FØRSTE MØDE MED AFGHANISTAN

Transkript

1 FØRSTE MØDE MED AFGHANISTAN Onsdag morgen kl lokal tid ankommer vi endelig til Kabul lufthavn. Den lille lufthavn for foden af en bjergkæde har et par små landingsbaner, som huser de ugentlige flyvninger til Dubai, Moskva og Istanbul med det lokale selskab Ariana Afghan Airlines. Derudover bruges lufthavnen af militærfly, Røde Kors og FN. Mellem landingsbanerne ligger rester af nedskudte fly som vidne om de luftslag, der har været udkæmpet her under den længste krig i verden i nyere historie. Lufthavnens "tjeck-in hall" er et støvet og ramponeret lokale på omkring et halvt hundrede kvadratmeter. Marmorvæggene er hullede, dørene til de omkringliggende rum mangler, og loftet er fyldt med skudhuller. To enkle træskranker udgør paskontrollen. I rummet befinder sig en kø af ankomne passagerer, der med en blanding af træthed og spænding i ansigterne venter på at få adgang til Afghanistan. Der er nødhjælpsarbejdere, soldater, forretningsfolk, hjemvendte afghanere og sågar to turister, der skal på en uges rundtur i Kabul! Derudover befinder en gruppe arbejdende afghanerne sig i rummet, som under ledelse af en bevæbnet, kvindelig tysk ISAF-soldat (International Security Assistance Force), er i gang med at reparere og udbygge ankomsthallen. De er i gang med at rive en væg ned og sænke gulvet. De sveder, og støvet flyver om ørene på dem, mens de banker med hammer og mejsel i det stenede underlag. Udenfor lufthavnen venter en chauffør fra den danske hjælpeorganisation Dacaar. Han giver de to afghanere, der insisterede på at køre vores bagage de 20 meter fra ankomsthallen og ud på parkeringspladsen, et par afghanis (den lokale møntenhed) som betaling, og af sted går det gennem Kabuls gader. Vores chauffør hedder Guldahmon og har arbejdet for Dacaar i 15 år. Han er en høj, bredskuldret mand, med et kæmpe sort skæg, og han er iklædt en traditionel, hvid afghansk dragt (en kamiz) og en sort vest. Han spørger os på gebrokkent engelsk om vores rejse, mens vi nysgerrigt betragter Kabuls gadeliv fra bilruderne. Tidlig morgen i Kabul Første møde med Afghanistan af: Esben Hansen, Side 1 af 5.

2 Husene er meget flade, en eller højst to etager. De er af beton eller ler. Vejene er hullede og utroligt støvede, men vores 4-hjulstrækker forcerer forhindringerne uden de store problemer, modsat de mange taxier og lastbiler, der bevæger sig i zig zag for at undgå de værste bump og huller. Utroligt nok er der også mange cyklister i det kaotiske gadebillede, og de bevæger sig, lige som fodgængerne, med livet som indsats ind og ud imellem bilerne, kloakrenderne og de mange huller i vejene. Lyskryds, gadelamper, hajtænder eller stopskilte er der ingen af, så det er jungleloven der gælder i trafikken. Vores chauffør kører stærkt, men godt. Han overhaler den ene bil efter den anden i hvad der for os synes livsfarlige overhalinger. 4-hjulstrækkeren synes at udgyde en respekt, der får de andre trafikanter til at holde tilbage. Vi når frem til Dacaar s hovedkontor. Den danske hjælpeorganisation har arbejdet i Afghanistan i 19 år, med vandforsyning som deres hovedområde. Det er en af de mest succesrige og erfarne ngo er i landet, og den har over 1100 ansatte, heraf er størstedelen afghanere. Som mange andre ngo er der arbejder i Afghanistan, har Dacaar pga. af den ustabile sikkerhedssituation ikke haft hovedkontor i landet, men i den pakistanske grænseby Peshawar. For et halvt år siden kunne organisationen, som følge af stabiliseringen af området, endelig flytte kontoret tilbage til Kabul. Inden vores bil bliver lukket ind gennem porten til kontorets parkeringsplads, skal den tjekkes for bomber. Ngo er og hjælpeorganisationer er et af Talibans primære attentatmål, så der tages ingen chancer. En vagt går rundt om bilen med en to meter lang træpind med et spejl for enden, så han kan se om der sidder mistænksomme genstande under karrosseriet. Efter tjekket mødes vi med Dacaar s direktør Gorm Pedersen og informationskoordinator Peter Krause. Gorm og Peter har hjulpet os meget under forberedelsen af vores projekt, og Daccar har yderst venligt stillet logi, transport og kontakter til rådighed under vores ophold. Gorm sidder i møde, men giver sig alligevel tid til at tage imod os. Dagen efter holde vi et længere møde med ham, hvor vi fortæller ham mere indgående om vores projekt, mens han giver os praktiske råd og vejledning. DACAAR s gæstehus Første møde med Afghanistan af: Esben Hansen, Side 2 af 5.

3 Fra kontoret går det videre til Dacaar s guesthouse, hvor vi skal bo de første tre uger af vores ophold. Forholdene er på det nærmeste luksuriøse; vi har to fine værelser, strøm til vores udstyr, et kæmpe fjernsyn (udlånt af Gorm) til at se vores daglige optagelser igennem på, og vi får lavet god afghansk mad hver dag af huset udmærkede kok! Gæstehuset er de perfekte omgivelser til at bearbejde dagens optagelser og interviews, og til at lade op til næste dags udfordringer Opsøgning af filmens hovedpersoner "Velkommen til Virkelighedens Ørken" (filmprojektets oprindelige projekttitel, red.) skal skildre 4-5 afghaneres dagligliv. Fokuset er ikke det sædvanlige - dvs. krig, fattigdom og kvindeundertrykkelse - men i stedet de positive aspekter ved den afghanske dagligdag og kultur. Vi vil følge personer, der afspejler mangfoldigheden i den afghanske kultur, og som på hver sin måde har oplevet den 23 år lange krig. Vores første uge går med at opsøge potentielle hovedpersoner til filmen. Få timer efter ankomsten til Kabul, er vi på vej af sted til den lokale kvinde-ngo "All Afghan Women Union", som i samarbejde med Det Danske Institut for Menneskerettigheder afholder et seminar for 30 afghanske kvinder om kvinders rettigheder. Vi er der på seminarets sidste dag og deltager i den afsluttende ceremoni, hvor de deltagende kvinder får uddelt diplomer. Mange afghanske kvinder har en traumatisk fortid, og flertallet kender ikke til deres rettigheder. Seminaret synes at have gjort en forskel for kvinderne. Theresia, som er en af de danske udsendinge, fortæller om, hvordan flere af dem har fortalt de ting, der har lært på seminaret, videre derhjemme til deres familiemedlemmer. Og hun fortæller, hvordan deres engagement under seminaret er steget dag for dag. Theresia og de andre danske udsendinge, Malik, Birgit og Lisbeth, får til slut uddelt knus og kys en masse som et overvældende tegn på kvindernes begejstring over seminaret og deres taknemmelighed overfor danskernes indsats. Kvinderettighedsforkæmpere til seminar i Kabul Første møde med Afghanistan af: Esben Hansen, Side 3 af 5.

4 Under seminaret lægger vi specielt mærke til én kvinde. En ældre kvinde, klædt i hvidt, med et rynket men smukt ansigt, der udstråler stor ro og visdom. Ved seminarets afslutning bryder kvinden ud i sang. Hun synger på dari (persisk) en takkesang til afholderne af seminaret. Sangen akkompagneres af klapsalver. Efter seminaret skal Malik og Theresia lave et interview med denne kvinde. Hun hedder Qari Ragul Roya, og udover at arbejde for at forbedre kvinders vilkår, arbejder hun til daglig i en børnehave. Vi får lov at følge interviewet med vores kamera, og vi hører en lang og fantastisk historie om en kvinde, der har kæmpet mod undertrykkelse og vold. Efter sigende er kvinden mullah, dvs. præst, hvilket er helt unikt, da der normal kun findes mandlige præster i Afghanistan. Vi skal håber på, at Qari vil være en af hovedpersonerne i filmen. Vi venter på svar Malik fra Det Danske Institut for Menneskerettigheder er født og opvokset i Afghanistan, og han har utroligt mange kontakter i landet. Vi introducerer ham til vores projekt, og han fortæller os, at han har en god ven, som vil være meget interessant for os at følge. Vennen er netop hjemvendt til Afghanistan. Han hedder Farhad Dariya og er musiker. Han er den mest populære musiker i Afghanistan p.t., men har levet de sidste mange år i eksil i udlandet. Malik arrangerer et møde med Farhad, hvor vi fortæller ham om vores projekt. Han synes om vores idé. Han understreger behovet for at fortælle en historie om Afghanistan, der ikke fokuserer på fattigdom og undertrykkelse, men på landets kultur, historie, tradition og dagligdag. En historie der handler om "landet Afghanistan", ikke om krigen. Han indvilliger sig i at blive én filmens hovedpersoner. To dage efter vores møde med Dariya afholder han en pressekonference på Hotel Intercontinental, Afghanistans fineste hotel. At han er en meget populær mand, finder vi ud af, da vi ser opbuddet af journalister. Udover os selv, og vores to kameraer, er der omkring 100 journalister, 15 videokameraer, og endnu flere mikrofoner og almindelige kameraer. Der er journalister fra Afghanistan, Frankrig og fra engelske BBC. Alle vil høre, hvorfor Dariya er vendt tilbage. Hvordan det føles at være hjemme. Hvornår han skal holde koncert igen, osv. Der er mange kvinder tilstede i konferencerummet, og de er øjensynligt helt vilde med Darya. Han er en musiker, som har formået at appellere til både unge afghanere og til den ældre generation. Det lille, overfyldte lokale bliver hurtigt varmt som en sauna. De næste to og en halv time svarer Dariya tålmodigt, og med et glimt i øjet, på journalisternes nysgerrige spørgsmål. Han virker som en sympatisk mand, en mand med overskud, der gang på gang får publikum til at grine. Flere gange under konferencen begynder han at synge, og hans smukke stemme forstærkes af en kraftig metallisk rumklang i højtalerne. Journalister og publikum akkompagnerer ham begejstret med klapsalver. En stjerne er vendt hjem! Dariya bliver afgjort en spændende hovedperson Første møde med Afghanistan af: Esben Hansen, Side 4 af 5.

5 Sangstjernen Farhad Darya er vendt hjem til Afghanistan Fremtidige opgaver I den kommende uge skal vi følge op på filmens to første hovedpersoner gennem interviews og filmning af deres arbejde og daglige gøremål. Derudover fortsætter vi vores research på filmens sidste to eller tre hovedpersoner. Vi skal møde en bodybuilder, en portrætfotograf, og en dreng der skal lære at bruge en ny benprotese. Derudover skal vi ud og besøge forskellige udviklingsprojekter omkring Kabul. Hvordan næste uge forløber, kan der læses mere om i næste uge... Første møde med Afghanistan af: Esben Hansen, Side 5 af 5.