Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Protektor Hendes Majestæt Dronning Margrethe

Transkript

1 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Årbog

2 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Protektor Hendes Majestæt Dronning Margrethe

3 Bestyrelsesformand Fhv. kirkeminister A. O. Andersen Forstanderinde Edy Kjærsgaard Årbog Udgivet af: Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Bernstorffsvej Hellerup Telefon Telefax Redaktion: Forstanderinde Edy Kjærsgaard (ansvarshavende) Sekretær Marianne Zehngraff Forside: Parken i fuldt flor Bagside: Lindely s have Denne beretning om Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens virksomhed i fås gratis efter anmodning. Ligeledes vort blad: Hilsen fra Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Sats og tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S

4 Indholdsfortegnelse 5 Velkommen til årbog og god læselyst af forstanderinde Edy Kjærsgaard 8 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, dets fællesskab og opgaver af forstanderinde Edy Kjærsgaard 17 Annonce - Optagelse i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens Fællesskab 18 Inklusion og anerkendelse i pædagogisk arbejde af Kjeld Gudmandsen, institutionsleder i den integrerede daginstitution Lundegård 1 og 2 22 Nye tider i Rosenly af Marianne Honoré, leder af Bofællesskabet Rosenly 25 Opgave og samarbejde af Inge Steenberg, leder af ældrehjemmet Lindely 29 Fra 12 til 24 hospicepladser på Sankt Lukas Stiftelsen af Thomas Feveile, leder af Hospice og Hjemmehospice 35 Administrationen i 2009 af Jørn Jensen, Leder af Administrationen 37 Annonce - Refugium Smidstrup Strand 38 Salme DDS nr. 367: Vi rækker vore hænder frem 39 Nekrolog 3

5 Praktiske oplysninger 41 Sankt Lukas Diakonifællesskab 43 Optagelse i Fællesskabet 45 Vedtægter 49 Diakonissehusets bestyrelse 49 Fællesrådet 49 Diakonissehuset 50 Sankt Lukas Hospice og Sankt Lukas Hjemmehospice 50 Sankt Lukas Ældreomsorg 50 Sankt Lukas Mødestedet 50 Sankt Lukas Rådgivningstjeneste 51 Refugium Smidstrup Strand 51 Integreret Daginstitution Lundegård 52 Bofællesskabet Rosenly 53 Støtte til Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen 54 En vifte af tilbud 4

6 Velkommen til årbog og god læselyst Af forstanderinde Edy Kjærsgaard Livets vej Diakoniens Dag, første søndag i februar 2009, blev ikke i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, som den havde været i de foregående år. Den blev derimod dagen, hvor husets præst og forstander Lars Eyermann fratrådte efter 13 års givende tjeneste hos os for at indlede et nyt livsafsnit som pensionist. Et velfortjent otium ventede en diakoniens mand. Utrætteligt har Lars Eyermann sammen med Sankt Lukas Stiftelsens Diakonifællesskab været med til at sætte diakonien på dagsordenen med stort engagement i bl.a. udvalgsarbejde og i Dansk Diakoniråd. I snart 110 år har Sankt Lukas Stiftelsen virket i Guds tjeneste for medmennesket og det vil vi fortsat gøre som hjemmehørende indenfor Folkekirkens diakoni og med ståsted i det kristne værdigrundlag. Det betyder, at vi, uanset et menneskes livsalder, livssituation og livsvilkår, er tilstede med Guds uendelige kærlighed til ethvert medmenneske, også medmennesket, vi ikke kender. Det handler om menneskelig værdighed uanset det enkelte menneskes baggrund. Det handler om at se det enkelte menneske som forskelligt fra alle andre og være nærværende i det unikke møde. Forskellighed frem for enslighed og regelsæt. Det er særligt glædeligt at kunne fortælle, at selvom Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen støder på modstand, således i forbindelse med Bostedets Kastaniehusets lukning, så har det forgangne år også budt på initiativer, som i de kommende år vil øge vort diakonale arbejde. Et øjebliksbillede viser, at huset stadigt forandrer sig. I 2009 er således indgået overenskomst med Region Hovedstaden om øget drift af både hospice og hjemmehospice, fremover benævnt Sankt Lukas udgående hospiceteam. Dette palliative team er øget med 50 % pladser ad gangen, det stationære hospice vil, når vi når 2011 været udvidet med 100 %, d.v.s. fra 12 senge til 24 senge. Dette og en aktuel genhusning af hospicevirksomheden fortælles der mere om i årbogen for 2009/2010. Umiddelbart 5

7 Alter i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens kirke. før årsskiftet 2009/2010 indgik Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen en driftsoverenskomst med Gentofte Kommune, hvilket betyder, at vi forventeligt i 2011 har fordoblet vor kapacitet på ældrehjemmet Lindely. Vort Rummelige Arbejdsmarked er i fortsat udvikling, og Bofællesskabet Rosenly arbejder nu med en bredere målgruppe end oprindeligt, ligesom Rosenly er blevet integreret i organisationen på lige fod med vore øvrige arbejdsgrene. I 2009 blev der indledt samarbejde med Gentofte Kommune om udvidelse af Stiftelsens drift af integrerede daginstitutionspladser til børn. Dette arbejde forventes at blive præciseret i løbet af foråret Flere initiativer til aktiviteter er undervejs, bl.a. døgntilbud til voksne med spiseforstyrrelser. Livets vej er overskriften på dette forord og samtidig en ledetråd i vort diakonale arbejde med afsæt i næstekærlighed. Diakonien har tid og tålmodighed, tid til at vente, tid til forskellighed. Diakonien jagter ikke de salgbare resultater. Diakonien vil det enkelte menneske og fællesskabet. I vort diakonale arbejde skal vi gøre en forskel. Vi skal være og handle 6

8 for den trængte næste. Vor vej, livets vej er kærligheden. Kærligheden som aldrig hører op. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden, lyder ordet i Første Korintherbrev, kap. 13, vers 13. Salmedigteren Hans Adolph Brorson har udtrykt det således: Den sande kærlighed af ingen ende ved; når tro og håb er omme, og vi til Himlen komme, skal kærligheden brænde først ret og uden ende. O Jesus! lad mig så din kærlighed forstå, at hvad jeg foretager, af kærligheden smager, at alt mit liv må være din kærlighed til ære. DDS nr. 690, vers 7 og 8 7

9 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, dets fællesskab og opgaver Af forstanderinde Edy Kjærsgaard Ved en lejlighed som denne, hvor en årbog markerer, at timeglasset for året 2009 er vendt, og et nyt år i skrivende stund har taget sin begyndelse, er det naturligt både at se tilbage og også gøre et forsøg på at se lidt ind i fremtiden. Om end det også er en særdeles væsentlig lejlighed til at minde os alle sammen om, at vor største gave er livet i nuet. Livets nu og de mange øjeblikke før dette nu, er Guds uovervindelige gave til os. Hvad der venter efter øjeblikkets nu, kan vi således trygt lægge i Guds hænder. De mange øjeblikke i året, som er gået, har som tidligere svundne år mindet os om, at det menneskeskabte ikke er langtidsholdbart. Og at vi ikke ved, hvordan vort liv ser ud om bare 10 år. På verdensplan har voldsomme begivenheder og katastrofer ramt mange mennesker. Ufred, krig, udstødelse, finanskrise, arbejdsløshed og ændret klima er blot eksempler på, at forholdene omkring os er ændret og spiller ind i mange sammenhænge, også nationalt. Vi er i dag på en helt anden måde end tidligere vævet ind i hinanden og vore gerninger. Det er som i Dominospillet, den ene brik påvirker den anden. Og ingen kan melde sig ud af spillet! Heller ikke os selv, men vi kan påtage os et ansvar for at være til stede. For ikke at lade tiden og dens foranderlige krav løbe af med os. Så lad os da blive hos os selv, som overskriften antyder, se lidt på det nære i bevidstheden om, at vi også indgår i et samspil med omverdenen, hvor vort ansvar ligger i at fastholde og leve på det kristne værdigrundlag, lade os påvirke af Guds ord og handle med hjertet i kærlighed for næsten. Både som enkeltperson og som organisation. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens diakonale fællesskab mindskes, og mange magter ikke længere at tage aktivt del i arbejdet, men følger det dog fortsat tæt og er med de foldede hænder i forbøn for medarbejdere, frivillige, bestyrelse, venner og arbejdsgrenene. På inde- 8

10 værende tidspunkt tæller Sankt Lukas Diakonifællesskab i alt 35 medlemmer, hvoraf under ti er aktivt udøvende i de daglige opgaver i husets forskellige arbejdsgrene. Ved årets start boede ni af fællesskabets søstre på vort ældrehjem Lindely. Dette tal ændredes i foråret 2009 til otte, idet vi måtte tage afsked med søster Esther Johanne Sørensen, der sov stille ind i sin stue på Lindely efter lang og trofast tjeneste. Der henvises til nekrolog andet sted i årbogen. En naturlig følge af færre medlemmer i det diakonale fællesskab er et øget antal af ansatte medarbejdere til at løfte opgaverne, hvor der før var søstre på posten. Sankt Lukas Stiftelsen er begunstiget med dygtige, ansvarsfulde og engagerede medarbejdere i enhver arbejdsgren. Som ny medarbejder sættes man først og fremmest ind i arbejdet i den pågældende arbejdsgren, men der suppleres også med introduktion til huset, husets andre arbejdsgrene og vort kristne værdigrundlag, som forventes respekteret. I det forgange år er endvidere truffet beslutning om yderligere udvidelse af introduktionsforløbet til Sankt Lukas Stiftelsen og dens virke, hvilket vi ser frem til at iværksætte. Aktuelt beskæftiger Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen ca. 350 medarbejdere. Dette antal øges væsentligt de kommende år i takt med udvidelse af arbejdsopgaverne. Tilbageblik At vor kirke er det naturlige samlingspunkt gennem året, hvor forskellige højtider, traditioner, gudstjeneste- og andagtsliv m.m. udfolder sig, har stor betydning både for den enkelte, for fællesskabet og for menigheden. Vi får lov at høre Guds ord, mærke Guds fællesskab med os mennesker, mærke at Guds nåde og barmhjertighed er vi alle omfattet af. Samtidig åbner døren sig for de diakonale opgaver, og vi mindes om, at handling overfor næsten skal komme fra hjertet. At det er Guds uendelige kærlighed overfor alle skabninger, vi i vort liv er forpligtet til at bringe videre til vor næste. At vi er i Guds tjeneste hver dag året rundt. Tjenesten veksler, som i alle andre familier, også med samvær og særlige anledninger til at mødes på kryds og tværs i større og mindre sammenhænge gennem årets løb. Der er vor samværssøndage, hvor vi samles i Diakonissehusets dagligstue, vi lytter måske til et oplæg, fører samtaler, synger sammen, har gæster, hygger os og drikker kaffe. Af og 9

11 Jubilæumssøstrene 2009 til er der særlige lejligheder til at mødes, måske en festligholdelse, måske en koncert eller et foredrag. Der er juleaften, nytårsaften, Stiftelsens årsdag med fejring af jubilæumssøstre m.m. I 2009 på Stiftelsens 109 årsdag havde vi fornøjelsen at fejre hele tre jubilerende søstre, søster Camilla Poulsen med 70 år, søster Ruth Hansen med 65 år og søster Janne Pedersen med kun et 65 års jubilæum. Tilsammen 195 jubilæumsår i Guds tjeneste. Fremhævet under højtideligheden blev søstrenes eget tilbageblik på tjenesten: Søster Camilla fortalte således for ca. ti år siden om søsterelevers undervisning i dansk, historie og samfundslære. Om søstre, der skulle have besked om det mellem Himmel og jord og søstre, der blev fortrolige med Oehlenschläger, Blicher, Jakob Knudsen, Grundtvig, Brorson, H.C. Andersen, Storm P. og mange flere. Spændvidden var stor og omfattede også diakoniens og missionens historie, troslære, etik og rengøringsteori. Og så var der jo også den fagligt, målrettede uddannelse for den enkelte. Søster Camilla sluttede sit tilbageblik med tak til Gud, som gjorde hende rede og sendte bud og føjede til: at trofast er Gud, trods vor svigten og fald, at Jesus, vor frelser for alt har betalt. 10

12 Søster Ruth har for en del år siden på anden vis udtrykt sig om svigt og fald ved at citere en af diakoniens store mænd, som har sagt: de, som vil være diakonisser, må ikke elske deres liv, men være villige til at ofre det i selvfornægtelse. Og fortsatte med at sige, at som søsterelev var opfattelsen ofte, at var man først blevet diakonisse, så blev det lettere at arbejde med forhold som bl.a. egoisme og ærgerrighed. Det blev det bare ikke. Behovet for Guds tilgivelse og kraft er livslang. Søster Janne fremhæver en halv snes år før sit jubilæum i 2009, at der først og fremmest er behov for en stor tak. Tak til Gud for fællesskab, for uddannelse, for hjem, for opgaver. Tak for overbærenhed og velsignelse, tak for at være omsluttet af søsterfællesskab, af kærlighed og forbøn, tak for Guds velsignelse over gerningen. Et par måneder efter årsfesten var det tid til fælles sommerferie på vort dejlige refugium beliggende ved Smidstrup Strand. En god uge blev tilbragt både inden døre med hyggeligt samvær, uden døre i dejlig sol og nærhed til vand og skov. Der var indkøbsture, udflugter, kortskrivning, gåture, middagshvil og ikke mindst flot opvartning og måltider, der var kræset omkring. Dagens morgen- og aftenandagt rammede på naturlig vis dagene ind og satte vore liv i perspektiv. Sommerferien næste år er allerede aftalt. Runde fødselsdage er det også blevet til i årets løb, og vi har kunnet nyde bl.a. lægekoret Con Fusione i vor kirke i december måned, hvor også en vellykket Julestue med salg af hjemmelavede produkter, tombola og café løb af stablen. Et af højdepunkterne her var en velbesøgt koncert med Det hvide Kor fra Vordingborg. I forbindelse med Hellig Tre Konger havde vi besøg af generalsekretær Kim Hartzner, der med engagement fortalte om Mission Øst s initiativer i det hårdt ramte Armenien. Særligt optog det vanskelige børnearbejde os, og tankerne gik til Stiftelsens eget børnearbejde gennem årene og inspirerede til en aftale med Mission Øst om at arbejde videre med et eventuelt samarbejde med Stiftelsen og dens Diakonifællesskab omkring et konkret humanitært børneprojekt i Armenien. Forhåbentlig mere herom i næste års tilbageblik. Bostedet Kastaniehuset Desværre måtte vi med udgangen af 2009 sige endeligt farvel til Bostedet Kastaniehuset, som på dette tidspunkt havde eksisteret i fem år 11

13 som et behandlingstilbud til unge piger med anden etnisk baggrund end dansk. Afskeden var smertelig og blev ikke lettere af et afslag på en af myndighederne opfordret ansøgning om midler til fortsat drift af det enestående tilbud, som kommunerne fandt for kostbart og derfor nedprioriterede at gøre brug af institutionens ekspertise. Et både nødvendigt, unikt og yderst kvalificeret tilbud for unge piger ramt af æresrelaterede konflikter forsvandt. Det er værd at takke Bostedet Kastaniehuset for 5 års ihærdigt og aldrig svigtende engagement, for faglighed og menneskelighed, for mod og udholdenhed, kamp og levende ledelse. Tak til alle med særlig tak til leder Inge Loua for årelang indsats, også forud for Kastaniehusets start. Det er sørgeligt, at der ikke længere er et tilbud som Kastaniehuset til de unge piger, på hvis vegne vi især er bekymrede for samfundets holdning og manglende ekspertise i at rumme disse meget alvorlige og truende problemstillinger. Ny leder i Lundegaard Året 2009 blev året, hvor Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen og vor integrerede daginstitution Lundegaard kunne byde velkommen til ny leder af institutionen, Kjeld Gudmandsen. Kjeld Gudmandsen kom fra en stilling som souschef på Københavns Kristne Friskole, hvor han har beskæftiget sig med det pædagogiske arbejde, personaleledelse, økonomi, administration og undervisning. Kjeld Gudmandsen er ikke et helt ubeskrevet blad i Lundegaard s historie, idet han faktisk under sin pædagogiske uddannelse var i praktik her. Vi er glade for, at han valgte at komme tilbage og byder velkommen til arbejdet og vort store hus. Ny overlæge i hospiceområdet Med virkning fra maj 2009 blev hjemmehospice, Sankt Lukas udgående hospice-team udvidet fra 30 patienter ad gangen til 45. Dette betingede ansættelse af endnu en overlæge. 12

14 Til stillingen blev valgt speciallæge Hanne Boye Hee gaard, der gennem knap fire år havde virket som kommunallæge i Gladsaxe Kommune. Hanne Heegaard har et bredt erfaringsgrundlag og finder opgaven at pleje og yde værdig omsorg til døende og deres pårørende gennem den sidste tid meget vigtig. Hjertelig velkommen til Hanne Heegaard. Nye ansigter i det administrative område Betinget af ekspansion i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens arbejdsfelter og deraf øgede krav til vor administration blev Jørn Jensen den 1. marts 2009 ansat som administrationschef. Jørn Jensen har meget grundig erfaring fra det statslige niveau og også fra det kirkelige landskab, hvor han godt og vel det seneste årti har arbejdet med netop det administrative felt på de særlige betingelser, som gælder, når vi taler om private, selvejende institutioner drevet på et kristent værdigrundlag. Jørn Jensens første opgave vil være at geare vor administration til de fremtidige krav, som vi allerede nu ved, er væsentligt forskellige fra opgaverne, som de løses i dag. Til at bistå i den opgaveændrede portefølje er med virkning fra 1.november 2009 ansat Bitten Toubøl som leder af vort regnskabsteam. Også Bitten Toubøl har lang erfaring indenfor feltet, og vi ser frem til et udviklende samarbejde. Hjertelig velkommen til begge i en administrativ funktion under omlægning. På pension Primo 2009 fratrådte, som nævnt andetsteds her i årbogen, vor præst og forstander gennem 13 år, Lars Eyermann. En omtale af Lars Eyermanns virke blev bragt i vor Hilsen i november samme år. Medio 2009 fratrådte en af vore trofaste servicemedarbejdere i rengøringsområdet Lis Carlsson, efter mange års virke med at holde hus og hjem rent og præsentabelt. Ultimo 2009 takkede Britta Rasmussen, efter samvittighedsfuld arbejdsindsats gennem en årrække, af som kasserer i vor administration. 13

15 Birgitte Kragh Hansen, afholdt medarbejder, som efter mange års virke har valgt at gå på efterløn , Lindely. Helle Salling er efter lang og tro tjeneste gået på efterløn fra udgangen af december 2009, Lundegaard. Til alle fem skal her lyde en varm tak for årenes virke i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen med ønske om et indholdsrigt otium til hver enkelt. Hvad sker fremover Diakokisssehuset Sankt Lukas Stiftelsen har, som nævnt underskrevet aftale med Region Hovedstaden om med virkning fra 1. januar 2011 at kunne honorere modtagelse af i alt 24 patienter i vort stationære hospice, d.v.s. en udvidelse med 12 sengepladser. Det betyder, som beskrevet af vor hospiceleder andet steds i årbogen genhusning og et stort moderniserings- og ombygningsprojekt for at gøre Dr. Alexandrines Hus klar til i løbet af 2010 at kunne huse både et udvidet stationært hospice og Sankt Lukas udgående hospice-team. En aftale med Gentofte Kommune betyder endvidere, at vort ældreområde udvides med ca. 100 %. Også her skal vi ud i om- og nybygninger, hvilket forventes igangsat i sensommeren Der vil blive tale om en større ombygning af Lindely s tagetage for der at kunne indrette ni nye og moderne plejestuer med diverse fællesarealer. Hertil kommer en større tilbygning med i alt 29 plejeboliger samt service- og fællesarealer. I forbindelse med udvidelsen af Lindely vil der blive behov for genhusning af beboere i en periode frem til tagetage og tilbygning står klar. Genhusningen vil finde sted i Kastaniehuset, hvor hospiceområdet p.t. genhuses. Sideløbende med ovennævnte udvidelser arbejdes der med en større øgning af pladser i vort børnefelt (vuggestue og børnehave), og et projekt med døgntilbud til voksne med spiseforstyrrelser er på vej til gennemførelse. Også andre projekter drøftes, men mere herom til næste år. I konsekvens af ovenstående følger et øget antal opgaver for hele vort serviceområde og vort centralkøkken. Det samme gælder for vor administration, som også skal indstille sig på ændrede arbejdsgange og -krav for kvalificeret at kunne løfte opgaven. Der kan læses mere om administrationen i et selvstændigt indlæg her i årbogen. 14

16 Tak Til sidst skal der fra Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen lyde en varm tak for den støtte og opbakning, vi møder fra så mange sider. For et hus som vort, en privat, selvejende institution, er det ikke muligt alene at magte de mange diakonale opgaver, vi påtager os overfor mennesker i alle aldre, alle livssituationer og livsvilkår. Vort omsorgsarbejde for mennesker i nød er grundlæggende afhængig af hjælp og støtte i enhver form fra både enkeltpersoner, grupper, legater og fonde m.fl. En dybfølt og hjertelig tak skal derfor siges til enhver, som på den ene eller anden måde bidrager med hjælp til vort arbejde. Tak til det store og aktive, frivillige arbejde, som ydes af en lang række mennesker i vore forskellige arbejdsgrene. Også tak til vor bestyrelse, som professionelt i en sparsom fritid, træffer nødvendige beslutninger om Stiftelsens virke, som støtter og inspirerer os i arbejdet og flittigt følger os. Og stor tak til Sankt Lukas Diakonifællesskab for forbøn, for støtte, for frivillig indsats overalt i vort store hus og hjem. Tak for særlig indsats i forbindelse med det kirkelige liv, ved festlige lejligheder og for produktion gennem hele året til Julestuen med efterfølgende afvikling af denne. Tak til foredragsholdere for inspirerende foredrag, tak til medvirkende i koncerter i kirken. Hjertelig tak til ledere og medarbejdere for stor indsats i vore arbejdsgrene. Tak for medvirken og medleven i varetagelse af opgaverne. Tak til eksterne samarbejdspartnere for inspiration og medvirken til udvikling. Særlig tak til de mange personer, venner og bekendte, fonde og legater, hvorfra vi har modtaget helt uundværlige og gode gaver og donationer til anvendelse i vort arbejde for næsten. Endnu engang varm tak til enhver, som tænker på os og bidrager på forskellig vis. Tusind tak. Også til: Civilingeniør Otto Kierulff s Fond Den Danske Frimurerorden Departementchef Hugo Engmann og hustru Carla Engmanns Fond Det Arnstedtske Familiefond Direktør J. P. Lund og hustrus legat 15

17 Edith & Gotfred Kirk Christiansens Fond Elin og Erik Jensens Fond Ejnar og Meta Thorsens Fond Elin og Erik Jensens Fond Emil Petersen og hustru Olines legat Enid Ingemanns Fond Entreprenør G. Kjæhr og hustru Emilie Kjæhrs Mindelegat Fabrikant Christen Frøkjær Jensen og hustrus Fond Flemming Lindegaard Grosserer Knud Hecht-Nielsen og hustrus Legat Gentofte Kommune IKEA Lions Club Hellerup L. J. Wendelboe og Hustrus Fond Otto og Birthe Bangsdals fond Overvagtmester R. Christian Hansen og hustru Ida Hansens Mindelegat Pax Fondet Stensbygaard Fonden Tømmerhandler Johannes Fog s Fond Wanda og Svend Jarlsbys Fond 16

18 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen Diakonifællesskab Sankt Lukas Diakonifællesskab er Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens centrale kerne, og dets medlemmer er bosat i selvstændige lejligheder i Stiftelsens bygninger. Diakonifællesskabet er et menneskeligt og kirkeligt fællesskab, der aktivt bærer med på Sankt Lukas Stiftelsens mange diakonale opgaver rettet til medmennesker i alle livsaldre og livssituationer Har du lyst til at bære med, er Sankt Lukas Diakonifællesskab åbent for nye medlemmer. Yderligere oplysninger om Sankt Lukas Diakonifællesskab og mulighederne for at blive optaget i Fællesskabet indhentes hos: Forstanderinde Edy Kjærsgaard Telefon: til hvem også en skriftlig ansøgning om optagelse kan sendes til adressen: Bernstorffsvej 20, 2900 Hellerup Se også: 17

19 Inklusion og anerkendelse i pædagogisk arbejde Af Kjeld Gudmandsen, institutionsleder i den integrerede daginstitution Lundegård I en verden, hvor der er en tendens til at opdele mennesker i grupper baseret på subkulturer, etnicitet, tro, social status, mennesker med handicap og lignende har vi valgt at være en institution, hvor alle børn er aktive deltagere i et inkluderende socialt fællesskab. Lundegård er en selvejende daginstitution med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper samt 5 pladser til børn med særlige behov. Vi er opdelt i to afdelinger i hvert sit hus med egen legeplads. Vores pædagogik er baseret på inklusion og anerkendelse. Vi lægger vægt på at være nærværende i vores omgang med børnene, der skal have mulighed for at udvikle sig alsidigt, socialt, motorisk, sprogligt, følelsesmæssigt, musisk og kulturelt. Vi ser hvert enkelt barn som unikt. Hvert barn skal opleve sig selv som en aktiv, accepteret og ligeværdig deltager i det sociale fællesskab, uanset etnicitet, kultur, handicap og tro. Vi ser mangfoldigheden i børnegruppen som en ressource og vores opgave som voksne, at skabe grobund for et fællesskab, hvor børnenes kompetencer og potentiale kommer til udfoldelse. Det gør vi ved at skabe mindre grupper i dagligdagen, hvor nogle f.eks. arbejder med sproglig stimulering, mens andre deltager i en skoleforberedende gruppe. I børnenes indbyrdes samspil lærer vi børnene at tage socialt ansvar for hinanden, ved at lære dem at kunne sige til og fra. I den indbyrdes leg har alle noget at kunne byde ind, og vi hjælper dem til at sætte ord på legen. Samtidig udvikler vi deres evne til at sætte deres personlige grænser og til selv at kunne løse mindre konflikter, som kan opstå i en legesituation. Vi arbejder ud fra den erfaring, at vi ved enkelte anvisninger sætter børnene i stand til også selv at løse konflikter. Det er altid en fornøjelse at opleve børns indre retfærdighedssans. Når børnene føler sig set og anerkendt, vokser deres selvfølelse, og vi oplever, at de indbyrdes godt vil tage stilling til, hvordan man kan tilgo- 18

20 dese hinanden i en leg. Hvis der er en rolle eller et legeredskab, som i en periode er mere attraktivt end et andet, så kan vi se, at børnene opøver deres evne til at forhandle om, at når den ene har haft den et stykke tid, så er det den næstes tur. I institutionen kan vi, når vi følger børnene over flere år opleve, at det arbejde, vi grundlægger helt fra barnet start i vuggestuen bærer frugt og udfolder sig i gennem hele børnehavetiden. En anerkendende kultur Vi har de seneste år arbejdet med, og det sidste år har vi arbejdet på, at vores omgang med hinanden er præget af anerkendelse. Vi anser os voksne som forbilleder, og den adfærd, som vi udviser i forhold til hinanden og børnene, er den adfærd, som børnene observerer og kopierer i deres omgang med hinanden. Det er sjovt at se børn, der, når man er gået på en speciel måde over legepladsen, kort efter går og siger lige det, man selv har gjort. Det er vi meget bevidste om. Vi anerkender blandt andet børnene ved at have tillid til, at de selv meget tidligt er i stand til at kunne sige til og fra. Vi understøtter børnene i at blive aktive deltagere i deres liv og i at udvise selvstændighed. Leg i børnehaven 19 Leg fra børnehaven

21 F.eks. kan børnene selv tage bleer frem og gå af en trappestige op til puslebordet i stedet for at blive båret. En anden situation, hvor de synes, det er sjovt at gøre, hvad de voksne gør er, at de gerne vil deltage i at dække bord eller efterfølgende at tørre borde af. At meget andet bliver tørret af i samme anledning er jo blot en lejlighed til at udforske verden, og fascinationen af vand og de spor, det kan sætte. Fordybelsen og glæden i deres ansigt er ikke til at tage fejl af, når de får en tjeneste til at blive en leg. Den anerkendende kultur kommer ikke af sig selv, og vi har i personalegruppen arbejdet med at anerkende os selv og vores kollegaer, dels på vores personaledage og dels med input på vores personalemøder. Vi har en ekstern konsulent, der også har været med til at udvide vore egne teltpæle, og det har styrket os i at sætte hinandens ressourcer og kompetencer mere i spil. Når vi ønsker at bevæge andre, er det nødvendigt, at vi også selv er i bevægelse og øver os. Det har handlet om, hvordan vi omgås hinanden, børnene og forældrene samt øvelser i holdning og kommunikation. At se børnene og hinanden som aktive medskabere af hinandens liv i dagligdagen er godt i overensstemmelse med den danske teolog og filosof K.E. Løgstrups etiske fordring: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt en forbigående stemning, en oplagthed, man får det til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. Vi oplever det som et stort ansvar at være de voksne, som vores børn omgås i de fleste af deres timer om dagen, og vi ønsker derfor også være med til, at de oplever at have mødt næstekærlighed, accept, nærvær og anerkendelse som et godt fundament til at møde livet med. Tradition og fornyelse Vi har i det indeværende år ikke kun menneskeligt været i bevægelse i Lundegård. Der er sket medarbejderskifte, hvilket ses andet steds i årbogen. Vi holder naturligvis fast i de mange traditioner, som er blevet opbygget over årene. Men i vores fysiske rammer er der sket fornyelse. Vores legeplads i Lundegård 2 er blevet flyttet og nye legeredskaber og beplantning er kommet til. Den skaber et godt rum for vores udeliv. 20

22 Koncentration og balance Koncentration og Balance I Lundegård 1 er vi gradvist i gang med at forny legeredskaberne på legepladsen. Samtidig står vi foran en ombygning af vores køkkener, sådan at vi er rustet til at møde de forventninger, der ligger i planerne om det sunde måltid i børnehaverne. Pædagogisk er vi også i en proces med at forny vores læreplaner, og som et yderligere tiltag i den anerkendende kultur vil vi, i samarbejde med Red Barnet, Mary-Fonden og Gentofte Kommune, indarbejde et Fri for mobberi koncept i vores børnehaver. Alt dette oplever vi spiller sammen om vores drøm: At skabe et godt børneliv for alle de børn, som er hos os i Lundegård. 21

23 Nye tider i Rosenly Af Marianne Honoré, leder af Rosenly Rosenly har siden åbningen i foråret 2006 haft til huse i Dronning Alexandrines Hus. Lokaler, som vi var meget glade for og som dannede en god ramme for de kvinder og børn, der gennem årene har boet i bofællesskabet. Da Dronning Alexandrines Hus skulle renoveres, blev det nødvendigt at finde nye lokaler til Rosenly. I løbet af efterår og vinter 2009 flyttede beboerne gradvist fra det gamle Rosenly til egen privat bolig. En timing, som ikke var planlagt, men som for alle parter var god, og som gjorde, at flytningen ikke kom til at påvirke beboerne. Familierne I 2009 har Rosenly haft i alt 6 familier boende 6 kvinder og 5 børn. Den første, som flyttede, havde boet i Rosenly i 1 år. Kvinden og hendes barn flyttede til egen lejlighed i starten af 2009, og kvinden fik arbejde på plejehjem. I løbet af sommeren flyttede en familie, der havde boet i Rosenly i 1½ år til egen lejlighed. Kvinden går fortsat i sprogskole, og begge børn går fortsat i daginstitution på Sankt Lukas Stiftelsen. I efteråret flyttede endnu en beboer og hendes barn. Også de havde boet i Rosenly i 1½ år. Rosenly samarbejder med Boligfonden for enlige mødre og fædre, og de kunne tilbyde en lejlighed til mor og barn. Kvinden har flittigt fulgt danskundervisning på to forskellige sprogskoler, og hun går nu på forberedende HF-kursus. Hun har således sluppet starthjælpen til fordel for SU. Hendes barn går fortsat i daginstitution på Sankt Lukas Stiftelsen. I løbet af foråret flyttede to unge kvinder uden børn til Rosenly. P.g.a. familiekonflikter havde de brug for at komme væk fra København og flyttede derfor til en anden landsdel i december. Endnu en ung kvinde uden børn flyttede ind pga. familiekonflikter. 22

24 Møde i Rosenly Hun respekterede desværre ikke de sikkerhedsregler, der er for at bo i Rosenly, hvilket kan være katastrofalt for de andre beboere. Vi måtte derfor afslutte hendes ophold ret hurtigt. Flere af de kvinder, som er flyttet, har stadig kontakt til Rosenly. De kigger forbi bare for at sludre lidt - for at få et råd eller for at fortælle nyt om dem selv eller børnene. Vi har besøgt flere af familierne, efter de er flyttet, hvor de har fremvist deres nye hjem. Der er ingen tvivl om, at det har gjort en forskel for familierne, at de har boet i Rosenly. Det har vist sig, at den helhedsorienterede indsats som Rosenly sammen med Sankt Lukas Stiftelsen tilbyder, har haft en gavnlig indvirkning på kvindens hverdagsliv. Når sprogskole, daginstitutioner, praktikpladser og hjemmet ligger tæt på hinanden, gør det samarbejdet omkring kvinderne smidig, og det giver dem fine muligheder for at komme ind i en god gænge og til at arbejde med de udfordringer, de hver især har. At læse og oversætte - både sprogligt og indholdsmæssigt breve fra myndigheder eller daginstitutioner, til ledsagelse ved møder eller ved lægen og til råd, vejledning og sparring i forhold til almenmenneskelige spørgsmål. Kræver vor daglige støtte. 23

25 Rosenlys flytning Blandt forskellige muligheder blev Rosenlys nye lokaler udvalgt. Den nye beliggenhed, ovenpå den intergrerede dagsinstitution for børn, med udsigt over Søsterhave og legeplads danner lyse- og hyggelige rammer. Lokalerne har tidligere været brugt til andre formål, så et omfattende arbejde stod nu foran håndværkerne. Der skulle rives vægge ned mellem nogle af værelserne, så de tilsammen fik en god størrelse til en lille familie. Skabe og andet interiør skulle ligeledes rives ned, der skulle lægges el og kabler, gulvene slibes, - og alle vægge, døre, træværk samt skabe skulle males. Arbejdet stod på hele efteråret, og et par dage før jul stod lokalerne klar alt lyst og lækkert. Rosenlys gamle lokaler blev tømt og flyttet i snestorm på ganske få timer. Lokalerne står nu klar, og nye familier kan flytte ind. Vi afventer i skrivende stund tilsagn fra en kommune for en kvinde med 3 børn samt enlig ung kvinde. Og vi glæder os til at byde nye familier velkomne i vore dejlige rammer. Rosenly s nye lokaler ovenpå Lundegård 1 24

26 Opgave og samarbejde Af Leder Inge Steenberg, ældrehjemmet Lindely Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen indgik i foråret 2008 et samarbejde med Gentofte kommune om etablering af aflastningspladser i vort kristne ældrehjem Lindely. Der bor både ældre søstre, private borgere og nu borgere, der bl.a. i en kortere eller længere periode venter på en plejehjemsplads et andet sted i Gentofte kommune. Omsorgen og plejen på Lindely ydes af sygeplejersker, sosuassistenter og -hjælpere, sygehjælpere, plejeassistenter, blot for at nævne nogle af de faglige grupper. Aflastningspladserne anvendes som nævnt til borgere, som af Gentofte kommune er visiteret til en plejebolig med fast personale. Borgerne er færdigbehandlet på enten Gentofte Hospital eller på Gentofte kommunes genoptræningsinstitution, Tranehaven, men beboeren er ikke længere i stand til at klare sig i egen bolig. Ventetiden, kan i så fald, tilbringes på Lindely. Sankt Lukas Stiftelsen startede op med 6-8 pladser og kom i løbet af sommeren 2008 op på de nuværende 24 pladser. Aflastningsboligerne består af stor stue, eget badeværelse samt en lille entre. Der er telefon og TV i samtlige boliger. Aflastningsborgerne må ikke medbringe egne møbler, stuen er møbleret, der må ikke hænges malerier eller andet på væggene. Aflastningsborgeren beholder under opholdet på Lindely sin faste adresse, idet opholdet på Lindely er midlertidigt. Samarbejdspartnere. Lindelys daglige samarbejdspartner er Tranehaven, som er den visiterende myndighed. Når Lindelys aflastningsborgere får en permanent plejebolig, meldes pladsen ledig hos Tranehaven, som derefter visiterer en ny borger til Lindely. Dette sker indenfor 24 timer. Aflastningsborgerne opholder sig i gennemsnit 3-9 måneder på Lindely. Dette er, naturligvis, meget afhængigt af, hvilken plejebolig, den 25

27 Dagligstue på Lindely. enkelte borger har valgt, og hvorvidt borgeren har valgt en specifik plejebolig. Lindely har også et meget tæt samarbejde med Hjælpemiddelcentralen i kommunen, som vi oplever som værende lydhøre overfor vore behov. Det samme gælder de praktiserende læger. Det er vigtigt, i denne sammenhæng, at fremhæve Sankt Lukas Stiftelsens øvrige medarbejdere: Centralkøkkenet, som altid er lydhøre overfor vore ønsker eller specielle diæter, Serviceafdelingen, som klarer hverdagens genvordigheder og rengøring, når man bor i et smukt gammelt hus. Portfunktionen, som viser vej og hele den administrative support og ikke mindst støtte fra alle Stiftelsens naboafdelinger 26

28 Rum på Lindely til bibeltimer, gudstjenester m.v. Arbejdet Dette kræver stor fleksibilitet, indlevelsesevne og omstillingsparathed fra såvel medarbejdere, faste beboere og de aflastningsborgere, som ofte har mere end en flytning bag sig. Lindely har gennem hele forløbet arbejdet med at finde den organisationsform, struktur og arbejdsfordeling, som sådan en opgave kræver. Det er en løbende proces, som hele tiden skal evalueres, således at Lindely yder en professionel og faglig velbegrundet service med omsorg og pleje. Lindelys permanente beboere, søstre og private oplever indimellem, at dagligdagen er meget turbulent, og vore aflastningsgæster kan finde det svært at falde til, da Lindely er endnu et midlertidigt ophold, og mange har svært ved at forstå, at de skal videre til anden bolig og ikke kan blive boende på Lindely. Lindelys vigtigste opgave er derfor at skabe så gode, trygge og rolige rammer for den enkelte som overhovedet muligt. Hverdagen skal tilret- 27

29 telægges udfra den enkelte borgers behov og ressourcer og så tæt på det normale som muligt. Udover omsorgspersonale er der yderligere 2 ansatte som beskæftigelsesmedarbejdere. Deres hovedopgave er at samle beboerne til sang, højtlæsning og samvær m.v. udfra den enkelte beboers/borgers behov. Ofte er den bedste form for samvær tilstedeværelsen af en voksen, som har tid og ro til at være sammen med den/de ældre. Højtidsbestemte arrangementer som, jul, pinse og påske fejres med samvær omkring ekstra god mad, et godt glas vin og sang. Der er mulighed for at deltage i Gudstjenesten enten i Sankt Lukas Stiftelsens egen kirke eller på Lindely. Kirkelige handlinger som: Andagter, samtale med præst, sjælesorg eller skrifte er en vigtig og fundamental del af Sankt Lukas Stiftelsens hverdag, og vore aflastningsgæster bliver naturligvis også tilbudt disse kirkelige handlinger. Sidst men ikke mindst er Lindelys ansvarshavende medarbejdere uddannet til at varetage opgaver omkring palliativ pleje og smertebehandling. Dette betyder, at vi kan give døende og pårørende en så fredfyldt afslutning på livet som overhovedet muligt. 28

30 Fra 12 til 24 hospicepladser på Sankt Lukas Stiftelsen Af Thomas Feveile leder af Hospice og Hjemmehospice I 2010 udvides hospice fra 12 til 24 senge. Behovet for hospicepladser er stort, og vi ser frem til, at mange flere patienter og pårørende kan få glæde af det, vi kan, og det vi står for. Men udvidelse betyder også ombygning, istandsættelse og genhusning. Og det kan give store udfordringer et sted, hvor fred, ro, tid og kontinuitet er helt afgørende værdier i arbejdet og 2010 bliver markante år i Hospices snart 18 år lange historie. I 2009 udvidede hjemmehospice (Sankt Lukas udgående hospice-team) kapaciteten med 50 %. Nu kan vi yde støtte, behandling og rådgivning til 45 patienter i hjemmet via telefon og besøg fra sygeplejerske og læge. Tidligere var tallet 30. I 2010 er det så det stationære hospice selve hospicesengene, der skal være flere af. Antallet fordobles fra 12 til 24. Indlæggelsestiden på hospice er ofte kort. Mange af patienterne ligger fra få dage til nogle uger, og kun de færreste ender forløbet med en udskrivelse. Den korte indlæggelsestid betyder, at de 12 senge hospice hidtil har haft, hvert år har kunnet rumme patienter. Derfor har rigtig mange patienter og pårørende haft gavn af hospice siden åbningen i oktober Alligevel har vi måtte sige nej til mange. Til trods for det store antal patientforløb om året og til trods for, at der i perioden siden 1992 er etableret 14 andre hospicer i Danmark har behovet for en plads på Sankt Lukas Hospice de sidste mange år været langt større, end vi har kunnet imødekomme. Kun sjældent er det sket, at en tom seng ikke har kunnet fyldes, og de årlige opgørelser har klart vist behovets størrelse: De registrerede henvendelser med ønske om plads har været 4-, 5- eller 6 gange større, end vi kunne imødekomme. Det er ikke sjovt at være vidne til de mange, der har måttet henvende sig forgæves. Derfor er det også glædeligt, at den nye Region Hovedstaden besluttede at udvide antallet af hospicepladser i regionen. 26 nye pladser skulle 29

31 etableres i år Det skulle ske med 14 senge på et nyt hospice i Ballerup/Måløv, og 12 nye senge her i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen. Med de nye senge kommer den samlede kapacitet i Region Hovedstaden op på 56 hospicepladser, heraf altså 24 på Sankt Lukas Stiftelsen. Samtidig bliver Sankt Lukas Hospice det største i landet. De øvrige hospicer har 8-, 10-, 12- eller 14 senge. Beslutningen om at udvide på Sankt Lukas var og er fornuftig. Vi har plads og rum til flere patienter i Dronning Alexandrines hus, og vi har også meget at bygge videre på. Nemlig de mange års erfaring med behandling, pleje og omsorg til alvorligt syge og døende. Erfaringen betyder, at vi forholdsvis hurtig ville kunne etablere de rum, rammer og flere medarbejdere med fagkundskab, som det kræver at tage sig af endnu flere patienter og deres pårørende. Det hospice kan og gør i dag, er blevet udviklet og forfinet i mange år, hele tiden med fokus på de helt særlige forhold, der gør sig gældende for den helt specielle livssituation, vore patienter er i. Den viden, vil vi naturligvis gerne gøre til gavn for flere. Mere plads og bedre rammer for patienter og pårørende Selvom vor udvidelse kan gå hurtigere på Sankt Lukas Stiftelsen end dér, hvor man skal bygge og etablere et hospice fra grunden, er det alligevel ikke en helt let opgave at udvide fra 12 til 24 senge. Der gik ikke længe, før det stod klart, at udvidelsen af hospice ville kræve en større ombygning af den bygning, som hospice har boet i siden starten (Dronning Alexandrines hus). En ombygning, der både skulle skabe plads til 12 nye patientstuer, men også skulle forny og forbedre bygningen. Huset trængte på flere områder til en grundlæggende istandsættelse og modernisering. Det blev derfor også tydeligt for alle, at ombygningen ville blive så omfattende, at hospice ikke ville kunne fortsætte driften i ombygningsperioden. Larmen, uroen, støvet og alle de andre gener ville blive uudholdelige. Til gengæld ville den grundlæggende ombygning give gode muligheder for at ændre på de rum og rammer, hospice hidtil havde været i. Der opstod med andre ord en mulighed for at forbedre de forhold, der ikke har været helt optimale tidligere. Det betyder, at fremtidige patienter vil få forbedrede forhold både på patientstuerne, i dagligstuerne og ved 30

32 toiletbesøg og bad. Samtidig vil pårørende have bedre muligheder for at spise sammen med patienten og for at overnatte og ikke mindst, vil der blive bedre forhold for børnene. Samlet skulle det give endnu bedre muligheder for, at patienten såvidt muligt - kan fortsætte sit liv, som han eller hun har levet det - også efter indlæggelse på hospice. Og netop det, er en vigtig værdi i hospice. Efter ombygningen i hospice vil personalet også kunne se frem til forbedringer. Der kommer loftslifte i alle sengestuer, der bliver bedre plads og en mere hensigtsmæssig indretning af både køkkener, medicinrum, kontorer, vagtværelse og personalerum. Genhusningen Prisen for ombygningen ville naturligvis blive en masse kroner og ører. Men for patienterne, for de pårørende og for personalet ville prisen være, at der som nævnt ikke kunne drives hospice i Dronning Alexandrines hus i en periode. Da ombygningen samtidig ville komme til at strække sig over et halvt til et helt år, var gode råd var dyre. Hvad skulle man så gøre? Flere forskellige løsninger blev overvejet, men alle synes i første omgang umulige. En midlertidig lukning var helt udelukket. Det kunne nok være, at man så sig i stand til at lukke hospice ned en måned eller to, men 6 eller 12 måneder kunne man jo ikke sende en stor personalegruppe på afspadsering eller ferie og da slet ikke afvise de mange patinter igennem så langt tid. Muligheden for at ombygge den ene halvdel af bygningen, mens man stadig brugte den anden til hospice eller lignende forslag, måtte også afskrives. Den ro omkring patient og pårørende, der er så vigtig i et hospice, ville slet ikke kunne opretholdes. En tredje mulighed at genhuse hospice i ombygningsperioden så heller ikke helt oplagt ud. For hvor i al verden skulle man kunne finde lokaler, der lige præcis opfylder de mange krav, et hospice har? Og i givet fald, hvor langt skulle man så flytte væk? Ikke så langt, viste det sig. Til alt held lykkedes det Diakonissehusets ledelse at finde egnede lokaliteter på selve Sankt Lukas Stiftelsen. I Kastaniehuset på 2. sal, hvor to af Region Hovedstadens gerontopsykiatriske afdelinger havde haft til huse, var der rum, plads og faciliteter, som hospice kunne bruge. Dengang Sankt Lukas Stiftelsen fungerede som et 31

33 hospital, havde etagen været en del af medicinsk afdeling, så den grundlæggende indretning var i orden. Der var patientstuer, skyllerum, medicinrum, baderum, anretningskøkkener, sengeelevator og trinfri gulve og indgange. Med maling og en hel del tilretning og tilpasning, blev etagen gjort klar. Og den 25. november 2009 flyttede hospice i midlertidig genhusning i Kastaniehuset. Kort efter flyttede Sankt Lukas udgående hospice-team (tidligere kaldet hjemmehospice) med og blev genhuset på 1. sal i Kastaniehuset. Således kom teamet til at bo lige nedenunder hospice. Flyttetravlhed og ro omkring patienten De fleste ved nok, hvordan det er, når man skal flytte. Hvad enten det er bolig eller arbejdsplads, man flytter med, bliver det en tid præget af uro, travlhed, forvirring og måske også lidt små stress. Uroen begynder ofte allerede fra den første flyttekasse samles og varer gerne ved helt til alt er på plads det nye sted. Det må man normalt leve med og slå sig til tåls med, at det jo kun er midlertidigt. På et tidspunkt falder alt til ro igen. Anderledes er det på et hospice. Der er tiden lige nu og her, det handler om. Vi kan ikke på samme måde lukke øjne og ører og håbe, det snart bliver godt igen. Det er svært at acceptere et par dages kaos, når de par dage meget vel kan være patientens sidste. Derfor er det også en meget stor udfordring at flytte et hospice, hvor det er helt afgørende at sikre, at der er fred, ro og tid omkring patienten og de pårørende. Det er en opgave, vi brugte meget tid på at forberede og planlægge. Hele tiden med fokus i patientens behov. Indbygget i planen måtte også være, at man i sidste ende skulle kunne afvige fra det, der var planlagt. F.eks. fordi det, når det kom til dagen, ikke ville være forsvarligt at flytte en patient - fysisk eller etisk. Både personale og frivillige tog mange ekstraopgaver og meget ekstra ansvar på sig ved flytningen. Alle gjorde sig umage og strakte sig meget langt for, at det skulle lykkedes, hvad det faktisk gjorde langt hen ad vejen. Dermed ikke være sagt, at flytningen slet ikke kunne mærkes. Selve flyttedagen og dagene omkring har patienterne selvfølgelig måtte opleve mere uro og virak end i dagligdagen. Men flytningen af både hospice og Sankt Lukas udgående hospice-team gik godt, og vi kom hurtigt godt på plads. Udover den store kraftanstrengelse fra personalet i hospice og 32

34 i Sankt Lukas udgående hospice-team og de frivillige i hospice, ydede også mange andre en helt utrolig indsats. Vi fik god hjælp fra andre afdelinger på Stiftelsen. Både byggeservice, rengøringen, portørerne og ITkonsulenten satte alt andet til side og stod parat med det samme, når vi havde brug for hjælp. På den måde blev flytningen ikke bare en markant begivenhed i hospice, men også en oplevelse af fællesskab og fælles opgave på tværs af Stiftelsen. Genhusningen kræver lidt mere i det daglige Hvordan går genhusningen så? Ja, efter de første par uger lægger den første forvirring sig, og man vender sig til indretningen og finder efterhånden ud af, hvor alting er. Men det er jo ikke det samme, som at alting går lige så glat og automatisk som før. De rum og omgivelser, man arbejder i, betyder nok mere for arbejdet, end man lægger mærke til i det daglige. Så når man flytter, opdager man hurtigt, at der er mange af rutinerne, der ikke bare ligger på rygraden og i baghovedet af personalet, men på en eller anden måde også er indlejret i de fysiske rammer. Måske kan man sige det på den måde: At man husker det hele, man når det hele, man kommer igennem det hele og gør det hurtigere og mere automatisk i de sædvanlige rammer. Og i nye rammer skal man så omvendt: Huske sig selv på mere, tænke mere, gøre tingene en ekstra gang og derfor også gå flere skridt. Det betyder, at selvom man skal det samme, som man altid har gjort, så bliver man lidt mere træt, lidt mere brugt og har lidt mindre energi tilbage, når vagten er slut. Det kan mærkes. Helt kort kan man derfor nok sige, at genhusningen går godt, men det kræver lidt mere energi og arbejde end til daglig. Og så savner vi nogle af de ting, Kastaniehuset trods alt ikke kan byde på f.eks.: Tagterrasse, toiletter til hver sengestue og karbaderum. Den store udfordring ligger stadig foran Men det går. Og vi ved at, den store udfordring stadig ligger foran os. Nemlig udvidelsen til dobbelt så mange patienter i helt nyistandsatte rammer og med en masse nye kolleger, der skal introduceres, undervises og integreres i gruppen. For ikke at tale om indkøb af senge, møbler, maskiner osv. Ligesom flytningen og genhusningen er det også no- 33

35 get, der kræver planlægning, ekstra indsats, større ansvar og fællesskab. Vi glæder os til det. Både til at lære nye kolleger at kende og få ny inspiration, og til at mange flere patienter og pårørende kan få glæde, at det vi kan, og det, vi står for i Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens Hospice. Stillerum i Hospice 34

36 Administrationen i 2009 Af administrationschef Jørn Jensen Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens Administration fungerer som stabfunktion for husets øverste ledelse og arbejder med Stiftelsens lønog personaleadministration, budget-, regnskabs- og økonomiopgaver, fonds- og legatforvaltning, portfunktion, større byggeprojekter, ledelsessekretariat og heri bl.a. IT-funktionen. Administrationen har derfor i det daglige et meget tæt samarbejde med især forstanderinden og afdelingslederne. Ansvaret for større byggeprojekter har været en særlig udfordring i 2009, idet administrationschefen sammen med forstanderinden er involveret i de byggeudvalg, der bl.a. er nedsat omkring udvidelsen og moderniseringen af Hospice og ombygningen af Lindely. Det omfatter opgaver fra ideoplæg, over dispositionsforslag til udarbejdelse af udbudsmateriale i samarbejde med arkitekter og ingeniører, Serviceafdelingen og de afdelinger, der bliver berørt. Herudover kommer i tæt samarbejde med forstanderinden, forhandlinger med samarbejdspartnere som Region Hovedstaden og Gentofte Kommune om driftsoverenskomster og finansieringsløsninger m.v. Som stabsfunktion for ledelsen har Administrationen været sagsbehandler vedrørende omdannelsen af 36 boliger i Stiftelsens Ældrehjem Lindely til private ustøttede plejeboliger og efterfølgende indgåelse af driftsoverenskomst med Gentofte Kommune. Endelig skal nævnes forarbejder vedrørende udvidelsen af Lindely med 29 plejeboliger efter almenboligloven i nær fremtid. Gennemførelsen af ovennævnte projekter indebærer, at Stiftelsens aktivitetsniveau udvides. Det gælder såvel målt i kroner som i antal medarbejdere. Det stiller Administrationen overfor nye og ændrede krav. Det er en nødvendig forudsætning for opfyldelse af disse krav, at Administrationen har medarbejdere, der besidder den fornødne faglighed og erfaring, hvilket indgår i det kommende års planlægning. 35