Høringssvar om Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem de strukturelle rammer og tilsynet fra AC Børnehjælp

Transkript

1 Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold Departementet Holmens Kanal København K familieret@sm.dk hbo@sm.dk Non-profit-organisationen, den selvejende institution, AC Børnehjælp: Høringssvar om Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem de strukturelle rammer og tilsynet fra AC Børnehjælp Forslag fra AC Børnehjælp AC Børnehjælp foreslår: At der nedsættes et bredt udvalg, som arbejder videre med helhedsanalysen og kommer med konkrete forslag til organisering, tilsyn og lovgivning At der efter endt proces nedsættes en gruppe/udvalg, som følger området og udviklingen nøje, så vi sikrer, at Danmark hele tiden er på omgangshøjde med den seneste viden og udvikling omkring adoption At den kommende proces og organisering ikke ødelægger de eksisterende kontakter hos AC Børnehjælp og DanAdopt, da det i så fald kan blive mere end vanskeligt at opretholde international adoption i Danmark. At finansieringen af international adoption ikke kun sker via adoptanternes privatøkonomi, men at eksempelvis besparelsen opnået af staten på faldet i antal adoptioner, kommer adoptanterne til gode At vi ikke bare henviser til børnenes tarv, men reelt husker at formålet med adoption er at hjælpe de børn, som har det største behov. At børnenes behov er vigtigere end systemet og økonomiske hensyn At barnets rettighed er en individuel rettighed, som skal beskyttes frem for alt - også på individuelt plan At der lægges vægt på Special Needs børnenes plads i fremtidens adoptioner At konkurrencen i systemet bibeholdes i en eller anden form, da den kommer børn og adoptanter til gode og resulterer i flere børn til danske familier. At de problemer nogen voksne adopteredes har og Post Adoptional Service inddrages som en del af både proces og løsning fremover At der kan skabes så høj grad af gennemsigtighed i adoptionsprocessens udgifter, sådan at adoptanterne føler sig fuldt oplyste At der findes en løsning på det videre virke for AC Børnehjælps dygtige Projektafdelings ekspertiseområder

2 I AC Børnehjælp stiller vi os - og vores 45 årige ekspertise og indsigt på området - til rådighed for at bidrage til det videre forløb. Generelle kommentarer til helhedsanalysen AC Børnehjælp mener at helhedsanalysen er et solidt dokument som belyser basisinformationerne på adoptionsområdet på en god måde. Vi byder det videre arbejde velkommen, og takker samtidigt for muligheden for at kommentere. AC Børnehjælp har eksisteret siden 1969, og i løbet af disse 45 år formidlet mere end adoptioner, knap 300 om året, til glæde for børn og familier. Det betyder ikke at al adoption er komplikationsløst, for imellem børn og forældres udgangspunkt på adoptionstidspunktet, og de generelle forventninger til livet i en dansk familie, lever adoptionen sit liv. Adoption har været, er, og vil også fremover være, en vigtig måde at hjælpe børn på, som ellers er løbet tør for muligheder for opvækst i en familie. AC Børnehjælp er glade for at helhedsanalysen har bevaret fokus på børnene, og håber at det fortsatte forløb vil huske børnene, frem for forældre, myndigheder og økonomiske interesser. Adoption i almindelighed har følelsesmæssigt, psykologisk, lægeligt, juridisk, formidlingsmæssigt, samfundsmæssigt og internationalt stor bevågenhed, og det er ganske naturligt. Det er et af levevilkårene for alle involverede børn, forældre og familier igennem hele livet. Det forberedes familierne grundigt på gennem møder og samspil med AC Børnehjælp som adoptionsformidler. Den store bevågenhed er også arbejdsvilkåret for alle involverede professionelle ; herunder journalisters og politikeres. Da adoption ligger meget præcist i centrum af følelsernes og intellektets krydsfelt, er adoption et velegnet og nemt område at markere sig på for mange faggrupper. AC Børnehjælp ønsker at de formidlende organisationer i bredere omfang bliver inddraget i arbejdets videre forløb, og får mulighed for at bidrage til dybden af belysningen af området, og i særdeleshed på området omkring samarbejdet med afgiverlandene, som indeholder mange også ubelyste nuancer. Vi ønsker at der tages stilling på bedst underbyggede grundlag. Efter 45 års arbejde på området, så ligger vi som organisationer inde med en solid viden, som vi ønsker at stille til rådighed for en hvilken som helst beslutning som tages fremadrettet. På trods af den af og til opståede mistanke om at egeninteresser tjenes i adoptionsorganisationer, så arbejder alle i AC Børnehjælp ud fra en overbevisning om, at det vi gør, gavner børn. Der er ingen tvivl om at ikke alle har tilliden til det, men det betyder ikke at vi som arbejder på feltet, ikke føler at vi altid gør alt hvad vi kan for at handle til børnenes bedste. Derfor vil vi også i samarbejdet gerne bidrage med al den viden vi kan, inklusiv overdragelse af kontakter og samarbejder, hvis det er den konklusion den videre proces vil føre til.

3 Haager-Konventionen Oplevelse af børnebeskyttelse som adoptionsorganisation: Vi træder ind i et lille rum på et børnehjem. Luften er varm og tyk, og der lugter surt af gylp og tøj der er tørret for lidt og for langsomt. Der står almindelig størrelse tremmesenge langs alle vægge og i midten af rummet. I alle sengene ligger der 3-5 spædbørn på tværs af sengen, de ligger sådan fordi der ellers ikke er plads, men de er alle så underernærede at de sagtens kan være der. Børnene græder ikke så meget, men når man bøjer sig ned over sengen, og ser dem i øjnene, oplever man deres tavse desperation, disse øjne skriger på hjælp, og man rækker ud, men der er 26 børn i rummet. Der er ingen tvivl om at international adoption ikke burde forekomme i den ideelle børneverden, men når man står og ser ind i disse øjne, er der heller ingen tvivl om at lige netop disse konkrete børn ikke kan vente. De kan ikke vente på, at vi får alle detaljer derhen hvor vi helst vil have dem, før de får hjælp, de kan ikke vente på at vi løser deres eventuelle forældres problemer ad anden vej, selvom vi gør forsøget, de kan ikke vente på at vi løser landets problemer først, de kan bare ikke vente. Børnerettigheder er en individuel rettighed som hvert barn har, derfor bør disse konkrete børn have en permanent og legal løsning, som giver dem den tryghed de behøver for at komme sig. For det kan de hvis de får hjælpen hurtigt nok. Deres børnerettighed kræver at vi hjælper dem hurtigst muligt, selvom lokalsamfundet i længden har brug for en anden løsning. Dette er hovedgrunden til at Haagerkonventionen eksisterer, for at give retningslinjer til at vi gennemfører adoptionerne på den bedst mulige måde. Det ville nemlig have været langt nemmere, at forbyde al international adoption, hvis børnenes virkelighed ikke satte deres individuelle rettigheder på dagsorden. I Danmark var der i 2010, børn anbragt udenfor hjemmet (tal fra Socialt Udviklingscenter SUS udgivet 2013)og i alle undersøgelserne klarer de adopterede børn sig bedre end både de institutionsanbragte børn og de som er i en plejefamilie. Den internationale kritik af adoptionsområdet er berettiget, men også i mange henseender for unuanceret, når vi skal overføre kritikken til konstruktive forbedringer i danske adoptioner, fordi den kritiserer alle lande og systemer samlet. I Danmark har vi kun organisatoriske akkrediteringer, men i lande som Frankrig og Spanien kan en adoptant godkendes direkte, og med godkendelsen i hånden gå ud og finde børnene selv. Denne metode anser vi for stærkt kritisabel, fordi de enkelte familier ikke har en chance, for at skelne mellem de gode og de dårlige partnere i udlandet, og plejen af deres egeninteresser lægger stort pres på børnehjemmene, og gør korruption næsten umulig at kontrollere.

4 Der er blevet talt meget om trafficing i sammenhæng med adoption i disse år. Vi gør opmærksom på at trafficing i disse lande, ikke er opstået på baggrund af adoptionskrav. Adoptionslande som er kommet til siden 1970 erne havde generelt store trafficking problemer længe før der kom adoptioner ind i billedet. Det er i alle disse lande også det samme ministerium og myndigheder, som skal kontrollere og behandle alt omkring beskyttelse af kvinder og børn. I en samtale i 2005 mellem Nordic Adoption Council og Jaap Duuk, daværende næstformand for FN s Børnerettighedskomite, sagde han helt klart at de havde drøftet det, og ikke ville være med til at pålægge et udfordret land at bruge flere ressourcer på adoptionsområdet end de bruger på andre kvinde- og børnebeskyttelses-emner i landet. Etiopien har et omfattende trafficing problem, så når der dukker lyssky elementer op i Etiopiens adoptionsverden, er det ikke fordi de danske organisationer har fremkaldt dem, de har været der hele tiden i andre sammenhænge. I Etiopien lever over 82 millioner mennesker, hvoraf 40 % lever langt under fattigdomsgrænsen, og 80 % lever af jordbrug og dyrehold, som gør dem meget sårbare overfor blandt andet tørke. Sårbarheden tiltrækker trafficking som udnytter specielt kvinder og børns sårbarhed. Trafficking skal bekæmpes med alle midler, men vi tror i AC børnehjælp på at hjælpe og styrke landets børneforsvar indefra igennem et samarbejde. At trække sig ud forbedrer ikke de Etiopiske børns skæbne. Danmark repræsenterer sammen med en del organisationer fra sammenslutninger som Nordic Adoption Council og Euroadopt organisationer, som generelt holder sig selv til højere standarder end Haagerkonventionen i samarbejde med vores respektive myndigheder. Haagerkonventionen udmærker sig ved at have hævet den fælles standard, men ikke højt nok. Den lukker ikke af for privatadoptioner, og mange andre stærkt kritisable adoptions systemer. Det betyder ikke at disse organisationer ikke kan begå fejl eller blive blandet ind i et problemområde. Ønsket er en fejlprocent på nul, men realiteten er at fejl sker. Vi mener at det vigtigste er, at det i den sammenhæng er en fejl, som ikke er begået med overlæg. Vi vil meget gerne gøre opmærksomme på at de lande hvor danske organisationer har vist sig indimellem at have været nævnt i sammenhæng med problemer med adoptionernes børnesikkerhed, indtil videre meget tydeligt har været de lande hvor adoptionerne i en periode har boomet til et meget højt antal pr. år. Vores konklusion på dette er, at når et land pludselig oplever en voldsom stigning i antal adoptioner, er der grund til at være meget på vagt, specielt i ikke Haagerkonventionslande, men Haagerkonventionen kan ikke lukke helt af for denne risiko. Det er meget vigtigt for os, at vi ikke overser børnene til fordel for økonomien.

5 I de små afgiver-landene, de nye, finder vi de børn, som har allermest brug for hjælp. De befinder sig inde i systemer, hvor vi er nødt til at tilbyde uddannelse af plejepersonalet for at sikre os, at de overhovedet kan tage sig af børnene i institutionerne. Den slags workshops har vi lavet mange af i vores samarbejder. Der er ofte en direkte sammenhæng imellem de børn som har det største behov, og de lande som ikke har ratificeret Haagerkonventionen. Men hvis vi udelukkende holder os til de lande, som allerede har så meget styr på deres systemer, at de nærmer sig at de ikke behøver adoption, så mener vi ikke at vi lever op til den børneetik vi ønsker. Det er vores opfattelse af ansvaret, at netop der hvor børnene har det sværest, skal vi være frontrunnere for at forbedre deres situation, selvom det er vanskeligt arbejde, for kun sådan arbejder vi virkelig for barnets tarv. Vi mener at både vi som modtagerlande og afgiverlandene selv, har bedst mulighed for at kontrollere adoptionerne godt, i både de mindre afgiverlande og i de stærke Haagerlande. AC Børnehjælp arbejdede støt og roligt i Etiopien fra uden problemer, men da adoptionstallet pludselig steg medførte det problemer. Når et land hæver adoptionstallet voldsomt og hurtigt, tiltrækker det i sig selv den lyssky del af adoptionsverdenen både i afgiver - og modtager- landene, og det kan være næsten umuligt at skelne for ny en organisation, hvis de ikke nær så kritiske organisationer fra andre lande og privatadoptanter optræder på de samme børnehjem og har sat de usunde mekanismer i gang.. Vi forstår godt kritikken, og finder den yderst berettiget, vi har selv fremført denne kritik internationalt igennem lang tid, men det er vigtigt at de nye tiltag også reelt afhjælper de problemer vi ønsker de skal. Derfor mener vi ikke at løsningen er kun at arbejde med større Haager-adoptionslande tværtimod, de små samarbejder, er de som for os er de mest kontrollerbare, og vi kan påvirke dem til at arbejde efter Haagerkonventionens principper. Det er ikke svært arbejde, for de vil meget gerne beskytte deres børn godt, men det er nødt til at være et samarbejde med gensidig kulturel respekt, ikke bare et stillet krav fra vores side. Der er ingen tvivl om at de små lande er dyre, men hvis det er bedre børneetik, er det der vi ønsker at lægge vores kræfter. Så må det økonomiske løses på en anden måde, end at lade adoptanterne betale det hele. Gennemsigtighed AC Børnehjælp vil meget gerne bidrage til en større gennemsigtighed på adoptionsområdet. Årsregnskaberne er tilgængelige på nettet, men vi har forståelse for, at man ønsker en større detaljering. Når det ikke er sket før, skyldes det primært, at vi også føler et ansvar overfor at beskytte de adopterede børn, og har ment at den detaljerede økonomi bag det enkelte barns adoption var uetisk at offentliggøre. Adoptionsverdenen er så lille, at helt anonymiserede

6 oplysninger i virkeligheden er identificerbare på person-niveau. Hensynet til at et barn i skolegården kan konfronteres med en konkret pris, på alt fra medicinsk behandling til domsudskrifter, har hidtil afholdt os fra både at offentliggøre den slags. (Vi ved fra vores adoptanter, at den slags sker med alle typer af offentliggjorte oplysninger.) Men hvis prisen for denne beskyttelse er, at tilliden til adoptionernes gennemførsel betvivles, så vil vi med glæde gå ind i den ønskede detaljegrad på alle områder. En mellemvej kunne være, at gøre den detaljerede økonomiske opgørelse tilgængelig for adoptanterne og tilsynet alene på den enkelte sag, men i den brede offentlighed med lidt lavere detaljeringsgrad i forhold til årsregnskabet. Special Needs børn International adoption er et stort indgreb i et barns liv, og derfor skal og bør det være under konstant kritik, men den skal frem for alt yde børnene fuld retfærdighed. Special Needs er blevet den gængse betegnelse for en gruppe af børn, men hvem de er, ser ud til at være misforstået en del. Betegnelsen er i vores øjne, ikke kun et udtryk for barnets behov, men også de evner og den parathed forældrene skal have. Alle afgiverlande har lov til at sætte deres egne rammer og omkring hvilke børn som er omfattet at Special Needs begrebet, og det samme gør alle modtagerlandene. Derfor er det på verdensbasis udtryk for en meget bred gruppe af børn, som spænder fra helt almindelige børn som er over 3 år, eller muligvis har haft en nu helbredt infektion, børn som er opererede for hjertefejl, og nu alle meldt helt raske, til børn med meget store fysiske eller psykiske handicap. De Special Needs børn som accepteres af danske forældre, er meget forskellige fordi det er meget individuelt hvad forældrene føler sig rustet til at modtage. Det kan variere ud fra private eller faglige erfaringer, og overvejelserne foregår under vejledning af pædiatere med lang erfaring på området. Der er ikke på verdensplan flere Special Needs børn end før, men de udgør en større procentandel af den samlede gruppe. Der er et stigende fokus på at adoptere dem, både fordi ventetiden bliver kortere, og fordi vejledningen af forældrene og helbredelsesmulighederne bliver bedre. Men det er vigtig at huske at mange børn ender i denne kategori, på den blotte mistanke om at der er eller har været et muligt problem, eller fordi de bliver over måneder, og derfor kræver en anden forberedelse og andre ressourcer at modtage. Der er ingen der ved om dette billede vil ændre sig, for antal af børn frigivet til adoption har altid bølget op og ned, og der er i høj grad tale om at det var meget højt, lige før vi så det nuværende fald, hvilket får faldet til at se meget voldsomt ud. Det er børnene som skal beskyttes, ikke de danske forældre som skal beskyttes imod børnene. At opfatte et Special Needs adoptivbarn som en diskrimination af adoptivforældrene, er en ren diskrimination af børnene. Alle børnene vi har mulighed for at adoptere, har lige meget brug for forældre, i den situation de er i. Rigtig mange børn med udfordringer vil kunne leve gode børneliv i Danmark, hvilket bare

7 ikke er muligt der hvor de er. Adoptanterne til disse børn, er ikke nødvendigvis de samme barnløse par som står på ventelisterne. I halvfjerdserne opdeltes børnene slet ikke på denne måde, men langt flere familier adopterede børn som i dag ville være Special Needs. En del af dem helt uden at vide det på forhånd. Der var også mange adoptanter som var familier med 1-2 børn, som adopterede et Special Needs barn fordi de følte sig parat til det. Holdningerne til international adoption er ikke statiske, men ændrer sig med vores samfundsudvikling. Den gang anså man den slags adoptioner som en humanitær gerning. Derefter kom der en bølge af forståelse af, at det var et snævert syn på adoptionerne, og at adoptioner altid var en egoistisk handling for adoptanterne som ønskede sig barnet. Adoptanter som gav udtryk for at ville gøre noget godt blev mistænkeliggjort og indimellem afvist som adoptanter. Op gennem firserne og til nu blev adoptanterne således i stigende grad barnløse par, op til de nok over 95 % det stadig er i dag. AC Børnehjælp ønsker i stigende grad at fokusere på adoption af børn med særlige behov. Adoptantgruppen bør derfor kunne rumme flere typer adoptanter. I en periode var adoptanter som allerede havde børn, eller som bare ikke var medicinsk barnløse, ikke helt velsete hverken i godkendelsesprocessen eller blandt andre adoptanter, som følte at de tog nogen af deres andele uden god grund. Vi håber på at fremtidens adoptanter vil få lov til at udvikle sig til at matche de adopterbare børns behov. Danmark deler, som en af de få modtagerlande, adoptanterne op i indenfor og udenfor almen godkendelse. Dette møder meget lav forståelse i udlandet, fordi så mange modtagerlande ikke har dette system, så det kan fremstå som en diskrimination af børnene. Samarbejde med Udlandet Grundlæggende kan vi tilslutte os, at alle samarbejdslande og partnere skal overholde Haagerkonventionens subsidiaritetsprincip. Alle skal leve op til både Haagerkonventionens anbefalinger og de danske regler. Vi foreslår at et helt nyt land, i en skærpet tilsynsperiode, kan få lov til at arbejde sig derhen under vejledning, hvis børnebehovet, ønsket og viljen er til stede hos både myndigheder og partnere i landet. Der er ingen tvivl om, at det arbejde organisationer yder i samarbejdslandene, giver ikke bare organisationerne et godt ry, men også Danmark Danmark ønsker ikke at de danske organisationer konkurrerer i udlandet, men det er vigtigt at pointere at organisationerne i Aller højeste grad konkurrerer med andre landes organisationer i udlandet. Indimellem samarbejdes der også med andre primært nordiske organisationer når man går ind i nye lande. Den udveksling af erfaringer øger sikkerheden omkring den enkelte adoption, fordi den samlede viden øges. Mange af de velordnede lande har været igennem en startproces i forhold til Haagerkonventionen, i disse år blandt andet med en øgning i indsatsen overfor indlandsadoption, og et medfølgende fald i antal adoptioner. Flere af disse lande har nu en svag stigning i det antal børn som frigives til international adoption, fordi de efter en

8 grundig indsats, ikke er i stand til at placere alle de abandonnerede børn de har. En tilladelse til at samarbejde i et land kan sagtens gøres tidsbegrænset, men tidsbegrænsningen i sig selv, sikrer kun at det det tages særskilt stilling med jævne mellemrum. Der er intet som tyder på, at der er nogen forskel i børnesikkerheden og kvaliteten i adoptionsarbejdet, i forhold til længden af modtagerlandets godkendelser af samarbejdet. Der er ingen tvivl om, at denne del af processen er et tidskrævende og dermed fordyrende led for både organisationer og myndigheder. Det er derfor vigtigt, at balancere denne del at tilsynet i forhold til økonomi og resultater. Det bør i Danmark være muligt at områdebegrænse samarbejder fordi: Der ofte kan være meget store regionale forskelle for niveauet af officiel kontrol på adoptionsområdet i afgiverlandene. Vi har rigtig gode erfaringer med at hjælpe dem, med at udbrede god praksis ud til nye regioner. Det bør altid være vores ambition at hjælpe landene til at forbedre deres børnebeskyttelse indefra, og de børn som har mest brug for adoption, befinder sig i høj grad i områder hvor forbedringerne er nødvendige. Hvis vi ikke vover at være ambitiøse med at forbedre lokalt, på steder hvor børnene har virkelig brug for det, og samarbejdsviljen er på plads, men de har brug for hjælp og støtte til forbedringerne, hjælper vi kun den danske del af adoptionssystemet, ikke børnene. Donationer, hjælpearbejde og humanitære projekter Hvad er det vi ønsker som resultat? Vi ønsker at hjælpearbejdet aldrig må bære nogen motivation til en øgning af adoptionerne. I alt hvad helhedsanalysen har gennemgået, er det et gennemgående synspunkt som AC Børnehjælp også til fulde støtter. I praksis bliver det imidlertid hurtigt et spørgsmål om, at organisationer er nødt til at indgå de obligatoriske aftaler i landene, samt sørge for at plejen af de børn man får til adoption, som ofte har været længe på institution, dækkes gennem adoptionen. Derudover er det vigtigt for organisationerne at indgå i en balance, som viser at vi ikke bare vil hente de børn vi ønsker, men også tager et støttende medansvar for de ikke adopterbare børn på en institution. Der er heller ingen tvivl om, at hjælpearbejdet øger tilliden gensidigt imellem partnerne og AC Børnehjælp, og bidrager til en øget faglighed hos begge parter. På dette punkt er AC Børnehjælp helt enig med retningslinjerne i Guide to God Practice II om Haagerkonventionen, og helhedsanalysens opdeling. Gennemgangen af området donationer og hjælpearbejde er opdelt imellem det direkte relaterede og nødvendige for adoptionsarbejdet, som er tilladt, og det humanitære hjælpearbejde.

9 AC Børnehjælp også det direkte og relaterede hjælpearbejde, og det er organiseret og forankret i adoptionsafdelingen. Det videre forløb for denne del af hjælpearbejdet må være en fortsat kontrol af, at disse hjælpearbejder lever op til Haagerkonventionens retningslinjer. Men på området for gennemgang af det mere humanitære hjælpearbejde, mangler der helt dimensionen af det arbejde som udføres af AC Børnehjælps projektafdeling. AC Børnehjælp har som en af de meget få internationale adoptionsorganisationer, en projektafdeling som er helt adskilt fra adoptionsafdelingen. Denne afdeling arbejder som en del af den danske civilsamfundsstrategi under Danida og udenrigsministeriet, og er gennem de bevilligede Danida-midler, også under Danida kontrol af arbejdet. Disse projekter udmærker sig ved ikke at have nogen anden tilknytning til adoptionsområdet, end vores fokus på at styrke lokal - samfundene og dermed også børnene. Fokus for behovene i Nepal, Etiopien og Bolivia, hvor vi har projekter, kan oprindeligt være kommet til os gennem et adoptionsbesøg, men i Nepal har der ikke været adoptioner igennem mange år nu, og Bolivia næsten heller ikke. I Etiopien har vi for eksempel haft et langt projekt, som uddannede lokale socialrådgivere med kapacitet til at hjælpe familierne. Disse projekter har kørt helt separeret fra adoptionerne. Vi har også arbejdet med en døveskole i Nepal, og med identificering af familier med døve børn med henblik på tegnsprogsundervisning i Etiopien. Disse projekter har absolut ingen indflydelse på adoptionsprocessen, men er rene humanitære projekter som styrker civilsamfundet. Netop derfor er vi anerkendt som udøvere mellem andre Danida aktører, og vores afdeling kunne ligeså godt have ligget for sig selv under andet navn, men ligger altså på grund af historien bag afdelingen i AC Børnehjælp. Vi ville ikke have været godkendt til Danida-midler, hvis der var mistanke om at det var adoptionsrelateret, og vi mener at diskussionen har overset denne type hjælpearbejde. Vores socialfaglige tilgang til civilsamfunds strategien er unik, og bør sikres en beståen under en eller anden form. Hvis den kræves fjernet for at sikre mod et problem, som i denne form ikke reelt findes, ville det være rigtig ærgerligt. Man kunne derfor for eksempel nøjes med at afstikke helt klare rammer for hvad et sådan projektarbejde må beskæftige sig med, eller kræve at det kun foregik i lande hvor der ikke arbejdes med adoption af AC Børnehjælp. Adoptioner og hjælpearbejde fra vores Danida finansierede projekter, er ikke tættere relateret til adoptioner, end alle Danida midlerne ville være i et statsliggjort adoptionssystem. Adoptionsdebat i medierne De Voksne adopterede som har problemer, udgør i forsknings undersøgelser omkring internationalt adopteredes trivsel omkring 5-7 % i gennemsnit (Monica Dalen, Adoptionsforsker v. Oslo Universitet, og senest lige under fem procent i Forsker v Århus Universitet Merete Lauenbjerg s tal offentliggjort i politikken.) Dette er vigtige 5 %, for det er dem vi kunne have hjulpet eller gjort en bedre indsats overfor som samfund, så de bør havde den hjælp de har brug for. I Center for Ungdomsforsknings, Århus Universitet

10 undersøgelse publiceret i 2011 af Trivsel og mistrivsel hos dansk ungdom 15-og 24 år, kommer man frem til de samme lige under 5%, som har ondt i livet, karakteriseret ved depressioner, spiseforstyrrelser og Cutting. Tallene er altså de samme for adopterede, som for andre unge i Danmark, og alligevel konkludere man at de 5% er bevis på at international adoption er dårligt. For at det skulle være rigtigt, burde man endda kunne acceptere en let overrepræsentation, da man må tage børnenes udgangspunkt med i betragtning i bedømmelsen. Det er imidlertid ikke tilfældet, de har den samme mængde mistrivsel som dansk ungdom generelt. Det er et Post Adoptionelt ansvar som ikke er taget op endnu. I øjeblikket udgør de vrede adopterede en meget stor andel af mediebilledet, og optræder med en aggressivitet, som går til direkte og voldsomt angreb på andre adopterede, som ønsker at sige dem imod på de sociale medier. Vi har talt med mange adopterede som ikke forstår hvorfor debatten ikke giver plads til alle sider. De får at vide at de ikke forstår sig selv så godt, som de der synes adoption er dårligt. (Se for eksempel debatten på Facebook Adoptionstrekanten) Når vi ender der, er det imidlertid også et udtryk for, at al adoptionsforskning har fået lov til at dreje sig om at kortlægge og analysere problemer indtil nu. Der har absolut ingen forskning været til dato, med fokus det flertal som føler deres verden fungerer, og hvordan vi får udbredt den gode praktik i Danmark til resten af adoptionerne, og på den måde komme de som synes det er svært til hjælp. Der er nogle andre hensyn som vi ikke føler, har været rejst i denne debat. De adopterede har vist sig at have god støtte af hinanden, og kan have lighedspunkter med en etnisk gruppe, uden dog at have en lande-kulturel etnicitet, kan de have mange ting til fælles også uanset afgiverland. Blandt andet for nogens vedkommende oplevelsen af at være diskrimineret i deres ellers danske hverdag. Vi frygter at et stop, eller en stærkt begrænsende tilgang til adoptioner fremover, vil gøre livskvaliteten ringere for de adopterede som har brug for at søge hinanden. Det har ikke samme helende effekt for adopterede på 17, at opsøge fællesskaber, som er meget geografisk spredt, og består at langt ældre adopterede. At have en volumen giver de adopterede og adoptivfamilierne et stærkere ståsted på personlig basis. Der er dog ingen tvivl om, at de adopterede har ret i at adoption repræsenterer et overgreb på et barns situation, så selvom det er gennemført til barnets bedste, skal man have respekten for det man foretager sig, og forvente at skulle stå til rådighed for hjælpe og støtte senere om nødvendigt. Post-Adoptions Service, PAS, er stadig specielt til de voksne adopterede, stort set ikke eksisterende, og vi opfordrer til at de unge og voksne adopteredes behov bliver inkorporeret som vigtige emner i det videre forløb, for først der udgør dette arbejde med rette en helhed. Debatten viser tydeligt behovet. Organisation af adoptionsformidlingen

11 Hvilket problem ønsker vi at løse med omorganiseringen?: AC Børnehjælp kan til fulde tilslutte sig Kammeradvokatens anbefalinger til området. Der er ingen tvivl om at en større klarhed for rammerne af både tilsyn og forpligtelser, vil kvalificere arbejdet yderligere, og dermed også i længden føre til en hvis effektivisering af formidlingsarbejdet. Akkrediteringerne har kun eksisteret siden 2011, og ind imellem opstår der helt uforudsete problematikker, hvor Akkrediteringsaftalen viser sig at ligge så langt fra praktikken at der opstår usikkerheder. AC Børnehjælp hæfter sig specielt ved ønsket om præcisering af ansvarsområdet i samarbejdet med både organisationer og myndigheder i udlandet, dog under hensyntagen til alle de ekstraordinære forhold som gør sig gældende. Det kunne måske i højere grad være en ide, at inddrage ambassaderne i tilsynsarbejdet, men det er i så fald vigtigt at ambassaderne bliver sat grundigt ind i området inden, på grund af adoptionsverdenens specialiseringsgrad. Som tidligere nævnt vil vi gøre alt hvad vi kan for at støtte den beslutning, som dette arbejde en dag vil føre til. Vi vil dog pointere at vores akkrediteringer i udlandet, ikke kan overdrages, og at vi mener at børnene vil være at nå frem til. Hovedbegrundelsen for det er, at der er stort pres på afgiverlandene. Lige nu giver os respekten for så mange års solidt arbejde som organisationer, men de få nye aktører også de statslige, har det meget svært, og Danmark har ikke Australiens ressourcer til at starte op for. Vi vil kunne bidrage med viden og andre typer af samarbejdskontakter. Efter emnet har været rejst af andre, mener vi i AC Børnehjælp ikke a vi adoptionsorganisationerne nødvendigvis bør have sundhedsfagligt personale ansat. I dag vurderes børnenes papirer at erfarne pædiatere, og derefter sættes de i forslag hvor organisationerne placerer barnet udenfor eller indenfor almindelig godkendelse. I tvivlsspørgsmål inddrager vi pædiaterens ekspertise yderligere, og vi mener derfor ikke at ansættelsen af sundhedsuddannede til tolkningen af pædiaterens ekspertise, vil kunne kvalificere matchningen bedre. Det kunne overvejes helt at lade pædiaternes ekspertise råde her, da de normalt også har en lang erfaring med adoptioner. Der vil dog altid være tvivlstilfælde i forhold til vurderingen af udenfor/indenfor almindelig godkendelse. AC Børnehjælp mener at det er hensigtsmæssigt at juridiske og forvaltningsmæssige kompetencer er til rådighed i eller på anden måde til stede en adoptionsorganisation. Det er AC Børnehjælps holdning, at der er rejst vigtige problemer i denne debat omkring adoptionsområdet, som absolut har haft brug for at blive vendt i mange år. To af disse emner er den økonomiske belastning af adoptanter, og sikringen af børnesikkerhedshensynet i de dansk gennemførte adoptioner. Der er ingen tvivl om at begge disse emner er vigtige, men løsningen er ikke dermed den samme. Samtlige muligheder for at sikre børnene bedre i forbindelse af gennemførelse af adoption, fører til en fordyrelse af selve adoptionsprocessen, men derfor er vi absolut nødt til at gøre det alligevel.

12 Adoptionerne er blevet væsentligt dyrere, over fordobling af det gennemsnitlige betalte gebyr pr. adoption, siden 2000 mens adoptionstilskuddet ikke er steget overhovedet. Hvis vi skal have international adoption i Danmark, er det vigtigt at adoptionstilskuddet øges på den ene eller anden måde af flere grunde. For det første er der ingen sammenhæng imellem adoptanters økonomiske evner og forældre-evnen. For det andet, er det stigmatiserende for adoptivbørn generelt, når adoptionerne er så dyre at alle ved familien må være velbemidlet. Det er forekom i halvfjerdserne, og resultatet var meget stigmatiserende for de adopterede. Den økonomiske del bør derfor løses på anden måde. Man kunne for eksempel gøre adoptionstilskuddet til en substantiel del procentandel af adoptionsudgiften. Men hvis man ser på udvikling i udgiften for staten på adoptionsområdet, så ser den siden 2005 sådan ud i forhold til adoptionstilskuddet, omregnet til 2013 tilskud på kr ,- pr. adoption: ÅR ADOPTIONER TILSKUD "BESPARELSE" Denne udvikling betyder at staten har sparet store summer, mens adoptanterne har betalt mere og mere. Reelt ville adoptanterne i 2013 i runde tal, have kunnet få mindst kr. mere i tilskud per barn, og dermed endt med en udgift til det nuværende gebyr på under kr., hvis besparelsen fra 2005 var blevet fordelt på deres sager. AC Børnehjælp ser også at der kan være besparelser at hente på at samarbedje med andre organisationer i både Danmark og Norden både med samarbejderne i udlandet, og indkøb, opbyggelse og udveksling af systemer. Børnesikkerheden er det vigtigste. Børnene skal sikres imod, at en adoption udføres på et forkert grundlag, dette arbejder vi altid på. Vi vil ikke have at der adopteres børn til Danmark, som er franarret forældrene under falske forudsætninger. Det fører kun til tragedier for både børn, biologiske familier og adoptivfamilier. Alle taber i en sådan sag,

13 også adoptionsorganisationerne, og netop derfor er påstandene om at vi skulle være en aktiv part i en sådan situation rent absurde. Vi ønsker et fejlfrit system, men vi kan selv med de bedste evner, ikke opnå bedre end et system med en ekstrem lav fejlprocent. I forhold til modtagerlande med op til 14 % adoptioner visse år, hvor børnene opgives af adoptivfamilien, har vi Danmark ikke engang en sag om året. I forhold til over gennemførte sager i Danmark til dato, er de sager hvor der senere viser sig at være tale om beviseligt svig, en så lille del at det stadig udgør under 1 %. Det er ikke i orden for en eneste, men vi kan kun garantere, at vi vil gøre alt for at det ikke sker, og det vil være ens uanset hvordan vi organiserer international adoption i fremtiden. Statslige systemer laver også fejl.. Det vi kan gøre er at arbejde målrettet for at forbedre systemet, og her er denne analyse et godt skridt på vejen. Konkurrence Konkurrence Det er blevet hævdet at konkurrence begrebet er forældet som motivationsfaktor på adoptionsområdet, og at stigning i adoptionsgebyret betyder at der ikke er en velfungerende konkurrence. Det er på ingen måde AC Børnehjælps opfattelse. Organisationerne konkurrerer om adoptanternes interesse, og i den konkurrence situation bliver vi både fagligt langt bedre, og så billige, som det overhovedet er muligt. Når man driver en adoptionsorganisation, vil der altid være en forsinkelse imellem et fald i antal adoptioner, og organisationen økonomiske tilpasning, både fordi man har brug for lidt tid til at se, at man har at gøre med en længerevarende udsving i formidlingssituationen, men også fordi en aftale med de enkelte familier løber over lang tid. Således har en familie, som bruger op til 4-5 år på venteliste brug for mere støtte og arbejdstid igennem alle årene, selvom antallet af børn falder. Der er også i adoptionsverdenen tale om en meget specialiseret faglig viden hos medarbejderne, som man har brug for til fulde, selvom man formidler færre sager i en periode. På alle disse parametre konkurrerer organisationerne i Danmark. Konkurrencen virker i særdeleshed i udlandet. Når børnene er frigivet til adoption, efter Haagerkonventionens forbillede, sådan at alle muligheder for en permanent og legalt sikret løsning i afgiverlandet er udtømt, foregår der herefter en helt rimelig, og på disse vilkår fuldt ud etisk konkurrence imellem de internationale organisationer. Her er de danske organisationer oppe imod andre organisationer fra Europa, Australien og USA. Dårlig etik på dette stadie udgøres primært af hvis organisationer overbyder hinanden økonomisk, eller overbydes af privatadoptanter, det er bestemt ikke sådan de danske organisationer konkurrerer. Landene har arrangeret sig forskelligt, med centrale eller decentrale fordelinger af børnene, men fælles for dem alle er, at de har samarbejdsaftaler med mange gode organisationer. Som oftest tildeles disse organisationer et antal sager de må sende til afgiverlandet, sådan at afgiverlandet sikrer sig at de ikke modtager flere ansøgninger end de kan forvente at have frigivne børn til. Dette er et godt og sundt Haagerkonventionsprincip, som også følges af mange ikke Haager-lande, fordi det sikrer, at de ikke sidder

14 med presset af al for mange adoptanter. Denne kvota- lignende situation betyder imidlertid at DanAdopt får tildelt at antal, og AC Børnehjælp ligeledes et antal ansøgninger, og dermed næsten en lovet matchning af samme antal, forudsat at afgiverlandets prognoser holder. Nogen gange får vi midt året tildelt flere sager, og nogen gange får vi at vide ved årets afslutning, at det er gået anderledes, og vi må vente længere med at sende flere sager. Dette system betyder, at hvis det nuværende organisationsantal reduceres til en eller gøres statslig, vil det uden tvivl resultere i langt færre børn til Danmark. Det omvendte er dog ikke tilfældet, det fleste systemer tillader ikke mere end to organisationer pr. land, helt som Haags anbefaling til dem foreskriver. Konkurrencen virker, fordi vi ved at vi måler os mod hinanden, og derfor er det direkte forkert når man på baggrund udelukkende af et stigende gebyr, konkluderer at konkurrencen ikke virker. Det ville have været endnu dyrere, med lavere faglig kvalitet i arbejdet, og færre børn til Danmark, hvis der ikke havde været konkurrence. Konkurrence gør os bedre, det betyder ikke at vi har været gode nok, men at vi tror på, at vi også fremover bliver bedst i en konkurrencesituation. Adoptanter er en slag påtvungne forbrugere, ikke af børn, men af den service de formidlende organisationer tilbyder. Vi får altid at hvide af adoptanterne at adoptionsprocessen føles umyndiggørende på en meget ubehagelig måde. Det skyldes at så mange regler og mennesker, har en direkte indflydelse på denne så vigtige personlige proces. Vi mener det er vigtigt for adoptanterne, at de har mulighed for at vælge noget vigtigt selv, som for eksempel deres valg af organisation. De to organisationer arbejder med det samme, men har meget forskellige profiler. De som ikke har prøvet det, vil aldrig helt forstå hvordan det føles for adoptanterne til at være i denne situation, næsten uden egen indflydelse på noget så vigtigt. En del af den rejste kritik af organisationerne går på netop dette punkt, men ofte har adoptanterne ikke det fulde indblik i, hvor lidt indflydelse en formidlende organisation har på de dele af processen, som føles så svære for dem. Derfor rettes kritikken mod organisationerne. Det er uden tvivl et udtryk for dårlig kommunikation fra organisationernes side, som trænger til en omfattende forbedring, og det ønsker vi at gøre. Med andre ord, skal vi ikke have disse to organisationer, så har vi brug for 2-3 andre. Finansiering af et anstændigt adoptionsformidlingsforløb i Danmark, herunder den fornødne ekspertise til at leve op til alle krav og forbedringer, samt arbejde med de lande hvor børnene med de største behov er, vil blive dyrere også i fremtiden. Det vil dog slet ikke med det stigningsniveau vi har set nu på det seneste fordi de store tilpasninger er overstået. Den rigtige finansieringsmodel bør ikke hvile på adoptanternes privatøkonomi, men følges op ad den statslige støtte, som på grund af faldet i antal adoptioner, stadig vil være en ret omkostnings-lav løsning. Videre forløb

15 En god lærdom af det som er sket på adoptionsområdet de seneste år må være, at når man tænker på, at sidst der sad et udvalg på dette område var før årtusindskiftet, og at Adoptionsrådet som derefter blevet nedsat til at følge op på området, blev nedlagt allerede i 2002, så er det ikke godt nok. Dette område kræver en konstant bevågenhed, for at sikre at adoptionsområdet holdes ajour med både samfund og internationale strømninger, at ikke bare tilsyn, men også etiske diskussioner og grundlaget for reglerne, tages jævnligt og bredt op. AC Børnehjælp vil foreslå at der til det videre forløb nedsættes et udvalgt til at udarbejde både forslag til omstrukturering og lovgivning på området. Vi ønsker også at enten udvalget eller en anden bred konstruktion, fortsætter med at sidde, sådan at man på et så sensitivt område ikke arbejder med gennemgribende bagudrettet oprydning, hvert tiende år, men en kontinuerlig sund proces og debat. Ligeledes ønsker vi at tilkendegive vores støtte til at gennemføre forskningsprojekter med det formål at afdække en lang række postulater, og for at få et uvildigt billede, blandt andet ved at ansætte nye forskere på området, eventuelt uden personlig erfaring med adoption. Specielt vores erfaringer med udlandsarbejdet indeholder mange detaljer som kun de formidlende organisationer ligger inde med i udgangspunktet. AC Børnehjælp ønsker at bidrage som en aktiv deltager i det videre forløb under den form man ønsker det af os. Med venlig hilsen AC Børnehjælp For og på vegne af: Direktionen: Interim Direktør Henrik Jensen Vicedirektør Pia Brandsnes Bestyrelsen: Jan Venzel, Formand Lene Lundgaard, Næstformand, Kommunikationschef Signe Wegmann Düring, Læge, Ph.d. Kim Pedersen, Advokat (A) Bilag: AC Børnehjælp - Code of Conduct