OM STRANDLINJERNES FALD OM KRING GABBROOMRAADER

Transkript

1 OM STRANDLINJERNES FALD OM KRING GABBROOMRAADER AV GUNNAR HOLMSEN. amle strandmerker som langs hele vor kyst ovenfor G den nuværende vandflate bærer vidnesbyrd om de nivaaforandringer vort land har været underkastet efter istiden. For at faa oversigt over landets forandrede høideforhold pleier man paa karterne at trække linjer, isobaser, gjennem bestemte strandlinjer av samme høide. Paa oversigtskarter i liten maalestok viser isobaserne sig gjerne som paralelle kurver og ofte har de ogsaa indbyrdes en noksaa jevn avstand fra hinanden. Herav fremgaar det at disse nivaaforandringer er av en anden art end de fjeldkjædedannende processer; postglaciale forkastninger har heller ingensteds bragt forstyrrelse i isobaserne som ligger tættest der, hvor den tidligere vandflate ligger mest paa skraa. Hvor nivaaforandringen har været mindst, er avstanden mellem isobaserne størst. og avlagt paa Eftersom strandlinjernes høider blir nøiagtigere bestemt mere detaljerte karter viser der sig imidlertid mange smaa uregelmæssigheter i isobasernes forløp. Disse uregelmæssigheter, som skyldes ujevne hævningsforhold i jordskorpen skal her nærmere omtales. De lokale uregelmæssigheter i isostasebevægelsen er altid smaa og naar man vil studere dem maa man bestemme strandlinjernes høide med den største omhyggelighet. lndlandsstrandlinjerne efter uttappede bræsjøer leverer bedre høideværdier end havets strandlinjer. I motsætning til fjordens vandflater

2 8 GUNNAR HOLMSEN som sank litt efter litt i forhold til kysten har nemlig indlandets brædæmte sjøer været utsat for en p l u ds el i g tømning. Herved har indlandsstrandlinjerne hurtig blit unddraget ødelæggelse av den synkende vandflates bølgeslag og optræder saaledes i en friskere form end kystens. N aar man derfor av den skraatliggende stilling strandlinjerne nu indtar vil finde landets nivaaforandring saa egner bræsjøstrandlinjerne sig særlig godt hertil. Enkelte steder i Finmarken er strandlinjerne efter hvad REUSCH beskriver, saa tydelige 1 at de langt overgaar hvad vi forresten faar se i vort land. Forfatteren sammenligner vandstandsmerkerne dernord med de uttømte ørkensjøers i det vestlige Amerika (Lake Bonneville). Der er imidlertid ikke offentliggjort særlig nøiagtige høidemaalinger av disse gode strandlinjer. Man har i høiden nøiet sig med at nivellere et enkelt punkt i strandlinjen i forhold til høivandstand eller tangranden. Til at finde de lokale variationer i landets stigning er ikke dette nøiagtig nok. Det gjælder i det tilfælde omhyggelig at skille mellem de forskjellige slags stranddannelser (erosionslinjer og akkumulationsflater) og til enhver tid at kjende den sikkerhet hvormed høiden av den tidligere vandflate maales. HELLAND bemerker om den nøiagtighet hvormed man kan bestemme kyststrandlinjernes høide følgende: 2 "Strandlinjerne er ikke mathematiske linjer, og om en strandlinje i afstand fra et dampskibsdæk tager sig ud som en vandret chausee, saa vil den ofte, naar man kommer op til linien, vise sig at have humper og ujevnheder, der hvor man i afstand tænker sig en bane, jevn som fladen paa en vei. Hertil kommer at der i mange udprægede og gode linier har lagt sig jordsmon og torv, saa at man, naar man sigter ind linien, kan faa med jordsmonnets eller torvlagets mægtighet og følgelig maaler en høide, som er litt for stor. " Naar alle feilkilder tages i betragtning tror dog HELLAND at hans maalinger skulde være nøiagtige paa omtrent l m. l Fra en reise i Fin marken (i Det nord!. Norges geologi N. G. U. nr. 4). 2 Strandlinjens fald. N. G. U. Nr S. 5.

3 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER 9 Jktt cvtt. ntb1.e,9f.allt;,>juj J.,.,& Ct i ". H 6'<>t.:: aftn Ba8i8ke Eruf' Rdrosskifi.e Spara9mit Grund[}elds9ranlt + Fig. l. I den nordlige del av Østerdalen har der været en brædæmt sjø, hvis strandlinjer jeg har nivelleret i hoveddalen mellem Atna og Os, i Rendalen, Tyldalen og Brydalen. 1 Paa hver strandlinje har jeg maalt flere punkter, hvis høieste og laveste l Brædæmte sjøer i nordre Østerdalen. N. G. U. nr. 73 og Rendalens bræsjø N. G. U. Aarbog

4 10 GUNNAR HOLMSEN værdi i almindelighet ikke avviker mere end vel l meter fra hinanden. Det viser sig at bræsjøens strandlinjer i det store og hele stiger henimot isskillet. Isobaserne gaar dog temmelig uregelmæssig. For det første har de store dalfører Glommens og Renas, havt indflydelse paa hævningen saa at isobaserne følger langsefter dem. For det andet gaar isobaserne i store kroker omkring fjeldene Tron, Klettene og Hummelfjeld 1, der har det tilfælles, at de alle tre fortrinsvis er bygget av tunge gabbrobergarter. Der findes ogsaa andre store og utstrakte fjeld inden bræsjøens omraade, dels av sparagmit, dels av grundfjeldsgranit, men disse har ikke havt nogen betydning for isobasernes bøininger. Heller ikke den nordøst-sydvest forløpende sparagmitgrænse har sat spor i isobasernes retning. Det høit over nabofjeldene opragende Tronfjeld tiltrækker sig opmerksomheten ogsaa ved sin form. Det bestaar av olivingabbro, hvis uhrglashvælvede overflate falder symmetrisk av mot Lilleelvedalen, Tønset og Tyldalen. Olivingabbroen ligger i en skaal, omgit av hornblendeskifre, der for en del er omvandlede basiske gange omkring gabbrofeltet. Hummelfjeldet bestaar av rørosgruppens glimmerskifre og sandstensgneis, gjennemsat av talrige paralelle intrusivgange av diabas og diabasporfyrit. Noget større massiv av eruptiv bergart findes derimot ikke, men hele fjeldet er gjennemvævet av gangene. I Klettene anstaar hornblendeskifre, et led i den mægtige avdeling over sparagmiten som er er kaldt Storklettens og Hummelfjeldets hornblendeskifre. Disse er oprindelig basiske eruptivbergarter som nu findes i sterkt forandret skikkelse. De er mørkegrønne, tunge hornblendebergarter med litet utpræget skifrighet. De tre fjeldpartier omkring hvilke hævningsforholdene har været abnorme bestaar altsaa i hovedsaken av seige, tunge eruptivbergarter omgit av forvandlede sedimentære bergarter tilhørende rørosskifrene og sparagmitformationen, der med svævende fald ligger dækkeformig over den svagt hældende grundfjeldsoverflate. t Rendalens Bræsjø. N. G. U. Aarbok 1916.

5 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER!l Under nivaaforandtingen har der i gabbroomraadene opstaat specielle trykkræfter, kanske foraarsaket av deres større egenvegt og større stivhet end de omliggende bergarters, kanske ogsaa simpelthen av den grund at gabbrofjeldene som har været egnens høieste, først har blit kvit istrykket. Isostasebevægelsen har ialfald været en anden i disse gabbroblokker end i skifrene, og strandlinjerne omkring dem viser flere uregelmæssigheter. Paa den side av eruptivblokkene som vender Fig 2. Isostatisk virkning paa en tung eruptivmasse omgi! av omvandlede sedimentære lag. fr a isskillet (nordvestsiden) er strandlinjernes fald større end normalt. Paa den side av dem som vender mot isskillet viser derimot strandlinjerne mindre gradienter. De kan her komme til at ligge horisontalt eller for et kortere stykke endog hælde til den motsatte kant, alt efter størrelsen av den egenbevægelse eruptivmassen har været underkastet. Man kan forklare strandlinjernes anomalier omkring fjeldene Tron, Storkletten og Hummelfjeldet hvis man tænker sig at en isoleret hævning av disse gabbroomraader har fundet sted. Ved fig. 2 har jeg forsøkt at illustrere forholdene saaledes som strandlinjernes hældning viser dem omkring Tronfjeld.

6 12 GUNNAR HOLMSEN Gabbroen er paa figuren begrænset av en tyk kontur. Før hævningen laa gabbromassen noget dypere, saaledes som den tynde kontur antyder. Efterat gabbroen er steget kommer Glomdalens strandlinjer, tilvenstre paa figuren, til at hælde mot nordvest, Tyldalens mot sydøst. Denne lokale hældning vil saa senere ved skifrenes almindelige hævning omkring isskillet forsterkes i Glomdalen, svækkes eller helt overvindes i Tyldalen, hvor de to hældninger gaar til hver sin kant. Under egnens almindelige isostasebevægelse har gabbrofjeldene forholdt sig stivere end skifrene. Gradienterne tvers over dem er nemlig mindre end normalt, isobaserne viger undav fjeldet til begge sider. Der findes i nordre Østerdalen to strandlinjer over hin- Fig. 3. Øvre strandlinjes deformation paa den nedre Glomsjøs tid. anden og høideforskjellen mellem dem støtter den her fremsatte formodning. Paa de steder, hvorfra jeg har maalinger nærmest gabbrofelterne nemlig Lien i Lilleelvedal og Sødalsvangene i Brydalen er høideforskjellen mellem de to linjer henholdsvis 57,9 og 57,7 m. Længer væk fra gabbroen, ved Holan og Vangen ligger den høiere strandlinje 54,5 m. over den lavere. De to strandlinjenivaaer er altsaa ikke forskjøvet parallelt med hinanden. Den større forskjel i strandlinjehøiderne nær Tronfjeldet og Klettene tyder paa at en stigning av disse fjeld har fundet sted ogsaa i tidsrummet mellem den øvre og nedre Glomsjøs tid. Forskjellen i stigning nord for Tønset, hvor den var mindst og ved Lilleelvedal beløper sig til 3 m. En lignende forskjel i stigningen faar man mellem Tønset og Brydalen.

7 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER 13 Paa flere av de karter som ledsager svenske geologers nyere avhandlinger om det nordlige Sveriges isdæmte sjøer1 tinder man indlandsstrandlinjernes isobaser avsat for hver l O m. I almindelighet har isobaserne et regelmæssig forløp, gradienterne har jevnt tiltagende (eller avtagende) værdier fra vandskillet mot isskillet, og strandlinjernes deformationsprofiler opviser faa eller ingen overraskelser. Kun paa Gavelins kart over bræsjøen øverst i Umeiilvens nedslagsdistrikt gjør lo m's isobasen en uformodet sving paa dalnesset mellem Tiingvattnets og jovattnets dale. Dalene er her nedskaaret mellem høie fjeld, Sodra og Norra Storfjiillet, og Artfjiillet hvorom isobasen synes at bugte sig. Hvad vore kysttrakter angaar, saa viser karterne herover det store og hele en jevn hævning av landet. 2 I GAVELIN, AXEL: De isdamda sjoarne i Lappland och nordligaste jamtland. S. G. U. Ser. Ca. Nr HoGBOM, A. G.: De centraljamtska issjøarne. S. G. U. Ser. Ca Nr FRO DIN, G.: Bidrag ti li vastra Jamtlands senglaciala geologi. S. G. U. Ser. C. Nr : Glacialgeologiska Studier i nordvastra jamtland. S. G. U. Ser. C. Nr ERIKSSON, KJELL: Inlandsisens avsmaltning i sydvastra jamtland. S. G. U. Ser. C. Nr FRODIN, j.: Geografiska Studier i St. Lule Ålvs Kallomraade. S. G. U. Ser. C. Nr DANIELSEN: Kvartærgeologiske streiftog paa Sørlandet. Nyt Mag. B REKST AD: Iagttagelser fra terrasser og strandlinjer i det vestlige og nordlige Norge. Bergens Museums Aarbog VoGT, J. H. L.: O ber die schriige Sen kung und die spa te re sch rage Hebung des Landes im nordlichen Norwegen. Norsk geo!. Tidsskr. B. I HoGBOM, A. G.: Nya bidrag ti li kannedomen om de kvartara nivåforandringarna i norra Sverige. N. F. F. B GRONLIE, OLE T.: Kvartærgeologiske undersøkelser i Tromsø amt Il. Strandlinjer i amtet. Tromsø museums aarshefter 35 og 36, HELLAND: Strandlinjernes fald. N. G. U. Nr. 28, TANNER, V.: Studier Ofver kvartarsystemet i Fennoskandias nordliga delar I og Il. Bull. de la Commision Geologique de Finlande. B. Ill og IV.

8 14 GUNNAR HOLMSEN GRØNLIE gjør opmerksom paa at 90 m.s isobasen for den "øvre strandlinje", myalinjen (TANNERS l E) bøier av for den store landblok, som utgjør Maalselvens og Bardoelvens vanddistrikt. Forøvrig er neppe nogen av de nævnte forfatteres karter beregnet paa andet end i store drag at vise nivaadeformationens forløp. ja, det er endog tvilsomt om kyststrandlinjerne alle steds kan paapekes saa nøiagtig i marken at de kan brukes til at eftervise mindre, lokale hævninger. De isdæmte sjøers strandlinjer hertil. isobaser, gir et meget bedre materiale Det kart som ledsager HELLANDS avhandling har ingen men ved at kombinere 3 og 3 punkter paa strandlinjerne med hinanden har forfatteren kunnet finde den gamle havflates plan paa forskjellige steder. Hældningsvinkelen mellem dette og det nuværende nivaa er avtegnet i sin sande himmelretning og konstruert paa kartet som piler, hvis længde samtidig er et maal for gradienternes størrelse. Disse beregninger og konstruktioner, er saavidt detaljerte at man foruten de almindelige love for strandlinjernes fald, som HELLAND har utledet av dem, ogsaa av dem kan gjøre slutninger om visse anomalier i hævningen. Naar man betragter HELLANDS kart er det ganske paafaldende at pilene for nedre strandlinjes faldretning viser de største uregelmæssigheter vest for L ynge n ha l v øen. Om man for sammenligningens skyld vil tænke sig isobaser i denne trakt, og man erindrer at disse gaar lodret paa strandlinjernes faldretning, vil de vise en lokal sving rundt Lyngenfjeldenes gabbromasser som minder om den sving jeg har fundet at isobaserne gjør i Glomdalen omkring Tronfjeld. For planerne gjennem strandlinjerne ved Glimma, Kaldsletten, Ulsnes og Karlsø, Ulsnæs, Rotsund hælder faldvinklerne henholdsvis mot N 191/z" V og N 441/4" V, hvilket gir en forskjel mellem deres hældningsretninger paa nær 25 '. En saa vestlig faldretning som den ved Karlsø, Ulsnæs og Rotsund finder man ellers kun sydligere i amtet, hvor kystkonturen er rettet mere nord-syd. Selv i HELLANDS gruppesammenstilling gjør avvikelsen i faldplanernes retning sig gjældende. Middelværdierne for faldretningen av nedre strandlinje er følgende:

9 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER 15 Sydligst melem Tjeldsund og Dyrø Dyrø og Malangen Malangen og Reinø Reinø og Skjervø N 54,5 V N 43,8'' V N V N 34,0 V nordligst i Altenfjorden N 21,0 V sine store drag viser denne tabel at strandlinjernes hældning er avhængig av kystkonturen, at faldretningen blir mere n o rdlig eftersom kystlinjen svinger østover. Men man ser ogsaa at paa Lyngengabbroens nordvestlige side i strøket Reinø Skjervø faar isobaserne en betydelig avbøining. HELLAND har selv bemerket dette, og har derfor forsøgt en anden ( fø ne).c -.t.. nbcin.j ".,re,.. :J1.otn ;; "S / O" J3.wwL m p!ive g.,.,.a., g..,. 4 cffe G,_,... rn Fig. 4.

10 16 GUNNAR HOLMSEN kombination av faldvinklerne paa dette strøk som gav en middelværdi N 36 o V, altsaa et end mere avvigende resultat. Medens saaledes strandlinjernes faldretninger i Tromsø amt frembyr overraskelser omkring Lyngengabbroen, synes ikke øernes granitfelter at ha bevirket større uregelmæssigheter i isobasernes retning. Over øerne Hinnøy, Senjen, Kvaløy, Ringvatsøy og Vandøy strækker sig et bredt belte av presset granit. Øerne har likesom fastlandet mange fjeld, der ofte naar o p til høider paa l 000 m. De er vildt sønderskaarne og gjennemsat av dype eid og er ut mot havet indskaaret av talrige smale fjorde. Ved Senjens nordligste del, hvor granitbeltet ("urfjeldet" paa KARL PETTERSENS geologiske kart) indtar sin største bredde og dets østlige grænse svinger sterkt indover mot fastlandet, har HELLAND fund et at strandlinjerne falder sterkere end søndenfor og nordenfor. Herfra divergerer efter GRØNLIE isobaserne sterkt baade mot nord og syd. Omkring Solbergfjorden kan der vistnok gjøres værdifulde maalinger angaaende fjeldbygningens forhold til strandlinjernes gradienter naar man med sikkerhet har lært at skille de forskjellige nivaaer fra hverandre. GRøNLIE uttaler at det er nødvendig at foreta nye og grundige undersøkelser her før man med tryghet kan tegne isobaserne i dette strøk. Længer sydover divergerer isobaserne særdeles regelmæssig over Lofotøernes granitomraade med sine forholdsvis smaa indleiringer av gabbromonsonitbergarter. (Sml. VoGTS isobasekart). Isobasernes avbøining omkring Maalselvens og Bardoelvens nedslagsdistrikt er ogsaa nærmere en følge av den almindelige landkonfiguration end spor efter nogen uformodet isostasebevægelse. 90 m.s isobasen for den øvre strandlinje følger nemlig den store forsænkning som gaar tvers igjennem amtets fastland fra Sal'angsdalen over Kobryggen til Bardodalens sammenløp med Maalselvdalen, videre over Lille Ruostavand og lavlandspartierne om det indre av Balsfjord til Balsfjordeidet. Først naar man kommer til Vestfinmarken finder man atter de pludselige forandringer i isobaserne. I Troms ø amt er fjeldbygningen i de store drag ensartet. Indenfor kystgranitens belte, hvis østgrænse gaar langsmed kystlinjen og

11 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER 17 isobaserne, ligger omvandlede lag av kambrosiluriske sedimenter i mest svævende lagstilling. Kun Lyngenhalvøens gabbrofelt griper ind med større forstyrrelse i denne orden. I Vest fin marken spiller gabbroomraaderne i øbeltet utenfor Altenfjorden en lignende rolle som Lyngengabbroen i Tromsø amt. Det viser sig, at heller ikke her søker man forgjæves de tilsvarende avvigelser i hævningsforholdene. Paa østsiden av gabbromasserne paa Bergsfjordhalvøen, Stjernøy. Seiland og Sørøy fin des de strandlinjer, som er kjendt allerede fra Br av a is og Ch a m ber s maalinger. TAN NERS isobasekart viser her for den øvre strandlinjes vedkommende en sterk svingning analog med min 660 m.s isobas sydøst for Tronfjeld, og HELLANDS sammenstilling for det nedre strandlinjeplans vedkommende gir for punkterne Sjaaholmen, Kvalsund, K vænklubben faldretningen N 27 V, for Molstrand, Kvalsund, ov. f. Bekkarfjord N 15 altsaa en variation i faldretning paa 12 Tiltrods for at TANNER paa sit kart for den nedre strandlinje har trukket 5 m.s isobaser synes forfatteren dog ikke at ha tillagt de av HELLAND beregnede faldretninger den vegt, de fortjener ved isobasernes konstruktion, der paa kartet er tegnet for likeløpende til at gi andet end et oversigtsbillede. Hvad den antagne isolerte hævning av de tunge gabbropartier angaar, saa synes netop de to strandlinjenivaaer at gi værdifulde oplysninger herom. Sammenligner man strandlinjernes faldretning inden hvert av nivaaerne, saa ser man at ved gabbroomraaderne varierer den nedre strandlinjes hældningsretning mindst likesaa meget som den øvres. Dette tyder paa at de tunge eruptiver har havt en egenbevægelse som har fortsat endog efter den nedre strandlinjes tid. Var nemlig gabbromassernes hævning avsluttet før den nedre strandlinje dannedes vilde dennes isobaser ingen lokale avvikelser kunne opvise. Tvertimot viser det mindre hældene nedre linjes plan større variationer i faldretningen omkring gabbropartierne end det brattere øvre. Saaledes: Norsk Geo!. Tidsskr. IV. 2

12 18 GUNNAR HOLMSEN Nedre linje Øvre Nedre linje Øvre mellem Renøy og Alten fjorden " Faldretningens variationer. Skjervøy N V N V 191/4 N 14'' V N V 91 2 N 15 V N 27 V 12 N 10 o V N 20 V 1 O Ganske anderledes er forholdene ved Varangerfjorden, hvor vistnok grundfjeldets gneis og granit her og der gjennemsættes av store diabasgange. Forsaavidt ligner grundfjeldet hernord "vind uerne" i bræsjøomraadets sparagmitformation. Men nogen større omraader av tunge basiske eruptivbergarter kjendes ikke. Isobaserne paa T ANNERS kart viser at den øvre strandlinjes hældning har været influeret av massefordelingen omkring fjorden. Denne anomale nivaaforandring har imidlertid været avsluttet før den nedre strandlinje dannedes, idet dens isobaser forløper uten avbøining efter fjorden. Her hvor gabbrofelterne mangler kan altsaa heller ingen lokal hævning paavises. De uventede bugtninger isobaserne beskriver paa et tilstrækkelig detaljert kart synes saaledes ikke alene at vise overensstemmelse med reliefets massefordelinger, men der eksisterer ogsaa en forbindelse mellem de anomale hævningsforhold og fjeldkompleksernes bergbygning. Da de lokale avvikelser i den almindelige nivaaforandring som regel er smaa utkræves den imidlertid særlig nøiagtige maalinger av strandlinjehøiderne forat man med sikkerhet skal kunne paavise dem. Til et saadant detaljeret studium egner de pludselig uttappede bræsjøers strandlinjer sig bedre end kystens. Men selv kyststrandlinjerne viser at man paa gunstige steder heller ikke her savner midler til at finde en sammenhæng mellem isostasebevægelsens lokale variationer og bergunderlaget.

13 OM STRANDLINJERNES FALD OMKRING GABBROOMRAADER 19 SUMMARY. RELATIONS BETWEEN GABBRO FIELDS AND THE DIP OF ANCIENT SHORELINES. By measuring the heights of shorelines left by ice-dammed lakes in central Norway, the author has found that the gabbro mountains seem to show an influence on the postglacial of leve! which have taken place in this region. In maps on a sufficiently large scale, the isobases will be turned aside by the intrusive bodies of gabbro showing that these lines have been effected by the general upheaval of the land. Around the gabbro mountains the dip of the shorelines will point in different directions, perpendicular to the isobases (see map page 9). On the northwesteren side of the gabbro fields a plane through the beachlines will di p from 0,85 to l,63 meter per kilometer, a greater angle than the average gradient of the distrikt, viz m. pr. km. It seems therefore that certain parts of the mountain region have been attacked by forces working otherwise than those that have caused the general change of leve!. Whatever the reason may be, the bosses of heavy, igneous rock have been subject to a separate upheaval, as shown by fig. 2. In the region of the ice-damrned lake in Glomdalen there are two beachlines at different heights, that are not parallel to each other. Compared with the lower beachline, the upper one exhibits higher levels the nearer it is situated to the gabbro mountain. The relation between the two beachlines is roughly shown in fig. 3. This may by explained by supposing that the uppermost and older beach has been subject to a

14 20 GUNNAR HOLMSEN greater upheaval in the neighbourhood of, or over, the gabbro, than farther away from the gabbro-fields. According to the various differences in height between the two beachlines the uplifting process of the gabbro blocks must have taken place before the lower and younger beachline was formed, as well as afterwards. This movement therefore is older than the general change in leve! that has raised both beachlines towards the ice-shed in the Southeast. Similar disturbances near the gabbrofields may be traced at the coast between Tromsø and Hammerfest where HELLAND has followed two beachlines at different heights. The raised beaches of the coast, however, supply a less exact material for studying the anomalies in the upheaval of the land than the beachlines, left by the suddenly emptied glacierlakes. Nevertheless the arrows in HELLANDS map (see Norges geo l. Undersøkelses skrifter nr. 28. English summary) show a varying dip of the planes through the beachlines just in the neighbourhood of the gabbro-fields.