Offerdirektivet anerkender behovet for individuel beskyttelse af ofrene, og etablerer fire hovedkategorier

Transkript

1 CENTRE FOR EUROPEAN CONSTITUTIONAL LAW THEMISTOKLES AND DIMITRIS TSATSOS FOUNDATION Offerdirektivet Victims Protection eu Protecting Victims Rights in the EU: The theory and practice of diversity of treatment during the criminal trial Beskyttelse af ofre før, under og efter straffesagen er højt på Europa-Kommissionen s dagsordenen. I Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager fra 2001 blev der fastlagt minimumsstandarder for rettigheder og behov til ofre i straffesager inden for EU, men rapporterne om gennemførelsen af rammeafgørelsen (2004 og 2009) konkluderede, at EU-lovgivningen ikke effektivt havde sikret en passende beskyttelse af ofre i hele EU. Direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om indførelse af minimumsstandarder for rettigheder, støtte og beskyttelse af ofre for forbrydelser (Offerdirektivet), og som erstattede Rådets rammeafgørelse (2001/220/RIA), tager denne beskyttelse et skridt videre. Ikke kun ved at give det status af et direktiv, men også ved at bygge på resultaterne af rammeafgørelsen og indføre nye rettigheder. Direktivet blev vedtaget i november 2012, og udgør derefter den nye ramme, der regulerer anerkendelse, respektfuld behandling, beskyttelse og støtte til ofre og deres adgang til domstolene. Fristen for gennemførelse af direktivet udløber den 16.November Offerdirektivet anerkender behovet for individuel beskyttelse af ofrene, og etablerer fire hovedkategorier af foranstaltninger: a) foranstaltninger om respektfuld behandling og anerkendelse af ofre, som fører til, at personen bliver anerkendt som offer og sikret en respektfuld behandling inden for retssystemet og i samfundet generelt; b) beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre at den tiltalte eller mistænkte intimiderer, gengælder eller forvolder yderligere skade under sagens opklaring og følgende retssag. c) støtteforanstaltninger til at yde øjeblikkelig bistand efter en forbrydelse, bestående af langsigtet fysisk og psykologisk bistand og praktisk hjælp under processen for at hjælpe ofrene til at forstå, deltage og til at lindre deres smerte; d) Foranstaltninger til at sikre adgang for ofre til retfærdighed i vid forstand; e) Foranstaltninger for erstatning og genoprejsning gennem økonomisk kompensation betalt af staten eller af gerningsmanden.

2 Projektet Projektet "Beskyttelse af ofrenes rettigheder i EU: teori og praksis af forskelle i behandlingen under straffesagen (JUST/2011/JPEN/AG/2919) er implementeret af Center for Europæisk Forfatningsret - Themistokles og Dimitris Tsatsos Foundation ( i samarbejde med Institut for Advanced Legal Studies,, Institut for Advanced Study, University of London ( ) Projektet har komparativt undersøgt de specifikke juridiske og institutionelle rammer, der gælder i medlemsstaterne i forhold til de spørgsmål, der behandles i direktivet, med det formål at identificere potentielle mangler i gennemførelsen og effektiviteten af direktivet. I særdeleshed er formålet med projektet at : a) udarbejde en oversigt over lovgivningsmæssige foranstaltninger, institutioner og praksis, der vil udvide videngrundlaget for gennemførelsen af direktivet b) udarbejde en oversigt over foranstaltninger der yder støtte til ofre, identificere ofre og forbedrer beskyttelsen af ofre under straffesager c ) forsøge at identificere og forudsige reaktionen i medlemslandene på direktivets bestemmelser på de specifikke problemer d ) forsøge at identificere potentielle mangler i gennemførelsen og effektiviteten af direktivet. Projektet resulterede i en komparativ rapport med konkrete anbefalinger til en effektiv gennemførelse af direktivet,set både fra Europa-Kommissionen og medlemslandene side. Metode Projektet blev gennemført af et team af nationale korrespondenter fra 27 EU-medlemsstater og et koordineringsteam bestående af fem eksperter. Undersøgelsen omfattede to forskellige niveauer af indsamling og analyse af data: a) indsamling og analyse af data på nationalt plan (nationale rapporter) og b) en komparativ analyse foretaget på grundlag af de nationale rapporter. Nationale rapporter var baseret på en desktop analyse af politikker, lovgivning og sekundære kilder og (begrænset) kvalitative data indsamlet gennem et lille antal interviews (3-4) med politi, anklagere, praktikere, NGOer og andre myndigheder, der beskæftiger sig med ofre. Formålet med den komparative rapport var at identificere tendenser i de lovgivningsmæssige foranstaltninger til beskyttelse af ofre EU-landene i forhold til direktivets bestemmelser, vurderer ex ante deres effektivitet og udarbejde konkrete politiske anbefalinger til forbedring af gennemførelsen og effektiviteten af direktivet.

3 De vigtigste resultater De vigtigste resultater af den komparative analyse var følgende: Ofret: en ny aktør i strafferetlige systemer Direktivet indfører dybtgående ændringer i rationalet og funktionen af strafferetlige systemer. I flere europæiske lande er strafferetlige systemer bygget op omkring den anklagede og hans/hendes rettigheder. Disse systemer skal nu gøre plads til en ny aktør med særskilte behov, og i de fleste tilfælde en mindre klar rolle. Det er derfor en stor udfordring for medlemsstaterne at afgrænse ofres rolle i alle faser af straffesagen. Men hvem er offer? Svaret på det grundlæggende spørgsmål "hvem er offer?" er ikke ligetil. Vanskelighederne opstår fordi begrebet»offer«anvendes som en generisk betegnelse i direktivet og bruges i de nationale retssystemer med flere forskellige betydninger. I de nationale lovgivninger bruges der ofte betegnelser, der er nært beslægtede og ofte overlappende med begrebet offer, og det komplicerer yderligere begreberne. Det gør det derfor vanskeligt og sammenhængen mellem disse forskellige vilkår er ikke altid indlysende eller klar. For at fremme direktivets effektivitet er det derfor et grundlæggende krav klart at definere hvem der betragtes som et offer i den nationale lovgivning og fastsætte deres relation til de øvrige aktører i det strafferetlige system. En ny mentalitet i levering af beskyttelse: individuel tilgang og holistiske ydelser Direktivet indfører et ny rationale, der guider de ydelser, der udbydes til ofret: behovet for individuel vurdering af behov for beskyttelse og individualiseret behandling og behovet for holistiske beskyttelsesforanstaltninger før og under straffeprocessen. Disse to søjler er ikke tilstrækkeligt afspejlet i den nationale lovgivning og praksis: enten har medlemsstater ikke procedurer, eller de begrænser dem til bestemte udsatte grupper, og forveksles ofte med hensyn til beskyttelsesforanstaltninger for vidner eller andre aktører. På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til at status som offer er direkte knyttet til principperne om individuel tilgang og holistiske ydelser. Det er derfor en vigtig udfordring, at sikre en klar sammenhæng for en effektiv gennemførelse af offerdirektivet. Fælles standarder for støtte og beskyttelse? Ydelser til ofrene varierer betydeligt mellem medlemsstaterne: de spænder fra det ikke-eksisterende til det rudimentære og til det yderst sofistikerede. Formidlingsmetoder, struktur og organisation er også meget forskellige. Harmoniserede hjælpetjenester for ofre synes utopisk på nuværende situation hvor der er en ekstrem divergens af tjenester, leverandører og økonomisk stabilitet. Men det er vigtigt for

4 medlemsstaterne klart at fastslå hvordan de minimumsstandarder, der er indført ved direktivet med hensyn til ofrenes ret til adgang til support tjenester, vil blive nået, og på mellem- og lang sigt at bevæge sig mod en mere harmoniseret beskyttelse på tværs af Europa. Djævlen er i økonomien Flere at rettigheder i direktivet kræve investeringer og har omkostningsmæssige konsekvenser, enten i form af nødvendig infrastruktur eller i form af midler til at indføre, opretholde eller købe tjenester. Djævelen er ikke i detaljerne men i økonomien. Beskyttelse af ofre bør dog ikke køres ud på et sidespor på grund af en begrænset økonomi eller andre prioriteter. I denne sammenhæng er det et vigtigt krav for effektiviteten af direktivet, at medlemsstaterne afsætter de nødvendige midler til gennemførelsen. Ofrenes rettigheder skal integreres i de kompetente myndigheder s praksis Flere medlemsstater har ikke konsolideret ofret s rettigheder med samme detaljegrad som i direktivet. En effektiv gennemførelse af direktivet går dog ud over den formelle gennemførelse af reglerne og kræver at ofrenes rettigheder integreres i politiet s, anklagemyndigheden og alle andre myndigheder, der beskæftiger sig med ofre i det daglige. Dette er i praksis en af de vigtigste udfordringer for en effektiv gennemførelse af direktivet, og det kræver en konsekvent overvågning af situationen på stedet, bl.a. gennem tilbagemeldinger, som kan medvirke til at give ofrene en stemme. Sikring af kendskabet til de rettigheder Ofrenes rettigheder er i øjeblikket spredt i en lang række nationale instrumenter. Denne spredning og fragmentering kan hindre både ofrenes bevidsthed om rettighederne samt en effektiv håndhævelse af de kompetente myndigheder. Det er vigtigt for medlemslandene at sikre, i overensstemmelse med deres lovgivende kultur og traditioner, en sammenhængende og tilgængelig lovgivningsmæssig ramme og sikre tilstrækkelig bevidsthed om relevant lovgivning fra alle interesserede parter og især ofre. En fælles kultur mellem aktører og institutioner Beskyttelse af ofre og støtte involverer en række institutioner, herunder politiet, anklagemyndigheden, sundhedstjenester mv. Disse aktører bør koordinere deres indsats, så de kan imødekomme den dobbelte udfordring med at tilbyde et passende niveau for beskyttelse og støtte på den ene side og opnå omkostningseffektivitet på den anden. En effektiv gennemførelse af direktivet er mere end blot almindelig træning og henvisningsmekanismer. Det kræver en fælles kultur i levering af tjenesteydelser fra alle involverede aktører, enten de er offentlige eller private.

5 Lær mere om offerbeskyttelse i EU Projektets hjemmeside har omfattende materiale relateret til beskyttelse af ofre i EU-27. Materialet omfatter lovgivning, information om lovgivning og institutioner i medlemsstaterne, nationale rapporter, den komparative rapport og de endelige konklusioner og anbefalinger. Hjemmesiden er tilgængelig på CENTRE FOR EUROPEAN CONSTITUTIONAL LAW THEMISTOKLES AND DIMITRIS TSATSOS FOUNDATION Kontakt os Center for European Constitutional Law 43, Akadimias str., Athen, Grækenland Tel: , , , , , Fax: centre@cecl.gr Disclaimer: This newsletter has been produced with the financial support of the Criminal Justice Programme of the European Union. The contents are the sole responsibility of the Centre for European Constitutional Law Themistocles & Dimitris Tsatsos Foundation and the Institute for Advanced Legal Studies of the University of London and can in no way be taken to reflect the views of the European Commission.