerikanernes største interesse gjaldt ikke selve Syddanmark, men derimod Grønland. Danmarks strategiske placering indgik da heller ikke meget i de amerikanske overvejelser. Næste gang Danmarks placering nævnes i de amerikanske kilder er under de såkaldte Washington Exploratory Talks (WET), der skulle undersøge mulighederne for at skabe en Atlantpagt. Under disse WET-forhandlinger udtalte amerikanerne i juli 1948: There would be serious gaps in any North Atlantic security arrangements which did not include Norway, Denmark, Iceland and Greenland. 24 Her er det interessant at Danmark og Grønland nævnes separat. Danmark var altså ikke kun interessant pga. Grønland, men også som bindeled mellem Centraleuropa og Norge. 25 Men dette var rent faktisk også den eneste direkte hentydning til Danmarks strategiske placering i årene før det amerikanske udenrigsministerium (Department of State) i oktober 1949 opsummerede USA s politik overfor Danmark i de foregående år. Her pointeredes det, at kontrol over Danmark ville medføre potentiel kontrol over Østersøen. Danmark gav tillige, understregedes det, ideelle placeringsmuligheder af lufthavne med 23 Foreign Relations of the United States (FRUS) 1945, vol. II, s FRUS 1948, vol. III, s. 159.

14 13 kort distance til England, Norge og Nordsøen. Det var derfor of considerable importance at Danmark ikke faldt i hænderne på en potentiel fjende. 26 Her kan det spille ind at Danmark et halvt år forinden var blevet medlem af Atlantpagten, og at det derfor var vigtigt at understrege Danmarks strategiske placering. Grønland blev, i modsætning til Danmark, af amerikanerne anset for at være af afgørende strategisk betydning. Det politiske spil omkring Grønland og en af amerikanerne ønsket ny aftale om Grønland vil blive behandlet under punkterne og 6.2.2; blot skal jeg her ridse USA s strategiske interesse i Grønland op. Som nævnt under pkt. 3.1 havde flyvningens tidsalder ændret anskuelsen af verden, herunder det arktiske område. Den primære interesse i Grønland lå i at andre (fjendtlige) stater ikke bemægtigede sig Grønland, og brugte landet som springbræt til angreb på det nordamerikanske kontinent. Hvis ikke Danmark kunne afvise en sovjetisk besættelse af Grønland, hvad man ikke kunne, så var amerikanerne nødt til at forblive på øen. 27 Den anden mere offensive betydning af Grønland var, at det sammen med Island og Azorerne udgjorde trædesten for USA s atlantiske luft- og søveje. Disse var aldeles afgørende for den amerikanske indsats i en eventuel konflikt i Europa. JCS udspecificerede overfor SWNCC d. 4/ at ud af 30 basepositioner var kun 6 essentielle, og af disse 6 blev kun førnævnte Grønland, Island og Azorerne anset for at være af outstanding importance. 28 Grønland og Islands betydning ville kun stige de kommende år; man regnede med at man i 1951 ville have langdistancebombefly, der kunne foretage bombetogter tværs over Arktis. Man havde dog i 1946 endnu ikke fundet en passende lokation til placering af en sådan flybase på Grønland. 29 Endnu i 1940 erne var Grønlands betydning foreløbig bundet op på hemisfæreforsvaret af Nordamerika og ikke på tanker om polarstrategi. 30 Den teknologiske udvikling var endnu ikke tilstrækkeligt avanceret til at Grønland var essentiel for gennemførelsen af offensive kapabiliteter. 25 Når Danmark en sjælden gang nævnes er det som i en samtale mellem Marshall og Lange 20/ , hvor Marshall konstaterede at Danmark er i en extremely exposed position, hvilket gjorde hele situationen sværere for Danmark end for Norge (FRUS 1948, vol. III, s. 281). 26 FRUS 1949, vol. IV, s DUPI: Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik (Kbh. 1997), s Nikolaj Petersen: Storbritannien, U.S.A. og et skandinavisk forsvar (Århus 1981), s. 45 og DUPI (1997), s DUPI (1997), s. 57f. 30 Perimeterstrategien, der var den førende strategi på dette tidspunkt, gik ud på at USA skaffede sig baser i en perimeter i yderkanten af det eurasiske kontinent, og på denne måde kunne angribe Sovjetunionen med bombefly (DUPI (1997), s ). Polarstrategien var tanken om at bombe Sovjet fra Nordamerika og Grønland over Nordpolen.

15 14 I årene var USA s politiske syn på Danmark præget af Danmarks lave profil i udenrigspolitikken og forsøg på at bygge bro mellem USA og Sovjetunionen. Selv om der i USA var en vis forståelse for at Danmark ville få lidet ud af at søge en konfrontation med Sovjetunionen, så var der grænser for hvad amerikanerne kunne acceptere. Da spændingerne mellem stormagterne så småt tog til, tilkendegav amerikanerne i efteråret 1945, at man i USA gik den modsatte vej af danskernes tilpasningspolitik, og at det ville være komplet uacceptabelt for amerikanerne, hvis denne politik søgtes spredt til også at omfatte Grønland. 31 Det danske gesandtskab i Washington, anført af Henrik Kauffmann, delte State Departments opfattelse. Ifølge Kauffmann var den danske regering for lidt internationalt orienteret. Han mente, at Danmarks fremtid lå i et samarbejde med USA, og ikke med Storbritannien. Det var uhyre svært for de danske politikere at tænke i globale sammenhænge; det var lettere at tænke regionalt, som man til dato havde gjort. De danske regeringer søgte i videst muligt omfang at undgå på nogen måde at blive delagtiggjort i det storpolitiske spil. Da det således kom på tale i efteråret 1946 at give Danmark en plads i FN s sikkerhedsråd forlød det fra Udenrigsministeriet at det ville være i Danmarks interesse at undgaa at blive Medlem af Sikkerhedsraadet. 32 Danmarks provinsialisme og manglende udsyn blev bemærket af bl.a. amerikanerne. USA s ambassadør Marvel, gjorde rede for at der i Danmark var to lejre, der gjorde sig gældende indenfor tilrettelæggelsen af den danske sikkerheds- og forsvarspolitik. Der var en gruppering, der var forsvarsvenlig, og som aldrig ville tillade en gentagelse af begivenhederne i april 1940, og der var en gruppering hvis holdning til forsvaret afspejlede den gamle hvad skal det nytte -holdning. De unge socialdemokrater, som tillagdes stor indflydelse og betydning i de kommende år, var forsvarsvenlige. 33 Det var m.a.o. dér man skulle gøre sin indflydelse gældende. De borgerlige partier Venstre, Det konservative Folkeparti og til dels, Det radikale Venstre var traditionelt ideologisk tilknyttet det liberale og demokratiske vesten. Det radikale Venstre havde dog ualmindeligt svært ved at opgive sine traditionelle neutralistiske synspunkter og at indlade sig på et politisk-ideologisk samarbejde med Storbritannien og USA, særligt hvis dette begyndte at antage militære former. Det 31 Bo Lidegaard (1997), s Mødereferat Udenrigspolitisk Nævn (UPN) 7/ , RA, UM 3.E 92 (film 135). 33 Bo Lidegaard (1997), s. 445.

16 15 arkimediske punkt, hvad angik dansk sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik, kom derfor til at ligge i Socialdemokratiet. Ved Den socialistiske Internationales møder i London 1946 og i Zürich 1947 vældede det frem med beretninger fra de østeuropæiske socialister om kommunisternes metoder med trusler og afpresning og hvorledes Sovjetunionen støttede disse kommunister i deres forehavende. Disse møder bidrog i høj grad til at de vesteuropæiske socialistpartier, herunder det danske socialdemokrati, for alvor begyndte at anse de hjemlige kommunister som hovedfjenden. 34 Socialdemokraterne blev i de følgende år, særligt efter de havde fået regeringsansvaret i oktober 1947, en nyttig allieret for amerikanerne i kampen mod kommunismen. Ikke alene støttede de ledende socialdemokrater varmt at den danske efterretningstjeneste fra 1946 indledte et samarbejde med det amerikanske OSS (i 1947 omdannet til CIA), de oprettede også deres egen E-tjeneste, Arbejdernes Informations Central (AIC), hvis primære formål var at infiltrere den indre fjende: de danske kommunister. 35 Ifølge kommandør Poul Adam Mørch, fra 1943 til 1963 en af de ledende folk i den danske E-tjeneste, var de socialdemokratiske politikere faktisk de eneste der forstod værdien af en E-tjeneste. 36 Ambassadør Marvels skudsmål af Hedtoft, som blev telegraferet hjem til udenrigsminister Marshall 15/ , var overvejende positivt. Hedtoft havde ikke nationaliseringer på tegnebrættet og var optaget af at få opbygget den danske økonomi. Indenrigspolitisk havde de danske socialdemokrater tænkt sig at fortsætte 1930 ernes politik. På dette tidspunkt var tankerne om Marshallplanen, eller European Recovery Program (ERP), blevet lanceret, og danskerne blev med rette anset for at være de mest positive blandt skandinaverne. 37 Hedtoft gav overfor Marvel udtryk for at han håbede han kunne overtale svenske og norske socialdemokrater til at indtage det amerikanske synspunkt selv om det ville blive svært. Marvel afsluttede sit telegram med ordene: My opinion is government will be favorably inclined towards America and approachable on all problems Erling Bjøl (1983), s Wilhelm Christmas-Møller: Obersten og kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati (Kbh. 1995), s. 228f. 36 Christmas-Møller (1995), s Et synspunkt der i øvrigt støttes af Gustav Rasmussens udtalelser i UPN 13/ om at ville forsøge at overbevise Norge og Sverige om at deltage i ERP. (RA, UM, 3.E. 92, film 136.) 38 FRUS 1947, vol. III, s. 685.

17 16 Det amerikanske syn på Danmark var, at landet var mere interessant politisk end strategisk. Den danske besiddelse af Grønland gjorde dog, at Danmark strategisk blev mere interessant. Grønland var helt essentielt for forsvaret af det nordamerikanske kontinent og en ny aftale, der i grundtræk mindede om 1941-aftalen var derfor, som vi skal se, højt på den amerikanske ønskeliste. Politisk var der i USA en vis irritation over den danske forsigtighed i udenrigspolitikken, den i amerikanernes øjne naive danske brobygningspolitik og det manglende udsyn, der gjorde sig gældende blandt de fleste danske politikere. Samtidig var danskerne, og i særdeleshed socialdemokraterne, beredvillige kampfæller i kampen mod verdenskommunismen. Det, kombineret med en stigende forsvarsvenlig attitude blandt de unge socialdemokrater, gjorde at amerikanerne på intet tidspunkt betvivlede at Danmark var at finde i den vestlige lejr : Det grønlandske spørgsmål Det grønlandske spørgsmål, og amerikanernes ønske om at få afløst aftalen af 9/ med en ny, der tilsagde USA baserettigheder på Grønland, står som et helt centralt punkt for de dansk-amerikanske relationer i de første efterkrigsår. Som nævnt havde den danske regering i de tidlige majdage i 1945 anerkendt Kauffmanns overenskomst med amerikanerne af 9/ Det springende punkt i aftalen var artikel 10, der lød: Nærværende Overenskomst skal forblive i Kraft, indtil der er Enighed om, at de nuværende Farer for det amerikanske Kontinents Fred og Sikkerhed er ophørt. Til den Tid vil Overenskomstens Ændring eller Ophør blive Genstand for Konference mellem Danmarks Regering og de Amerikanske Forenede Staters Regering. Enhver af Parterne skal have Ret til, efter at passende Konference har fundet Sted, at tilkendegive den anden Part i sin Hensigt om at bringe Overenskomsten til Ophør, og det er herved aftalt, at den skal ophøre at være i Kraft ved Udløbet af 12 Maaneder efter, at den paagældende Tilkendegivelse er blevet modtaget af en af Parterne fra den anden FRUS 1948, vol. III, s Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag 97.

18 17 Det største problem i denne forbindelse var tolkningen af udsagnet om de nuværende farer. Var de omtalte farer kun dem, der udsprang fra Nazityskland eller gjaldt det i ligeså høj grad Sovjetunionen? Strengt taget måtte de nuværende farer i 1941 dårligt kunne tolkes som andet end Tyskland og aksemagterne. Det var også den tolkning danskerne lagde for dagen. 41 Amerikanerne mente dog at faren også gjaldt for Sovjet, og havde ikke i sinde at forlade Grønland. I en meddelelse fra JCS til den amerikanske udenrigsminister James Byrnes af 7/ , betragtes det som realistisk at USA kan få exclusive control over en base på Grønland. 42 D. 5/ forlød det samme fra JCS til SWNCC at man formentlig højst kunne opnå hvad man kaldte joint base rights. 43 1½ måned efter gav den fung. udenrigsminister Hickerson overfor SWNCC udtryk for at USA burde forblive på deres 6 baser i Grønland 44 fordi de ganske enkelt var essentielle for forsvaret af Nordamerika. 45 Til at begynde med lød der ingen krav fra Danmark om, at USA skulle forlade Grønland. Tværtimod lod man via legationsråd C.A.C. Brun amerikanerne vide, at Danmark ikke ville kræve leje fra amerikanerne for de baser, de havde brugt under krigen; det var at betragte som et dansk bidrag til De Allieredes krigsindsats. 46 Man ønskede heller ikke fra dansk side at skabe for megen opmærksomhed omkring Grønlandsspørgsmålet. Der var i det danske folketing, med undtagelse af DKP, udbredt forståelse for, at det var bedst hvis den danske sikkerhedspolitik, herunder Grønland, forblev et ikke-emne. Årsagen hertil var naturligvis forholdet til Sovjetunionen. Man foretrak, i denne sag som i så mange andre af sikkerhedspolitisk karakter, at ligge lavt og undgå at skabe opsigt. 47 Indtil marts-april 1946 frygtede den danske regering at russerne, som et modkrav til de amerikanske baser på Grønland, ville nægte at forlade Bornholm. Efter Bornholm var blevet forladt af russerne, stod det som en stadig trussel for de skiftende danske regeringer, at russerne ville forsøge et kup på Bornholm Mødereferat UPN 23/9 1947, RA, UM 3.E. 92, film FRUS 1946, vol. I, s FRUS 1946, vol. I, s De 6 baser i Grønland var: Narssassuaq, Simiutak, Ikateq, Marrak, Sdr. Strømfjord og Grønnedal. 45 FRUS 1946, vol. I, s DUPI (1997), s Torsten Borring Olesen: Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken In: Birgit Nüchel Thomsen (red.): Temaer og brændpunkter i dansk politik efter (1994), s FRUS 1947, vol. III, s. 665f

19 18 Derfor var det i lang tid belejligt for den danske regering at status quo opretholdtes på Grønland og at man kunne foregive, at der forhandledes om amerikansk tilbagetrækning fra Grønland. Den danske regering gav fra sommeren 1946 og i de følgende år frem, ofte udtryk for at aftalen af 1941 måtte ophøre, og at der forhandledes om dette. 49 I oktober 1946 gav udenrigsminister Gustav Rasmussen udtryk for at de rette forudsætninger nu var til stede således, at man kunne forhandle med USA om aftalen af 1941 s likvidation. Den amerikanske forsvarskommando, JCS, kunne på ingen vis acceptere noget kompromis der på nogen måde begrænsede amerikansk adgang til baser på Grønland; det blev pointeret overfor den amerikanske regering. 50 Da Gustav Rasmussen 14/ var i New York foreslog udenrigsminister Byrnes 2 måder hvorpå man kunne løse Grønlandsspørgsmålet. Byrnes foreslog, at enten tilkendtes USA langsigtede baserettigheder på Grønland eller også at USA slet og ret købte Grønland. Byrnes lod dog Gustav Rasmussen forstå, at der ikke var tale om et formelt forslag fra den amerikanske regering. Foreløbig ville Gustav Rasmussen vente og ikke kaste sig ud i nogen forhastede løsninger. 51 Danmarks gesandt Henrik Kauffmann måtte i dette spil med storpolitiske undertoner, siges at være på amerikanernes side, og ikke på den danske regerings. Således sagde Kauffmann til amerikanerne at Gustav Rasmussen af hensyn til den danske offentlighed og af frygt for Sovjetunionen var nødt til at foregive, at der reelt forhandledes, også selv om det ikke var korrekt. 52 Amerikanerne var helt på det rene med, at de nok havde en allieret i Kauffmann hvad angik fx. spørgsmålet om amerikanske baser på Grønland. State Department anbefalede sågar i 1946, da Kauffmann befandt sig i København, det amerikanske gesandtskab i København om at det via Kauffmann kunne skaffe sig fortrolige oplysninger om den danske holdning til basespørgsmålet. 53 Marvel telegraferede i maj 1947 hjem til udenrigsminister Marshall at statsminister Knud Kristensen var klar over at Danmark ikke kunne tage sig militært af Grønland, og at det kunne risikere at blive et militært tomrum. Da Knud Kristensen samtidig var antikommunist, og helt på vestens side i den eskalerende konflikt, ville han ikke have travlt med at bringe 1941-aftalen til ophør. Desto mere ubelejligt kom derfor et kommunistisk dagsordenforslag i folketinget d. 21/5 1947, ifølge hvilken den danske regering skulle foretage de nødvendige skridt for at få genoprettet 49 DUPI (1997), s Bo Lidegaard (1997), s FRUS 1947, vol. III, s. 657f. 52 FRUS 1947, vol. III, s. 660.

20 19 Danmarks fulde suverænitet over Grønland. 54 Henrik Kauffmann lod d. 24/5 det danske udenrigsministerium forstå, at amerikanerne ville blive chokerede, hvis det kommunistiske dagsordenforslag blev vedtaget. Selv hvis den danske regering valgte at bringe sagen for FN ville det bringe USA i forlegenhed og Danmark ville have taget parti for Østblokken. 55 Kauffmann var blevet informeret om sagens alvor ved et melodramatisk møde med lederen af Northern European Affairs i State Department Hugh Cumming. Efter forslag fra Kauffmann, som havde udarbejdet det i samarbejde med Cumming, udstedte den danske regering d. 27/5 en note til den amerikanske udenrigsminister ifølge hvilken de to regeringer, i henhold til Overenskomsten af 9. april 1941 s artikel 10, snarest skulle indlede konsultationer med henblik på overenskomstens ophør. DKP trak som følge af denne note sit forslag tilbage og derved afværgedes meget behændigt en vedtagelse af det kommunistiske forslag, hvis formulering ellers ville have gjort det svært for folketingets flertal at stemme imod det. 56 Kauffmann, der siden efteråret 1946 på et uformelt plan havde diskuteret en acceptabel løsning med embedsmænd i State Department, først og fremmest John Hickerson fra Division of Northern European Affairs, instrueredes i juli 1947 af Gustav Rasmussen at det stadigt [havde] været og fremdeles er Regeringens Hensigt at søge Overenskomsten af 9. april 1941 bragt til ophør. 57 Men Gustav Rasmussen må på dette tidspunkt have vidst at det mål var ganske urealistisk. Frits Kjølsen, marineattaché i USA og sagsbehandler på de militære spørgsmål vedr. Grønland, gjorde i januar 1947 udenrigsministeriet opmærksom på, at som den politiske situation var for tiden kunne man ikke forvente en amerikansk rømning af de grønlandske baser. 58 Den danske regerings ultimative mål var USA s totale rømning af Grønland. Den amerikanske regerings foretrukne løsning var, at USA købte Grønland af Danmark. Ingen af disse var opnåelige pga. modstand fra modparten. Et salg af Grønland var uacceptabelt for den danske regering fordi Grønland var knyttet til Danmark ved et gammelt historisk og traditionelt bånd. 59 Ejheller ville Danmark indgå nogen baseaftale med USA af frygt for hvilke modkrav USSR i så fald kunne finde på at fremsætte. 60 Indtil videre var begge 53 Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s FRUS 1947, vol. III, s DUPI (1997), s og bilag nr. 6, s Bo Lidegaard (1997), s Bo Lidegaard (1997), s DUPI (1997), s FRUS 1948, vol. III, s. 586.

21 20 regeringer, i mangel af bedre, tilfredse med status quo. Det understregedes i et brev fra Hans Hedtoft til Kauffmann i august 1947, hvori Hedtoft pointerede, at det vigtigste var at det så ud som om der skete noget, underforstået: selv om dette ikke var tilfældet. Efterhånden dæmrede det hos danskerne, at amerikanerne ikke havde i sinde at forlade øen. Som øst-vestkonflikten spidsede til , og som truslen fra øst virkede mere overhængende, havde den danske regering lettere ved at affinde sig med amerikanernes tilstedeværelse på Grønland. 61 I det sindsoprivende forår 1948 udtalte Gustav Rasmussen til ambassadør Marvel, at Danmark ikke ville opsige 1941-aftalen så længe der forhandledes. Nikolaj Petersen har i Atlantpagten eller Norden? gjort rede for, at begivenhederne i de tidlige måneder af 1948, inkl. Påskekrisen, gjorde at den danske regering ikke længere arbejdede for 1941-aftalens endelige ophør. 62 Det står klart at altimens mange danskere ville have USA væk fra Grønland, så havde man i vide politiker- og embedsmandskredse affundet sig med at amerikanerne nok var på Grønland for at blive. Da muligheden for et dansk medlemskab af Atlantpagten begyndte at tegne sig, anså amerikanerne det for praktisk at Danmark blev medlem, og at Grønlandsspørgsmålet kunne løses indenfor alliancen. Hverken USA eller Danmark havde travlt med at finde en løsning i løbet af 1948 eller Således fik status quo og Overenskomsten af 9. april 1941, på trods af danske ønsker om at USA forlod Grønland, lov til at forblive uantastet, og da Danmark blev medlem af Atlantpagten 4/ var der stadig ikke fundet nogen holdbar løsning, der kunne afløse 1941-aftalen : Marshallplanen D. 5/ lancerede USA s udenrigsminister George Marshall det såkaldte European Recovery Program (ERP), også kaldet Marshallplanen. Idéen med ERP var at USA 61 Bo Lidegaard (1997), s. 428.

22 21 gennem lån og tilskud hjalp med at genopbygge Europa efter krigens ødelæggelser. På denne måde kunne der skabes økonomisk vækst og velstand, som ville skabe afsætningsmuligheder for amerikanske varer og ydermere dæmme op for kommunistiske tendenser i de europæiske befolkninger. 63 I Skandinavien, særligt i de skandinaviske socialdemokratier, var der udbredt bekymring over at Marshallplanen ville være med til at dele Europa i øst og vest. Det danske socialdemokrati modsatte sig, at Marshallhjælpen kom til at indebære at modtagerlandene blev dikteret uacceptable politiske eller økonomiske krav. 64 Men i Danmark var der i højere grad end i Norge og Sverige akut mangel på dollars. Det betød, at Danmark fra starten var det mest positive land af de 3. Selv om Danmark i det store hele var blevet skånet for krigens ødelæggelser 65, var udsigten til lån og tilskud fra USA et alt for forjættende tilbud til at det kunne afvises. 66 Amerikanerne lagde tidligt mærke til danskernes entusiasme. Allerede i juli 1947 beskrives Danmark som værende det mest positive af de skandinaviske lande. Gennem 1947 og ind i 1948 noteres Danmarks samarbejdsvillighed flere gange med glæde af amerikanerne. 67 Marshallplanen indebar dog bl.a. at deltagerlandene indordnede sig under en fælles økonomisk koordination samt at amerikanske embedsmænd i et vist omfang kontrollerede de samme landes økonomiske dispositioner, hvorfor Sovjet, Finland og de kommunistiske regimer i Østeuropa forlod forhandlingerne. 68 Der var således i ERP visse politiske implikationer, ganske enkelt fordi politik og økonomi hænger sammen. Men Socialdemokratiet afviste stædigt at det skulle være tilfældet. I en tale til socialdemokratiske partimedlemmer på Vesterbro, afviste Hedtoft d. 3/ al tale om politisk eller militær blokdannelse. Det var et åbent samarbejde orienteret mod europæisk genopbygning. 69 ERP var, understregede medlem af Udenrigspolitisk Nævn, socialdemokraten Alsing Andersen, i marts 1948, udelukkende et økonomisk projekt. Danmark og den socialdemokratiske regering havde da også bekæmpet de politiske 62 Nikolaj Petersen: Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning In: Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.): Danmark, Norden og NATO , s Hanhimäki (1997), s. 22f. 64 Borring Olesen: Jagten på (1994), s Geir Lundestad gør i America, Scandinavia and the Cold War (New York 1980) rede for at USA spenderede over $ 10 mia. i hjælp til Europa fra krigens slutning til medio Selv hvis man ser bort fra den eksplicitte humanitære hjælp, modtog Vesteuropa gennemsnitligt årligt mere i perioden end gennem Marshallhjælpen. Danmark modtog dog ikke meget af præ-erp hjælpen (Geir Lundestad (1980), s. 21). 66 Hanhimäki (1997), s FRUS 1947, vol. III, s. 304, 316, 437, 685 samt FRUS 1948, vol III, s. 378f. 68 Borring Olesen: Jagten på (1994), s. 30f. 69 Uddrag af Statsministerens Tale for de socialdemokratiske Foreningers Medlemmer paa Vesterbro den 3. Februar Bilag 3 til mødereferat fra UPN 6/ (RA, UM 3.E. 92, film 136).

23 22 implikationer i de forhandlinger, der stod på. Dollarmanglen gjorde dog, at Danmark var langt mere kompromisvillig end nordmændene og svenskerne. Den socialdemokratiske regering var i et dilemma fordi den stadigt et stykke ind i 1948 var overbevist om brobygningspolitikken mellem øst og vest, og først i 1949 forlod ikkeblokpolitikken. Under alle omstændigheder ville en dansk afvisning af ERP givetvis have indebåret at Danmark, pga. Sovjetunionens valg, ville være blevet anset for deltager i, eller sympatiserende med, Østblokken. Samtidig var Danmark ikke i en så gunstig økonomisk situation, at det kunne afvise ERP. D. 1. juli 1947 vedtog Folketinget at Danmark skulle tilslutte sig ERP : Påskekrisen 1948 I de første måneder af 1948 skete der en række begivenheder, der i sidste ende fik afgørende betydning for den danske sikkerhedspolitik. Efterhånden som den ene østeuropæiske regering efter den anden blev kommunistisk, følte mange vesteuropæiske ledere at nettet strammedes, og at det var nødvendigt for de demokratiske lande i Vesten at stå sammen. På denne baggrund lancerede den britiske udenrigsminister Ernest Bevin d. 22/ sin såkaldte Bevin-plan, hvorefter Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene indledte forhandlinger om et forsvarsforbund, forhandlinger der d. 17/3 s.å. mundede ud i indgåelsen af Bruxellespagten, også kaldet Vestunionen. I februar 1948 hændte to skelsættende begivenheder, der fik afgørende betydning, ikke mindst for Skandinavien. I sidste halvdel af februar gennemførte kommunisterne i Tjekkoslovakiet en række aktiviteter, der d. 25/2 resulterede i et kup. Udenrigsminister Jan Masaryk, den eneste i den ny regering, der ikke var kommunist, blev på sin post indtil han d. 10/3 blev fundet dræbt i Czernin-palæets gård i Prag. 70 Kuppet skræmte mange og viste, efter mange menneskers mening, kommunisternes virkelige ansigt. Næsten samtidigt hermed, d. 23/2 1948, inviterede Stalin Finlands præsident Paasiviki til Moskva for at forhandle om en finsk-russisk Venskabs-, bistandsog Samarbejds-(VBS-)aftale i stil med den Sovjetunionen havde indgået med Ungarn og Rumænien. Forklaringen på den sovjetiske fremfærd var, at den sovjetiske regering følte det nødvendigt at gardere sig mod at begivenhederne fra juni 1941 gentog sig, og man 70 Tage Kaarsted: Krise og krig (Kbh. 1991), s. 339.

24 23 forsøgte gennem disse aftaler på denne måde at sikre sig. I vesten ansås Stalins invitation som en indikation på at nu stod Finland for tur i rækken af lande, der faldt i kommunisternes hænder. Snart efter opstod der forlydender om at Norge ville få et lignende tilbud om en VBStraktat. Halvard Lange påstod overfor den britiske ambassadør, at han fra 3 uafhængige kilder havde hørt at Sovjet ville kræve en VBS-traktat med Norge, og han ville gerne vide hvilken hjælp Norge kunne forvente fra Vestmagterne. 71 At der d. 3/3 fra ambassadør Treschow i Prag kom forlydender om et forestående kommunistisk kup i Danmark, gjorde ikke situationen mindre anspændt. Forlydenderne havde intet på sig, men skyldtes efter alt at dømme en misforståelse. 72 Den internationale situation, og det faktum at der på dette tidspunkt ikke forelå nogen dansk militær beredskabsplan, foranledigede i den kommende tid den danske regering til at foretage en række forholdsregler. Både Gustav Rasmussen og Hans Hedtoft understregede i samtaler med Marvel, at Danmark ville afvise ethvert forslag om venskabs- eller ikke-angrebspagter. Desuden ville der, hvis Danmark blev angrebet, blive gjort modstand; der ville ikke ske nogen gentagelse af 9/ Den danske ambassade i Washington kendte imidlertid intet til den danske regerings foretagsomhed, og besluttede at opildne regeringen til at vælge side i den eskalerende konflikt mellem øst og vest. Kauffmanns nære medarbejder Povl Bang-Jensen udarbejdede en hemmelig analyse, der beskrev hvorledes og med hvilke bevæggrunde en sovjetisk besættelse af Danmark, eller dele af Danmark, kunne tænkes at udspille sig. Konklusionen på rapporten var imidlertid ikke at man kunne forvente et sovjetisk angreb, men derimod at Sovjetunionen givetvis ikke ville angribe Danmark samt en understregning af nødvendigheden af at Danmark udviste vilje til at forsvare sig, uanset overmagten. Denne vilje var afgørende, dels fordi det ville afskrække Sovjetunionen fra at angribe Danmark, dels fordi det efter al sandsynlighed ville udløse en amerikansk krigserklæring mod Sovjet. Forsvarsviljen og stillingtagen i øst-vestkonflikten var helt afgørende for USA s vilje til at forsvare fremmede nationer. 74 Det var derfor, ifølge Bang-Jensen anbefalelsesværdigt at man igangsatte øjeblikkelige beredskabsforanstaltninger netop for at fremhæve overfor Kreml, at der ville blive kæmpet i tilfælde af et angreb. 71 FRUS 1948, vol. III, s Bent Jensen nævner den tidl. diplomat, pensionisten Aleksandra Kollontaj, som kilde til forlydenderne, og hun talte ikke på vegne af Kreml (Bent Jensen (1999), s. 284). Synspunktet støttes af Poul Villaume på baggrund af dennes forskning i Fra hypnotiseret kanin til pindsvinestilling. In: Detlefsen og Lundbak a.a., note 11, s FRUS 1948, vol. III, s. 51 og Bo Lidegaard (1997), s. 450 og Nikolaj Petersen (1989), s. 232.

25 24 Bang-Jensen ankom d. 15/3 til København. Han indviede dagen efter statsminister Hedtoft 75 i sin rapport, inden Hedtoft samme dag rejste til nordisk statsministermøde i Stockholm. Ifølge Bang-Jensen selv blev han af statsministeren opfordret til at indvie flere politikere i rapporten. Bang-Jensen henvendte sig i de følgende dage ikke blot til politikere, men også til tidligere modstandsfolk, journalister m.v. 76 Den amerikanske kontreadmiral Inglis og State Departments embedsmænd var ikke af den opfattelse at Danmark stod for en sovjetisk aggression, og disse synes at have forsøgt at berolige diplomaterne på den danske ambassade. Ambassadør Marvel, der nok var under indflydelse af Bang-Jensens rapport end af State Department, advarede dog den danske regering mod en sovjetisk militær aktion, hvilket kan have bestyrket den dansk regerings mistanke. 77 Den 18/3 tog Generalkommandoen initiativ til at iværksætte recognoscering fra fly og skibe samt bemanding af kystforsvarsværkerne. D. 20/3 oprettedes en midlertidig forsvarsstab, der inden 8 dage skulle udfærdige en forsvarsplan til imødegåelse af et kupforsøg eller et fremmed angreb. Der blev endvidere samme dag iværksat udvidet bevogtning af en række militære installationer samt et stop for hjemsendelse af mandskab uden særlig bestemmelse. D. 22/3 besluttedes det indtil videre at udsætte påskeorloven for ugifte befalingsmands- og officerselever. Orlov for menigt personel blev ikke begrænset. D. 24/3 erklærede Hedtoft overfor Udenrigspolitisk Nævn, at man ikke forventede et sovjetisk angreb, men at det ville være for letsindigt at undlade at træffe de foretagne foranstaltninger. 78 D. 30. marts drøftede forsvarsministeren med de militære chefer afblæsningen af det ekstraordinære påskeberedskab og den følgende overgang til normale forhold : Storbritannien og Danmark : Storbritanniens politiske og strategiske syn på Danmark 75 Gustav Rasmussen befandt sig i Paris, hvorfor Hedtoft tillige var fungerende udenrigsminister. 76 Bo Lidegaard (1997), s. 452 og Nikolaj Petersen (1989), s I udenrigsministeriets fremstilling tilskrives Bang- Jensens rapport og hele adfærd at det udløste selve Påskekrisen. Nikolaj Petersen har i Påskekrisen 1948 afvist at dette skulle være tilfældet. Han skubbede allerhøjst til en vogn, der allerede var i bevægelse. 77 Nikolaj Petersen (1989), s Mødereferat, Udenrigspolitisk Nævn 24/ (RA, UM, 3.E. 92, film 136). 79 Nikolaj Petersen (1989), s. 228.

26 25 Storbritanniens overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi i årene efter 1945 var dels at bevare et tæt politisk og militært samarbejde med USA, dels at påvirke de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, til at orientere sig mod Storbritannien. Derudover måtte Sovjetunionens indflydelse i den vesteuropæiske sfære begrænses mest muligt. 80 I Storbritannien var mange politikere under krigen tidligt klar over den potentielle fare, der lå i et stærkt Sovjetunionen. Churchill forsøgte at få Roosevelt til at indse faren, og efter krigen i marts 1946, før den kolde krig rigtigt var indledt, afholdt Churchill sin berømte jerntæppetale på Westminster College i Fulton, Missouri. 81 Denne tidlige britiske vagtsomhed rettede sig bl.a. mod Østersøen og Skandinavien. I var det vigtigste mål af militærstrategisk karakter for briterne at forhindre at Sovjetunionen fik baserettigheder eller særordinger i Skandinavien. Briterne var derfor villige til at afstå fra at forsøge på at få baserettigheder i Skandinavien. Meget tyder på at de heller ikke var specielt interesserede heri. Men den britiske regering modsatte sig af samme årsag i et vist omfang amerikansk basepolitik ligesom den modsatte sig det amerikanske forslag i om en international ordning, der kunne garantere sovjetiske fartøjer fri passage ind og ud af Østersøen. 82 Øst-vest konfliktens tilspidsning i løbet af 1947 fik den britiske regering og militærledelse til at revurdere de skandinaviske landes strategiske betydning. I juni 1947 fremhævede Joint Planning Staff adskillige fordele ved at besidde det skandinaviske territorium. Bl.a. blev følgende fordele nævnt: (a) We would have advanced air bases which would halve the distance to Moscow. We would also be very favourable placed for rocket and attacks on Russian communications with Western Europe. (b) Our early warning system would be very greatly improved. We would, moreover, be well placed far forward on the direct air route between Western Russia and the industrial east of the North American continent. (c) We would be well placed to cover naval and air operations in northern waters and the Baltic. (d) Additional man-power and valuable raw materials would be available to assist our war effort Knut E. Eriksen og Magne Skodvin: Storbritannia, NATO og et skandinavisk forbund (Oslo 1981), s. 439 og Rasmus Mariager: Et materialistisk og komfortelskende folk. (1998), s Udenrigsministeriet: Dansk sikkerhedspolitik (Kbh. 1968) bd. 2, bilag Eriksen og Skodvin (1981), s Eriksen og Skodvin (1981), s. 462.

27 26 Med et vist forbehold for det sidste punkt er de nævnte fordele rammende for besiddelse af det danske territorium. Tager man punkt (a) med advanced air bases så var Danmark det land i Skandinavien, der havde de mest moderne lufthavne (Aalborg og Kastrup) som følge af den udbygning den tyske besættelsesmagt havde foretaget af disse Punkt (b) med dets henvisning til varslingssystemer var i høj grad med Danmark i tankerne. Da briterne sidst i 1947 udarbejdede planer om oprettelse af en vesteuropæisk varslingskæde blev også Skandinavien inddraget. I disse planer, der drejede sig om placering af britiskproducerede radaranlæg, fik Danmark højeste prioritet blandt de skandinaviske lande. 84 Her spillede det naturligvis ind, at Danmark var placeret tæt på Polen og den sovjetiske besættelseszone i Østtyskland, og at de af østblokkens maritime enheder, der var placeret i Østersøen, ville være nødt til at passere de danske stræder (jf. bilag 6). Samme argumentation kan bruges om punkt (c), der dog i ligeså høj grad henvender sig til Norge og Sverige. De britiske stabschefer (Chiefs of Staff) påpegede yderligere at Skandinavien, særligt i de indledende faser af en krig, var næsten ligeså vigtig som Frankrig og Beneluxlandene. De skandinaviske lande var dog efter deres mening ikke stærke nok alene, og Storbritannien alene heller ikke stærk nok til, at kunne afvise et evt. sovjetisk angreb. Danmark ville være lettest at undsætte, da man kunne sætte militærenheder ind fra kontinentet. Norge og Sverige kunne støttes af britiske og amerikanske luft- og hangarskibsstyrker. Effektiv modstand i det skandinaviske område forudsatte dog et samordnet skandinavisk forsvar samt et kontinentaleuropæisk forsvarsforbund med deltagelse af Frankrig og Beneluxlandene. 85 Storbritannien og den britiske regering var, og vedblev i lang tid med at være, primært regionalt orienterede. Briterne tænkte ikke globalt og på atomafskrækkelse som amerikanerne, men på forsvarsevne og konventionel afskrækkelse. Derfor havde den britiske militærledelse en kraftig strategisk interesse i Skandinavien, og så meget gerne at de skandinaviske lande koordinerede deres forsvar indenfor en bredere vesteuropæisk ramme. 86 Briterne var dog tidligt klar over, at et troværdigt vesteuropæisk forsvar uløseligt hang sammen med at amerikanerne deltog i netop forsvaret af Vesteuropa. 87. De britiske overvejelser blev fremført overfor amerikanerne under WET-forhandligerne i juli 1948, da 84 Eriksen og Skodvin (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s Knut E. Eriksen: NATO, Norden og den utro tjener Halvard Lange (Oslo 1977), s Storbritanniens forhold til det skandinaviske forsvarsforbund vil blive behandlet i punkt 5.4.

28 27 den britiske minister Hoyer Millar udtalte at Britain regards Norway and Denmark as absolutely essential. 88 Sammenfattende må det siges at briterne tidligt viste Danmark og Skandinavien en vis interesse, men først fra 1947, da øst-vest konflikten tilspidsedes, udviste den britiske militærledelse, og efterfølgende politikerne, stor strategisk interesse i Danmark og det skandinaviske område. Storbritanniens politiske syn på Danmark ændrede sig ligeledes i årene I juli 1945 tabte premierminister Churchill det britiske valg og en labourregering under Clement Attlee kom til magten. De britiske socialister havde beundret de skandinaviske socialdemokraters sociale og økonomiske politikker i 1930 erne og nu blev det britiske eksperiment med velfærdsstat og nationaliseringer en ledestjerne for de skandinaviske socialdemokrater. Hvad der, ud fra en sikkerhedspolitisk vinkel, var endnu vigtigere var den direkte kontakt, der blev etableret mellem det britiske Labour og de skandinaviske socialdemokratier, herunder det danske. Det britiske udenrigsministerium (Foreign Office) anså netop denne kontakt for at være et vigtigt middel til at bekæmpe kommunismen. 89 I det hele taget var kontakten mellem Storbritannien og de skandinaviske lande meget mere udbredte efter krigen end den havde været før krigen. Danskere og nordmænd i eksil eller i britisk tjeneste, gjorde at de britiske beslutningstagere vidste mere om Skandinavien og skandinaverne end de havde gjort før krigen, og dermed også fattede større interesse for disse lande. 90 Netop også fordi mange norske politikere o.a. havde været i eksil i Storbritannien under krigen var forholdet og kendskabet til Norge bedre end det på noget tidspunkt havde været før krigen. Forholdet til Danmark var mindre tæt; langt størsteparten af de danske politikere var blevet i København, og der manglede derfor den fortrolighed mellem danske og britiske politikere som der var mellem de norske og de britiske. 91 Synet på Danmark og dansk politik fluktuerede ganske betydeligt i de første efterkrigsår. I slutningen af krigen var Danmark og Norge blevet indpasset i de britiske blokplaner på lige fod med Beneluxlandene. Man opfattede Danmark og Norge som så vestligt (og britisk) orienterede, at man anså det for selvfølgeligt at Danmark og Norge ville tage del i de britiske blokplaner. Ved fredens begyndelse var man i tvivl om hvorvidt 88 FRUS 1948, vol. III, s Patrick Salmon: Great Britain and Northern Europe from the Second World War to the Cold War In: R. Bohn & J. Elvert: Kriegsende im Norden. Vom heissen zum kalten Krieg (Stuttgart 1995), s Patrick Salmon (1995), s. 211.

29 28 neutralitetspolitikken var død i Norge og Danmark. I efteråret 1945 gav chefen for det nordeuropæiske kontor i det britiske udenrigsministerium, F.C.A. Warner, og udenrigsråd Orme Sargent udtryk for at på baggrund af udviklingen i bl.a. Danmark og Norge var det ikke hensigtsmæssigt at arbejde henimod en formel alliance med de vesteuropæiske lande, men derimod blot sigte mod some practical arrangements. 92 I 1946 og 1947 blev Danmark og Norge praktisk talt ikke længere omtalt som mulige alliancepartnere, og man informerede fra britisk side end ikke de to lande om hvilke planer man havde. Norge og Danmark blev da heller ikke kontaktet da de første forhandlinger om en vestblok blev indledt i begyndelsen af Grunden til at Danmark (og Norge) i de første efterkrigsår blev skubbet ud i periferien skyldes i hovedsagen den skandinaviske brobygningspolitik. Brobygningspolitikken og de tillidsskabende foranstaltninger man fra dansk (og skandinavisk) side foretog overfor Sovjetunionen, skyldtes slet og ret frygt for Sovjetunionens militære magt samt mistillid til stormagterne i det hele taget. Man håbede på at man kunne bygge bro mellem vest og øst, så en konflikt måske kunne undgås eller at Danmark ikke ville blive inddraget i denne. 93 Selv om neutralitetspolitikken havde lidt skibbrud under krigen, indebar magtpolitikken nogle skræmmende perspektiver for en småstat som Danmark. Den danske regering forsøgte derfor at begrænse de militære og politiske bindinger til Storbritannien for ikke at kompromittere Danmarks officielle brobygningspolitik mellem øst og vest. 94 Adskillige rapporter og kommentarer fra tiden viser, at der i Foreign Office var udbredt skuffelse over bl.a. Danmarks tilpasningspolitik overfor Sovjetunionen. Der var alligevel i London en vis forståelse for Danmarks situation, men opfattelsen var at Danmark og de skandinaviske lande gik for langt i deres tilpasningspolitik. I forsøget på at skabe tillid og bygge bro, blev resultatet, set med britiske øjne, at man lå under for Kreml, tilsidesatte fx. britiske ønsker og tilgodeså Sovjetunionen. Dog var den britiske skuffelse ikke større end at man så på Danmark (og Norge) som lande hvorfra man kunne få sympati og støtte, hvorfor skuffelsen aldrig afstedkom alvorlige konflikter. 95 Nikolaj Petersen nævner, at så tidligt som i sommeren 1946 kritiserede Commander Courtney fra admiralitetets Intelligence Division, med rygdækning fra sin chef, Rear Admiral Rushbrooke, overfor den danske marineattaché Danmark for at være for defaitistisk, passiv 91 Patrick Salmon (1995), s Eriksen og Skodvin (1981), s. 443 og Borring Olesen: Jagten på (1994), s Max Sørensen og N.J. Haagerup: Denmark and the United Nations. (New York 1956), s Nikolaj Petersen (1981), s. 46.

30 29 og vaklende i forsvarsspørgsmål. Commander en ønskede derfor at Danmark indgik i et fælles forsvar med de øvrige skandinaviske lande. Sammen kunne de skandinaviske lande løse deres fælles sikkerhedsproblemer. 96 Den britiske ambassadør i Danmark, A.W.G. Randall, kom i et brev i august 1947 hjem til R.M.A. Hankey, der var leder af Foreign Office s Northern Department, danskerne til undsætning ved at rose danskerne, der ifølge Randall i flere tilfælde havde truffet beslutninger, der lå tættere op ad Storbritannien end op ad Sverige og Norge. Spillede man sine kort rigtigt, kunne Danmark blive a possible eastern projection of England. 97 I 1947 bredte sig blandt britiske politikere og embedsmænd en opfattelse af at alle de tre skandinaviske lande i deres udenrigspolitik havde fjernet sig fra brobygningspolitikken henimod større vagtsomhed overfor Sovjetunionen. 98 Angiveligt havde de danske flådeofficerers initiativ i retning af et skandinavisk forsvarssamarbejde stor indflydelse herpå. 99 Allerede i 1946 havde den danske viceadmiral Aage H. Vedel sammen med flådens øverste officerer skabt kontakt til forsvarsstabene i Norge og Sverige for at undersøge mulighederne for et forsvarsmæssigt samarbejde de tre landes militær imellem. I følge den amerikanske chargé d affaires i København Garrett G. Achersons indberetning d. 10/4 1947, der efter eget udsagn var blevet orienteret herom af den daværende chef for søværnets efterretningstjeneste, orlogskaptajn P. A. Mørch, havde flådeledelsens en trinvis plan som kunne munde ud en alliance med en større enhed, som for eksempel Storbritannien og de lande som det nu slutter aftale, eller muligvis U.S.A. 100 Udenrigsministeren havde godkendt initiativet, dog tilsyneladende uden at være blevet orienteret om de større politiske perspektiver ved samarbejdet. 101 Det lidt fordækte samarbejde skulle snart vise sig at kunne få større politiske perspektiver. Det kan synes paradoksalt, at britiske politikere, embedsmænd og diplomaters irritation og kritik af danske politikere i et vist omfang opvejedes af initiativer fra danske officerers side. Hvor Storbritannien opfattede Danmark som det mest britisk-/vestorienterede i 1947, ændredes situationen i Da udenrigsminister Bevin i januar 1948 fremlagde sin plan 95 Eriksen og Skodvin (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s. 39f. 97 Mariager: Et materialistisk og (1998), s Eriksen og Skodvin (1981), s Eriksen og Skodvin (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s. 41f.

31 30 for en vesteuropæisk sikkerhedssystem. Bevin ville skabe et demokratisk vestvendt system, der bl.a. omfattede Skandinavien, Frankrig, Italien og Nederlandene. Dette system skulle så støttes økonomisk og militært af USA. 102 Bevin nævnte ikke de skandinaviske landes del i sine planer offentligt. Han ønskede ikke at stille dem i en prekær situation overfor Sovjetunionen, men Foreign Office understregede overfor ambassadør Reventlow, at de tre lande ville være velkomne i Vestunionen. 103 Bevins fremgangsmåde viser at han udmærket var klar over, forstod og respekterede de skandinaviske regeringers meget påpasselige, ikke-provokerende politik overfor Sovjetunionen. I denne situation er det interessant, at bemærke at da briterne søgte at få skandinavisk støtte til denne såkaldte Bevinplan henvendte man sig til Norge. Briterne var øjensynligt fuldt klar over at det nu var politiske kredse i Norge, der var de mest vestvendte. 104 M.a.o. havde den strategi de danske flådeofficerer lagde for dagen i 1947 ikke båret frugt blandt den politiske elite. Danske officerer kunne en tid influere det britiske syn på Danmark, men når alt kom til alt var det de politiske beslutningstagere og deres handlinger, der udgjorde den officielle danske politik, og den var mere præget af neutralisme og brobygning end af vestvendthed og tanker om Vestunion. Norge tog godt imod Bevins plan, men valgte ikke at tilslutte sig en Vestunion. Reaktionen i både Danmark og Sverige ang. planerne om etablering af en Vestunion var overvejende negativ. I maj 1948 konkluderede Hankey: for the moment there is little pull westwards on Norway and Denmark in strategic matters. 105 På den militære front var der ligeledes sket drastiske ændringer i forholdet mellem det britiske forsvar og deres danske og norske modparter i forhold til i mellemkrigstiden. Storbritannien var den vigtigste referencemagt for Norge og Danmark, og briterne kvitterede med bl.a. at sende militær- og flådemissioner til Danmark og Norge. Danmark og Norge købte på den anden side mange britiske våben og begge endte med at sende troppekontingenter til den britiske besættelseszone i Tyskland. 106 Dette bringer os til det egentlige dansk-britiske militære samarbejde. 101 Nikolaj Petersen (1981), s. 45f. 102 Nikolaj Petersen (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s Eriksen og Skodvin (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s Patrick Salmon (1995), s. 214.

32 : Det dansk-britiske militære samarbejde Så tidligt som d. 18/ havde den britiske regering i en note tilkendegivet at den ville betragte det som et privilegium at være i stand til at hjælpe den danske regering med at genopbygge sine regulære styrker, herunder ikke mindst det troppekontingent briterne ønskede til den britiske zone i Tyskland. 107 Storbritannien var i 1945 økonomisk svækket og ønskede af den årsag at blive aflastet i besættelsen af Tyskland, i dette tilfælde med soldater fra Danmark. Christmas Møller havde endnu før Danmark blev befriet i maj 1945 tilbudt den britiske udenrigsminister Anthony Eden, at Danmark deltog i besættelsen af Tyskland med soldater. Befrielsesregeringen gentog tilbuddet endnu 2 gange i den følgende sensommer. Der måtte dog først opbygges et dueligt kontingent, om end forsvarsminister Ole Bjørn Kraft d. 4/9 annoncerede at mand skulle indkaldes for at deltage i besættelsen af Tyskland. Ved Rigsdagens åbning d. 2/ udtalte statsminister Vilh. Buhl at regeringen forberedte Udsendelsen af en fuldt udrustet dansk Division til Deltagelse i Besættelsen af Tyskland. Efter noten af 18/7 begyndte et egentligt dansk-britisk samarbejde at tage form, herunder uddannelsen af officerer, genopbygningen af hær, flåde og et nyt flyvevåben samt køb af britiske våben. Briterne var selvsagt mest interesseret i at få uddannet den styrke, der skulle udgøre Tysklandskontingentet, mens Danmark mest var optaget af at få uddannet de enheder, der skulle overtage vagten i Danmark. Den 14/8 bad briterne den danske regering om at danne en division bestående af mand. På dette tidlige tidspunkt var der røster, der advokerede for at Danmark burde arbejde for ændringer til det britiske forslag. Dertil kom at efter dannelsen af den ny Venstre-regering i oktober 1945 havde Harald Petersen overtaget forsvarsministeriet, og han var tilsyneladende ikke nogen ubetinget tilhænger af at sende en hel dansk division til Tyskland. På udenrigsminister Gustav Rasmussens forespørgsel i december 1945 om der stadig var behov for et dansk styrkebidrag til besættelsen af Tyskland, svarede den britiske ambassadør i København, A.W.G. Randall, at det var der og påpegede i øvrigt at initiativet havde været dansk, hvilket bl.a. havde været medvirkende til Storbritanniens støtte Danmarks optagelse i FN Nikolaj Petersen (1981), s Rasmus Mariager: Danmark som besættelsesmagt? (1998), s. 81f. En optagelse i FN havde i 1945 samme betydning som de facto anerkendelse som allieret nation.

33 32 I januar 1946 fulgte Foreign Office op med et aide mémoire til det danske udenrigsministerium, hvori det foresloges at et dansk troppekontingent på ikke under mand underlagdes britisk kommando og deltog i besættelsen af Tyskland. Danmark skulle endvidere selv bekoste alt militært materiel, ammunition, olie, brændstof m.v. 109 Men det danske udenrigsministerium svarede at grænsebevogtning, bevogtning af flygtninge og en styrke, der kunne rykke til Bornholm når russerne trak sig tilbage, alt sammen lagde bånd på det danske forsvar. Derudover var omkr frivillige p.t. underlagt britisk kommando. 110 Gustav Rasmussen ville dog i Rigsdagen arbejde for at et kontingent på ikke over mand kunne gøre tjeneste i den britiske zone i 2 år på betingelse af at Storbritannien afholdt alle udgifter til indkvartering, bespisning, brændstof, våben og anden militær udrustning. Danmark skulle så kun betale soldaternes løn, beklædning og forplejning. 111 Ledende britiske embedsmænd gav udtryk for bestyrtelse over den danske holdning. Efter lange overvejelser svarede briterne i maj 1946, at der ville være brug for et dansk kontingent udover de annoncerede 2 år, og at Danmark selv måtte betale for den militære udrustning. Forhandlingerne gik trægt og Foreign Office udtrykte sin skuffelse over at Danmark tilsyneladende ikke følte sig moralsk forpligtet overfor Storbritannien. Ambassadør Randall mente det bundede i dansk frygt for Sovjetunionen, men at de økonomiske overvejelser også var ganske betydende. 112 Efter et længere trakasseri, primært ang. betalingen blev blev aftalen d. 22/ underskrevet, og det danske troppekontingent placeredes i Emden-Wilhelmshavensektoren. 113 At kontingentet efter dansk ønske ikke placeredes i Slesvig-Holsten afspejlede dansk Sydslesvigpolitik, der udgjorde et særligt aspekt i det dansk-britiske forhold i de første efterkrigsår. 114 D. 31/8 1947, få måneder efter indgåelsen af aftalen om det danske bidrag til besættelsen af Tyskland, sluttede den britiske militærmission i Danmark. Missionen havde i de forløbne 2 år formidlet leverancer af materiel til hæren for knap 120 mio. kr. køretøjer, 109 Rasmus Mariager: Danmark som, s Danmark og Storbritannien havde i sensommeren 1945 indgået aftale om at danskere frivilligt kunne melde sig til det britiske forsvar (Rasmus Mariager: Danmark som, note 14, s. 84). 111 Rasmus Mariager: Danmark som, s. 83. Noten indeholder et logisk problem eftersom bespisning og forplejning i militær terminologi er det samme, og en soldats uniform (beklædning) betragtes som en del af hans udrustning. 112 Rasmus Mariager: Danmark som, s Rasmus Mariager: Danmark som, s Sydslesvigproblematikken rummede ikke nogen decideret britisk interesse ang. Danmark. Det var det politiske flertals (modsat Venstre-mindretalsregeringens) ønske, at der ikke foretoges nogen grænserevision. Det danske folketings vedblev dog, til stadig irritation for briterne, at blande sig i sydslesvigske forhold (Kaarsted (1991), s og Mariager: Et materialistisk og (1998), s ).

34 33 uniformer og våben. Briterne bød sig til hver gang det danske forsvar ønskede materiel, men skuffedes noget over den ringe danske oprustning. Danmark købte i 1945 og korvet og 2 fregatter samt 75 fly. Briterne havde håbet på at kunne få afsat mere materiel til Danmark. Det danske forsvar blev således i høj grad udrustet med britisk materiel, om end ikke i den udstrækning briterne havde ønsket. Straks efter krigen indgik dansk og britisk efterretningstjeneste et samarbejde. Oberstløjtnant Einar Nordentoft og kommandør Poul Adam Mørch var i London i oktober 1945 for at mødes med deres britiske kolleger, og samarbejdet synes i starten at have koncentreret sig om jagten på nazister samt overvågningen af kommunister. På et opfølgende besøg i november skal den danske delegation have været blevet glædeligt overrasket over den britiske imødekommenhed, og besøget lagde grunden til et nært samarbejde. 115 Senere viste briterne stor interesse for Østersøen og Stræderne, og har hér givetvis haft en nyttig samarbejdspartner i den danske E-tjeneste. 116 Der er næppe tvivl om at selv om Danmark i forvejen var meget britisk-venligt i 1945, og at Storbritannien var den af sejrende magter, der stod Danmark nærmest, så har den åbenhed og samarbejdsvillighed briterne udviste danskerne, været med til at bære Danmark yderligere mod vest, såvel politisk som militært. 5.3: Sovjetunionen og Danmark : Sovjetunionens politiske og strategiske syn på Danmark Allerede før krigen findes der tilkendegivelser fra højtstående sovjetisk side, hvor der udtryktes stor interesse i Danmarks geostrategiske placering. Efter krigen understregedes den strategiske interesse for Danmark af at man fra sovjetisk side sommeren 1945 hentede den tidl. tyske flådechef, storadmiral Erich Raeder til Moskva. Her blev Raeder bedt om at redegøre for de søstrategiske overvejelser. i.f.m. invasionen af Danmark og Norge d. 9/ I den efterfølgende rapport fastslog Raeder at erobringen af Danmark og Norge havde været nødvendig for Tyskland for at forbedre 115 Kommandør Liddell tilbød overfor én af den danske efterretningsdelegations medlemmer, kaptajn Niels Bjarke Schou, at M.I. V s Kartotek skulde staa til vor Raadighed med alle Oplysninger, hvis vi til Gengæld vilde svare paa deres Spørgsmaal, saa godt vi kunde. (Christmas-Møller (1995), s. 93). 116 Christmas-Møller (1995), s

35 34 sin position til at føre krig i Atlanterhavet. Sovjetunionen havde nu overtaget Tysklands position som landmagt og rivaliseringen med den dominerende sømagt, som var vestmagterne, primært USA. 117 I dette spil var Danmark en vigtig brik. Holdningen var fra slutningen af krigen, at da Danmark var for svagt til at være strædernes vogter, måtte det blive én af stormagterne, der reelt blev det. I denne forbindelse ansås det fra sovjetisk side som formålstjenstligt, hvis det blev Den røde Hær, der befriede Danmark. 118 Hvis man deltog i Danmarks befrielse kunne det give både et strategisk afkast (i forbindelse med adgang til stræderne) og et politisk (ang. den politiske udvikling i Danmark). Man forsøgte da også fra sovjetisk side at slå briterne i kapløbet om at nå først til Lübeck, et kapløb man som bekendt tabte, i øvrigt til marskal Rokossovskijs store irritation og fortrydelse. Derimod blev Bornholm befriet af sovjetiske styrker. Uden hensyntagen til civilbefolkningen, danske eller vestallierede interesser, blev Bornholm bombet og besat af sovjetiske enheder. 119 I årene understregedes det igen og igen hvilken nøgleposition Danmark besad. 120 Danmark betegnedes som porten til Østersøen og nominelt strædernes vogter. I det den sovjetiske indflydelsessfære nu indbefattede Østtyskland og Polen, og den sovjetiske Østersøflåde samtidig i de tidlige efterkrigsår endnu var svag, havde Sovjet et behov for at sikre sig at Danmark i det mindste var venligtsindet og velvilligt neutralt. 121 Danmark udgjorde en del af Sovjets vestgrænse, og fra sovjetisk side var man overbevist om at den kapitalistiske verden ville forårsage en 3. verdenskrig, i hvilken Sovjet risikerede at blive inddraget. En opfattelse, der blev understreget i Stalins valgtale i Det politiske syn på Danmark ændrede sig mere markant end det strategiske. DKP blev med rette af Moskva betragtet som sovjetkommunismens beredvillige hjælpere. DKP fungerede i det politiske Danmark, i Udenrigspolitisk Nævn, i Befrielsesregeringen, i Folketinget og i samfundet som helhed, som Kremls forlængede arm Gemzell (1998), s. 765f. 118 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 96f. 120 Bent Jensen (1999), s. 44, 48, 74, 83, 225, 253, 262 og Bent Jensen (1999), s Crockatt (1995), s DKP s loyalitet lå hos Kreml, og Ib Nørlund forsynede Moskva med (fortrolige) oplysninger fra møderne i Udenrigspolitisk Nævn (Bent Jensen (1999), s. 203, 264 og 330).

36 35 Der var fra afslutningen af 2. verdenskrig en sovjetisk forhåbning om at Danmark kunne holdes fra det mest intime samarbejde med vestmagterne. Med pisk og gulerod ville det måske være muligt at holde Danmark neutralt og velvilligt indstillet overfor Sovjet. Man var fra sovjetisk side aldeles klar over de politiske realiteter i Danmark. Hvad angik militær magt havde general Gørtz igen overtaget kommandoen over de danske væbnede styrker, og den britiske militærmission under general Dewing stod over Gørtz. Selv om modstandsbevægelsens og kommunisternes indflydelse var stor, ville de snart være afvæbnede og derefter ville de herskende klasser igen kontrollere magtens instrumenter, hær og politi. 124 Rapporter fra TASS-korrespondenter i Danmark til Moskva henover sommeren 1945 var præget af en mistro til om der overhovedet ville finde en reel udrensning sted, men at landet nok snarere ville falde tilbage til sin førkrigskurs. Andrej Plakhin, sovjetisk gesandt i Danmark, informerede i november 1945 udenrigsminister Molotov om de politiske realiteter i Danmark efter rigsdagsvalget d. 30/10. DKP var gået stærkt frem på bekostning af Socialdemokratiet, men partiet var isoleret. En folkefront med socialdemokraterne var det ikke blevet til, da disse blot ønskede at opsluge DKP. Der havde ikke fundet udrensninger sted blandt politikere og embedsmænd og resultatet var nu at man havde fået en kulakregering [ ], der havde hentet sine stemmer fra kollaborationister, nazister og kulakker. 125 Socialdemokratiet og de gamle partier havde nydt fordel af at der i Danmark, pånær Bornholm, udelukkende fandtes britiske og amerikanske styrker. De havde været med til at konsolidere reaktionens magtbase. Senere, i 1946, betegnede Plakhin Danmark som en britisk vasal, under stram kontrol fra Whitehall. Arbejderbevægelsen var splittet og grundet manglende udrensninger var Danmark nu blevet et reservat for både dansk og udenlandsk fascistisk bærme. 126 Som allerede nævnt var Danmark ud fra en militærstrategisk synsvinkel særdeles vigtig. Samtidig var Sovjet og kommunisterne ved at miste terræn i forhold til de euforiske befrielsesdage. Plakhin foreslog at man fik en militærattaché tilknyttet den sovjetiske legation, øgede ressourcer, så man kunne iværksætte sovjetisk propaganda i dansk presse samt at man inviterede danske modstandsfolk til Sovjetunionen. Udenrigskommissariatet for Handel skulle fremskynde principbeslutningen om at få en dansk handelsdelegation til 124 Rapport fra Boris Jelsukov til Kreml 17/ (Bent Jensen (1999), s. 130). 125 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 135.

37 36 Sovjet eller iværksætte handelsforhandlinger med Danmark. Endelig skulle der i sovjetisk presse offentliggøres en større kritisk artikel om forholdene i Danmark samt de mulige følger for det dansk-sovjetiske forhold. Stort set alle Plakhins forslag blev fulgt. D. ¾ 1946 offentliggjordes i den sovjetiske avis Trud en artikel som skarpt angreb socialdemokraterne og de borgerlige partier for at have ført en antinational politik under den tyske besættelse. De samme partier dominerede nu det politiske billede. Man havde løsladt i massevis af fascister, fascister havde deltaget i valget til folketinget og statsminister Knud Kristensen havde støtte forskellige fascistiske organisationer. Det eneste, der kunne vende udviklingen i landet, var hvis arbejderne stod sammen og slog Danmark ind på demokratiets og fremskridtets vej. 127 Artiklen viste med al ønskelig tydelighed hvorledes man fra sovjetisk side så på, ikke bare Danmark, men på lande som ikke umiddelbart så ud til at gå i retning af et socialistisk et-parti-styre. Artiklen var endvidere et udtryk for sovjetisk pression, hvormed man forsøgte at dreje udviklingen i Danmark i den for Kreml, rigtige retning. På dette tidlige tidspunkt i den kolde krig fattedes der endnu håb for at Danmark kunne holdes udenfor vestmagternes net, hvorfor tonen endnu ikke var så skarp, som den senere blev. Det officielle Sovjet var på dette tidspunkt mest utilfreds med dansk indenrigspolitik. Det anerkendtes at Christmas-Møller som udenrigsminister havde forsøgt at føre en ligelig politik overfor hhv. vest og øst. Af frygt for hvilken sovjetisk reaktion det skulle afstedkomme, afholdt man sig fra dansk side aldeles fra at forhandle åbenlyst med Storbritannien og USA om evt. alliance eller militært samarbejde. Denne politik vakte tilfredshed i Sovjet, som ønskede at Danmark fortsat skulle være neutralt og venligtsindet : Bornholmspørgsmålet Efter anbefaling fra kommissærerne Semjonov og Dekanozov sendte Molotov så tidligt som 12/ en anbefaling til viceforsvarskommissær og politbureaumedlem Nikolaj Bulganin om at Bornholm burde besættes af tidligere nævnte årsager, der mundede ud i en ordre til Østersøflådens chef, admiral Tributs d. 4/5 om under alle omstændigheder at okkupere Bornholm. Selv om den tyske kapitulation af 4/5 gjaldt hele Danmark, fandt 127 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 249f.

38 37 Kreml det på intet tidspunkt nødvendigt at kontakte eller koordinere med vestmagterne; dertil blev det politiske udbytte af besiddelsen af Bornholm betragtet som for lukrativt. 129 Efter sovjetiske bombardementer overgav den tyske garnison sig i forbindelse med den samlede kapitulation d. 9/5. I den kommende tid blev den sovjetiske fredstidsbesættelse af Bornholm udadtil hilst velkommen og betragtet som naturlig. Men indadtil var der udbredt nervøsitet. Sovjetunionen havde lovet at rømme øen, når den var renset for tyskere, og det var den d. 13/ I løbet af de næste 2 måneder overførtes stadig flere sovjetiske enheder til Bornholm, så der medio juli befandt sig 9000 soldater, men den danske regering holdt lav profil. Heller ikke en sovjetisk note af 25/7 til den danske regering, af hvilken det fremgik at de sovjetiske tropper ikke ville forlade Bornholm foreløbigt, gav anledning til danske spørgsmål. I et memorandum fra juli 1945 foresloges Molotov af Vetrov og Plakhin, at man brugte besættelsen af Bornholm til at opnå tættest mulige politiske og militære forbindelser med Danmark. 131 I noten krævedes desuden betaling fra dansk side til opretholdelsen af den sovjetiske besættelsesstyrke, men samtidig understregedes det at besættelsen var midlertidig, samt at Bornholm tilhørte Danmark. Den ønskede betaling for besættelsen af Bornholm, 2 mio. kr. om måneden, blev straks iværksat. Beløbet var 3 gange så stort som det skønnede beløb, det skulle ikke tilbagebetales og tilmed havde den danske regering ikke stillet krav om sovjetisk rømning, endsige en dato herfor. Da man en måneds tid senere fra det danske udenrigsministerium henvendte sig til Sovjetunionen for at spørge til, om der var mulighed for at få en aftale i lighed med den britiske, hvor man betalte forsyninger og tjenesteydelser, men ikke lønninger, blev der end ikke svaret på den danske forespørgsel. 132 På intet tidspunkt i den tid Den røde Hær befandt sig på Bornholm, uddybedes det fra sovjetisk side hvad formålet med besættelsen var, hvor mange tropper der var på øen eller hvor længe besættelsen ville vare. På den anden side stillede man fra dansk side heller ikke den slags spørgsmål. Man gjorde alt for at afdramatisere situationen og indskærpede overfor pressen at man udviste den største forsigtighed ang. Bornholm, foruden Sovjet i al almindelighed. Regeringens appel lykkedes. De kritiske røster, der havde været fremme i pressen, tav nu. 129 Bent Jensen (1999), s. 76 og Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 182f.

39 38 Det er åbenlyst at Sovjetunionen betragtede Bornholm som værende sovjetisk interessesfære, og bestemte i udstrakt grad forhold ang. Bornholm, der var af udenrigs- og sikkerhedspolitisk karakter, det på trods af at man havde bekræftet at øen var dansk samt at der ikke var tale om en sejrherres besættelse af en besejret. I september anmodede den norske regering Kreml om at forlade den norske Finnmark, hvilket omgående blev imødekommet. En lignende dansk anmodning ang. Bornholm ville have været svært at afvise, men en sådan kom ikke. Først i oktober gav forsvarsminister Kraft under et besøg på øen overfor den sovjetiske kommandant Jakusjov diskret udtryk for at de sovjetiske enheder nu godt kunne forlade øen. 25/10 gav statsminister Buhl i en tale på Bornholm ligeledes udtryk for, at det nu snart var tid til at samtlige allierede styrker forlod landet, og at man var i sin gode ret til at sige, at det danske forsvar skulle overtage samtlige forsvarsopgaver. 133 Mens Christmas-Møller var udenrigsminister havde han forsøgt forskellige (forsigtige) initiativer i retning af at få de sovjetiske tropper væk fra Bornholm, men den fra 7/ udnævnte udenrigsminister Gustav Rasmussen var mere forsigtig, for ikke at sige frygtsom. Gustav Rasmussen havde ikke i sinde at afkræve Sovjet en rømning af Bornholm, men han blev ved årsskiftet 1945/46 udsat for et stærkt pres fra det danske forsvar, amtmand von Stemann og den britiske regering for at tage initiativer, der skulle drive Den røde Hær væk fra Bornholm. 134 Sovjet blev på Bornholm i så lang tid, ikke mindst for at konsolidere sin position som førende Østersømagt og kontinentalmagt. Der blev under forhandlinger mellem stormagterne, bl.a. ved Moskvakonferencen i december 1945 flere gange henvist til Bornholms strategiske placering, men Stalin og Molotov undlod, trods anbefalinger fra viceudenrigskommissær Litvinov, at bruge Bornholm som pressionsmiddel for at opnå internationalisering af stræderne eller anden særstilling. Der blev anglet for at opnå netop en særstilling, men den modstand, der kom fra især USA s præsident Truman og den britiske udenrigsminister Bevin, gjorde at Stalin ikke ønskede at søge en konflikt med vestmagterne på dette punkt. Storbritannien afgav et løfte om ikke at ville anlægge baser i Østersøområdet, og dermed havde Kreml opnået hvad de kunne. 135 Bornholm havde derved ikke længere større værdi som politisk instrument, hverken overfor vestmagterne 133 Bent Jensen (1999), s. 189f. 134 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s

40 39 eller overfor Danmark. Tværtimod kunne det skade Sovjetunionens anseelse i Danmark. Meget tyder på at man fra sovjetisk side allerede ved årsskiftet 1945/46 havde besluttet sig for at forlade øen. Derved ville man opnå goodwill i Danmark; man ventede nu blot på en sådan dansk anmodning. Først d. 4/ blev en servilt udformet note fra det danske udenrigsministerium ang. Bornholm afleveret i Moskva. Kreml erklærede at hvis Danmark nu var i stand til [ ] med egne tropper at besætte øen Bornholm [ ] vil den sovjetiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat. 136 Da havde de sovjetiske forberedelser til rømning af øen allerede stået på i nogle uger. Den danske regering, der blev overrumplet over det hurtige og positive svar bekræftede straks d. 8/3 at Danmark kunne forsvare Bornholm. Det danske udenrigsministerium gik endda så langt som i en ny note, at forpligte sig til at Danmark ville være i stand til at besætte Bornholm uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper. Primo april 1946 havde alle sovjetiske tropper forladt Bornholm : Sovjetunionen og dansk deltagelse i ERP Ved lanceringen af ERP i juni 1947 besluttedes det fra amerikansk side som udgangspunkt at invitere alle europæiske lande. Sovjetunionen deltog i de indledende forhandlinger i juni/juli 1947, men trak sig d. 2/7, da planernes formål fra Moskvas synspunkt var at standse demokratiseringen af de europæiske lande, hvilket vil sige de europæiske landes skiften til socialistisk styreform á la den sovjetiske. Målet fra USA s side var da også utvivlsomt at dæmme op for den angivelige kommunistiske fare i Europa, der fik næring fra dårlige sociale forhold og ustabile politiske forhold. Med sig ud af forhandlingerne trak Sovjetunionen de østeuropæiske stater. Kreml lod efterfølgende finnerne vide, at hvis de deltog, ville det blive betragtet som en fjendtlig handling mod Sovjetunionen. Finlands præsident Paasiviki takkede derfor nej til en invitation om at deltage 11/ I forvejen var kommunisterne i Vesteuropa ved at miste terræn, særligt i Frankrig og Italien, hvor de havde forladt regeringerne. Kreml frygtede at noget lignende var under 136 Bent Jensen (1999), s Den sovjetiske kommandant havde da allerede hjembragt 5 mio. kr. i nettooverskud fra Bornholmsopholdet. 138 Paasiviki var under pres fordi den sovjetiske regering endnu ikke havde ratificeret den finsk-russiske fredsaftale (Hanhimäki (1997), s. 23).

41 40 opsejling i Østeuropa, og fordømte i de følgende måneder Marshallplanen som værende et forsøg på at dele det europæiske kontinent i to og opbygge en blok rettet mod Sovjet og de demokratiske lande i Østeuropa. 139 Den danske positive attitude blev imødegået d. 7/7 da der indløb en sovjetisk regeringserklæring til København, hvori der udtryktes dyb skepsis mht. ERP. Gustav Rasmussen beklagede i sit svar, at Sovjet ikke ønskede at deltage i de fortsatte forhandlinger. Han bedyrede i øvrigt at Danmark ikke ville placere sig i nogen blok eller acceptere nogen politiske betingelser, ejheller hvad angik fortsat dansk-sovjetisk samhandel. 140 Det sovjetiske synspunkt var at vestmagterne ønskede at omdanne Skandinavien til et brohoved for en fremtidig anglo-amerikansk aggression, og i Danmark var det lykkedes briterne og amerikanerne at overbevise de herskende kredse om at underkaste sig disses interesser, selv om de kolliderede med Danmarks og det danske folks. De danske socialdemokrater havde forrådt og splittet arbejderklassen og forfulgt frihedens og demokratiets forsvarere, dvs. kommunisterne. Desuden var de som tilhængere af Marshallplanen, deltagere i en kolossalt omfattende sammensværgelse mod demokratiet og freden. 141 Sovjetiske politikere og embedsmænd havde regnet med at man kunne bremse den omsiggribende vestorientering i Danmark. Danmarks forsøg på brobygning blev set som et udtryk for at Danmark reelt ønskede at Sovjet skulle afbalancere vestmagternes indflydelse. 142 ERP og Danmarks tilslutning hertil, fik Kreml til at antage at Danmark nu havde valgt side i øst-vest-konflikten, men havde Danmark fulgt Sovjet ville signalet til omverden have været, at Danmark lod sig intimidere af Sovjet og at man indgik i Sovjetunionens indflydelsessfære. 143 Når alt kom til alt var dansk kulturel tilknytning til vesten, historisk tætte forbindelser til især Storbritannien og de klare økonomiske interesser i at deltage i ERP for store til at Sovjetunionen på nogen måde kunne gøre sig forhåbninger om at kunne balancere mod det. I sovjetiske rapporter hed det nu, at Danmark var det af de skandinaviske lande, som var mest villig til at samarbejde med USA og Storbritannien. Danmark havde nu reelt opgivet 139 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 263.

42 41 sin uafhængighed af USA og tilladt at landet blev brugt, som et led i sit allerede nære militære samarbejde med vesten 144, stillede sit territorium til rådighed for udfoldelsen af luft- og søoperationer mod os i tilfælde af, at det lykkes de amerikanske og engelske imperialister at virkeliggøre deres planer om en tredje verdenskrig. 145 Grundet det skifte, der var sket i Danmark og den trussel, der nu lurede fra dansk territorium, anbefalede gesandt Plakhin 31/ , at man iværksatte en pressekampagne rettet mod Danmark. Molotov var enig, og i starten af 1948 iværksattes en storstilet sovjetisk pressekampagne mod Danmark : Kuppet i Prag og Påskekrisen 1948 Kort efter Bevins lancering af Vestunionstanken d. 22/ offentliggjordes i det sovjetiske dagblad Kraznaja zvezda ( Røde Stjerne ) en artikel, i hvilken der blev slået til lyd for at USA og Storbritannien var i færd med at gøre Danmark til et militært støttepunkt for deres planer. De herskende kredse havde valgt side og nu stillet Danmarks militære styrker til rådighed for vestmagterne. Endvidere blev de danske lufthavne udbygget og den danske hær organiseret efter britisk mønster. I den følgende tid fulgte flere sovjetiske artikler op på den sønderlemmende kritik af Danmark. 146 Billedet som den sovjetiske offentlighed blev bibragt var at landet stod for at blive angrebet, og at landets fjender havde fundet en villig allieret i Danmark. Statsminister Hedtoft, udenrigsminister Gustav Rasmussen og forsvarsminister Rasmus Hansen afviste alle de sovjetiske angreb. Man vedkendte sig at man bekæmpede kommunismen hjemme, men ville ikke bryde med stater af anden ideologisk opfattelse. På en pressekonference i Stockholm d. 7/2 i.f.m. et skandinavisk statsministermøde, cementerede Hedtoft de skandinaviske landes alliancefrihed, og afviste at man ville deltage i en blok af nogen som helst art. Radio Moskva affærdigede de danske dementier som værdiløse. Men efterfølgende konstaterede Kreml, at man havde opnået det man ville: en bekræftelse af Danmark og de skandinaviske 143 Jussi Hanhimäki har givet udtryk for at Sovjet ved at presse Finland til at forlade ERP-forhandlingerne i virkeligheden skubbede det øvr. Skandinavien i armene på USA. Man havde nu dybest set intet valg (Hanhimäki (1997), s. 24). 144 I de første måneder af 1947, før ERP lanceredes, hed det i rapporter fra det sovjetiske gesandtskab i København, at Danmark de facto var allieret med Storbritannien, det militære samarbejde med USA intimt og at Danmark ønskede at alliere sig militært med vesten. 145 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 274.

43 42 landes neutralitet med deres afvisning af vestunionen. 147 Pressekampagnen blev nu stillet i bero. Udadtil fandt regeringen det nødvendigt at bekræfte sit gode venskab med Sovjetunionen, men indadtil havde den sovjetiske kampagne gjort de danske politikere særdeles nervøse. Som tidligere nævnt (pkt ) blev den danske regering og den danske offentlighed yderligere opskræmt af begivenhederne i Finland og Tjekkoslovakiet i februar I sidstnævnte tilfælde havde sovjetiske kommunister været særdeles aktive for at de tjekkiske kommunister skulle tage afgørende skridt i retning af et statskup. Blandt danske politikere opstod en veritabel frygt for enten at sovjethæren ville rykke ind i Danmark eller at de hjemlige kommunister ville iværksætte et kup. 148 I lyset af de udenlandske begivenheder, og presset af forsvarsvenlige kredse, følte regeringen og politikere fra de etablerede partier et behov for at markere overfor Sovjetunionen og DKP at man var klar til at modsætte sig ethvert anslag mod dansk suverænitet og dansk demokrati, og overfor vestmagterne markere en vilje til at forsvare sig selv overfor såvel uden- som indenvælds fjende. Man var aldeles usikker på Sovjets og DKP s hensigter og den danske Washington-ambassade pustede til ilden. 149 Beredskab mod angreb og kupforsøg blev efterfølgende iværksat i påsken 1948 (d /3). De nærmere detaljer herom er forklaret. Den sovjetiske opfattelse af det danske påskeberedskab, var at Henrik Kauffmann og USA havde inspireret krisen og at den danske presse havde ført antisovjetisk propaganda. Sandheden var at Moskvas politik overfor Finland, det af Sovjet støttede Prag-kup samt den sovjetiske pressehetz mod Danmark gjorde danske politikere så opskræmte, at man følte sig nødsaget til at markere at noget lignende de finske og tjekkiske begivenheder ikke ville blive tolereret i Danmark. 150 Under en reception på den amerikanske ambassade d. 10/4 antydede Plakhin iflg. daværende handelsminister Jens Otto Krag overfor denne temmelig kraftigt, at Danmark ville blive besat af Russerne. Plakhin afviste efterfølgende Krags forsøg på forsonlighed med endnu en spydighed. Plakhins fremfærd bekymrede Krag. Han troede dog ikke der 147 Bent Jensen (1999), s Mødereferat, Udenrigspolitisk Nævn 24/3 1948, (film 136, RA, UM, 3.E. 92). 149 Bo Lidegaard (2001), s Bent Jensen (1999), s. 293.

44 43 ville komme en sovjetisk invasion, men det var den slags signaler, der skabte usikkerhed om Moskvas intentioner. Og det var netop den usikkerhed, der gjorde at man nu aktivt søgte at få løst sit militære sikkerhedsproblem. 151 Godt en uges tid senere havde Krag endog meget intime samtaler med Plakhin, der oprigtig var af den opfattelse at Danmark i marts 1948 hemmeligt havde tiltrådt Vestunionen, men indrømmede at de sovjetiske presseforlydender om de militære forhold i Danmark var forkerte. 152 Pressekampagnen fik ikke den tilsigtede effekt. Danmark tilsluttede sig d. 16/ OEEC (reelt et permanent organ, der koordinerede tildelingen af Marshallhjælp) og var nu af Sovjet skræmt mere i retning af vestalliance, end væk fra det. 5.4: Intermezzo: Stormagterne og det skandinaviske forsvarsforbund Spændingerne mellem stormagterne, særligt som de havde givet sig udslag i de tidlige måneder af 1948 der, bl.a. hos danske politikere, skabte en atmosfære af usikkerhed og utryghed, gjorde at man i det politiske establishment i Danmark genovervejede Danmarks sikkerhedsarkitektur. Det problem der søgtes løst var først og fremmest sikkerhed overfor Sovjetunionen, hvis hensigter man var ganske usikker på. 153 Ud fra de danske beslutningstageres synspunkt var alfa omega at Danmark fik garanteret sin territorielle integritet (fx. via våbenhjælp og om løfte om assistance i tilfælde af militære angreb) samt at man i sin higen efter dette i videst muligt omfang undgik at tirre eller provokere den mægtige sovjetiske nabo. Frygten for Sovjetunionen var udtalt og søgtes i de første efterkrigsår i første omgang afhjulpet gennem en politik bestående af lavprofilering og tillidsskabende foranstaltninger. Danmark havde forskellige sikkerhedspolitiske optioner Bo Lidegaard (2001), s Bo Lidegaard (2001), s Nikolaj Petersen: Optionsproblematikken i dansk sikkerhedpolitik In: Niels Amstrup og Ib Faurby: Studier i dansk udenrigspolitik. (Århus 1978), s , Nikolaj Petersen (1981), s. 49 samt Eriksen og Skodvin (1981), s. 479f. 154 Nikolaj Petersen: Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning In: Carsten Due-Nielsen m.fl (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991), s. 30.

45 44 Den isolerede neutralitetspolitik havde lidt sit grundskud d. 9/ For rigsdagsmedlemmerne hos Venstre, Det konservative Folkeparti og langt størsteparten af Socialdemokratiet ville det være aldeles uacceptabelt at fortsætte denne politik. 155 Dansk medlemsskab af Bruxellespagten blev meget hurtig uaktuelt af to årsager: For det første ønskede kun Storbritannien Danmark som medlem af pagten; ingen af de andre medlemmer ønskede at se det militært svage og geografisk udsatte Danmark som medlem. For det andet kunne ingen af landene, sammen eller hver for sig, garantere Danmark mod et eventuelt angreb fra Sovjetunionen. 156 Med hensyn til våbenhjælp og ensidige garantier gav Gustav Rasmussen udtryk for at noget sådant, uden traktatmæssige forpligtelser for Danmark, ville være noget nær en optimal løsning på Danmarks sikkerhedsproblem. Et tilsagn fra USA om våbenhjælp og en ensidig garanti af dansk territorium ansøgte Danmark aldrig om. Norge ansøgte om et sådant tilsagn for sit eget vedkommende d. 8/ Den danske regering valgte derfor at vente til den norske regering fik svar på deres forespørgsel. Svaret kom aldrig. USA ønskede ikke at påtage sig ensidige forpligtelser og garantier uden nogen form for gensidighed. Danmarks stilling var derudover så udsat at den amerikanske udenrigsminister George Marshall kaldte den nærmest tragisk. 157 Derved havde den danske regering to for rigsdagens partier acceptable muligheder tilbage: Et skandinavisk forsvarsforbund eller en atlantpagt. For at samle det politiske Danmark var det nødvendig, at den skandinaviske option skulle afprøves, før den atlantiske blev det. 158 Den internationale udvikling i de første måneder af 1948 gjorde at Norge, i et forsøg på at løse sine sikkerhedspolitiske problemer, vendte ansigtet mod vest, for i et samarbejde med Storbritannien og USA at kunne opnå våbenhjælp og få en garanti for at et sovjetisk angreb på Norge ville resultere i vestmagternes intervention. Tilsyneladende som en reaktion herpå tog Sverige i april 1948 initiativet til at de tre skandinaviske lande undersøgte mulighederne for et forsvarsmæssigt samarbejde. Den svenske regerings krav til et skandinavisk forsvarssamarbejde- eller forbund var, at det skulle holde sig udenfor blokdannelser og føre neutralitetspolitik. For Norge var det en nødvendighed at vestmagterne kunne acceptere et skandinavisk forbund. Denne opfattelse 155 Nikolaj Petersen (1991), s Nikolaj Petersen (1978), s. 204f og Nikolaj Petersen (1981), s Nikolaj Petersen (1978), s. 207.

46 45 hang dels sammen med ønsket om våbenleverancer vestfra, dels det meget nære forhold, der var opstået mellem nordmændene og vestmagterne under krigen, hvor den norske regering havde været i eksil i England. USA og Storbritannien kunne imidlertid ikke acceptere et skandinavisk forbund efter en svensk model, dvs. neutralt og fritstående. Dermed ville Norge efter egen vurdering ikke kunne få tildelt våben og vestmagterne ville ikke udstede militære garantier. 159 Det danske synspunkt er ofte blevet fremlagt som i al væsentlighed at være korresponderende med det svenske 160. Efter min mening var det danske synspunkt mere kompliceret end som så. For Hedtoft var hovedmotivet for ønsket om et skandinavisk forsvarsforbund, at styrke selve det nordiske samarbejde. Hedtoft anså mulighederne for at gennemføre det skandinaviske forsvarsforbund for at være størst hvis Danmark støttede det svenske standpunkt, som så kunne præsenteres som et fait accompli overfor vestmagterne. Årsagen hertil var, at der var en vis splittelse i det norske Arbeiderparti, som Hedtoft ønskede, at præge i retning af en skandinavisk løsning. 161 Men USA og Storbritannien ønskede ikke at bidrage til at Danmark og Norge forblev neutrale, med eller uden Sverige. Storbritannien havde længe været positivt indstillet overfor de skandinaviske bestræbelser, men pga. ønsket om at knytte USA til Europa, og gennemføre målsætningen om en atlantpagt, slog den britiske regering efterhånden ind på en linje, der var i overensstemmelse med USA s. Briterne frarådede danskerne og nordmændene, at lægge sig fast på den svenske neutralitetsbetingelse før planerne om et forsvarssamarbejde mellem de vestlige var blevet konkretiserede. 162 USA havde som nævnt, ingen større militær eller strategisk interesse i selve det skandinaviske område. USA havde en helhedsopfattelse, der gik ud på at de vestlige demokratier sluttede sig sammen i en pagt vendt mod sovjetkommunismen. Amerikanerne anså, i modsætning til briterne, ikke Sverige som værende specielt vigtig for forsvaret af 158 I begge partier var der ledende personer som var meget pronordiske, hvorfor det af interne årsager var mest holdbart i første række at undersøge de skandinaviske muligheder til bunds. 159 Knut E. Eriksen: NATO, Norden og den utro tjener Halvard Lange. (1977), s Se fx. Knut E. Eriksen (1977), Nikolaj Petersen (1991), s. 28f. 162 Nikolaj Petersen (1981), s. 55.

47 46 Danmark og Norge. 163 Specielt anså amerikanerne Grønland, Island, Azorerne og, i et vist omfang, Svalbard for at være af afgørende betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent og for en amerikansk krigsindsats i Europa. 164 Uanset hvad de skandinaviske regeringer fandt ud af, måtte det ud fra et amerikansk synspunkt ikke stå i vejen for USA s engagement på fx. Grønland. Fordi briterne kunne se de strategiske fordele ved et skandinavisk forbund lancerede lederen af Foreign Office s Northern Department, R.M.A. Hankey, d. 6/ den såkaldte Hankey-plan som et kompromisforslag svenskere, nordmænd og amerikanere kunne enes om. Ifølge Hankeyplanen skulle Danmark og Norge blive medlemmer af Atlantpagten; Sverige skulle så forblive ikke-krigsførende (ikke neutral) i enhver krig, som Danmark og Norge deltager i, men hvor de ikke blev angrebet direkte. Man valgte fra britisk side at afprøve Hankeyplanens holdbarhed ved at henvende sig til Norge fordi det dels var det mest provestlige af de tre skandinaviske lande, dels fordi fordi man fra dansk side havde frabedt sig britisk indblanding i de skandinaviske forhandlinger. 165 Men på den norske regerings vegne afviste Halvard Lange Hankeyplanen bl.a. fordi den ville i realiteten ville udstyre Sverige med en ensidig garanti, der ikke blev Danmark og Norge til del. Det svenske synspunkt i forhandlingerne ville være blevet retfærdiggjort, og svenskerne ville forhærde deres neutralistiske standpunkt. 166 Et andet utilsigtet resultat kunne blive, at neutralisterne i Norge (og Danmark) fik vind i sejlene, og at et neutralt skandinavisk forbund blev resultatet. Statsminister Gerhardsen og forsvarsminister Hauge tilsluttede sig senere Langes afvisning. 167 Da Hankeyplanen senere ved Karlstadmødet blev fremført af den norske regering som et underhåndsforslag, viste den svenske regering i øvrigt ingen interesse for den. 168 Amerikanerne var ligeledes lettere utilfredse med Hankeyplanen, som efter deres mening i al for høj grad tilgodeså Sverige. Det man fra USA s side ønskede var Danmark og Norge som fuldgyldige medlemmer af en atlantpagt, uanset om de fik følge af Sverige eller ej. 169 Et skandinavisk forsvarsforbund blev af amerikanerne anset for at blive for svagt militært. Dette ville afstedkomme et militært vacuum, der ville skabe øget utryghed i Norden, i 163 Nikolaj Petersen (1981), s Bo Lidegaard (1997), s. 388f. 165 Eriksen og Skodvin (1981), s Nikolaj Petersen (1981), s Knut E. Eriksen (1977), s Udenrigsministeriet (1968), s. 27f.

48 47 stedet for forbundets tilsigtede afskrækkende effekt. 170 Grundet den ublide medfart forsøgte Hankey sig med en ny plan, der ikke garanterede Sverige. Også denne plan blev afvist fordi kombinationsalternativet var i bund og grund uacceptabelt for Norge. 171 Under et skandinavisk stats- og udenrigsministermøde i.f.m bestræbelserne på at skabe et skandinavisk forsvarsforbund, der afholdtes d. 8-9/9 1948, reagerede Sovjetunionen ved demonstrativt at overflyve Bornholm, Falster og Møn. Det var Moskvas frygt for at de skandinaviske lande skulle knytte sig til vestmagterne, der gav sig udslag i sovjetiske styrkedemonstrationer i form af krænkelser af dansk luftrum og søterritorium. 172 Danmark skulle intimideres til ikke at indlade sig på et militært samarbejde med vestmagterne. I det hele taget kunne Sovjetunionens begejstring for et skandinavisk forsvarssamarbejde ligge på et lille sted. Den sovjetiske regering opfattede et eventuelt skandinavisk forsvarsforbund som værende rettet mod Sovjetunionen, hvad det i sagens natur jo også måtte være. 173 Det som særligt bekymrede Moskva var, at et nordisk samarbejde skulle blive infiltreret og misbrugt af vestmagterne mod Sovjetunionen. 174 Det sovjetiske udenrigsministerium, MID, var af den opfattelse at et skandinavisk forsvarsforbund ikke ville kunne forblive neutralt og fritstående, men at en skandinavisk blok, uanset hvilken overbevisning skandinaverne selv måtte have, kun kunne resultere i en nordisk filial af en antisovjetisk blok. 175 Ved dette møde i Karlstad d. 6/ fremlagde den svenske statsminister en plan for hvordan et skandinavisk forsvarsforbund kunne realiseres. Det skulle være et fritstående forbund som, når det var blevet en realitet, samlet skulle henvende sig til amerikanerne og bede om våbenleverancer. Den norske regering modsatte sig denne fremgangsmåde, og mente i øvrigt at forbundet, i henhold til Karlstadplanen, i for ringe grad havde tilknytning til vesten. 176 Norge ville kun godtage Karlstadplanen, hvis Storbritannien og USA gav den det blå stempel. Det ville vestmagterne ikke, og dermed var sagen i princippet afgjort Eriksen og Skodvin (1981), s FRUS, 1949, IV, s Memorandum fra USA s militærledelse til James Forrestal d. ½ Eriksen og Skodvin (1981), s. 491f. 172 Bent Jensen (1999), s. 307f. 173 Bent Jensen (1999), s Hans Hedtoft bad i september 1948 bedt ambassadør Reventlow viderebringe en besked til udenrigsminister Bevin om at et skandinavisk forsvarsforbund kunne blive en mellemstation på vejen vestover. 175 Bent Jensen (1999), s Udenrigsministeriet (1968) bd. 1, s. 30 og bd. 2, bilag 32 samt Eriksen og Skodvin (1981), s. 476f. 177 Knut E. Eriksen (1977), s. 285.

49 48 Svenskerne følte, at de havde strukket sig så langt de kunne, men for vestmagterne, og dermed reelt også for Norge, var det ikke langt nok. Møderne i København 22-24/1og i Oslo 29-30/1 fremhævede blot uoverensstemmelserne og afsluttedes med et communiqué, der understregede at der ikke for tiden var tilstrækkeligt grundlag for at skabe at skandinavisk forsvarsforbund. 178 Det norske Arbeiderparti besluttede i slutningen af februar, at man ville søge sit sikkerhedsproblem løst i samarbejde med vestmagterne. Erlander afslog et af Hedtoft foreslået dansk-svensk forbund d. 23/2. Dermed havde de skandinaviske forsvarsbestræbelser lidt sit endelige grundskud : Mod Atlantpagt Danmarks situation blev anset for håbløs i tilfælde af en krig, af bl.a. Gustav Rasmussen. De politiske årsager til at Danmark ikke valgte den isolerede neutralitet, der var de vigtigste, er nævnt. Dertil kom det faktum, at amerikanerne ikke ønskede at udstyre danskerne med våben som (i tilfælde af at Danmark ikke blev angrebet) enten ikke ville blive brugt eller (i tilfælde af at Danmark blev angrebet) ville falde i fjendens hænder. 180 Hvis Danmark derimod indgik i Atlantpagten (AP) ville man få våben vestfra og, i det omfang det var muligt, få militær støtte i tilfælde af et angreb. Uden en opfattet militær trussel mod Danmark er det meget sandsynligt at befolkningen og politikerne ville have accepteret fortsat dansk neutralitet. Men den perciperede trussel fra Sovjetunionen gjorde at størsteparten af de danske politikere ikke turde løbe an på at Danmark kunne unddrage sig øst-vest konflikten. Danmark havde, efter at planerne om et skandinavisk forsvarsforbund var forlist, reelt kun én mulighed tilbage, nemlig AP. Men der rådede stor skepsis i den danske befolkning og blandt de politiske partier overfor denne løsning. Denne skepsis bundede dels i, at man nu tog endelig stilling i stormagtskonflikten, og derved kunne risikere at provokere Sovjetunionen, dels var mange skeptiske overfor tanken om at alliere sig med det superkapitalistiske USA. De borgerlige partier Venstre og Det konservative Folkeparti 178 Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Nikolaj Petersen (1991), s. 39 og Udenrigsministeriet bd. 1 (1968), s. 33. I det hele taget var Hedtofts vurdering af det svenske forsvars effektivitet, ifølge den svenske statsminister Tage Erlander, meget overdreven (Nikolaj Petersen (1991), s. 30). Dette støttes af USA s ambassadør i Sverige, Matthews 14/1 1949, der kaldte det danske syn på den svenske forsvar a tragic over-estimate of Swedish military strength (FRUS 1949, vol. III, s. 26). 180 Geir Lundestad: America, Scandinavia and the Cold War, (New York 1980), s. 228.

50 49 støttede, nu hvor mulighederne for et skandinavisk forsvarsforbund var udtømte, helhjertet en tilslutning til AP. Det radikale Venstre var imod AP-medlemskab. Retsforbundet var splittet. Begge de to midterpartier ønskede dog en folkeafstemning forud for Danmarks ratifikation af Den nordatlantiske Traktat. Socialdemokratiet var ligeledes splittet i spørgsmålet. 181 Hans Hedtoft lod sig overbevise om rigtigheden af en AP-løsning af Vilhelm Buhl og H.C. Hansen. 182 Nu stod Hedtoft overfor en opgave om at samle sit eget parti (og mange af folketingets partier) i en AP-løsning. Ved det socialdemokratiske hovedbestyrelsesmøde d. 27/ argumenterede bl.a. Hans Hedtoft for at Socialdemokratiet søgte at løse Danmarks sikkerhedsproblem ved at undersøge mulighederne for et forsvarssamarbejde med andre demokratiske nationer, hvilket ville sige et AP-samarbejde. 183 Denne beslutning vedtoges af hovedbestyrelsen med stemmerne Med Socialdemokratiets tilslutning til planerne om et vestligt forsvarssamarbejde, tegnede der sig nu et klart flertal for dansk AP-medlemskab. D. 4/3 blev det besluttet at sende udenrigsminister Gustav Rasmussen til Washington for dér at forhandle med amerikanerne om dansk tilslutning til Atlantpagten. D /3 forhandlede Gustav Rasmussen, bistået af bl.a. Henrik Kauffmann, med den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson og forskellige amerikanske embedsmænd (bl.a. Hickerson). Under disse forhandlinger fortalte Gustav Rasmussen sin amerikanske kollega at den danske regering arbejdede for at to små partier (De Radikale og Retsforbundet) ville tilslutte sig AP-medlemskabet. I den forbindelse spurgte den danske udenrigsminister om Den nordatlantiske Traktat var i overensstemmelse med FN-pagten og om en AP ville dække hele Det danske Rige. Til det svarede amerikanerne i begge tilfælde bekræftende. 185 Gustav Rasmussen gav også eksplicit udtryk for at det danske forsvar behøvede våben, men amerikanerne understregede at selv om man gerne ville hjælpe Danmark, særligt når det tilsluttede sig AP, så havde man ingen våben på lager. Man kunne derfor ikke love våbenhjælpen her og nu, men man ville gøre sit yderste til at Danmark kunne modtage 181 Udenrigsministeriet (1968), bd. I, s Erling Bjøl (1983), s Udenrigsministeriet (1968), bd. I, s. 35, bd. II, bilag Erling Bjøl (1983), s FRUS 1949, vol. IV, s. 193f. Det lå danskerne meget på sinde, at det fremstod klart for en potentiel aggressor, at et angreb på Danmark ville engagere Storbritannien og USA i en krig. Dette blev ligeledes bekræftet af USA (FRUS 1949, vol. IV, s. 198).

51 50 våben så hurtigt som muligt. 186 D. 17/3 inviteredes Danmark officielt til at skrive pagten under i Washington, formentlig d. 4/4 s.å. 187 Gustav Rasmussens forelæggelsestale i Folketinget d. 22/ drejede sig i hovedsagen om at Danmark ønskede fortsat fred og sikkerhed. Ved indgåelsen af Atlantpagten ville dette være sikret, idet Sovjetunionen ved fx. at angribe Danmark ville lægge sig ud med USA. Den afskrækkende effekt heraf, parret med AP s fredelige og ikke-aggressive hensigter, ville være med til at sikre freden. 188 Statsminister Hedtoft gav i Folketinget d. 23/3 udtryk for at AP var en respons på den ideologiske ensretning og blokdannelse, der havde fundet sted i Østeuropa. Med erfaringerne fra d. 9/ i frisk erindring var, ifølge Hedtoft, den eneste ansvarlige løsning på Danmarks sikkerhedsproblem at tilslutte sig AP. 189 Dagen efter afholdtes afstemning i Folketinget om tilslutning til AP. Forslaget blev vedtaget med 119 stemmer for 23 stemmer imod. Et forslag fra Det radikale Venstre og Retsforbundet om at sætte forslaget til folkeafstemning blev forkastet med et lignende stort flertal (117-25). D. 25/3 vedtog landstinget regeringens forslag om tilslutning til Den nordatlantiske Traktat, hvorefter det bekendtgjordes til amerikanerne at man fra dansk side ønskede at underskrive traktaten. 190 Hvis Gustav Rasmussen nu forestillede sig at Danmark var trygt under USA s beskyttende vinger, så fik han sig en ubehagelig overraskelse. D. 3/4, aftenen før undertegnelsen af traktaten, fortalte den amerikanske præsident, udenrigsminister og forsvarsminister på et tophemmeligt møde, udenrigsministrene fra Danmark, Norge, Frankrig, Storbritannien, Italien, Portugal, Holland, Belgien, Luxembourg, Island og Canada at man på ingen måde kunne hamle op med Sovjetunionens konventionelle styrker, som estimeredes til værende ca. 500 divisioner. 191 Dertil kom, at man havde store problemer med at levere ( deliver ) atombomben, som man på daværende tidspunkt endnu havde monopol på, og rent faktisk ville man ikke engang kunne holde en forsvarslinje ved Rhinen! 192 Der er da heller ikke meget der tyder på at danskerne nærede falske forhåbninger. Således udtalte Hedtoft 186 FRUS 1949, vol. IV, s Udenrigsministeriet (1968), bd. II, bilag Udenrigsministeriet (1968), bd. II, bilag Udenrigsministeriet (1968), bd. II, bilag Udenrigsministeriet (1968), bd. I, s. 40, bd. II, bilag Wiebes, Cees & Bert Zeeman: Eine Lehrstunde in Machtpolitik. Die Vereinigten Staaten und ihre Partner am Vorabend der NATO-Gründung In: Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, Heft 3 (München, 1992), s Tallet var overdrevet, men understreger manglen på information om sovjetiske forhold og den overdrevne forestilling om sovjetisk styrke. 192 Wiebes & Zeeman, s. 420.

52 51 allerede i januar-februar 1949 at i tilfælde af krig ville Danmark blive besat hvad enten vi var medlemmer af AP eller ej. Når alt kom til alt var der dog en opfattelse af at medlemskab af AP udgjorde det mindste onde og tilmed det mest indenrigspolitisk holdbare. 193 D. 4/4 undertegnede Gustav Rasmussen på Danmarks vegne Den nordatlantiske Traktat. 6: Stormagterne og Danmark : USA og Danmark : Danmark som USA s allierede Fra begyndelsen af dansk AP-medlemskab opereredes der fra amerikansk side ikke med nogen undsætningsplaner for Danmark i tilfælde af et sovjetisk angreb. 194 I den amerikanske korttids Offtackle-krigsplan fra december 1949 regnede man med at Danmark og Norge ville blive løbet over ende og besat. I amerikanske flådekrigsplaner var hele Skandinavien og Nordtyskland tilmed forhåndsopgivet. 195 I den første officielle MTDPforsvarsplan fra efteråret 1950 lanceredes planer om at, såfremt Rhinen kunne holdes som forsvarslinje, ville det være muligt at holde Kielerkanalen, Sjælland og Bornholm, foruden Nordnorges kystlinje. Kun Vesttysklands inddragelse i forsvaret af Vesteuropa ville kunne give Danmark (og Holland) en rimelig beskyttelse. Indtil videre var man ikke opsat på at tilbyde Danmark land- og flystyrker udefra. Internt var amerikanske militærplanlæggere dog aldeles opgivende overfor tankerne om at kunne forsvare Danmark. Der spores ligefrem i amerikanske dokumenter en uvilje til at gå i krig såfremt Sovjet angreb Danmark for at få kontrol over stræderne. Men et sådant scenarium, hvor Sovjet med militær magt forsøgte at sætte sig på kontrollen over adgangsvejene til Østersøen, ansås ikke for at være aktuelt i fredstid Villaume (1997), s FRUS 1949 vol. IV, s Villaume (1995), s Villaume (1995), s. 128.

53 52 Fra dansk side var der stor bekymring hvad angik AP s forsvarslinje. Flere gange rejstes, enten på dansk initiativ eller med dansk støtte, i AP-sammenhæng ønsket om at forsvarslinjen kom til at ligge så langt østpå i Tyskland som muligt. 197 General Eisenhower viste som SACEUR 198 tidligt interesse for Danmark og Norges stilling i Vesteuropas forsvar. Han var givetvis blevet præget gennem samtaler med politikere og militærfolk fra Danmark, Norge og Holland under en rundrejse til de vesteuropæiske hovedstæder i januar Eisenhower forestillede sig at Danmark, Norge og Holland gjordes til pindsvineforsvarsstillinger, der skulle støttes af en stor primært britiskamerikansk flåde- og flystyrke (bl.a. 4 hangarskibe og fly). En tilsvarende flanke mod syd (Italien-Østrig) skulle udgøre hovedelementerne i en flankestrategi, som iflg. Eisenhower skulle slå med frygtindgydende styrke fra begge sider i tilfælde af et sovjetisk fremstød i det centrale Vesteuropa. 200 I november 1951 sagde Eisenhower til den norske forsvarsminister Hauge, at Danmark var nøglen til forsvaret af Nordeuropa; hvis Danmark kunne holdes, kunne Østersøen lukkes, og derved holde de sovjetiske ubåde fangen i Østersøen. Men Eisenhower fik ikke megen politisk støtte til sin flankestrategi. Hverken i London, Washington eller i SHAPE vandt han gehør. 201 Selv i Danmark mødte Eisenhowers planer modstand. De blev, stik imod hensigten, af fremtrædende danskere opfattet og præsenteret som om NATO ville lade Danmark i stikken, mens NATO s øvrige styrker trak sig mod vest. Det afvistes dog, efter nogen forvirring, af både NATO og ledende danske politikere overfor den danske offentlighed. Konklusionen fra NATO s Standing Group 202 i november 1951 lød at selv med det antal styrker, der ville stå til rådighed for forsvaret af nordregionen medio 1954 (8 divisioner og 500 fly) ville man ikke kunne forhindre at Atlantpagtområdet øst for Rhinen gik tabt. 203 Senere, i oktober 1952 foreslog Standing Group at koncentrere hele NATO s militærindsats i Centraleuropa og samtidig rykke forsvarslinjen så langt mod øst som muligt, således at den dækkede Danmark og Norge. Målet var, hed det i et communiqué, et 197 Bl.a. på det nordatlantiske råds møde d. 15/ (FRUS 1950, vol. III, s ). 198 SACEUR, Supreme Allied Commander Europe, chefen for NATO s styrker i Vesteuropa. 199 Eisenhower nævnte direkte danskernes bekymring overfor Averell Harriman i State Dept. d. 14/ (FRUS 1951, vol. III, s. 419.). 200 FRUS 1951, vol. III, s Villaume (1995), s Standing Group var et slags arbejdsudvalg, bestående af britiske, franske og amerikanske generaler med sæde i Washington. 203 Villaume (1995), s. 131.

54 53 forsvar af alle de nationale territorier. Trods dette planlagde JCS i al hemmelighed stadig en total amerikansk evakuering af Centraleuropa. JCS planer for nordregionen fra 1953 opererede med, at selv ved et krigsudbrud medio 1956 kunne stadig kun Jylland (og Sydnorge) holdes. I marts 1953 udtrykte en SHAPEforsvarsplan 204 kun mulighed for at holde Danmark nogle få dage. 205 SHAPE regnede ikke med, at Sovjet ville kunne afsætte særligt mange af sine enheder til operationer mod Skandinavien, og desuden ville nordflankens fald ikke skade NATO s krigsførelse i Centraleuropa alvorligt. Briternes store modstand mod en afskrivning af Skandinavien (som senere vil blive beskrevet) gjorde at SHAPE og amerikanerne begyndte at revidere forsvarsplanerne for Vesteuropa, herunder nordregionen. Det faldt efterhånden sammen med at det i NATO nu vurderedes at være muligt at fremskyde forsvaret af Vesteuropa, eftersom man snarligt kunne forvente en vesttysk genoprustning og inkorporering i forsvaret af Vesteuropa. I 1954 påpegede både SACEUR, SACLANT 206 og USA s militærmission i Europa det nødvendige i fra starten af en konflikt, at kunne lukke Østersøstræderne med søminer, hvorfor det anbefaledes at Danmark fik forøget sin minelægningskapacitet. I begyndelsen af 1955 suppleredes dette med SACLANT s udsagn om at en af hans hangarskibsstyrkes første og afgørende landstøtteoperationer ville være at bistå SACEUR i forsvaret af Danmark og Sydnorge. Få måneder efter, i august 1955, var det i rapporten SACEUR Emergency Defense Plan for 1956 SACEUR s holdning at NATO ville vinde en storkrig, først og fremmest pga. overlegne flystyrker. Holdningen var nu at NATO havde en overordnet strategisk interesse i at holde Nordtyskland, og dermed i hvert fald Jylland, for at kunne blokere udsejlingen af Østersøen. Dermed var der for alvor sket et skifte; NATO s strategi var nu ikke længere udtalt defensiv, men kalkulerede nu reelt også med et forsvar af (dele af) Danmark. 207 Et andet aspekt i dansk AP-medlemskab var spørgsmålet om dansk styrkebidrag. Der gik ikke lang tid fra Danmark havde tiltrådt Atlantpagten, før USA efterlyste en øget forsvarsindsats fra dansk side SHAPE, Supreme Headquarters Allied Powers Europe, var NATO s amerikanskdominerede hovedkvarter i Fontainebleau, Frankrig. 205 FRUS, , vol. VI, s SACLANT, Supreme Allied Commander Atlantic, chefen for NATO s atlantkommando. 207 Villaume, s Villaume, s. 291f.

55 54 Med Koreakrigens udbrud i juni 1950 gik den kolde krig ind i en ny fase, hvor det opfattedes at Sovjet nu ville gå over til angrebskrig. USA opfordrede i en skrivelse AP s medlemmer til at øge forsvarsudgifterne. Primært som følge af den nye udenrigspolitiske situation valgte den danske rigsdags AP-partier (Venstre, Konservative og Socialdemokratiet), at sætte forsvarsbudgettet kraftigt op. Det besluttedes at tildele forsvaret en ekstrabevilling på 300 mio. kr. over de næste 2 år, et beløb der svarede til det samlede årlige forsvarsbudget. Amerikanerne var positivt overraskede over den danske imødekommenhed. Men allerede i august 1950 mente State Department at det danske forsvarsbudget stadig var for lille set som andel af både statsbudgettet og som andel af bruttonationalproduktet (BNP), og at det burde kunne øges. 209 Offentligt udtrykte amerikanerne deres utilfredshed med den danske indsats i november 1950, denne gang gennem ERP-administrationen. En forøgelse af forsvarsudgifterne fra de nuværende 2% til 5,5% burde være mulig, lød det. 210 Adskillige gange i de følgende år kritiseredes Danmark for ikke at ville yde tilstrækkeligt til det fælles forsvar. Grunden til at USA pressede på for en øget dansk forsvarsindsats, var ikke en opfattelse af at Danmark ville kunne gøre hverken fra eller til i det storpolitiske billede, men en principiel politisk holdning om at alle skulle yde deres bidrag til det fælles forsvar, alt efter ydeevne. Og netop hvad angik ydeevne var der betydelig diskrepans mellem det danske og det amerikanske synspunkt. Danskerne gav udtryk for at særlige økonomiske og politiske forhold gjorde sig gældende i Danmark, og at Danmark derfor burde få en vis særbehandling fra de allierede. Det store betalingsbalanceunderskud og den politiske situation med en neutralistisk tradition samt et antimilitaristisk radikalt parti blev nævnt som særlige danske forhold, men dette blev afvist af USA og de allierede. USA pegede til gengæld på den høje danske levestandard som enestående i Europa, hvorfor der burde være økonomi til at sætte forsvarsbudgettet op. De danske politikere, og i særdeleshed socialdemokraterne, var bekymrede for at en øget, og forceret dansk forsvarsindsats skulle ske på bekostning af den sociale standard, der kunne skabe endnu mere AP-modstand i befolkningen. 209 FRUS 1950, vol. III, s. 228f. 210 Villaume (1995), s. 299.

56 55 Et forhøjet forsvarsbudget ville formentlig ikke være økonomisk uoverstigeligt, men politisk ville det have nogle eftervirkninger som særligt Socialdemokratiet ikke ønskede. Man frygtede at pacifistiske socialdemokrater i stedet ville stemme radikalt eller kommunistisk. 211 Udover hensynet til sit eget vælgerkorps spillede en tilnærmelse til Det radikale Venstre også ind for socialdemokraterne. Den socialdemokratiske regering foretog, udelukkende med politisk-økonomisk-finansiel begrundelse, i efteråret 1954, med radikal støtte, en beskæring af forsvaret; det var, ifølge Gallup, en populær beslutning. 212 Den amerikanske regering var stærkt utilfreds med de danske nedskæringer og pressede fortsat hårdt på, for at få Danmark til at sætte forsvarsbudgettet op, og ikke ned. I maj 1955 konkluderede den amerikanske ambassade på baggrund af en analyse, at danskerne generelt ikke kunne siges at have anvendt midlerne fra det amerikanske militære og økonomiske hjælpeprogram til militære formål, og slet ikke i det omfang man kunne forvente. Derfor overvejedes det helt at standse den amerikanske våbenhjælp. Af politiske årsager valgte man ikke at gøre det. Det signal man sendte, kunne let tolkes som at USA svigtede en partner i den kolde krig. 213 Selv om det danske forsvarsbudget var blevet sat kraftigt i vejret, var det efter amerikanernes overbevisning altså langt fra nok. Danmark vedblev da også med at være dén nation, med undtagelse af Luxembourg, der betalte mindst til forsvaret, målt som andel af BNP (se bilag 7). Amerikanerne endte dog med, i et eller andet omfang, at affinde sig med det lave danske forsvarsbudget under henvisning til, at i betragtning af landets over 100 år gamle neutralistiske tradition var en 3-dobling af forsvarsudgifterne alligevel anselig. 214 Selv om USA således kunne ønske sig mere af Danmark, var man stadig allierede, og Danmark vedblev i amerikanske øjne stadig at være mere venligtsindet, end fx Sverige : Løsningen af det grønlandske spørgsmål 211 Villaume (1995), s Det er usikkert hvorvidt denne holdning skyldtes en generel militærskeptisk holdning eller om det skyldtes en oplevelse af at NATO-partnerne ikke ville eller kunne komme Danmark til undsætning. 213 Villaume (1995), s Villaume (1995), s Herom bl.a. FRUS 1950, vol. III, s. 16 og 24.

57 56 Som nævnt stod spørgsmålet om et ophør eller en afløsning af Overenskomsten om Grønlands forsvar af 1941 endnu uløst, da Atlantpagten blev undertegnet. Fra dansk side regnede man nu med at en ny Grønlandsaftale ikke ville blive et bilateralt danskamerikansk anliggende, i hvilket Danmark havde svære betingelser overfor den amerikanske supermagt, men derimod et spørgsmål som ville blive løst indenfor Atlantpagten og dennes organer. Amerikanerne havde selv overfor Gustav Rasmussen i marts 1949 bekræftet at dette ville blive tilfældet. 216 I efteråret 1949 lod den amerikanske viceudenrigsminister George W. Perkins ambassadør Kauffmann vide at JCS var af den opfattelse at der var et påtrængende behov for forlængelse af de amerikanske beserettigheder på Grønland. D. 21/10 førtes der uformelle samtaler sted i Pentagon mellem danske ambassaderepræsentanter og amerikanske civile og militære embedsmænd. Her konkretiserede amerikanerne deres ønsker. Man ønskede langtidsbaserettigheder over baserne i Narssassuaq, Simiutaq, Sdr. Strømfjord og Grønnedal. De danske repræsentanter gav udtryk for at Danmark burde overtage så meget af Grønlands forsvar som muligt. Danmark kunne holde baserne klar indtil NATO kunne få brug for dem i en krisesituation. 217 Det var i det hele taget den danske regerings holdning, støttet af flertallet i rigsdagen, at jo mere man gav efter for amerikanske krav, herunder også spørgsmålet om amerikanske baser på Grønland, jo mere udsat ville Danmarks position blive hvad angik sovjetiske modkrav eller en evt. (gen-)besættelse af Bornholm. 218 Overfor det amerikanske krav om en ny baseaftale gav den danske regering udtryk for, at hvis en sådan aftale skulle sluttes med USA, så måtte USA i højere grad, end tilfældet var på daværende tidspunkt, garantere militær assistance i tilfælde af et sovjetisk angreb på Danmark eller på dele af Danmark. 219 Fra 1950 begyndte man fra JCS side for alvor at operere med polarstrategien. Årsagen var at man nu havde langtrækkende B-36 bombefly, der tillod at man fra USAF s side kunne tillægge sig en strategi, ud fra hvilken Sovjetunionen kunne (A-)bombes direkte fra Nordamerika eller Grønland over Nordpolen. 220 Ændringen af strategi fra perimeterstrategi til polarstrategi betød, at USA ville få brug for mere end én flyvebase på Grønland, foruden en flådebase. Dette fik det danske forsvarsministerium at vide d. 19/ Villaume (1995), s. 107f. 217 DUPI (1997), s DUPI (1997), s DUPI (1997), s. 107 og Bo Lidegaard (1997), s. 484f. 220 DUPI (1997), s. 112f. 221 DUPI (1997), s. 111.

58 57 Da de offensive aspekter ved besiddelse af baser på Grønland begyndte at figurere hos JCS gjorde USA Danmark opmærksom på, at man ønskede at genovertage basen i Sdr. Strømfjord, som ellers var blevet overtaget af de danske myndigheder i sommeren Det vakte naturligvis bitterhed i København, men amerikanerne var ubøjelige på kravet om genovertagelse af Sdr. Strømfjord. Der indledtes direkte forhandlinger om en ny Grønlandsaftale d. 27/ I det amerikanske forhandlingsudspil ønskedes bemyndigelse til omfattende foranstaltninger bl.a. husning og varetagelse af personellets sundhed, fritidsarbejde og velfærd samt forbedring af det militære forsvar og af havnefaciliteterne. Amerikanerne ønskede desuden fuldkommen kontrol over luftfarten fra baserne. 222 Den danske udenrigsråd C.A.C. Brun gav udtryk for at som det amerikanske udkast så ud, kunne man få det indtryk at Danmark solgte Grønland. Brun pointerede i øvrigt overfor amerikanerne at i henhold til 1941-aftalens artikel 10 havde USA i alt for lang tid opretholdt enheder på Grønland. 223 I det officielle danske modforslag hed det bl.a. at USA s engagement begrænsedes til Thule, Sdr. Strømfjord og Narssassuaq. Marinestationen i Grønnedal skulle varetages af Danmark, men med mulighed for amerikansk tilbagevenden i en krisesituation. 224 Danmarks hovedansvar for Grønlands forsvar blev understreget således at USA blot assisterede Danmark på Grønland. Der måtte være tale om et fælles og ligeligt ansvar, uagtet at der måtte være forskelle i den aktuelle indsats. 225 Der var i det hele taget fra dansk side en understregning af den danske overhøjhed over Grønland, som var ukrænkelig, hvorfor der naturligvis også måtte være en dansk øverstbefalende over Grønland. Den geografiske afgrænsning var acceptabel for amerikanerne. Til gengæld måtte Danmark i sidste ende give efter hvad angik ønsket om at Sdr. Strømfjord blev enten en fri dansk station eller et dansk drevet forsvarsområde, at Danmark ville være forpligtet til at bede USA om at overtage Grønnedal, hvis man ikke selv kunne magte at drive stationen samt at USA ikke økonomisk bistod oprettelsen af danskdrevne faciliteter Disse rettigheder ønskede amerikanerne for baserne Narssarssuaq (med Simiutak), Sdr. Strømfjord, Thule, Maraq, Ikateq og Grønnedal (DUPI (1997), s ). For Maraq, Ikateq, Simiutak og Sdr. Strømfjord gjaldt, at de rent faktisk var blevet overtaget af de danske myndigheder i sommeren 1950, men nu ønskede USA altså at genovertage disse baser (DUPI (1997), s. 110). 223 Bo Lidegaard (1997), s DUPI (1997), s DUPI (1997), s DUPI (1997), s. 155.

59 58 Dansk overhøjhed blev formelt anerkendt af amerikanerne, herunder også det at Grønland stod under dansk overkommando. Den endelige aftale af 27/ blev et kompromis. Amerikanerne gav efter på nogle punkter som ud fra et dansk synspunkt var vigtige (dansk overhøjhed, begrænsning til 3 områder), men som for USA var overkommelige, næsten betydningsløse, indrømmelser. Amerikanerne understregede overfor danskerne at grundessensen i det amerikanske engagement på Grønland, i modsætning til hvad danskerne forestillede sig, ikke drejede sig om Grønlands forsvar, men derimod om Vesteuropas, herunder Danmarks forsvar, idet Grønland og polarstrategien var den amerikanske afskrækkelse af Sovjetunionen mod at foretage angreb på Vesteuropa. 227 Grønlands betydning for USA s hele koldkrigsstrategi var for fundamental til at man fra amerikansk side var villig til at give køb på troværdigheden af den amerikanske atomstrategi. Selv om den danske regering helst havde set at man helt og aldeles selv havde overtaget hele Grønland, var dette aldeles uacceptabelt for USA, og derved blev det. Med Grønlandsoverenskomsten af 1951 sattes et punktum for et spørgsmål, der havde plaget den siddende danske regering og den danske rigsdag i 10 år, og som endte med at USA, på trods af danske ønsker om det modsatte, i sidste ende fik sin vilje : Stationeringsproblematikken Selv om USA både i marts og igen i oktober 1949 havde afvist at have planer om fredstidsbaser i selve Danmark 228, så måtte den reelt manglende NATO garanti af Danmark være evig årsag til bekymring blandt danske toppolitikere. Fra januar 1951 begyndte Pentagon at presse State Dept. for at få dem til at indlede bilaterale forhandlinger om baserettigheder i Vesteuropa. I maj 1951 fremlagde US Air Force en ny styrkemålsplan for Europa, som krævede en kraftig forøgelse af antallet af fly i de europæiske NATO-lande, ikke mindst Danmark og Norge. Denne Pentagon-plan, som ville fordoble antallet af fly i nordregionen, kunne Danmark og Holland som de eneste ikke støtte, selv om et tilsagn var 227 DUPI (1997), s Villaume (1995), s. 396f. Tanken om inddragelse af Skandinavien i perimeterstrategien var ikke på dagsordenen på dette tidspunkt. (Villaume (1995), s. 408).

60 59 ikke-bindende. Fra sensommeren 1951 fremsatte Pentagon tankerne om permanente fredstidsstationering af taktiske amerikanske flyenheder i Danmark og Norge. 229 En rapport fra NATO s Militærkomité til ministerrådsmødet i Rom i november 1951 konstateredes netop dette. Af den årsag anbefaledes det, at der i Danmark placeredes ca. 150 taktiske amerikanske fly, dvs. jagermaskiner og lette bombere, og i Norge Pentagon var af den opfattelse at selv med øget amerikansk våbenhjælp gennem Mutual Defense Assistance Program (MDAP) ville antallet af fly i nordregionen i perioden kun kunne vokse med 65 fly fra 400 til 465 eller halvdelen af de 930 fly det vurderedes var nødvendigt for et forsvar af nordregionen. Under alle omstændigheder vurderedes det, at Danmark (og Norge) alene ikke ville kunne leve op til kravene. Fra efteråret 1951 syntes dansk luftrum at have fået øget betydning. Amerikanerne skulle benytte luftrummet til bombning af området Moskva-Gorkij-Leningrad med B-36 bombefly (som først nu reelt var operative), og russerne vurderedes at skulle bruge dansk luftrum i.f.m. den langtrækkende bomber Tu-4 s angrebsruter til USA. 231 Udenrigsminister Kraft gav udtryk for at man foretrak en løsning, hvori Norge indgik. Men nordmændene havde i 1949 afgivet et løfte til Sovjetunionen om ikke at stationere fremmede enheder i fredstid, et løfte den norske regering så sig nødsaget til at gentage overfor Kreml som svar på en sovjetisk note. Danmark og Norge var forbeholdne overfor placering af internationale hovedflyvepladser i deres lande. Under et frokostmøde i Lissabon d. 21/ mellem Acheson, Lange og Kraft, var Kraft meget positivt indstillet overfor stationeringen, men var klar over de politiske realiteter og var derfor nødt til at afvise stationeringer i den aktuelle situation. 232 Det var amerikanernes ønske at opnå bilaterale aftaler, hvor USA (og ikke NATO per se) havde fremskudte baser til brug for Strategic Air Command (SAC). Derved ville USA kunne bruge disse baser, som det fandt passende og evt. involvere dem i konflikter udenfor nordregionen som Danmark (og Norge) ikke var indblandede i. Efter udenrigsminister Kraft omsider havde orienteret Socialdemokratiets ledelse var denne fra starten mere skeptisk end VK-regeringen. Den socialdemokratiske ledelse gav udtryk for et synspunkt, der ikke afviste nogen tanker, men tilsagde at man kun ville støtte iværksættelse af de ingeniør-tekniske forhandlinger, hvis forhandlingerne synkroniseredes med 229 Villaume (1995), s Der var formentlig reelt tale om jagere og jagerbombere (Villaume (1995), s. 403). 231 Villaume (1995), s FRUS , vol. V, s

61 60 forhandlingerne mellem USA og Norge. Andet ville Socialdemokratiet ikke kunne holde til politisk. 233 Danmark og USA påbegyndte i september 1952 de ingeniørtekniske forhandlinger. Amerikanerne, der først havde afvist kun at forhandle om denne del og ikke også de politisk-diplomatiske, accepterede til sidst dette, da det kunne være med til at presse stationeringen igen, selv hvis Norge trak sig. I Norge afviste stortingets i juni 1952 det af udenrigsminister Lange foreslåede principielle ja til fredstidsstationering. Arbeiderpartiet håbede at kunne vende stemningen i stortinget, hvis Danmark sagde ja. I september enedes VK og Socialdemokratiet om principperne for en fredstidsstationering i Danmark i enheder, som skulle være under dansk jurisdiktion og alene være tale om taktiske enheder. Deres opgave ville udelukkende være forsvaret af Danmark. Hans Hedtoft m. fl. havde meget svært ved at samle Socialdemokratiet om et ja til stationeringen. En anden del af den danske (socialdemokratiske) tilbageholdenhed var skepsis overfor den republikanske præsidentkandidat Eisenhower, der skarpt angreb Truman-regeringens udenrigspolitik. Støttet af bl.a. John Foster Dulles lagde han op til en mere skarp befrielses- og tilbagerulningspolitik overfor Østeuropa. Eisenhower vandt valget d. 4/ og indsattes som præsident i januar Netop den amerikanske regerings hensigt med baserne kunne være mere aggressiv med en præsident Eisenhower. Ambassadør Anderson så 4 store forhindringer som udsprang i Socialdemokratiet: 1) en vis usikkerhed om USA s fremtidige udenrigspolitiske kurs; 2) ledende finske og svenske socialdemokraters fortrolige appeller til deres danske åndsfæller om at afvise stationeringen, da det kunne berøre Sverige og Finlands neutrale stilling; 3) tvivl om det rigtige i for Danmark at gå forrest, så længe Tyskland stod udenfor den fælles allierede forsvarsplan, især i lyset af fornyede vanskeligheder med gennemførelsen af Europahæren; 4) opfattelse af stationeringen som mindre påtrængende nu, da man ikke mente, at Sovjetunionen planlagde et umiddelbart angreb Villaume (1995), s Villaume (1995), s. 443.

62 61 Dertil kom at for at stationeringen skulle være spiselig for de danske politikere og, i særdeleshed, de danske vælgere, så måtte visse krav opfyldes: 1) Socialdemokratiet insisterede på at flyene ikke måtte trækkes væk fra Danmark og fx. benyttes i en lokal krig i Middelhavsområdet; 2) Flyvepladserne måtte kun være taktiske; 3) Socialdemokratiet og Det radikale Venstre ønskede at en evt. dansk-amerikansk aftale byggede på NATO s Status of Force -aftale, evt. med mindre modifikation 4) Venstre, Konservative og Socialdemokratiet insisterede på at flystyrkerne alene var under dansk NATO-kommando, og at anden NATO-kommando kunne overtage kommandoen i krigstid 5) aftalen skulle kunne opsiges ensidigt med et passende varsel, fx 1 eller 2 år. Washingtons reaktion på disse krav, hvoraf de to første var blevet præsenteret som ufravigelige, var en total afvisning: evt. amerikanske fly stationeret i Danmark ville alene være under SHAPE s kommando; det ville ikke kunne komme på tale at lave en særlig aftale om kommandoforholdene uden om SHAPE. USA forventede dog ikke at et sådan dansk krav ville blive fremsat, og den amerikanske afvisning gjaldt kun de to førstnævnte (ufravigelige) danske krav. Hvis dansk territorium ikke måtte bruges i strategiske henseender, mistede det meget af sin fordelagtighed. 235 Desuden ville der med det danske forhandlingsudspil reelt være tale om forpligtende forhandlinger, da resultaterne i sagens natur måtte blive genstand for intern partipolitisk debat i Danmark, hvorved fortroligheden sattes på spil. Det ønskede amerikanerne ikke, men foretrak i stedet at der straks iværksattes hemmelige og uformelle overordnede forhandlinger som, når man var enedes om de vigtigste punkter, ville lette den danske regerings principvedtagelse i rigsdagen. Amerikanerne så sig dog nødsaget til at afvise dansk vetoret over brugen af de i Danmark stationerede fly, da man forestillede sig også at skulle bruge disse taktiske flyenheder til støtteoperationer for USA s Strategic Air Commands atomare luftoffensiv mod Sovjetunionen (her: formentlig sovjetiske baser i DDR). Efter det 3. møde d. 28/ blev forhandlingerne afbrudt og indstilledes indtil videre. Det vurderedes at Danmarks sikkerhed ville blive mere truet af Sovjet som følge af amerikanske flys stationering. Såfremt de amerikanske fly flyttedes væk fra dansk territorium ville det efterlade Danmark ekstremt udsat. Det var USA s holdning at de amerikanske fly tildeltes NATO, og ikke Danmark per se. Det danske krav stred mod NATO s ånd, og opfyldelsen af kravet ville 235 Få år senere blev jagerbombere (af hvilke der skulle placeres 75 i Danmark) betegnet som i krigstid at ville supplement the strategic air offensive wherever possible (Villaume (1995), s. 447).

63 62 ødelægge NATO-forsvaret. Den bedste garanti for Danmarks forsvar var selve styrkelsen af det fælles NATO-forsvar, herunder Danmarks eget bidrag. Det måtte være op til SACEUR at sætte flyene ind, hvor de vurderedes at gøre størst gavn. Internt i Socialdemokratiet var der en del modstand mod stationering, og også i regeringspartiet Venstre var der modstand at spore. Socialdemokratiets ledelse ville dog sandsynligvis have kunnet overkomme denne modstand. Imidlertid var den socialdemokratiske mistro til den nye republikanske administration i USA så stor, at kravet om dansk vetoret var ultimativt. Dette var det helt afgørende, og uoverstigelige skisma mellem Danmark og USA. Disse betænkeligheder overfor amerikansk udenrigspolitik blev dog overfor offentligheden kraftigt nedtonet; USA var stadig Danmarks allierede mod Sovjetimperiet, og man ønskede ikke at bringe dette venskab i fare ved at så tvivl om amerikanske hensigter. I marts 1953 døde Stalin; en våbenhvile i Korea syntes forestående og i maj lancerede Churchill sine tanker om et øst-vest-topmøde. Disse tegn på tøbrud i den kolde krig fik danske politikere til at anse stationering af amerikanske fly for knap så presserende. På Socialdemokratiets partikongres d. 23/ besluttedes det at takke nej. Som årsag nævntes primært indenrigspolitiske årsager, som ganske havde givet en betydning for den socialdemokratiske beslutning, men den helt essentielle og altoverskyggende årsag, som ikke kunne nævnes, var uenigheden om den danske vetoret, som dybest set bundede i mistro til amerikansk udenrigspolitik og, til dels, amerikansk militær. 6.2: Storbritannien og Danmark : Storbritannien og Danmark som samarbejdende allierede På grund af sit hurtigt voksende militære og politiske engagement i Europa, overtog USA fra 1948 rollen som referencemagt for Danmark. 236 Hvor det militære og politiske samarbejde mellem Storbritannien og Danmark i de første efterkrigsår havde været meget nært, blev det nu mere sporadisk. Det militære samarbejde, som havde været vigtigt for Danmark, blev for en stor del overtaget af et samarbejde med USA. Vesttyskland blev selvstændigt i 1949, og landet holdt derfor de facto op med at være delt i besættelseszoner. Der vedblev dog at være danske tropper i Nordtyskland. Blot skiftede styrkernes status 236 Nikolaj Petersen (1981), s. 38f.

64 63 karakter fra besættelsesmagt til en del af Danmarks (og Vesteuropas) fremskudte forsvar i det endnu demilitariserede Vesttyskland. Som nævnt (pkt. 5.5) betragtede de britiske stabschefer mere Danmarks (og Norges) tilslutning til Atlantpagten som en politisk gevinst, snarere end en militær. Det blev endda direkte set som en ulempe at man fra britisk side havde forpligtet sig til at levere våben til Danmark (og Norge). Blandt fordelene vejede Danmarks materielle støtte til en strategisk luftoffensiv, herunder baser i Grønland, tungest. 237 Offentligt og officielt proklamerede briterne, i lighed med amerikanerne, deres strategiske interesse i forsvaret af Danmark og Norge. Det er indlysende at man ønskede at forsvare de skandinaviske lande, men det måtte samtidig sandes, at man ikke ejede de fornødne kapabiliteter. De britiske militærattachéer betegnede det danske forsvar som ringe; hæren var præget af gammeldags tankegang, flåden var uden kamperfaring og flyvevåbnets ånd og organisation var ikke tilfredsstillende. 238 Muligheden for at standse et sovjetisk angreb på Danmark blev, som nævnt, i begyndelsen af 1950 erne betegnet som urealistisk, og i øvrigt ikke afgørende for forsvaret af Vesteuropa. De britiske stabschefers syn på forsvaret af Danmark adskilte sig dog fra deres amerikanske kollegers. Briterne anså forsvaret af Danmark for at være så vigtigt for forsvaret af de britiske øer, at man udarbejdede planer for et britisk forsvar af dele af nordregionen på korttidsbasis. Det blev i maj 1951 omfattet af en britisk plan om allierede brohoveder i Vesteuropa. Kun to af disse var af reel værdi: Italien-Østrig og Danmark- Kiel. Disse ville have betydelige strategiske fordele bl.a. ved at yde bidrag til luftforsvaret af Storbritannien. Det vurderedes dog alligevel ikke muligt at holde Danmark pga. manglende fly- og landstyrker. 239 I april 1951 besøgte feltmarskal Montgomery, der nu var næstkommanderende for NATO s styrker i Europa (vice-saceur), Danmark. Montgomery blev af udenrigsminister Kraft, der tydeligvis var bekymret og mistroisk, direkte spurgt: Kan vi hvis vi opbygger det forsvar, som er forudsat i Bryssel-overenskomsten være helt sikre på ikke at blive ladt alene, men stole på, at hjælp i forvejen er forberedt. Montgomerys svar lød: I en given situation skal Danmark have øjeblikkelig hjælp. Pressen beroligede den skeptiske danske offentlighed med Montgomerys besked om at han personligt ville se 237 Villaume (1995), s Villaume (1995), s Villaume (1995),s

65 64 til, at de allierede kom og hjalp det udsatte Danmark. Desuden ville Eisenhower aldrig tillade at noget vesteuropæisk land gik under. 240 Montgomery udtalte sig desuden positivt om de danske soldater, han havde set. Ved et besøg i juli s.å. gentog Montgomery, at man ikke ville opgive nogen del af AP-området, men antydede at det danske forsvar i øvrigt havde for lang en mobiliseringstid og det burde have en stående hær. 241 Montgomerys, især under aprilbesøget, positive og betryggende tilkendegivelser stod i skærende kontrast til de barske realiteter; Montgomery sympatiserede øjensynligt med den flankestrategi som Eisenhower gjorde sig til fortaler for, men Eisenhowers optimisme i udkastet til sin første årsrapport i 1952 kunne Montgomery ikke forlige sig med. Montgomery var realist og mere ligefrem: Danmark og Norge kunne holdes i højst 10 dage, og det gav ingen mening at omtale flankerne som fæstninger, ejheller om et nordisk bolværk. Danmark var udsat, og strategisk vigtig for Sovjetunionen, hvorfor en erobring af Danmark ville blive iværksat tidligt i en krig. En erobring af Danmark ville kraftigt kompromittere Norges forsvar og være et springbræt for en erobring heraf. Den britiske holdning i 1952, 1953 og 1954 var at Danmark var nøglen til forsvaret af nordregionen, og at nordregionen var særdeles vigtig for forsvaret af Storbritannien. Der opstod derfor uenighed mellem briterne og det øvrige NATO hvad angik prioriteringen af nordflanken; forsvaret af Norden var essentielt for Storbritanniens sikkerhed samt for flådevirksomheden i Nordatlanten. Det var derfor imperativt at forsvaret af Danmark, og dermed af nordregionen, opprioriteredes. Dér hvor briterne og amerikanerne var enige var i kritikken af den danske forsvarsindsats; i kraftige vendinger kritiserede britiske militærattachéer, værnsledere og embedsmænd det danske militær og den samlede danske forsvarsindsats: Danmark ville ikke kunne yde mere end et symbolsk forsvar, danskerne var fodslæbende og grebet af sin traditionelle apati hvad angik forsvaret, og forsvarsindsatsen var som helhed ringe lød det blandt skudsmålene. 242 Men det var endnu mere afgørende for briterne at Danmark kunne kompromittere forsvaret af Storbritannien, og at briterne derfor havde en egen interesse i at sikre nordregionen. Det var årsagen til at Storbritannien arbejdede for noget, der på overfladen kunne synes at være danske interesser. Fra og med 1954 ændredes NATO s syn på forsvaret af nordregionen som bekendt. I de følgende år blev forsvaret af Danmark og 240 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s. 374.

66 65 Norge understreget, og med Vesttysklands remilitarisering og optagelse i NATO, i stort omfang afhjulpet. Det havde nu en tid stået klart at Danmark og Norge ikke selv magtede at stable et troværdigt forsvar på benene. Det britiske krav om bedre sikring af nordregionen, og gentagne forsøg på at overbevise, vel især amerikanerne, om nordregionens strategiske betydning, lykkedes omsider. 6.3: Sovjetunionen og Danmark : Dansk medlemskab af Atlantpagten Frygten for Sovjetunionen og Danmarks stilling i en evt. storkrig fandt udtryk hos Hartvig Frisch, der på et regeringsmøde d. 22/ havde udtalt, at hvis Danmark valgte den vestlige alliance, ville man ikke kunne fortænke Sovjetunionen i at besætte Danmark fra krigens første dag. 243 Men Hedtofts holdning var den, at Danmark ikke kunne sikre sig nogen chance for frelse gennem isoleret neutralitet. 244 Sovjetunionen reagerede mod dansk medlemskab af AP allerede i februar 1949, da de første forlydender om dansk deltagelse i AP kom frem. Det blev af den polske ambassade i København d. 25/2 karakteriseret som de imperialistiske kredses bestræbelser på at inddrage de skandinaviske lande i den aggressive nordatlantiske pagt. 245 I.f.m. en selskabelig lejlighed, sandsynligvis i februar 1949, havde Plakhin overfor udenrigsministeriets direktør Jens Rudolph Dahl, givet udtryk for at han personligt anså det for givet at Danmark ville tilslutte sig AP, selv om det kunne være farligt for landet. 246 Plakhin anbefalede Kreml, at man advarede Danmark i lighed med den man havde givet Norge i slutningen af januar. 247 Plakhin ønskede at iværksætte det af Sovjetunionen ofte brugte middel med at føre styrkepolitik overfor små nabolande, 248 men MID vægrede sig 242 Villaume (1995), s. 293 og 342. Montgomey skal iflg. ambassadør Edouard Reventlows hustru, ligefrem under en frokost d. 19/ have sagt til udenrigsminister Kraft: Your army is no good for fighting purposes. (Villaume (1995), s.329n) 243 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s Udenrigsministeriet (1968), bd. 1, s Bent Jensen (1999), s Den sovjetiske regering havde d. 29/1 angrebet den norske regering for sin foretagsomhed for at komme ind i den aggressive AP, som stred mod FN s principper. Man havde spurgt den norske regering om man påtænkte at stille luftog sømilitære baser til rådig hed for alliancepartnerne. Den norske regering svarede afkræftende, men det var ikke tilfredsstillende for den sovjetiske regering, som efterfølgende tilbød en ikke-angrebspagt, der blev afvist under henvisning til at FN-pagten i sig selv var en ikke-angrebspagt (Bent Jensen (1999), s. 344f.) 248 Bent Jensen (1999), s. 344.

67 66 for en sådan demarche. MID synes at have været af den opfattelse at det var for tidligt, at den danske regering og de danske politikere endnu ikke var overbevist om det betimelige i et dansk AP-medlemskab, hvilket for så vidt var rigtigt. Først natten mellem d. 3 og 4/3, i timerne før underskrivelsen af pagten i Washington, indløb den officielle sovjetiske reaktion på den danske tilslutning til AP. Plakhin insisterede på at overrække Moskvas note kl om natten, hvilket naturligvis vakte bestyrtelse i den danske regering. Noten indeholdt en generel fordømmelse af den aggressive AP ligesom den havde karakter af at være nogle dage for gammel. 249 Hverken Norge eller Danmark nævnt som værende blandt de underskrivende lande, selv om Moskva måtte have vidst at den danske udenrigsminister var rejst til Washington d. 30/3 med det formål at underskrive traktaten. 250 Hele dette mærkelige hændelsesforløb skyldtes forskellen på holdningen i Moskva og det sovjetiske gesandtskab i København. Der havde ikke været nogen pressekampagne 251 eller officiel sovjetisk henvendelse i de 10 dage, der var gået siden folketinget officielt og offentligt havde besluttet at tilslutte sig AP. Plakhin havde derimod hele tiden arbejdet for at Danmark burde sættes under pres. Noten kunne, på det tidspunkt den blev afleveret, hverken gøre fra eller til. Den sovjetiske regering fulgte heller ikke op på noten. Den officielle sovjetiske reaktion, som var ufattelig mild, må tolkes i retning af at man betragtede det som frugtesløst at kritisere, endsige true Danmark yderligere. Det lader til at man har været klar over at det var en beslutning danske politikere traf uden begejstring, men med en følelse af nødvendighed og uden reelle alternativer. Den danske regering ventede en måned med at besvare den sovjetiske note som for så vidt heller ikke havde forlangt et svar. Hedtoft besluttede at svare, og brugte folkeretseksperten Georg Cohns anvisninger, når han henviste til at traktaten var af udelukkende defensiv karakter, ikke rettet mod bestemte lande, at pagten var i fuld overensstemmelse med FN-pagten, at Danmark ikke ville kunne slutte sig til en politik, der har aggressive formål heller ikke aggression mod Sovjetunionen, med hvilken Danmark har en lang tradition for fredelige og venskabelige forbindelser. 252 Naturligvis var Hedtoft af den opfattelse at AP var rettet mod truslen fra Sovjet og dets satellitstater i Østeuropa, det var jo selve hovedårsagen til at man i det forgangne år havde søgt alliancer. 249 Der blev talt om at Den nordatlantiske Traktat agtedes underskrevet i de nærmeste dage selv om det var almindeligt kendt at det ville ske den følgende dag. 250 Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Det havde således begrænset sig til en enkelt artikel om Danmark i Novoe vremja og nogle få TASS-telegrammer. I andre angreb på AP var Danmark slet ikke blevet nævnt. 252 Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag 62.

68 67 Men det vigtigt for Hedtoft ikke yderligere at forsyne øst-vestkonflikten med skyts. Desuden er det helt givet at Hedtoft havde ret i at man, i overensstemmelse med virkeligheden, ikke betragtede AP som aggressiv eller imod FN s charter. Den halvhjertede og meget sene sovjetiske negative reaktion på dansk AP-medlemskab, skal måske også ses i lyset af den forholdsvise ringe modstand, der var blevet mobiliseret i den danske befolkning og blandt danske arbejdere. Fra officielt sovjetisk hold havde man regnet med at der ville være betydelig folkelig modstand mod medlemskabet, men denne begrænsede sig til enkelte demonstrationer for fred. Endvidere er det en mulighed at Gustav Rasmussens ensidige erklæringer i marts og april 1949 om ikke at ville tillade fremmede styrker på dansk jord i fredstid, kan have virket beroligende på Kreml. 253 Kreml synes ikke at have været villig til at tage en konfrontation med USA og vesten på dette punkt, og ønskede ikke voldsomme reaktioner fra de vestlige kommunistpartier, hvorfor også DKP s negativitet og modstand holdtes på et relativt lavt niveau :Sovjetunionen, Danmark og Koreakrigen I juni 1950 angreb det kommunistiske Nordkorea Sydkorea. Nordkoreas leder, Kim Il- Sung havde haft held med at spille Kina og Sovjet ud mod hinanden, og til sidst opnået en ellers modstræbende Stalin til at billige et nordkoreansk angreb. Det var den almindelige opfattelse, at Nordkorea var blevet overtalt af Stalin og næppe ville have kastet sig ud i en krig uden den fornødne rygdækning. 255 I den danske befolkning betød dette at antisovjetiske og antikommunistiske holdninger fik ny næring samt at det blev lettere for socialdemokraterne mere utilsløret at bakke op om AP. AP blev i december 1950 omdannet til den militære organisation NATO, og der opbyggedes efterfølgende integrerede enhedskommandoer. Rigsdagen besluttede, at de danske væbnede styrker i tilfælde af krig skulle stilles til rådighed for NATO s fælleseuropæiske forsvarsstyrke under en amerikansk-ledet enhedskommando. Også forsvarsbudgettet sattes i vejret fra ca. 360 mio. kr. til reelt ca. 1 mia. kr. 256 Den sovjetiske holdning til den danske foretagsomhed kom til udtryk via chefen for MID s 3. Europæiske Afdeling, Pavel Orlov, i dennes henvendelse til den danske gesandt Hugo 253 Bent Jensen (1999), s. 419f. 254 Bent Jensen (1999), s Richard Crockatt: The Fifty Years War. (London & New York 1995), s Bent Jensen (1999), s. 361.

69 68 Hergel, i begyndelsen af september Orlov betegnede det danske folk som fredselskende, men at folket blev påvirket af stater med andre interesser, og at Danmark og Norges standpunkter var dikteret udefra. Hergels personlige forklaring var, at man fra dansk side ønskede at undgå en gentagelse af d. 9/ Orlov mente ikke det gav mening, da der i dag, modsat dengang, ikke var nogen fascistisk fjende. Fra udenrigsministeriet i København instruerede C.A.C. Brun Hergel om herefterdags at sige, at det danske forsvar blot genopbyggedes til det nødvendige, at AP var defensiv og at den danske regering bl.a. i sin anerkendelse af Folkerepublikken Kina havde dissentieret fra den amerikanske holdning. Det måtte dog aldrig fremføres at dansk forsvar og APmedlemskabet var rettet mod Sovjet. 257 Da Vesttysklands genoprustning kom på dagsordenen som umiddelbar følge af Koreakrigen og Sovjetunionens perciperede aggressive hensigter, blev Moskvas opmærksomhed og ængstelse vakt. Her var tale om en landmagt, hvis militære potentiale var anseligt. Tilmed mente Mikhail Vetrov, der i august 1950 havde afløst Plakhin som gesandt i København, i begyndelsen af 1951 at kunne spore bekymring i den danske offentlighed og blandt danske politikere om hvorvidt Danmark kunne forlade sig på den amerikanske sikkerhedsgarantier. 258 I denne atmosfære af usikkerhed og tvivl besluttede Moskva at iværksætte en kampagne mod bl.a. Danmark for at få landet til at forlade NATO. I en artikel i Pravda d. 14/ blev regeringerne i Danmark, Norge og Sverige angrebet for at opruste forceret under det falske påskud af at være truet af Sovjet. Hedtoft tog under sikkerhedpolitiske forhandlinger i folketinget til genmæle ved at erklære at det var Sovjetunionens ensretning af Østeuropa, aggressive udenrigspolitik, overdrevne brug af vetoretten i FN, Koreakrigen og brugen af de nationale kommunistpartier som agenter for sovjetiske interesser, der var årsag til Danmarks og vestens forsvarsbestræbelser. Holdningen i Moskva var nu den, at Danmarks angivelige dårlige erfaringer med Marshallhjælpen og AP-medlemskabet kunne udnyttes og at Danmark kunne overbevises om det betimelige i at forlade vestblokken. I september blev Vetrov og Plakhin af 257 Som beskrevet i tidligere rapporter fra det sovjetiske gesandtskab i København, vidste Sovjetunionen naturligvis godt at Danmark betragtede Sovjet som sin eneste potentielle fjende. Hergel rodede sig efter sigende ud i langstrakte forklaringer, da viceminister Zorin spurgte ham hvem Danmark egentlig rustede sig mod (Bent Jensen (1999), s. 364f.). 258 Bent Jensen (1999), s Som bekendt var der en reel bekymring blandt politikere og forsvarsledelse om Danmarks sikkerhed var garanteret af NATO. På dette tidspunkt regnede man i NATO-ledelsen med at man næppe kunne holde en forsvarslinje ved Rhinen.

70 69 viceminister Zorin bedt om at udarbejde forholdsregler til at svække Danmarks bånd til Atlantblokken. 259 De to diplomater vurderede at Danmark var ved at blev et af de svage led i Atlantblokkens system. 260 Plakhin og Vetrov endte i deres rapport med at anbefale den sovjetiske regering udvidelse af samhandelen og forskellige kulturpolitiske initiativer. Hverken de kulturelle eller de handelsmæssige initiativer fik således nogen nævneværdig betydning. Som nævnt var NATO s nordflanke dårligt forsvaret af danske, norske og allierede styrker. En måde at få afstivet forsvaret af Danmark på var at stationere amerikanske fly med dertil hørende besætninger og jordpersonel i Danmark. Danmark fik tilbuddet i Lissabon i februar 1952, og den positive danske attitude bekymrede Moskva. Vetrov forudså at Danmark var ved at blive besat af det amerikanske militær som led i de forbryderiske forberedelser til krig mod Sovjetunionen man forestillede sig var i gang. 261 Vetrov mente at Kreml via sovjetisk presse burde give den danske regering en alvorlig advarsel. I Moskva mente den konstituerede chef for 5. europæiske afdeling, Andrej Plakhin, at tiden var forpasset for en sovjetisk reaktion på basespørgsmålet pga. Vetrovs sene indrapportering. Han delte i øvrigt heller ikke Vetrovs opfattelse af at Danmark og Norge var interesserede i amerikanske luftbaser, da man var for tæt på Sovjetunionen geografisk. 262 Lanceringen af NATO-øvelsen Main Brace, under hvilken der skulle være NATO-styrker i Østersøen fik imidlertid Moskva til at reagere. En artikel i Pravda anklagede Danmark for at bruge Bornholm i NATO øjemed, i strid med erklæringen fra Forsvarsminister Harald Petersen gav udtryk for at løftet fra 1946 intet havde at gøre med marineøvelsen; amerikanske orlogsskibe ville ikke være i Østersøen, og kun danske skibe ville anløbe Bornholm. Internt noterede det sovjetiske udenrigsminister sig med tilfredshed, at den danske regering på ny havde bekræftet sine forpligtelser ang. Bornholm og at man formentlig nu havde forhindret amerikanske skibe i Østersøen i.f.m. øvelsen. Men endnu barslede den danske regering med planerne om stationering af amerikanske flystyrker, og på foranledning af afdelingschef i MID Abramov, besluttede viceudenrigsminister Pusjkin at rette et angreb på de danske sikkerhedspolitiske dispositioner. Artikler i Krasnaja zvezda d. 13 og 23/ og i Pravda d. 22/8 angreb 259 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s I 1953 var det blevet USA s holdning at Danmark is the weakest membet in morale i NATO (FRUS , vol. XV, s. 1141). 261 Bent Jensen (1999), s

71 70 Danmark for med provokerende militærmanøvrer at lægge grunden til udenlandske troppers besættelse af dansk territorium. 263 Udenrigsminister Kraft mente det ville være uheldigt, hvis Danmark nu foretog en retræte, bl.a. fordi Sovjet kunne få det indtryk at man lod sig intimidere. Da Danmark ikke reagerede på de sovjetiske presseskriverier modtog den danske regering d. 1/10 en sovjetisk regeringserklæring, der indeholdt en alvorlig advarsel. Man havde, stod der, handlet i strid med tidligere regeringserklæringer ved at have indledt forhandlinger med USA om at omdanne Danmark til en base for udenlandske tropper. Det var at forfølge aggressive mål, hvad Danmark havde tilkendegivet ikke at ville gøre i erklæringen af 4/ Der var ingen trussel mod Danmark, og den danske regering måtte tage ansvaret for de mulige følger. 264 I den danske regerings svar af 29/ understregedes det igen at AP ikke var aggressiv og ikke var rettet mod Sovjetunionen. Man ønskede at opretholde gode og venskabelige forbindelser med Sovjet, men kunne ikke anerkende at forsvarsmæssige foranstaltninger udgjorde en trussel mod noget land overhovedet. Man bemærkede med tilfredshed at intet land truede Danmark, og ville heller ikke selv tillade at dansk territorium benyttedes til at påbegynde et angreb mod nogen stat. 265 D. 31/10 angreb Hedtoft i ualmindeligt skarpe vendinger Sovjet. 266 Der var tale om en utilbørlig indblanding i danske anliggender som det alene tilkom Danmark at træffe afgørelse omkring. 267 Det kunne se ud som om det sovjetiske fremstød ville få det modsatte resultat af det tilsigtede. Det ville i givet fald ikke være første gang. Da den sovjetiske demarche således ikke så ud til at lykkedes forsøgte man igen i en note stilet til den danske chargé d affaires i Moskva. Et nyt aide mémoire af 28/1 1953, der var undertegnet udenrigsminister Vysjinskij, gentog blot advarslerne, men var endnu skarpere i tonen overfor den danske regering. 268 For at lægge yderligere pres på den danske regering inddrog den sovjetiske regering Polen og den polske presse i kampagnen. Et interview med den polske udenrigsminister Stanislav Skrzeszewski, der blev bragt i polsk presse d. 5/2, 262 Bent Jensen (1999), s Bent Jensen (1999), s Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Hedtoft sagde bl.a. at man ønskede at leve i fred og fordragelighed med Sovjetunionen, det russiske folk og de østeuropæiske folk, der har mistet deres frihed bag jerntæppet. 267 Udenrigsministeriet (1968), bd. Bilag 123. I virkeligheden tyder meget på at Hedtoft styrkedes af den sovjetiske demarche, der tilsyneladende hjorde det lettere at overbevise skeptikerne (Villaume (1995), s. 435). 268 Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag 125.

72 71 gav denne udtryk for synspunkter, der i hovedlinjer fulgte det sovjetiske aide mémoire. 269 Den danske regering var tavs, men på de indre linjer var der stor nervøsitet. Der var udbredt nervøsitet ang. evt. sovjetiske krav om baser på Bornholm, eller ligefrem et angreb på øen. En anden mulighed var at Sovjet kunne rejse militære krav overfor Finland, som modtræk til flystationering i Danmark. 270 Der er ingen tvivl om at den danske regering var intimideret, men det synes samtidig at have været vigtigt at man ikke lod sig intimidere. Dog var det imperativt, at man ikke provokerede Sovjet unødigt, fx i.f.m. øvelser i Østersøen. Den følgende tids begivenheder blev fra Moskva opfattet som at det var lykkedes for Kreml at presse Danmark til at foretage et tilbagetog hvad angik flystationeringen. Det blev af de fleste danske politikere og embedsmænd fejlagtigt opfattet som at den sovjetiske demarche drejede sig om Bornholm og fremmede tropper dér. I virkeligheden var Bornholm blot en løftestang for at forhindre flystationering i Jylland. Den danske regering brugte megen tid på at formulere et svar ang. Bornholm, der dels kunne berolige Sovjet, dels ikke give udseende af at Danmark lod sig skræmme. De langvarige overvejelser mundede ud i en tale af udenrigsminister Kraft i Rønne d. 11/4 i hvilken AP s angivelige aggressive formål skarpt afvistes, men ellers koncentreredes talen om Bornholm, som Kraft sagde der aldrig havde været planer om at forsyne med fremmede enheder. Udenrigsministeren redegjorde endvidere for at den danske regering altid ville være opmærksom på de særlige hensyn, der på grund af Bornholms særlige beliggenhed gør sig gældende for denne ø. 271 Derved tilkendte udenrigsministeren reelt Sovjet særlige hensyn og indrømmede den begrænsede bevægelsesfrihed den danske regering havde ang. Bornholm. Det var regeringens opfattelse at man ved at forpligte sig til reelt aldrig at placere fremmede tropper på Bornholm, at man derved havde opfyldt selve målet med Kremls kampagne. Hen over sommeren 1953 opgaves som nævnt i pkt planerne om stationering og det var Kremls konklusion at det var grundet modstanden i den danske befolkning og den sovjetiske regerings advarsler, der havde fået den danske regering til at opgive planerne om flystationering. 272 Det paradoksale var at det snarere var Stalins død og det derved opfattede mindre pres, der fik Danmark til at opgive stationeringsplanerne. 269 Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Bent Jensen (1999), s Udenrigsministeriet (1968), bd. 2, bilag Bent Jensen (1999), s. 461.

73 72 Stalins død i marts 1953 gjorde at Sovjetunionens politik blev knap så paranoid, som den havde været, og at de landes gensidige forhold blev mindre anspændt. 7: Konklusion De strategiske interesser i Danmark var vidt forskellige. Sovjet havde klart den største interesse, men efter krigen udviste også Storbritannien stor interesse i dansk (og skandinavisk) territorium. Sovjet interesserede sig for Danmark fordi de danske stræder var fundamental for sovjetisk sikkerhed og for den sovjetiske Østersøflådes mobilitet. Den britiske interesse rettede sig mod Danmark og Skandinavien fordi de var vigtige for forsvaret af de britiske øer. USA interesserede sig først sent for det egentlige Danmark, men fandt til gengæld Grønland essentiel for forsvaret af Vesteuropa. Den sovjetiske strategi koncentrerede sig om at lægge pres på Danmark og vestmagterne for at få sin vilje igennem, hvilket bl.a. sås i.f.m. hele miseren omkring Bornholm. I tilfældet Bornholm udviste Kreml en uset arrogance og ligegyldighed overfor Danmark på et besat territorium, hvor de efter øen var renset for tyskere, befandt sig uretmæssigt. Samtidig krævede man (over-)betaling for de sovjetiske troppers underhold, hvilket accepteredes. Danmark ønskede ikke at komme på kant med Sovjet, men foretrak at vestmagterne ikke komplicerede sagen og holdt sig væk. Først da Kreml indså at de politiske udbyttemuligheder var tæt på udtømte, forlod man øen. Sovjetisk politik overfor Danmark var selvsagt et resultat af det sovjetiske udenrigssyn. Det sovjetiske udenrigssyn var en løjerlig blanding af Marx og Lenins teorier, gammelrussisk paranoia, en stormagts arrogance og en tillæggelse af amerikanske og britiske motiver og fremfærd i Vesteuropa som svarede til de sovjetiske i Østeuropa. Sovjetiske regeringserklæringer, presseforlydender og diplomatiske noter var tit vildt overdrevne og det medførte at den danske regering ofte ikke var klar over hvordan den skulle reagere. Der var trods alt tale om en supermagt, hvis baser tilmed befandt sig få kilometer fra dansk territorium. Det var en helt bevidst taktik fra sovjetisk side at intimidere det politiske Danmark til ikke at træffe beslutninger, der gik Sovjet imod. Men ofte fik denne taktik den stik modsatte virkning. Den sovjetiske pressehetz i 1948 var medvirkende årsag til at Danmark opgav sin isolerede neutralitet, men sovjetisk udenrigspolitik generelt (i dette tilfælde overfor Finland og Tjekkoslovakiet) var

74 73 hovedårsagen. Den sovjetiske pressehetz i 1952/53 kunne have givet et udfald modsat det tilsigtede, i hvert fald gavnede den ikke modstanderne af en flystationering. Den sovjetisk sanktionerede Koreakrig forårsagede den stejleste stigning i det danske forsvarsbudget i årtier. Kort fortalt må det siges at hvad angik de store linjer, så var det sovjetiske forsøg på at påvirke dansk udenrigspolitik en fiasko. Men under overfladen så lurede det konstant hos danske politikere at man ikke burde foretage træk, der kunne provokere Sovjet. Hvor den britiske og amerikanske politik overfor Danmark var præget af en vis forståelse, diplomati og forsøg på at indynde sig, var den sovjetiske præget af mistro og ringeagt, der udartede sig i pressekampagner, pres, overflyvinger, trusler fra diplomater og mishagsytringer i regeringserklæringer. Spørgsmålet er om Sovjet kunne have opnået mere ved at have ført en mere skånsom politik overfor Danmark, eller om en sådan politik overhovedet var mulig, de storpolitiske realiteter taget i betragtning. Khrustjov skal selv have sagt til H.C. Hansen i 1956 at Sovjet ved sin adfærd havde medvirket til at Danmark tilsluttede sig AP 273, og der er ingen tvivl om at havde Sovjet været mindre truende i sin adfærd kunne man muligvis have undgået at Danmark gik i AP. For ikke at havne i det rene gætteri skal det blot konstateres at Sovjetunionen (eller rettere: Stalin) efter min mening havde et valg. Sovjetunionen ville uden tvivl have kunnet opnå mere ved at have ført en mere skånsom politik overfor Danmark. Lanceringen af ERP i 1947 resulterede i Danmarks ideologiske tilslutning til vesten. Det var også holdningen blandt stormagterne. Sovjet, der havde håbet på at Danmark ville holde sig ude af ERP, havde intet der kunne få danskerne til at afholde sig fra den amerikanske dollarhjælp, og USA noterede sig den store danske imødekommenhed overfor amerikanske betingelser for modtagelse af hjælpen. Pga. Danmarks geopolitiske position ( Crush zone ), og her specielt Sovjetunionens truende nærhed (og adfærd), stod det fra begyndelsen af 1948 klart for rigsdagens ansvarlige partier at Danmark måtte søge sit sikkerhedsproblem (= en evt. konflikt med Sovjet) løst i samarbejde med andre lande. I et forsøg på at søge beskyttelse, uden samtidig at provokere Sovjetunionen unødigt eller blive trukket ind i øst-vestkonflikten, undersøgtes en skandinavisk løsning med Sverige og Norge. 273 Bent Jensen (1999), s. 656.

75 74 Det skandinaviske forsvarsforbund var uacceptabelt for Storbritannien og, i særdeleshed, for USA. En accept af et sådant forbund fra vestmagterne var nødvendig, ikke kun for Norge, men også for Danmark, der var afhængig af våbenhjælp vestfra til det militære forsvars genopbygning. Da det ikke lod sig gøre, valgte Danmark det eneste alternativ der var tilbage, udover isoleret neutralitet, nemlig AP. Herved opnåede amerikanerne, og til dels briterne, det de ville: Danmark (og Norge) undsagde neutralitetspolitikken og tilsluttede sig AP, og blev derved USA's og Storbritanniens allierede. USA s politik var fra 1947/48 at de måtte stå sammen mod den kommunistiske fare. Og her ønskede man en klar stillingtagen. USA s afvisning af et skandinavisk forsvarsforbund, men generelle imødekommenhed i øvrigt gjorde at Danmark traf det nødvendige valg og tilsluttede sig AP. Danmark forblev at være USA en nyttig allieret, om end amerikanerne utvivlsomt ville have ønsket sig at danskerne havde været mere solidariske hvad angik forsvarsudgifterne. Det var både briterne og amerikanernes holdning at Danmark brugte for få midler på forsvaret, hvilket var til stor irritation for disse. Danmark kunne have spenderet flere penge på forsvaret. Ganske vist 3-dobledes de danske militærudgifter, men det skal ses i lyset af nødvendige nyanskaffelser af materiel som kunne måle sig med den teknologiske udvikling og sammenholdes med at Danmark vedblev at være det AP-land der, målt som procentdel af BNP, gav mindst til forsvaret, kun undergået af Luxembourg (se bilag 7). Et amerikansk forsøg på at udnytte dansk territorium bedre, ved at stationere fly i landet, blev, efter lange overvejelser, afvist grundet dansk (socialdemokratisk) mistillid til den amerikanske administration samt den aftagende spænding Til gengæld mødte USA dansk imødekommenhed mht. Grønland. Den endelige aftale af 1951 opfyldte reelt amerikanernes krav. Her var et område som var af stor vigtighed for USA, og hvor Danmark følte man kunne give sig. Selv om amerikanerne folkeretsligt set intet havde at gøre på Grønland accepterede danskerne, i princippet fra 1948 og reelt fra 1951, amerikanernes militære tilstedeværelse på øen. Storbritannien havde fra starten en større strategisk interesse i Danmark, end amerikanerne udviste. Briterne havde en stor interesse i et militært samarbejde med Danmark, og bød sig derfor straks til, da Danmark ønskede at købe våben. Der var også en tendens til at briterne var mere forstående for danske problemstillinger end amerikanerne. Efter 1949 fortsatte briternes store strategiske interesse for Danmark, en interesse det efterhånden lykkedes at overbevise amerikanerne om. Først i og med at Vesteuropa omkr var genoprustet,

76 75 kunne USA imidlertid garantere Danmark hjælp mod et sovjetisk angreb. Indtil da havde USA s politik været henholdende, til danskernes store frustration. Sovjets hårde politik overfor Danmark (der virkede modsat hensigten) samt Storbritannien og USA s imødekommenhed gjorde, at Danmark valgte endeligt side i stormagtskonflikten. Men det betød ikke, at Danmark gjorde som USA og Storbritannien forlangte eller ønskede. Primært af indenrigspolitiske årsager, men også for ikke at provokere Sovjet, undlod Danmark at opruste yderligere, ligesom man afslog et amerikansk tilbud om flystationering. Litteraturliste Kilder: Utrykte: Mødereferater, Udenrigspolitisk Nævn, perioden Rigsarkivet (RA), Udenrigsministeriet (UM), 3.E. 92, film 135, 136 og 137 Trykte: Foreign Relations of the United States (FRUS): udvalgte bind /1957. (Washington ) Fremstillinger: Monografier: Amstrup, Niels: Dansk udenrigspolitik. (Kbh. 1975). Amstrup, Niels & Ib Faurby: Studier i dansk udenrigspolitik. (Århus 1978). Bjøl, Erling: Hvem bestemmer? Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces. (Kbh. 1983). Boss, Walter: Danmarks udenrigspolitik (Herning 1982). Branner, Hans: Danmark som småstat. Muligheder og begrænsninger i dansk udenrigspolitik. (Kbh. 1987). Branner, Hans: Danmark i en større verden. Udenrigspolitikken efter (Kbh. 1994). Chaliand, Gérard & Rageau, Jean-Pierre: Strategic Atlas. A Comparative Geopolitics of the World s Powers. (New York 1992).

77 76 Christmas-Møller, Wilhelm: Obersten og Kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati (Kbh. 1995). Crockatt, Richard: The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in world politics, (London & New York 1995). Dansk Udenrigspolitisk Institut: Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik (Kbh. 1997). Dansk Udenrigspolitisk Institut: FN, verden og Danmark. (Kbh. 1999). Dau, Mary: Danmark og Sovjetunionen (Kbh. og Århus 1969). Hanhimäki, Jussi M.: Scandinavia and the United States. An Insecure Friendship. (New York 1997). Hansen, Peer Henrik & Sørensen, Jakob: Påskekrisen (Kbh. 2000). Holbraad, Carsten: Danish Neutrality. A study in the Foreign Policy of a Small State. (Oxford 1991). Hæstrup, Jørgen (red.): Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor. (Kbh. 1965). Höll, Otmar (red.): Small states in Europe and Dependence. (Wien 1983). Haagerup, Niels J.: De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed. (Århus 1956). Jensen, Bent: Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig (Kbh. 1987). Jensen, Bent: Bjørnen og Haren. Sovjetunionen og Danmark (Odense 1999). Kaarsted, Tage: Krise og krig (Kbh. 1991). Keohane, Robert: Neorealism and its critics. (New York 1986). Lidegaard, Bo: I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati (Kbh. 1996). Lidegaard, Bo: Jens Otto Krag, bd. I, (Kbh. 2001). Lundestad, Geir: America, Scandinavia and the Cold War (New York & Oslo 1980). Nær og Fjern: Samspillet mellem indre og ydre politik. (Kbh. 1980). Parker, Geoffrey: Western geopolitical Thought in the Twentieth Century. (London 1985). Sørensen, Max & Haagerup, Niels J.: Denmark and the United Nations. (New York 1956). Udenrigsministeriet: Dansk sikkerhedspolitik (Kbh. 1968).

78 77 Villaume, Poul: Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik (Kbh. 1995). Artikler: Borring Olesen, Torsten: Udenrigsminister i indenrigspolitisk klemme. Gustav Rasmussen In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994). Borring Olesen, Torsten: Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitkken In: Birgit Nüchel Thomsen (red.): Temaer og brændpunkter i dansk poltik efter (Kbh. 1994). Borring Olesen, Torsten: Danmark og den kolde krig In: Historie 1995 bd. 2. Eriksen, Knut Einar & Helge Ø. Pharo: De fire sirklene i norsk utenrikspolitik In: Due-Nielsen, Carsten, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991). Eriksen, Knud E.: NATO, Norden og den utro tjener Halvard Lange In: Internasjonal Politikk nr. 2 & nr (Oslo 1977). Eriksen, Knud E. & Magne Skodvin: Storbritannien, NATO, og et skandinavisk forbund. In: Internasjonal Politikk nr (Oslo 1981). Gemzell, Carl-Axel: Warszawapakten, DDR och Danmark: Kampen för en maritim operationsplan. In: Historisk Tidsskrift 1996 (Kbh. 1996). Gemzell, Carl-Axel: Doorkeeper - Kontinentalmakten och Danmark. In: Dethlefsen, Henrik og Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober (Kbh. 1998). Haslam, Jonathan: Russian Revelations and Understanding the Cold War In: Diplomatic History, vol. 21, No. 2, spring (Malden, MA. 1997). Holsti, Ole, Terrence Hopmann & John Sullivan: Unity and Disintegration in International Alliances. (New York & London 1983). Jensen, Bent: Danmark-Sovjetunionen: Sikkerhedspolitiske problemer In: Svend Aage Christensen & Henning Gottlieb (red.): Danmark og Rusland i 500 år. (SNU, Kbh. 1993). Jensen, Leon Dalgas: NATO og danske økonomisk-politiske interesser In: Due-Nielsen, Carsten, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991). Jensen, Leon Dalgas: Finansministeren der ikke kunne gyse. Thorkil Kristensen og dansk udenrigsøkonomi, In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994).

79 78 Kolko, Gabriel & Joyce: The Limits of Power. The World and United States Foreign Policy (New York 1972). Larsen, Helge: Efter P. Munch. De Radikale og dansk udenrigspolitik In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994). Lidegaard, Bo: Vi opnaaede da, at København ikke blev bombarderet Tilpasningspolitik, samarbejdspolitik og ikke-blokpolitik. In: Dethlefsen, Henrik og Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober (Kbh. 1998). Mariager, Rasmus: Et materialistisk og komfortelskende folk. Danmark og Storbritannien forsøg på overblik. In: Dethlefsen, Henrik og Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober (Kbh. 1998). Mariager, Rasmus: Danmark som besættelsesmagt? In: Historisk Tidsskrift May, Ernest R.: American Cold War Strategy: Interpreting NSC-68. (Boston & New York 1993). Petersen, Nikolaj: Den kolde krig og Danmark In: Den kolde krig og de nordiske lande. (Odense 1984). Petersen, Nikolaj: Påskekrisen In: Bertel Heurlin & Christian Thune: Danmark og det internationale system festskrift til Ole Karup Pedersen. (Kbh. 1989). Petersen, Nikolaj: Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning Due-Nielsen, Carsten, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991). Petersen, Nikolaj: Storbritannien, USA og skandinavisk forsvar In: Historie, Jyske Samlinger XIV, Pharo, Helge: Scandinavia. In: David Reynolds (ed.): The Origins of the Cold War in Europe. (New Haven & London 1994). Reynolds, David: Great Britain. In: David Reynolds (ed.): The Origins of the Cold War in Europe. (New Haven & London 1994). Salmon, Patrick: Great Britain and Northern Europe from the Second World War to the Cold War. In: Bohn, R. & J. Elvert: Kriegsende im Norden. Vom heissen zum kalten Krieg. (Stuttgart 1995). Snyder, Glenn: The Security Dilemma in Alliance Politics. In: World Politics 1984, vol. XXXVI, no. 4. Stephanson, Anders: The United States. In: David Reynolds (ed.): The Origins of the Cold War in Europe. (New Haven & London 1994).

80 79 Villaume, Poul: Denmark and NATO through 50 years. In: Heurlin, Bertel & Hans Mouritzen: Danish Foreign Policy Yearbook (Kbh. 1999). Villaume, Poul: Mulig fjende nødvendig allieret? Vesttysklands rolle i udformningen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik Due-Nielsen, Carsten, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991). Villaume, Poul: Den nationale atlantist. Ole Bjørn Kraft og NATO, In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994). Villaume, Poul: I kan frelse verden og styrte den i ulykke Hans Hedtoft og den nordatlantiske nødvendighed. In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994). Villaume, Poul: Nødvendigheden som dyd. H.C. Hansen, NATO og sikkerhedspolitikken. In: Vandkunsten Konflikt, politik og historie: Hvor fører du mig hen? Jeg går ej længer. (Kbh. 1994). Villaume, Poul: Fra hypnotiseret kanin til pindsvinestilling. Besættelsen i efterkrigstidens sikkerhedspolitik. In: Dethlefsen, Henrik og Henrik Lundbak: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober (Kbh. 1998). Wahlbäck, Krister: Sverige och det skandinaviska försvarsförbundet: Sju förklaringsfaktorer. In: Due-Nielsen, Carsten, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen (red.): Danmark, Norden og NATO (Kbh. 1991). Westad, Odd Arne: Russian Archives and Cold War History In: Diplomatic History, vol 21, no. 2 (1997). Wiebes, Cees & Bert Zeeman: Eine Lehrstunde in Machtpolitik. Die Vereinigten Staaten und ihre Partner am Vorabend der NATO-Gründung. In: Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte. (München 1992). Zubok, Vladislav: Stalin s Plans and Russian Archives. In: Diplomatic History, vol 21, no. 2 (1997). Zubok, Vladislav & Pleshakov, Constantine: The Soviet Union. In: David Reynolds (ed.): The Origins of the Cold War in Europe. (New Haven & London 1994).

81

82

83

84

85

86