Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 5. februar 2012 kl. 10 Søndag Septuagesima Mattæus 25,14-30 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 5. februar 2012 kl. 10 Søndag Septuagesima Mattæus 25,14-30 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«matt 25,14-30 På en eller anden måde er denne søndags lignelse om de betroede talenter den mest ukristelige, uevangeliske, nådesløse lignelse, som tænkes kan. Jeg mener, hvad blev der lige af vores tro på vores kærlige, tilgivende ud over alle grænser generøse himmelske far og Gud. Hvilket glædeligt budskab er der i Mattæuseffektens omvendte Robin Hood filosofi: For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Bortset fra, at her vil den til enhver tid siddende regering da kunne hente det tunge skyts til en klækkelig skattelettelse til de rigeste, samtidig med at der skæres i folkepension, dagpenge og kontanthjælp hvordan i al verden får vi så 1

2 denne udgangsreplik til at stemme med den næstekærlige solidaritet, vi ellers forbinder med Jesus og den kristne kirke. Vi, som troede, at Guds egen søns sympati ellers altid er hos den hjælpeløse, magtesløse, marginaliserede og så bliver denne tredje tjener brutalt smidt ud i kulden og mørket udenfor, der hvor der hos Mattæus altid er en hjerteskærende gråd og en tænderskæren, så det hviner i sjælen. Det er da nærmest blodig ironi, at netop denne første søndag i februar er blevet udnævnt til at være diakoniens søndag den søndag, hvor vi som kirke og som kristne skal besinde os særligt på, hvad vi kan gøre for at hjælpe den udstødte og marginaliserede. Og så skal vi høre på sådan en udiakonal uevangelisk blåstempling af mer til de privilegerede og mindre til de ubemidlede og talentløse. Det stemmer desværre alt for godt med den klapjagt, vi den sidste tid har set på de mennesker, som af den ene eller anden grund har fået brug for vort velfærdssamfunds sikkerhedsnet og hjælp. Oven i deres ulykkelige situation skal de nu også modtage deres overførselsindkomst, mens de står med skammen og hatten i hånden og skal tåle alle beskyldningerne om at være forkælede og ramt af krævementalitet. Der er kan I nok høre al mulig god grund til at gå yderst forsigtigt til værks, når vi skal tage livtag med denne lignelse om de betroede talenter. For det ligger jo snublende nær at få den til at hylde den stærkes ret og den amerikanske drøm om, at man kan, hvad man vil, og hvis man ikke vil, hvad man godt kan, så må man ligge, som man selv har redt. Akkurat som den tredje tjener der ender ude i mørket. Men og det må siges så tydeligt, som det er muligt: Uanset hvor meget vi synes, den ligger lige til højrebenet, så er evangeliet og Jesu budskab aldrig, at enhver er sin egen lykkes smed. At nå den konklusion vil være misbrug af Jesu lignelse. For Gud er ikke blind for, at vi mennesker har fået forskellige talenter han har jo selv skabt os og Gud forpligter ikke nogen af os ud over vores evner. Men og det er så det afgørende uanset hvor få eller mange talenter vi har fået i vuggegave, så viser Gud hvert eneste menneske den tillid, at han er parat til at betro os en større eller mindre del af sit skaberværk. Ikke størrelsen eller mængden af evner men tilliden er det afgørende. Alt lægger Gud i dine og mine hænder, før han rejser udenlands i tillid til, at vi vil forvalte det betroede efter bedste evne og af alle kræfter. Jeg har sagt det før, men jeg MÅ gentage det også i dag, fordi det for mig er det helt afgørende, hvis ikke vi skal få denne lignelse galt i halsen. 2

3 HVIS den betroede tjener, der har fået hele fem talenter betroet hvis han nu var gået ud og havde handlet og investeret og byggemodnet og krisen så var kommet tordnende fra en skyfri himmel, aktiekurserne var styrtdykket, byggegrundene var usælgelige og huspriserne i frit fald så han til sidste har måttet kaste håndklædet i ringen og erkende, at spillet er ude konkursen en realitet tilbage står kun kreditorerne, Ribers og håbet om en gældssanering. Ja, hvad havde hans Herre mon så sagt til ham, når han hakkende og stammende måtte indrømme, at der ikke var en klink tilbage. Han havde prøvet efter bedste evne, han havde været overbevist om, at det var en både klog og god og sikker investering men krisen havde trukket ham ned og blanket ham af til skindet. Ja, så vil jeg tillade mig at tro, håbe og hævde: at så havde den tjeners Herre sagt: Vel du gode og tro tjener, du brugte dine talenter efter bedste evne de rakte desværre ikke til at skabe profit og overskud men for mig er det afgørende aldrig profitten, men at du havde modet til at prøve tillidsfuldt uden at frygte hverken min dom eller at du skulle komme til at stå i gæld til mig. Jeg vil ikke svigte din tillid til mig. Så gå nu ind til din Herres glæde for jeg kræver hverken succes eller fejlfrihed det eneste, jeg kræver, er tro og tillid. Du er krakket, men jeg vil lade dig gå fallit på min regning. Ubetinget. Jeg er fuldstændig overbevist om, at der ikke er noget i vejen med at være en fiasko der er ikke noget i vejen med at stå foran Gud med tomme lommer eller som Job siger det: Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis jeg ikke troede på, at Gud har plads til den talentløse tiggeren fiaskoen fallitboet ja, så måtte jeg nedlægge min stilling i morgen og stille mig op på jobcenteret i arbejdsløshedskøen med præstekraven i hånden i håb om et samfund nådigt nok til også at have en overførselsindkomst til sådan en falleret præst som mig. Men på denne prædikestol ville jeg ikke længere kunne stå og prædike noget som helst glædeligt budskab, hvis Gud kun skulle have plads til den retfærdige med blå tal på livets bundlinje. Men og det vil jeg håbe, jeg kan holde fast i til min dødsdag nu tror jeg, at Gud er en Gud, der ikke kræver selvretfærdighed, men tillid og mod. Og det er vel at mærke ikke blot for min gode månedsløns og tjenestemandspensions skyld nej, det er for din og min saligheds skyld, at vi må klamre os til denne tro. For hvor vil du og jeg ellers ende. 3

4 Hvis det kun skal gå retfærdigt til. Men hvad er det da med denne tredje tjener hvor er det, det går galt for ham for helt dum er han jo ikke, og vel heller ikke helt doven han har da haft fat i spaden og gravet et hul til talenten. Ja, personligt tror jeg, at denne tredje tjeners helt store fejl er, at han vil være uangribelig han er ramt af den svøbe, som vi nok er mange af os, der har en snert af: der er helst ikke nogen, der skal kunne sætte en finger på vores pletfrie indsats. Alle vi, der sætter en ære i at levere til tiden og svare enhver sit åh, hvor kender vi at rynke på næsen af de andre, når de nu, for Gud ved hvilken gang, er kommet for sent eller har overskredet en deadline. Hvilken behagelig dukkert i bedreværdsfølelsens lune badekar når vi selvretfærdigt kan bade os i de andres slendrian. Det slog mig, da de danske håndboldherrer rejste til europamesterskaberne, da vovede de højt og flot at sige: Vi går efter guldet. Vi har så meget talent, at vi føler os forpligtet på at ville være nummer et. Jeg tror, vi var mange, der tænke, sikke nogle storskrydere, pas nu på nemesis og da de så tabte to kampe og måtte i mellemrunden uden point, stak janteloven selvfølgelig sit grimme fjæs frem. Sådan går det, når man lider af storhedsvanvid. Og så løb de alligevel med guldet men kun fordi de fik hjælp først af den ene og så af den anden. Nu blev de modtaget som helte helte med en tilpas ydmyghed. Men hvad nu hvis Hans Lindberg ikke havde scoret det afgørende mål to sekunder før tid, og de var rejst hjem som en fiasko. Det tankevækkende er at vi kan godt pakke al vores jantelovssnak væk, for de gør præcis, hvad lignelsen opfordrer til, forpligtet af deres talent satser de hele butikken med fare for at kunne angribes fra alle sider. Med fare for at ende som et fallitbo, så vover de alt i tillid til, at vi som tilskuere vil bære over med dem og fortsat heppe på dem, også hvis de fejler. Se, nu bilder jeg mig ikke ind, at de gode håndboldkæmper et sekund har haft de betroede talenter i tankerne, da de tillidsfuldt erklærede: Vi går efter guldet. Men ikke desto mindre tror jeg, de til fulde lever op til lignelsens pointe. For den tredje tjeners helt store og grundlæggende fejl er jo, at han vil være uangribelig og dermed skyldfri. Men i det sekund at han bestemmer sig til ikke at ville risikere så meget som en femmer så mister han alt. For det er jo ikke bare pengene eller talenten han graver ned. 4

5 Det er helt grundlæggende den tillid, han er blevet vist, han begraver tilliden er stendød og begravet hans eneste kapital er mistilliden. Vi siger nogen gange, at vi har de politikere, vi fortjener. Her kunne vi sige, denne tredje tjener, han møder den Gud, han forventer og fortjener. Streng og ubarmhjertigt retfærdig. En Gud man ikke kan have tillid til uanset hvor meget eller lidt man nu selv har fået betroet uanset den tillid Gud har vist mig. I den forstand, så er denne lignelse virkelig et wake up call til os alle, for hvordan er dit billede af den Gud, du forventer ved den uigenkaldeligt sidste deadline? Og hvad betyder det billede for, hvordan du lever dit liv? Gud give at vi må få tro og håb til, til den sidste deadline at leve ubekymret og med modet til at kunne miste det hele i tillid til, at Guds kærlighed krakker aldrig. I tillid til, at guldet det får vi aldrig, hvis ikke vi får hjælp udefra fra Gud! Amen. 5